Din biologiske krop og elektromagnetisk stråling?
Illustration: Julien Tromeur, Unsplash
De aktuelle grænseværdier for radiofrekvent stråling er funderet på, at ikke-ioniserende stråling ikke har energi nok til at frigøre elektroner fra atomer (ionisere), som røntgenstråler har.
Ingeniører og fysikere, der ikke vedkender sig den menneskelige biologi, konkluderer derfor, at der kun forekomme skader ved termiske effekter – dvs. ved opvarmning. Men så enkel er biologien ikke.
Menneskekroppen, der er et komplekst biologisk system, fungerer via elektriske impulser (som hjertet, hjernen og nervesystemet), derfor reagerer den, naturligvis, på elektromagnetiske felter.
Alle celler i alle levende væsener er små kemiske fabrikker, der styres af elektricitet. F.eks. de elektriske impulser, som får hjertets muskler til at trække sig sammen og slappe af, så hjertet slår.
Du får her en introduktion til de skader, som eksponering for radiofrekvent stråling kan påføre vores celler med store konsekvenser for vores sundhed.
De elektriske impulser
De elektriske impulser, nerveimpulserne, sendes afsted langs nervecellernes strenge (aksoner) og bevæger sig langs cellevæggene. Cellernes molekyler reagerer, når de påvirkes elektrisk.
Hjertets elektriske impulser stammer fra Sinusknuden (nodus sinuatrialis), som er hjertets naturlige pacemaker, der er placeret i højre forkammer. Den danner elektriske impulser, der automatisk starter hvert hjerteslag og sikrer en stabil hjerterytme. Når impulserne breder sig, trækker hjertemusklen sig sammen, og der pumpes blod rundt i kroppen.
De elektriske impulser, skabes af ioner, der bevæger sig hen over cellemembranen, en tynd, flydende hinde, der omslutter alle celler. Ved at adskille cellens indre (cytoplasma) fra omgivelserne beskytter cellemembranen cellen.
“Ioner” er elektrisk ladede partikler, der er opstået ved, at en partikel har optaget eller afgivet én eller flere elektroner (der er negativt ladet). Atomer, der mister elektroner, bliver til positive ioner (+), mens optagelse af elektroner skaber negative ioner (-). Forskellige ioner skaber en spændingsforskel mellem cellens indre og ydre del. Membranpotentialet, den elektriske spændingsforskel over en cellemembran, skyldes fordelingen af ioner i og udenfor cellen samt egenskaber i selve cellemembranen.
Alle celler har en cellemembran, der adskiller cellerne fra omgivelserne og beskytter indholdet ved at skabe og opretholde et stabilt indre miljø ved at kontrollere transporten af stoffer ind og ud af cellen. Cellemembranen deltager også i kommunikationen med andre celler, idet kulhydrater og proteiner på overfladen reagerer med forskellige signalmolekyler.
Et signalmolekyle er en kemisk budbringer, der muliggør kommunikation mellem celler i kroppen. De binder sig til specifikke receptorer (“låse”) på modtager-celler, hvilket udløser processer som vækst, stofskifte eller immunrespons. Signalmolekyler er essentielle for at opretholde kroppens fundamentale evne til at fastholde en stabil, indre balance (homeostase) i celler og systemer, selvom det omgivende miljø ændres. Fejl i signalvejene kan føre til forskellige sygdomme.
Cellemembranen fungerer som et selektivt filter, der kun tillader specifikke stoffer at komme ind eller ud. Transporten af stoffer gennem cellemembranen foregår ved forskellige mekanismer. En af mekanismerne, placeret i cellemembranen er de såkaldte “ionkanaler”. Alle celler har ionkanaler, som er de “elektriske døre” ind og ud af cellen. En mekanismen der kan påvirkes af elektromagnetisk stråling.
Ionkanaler
Ionkanaler er specialiserede poreformede proteiner, der findes i cellemembranen. De fungerer som en form for “dørvogtere” for cellen, og muliggør en selektiv transport af ioner (som natrium, kalium, calcium og chlorid) ind og ud af cellen. De elektriske døre åbner og lukker sig afhængigt af, hvor meget negativ eller positiv elektricitet, der er på hhv. indersiden og ydersiden af cellevæggen. Elektricitet skabes af de elektrisk ladede partikler – ioner – som bevæger sig ind og ud af cellevæggens ionkanaler. Når en ion “diffunderer” gennem en ionkanal, skyldes det at ionen trækkes gennem ionkanalen af den elektriske kraft. Ioner påvirkes af en elektrisk ladning, ligesom magneter påvirker hinanden. Er ionen f. eks. positivt ladet og befinder sig på den side af ionkanalen, hvor der er mest positiv elektrisk ladning, vil den blive trukket gennem en åben ionkanal til den anden side, hvor der er mere negativ elektricitet. Elektricitet er den primære drivkraft i nervesignaler.
Ved at tillade ionkanalerne at blive åbnet og lukket elektrisk, kontrolleres processer i cellen og processer koordineres i celler, der danner organer. Et klart eksempel er, hvordan de elektriske impulser fra hjertets sinusknude får muskelcellerne i hjertet til at slå i rytme, og hvordan nerveimpulser bevæger sig gennem nervefibre.
Mitokondrierne er cellernes “kræftværker”
Mitokondrierne producerer hovedparten af kroppens energi i form af energimolekylet adenosintrifosfat (ATP) via en proces kaldet cellulær respiration. Cellulær respirationen er en biokemisk proces, hvor celler omdanner glukose og ilt til brugbar energi i form af ATP, samt affaldsstofferne vand og kuldioxid. Mitokondrierne er afgørende for muskelfunktionen som vejrtrækning og vores bevægelse, hjernens sundhed, halvdelen af hjernens vægt består af mitokondrier, samt helingsprocesserne.
Mitokondrierne fungerer også som signalcentre, der kommunikerer med resten af cellen og med andre celler. De styrer bl.a. programmeret celledød (apoptose), hvor beskadigede celler fjernes i tide. Når denne funktion svigter, stiger risikoen for sygdom – både fysiske og mentale.
Det sker i alle celler undtagen blodcellerne, som ikke har mitokondrier, de bruger glukose til at danne ATP.
Kræft opstår, når mitokondrierne er beskadiget
Kræftceller opstår enten fordi toksiner eller mangel på ilttilførsel har beskadiget mitokondrierne, som dermed ikke kan danne nok ATP. Cellerne kompenserer med øget nedbrydning af glukose.
Studier af mitokondrierne (“ATP-fabrikkerne”) i raske og kræftfremkaldende celler har entydigt vist, at kræftceller har mange defekte (morfologisk ændrede) mitokondrier, som ikke producerer nok ATP til, at cellerne kan fungere normalt.
For at kompensere for det øger kræftcellerne omdannelsen af glukose til ATP. Dermed ophobes mælkesyre og pyrodruesyre i miljøet omkring cellerne, da de ikke optages særlig godt af mitokondrierne og ikke nedbrydes yderligere af ilt.
Mitokondrierne og de frie radikaler
En central funktion i alle celler er håndteringen af de såkaldte “frie radikaler”. Ved mitokondriernes produktion af energi (ATP), skabes frie radikaler (ROS – Reactive Oxygen Species) som biprodukt. Frie radikaler er ustabile molekyler, der mangler elektroner og som let interagere med uparrede elektroner eller mere brutalt stjæler elektroner fra andre celler. De dannes naturligt ved kroppens forbrænding, men også via rygning, radiofrekvent stråling og anden forurening.
Dannes der for mange frie radikaler, opstår der ukontrollerede reaktioner som skadelige stoffer, beskadigelse af celler, herunder cellers DNA. Hvilket igen fører til diverse sygdomme som f.eks. kræft.
Frie radikaler angriber og nedbryder alt i kroppen, både cellemembran, cellens overflade og cellemolekyler, inden i selve cellen, så den begynder at oxidere. Oxidation kan sammenlignes med et æble eller avokado som bliver brunt eller jern, der begynder af ruste. Cellens fleksibilitet og kommunikation med de omkringliggende celler svækkes, hvilket i værste fald fører til celleforandringer, og syge celler begynder at opstå.
Alle celler har derfor nogle vigtige mekanismer, der skaber “antioxidanter”, som neutraliserer de frie radikaler. Antioxidanter som f.eks. C- og E-vitamin modvirker disse skader.
Oxidativt stress (OS) opstår, når produktionen af de frie radikaler overstiger cellens antioxidantforsvar, hvilket fører til energimangel.
Mitokondrierne er cellernes mest følsomme miljøsensor, da de ikke kun producerer energi (ATP), men også konstant overvåger og reagerer på cellens metaboliske tilstand og på stressfaktorer, herunder elektromagnetiske felter. Mitokondrierne betragtes derfor, som det “svageste led”, og hvor de første tegn på biologisk påvirkning fra svage magnetfelter ofte viser sig.
Illustrationen er fra Panagopoulos et al. 2025.
Sammenhængen mellem kalciumioner (Ca2+) og oxidativt stress er et centralt, komplekst og destruktivt samspil i cellens biologi. Kalcium er et essentielt signalmolekyle, men forstyrres balancen produceres der mængder af frie radikaler, som forårsager oxidativt stress og celleskader.
Den elektromagnetiske bioaktivitet og forstyrrelsen af ionkoncentrationer
Alle levende organismer består af “kemi + elektricitet”, men fjernes elektriciteten, dør organismen!
Grundlaget for den elektromagnetiske bioaktivitet og forstyrrelsen af ionkoncentrationer i cellerne er dog ikke specifikke elektriske frekvenser, men polariseringen og samspillet kombineret med lavfrekvent eksponering. Jo lavere frekvens, jo mere bioaktivt er effekten.
Intensitets-frekvens-kombinationerne af alle kendte menneskeskabte radiofrekvente (EMF) kilder, der er forbundet med skadelige biologiske/sundhedsmæssige effekter, ligger inden for det forudsagte bioaktive område. Efterhånden som frekvensen af den påførte EMF stiger fra ULF/ELF (ultralavfrekvens/ekstremt lav frekvens) til VLF/LF (meget lav frekvens/lav frekvens) (lav frekvens: 30–300 kHz), stiger den krævede minimumsfeltintensitet for at kunne inducere effekter betydeligt, og rene RF/MW (Radiofrekvente og Mikrobølger) EMF’er skal have meget høje intensiteter (hundreder eller tusinder af V/m) for at være bioaktive. Studiet af Panagopoulos et al. 2025 er velrefereret med henvisning til 373 forskningsartikler.
I hvilket omfang energien fra elektromagnetisk stråling (EMF) påvirker de elektriske dele af livsprocesserne er blevet undersøgt af mange forskere, og effekten er dokumenteret på individuelle celler, isolerede organer og på dyr.
Det er dog ikke tilladt at udføre denne forskning på mennesker, hvorfor det ikke er direkte dokumenteret, at det også foregår hos mennesker. Mekanismerne er dog nøjagtig de samme i alle slags levende celler, uanset om det er en vandmand eller et menneske. Det må derfor antages, at menneske celler påvirkes på præcis samme måde.
Hvordan myndigheder og teleindustrien, ICNIRP, misbruger den umulige replikation
At mekanismerne ikke kan replikeres direkte på mennesker betyder, at ICNIRP ikke anerkender den forskning fra uafhængige forskere, der dokumenterer disse forhold.
ICNIRP (International Commission on Non-Ionizing Radiation Protection) er teleindustriens private NGO, der udarbejder anbefalinger om grænseværdierne, som mange lande herunder Danmark, WHO og de øvrige nordiske lande læner sig op ad. ICNIRP anerkender kun termiske effekter (opvarmning) når det gælder skader fra eksponering af radiofrekvent stråling. (se mere HER)
I Sverige har den svenske myndighed for strålebeskyttelse (SSM) sit eget Videnskabsråd for Elektromagnetiske Felter, der jævnligt udkommer med opsamlende rapporter. Flere af Rådets medlemmer sidder i ICNIRP, er en del af ICNIRP’s arbejdsgrupper eller på anden måde tilknyttet ICNIRP og dets synspunkt om at der ‘ingen risiko’ er ved radiofrekvent stråling. I rådets rapport fra 2021 anerkendes det at:
“På trods af at der ikke er påvist nogen sundhedsrisici forbundet med svage elektromagnetiske felter indtil nu, anser myndigheden yderligere forskning for vigtig, især med hensyn til langtidseffekter, da mere eller mindre hele befolkningen udsættes. Et centralt spørgsmål her er at undersøge sammenhængen mellem eksponering for radiofrekvent stråling og oxidativt stress, der observeres i dyreforsøg, og at fastslå, om der findes et forhold hos mennesker, og i hvilket omfang det kan påvirke menneskers sundhed.“
Det selvbekræftende argument: Oxidativt stress – ubalancen mellem frie radikaler (ustabile molekyler) og antioxidanter – kan altså først tages i betragtning, ved fastsættelsen af grænseværdierne, når eksperimenter dokumenterer, at mennesker bliver syge. Da eksperimenter med mennesker er ulovlige, kommer effekterne på mennesker ikke til at blive dokumenteret, uanset at mennesker udvikler de samme effekter, som man ser ved eksponering af dyr og af celler. Den danske sundhedsstyrelse følger forskningen ud fra de samme præmisser og udover ICNIRP læner styrelsen sig i øvrigt også op af det svenske forskningsråd. Der er ‘ingen risiko’.
Alt er godt – for industrien, men ikke for befolkningernes sundhed. Danmark har, udover de mest lempelige grænseværdier, iøvrigt også det højeste antal kræfttilfælde i hele Europa.
Mange lande anerkender dog de biologiske effekter, at menneskeceller udsættes for oxidativt stress, at ionkanaler påvirkes og forskellige andre generelle påvirkninger selv ved eksponering for svag EMF, og derfor kan blive syge. Disse lande har derfor lavere grænseværdier end for eksempelvis Danmark, og i nogle tilfælde betydeligt lavere (Se mere HER).
Reaktionerne på elektromagnetisk stråling
Hvordan man bliver syg – eller slet ikke syg – af oxidativt stress afhænger af, hvilke celler der bliver påvirket. Samtidig er vi også alle biologisk forskellige eller arvelig disponerede. Nogle reagerer allergisk, og andre gør ikke. Det samme gælder for reaktionen på elektromagnetisk stråling.
Andre stressfaktorer kan også forårsage oxidativt stress og give nogle af de samme symptomer:
- Rygning og alkohol.
- Luftforurening og kemiske stoffer.
- UV-stråling/sollys.
- Dårlig kost eller infektion
Da lægerne ofte ikke anerkende radiofrekvent stråling har vi problemet, for symptomerne kan ofte være en reaktion på en samlet belastning. (Antioxidanter og helbred, 2006)
For celler med uopretteligt beskadiget genomisk DNA er mulige udfald cellealdring eller celledød (hvilket kan resultere i aldring, organiske/neurodegenerative sygdomme og/eller reproduktionsvanskeligheder), kræft eller muterede afkom, afhængigt af celletype, de specifikke biologiske/miljømæssige forhold og organismens tilstand (Panagopoulos et al. 2021, Panagopoulos et al. 2022). DNA-skader induceret af OS forklarer således de patologier, der er forbundet med kronisk eksponering for menneskeskabte EMF’er, såsom infertilitet og kræft.
Uoprettelig genetisk DNA ødelæggelse:
| Celle død: | Celle mutation: | |||
| Celle senescense: Den biologiske proces, hvor celler stopper med at dele sig og ældes uden at dø, “zombieceller“. Cellerne ophobes i væv, skaber kronisk betændelse (inflammation) og bidrager til aldersrelaterede sygdomme samt kroppens generelle forfald. | Celleproliferation: Cellerne deler sig og forøger deres antal. Ukontrolleret proliferation er et kendetegn ved kræft, hvor celler ignorerer normale stop-signaler. | |||
| Organiske (f.eks. hjernesvulster og demens) og neurodegenerative sygdomme (f.eks. Alzheimers og Parkinsons) | Infertilitet | Aldring | Cancer | Genetiske ændringer (mutationer) |
Studier om ikke termiske effekter på celleniveau
Mange eksperimentelle studier (in vitro (celler i laboratorier) og in vivo, (levende organismer)) rapporterer, at lavintensiv stråling (f.eks. fra mobiltelefoner og Wi-Fi) har ikke-termiske effekter på celleniveau:
- Cellekommunikation: EMF kan teoretisk forstyrre de sarte elektriske signaler, som celler bruger til at kommunikere.
- Oxidativt stress: Nok den mest konsistente observation i forskningen, hvor stråling skaber ubalance i cellerne, med øget produktion af frie radikaler (reaktive oxygenarter (ROS)), der fører til stress i vævet, beskadige cellestrukturer og
- DNA skader: Oxidativt stress kan forårsage enkelt- eller dobbeltstrengsbrud (deles i to) på DNA.
- Calcium/ion-kanaler: Lavfrekvent stråling kan åbne calciumkanalerne i cellemembranerne, hvilket ændrer cellens indre balance.
- Blod-hjerne-barriere (BBB): De første observationer blev gjort i 1970’erne, men især forskning fra 1994 og frem (med Leif Salford som en central figur) slog fast at lavfrekvent stråling kan påvirke blod-hjerne-barrieren.
- Påvirkning af fertilitet: Studier på dyr og sædprøver har vist nedsat sædkvalitet samt skader på æggestokke ved eksponering for radiofrekvent stråling.
Adskillige studier har fundet effekter på niveauer langt under de offentlige sikkerhedsgrænser.
Den anerkendte professor Dr. Henry Lai University of Washington) har samlet over 2.500 forsknings resuméer om de biologiske effekter af EMF-eksponering.
Blandt hundredvis af studier af radiofrekvent stråling rapporterede 71% – 89% signifikante effekter.
Blandt hundredvis af studier af ekstremt lavfrekvent stråling og statiske felter rapporterede 78%-91% signifikante effekter (dec. 2025).
Dr. Lais egen forskning (med kollegaen N.P. Singh) påviste i 1995, at lav-intensiv mikrobølgestråling kan forårsage DNA-strengbrud i hjerneceller hos rotter.
Læs mere her:
Tilføj en kommentar