Hvordan forskning i risikoen ved mobiltelefoni manipuleres
Der er store summer på spil, når forskning kan dokumentere at brugen af mobiltelefonen kan forårsage kræft. Teleindustrien har finansieret flere undersøgelser, hvor brugere blev betragtet som ikke eksponerede. Resultatet blev undervurderede risici.
I artiklen gennemgås tre eksempler på undersøgelser af risici for hjernetumorer, der alene ved deres design undervurderede resultaterne. Alle de tre undersøgelser – Interphone (2010), CEFALO studiet (2011) og Det danske kohortestudie (2011) – blev finansieret af teleindustrien.
Artiklen er oprindelig fra Strålskyddsstiftelsen d. 1. januar 2020.
Illustration: Stralskyddsstiftelsen
Italien og IARC’s kræftvurdering
Den italienske forretningsmand Innocente Marcolini fik en tumor på en ansigtsnerve efter at have brugt både mobiltelefoner og trådløse telefoner i op til seks timer hver dag i 12 år. Han var en af dem, der er gik rettens vej for at få anerkendt de alvorlige skader, som brugen mobiltelefonen havde forårsaget. Italiens højesteret afgjorde i efteråret 2012, at der var en dokumenteret årsagssammenhæng mellem tumoren og Marconis brug af trådløse og mobiltelefoner. Afgørelsen skabte præcedens.
Et år tidligere, den 31. maj 2011, havde WHO’s International Agency for Research on Cancer (IARC) i Lyon vurderet, at stråling fra trådløs teknologi, såsom mobiltelefoner, mobilmaster og trådløse netværk, kunne klassificeres som “muligvis kræftfremkaldende”, klasse 2B, fordi flere undersøgelser, Interphone og Hardells (se nedenfor) viste øget risiko for hjernetumor ved brug af mobiltelefoner.
Risiciene for teleselskaberne
Nyheder om, at mobilstråling kan forårsage kræft, blev ikke hilst velkommen af de store teleselskaber. Øget opmærksomhed på de skadelige virkninger fra den trådløse teknologi og ny forskning, der dokumenterer risici samt præcedensskabende domstolsafgørelser, kan føre til en reduceret efterspørgsel efter deres produkter. Milliarder i overskud kan konverteres til milliarder i tab på kort tid. Verdens største leverandør af mobile basestationer, svenske Ericsson, er afhængig af et fortsat øget brug af trådløs teknologi for at opretholde sit salg og overskud. Årsberetningen fra 2011 beskriver de nye resultater om mobiltelefonernes skadelighed som en finansiel risiko:
“Opfattede risici eller nye videnskabelige resultater om sundhedsskadelige virkninger af mobiltelefoner og mobiltelefonudstyr kan dog påvirke os negativt gennem reduceret salg eller retssager”
Forsikringsbranchen er også berørt. Allerede i 1997 skrev et af verdens største forsikringsselskaber, Swiss Re, at spørgsmålet om sundhedsrisici fra elektromagnetisk stråling er farlig og kan true forsikringsbranchens eksistens. I en senere Swiss Re-rapport fra 2013 om områder, der kan true forsikringsbranchen, er elektromagnetisk stråling i den højeste risikokategori. Den italienske afgørelse og IARC’s kræftklassifikation nævnes bl.a. En erkendt direkte forbindelse mellem stråling og sundhedsvirkninger kan føre til store tab.
Der er derfor store økonomiske interesser i, at forskningsresultaterne ikke viser sundhedsrisici. I et interview i 1999 sagde Christer Törnevik, direktør for Department of Health and Safety hos Ericsson, at Ericsson finansierede forskning for “så hurtigt som muligt at producere endelige forskningsresultater, der sætter en stopper for denne debat” (dvs. om strålingsrisici).
I en artiklen i Ny Teknik blev det beskrevet, hvordan de trådløse telefoner udstråler lige så meget som almindelige mobiler. Det er vigtigt i forbindelse med gennemgangen af de tre undersøgelser nedenfor.
Manipuleret forskning
Ifølge George Carlo, der i 1990’erne ledede et amerikansk forskningsprojekt om sundhedsrisici finansieret af teleindustrien, investerede industrien i 1990’erne for at sikre kontrol over forskning i sundhedseffekter af mobilstråling ved blandt andet at finansiere undersøgelser med indbygget ringe mulighed for at vise sundhedsrisici. En måde er f.eks. at behandle eksponerede personer som ikke-eksponerede ved f.eks. at begrænse spørgsmålet til en bestemt periode eller ved at udelukke visse typer eksponering.
Flere industrifinansierede undersøgelser har netop gjort sådan: Behandlet udsatte mennesker som ikke-eksponerede. Blandt andet alle, som har brugt trådløse telefoner (DECT) på trods af, at det har været kendt i lang tid jvf. Ny Teknik, at trådløse telefoner udsender lige så meget stråling som almindelige mobiltelefoner.
Effekten skyldes, at i disse såkaldte case-control-undersøgelser undersøges en gruppe med en bestemt sygdom (hjernetumorer) og deres eksponering for noget (brugen af mobiltelefon). Brugen af den syge gruppe sammenlignes med en kontrolgruppe, der ikke har sygdommen. Hvis sygegruppen har været eksponeret mere end sammenligningsgruppen, betyder det, at den undersøgte faktor medfører en øget risiko for sygdommen. Hvis en del af eksponeringen ikke tages i betragtning (f.eks. trådløse telefoner), synes brugen/eksponeringen i sygegruppen at være lavere, end den reelt var, og risikoen undervurderes.
Der er kun et begrænset antal undersøgelser af risici for hjernetumor ved brug af mobiltelefoner, der er helt uafhængige af mobilindustriens finansiering og indflydelse. Den svenske kræftlæge Lennart Hardell hører til de denne gruppe. Det var Hardells forskning, der var afgørende for den italienske domstols afgørelse i efteråret 2012. Den blev anset for mere pålideligt, og Retten bemærkede, at den i modsætning til andre undersøgelser var helt uafhængig af de virksomheder, der fremstiller telefonerne. Hans resultater fik også stor betydning ved IARC’s kræftklassifikation i 2011.
Hardell har vist, at både mobiltelefoner og trådløse telefoner øger risikoen for hjernetumorer lige meget. Det står i kontrast til de branchefinansierede undersøgelser Interphone, Cefalo og den danske kohorte undersøgelse, der helt eller delvist ignorerede brugen af trådløse telefoner. At behandle trådløse telefonbrugere som ikke eksponerede kan sammenlignes med i en undersøgelse om rygning forårsager lungekræft at udelukke rygere af et bestemt cigaretmærke. Den danske kohorte undersøgelse har også behandlet de mest eksponerede brugere af mobiltelefoner som værende ikke-eksponerede.
Interphone studiet udelukkede de trådløse telefoner
Interphone undersøgte risikoen for hjernetumor blandt voksne mellem 30 og 59 år, som havde udviklet hjernetumorer mellem 2000 og 2004 i 13 lande. Undersøgelsen blev koordineret af IARC og den ene halvdel var finansieret af mobillobbyorganisationerne Mobile Manufacturer’s Forum, MMF og GSM Association og den anden halvdel af EU. Undersøgelsen betragtede trådløse telefonbrugere som værende ikke eksponerede og viste konsekvent, at en lille eller moderat brug af mobiltelefoner ville reducere risikoen for hjernetumor.
Disse mærkelige resultater tydede på, at undersøgelsen var belastet med metodologiske fejl, som reducerede risikoen i en sådan grad, at undersøgelsen syntes at vise, at en mindre brug mobiltelefoner ville beskytte mod hjernetumorer. Hvad der også indikerer alvorlige metodiske fejl er, at de også så en øget risiko i gruppen med den højeste brug af mobilen. Det er usandsynligt, at mobiltelefonen både kan reducere og øge risikoen for hjernetumor.
En sådan metodologisk fejl var at betragte brugere af trådløse telefoner som værende ikke eksponerede. Det er interessant at bemærke, at en repræsentant teleindustrien, Joe Wiart, deltog i den Interphone-arbejdsgruppe, der udviklede retningslinjerne for håndtering af eksponeringen. Joe Wiart var på samme tid ansat i France Telecom.
Interphone viste en øget risiko for aggressiv hjernetumor i den gruppe, der brugte mobiltelefonen mest: dem, der havde brugt mobilen i 1640 timer eller mere. Det svarer til lidt over 1 time om dagen i fire år eller 30 minutter om dagen i ti år. Det er ofte fejlagtigt beskrevet, at den øgede risiko, der blev vist i undersøgelsen, kun gjaldt storforbrugerne, men 30 minutter til 1 time svarer til almindelig til lavt forbrug i dag.
For at vise effekten af at udelukke trådløse telefoner fra den samlede eksponering lavede Lennart Hardell og hans kollega Michael Carlberg en analyse, hvor de ligesom i Interphone også betragtede brugere af trådløse telefoner som ueksponerede. Derudover var alderskategorien begrænset til 30-59 år. Analysen viste, at risiciene faldt og blev lig dem, Interphone viste. Hardells undersøgelser havde, da trådløse telefoner blev lagt til den samlede eksponering, vist en højere risiko for hjernetumorer end Interphone – hvilket Hardell er blevet kritiseret for. Derudover var alderen for deltagelse i undersøgelsen ikke så snævert begrænset som i Interphone, men aldersgruppen i Hardells undersøgelser var 20-69 år.
Da Interphone-resultaterne blev præsenteret i medierne, blev det hævdet, at undersøgelsen viste, at mobiltelefonen ikke øger risikoen for hjernetumor. For eksempel skrev Dagens Nyheter på deres forside: “Ny undersøgelse afliver mobilmyten. Største undersøgelse til dato. Folk, der taler meget i deres mobiltelefoner, er ikke mere tilbøjelige til at lide af hjernetumorer end andre.”
Cefalo: Kun de første tre år
CEFALO studiet om risikoen for hjernetumor hos børn og unge mellem 7 og 19 år fra fire forskellige lande blev delvist finansieret af Swiss Research Foundation on Mobile Communication, FSM. FSM finansieres igen af de største mobiloperatører i Schweiz, og det var også dem, der grundlagde fonden i 2002.
I denne undersøgelse, der blev offentliggjort i 2011, blev børnene og de unge spurgt, hvor meget de brugte den trådløse telefon i de første tre år, mobiltelefonen blev brugt. Foranstaltningen vil kun blive opdaget af den mest omhyggelige læser af den offentliggjorte undersøgelse. Det er kun nævnt i den tredje fodnote under tabellen, der præsenterer resultaterne for brugen af trådløse telefon og kun kort i metodeafsnittet uden forklaring på, hvorfor kun de første tre års brug skal tages i betragtning. Det er hverken nævnt i resuméet eller i resultatafsnittet, og heller ikke når forskerne sammenligner deres resultater med Hardells på trods af, at Hardell undersøgte alle anvendelser uden begrænsninger, og resultaterne derfor ikke er sammenlignelige. I stedet fås det indtryk, at resultaterne Cefalo ville afspejle al brug:
“Hardell og kolleger fandt konsekvent estimater af hjernetumorrisiko at være af samme størrelsesorden for både brug af mobile og trådløse telefoner. I denne undersøgelse fandt vi (dvs. Cefalo) imidlertid ingen statistisk signifikant øget risiko for hjernetumorer i forhold til trådløs telefonbrug.
I SCENIHR-rapporten, som EU offentliggjorde i 2014/2014, kom en af forskerne bag både SCENIHR og Cefalo med følgende overraskende udtalelse i lyset af begrænsningen til de første tre år, som forskeren udmærket var klar over:
”Use of cordless phones showed no increased OR../.. not even in the group of highest cumulative use.”
(“Brug af trådløse telefoner viste ingen øget ELLER../.. heller ikke i gruppen med højest kumulativ brug.”)
I efteråret 2011 spurgte Mona Nilsson flere af forskerne bag undersøgelsen, hvorfor forskerne begrænsede spørgsmålet til de første tre års brug? Alle tre gav forskellige svar (som ikke er rapporteret i den offentliggjorte Cafalo-artikel). Det er også mærkeligt, at spørgsmålet om begrænsning til de første tre år ikke indgik i det spørgeskema, der blev indsendt og godkendt af Det Etiske Klagenævn. Begrænsningen blev således foretaget på et senere tidspunkt i undersøgelsen.
Her er forklaringerne:
Martin Röösli (sidder også i den svenske Strålsäkerhetsmyndighet’s (SSM) videnskabelige råd): “Vi syntes, at brugen i starten er vigtigst, og at der senere ikke er den store forskel.” Han taler også om, hvordan det ville kræve for mange ressourcer at bede om mere end tre års brug: “Du kan ikke stille alle spørgsmålene i en enkelt undersøgelse. Vi var interesserede i den første brugstid, fordi vi ønskede at undersøge lange latenstider. Med hensyn til korte latenstider er mobiltelefoner en mere relevant eksponeringskilde, og hvis mikrobølger udgør en risiko, ser det ud til at være tilfældet for mobiltelefoners eksponeringsdata. Så vi så ingen grund til at fokusere på korte latenstider, selv for de trådløse telefoner.
Joachim Schuz: “Vi ønskede at undersøge risikoen ved brug i førskolealderen (børnehave)
Maria Feychting (Karolinska Institutet, tidligere ekspert for den svenske Strålsäkerhetsmyndigheten och Folkhälsomyndigheten) svarede følgende i en korrespondance med KI’s advokat på ledningskansliet / Administrationskontoret:
“Vi har meget gode grunde til ændringerne i spørgsmålene om trådløse telefoner; Den oprindelige formulering henviste til brugen af trådløse telefoner på tidspunktet for interviewet, dvs. efter at patienten havde udviklet en hjernetumor (og den tilsvarende dato for den matchede kontrolperson). Da sygdommen sandsynligvis vil føre til en ændring i telefonvaner, ville disse spørgsmål ikke give os nøjagtige oplysninger om telefonvanerne i den etiologisk relevante tidsperiode, dvs. sandsynligvis flere år før tumoren blev diagnosticeret, og spørgsmålene kunne ikke have været brugt, som de blev formuleret i den foreløbige version.
Den version, der blev sendt til Det Etiske Klagenævn, indeholdt følgende spørgsmål: Er der en trådløs telefon i hjemmet? Hvornår begyndte barnet først at bruge den trådløse telefon? Hvor ofte svarer barnet, men overlader telefonen til en anden? Hvor ofte taler barnet i den trådløse telefon, og hvor mange minutter om dagen?
Spørgeskemaet er meget omfattende. I alt stilles der 267 spørgsmål til barnet og forældrene om alt fra kontakt med får og geder til slanger og krybdyr i forhold til risikoen for hjernetumorer. Der stilles 38 spørgsmål om barnets eksponering for cigaretrøg og 28 spørgsmål om allergi. Påstanden om, at det ville tage for meget at bede om mere end 3 års brug af den trådløse telefon, virker som rent nonsens. Ligeledes påstanden om ønsket om at undersøge risikoen i førskolealderen – hvis det var tilfældet, ville det have været specificeret i spørgsmålet og i resultatdelen af den publicerede artikel, dvs. brug i førskolealderen, og ikke, som nu, “de første tre år barnet brugte telefonen”. Hvad angår de øvrige udtalelser fra Martin Röösli og Maria Feychting, er de også noget vrøvl. I seriøse videnskabelige undersøgelser ønsker man naturligvis at undersøge den samlede eksponering, medmindre man eksplicit forklarer og beskriver, at man ønsker at undersøge risikoen ved en bestemt eksponeringsperiode – hvilket ikke er sket. I stedet har forskerne givet indtryk af, at al eksponering for trådløse telefoner er undersøgt, hvilket bekræftes af beskrivelsen i EU-rapporten SCENIHR:
”Use of cordless phones showed no increased OR../.. not even in the groupof highest cumulative use.”
og sammenligningen med Hardell’s resultater i hans egen Cefalo-artikel:
”Hardell and colleagues consistently found estimates of brain tumor risk to be of the same order of magnitude for both uses of mobile and cordless phones. In this study, however, we (dvs. Cefalo) found no statistically significantly increased risk for brain tumors in relation to cordless phone use.”
”Hardell og kolleger fandt konsekvent, at estimater af hjernetumorrisiko var af samme størrelsesorden for både brug af mobiltelefoner og trådløse telefoner. I denne undersøgelse fandt vi (dvs. Cefalo) dog ingen statistisk signifikant øget risiko for hjernetumorer i forhold til brug af trådløs telefon.”
Allerede i 2007 havde Hardell rapporteret om en undersøgelse, der viste, at børn og teenagere brugte mobiltelefoner og trådløse telefoner mere, jo ældre de var, og at de trådløse telefoner blev brugt mest:
“Vi ved, at teenagere talte mere i trådløse telefoner end mobiltelefoner i den nuværende undersøgelsesperiode i begyndelsen af 2000’erne. Hvis man begrænser spørgsmålet til de første tre års brug, reducerer man muligheden for at få resultater, der viser øgede risici,” udtalte Lennart Hardell.
På trods af det rapporterede Cefalo-undersøgelsen konsekvent øgede risici for børn og unge, der brugte mobiltelefoner. Men en pressemeddelelse fra Karolinska Institutet vendes det til det modsatte: “Beroligende nyheder” og “ingen forhøjede kræftrisici” var budskabet til medierne i slutningen af juli 2011 fra professor Maria Feychting, der deltog i studiet med et delstudie fra Sverige. Maria Feychting modtog sammen med kollegaen professor Anders Ahlbom store summer fra blandt andre Ericsson til at undersøge hjernetumorrisici ved brug af mobiltelefonen, på trods af at – eller måske netop fordi – professor Anders Ahlbom som regel spreder branchevenlige budskaber om, at der ikke er grund til overhovedet at mistænke, at mobiltelefonen vil have sundhedsmæssige konsekvenser.
Undersøgelsen blev beskrevet i svenske mainstream-medier som at vise ingen risiko for hjernetumor blandt mobiltelefonbrugende børn. For eksempel hævdede Sveriges Radios videnskabsredaktion “Ingen forbindelse mellem mobiltelefonbrug og risiko for hjernetumor hos børn”.
“Verdens største” – og værste – undersøgelse
Der er en anden undersøgelse, der ofte bruges som argument for, at mobilen ikke ville udgøre nogen sundhedsrisici: Det danske kohortestudie. Den beskrives som “verdens største”, og omfattede mere end 400.000 personer, der havde private mobilabonnementer i Danmark mellem 1982 og 1995. Det er et kohortestudie, altså et studie, der følger en eksponeret gruppe over tid og ser, om de udvikler andre sygdomme i højere grad end resten af befolkningen.
Undersøgelsen blev i første omgang finansieret af danske mobiloperatører og et amerikansk konsulentfirma IEI. I andre sammenhænge har IEI kanaliseret penge fra fremstillingsindustrien til forskellige forskningsprojekter om sundhedseffekter, og IEI er også blevet hyret af den daværende generaldirektør Lars-Erik Holm ved den svenske strålingssikkerhedsmyndighed i 2002 til at levere en rapport om kompensation på100.000 svenske kroner, der ville forringe Hardell’s resultater om øget risiko for hjernetumorer. Det var også IEI, der stod bag desigenet for det danske studie. Ifølge George Carlo foreslog IEI, at han skulle bruge det samme undersøgelsesdesign allerede i 1990’erne, mens man understregede, at undersøgelsens design betød en lav risiko for at opdage eventuelle risici.
Årsagen til det garanterede nulresultat er, at hovedparten af de mest udsatte mobilbrugere ikke er inkluderet i den udsatte gruppe. I stedet er de blevet blandet ind i sammenligningsgruppen, dvs. resten af den danske befolkning, som er ikke eksponeret. Det gælder for 200.000 erhvervsabonnenter, som er langt de største brugere. For eksempel brugte en person med et erhvervs abonnement i nabolandet Sverige i gennemsnit mobiltelefonen seks gange så meget som en privat bruger i slutningen af 1990’erne. Alle nytilkomne storforbrugere af mobiler, har erhvervet mobilabonnementer efter 1995, og alle brugere af trådløse telefoner er også med i den ikke-eksponerede sammenligningsgruppe.
Undersøgelsen har så store metodiske fejl, at 30 internationale eksperter, der vurderede kræftrisikoen ved mobiltelefoner for IARC, udelukkede undersøgelsen som brugbart beslutningsgrundlag.
“Det er svært at forstå, hvordan en sådan fejlagtig undersøgelse overhovedet kunne offentliggøres i et videnskabeligt tidsskrift,” kommenterede Dariusz Leszczynski, tidligere professor ved den finske strålings- og nukleare sikkerhedsmyndighed (STUK). Ligesom flere andre eksperter har han opfordret til, at undersøgelsen trækkes tilbage fra offentliggørelse i British Medical Journal.
Det er dog ikke blevet gjort. I stedet nævnes den danske kohorte undersøgelse ligesom Cefalo som et argument for, at evidensen for, at mobiltelefoner forårsager kræft, er faldet i en ekspertrapport til EU-Kommissionen, SCENIHR, 2014/2015. Den samme forsker, Joachim Schuz, der manipulerede Cefalo og som deltog i den danske kohorte, skrev det aktuelle afsnit om hjernetumorrisici i EU SCENIHR-rapporten. Lennart Hardells seneste forskning offentliggjort fem måneder tidligere, som tydeligere end nogensinde viste øgede risici for hjernetumorer, er ikke engang nævnt i hans partiske rapport.
Store svenske medier rapporterede, at denne undersøgelse viste, at mobiltelefonen ikke øger risikoen for hjernetumor. For eksempel hævdede SVT: “Kæmpe undersøgelse: Ingen kræftrisiko ved mobilen. Derfor forårsager mobiltelefonen ikke kræft, men kan forstyrre hjernen. Danske forskere har fulgt over 358.000 over en periode på 18 år. Undersøgelsen er den største af sin art til dato.
“Denne undersøgelse styrker en række tidligere undersøgelser, der har vist det samme før,” siger Maria Feychting ved Karolinska Institutet.
“De mest lovende metoder”
Joachim Schüz, der har deltaget i alle ovennævnte undersøgelser, som undervurderede risiciene gennem forkert eksponeringsvurdering ved mobiltelefonstråling, har haft en direkte forskerkarriere på området og er involveret næsten overalt, hvor der udføres eller vurderes forskning. Han er mangeårig ekspert for Europa-Kommissionen og har siden 2010 været leder af afdelingen for miljø og stråling ved IARC.
På IARC’s hjemmeside står der, at det danske kohortestudie er et projekt, som IARC deltager i, og at det “bekræfter Interphone-studiets overordnede resultater om ingen forhøjede risici, men med færre indbyggede fejl”. IARC vil gennem Schüz’ afdeling for miljø og stråling fortsætte med at studere spørgsmålet og “bruge de mest lovende metoder til videnskabelig forskning, der er tilgængelige i øjeblikket”
På samme måde har Maria Feychting og Martin Röösli indflydelsesrige positioner, når det gælder vurderinger af risici fra strålingen fra teleselskabers aktiviteter og produkter. Begge er medlemmer af ICNIRP, som fastsætter grænseværdier, der har stor betydning for teleindustrien og 5G-udrulningen, men som samtidig er groft utilstrækkelig for at kunne beskytte mod påviste risici, for eksempel kræft. De er ligeledes begge involveret i ekspertundersøgelser hos WHO samt svenske og schweiziske ekspertevalueringer. Deres undersøgelser kommer altid frem til positive konklusioner for de teleselskaber, der også finansierer deres forskning.
Uddybende links:
EU’s SCENIHR-rapport:
‘Klage til Europa-Kommissionen vedrørende 2015 SCENIHR udtalelse om potentielle sundhedsvirkninger af eksponering for elektromagnetiske felter’: (2015) Complaint to EU Commission
SCENIHR-medlemmernes historie (bias og interessekonflikter): (2015) Analyze experts conflicts of interests
SCENIHR 2015 – en forudindtaget vurdering af EMF-sundhedsrisici eksemplificeret med hovedtumorer: (marts 2015) Analyze section on brain tumour risks
Mobiltelefoner og risiko for hjernetumor og tumor i hovedområdet. (januar 2021) Link
Stråling fra trådløs teknologi forårsager skjoldbruskkirtelsygdom – forskningsoversigt. (august 2021) Link
Maligne hjernetumorer er stigende i Frankrig. (november 2019) Link
Kræftekspert: Beviserne kan ikke længere ignoreres, mobiltelefonstråling forårsager kræft. (august 2017) Link
Kraftig stigning i hjernetumorpatienter i Sverige. (januar 2019) Link
The Guardian: Den ubelejlige sandhed om kræft og mobiltelefoner. (juli 2018) Link
Læs mere her:
