Foto fra forskningsartikel.

Hvordan ICNIRP, AGNIR, PHE og en 30 år gammel politisk beslutning skabte og derefter dækkede over en global folkesundhedsskandale

Artiklen, som er skrevet af Simon Hodges i 2019, (1) tager os – med udgangspunkt i den engelske historie om grænseværdierne og den elektromagnetisk stråling – rundt i mange hjørne af fortællingen om ICNIRP’s såkaldt videnskabelige tilgang samt deres utrolige evne til at vildlede og manipulere regeringer og myndigheder.

Helt centralt står, hvordan AGNIR (Advisory Group on Non-Ionising Radiation) i 2012 var med til at forpurre, at ALARA princippet eller “Så lavt som rimeligt opnåeligt” blev grundstenen i EU’s fremtidige vurdering af sundhedsrisikoen ved elektromagnetisk stråling.

Artiklen kommer ind på rigtig mange emner:

• Hvem er ICNIRP?
• Den omvendte risikovurdering af EMF og kemikalier
• Forskellen på kortsigtede (ICNIRP) og langsigtede risikoparadigmer (f.eks. BioInitiative)
• ICNIRP’s selvopfattelse som værende ‘konservativ’ og ‘forsigtig?
• Hvordan ICNIRP’s grænseværdier i den virkelige verden umulig kan overskrides
• Hvordan 666.000 basestationer med en radius af 12 meter blot at nærme sig ICNIRP’s grænseværdier
• Grænseværdierne, der aldrig er blevet testet
• Forbindelsen mellem ICNIRP, AGNIR (Advisory Group on Non-Ionising Radiation) og HPA (Health Protection Agency) og PHE (Public Health England)
• En yderst kritisk rapport fra EU’s Temaafdeling for Økonomisk, Videnskabelig politik og livskvalitet (2011)
• AGNIR’s rapport fra 2012 omgår WHO’s (IARC) klassificering af EMF som mulig kræftfremkaldende for mennesker (2B)
• Hvordan EU’s indførelse af ALARA princippet (‘Så lavt som rimeligt opnåeligt’) blev saboteret
• WHO er også infiltreret af ICNIRP
• Udrulningen af fiber netværket og den neroliberalistiske stopklods

Den originale artikel, som her er oversat til dansk, finder du her (2)

Hvem er ICNIRP?

The International Committee on Non-Ionising Radiation Protection (ICNIRP) er en privat selvudnævnt NGO, der sammen med Advisory Group on Non-ionising Radiation (AGNIR) og Public Health England (PHE) på en eller anden måde siden 1990’erne er endt med effektivt at kunne fastsætte sikkerheds standarderne for eksponering for elektromagnetisk stråling af befolkningerne i store dele af verden. (3)

I maj 2011 fremførte Jean Huss fra EU’s Udvalg om Miljø, Landbrug og Lokale og Regionale Anliggender i en rapport med titlen “De potentielle farer ved elektromagnetiske felter og deres indvirkning på miljøet” følgende erklæring om ICNIRP’s troværdighed.

Ordføreren understreger i denne sammenhæng, at det mildest talt er yderst besynderligt, at de gældende officielle grænseværdier for begrænsning af sundhedspåvirkningen af ekstremt lavfrekvente elektromagnetiske felter og højfrekvente bølger blev udarbejdet og anbefalet de internationale politiske institutioner (WHO, Europa-Kommissionen, regeringer) af ICNIRP, en NGO, hvis oprindelse og struktur ikke er alt for tydelig, og som desuden mistænkes for at have ret tætte forbindelser med de industrier, hvis ekspansion er afhængig af anbefalingerne om de maksimale grænseværdier for de forskellige frekvenser af elektromagnetiske felter.

http://assembly.coe.int/nw/xml/XRef/Xref-XML2HTML-en.asp?fileid=13137

En organisation, hvis oprindelse og struktur ikke er alt for tydelig, og som mistænkes for at have en lidt for tæt tilknytning til interesserne i de industrier, den notorisk »regulerer«. Men, hvordan opstår sådanne mystiske organisationsformer i første omgang? NGO’er skal teknisk set være ikke-statslige organisationer, men det betyder ikke, at de nødvendigvis er ikke-politiske organisationer, såkaldt videnskabelig ‘objektivitet’ påvirkes altid til en vis grad af politiske og økonomiske overvejelser, og NGO’er er udsat for at blive underlagt virksomheder og korruption lige så meget som et sportsligt styrende organ som FIFA. Hvordan kan det gå til, at en gruppe mennesker formår at udnævne sig selv som det pålidelige tilsynsorgan, der påtager sig selv at bestemme, hvad der angiveligt skal være sikkert for resten af os eller ikke?

Blev ICNIRP finansieret, etableret eller indfanget af netop de industrier, det var designet til at ‘regulere’? I betragtning af den interne lokale korruption, som er kendetegnende for neoliberal deregulering generelt, må man efter al sandsynlighed svare: Ja.

Anthony J. Swerdlow, der var ICNIRP-formand for det stående udvalg for epidemiologi, bidrog til et papir fra 2011, der konkluderede, at “tendensen i den akkumulerende evidens er i stigende grad imod hypotesen om, at mobiltelefonbrug kan forårsage hjernetumorer hos voksne”. Swerdlow erklærede ved den lejlighed i en enkel fodnote og ikke ved nogen egentlig interesse erklæring eller interessekonflikt, at “A.J.S. ejer aktier i teleselskaberne Cable and Wireless Worldwide og Cable and Wireless Communications. A.J.S.’s kone ejer aktier i BT-koncernen, et globalt teleselskab.” Skulle formanden for det angiveligt ‘uafhængige’ organ, der sætter retningslinjerne for beskyttelse mod mikrobølgestråling, men også hans kone – virkelig eje aktier i de samme virksomheder, som han formodes at regulere? Hvordan kan det ikke være en ekstrem interessekonflikt?

Hvorfor er ICNIRP’s oprindelse og struktur så uigennemsigtig, når de beslutninger, den har truffet, har haft direkte indvirkning på milliarder af menneskers sundhed? Det er noget, der er langt mere end “mildt sagt interessant” og bør være et spørgsmål om en grundig offentlig undersøgelse i betragtning af, hvad der er på spil i forhold til den globale folkesundhed. Milliarder af mennesker kan meget vel være blevet påvirket negativt af de ekstremistiske beslutninger fra dette selvbestaltede videnskabelige orakel om sundhed og sikkerhed, som hele verden stille og roligt har overgivet sig til uden at stille nogen egentlige spørgsmål.

Med hensyn til sin filosofi viser det sig, at ICNIRP er lidt af en lukket ideologisk butik, da man for at blive accepteret eller inviteret til at blive medlem af ICNIRP er forpligtet til nøje at overholde det termiske paradigme med hensyn til strålingens konsekvenser for sundhed og sikkerhed. Paradigmet fremfører, hvad angår dets tilhængere og deres overbevisninger, at kun kortvarig, ekstrem høj eksponering for ikke-ioniserende mikrobølgestråling, der producerer en stor termisk effekt, kan anses for at være farlig for menneskers sundhed. Når først man har indtaget den position, antages al ikke-ioniserende stråling, der falder under disse niveauer, til automatisk og universelt at være godartet. Når først paradigmet er accepteret af regeringen og andre organer såsom Public Health England, så tilfalder bevisbyrden dem, der udsættes for en sådan nu fuldstændig ureguleret strålingskilder at kunne dokumentere, at langt lavere eksponeringsniveauer faktisk er skadelige, mens der omvendt ingen bevisbyrde er hos industrien for uigendriveligt at påvise, at sådanne eksponeringer uden nogen form tvivl er fuldstændig sikre. Da der i den virkelige verden ikke er nogen kontrolgrupper på grund af den universelle eksponering af hele befolkninger for disse strålingskilder, er det problematisk uigendriveligt at kunne bevise sammenhænge mellem sygdom og eksponering.

Ved at anvende denne meget selektive tilgang har ICNIRP effektivt vendt op og ned på konventionerne for miljørisikovurderinger. Don Maisch beskriver denne omvending af principperne i den ‘prokrustesiske tilgang’.

Risikovurdering for kemikalier er omvendt af den for ikke-ioniserende elektromagnetisk stråling

Det er vigtigt at bemærke, at når det drejer sig om risikovurdering, der tjener som grundlag for de vestlige radiofrekvens- og mikrobølgestandarder (RF/MW), er der en grundlæggende afvigelse fra den konventionelle risikovurdering som den anvendes på kemikalier. I deres gennemgang fra 1995 af risikovurdering af miljøkemikalier påpeger Fan, Howd og Davis, at når man vurderer menneskers eksponering for kemikalier, er miljøniveauer i fokus. Beskyttelse af offentligheden mod kemikaliers toksiske virkninger i miljøet indebærer med andre ord, at der tages hensyn til de mulige mekanismer for toksicitet på lavt niveau samt sandsynlige biologiske virkninger ved lave eksponeringsniveauer. Derudover er potentialet for de kumulative (langsigtede), irreversible virkninger, såsom kræftinduktion og neurotoksicitet, vigtige overvejelser. Der kan være en debat om, hvad det laveste niveau for, hvor der kan forekomme en risiko fra et kemikalie er, men beregningerne tager sigte på at bestemme de laveste doser toksiske virkninger for at beskytte menneskers sundhed. De åbenlyse negative virkninger af eksponeringer på højt niveau er normalt ikke et fokus for risikovurderingen, da der ikke er nogen usikkerhed om farerne ved eksponering på højt niveau. Det modsatte gælder risikovurderingen af de mulige farer ved menneskelig eksponering for ikke-ioniserende stråling fra ekstremt lavfrekvente (ELF) elektromagnetiske felter (EMF) til RF/MW elektromagnetisk stråling (EMR), som undersøges i denne afhandling. Denne afhandling undersøger årsagerne til, at der er udviklet et paradigme for risikovurdering i den såkaldt ‘vestlige verden’, som kun giver beskyttelse mod åbenlyse bivirkninger ved højintensive (akutte) eksponeringer, som sandsynligvis ikke vil blive fundet i miljøet. Muligheden for kumulative virkninger, induktion af kræft og neurologiske virkninger som følge af de lavintensitetseksponeringer, der kan opstå i miljøet, er ikke en overvejelse ved vurderingen af risici for menneskers sundhed [i henhold til ICNIRP’s betingelser]. Det er blevet påpeget i et schweizisk regeringsorgans publikation ‘Electrosmog in the Environment’, hvor det hedder “Grænseværdier for eksponering [i vestlige standarder/retningslinjer] sikrer beskyttelse mod anerkendte, akutte virkninger, men de beskytter ikke mod formodede virkninger ved lavere strålingsintensiteter, især ved langvarig eksponering”. Denne afhandling hævder, at en så radikal afvigelse fra accepteret praksis af risikovurdering må være baseret på grunde, der primært skal sikre den fortsatte udvikling af både industri- og militærteknologi på bekostning af hensyn til folkesundheden. Denne vurdering er i overensstemmelse med Michaels & Monforton i deres observationer om, at både industri- og revisionistisk politisk indflydelse i risikovurderingsprocessen har påvirket resultatet af angiveligt videnskabelige risikovurderinger for at marginalisere offentlighedens interesser og samtidig maksimere indflydelsen fra den kapitalinteresserede erhvervssektor.

The Procrustean Approach – Setting Exposure Standards for Telecommunications Frequency Electromagnetic Radiation

An examination of the manipulation of telecommunications standards by political, military, and industrial vested interests at the expense of public health protection. Don Maisch PhD, 2010. According to ancient Greek legend there once lived in Attica a bandit named Damastus or Polypemon, who was nicknamed Procrustes, or “The Stretcher”. He was known to entice, by EMFacts Consultancy

https://www.emfacts.com/the-procrustean-approach/

Det kortsigtede eksponeringsparadigme er latterligt.

Det kan tage årtier at udvikle lungekræft ved rygning og ikke kun de 6 minutter, det tager at ryge en cigaret. Det kan tage mange år at udvikle simple allergier fra miljømæssig eksponering fra visse stoffer eller fødevarer. I forhold til alle de forskellige symptomer og sygdomme, der kan skyldes at du er udsat for mikrobølgestråling på lavt niveau, er der en inkubationstid fra 8 til 30 år, før vi begynder at kunne se epidemiologiske beviser for sådanne effekter. Vi er først nu begyndt at kunne se disse virkninger dukke op i større skala, de over 2000 peer-reviewede sundhedsundersøgelser i mindre skala har vist, at der desværre ikke er noget globalt epidemiologisk system på plads, der gør os i stand til at indsamle al den relevante information, der allerede leveres af patienter rundt om i verden for at opnå et fuldstændigt billede af omfanget af folkesundhedseffekter fra ekstremt langvarig, lavt niveau mikrobølgestråling af alle typer. Det er en fejl at lave små eller selektive ‘undersøgelser’ som sådan, da vi med et passende system kunne indsamle data om symptomer samt detaljerede oplysninger på daglig basis om patienternes miljø, og kortlægge dem globalt. Det er højst sandsynligt, at en global folkesundhedskrise stille og roligt er ved arbejde sig op i baggrunden, og der er intet system eller nogen varslingsmekanisme på plads, der kan give os klare advarsler om omfanget af, hvad der faktisk finder sted. Det er dybt bekymrende. Udbredelsen af den trådløse mikrobølgeteknologi er det største uregulerede, blinde teknologiske eksperiment, der nogensinde er gennemført på den menneskelige race: som har og lige nu, påvirker milliarder af mennesker.

Som reaktion på den voksende folkesundhedskrise, i direkte modsætning til ICNIRP’s termisk baserede benægtelsesparadigme, blev BioInitiative-rapporten i 2007 fremlagt med et helt andet biologisk baseret paradigme præsenteret som en “Begrundelse for biologisk baserede eksponeringsstandarder for elektromagnetisk stråling med lav intensitet”. Dette paradigme hævder, at ikke-ioniserende mikrobølgestråling med lav effekttæthed med hensyn til meget langvarig eksponering kan have stærke virkninger på menneskekroppen og det generelle miljø. De to forskellige paradigmer fører til bemærkelsesværdigt helt forskellige opfattelser af, hvad der udgør niveauerne for sikkerhed ved stråling. BioInitiative-rapporten fra 2012 anbefaler en maksimal eksponering på kun 5 mikrowatt pr. kvadratmeter (5μW/m2), mens ICNIRP foreslår en basislinje på maksimalt ti millioner mikrowatt pr. kvadratmeter (10.000.000 μW/m2).

Et af de største problemer ved at undersøge dette emne er forsøget på at få sammenhængende referencepunkter til at forstå, hvilke slags eksponeringsniveauer, som korrekt kan betragtes som sikre? Udvalget af anbefalinger er ganske enkelt helt ekstraordinært og spænder fra Salzburg 2002-anbefalingen om en maksimal indendørs boligeksponering på 1 mikrowatt pr. kvadratmeter til ICNIRPs 10.000.000 mikrowatt pr. kvadratmeter. Hvordan er det muligt for forskellige lande eller organer at have ‘standarder’, der varierer med en størrelsesorden på 10 millioner?

ICNIRP’s anbefaling om sikkerhedsstandarder inden for trådløs kommunikation angiver, en maksimal effekttæthed på 10 W/m2 eller 10.000 mW/m2 og som præsenteres som værende en meget “konservativ” grænseværdi. FCC i USA har de samme grænseværdier på 1mW/cm2. Forvirrende nok udtrykkes den amerikanske effekttæthed i mW/cm2 i modsætning til ICNIRP’s og den europæiske brug af mW/m2. 1mW/cm2 er lig med 10.000mW/m2, hvilket er nøjagtigt det samme som ICNIRP’s niveauer, og det samme gælder for amerikanske erhvervsmæssige niveauer: 5mW/cm2 = 50 Watt pr. meter i kvadrat.

Er ICNIRP’s tilgang “konservativ”?

For de fleste af os er disse tal alligevel ikke særlig forståelige. Hvordan begynder vi overhovedet at kunne forestille os eller forstå deres betydning med hensyn til, hvad vi bør betragte som en trussel mod folkesundheden? Er de for lave, for høje eller næsten rigtige? ICNIRP vil gerne have os alle til at tro, at de er utroligt konservative. Hvis man læser alle ICNIRP’s udstedte retningslinjer og endda deres seneste udkast til retningslinjer udstedt i 2018, bliver man ramt af de retoriske virkemidler af ‘konservatisme’, som konsekvent anvendes i alle teksterne. I det seneste udkast finder vi ordet ‘konservativ’, stærkt konservativ osv. anvendt ikke mindre end 25 gange. Nedenfor er 6 eksempler på dette virkemiddel i aktion på de første 3 sider af det 25 sider lange udkast til 2018-retningslinjer. Bemærk, at udtrykket ‘forsigtighed’ også kastes ind to gange i en birolle for god retorisk foranstaltning.

Disse grænseværdier blev udledt til at være stærkt konservative for typiske eksponeringssituationer og populationer … Reduktionsfaktorer tegner sig for biologisk variabilitet i populationen, varians i baselinebetingelser (f.eks. vævstemperatur), varians i miljøfaktorer (f.eks. lufttemperatur, tøj), dosimetrisk usikkerhed forbundet med at udlede eksponeringsværdier, usikkerhed forbundet med sundhedsvidenskaben og som et konservativt mål mere generelt…. Som et konservativt skridt er referenceniveauer blevet afledt… ICNIRP anlægger en konservativ tilgang til hvert af disse trin for at sikre, at dets grænseværdier forbliver beskyttende, selv om de overskrides med en betydelig margen…… Graden af forsigtighed i eksponeringsniveauerne er således større, end hvad der kan anbefales ved kun at tage hensyn til reduktionsfaktorerne, som blot udgør ét konservativt element i retningslinjerne. ICNIRP mener, at afvejningen af grænseværdierne er tilstrækkelig konservativ til at gøre yderligere forebyggende foranstaltninger unødvendige.
https://www.icnirp.org/cms/upload/consultation_upload/ICNIRP_RF_Guidelines_PCD_2018_07_11.pdf

I mangel af en generel enighed om, hvad både “forsigtighedsforanstaltning” og “konservativ” rent faktisk kan betyde inden for laboratoriegrænseværdierne og politikken i ICNIRP’s tekst, men også i den virkelige verdens i reelle termer, foreslår jeg, at vi fuldstændig sætter den alt for anvendte sprogbrug i parentes og suspenderer dets indflydelse på vores forståelse. Her og nu bør vi blot dvæle ved det ekstreme overforbrug af disse ord i teksten. Jeg vil selv være over at bruge sprogbrugen som et ironisk og sarkastisk modspil til at illustrere gennemtrængningen og effektiviteten af sådanne retoriske virkemidler i enhver given tekst og også konsekvent placere dem i citationstegn, som en tilbagevendende påmindelse om den vildledende natur af disse virkemidler samt de vildledende opfattelser, de er designet til at fremkalde hos enhver læser, der ikke er bekendt med disse teknikker.

En referenceramme fra den virkelige verden til forståelse af grænseværdierne

I denne artikel vil jeg forsøge at forstå disse såkaldte ‘konservative’ grænseværdier fra et andet perspektiv. Til det brug vil jeg tage resultaterne af en undersøgelse udført i Sverige af en lejlighed placeret meget tæt på en GSM/3G/4G LTE basestation og derefter ekstrapolere fra undersøgelsens resultater, hvilke mobilmaster eller basestationsinfrastruktur der faktisk vil være nødvendige for at kunne overtræde ICNIRP’s »konservative« grænseværdier. Jeg skal her understrege, at jeg overvejende koncentrerer mig om effekttætheden af eksponeringen relateret til basestationer og mobilmaster og ikke de ‘Specifikke absorptionshastigheder’ (SAR) som er relateret til specifik personlig brug af mobiltelefoner. (4) Man kan sætte en mobiltelefon på flytilstand eller bruge et afskærmet etui, bruge telefonens højttalere samt holde den i en sikker afstand fra kroppen. Brugeren kan selv suverænt vælge de potentielle eksponeringsrisici for stråling han eller hun vil udsættes for, men med hensyn til basestationer og mobilmaster foreligger den mulighed ikke. Hvis nogen i Storbritannien måtte ønske at opføre en lignende infrastruktur 10 meter fra dine vinduer eller din balkon, er der intet som helst, du effektivt kan gøre udover at flytte til et andet sted hen. I Storbritannien må man blot håbe, at en sådan infrastruktur vil være i strid med planlægningslovgivningen, for ellers kræver det at den overtræder ICNIRP’s grænseværdier. I casestudiet vil vi se på, hvor store chancerne er for, at en sådan overskridelse faktisk kan forekomme. Det skal også bemærkes, at i forhold til det beskrevne tilfælde: vil der i henhold til gældende lovgivning i Storbritannien ikke være behov for nogen byggetilladelse for at installere en sådan infrastruktur, kun en tilladelse eller et samarbejde med ejeren af bygningen ved siden af. Kun master, der overstiger 15 meter i højden, kræver byggetilladelse.

Undersøgelsen fandt sted i 2017 på Östermalm i Stockholm i en lejlighed på 6. sal, der havde en GSM/3G/4G LTE-basestation blot 12 meter væk. Billedet herunder er taget fra balkonen uden for stuen.

Når jeg ser på lejligheden og infrastrukturen, vil jeg bestemt ikke ønske at bo der, og man kan, i betragtning af ICNIRP’s ‘konservative’ grænseværdier, blive overrasket over at netværksoperatøren fik byggetilladelse til at placere en basestation på så tæt hold og inden for direkte synsfelt af boligarealet. Fra en lægmands perspektiv vil man gætte, at lejligheden nærmer sig mindst 98 % af, hvad ICNIRP anser for at være en meget ‘konservativ’ sikker offentlig eksponeringsgrænse, eller måske endda antage, at den overskrider grænseværdien? Man kan under disse omstændigheder, kun håbe at beboerne kan klage over placeringen af en sådan infrastruktur.

Vi har alle set et sådant udstyr og set, at den fysiske infrastruktur på det sted giver os et rimeligt kendskab til de effekttætheder, der produceres af sådant udstyr på meget, meget tæt afstand. I løbet af den 83 timer lange undersøgelse af lejligheden var den gennemsnitlige effekttæthed registreret på ejendommen kun 3,8 milliwatt pr. kvadratmeter. Italien har et maksimum niveau for eksponering på 1mW/m2,  så den pågældende lejlighed ligger her 3,8 gange over grænsen. Da den italienske grænseværdi er en ti tusinddel af ICNIRP’s grænseværdi, er den italienske grænseværdi, som man måtte antage at være meget konservativ i forhold til ICNIRP’s niveauer, ikke særlig konservativ, da den undersøgte lejlighed overskrider den italienske grænseværdi med en faktor på knap fire. Det forekommer mig, at en streng retlig grænseværdi på 1 mW/m2 som udgangspunkt for folkesundhed og sikkerhed er langt mere hensigtsmæssig, og man kunne håbe, at en sådan basestation ikke ville have fået lov til at blive installeret på dette sted. 1mW/m2 er stadig alt for højt med hensyn til grænseværdien sammenlignet med de 0,005 mW/m2, der foreslås i BioInitiative 2012-rapporten.

I modsætning til Italiens 1mW/m2 er ICNIRP’s ‘konservative’ sikkerhedsgrænse massive 10.000 mW/m2 eller 10 Watt pr. kvadratmeter, ligesom den amerikanske FCC-grænseværdi, og den skal oven i være et gennemsnit, der måles over henholdsvis 6 eller 30 minutter og er ikke være baseret på nogen spidsbelastning. Så lejligheden, som ligger inden for blot 12 meter i direkte linje til en mellemstor basestation, er kun små 0,038% fra at bryde ICNIRP’s selverklærede ‘konservative’ sikkerhedsstandarder.

Man kan spekulerer på, hvilken slags infrastruktur det egentlig skulle til for at overskride ICNIRP’s standarder? Hvis vi tager 10.000 mW/m2 og dividerer med det registrerede gennemsnit på 3,8 mW/m2, får vi et resultat af, at man i princippet kunne omgive den undersøgte lejlighed med 2.632 lignende basestationer, før man ville nå frem til ICNIRP’s formodede ‘forsigtige’ og ‘konservative’ sikkerhedsgrænse.

Med hensyn til mobilmaster og basestationsinfrastrukturer kan vi sige, at selv ved hjælp af det højere 0,038% Stockholm-tal ville det være umuligt at komme nær ICNIRP’s grænser, selvom det var fysisk muligt at installere 2,632 basestationer omkring lejligheden, fordi effekttætheden af den udsendte stråling ikke er en konstant kilde, men er afhængig af netværksbrugen af alle enhederne i det omkringliggende område. For at replikere den samme strøm af data og trafik og dermed effekttæthed ville man have brug for 2.632 gange så mange mennesker og enheder på netværket, hvilket er tilsvarende umuligt. I så fald bliver vi nødt til at tage minimumsaflæsningen af alle frekvenser målt i lejligheden på 15μW/m2 som en basislinje (15μW eller mikro-watt, 1 milliwatt = 1000 mikro-watt). Alene med hensyn til basestationer: Det ville kræve i størrelsesordenen af 666.000 basestationer, før man nærmede sig det latterlige mål for ICNIRP’s ‘grænseværdier’. Hvis en basestation koster omkring £ 20.000, ville et sådant eksperiment koste ikke mindre end £ 13.3 milliarder at gennemføre, så vi kan med sikkerhed antage, at ingen nogensinde vil udføre det, selvom det var fysisk og praktisk muligt. Husk, at det kun er ICNIRP’s basisgrænser, og der er plads til, at de kan overskrides med en betydelig margen, samtidig med at de fastholder, at selv i dette tilfælde vil de stadig ikke udgøre nogen trussel mod folkesundheden!

Sikkerhedsniveauer for mikrobølgestråling i Storbritannien eksisterer ikke som sådan

Med hensyn til et “sikkerhedsniveau” er ICNIRP’s grænseværdier praktisk talt umulige at overskride i den virkelige verden.

I praksis er der i store dele af Europa og USA overhovedet ingen reelle restriktioner på de strålingsniveauer, vi kan blive udsat for, og teleindustrien har carte blanche med hensyn til, hvilken slags infrastruktur den i princippet vil kunne installere og det hvor som helst. På mange måder kan man se ICNIRP’s hånlige grænseværdi som endnu et eksempel på en effektiv neoliberal deregulering, der direkte kompromitterer menneskers og miljøets sundhed og sikkerhed.

Ingen har opført 666.000 celletårne eller basestationer inden for en skoles område, men i forhold til ICNIRP’s høje sikkerhedsgrænser ville der absolut intet være til hinder for, at nogen i princippet gør det, da de i praksis aldrig ville kunne overskride grænseværdien. Mon der virkelig er nogen, der vil se en placering af 666.000 basestationer på en skoles område som værende i overensstemmelse med et ‘konservativt’ grundlæggende sikkerheds niveau endda med plads til væsentlige niveauer over det?

I henhold til ICNIRP’s retningslinjer er der i praksis overhovedet ingen grænser for, hvilken type infrastruktur der kan indføres. Den eneste grund til, at mobilmaster og basestationer overhovedet er begrænsede i den effekttæthed, de udsender, skyldes udelukkende et spørgsmål om økonomi, idet mobiloperatørerne ønsker, at de skal fungere effektivt til den laveste pris i forhold til strømforbruget, hvilket intet har at gøre. med ICNIRP’s latterlige ‘standarder’. I virkeligheden er der reelt ingen sikkerhedsstandarder, når det kommer til trådløs sikkerhed for stråling, og de eneste grunde til, at vi overhovedet er ‘beskyttede’, skyldes en økonomisk omkostningskontrol, fysiske, æstetiske og praktiske begrænsninger og sandsynligvis en vis selvpålagt sikkerhedsbegrænsning fra mobiloperatørerne (MNO’er), der tydeligvis er forsigtige i forhold til at blive sagsøgt engang i fremtiden. Som enhver form for ‘nyttigt’ referencepunkt: ICNIRP’s ‘konservative’ standarder er mange tusinde gange ud over enhver selvvagt rimelig grænse.

For yderligere at perspektivere vil det kræve hyppige massive pigs og toppe af effekttæthed fra 40 – 200 W/m2 og mere for at at opnå i gennemsnit 10 watt pr. Kvadratmeter under virkelige feltforhold. ICNIRP anfører, at “For frekvenser over 10 MHz (som dækker alle former for mikrobølgestråling) foreslås det, at den maksimale ækvivalente planbølgeeffekttæthed, som et gennemsnit over pulserings bredden, ikke overstiger 1.000 gange Seq-begrænsningerne”. I denne henseende kan tætheden af spidseffekten nå så højt som 9,9 KW/m2 og stadig forblive inden for sikkerhedsanbefalingen. For så vidt angår de biologiske virkninger af eksponering for mikrobølgestråling er det de pulserende og ekstreme variationer i styrken af effekttætheden, der er de mest bekymrende.

For at give endnu et perspektiv på styrken af en sådan effekttæthed er 100W/m2 den nedre ende af sundheds- og sikkerhedsanbefalingerne for effekttætheden ved en trådløs telefonoplader, hvor energien kun bevæger sig et par millimeter. Disse niveauer af effekttæthed er simpelthen uanstændige og ville aldrig nogensinde blive set under virkelige driftsforhold.

I 2012 reducerede BioInitiative Report deres foreslåede grænse for 2007 fra 1mW/m2 til kun 5μW/m2 eller 5 microwatt per kvadratmeter. En mobiltelefon kan fungere ved effekttætheds niveauer så lavt som 0,00003 μW/m2, så selv den tilsyneladende konservative BioInitiative 5μW/m2 anbefaling fra 2012 er stadig 166.000 gange højere end den grundlæggende effekttæthed, der kræves for at foretage eller modtage et mobiltelefonopkald, hvor ICNIRP’s grænseværdi er svimlende 333 milliarder gange større end de grundlæggende funktionelle krav.

Hvad betyder det i forhold til de juridiske indvendinger?

I Storbritannien er mobilmaster op til 15 meter høje (49,2 fod eller dobbelt så høje som et gennemsnitligt to-etagers hus), inden for den tilladte udbygning og kræver ingen byggetilladelse. Kun mobilmaster over 15 meter kræver en byggetilladelse. Små antenner og ‘statsstøttet’ bebyggelse, basestationer mv. behøver ikke fuld byggetilladelse, men blot en anmeldelse til kommunen. Byggetilladelse i de få tilfælde, hvor det måtte kræves, gives med det forbehold, at ICNIRP’s retningslinjer ikke overskrides. Som vi har set, er det praktisk talt umuligt, så der vil aldrig være nogen indvendinger på den baggrund.

I betragtning af at Stockholm-lejligheden kun var på 3,8 gange den italienske grænse, så vil, medmindre vi kræver, at de lokale myndigheder har ret til at fastsætte deres egne sikkerhedsstandarder, og at de lokale myndigheder i det mindste anvender den italienske retningslinje på 1mW/m2, så vil ingen beboer, forening eller selv kommune kunne gøre indsigelse mod nogen som helst infrastruktur, der er opført. Kommunen kan nægte adgang til eget gadeinteriør og arealer, men vil ikke stoppe udviklingen på privat grund, hvor en MNO betaler leje for at få infrastrukturen hostet. Hvis nogen i Stockholm opsætter en basestation eller en tusind gange kraftigere sender inden for 5 meter fra dit hus og vinduer, er der intet, du kan gøre ved det, og selvom den ville overtræde de italienske niveauer, vil den aldrig kunne overskride ICNIRP’s grænseværdier, der er 10.000 gange højere.

Det er neoliberal deregulering, når det er allerværst. Det er udemokratisk, uretfærdigt og sætter dem, der er så uheldige at få påduttet en sådan infrastruktur, i umiddelbar fare uden at de kan gøre brug af juridiske indvendinger.

Er ICNIRP’s grænseværdier nogensinde blevet testet?

Det er et ret grundlæggende spørgsmål, om hvorvidt ICNIRP eller for den sags skyld nogen anden faktisk har testet eksponeringerne i noget, der bare tilnærmelsesvis nærmer sig virkelige forhold? Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan noget sådant vil kunne gøres under laboratorieforhold. Har ICNIRP virkelig, for at bekræfte deres sikkerhedsanbefalinger, udført test med den meget uregelmæssige pulserende stråling, som man ser i den virkelige verden fra 20-50 eller flere kilder, somr kommer fra alle virker på samme tid og ondskabsfuldt topper og falder mellem 1mW/M2 og op til 10KW/m2 tusinde gange i sekundet ? Jeg tvivler på, at selv softwaren til at styre de 20 til 50 signalgeneratorer opsat i et givet område kan klare at simulere den uregelmæssige opførsel fra tusinder og tusinder af forskellige enheder, der bestemmer effekttætheden under virkelige netværksforhold. Stockholm-undersøgelsen opregnede ikke mindre end 20 forskellige RF-kilder, og det er kun begrænset, fordi det EME-Spy 200-eksponimeteret, de brugte, kun kan logge op til tyve forskellige dele af spektret (målinger er angivet i mikrowatt m2).

Rapporten fra EU’s Temaafdeling for Økonomisk, Videnskabelig politik og livskvalitet

Sammenlægningen af flere signaler af dynamisk karakter og med komplekse interferenseffekter var noget, som EU’s Temaafdeling for Økonomisk, Videnskabelig politik og livskvalitet (Committee on the Environment, Agriculture and Local and Regional Affairs) kommenterede i april 2019. Husk, at rapporten er udarbejdet af personer, som er ansvarlige for at føre tilsyn med udrulningen af 5G, og at den ikke var tænkt som en kritik af 5G-teknologien

Der er ved at opstå betydelig bekymring over den mulige indvirkning på sundhed og sikkerhed som følge af en potentielt meget højere eksponering for radiofrekvent elektromagnetisk stråling som følge af 5G. Øget eksponering kan ikke kun skyldes brugen af meget højere frekvenser i 5G, men også potentialet for aggregering af forskellige signaler, deres dynamiske karakter og de komplekse interferenseffekter, det kan resultere i, især i tætte byområder.

5G-radioemissionsfelterne er helt anderledes end tidligere generationers på grund af deres komplekse stråleformede transmissioner i begge retninger – fra basestation til håndsæt og retur. Selvom felterne er stærkt fokuserede stråler, varierer de hurtigt med tid og bevægelse og er derfor uforudsigelige, da signalniveauer og mønstre interagerer som et lukket sløjfesystem. Det er endnu ikke kortlagt pålideligt i forhold til virkelige situationer uden for laboratoriet. Et aspekt, der for eksempel ikke er godt forstået i dag, er de uforudsigelige formeringsmønstre, der kan resultere i uacceptable niveauer af menneskelig eksponering for elektromagnetisk stråling. Mens Den Internationale Kommission for Ikke-Ioniserende Strålingsbeskyttelse (ICNIRP) udsteder retningslinjer til begrænsning af eksponeringen for elektriske, magnetiske og elektromagnetiske felter (EMF), og EU’s medlemsstater er underlagt Rådets henstilling 1999/519/EF, som følger ICNIRP’s retningslinjer, er problemet, at det i øjeblikket ikke er muligt nøjagtigt at simulere eller måle 5G-emissioner i den virkelige verden.

Klik for at få adgang til IPOL_IDA(2019)631060_EN.pdf

Med garanti er ingen af disse ting blevet taget i betragtning under laboratorieforhold og bestemt ikke til de maksimale effektniveauer, som ICNIRP ‘konservativt’ anser for at være sikre. ICNIRP’s “sikkerhedsstandarder” er simpelthen ikke egnede til noget praktisk formål. Selv efterspørgslen efter meget nøjagtige og strengt kalibrerede måleinstrumenter, som skal re-kalibreres hvert andet år, er fuldstændig meningsløs i betragtning af den vanvittige spredning mellem den virkelige verdens niveauer og ICNIRP’s hån mod ‘konservativ’ standard.

Et af de største problemer i alt dette er spørgsmålet om, hvorfor Italien kun tillader en maksimal effekttæthed på 1mW/m2, mens grænseværdien i det meste af resten af Europa og USA er 10.000 gange højere? Italiens mobile telekommunikation ser ikke ud til at have lidt og er fuldt funktionsdygtig ved en langt lavere effekttæthed: Hvorfor anvender vi ikke alle på samme måde en lignende forsigtighedsstandard?

Plottet konsolideres: Forbindelserne mellem ICNIRP, AGNIR & HPA/PHE

I det mindste i Storbritannien ligger svaret inden for historien om tre mistænkeligt indbyrdes forbundne organisationer – ICNIRP, AGNIR (Advisory Group on Non-Ionising Radiation) og HPA (Health Protection Agency) eller PHE (Public Health England).

I 2012 offentliggjorde AGNIR (5) en meget indflydelsesrig og nu kontroversiel rapport om sikkerheden ved ikke-ioniserende stråling, som stadig bruges rundt om i verden som et referencepunkt for at sætte standarder og aflede kritikken af sen trådløse stråling generelt.

Tidspunktet for udgivelsen af rapporten er meget mistænkelig. Hvis vi vender tilbage til rapporten fra 2011 fra EU’s Udvalg om Miljø, Landbrug og Lokale og Regionale Anliggender, så kan vi se, at BioInitiatve-rapporten fra 2007 og en lang række videnskabelige undersøgelser på det tidspunkt fik mange i EU til at sætte spørgsmålstegn ved visdommen i en sådan eksperimentel offentlig strålingseksponering, og der var et stærkt momentum fra bekymrede sundhedsprofessionelle til at overtale EU til at tage en langt mere forsigtig tilgang til RF/EMF-regler inden for EU.

Denne rapport er, som et EU-dokument, ganske ekstraordinær med hensyn til den kritik, den fremsætter af ICNIRP, hvilket gør interessekonflikter til et centralt problem i analysen af ICNIRP’s rolle for at sætte referencerammen for sikkerhedsstandarder i EU og for store dele af resten af verden. Rapporten var så vigtig, at jeg vil citere udførligt fra den, og selvom jeg opfordrer folk til at læse den i sin helhed (den er faktisk ikke så lang), så er jeg ikke så naiv at stole på, at alle klikker på det relevante link, så undskyld at citeringen i nedenstående længden. Vær også opmærksom på, at dokumentet blev skrevet, da 3G blev udrullet for 8 år siden, og at RF og den trådløse infrastruktur generelt, og selvfølgelig effekttætheden af eksponering for mikrobølgestråling er vokset eksponentielt siden.

2. De potentielle sundhedsmæssige virkninger af den meget lave frekvens af elektromagnetiske felter, der omgiver kraftledninger og elektriske apparater, er genstand for igangværende forskning og en betydelig offentlig debat. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen repræsenterer elektromagnetiske felter af alle frekvenser en af de mest almindelige og hurtigst voksende miljøpåvirkninger, hvorom angst og spekulationer breder sig. Alle befolkninger er nu udsat for forskellige grader af elektromagnetiske felter, hvis niveauer vil fortsætte med at stige, efterhånden som teknologien skrider frem.

3. Mobiltelefoni er blevet almindeligt over hele verden. Den trådløse teknologi er afhængig af et omfattende netværk af faste antenner eller basestationer, der videresender information med radiofrekvenssignaler. Der findes over 1,4 millioner basestationer på verdensplan, og antallet stiger markant med introduktionen af tredje generations teknologi. Andre trådløse netværk, der muliggør højhastighedsinternetadgang og -tjenester, såsom trådløse lokalnet, bliver også mere og mere almindelige i hjem, på kontorer og på mange offentlige områder (lufthavne, skoler, boliger og byområder). Efterhånden som antallet af basestationer og lokale trådløse netværk stiger, stiger befolkningens eksponering radiofrekvent stråling også.

4. Mens elektriske og elektromagnetiske felter i visse frekvensbånd har helt gavnlige virkninger, som anvendes i medicin, synes andre ikke-ioniserende frekvenser, hvad enten de stammer fra ekstremt lave frekvenser, elledninger eller visse højfrekvente bølger, som anvendes inden for radar, telekommunikation og mobil telefoni, at have mere eller mindre potentielt skadelige, ikke-termiske, biologiske virkninger på planter, insekter og dyr samt menneskekroppen, selv når de udsættes for niveauer, der ligger under de officielle grænseværdier.

5. For så vidt angår standarder eller grænseværdier for emissioner af elektromagnetiske felter af alle typer og frekvenser anbefaler forsamlingen, at ALARA-princippet eller princippet om “så lavt som rimeligt muligt” anvendes, hvilket omfatter både de såkaldte termiske virkninger og de athermiske eller biologiske virkninger af elektromagnetiske emissioner eller stråling. Desuden bør forsigtighedsprincippet finde anvendelse, når den videnskabelige evaluering ikke gør det muligt at fastslå risikoen med tilstrækkelig sikkerhed, navnlig i betragtning af den situation, hvor befolkningen, herunder særligt sårbare grupper, såsom unge og børn, er stigende, hvilket kan føre til ekstremt høje menneskelige og økonomiske omkostninger ved manglende handling, hvis tidlige varslingsvarsler negligeres.

6. Forsamlingen beklager, at der på trods af opfordringer til overholdelse af forsigtighedsprincippet og på trods af alle henstillinger, erklæringer og en række lovgivningsmæssige og lovgivningsmæssige fremskridt stadig mangler reaktion på kendte eller nye miljø- og sundhedsrisici og praktisk talt systematiske forsinkelser i vedtagelsen og gennemførelsen af effektive forebyggende foranstaltninger. At vente på høje niveauer af videnskabelig og klinisk dokumentation, før man træffer foranstaltninger til forebyggelse af velkendte risici, kan føre til meget høje sundhedsmæssige og økonomiske omkostninger, som det var tilfældet med asbest, blyholdig benzin og tobak.

7. Endvidere bemærker Forsamlingen, at problemet med elektromagnetiske felter eller bølger og de potentielle konsekvenser for miljøet og sundheden har klare paralleller til andre aktuelle spørgsmål såsom licensering af medicin, kemikalier, pesticider, tungmetaller eller genetisk modificerede organismer. Det fremhæves derfor, at spørgsmålet om den videnskabelige ekspertises uafhængighed og troværdighed er afgørende for at opnå en gennemsigtig og afbalanceret vurdering af potentielle negative indvirkninger på miljøet og menneskers sundhed. …………………..
………………………..
27. Det er sikkert, at en årsag til offentlig bekymring og mistillid til de officielle sikkerhedsmyndigheders og regeringers kommunikationsindsats ligger i, at en række tidligere helbredskriser eller skandaler, såsom dem, der involverer asbest, forurenet blod, PCB’er eller dioxiner, bly, tobak rygning og for nylig H1N1-influenza, var i stand til at ske på trods af arbejdet eller endda med medvirken fra nationale eller internationale agenturer, der nominelt er ansvarlige for miljø- eller sundhedssikkerhed.

28. Det er således i denne forbindelse, at Udvalget om Miljø, Landbrug og Lokale og Regionale Anliggender i øjeblikket arbejder på spørgsmålet om interessekonflikter og det presserende behov for reel uafhængighed hos de forskere, der er involveret i de officielle organer, der har til opgave at vurdere risiciene ved produkter forud for udstedelsen af licenser.

29. Ordføreren understreger i denne sammenhæng, at det mildest talt er yderst besynderligt, at de gældende officielle tærskelværdier for begrænsning af sundhedspåvirkningen af ekstremt lavfrekvente elektromagnetiske felter og højfrekvente strålier blev udarbejdet og foreslået for internationale politiske institutioner (WHO, Europa-Kommissionen, regeringer) af ICNIRP, en NGO, hvis oprindelse og struktur ikke er alt for klar, og som desuden mistænkes for at have ret tætte forbindelser med de industrier, hvis ekspansion er formet af anbefalinger om maksimale tærskelværdier for de forskellige frekvenser af elektromagnetiske felter.

30. Hvis de fleste regeringer og sikkerhedsagenturer blot har nøjes med at gentage og vedtage de sikkerhedsanbefalinger, som ICNIRP har slået til lyd for, har det i det væsentlige været af to grunde:
for ikke at hindre udvidelsen af disse nye teknologier med deres løfte om økonomisk vækst, teknologiske fremskridt og jobskabelse; og fordi de politiske beslutningstagere desværre stadig er meget lidt involveret i spørgsmål om vurdering af teknologiske risici for miljø og sundhed.

31. Med hensyn til de ofte inkonklusive, hvis ikke modstridende resultater af videnskabelig forskning og undersøgelser af de mulige risici ved produkter, lægemidler eller i dette tilfælde elektromagnetiske felter, synes en række sammenlignende undersøgelser at tyde på en ret stærk sammenhæng mellem oprindelsen af deres finansiering – privat eller offentlig – og resultaterne af risikovurderinger, en åbenlyst uacceptabel situation, der peger på interessekonflikter, som underminerer integriteten, den ægte uafhængighed og objektiviteten af videnskabelig forskning.

32. Med hensyn til vurderingen af sundhedsrisici som følge af mobiltelefonradiofrekvenser fremlagde for eksempel schweiziske forskere fra Bern Universitet i 2006 resultaterne af en systematisk analyse af alle forskningsresultater og konkluderede, at der var en stærk sammenhæng mellem, hvordan forskningen blev finansieret og de opnåede resultater: 33 % af undersøgelserne finansieret af industrielle virksomheder konkluderer, at eksponering for mobiltelefoners radiofrekvenser har en effekt på vores organisme. Det tal stiger til over 80 % i undersøgelser udført med offentlig finansiering.

33. Derfor bør man på dette område og på andre områder opfordre til reel uafhængighed fra ekspertvurderende organers side og til uafhængige, tværfaglige og behørigt afbalancerede ekspertinput. Der må ikke længere være situationer, hvor whistleblowere diskrimineres, og anerkendte forskere med kritiske udtalelser udelukkes, når eksperter udvælges til at sidde i ekspertudvalg eller ikke længere modtager støtte til deres forskning.

Det er en ekstremt stærk og fordømmende anklage fra et EU-organ, der anerkender de sundhedsrisici, der er forbundet med mikrobølgestråling, som antyder interessekonflikter samt upålidelighed af industrifinansierede undersøgelser i forhold til de offentligt finansierede undersøgelser, og alt dette indikerer, i hvilket omfang EU på det tidspunkt bevægede sig mod et korrekt konservativt og forebyggende ALARA eller “så lavt som rimeligt opnåeligt” sikkerhedsprincip.

AGNIR’s rapport fra 2012 omgår WHO’s (IARC) klassificering af EMF som mulig kræftfremkaldende

Det realistiske forsigtighedstræk syntes stort set at være blevet standset ved offentliggørelsen af AGNIR’s rapport fra 2012. Rapporten afviste helt alle videnskabelige sundhedsundersøgelser, der ikke passede til dens formål, mens de “cherry picking” dem, der gjorde. Den hævdede en skæringsdato for undersøgelser, som den ville overveje for at udelukke uønskede konklusioner, men tillod efterfølgende undersøgelser ud over denne dato, såfremt de gav de »rigtige« konklusioner. Det nægtede at anerkende eller endda omtale, at Det Internationale Kræftforskningsagentur (IARC) i maj 2011 omklassificerede RF-EMF’er som et 2B muligt humant kræftfremkaldende stof.

Rapporten blev højlydt udbasuneret og promoveret i mainstream medierne. George Monbiot skrev følgende på The Guardian i april 2012 for at forsøge direkte at miskreditere alle og enhver miljømæssig RF/EMF-demonstrant med påstanden om, at det skadede den større miljøbevægelse:

Protester mod mobiltelefoner skader miljøbevægelsen

Da en ny undersøgelse viser, at mobiltelefonbrug ikke er en sundhedsrisiko, bør kampagnefolk koncentrere sig om andre mål.

Den nye undersøgelse fra Health Protection Agency bekræfter den overvældende tendens i evidens på dette område (især outputtene fra det massive Interphone-projekt). Den konstaterer, at:

• Laboratorieundersøgelser har påvist, at der er “ingen overbevisende beviser for, at RF [radiofrekvens] felter forårsager genetisk skade eller øger sandsynligheden for, at celler bliver ondartede.”

• Dyreforsøg finder ingen beviser for, at niveauerne af mikrobølgestråling produceret af mobiltelefoner “påvirker initiering og udvikling af kræft” og ingen konsekvente beviser for, at de skader hjernen, nervesystemet, hørelsen eller fertiliteten.

• Undersøgelser på mennesker tyder på ingen kognitive virkninger og ingen akutte symptomer af nogen art.

• Beviser fra epidemiologiske undersøgelser “tyder ikke på, at brug af mobiltelefoner forårsager hjernetumorer eller nogen anden form for kræft.”

• Samlet set har beviserne “ikke vist nogen negative sundhedsmæssige virkninger” hos hverken voksne eller børn.

https://www.theguardian.com/environment/georgemonbiot/2012/apr/27/protesting-mobile-phones-environmental-movement

Public Health England bruger stadig AGNIR’s rapport som deres grundlag for at dels at hævde, at mikrobølgestrålingseksponering på lavt niveau er sikkert samt afbøje eventuelle påstande om det modsatte.

Kritikken af AGNIR 2012-rapporten i 2016

Det var først i december 2016, at en peer review af AGNIR 2012-rapporten blev udført af Dr. Sarah J. Starkey, en britisk neuroscientist. Dr. Starkey når frem til nogle virkelig chokerende konklusioner om karakteren af AGNIR’s rapport, som er meget betydningsfulde i betragtning af den politiske kontekst, hvori den blev lanceret, da EU var på vej mod at vedtage ALARA eller “Så lavt som rimeligt opnåeligt” sikkerhedsprincippet. Dr. Starkey giver abstraktet af sin anmeldelse nedenfor:

Abstrakt: Den rådgivende gruppe for ikke-ioniserende stråling (AGNIR) 2012-rapporten danner grundlag for officiel rådgivning om sikkerheden ved radiofrekvente (RF) elektromagnetiske felter i Storbritannien og er blevet påberåbt af sundhedsbeskyttelsesagenturer rundt om i verden.

Denne anmeldelse beskriver de ukorrekte og vildledende udsagn i rapporten, udeladelser og interessekonflikter, som gør den uegnet til sundhedsrisikovurdering. Resuméet og de overordnede konklusioner afspejlede ikke den aktuelle tilgængelige videnskabelige dokumentation.

Det er nødvendigt med uafhængighed overfor den internationale kommission for beskyttelse af ikke-ioniserende stråling (ICNIRP), den gruppe, der har fastsat retningslinjerne for den eksponering, der vurderes. Denne interessekonflikt skal kritisk behandles af den kommende World Health Organization (WHO) Environmental Health Criteria Monograph on Radiofrequency Fields.

Beslutningstagere, organisationer og enkeltpersoner kræver nøjagtige oplysninger om sikkerheden af ​​RF-elektromagnetiske signaler, hvis de skal kunne opfylde deres sikringsansvar og beskytte dem, som de har juridisk ansvar for.

Klik for at få adgang til reveh-2016-0060.pdf

Grundlæggende kan vi forstå Dr. Starkeys rapport på to måder. For det første som en undersøgelse af, hvorfor AGNIR og HPA(PHE) blev bedt om at dække over beviser for RF/EMF-sundhedsfarer, og for det andet de udelukkelsesmetoder, de anvendte med hensyn til, hvordan denne mørklægning blev udført.

Åbenlyse interessekonflikter

Med hensyn til, hvorfor der var behov for en tildækning, så opstod det direkte af den interessekonflikt, som ordføreren for EU 2011-rapporten fremhævede og foreslog som et vigtigt fokusområde. Hvis vi ser på tabellen nedenfor, kan vi se, at der var meget tætte forbindelser mellem ICNIRP, AGNIR og Department of Health og Health Protection Agency, som senere blev til Public Health England.

I AGNIR-udvalget i 2012 var tre medlemmer også medlemmer af ICNIRP, og 6 medlemmer var også medlemmer af UK Health Protection Agency og Department of Health. Et af HPA’s medlemmer var også medlem af ICNIRP. I 2016 ser vi, at der var ikke mindre end 6 medlemmer af ICNIRP og 8 medlemmer af PHE og Department of Health. Af disse 8 PHE-medlemmer var tre af dem også medlemmer af ICNIRP. Man skal bemærke, at A.J. Swerdlow var formand for både AGNIR og ICNIRP. Den samme A.J. Swerdlow og hans kone, der ejede aktier i Cable and Wireless Worldwide, Cable and Wireless Communications og BT.

Den åbenlyse interessekonflikt mellem disse 3 indbyrdes forbundne organisationer er fuldstændig uacceptabel. Hverken HPA (den tidligere inkarnation af PHE) eller AGNIR ville nogensinde kunne foretage et objektivt syn på peer reviewed videnskabelige beviser, der blev præsenteret for dem, fordi de alle i første omgang strengt overholder ICNIRP’s termiske paradigme. Det ville være umuligt for PHE-medlemmerne at anerkende ethvert bevis, der blev fremlagt for dem, der modsiger denne grundlæggende antagelse, da det nødvendigvis ville indebære, at de måtte træde tilbage fra deres prestigefyldte stillinger som udvalgsmedlemmer af både AGNIR og/eller ICNIRP samt indrømme, at de har taget fejl hele tiden. De medlemmer af PHE, der også var medlemmer af ICNIRP og AGNIR, ville have en enorm indflydelse på resten af ​​PHE, som fuldstændig ville henlægge sig til ICNIRP og AGNIR-medlemmerne om disse spørgsmål, da de ville blive anset for at være de ‘eksperter’, der sad på sådanne. prestigefyldte udvalg. Det ville være praktisk talt umuligt overhovedet at prøve at være uenig med dem, selv i det usandsynlige tilfælde, at nogen medlemmer af PHE formåede at finde enten moralen eller modet til at gøre det i første omgang.

Dr. Starkey kommenterer karakteren af denne interessekonflikt i sin analyse:

Når den gruppe, der har til opgave at vurdere, om der er tegn på sundhedseffekter ved eksponeringer under de nuværende ICNIRP-grænseværdier, har medlemmer, som er ansvarlige for at fastsætte retningslinjerne, introducerer det en interessekonflikt. Hvordan kan AGNIR rapportere, at den videnskabelige litteratur indeholder beviser for skadelige virkninger under de nuværende retningslinjer, når flere af dem er ansvarlige for disse retningslinjer? PHE giver den officielle rådgivning om sikkerheden af trådløse signaler i Storbritannien, men at have medlemmer i ICNIRP introducerer en interessekonflikt, som kan forhindre dem i at anerkende negative virkninger under ICNIRP-retningslinjerne.

I den henseende er PHE’s rolle som folkesundhedsagentur i høj grad en fortælling om ulvene, der vogter fårene. De kan ikke erkende farerne ved lav strålingseksponering uden at ødelægge deres omdømme. I et sådant tilfælde ville enhver indrømmelse gøre deres medlemskab af alle 3 organer fuldstændig uholdbart. Der var ingen måde, hvorpå sådanne radikale strålingsekstremister nogensinde ville tillade, at deres beslutninger blev sat i tvivl. Der har altid været garanti for, at de ideologisk forankrede karrierevidenskabsmænd er tvunget til at afvise alle videnskabelige beviser, der modsiger deres synspunkter med de nødvendige midler. For at føje spot til skade gik HPA endda så langt som teatralsk at iscenesætte en varm modtagelse og velkomst af deres egen rapport og repræsenterede den fejlagtigt som en undersøgelse, der var ‘uafhængig’ af dem, og derved skjulte deres interessekonflikter ved at antyde, at de havde et objektivt syn på rapporten.

1. HPA’s reaktion på AGNIR-rapporten fra 2012 om sundhedsvirkningerne af radiofrekventering af elektromagnetiske felter

Heath Protection Agency glæder sig over den omfattende og kritiske gennemgang af videnskabelige undersøgelser udarbejdet af den uafhængige rådgivende gruppe om ikke-ioniserende stråling (AGNIR)….

AGNIRs hovedkonklusion er, at selv om der er udført en betydelig mængde forskning på dette område, er der ingen overbevisende evidens for, at RF felteksponeringer under de vejledende niveauer forårsager sundhedseffekter hos voksne eller børn. Disse “niveauer for retningslinjer” er dem fra Den Internationale Kommission for Ikke-ioniserende Strålingsbeskyttelse, som allerede danner grundlaget for beskyttelsen af folkesundheden i Storbritannien samt i mange andre lande.

Derfor vil en anbefaling om at følge ICNIRP-retningslinjerne fortsat være central for HPA’s rådgivning om eksponeringer mod RF-felter. HPA mener, at de grunde, der blev anført i 2004 for at anbefale vedtagelse af disse retningslinjer i UK, fortsat er gyldige.

https://www.gov.uk/government/publications/radiofrequency-electromagnetic-fields-health-effects/health-protection-agency-response-to-the-2012-agnir-report-on-the-health-effects-from-radiofrequency-electromagnetic-fields

Hvor praktisk for ICNIRP, AGNIR, HPA og DH i fællesskab at erklære business as usual, mens de foregiver at være separate enheder. Ikke mindre end 6 medlemmer af HPA og DH var ansvarlige for at udarbejde rapporten i første omgang, så iscenesættelsen af en varm velkomst, som om at de slet ikke var involveret og impliceret i dens produktion, er helt uvederhæftig. Det er ikke mere troværdigt end en romanforfatter, der skriver en indbydende kritisk anmeldelse af sin egen seneste bog umiddelbart efter, at den ramte bogreolerne.

Med hensyn til en folkesundhedsskandale blev HPA (PHE) tydeligvis impliceret i et cover-up. Som Dr. Starkey konkluderer.

PHE og AGNIR havde et ansvar for at give nøjagtige oplysninger om sikkerheden ved RF-felter. Desværre led rapporten under et ukorrekt og vildledende resumé samt overordnede konklusioner, unøjagtige udsagn, udeladelser og interessekonflikter. Folkesundheden og andre arters velbefindende i den naturlige verden kan ikke beskyttes, når der dækkes over beviser for skader, uanset hvor ubelejligt det er.
Klik for at få adgang til reveh-2016-0060.pdf

Så vi kan nu se, hvorfor med EU’s kurs mod ALARA-principperne, at beviserne på skader skulle undertrykkes, og at de ICNIRP- og AGNIR-medlemmer, der satte de fuldstændigt uhensigtsmæssige standarder i første omgang, ville være dem, hvis omdømme skulle værnes tættest. AGNIR’s 2012-rapport betød at mulighederne for at kunne reducere de stigende risici ved mikrobølgestråling for folkesundheden effektivt blev bremset i mindst 7 år.

Siden Dr. Starkeys anmeldelse blev offentliggjort, er regeringen og PHE i flere henseender blevet impliceret i et dække over mørklægningen af mørklægningen. AGNIR blev opløst i maj 2017, kun 5 måneder efter at Dr. Starkey offentliggjorde sin anmeldelse. Regeringen fremsatte den risikable påstand, at årsagen til dette var, at AGNIR havde ‘afsluttet’ sit arbejde. (5) Siden da er ansvaret for at overvåge dette folkesundhedsproblem angiveligt blevet flyttet til COMARE. Mistænkeligt nok synes ingen medlemmer af COMARE at være medlemmer af ICNIRP, hvilket tyder på, at regeringen stille og roligt har fjernet hindringen for interessekonflikter i den nuværende gruppe, men man kan ikke slette den fra sin historie. PHE er stadig fast engageret i ICNIRP’s og AGNIR’s principper, fordi de forbliver historisk bundet til dem og ikke kan indrømme andet uden at skabe en af de største folkesundhedsskandaler nogensinde. Det er overflødigt at sige, at Dr. Starkeys ubelejlige konklusioner aldrig er blevet offentliggjort eller anerkendt af etablissements- og industrihåndlangere som George Monbiot og de samme mainstreammedier, der var så villige til at give maksimal dækning og omtale til AGNIR’s oprindelige rapport fra 2012.

Mørklægningen blev udført som en generel vildledning

Efter at have dækket, hvorfor denne mørklægning var nødvendig, kommer vi nu til demonstrationen af, hvordan mørklægningen blev udført som en generel vildledning af de videnskabelige undersøgelser, som AGNIR ønskede at afvise. Et særligt interessant aspekt af dette er, at hverken AGNIR eller ICNIRP er parate til at acceptere nogen undersøgelser fra den virkelige verden baseret på eksponeringer fra virkelige basestationer og rigtige telefoner, da de vurderer, at de ikke svarer til deres laboratorie “standarder” inden for dosimetri. Jeg sagde tidligere, at jeg fandt det meget usandsynligt, at ICNIRP og AGNIR var i stand til at gengive nogen endog tæt tilnærmelse i laboratorieforhold til de strålingseffekter, vi udsættes for i den virkelige verden, og Dr. Starkey støtter dette synspunkt, når hun siger:

Nogle undersøgelser, hovedsagelig dem, der havde testet signaler fra rigtige mobile enheder, blev afvist som ufortolkelige, fordi de ikke havde beskrevet dosimetrien, processen med at bestemme interne elektromagnetiske mængder i forbindelse med eksponering i væv, tilstrækkeligt detaljeret. Begrænsede beskrivelser indskrænker mulige fortolkninger, men gør dem ikke ufortolkelige.

Hvis spørgsmålet om ’skader mobiltelefonsignaler mandlig fertilitet?’, er rigtige telefonsignaler yderst relevante, fordi de tillader mulige effekter af de komplekse mønstre af felter, som mennesker udsættes for, at blive undersøgt.

ICNIRP accepterer kun termiske effekter af RF-felter og fokuserer på gennemsnitlig absorberet energi. Højt kontrollerede, simulerede signaler med beskrivelser af overordnede specifikke absorptionshastigheder (SAR’er) er velegnede til vurdering af temperaturstigninger i celler eller væv. Reelle signaler gør det vanskeligere at måle gennemsnitlig energi, men har egenskaber, som kontrollerede, simulerede signaler mangler.

De komplekse feltmønstre, med variable spidsfeltstyrker og intervaller mellem transmissioner, kan påvirke biologien på måder, som kontrollerede, simulerede mønstre ikke kan, men de er ikke repræsenteret af tidsgennemsnitlige, driftsfaktorreduktioner af beskrevet energiabsorption.

Reaktioner på RF-felter kan være større for intermitterende eksponeringer end kontinuerlige og afhænger af pulsegenskaberne for den samme gennemsnitlige effekt. Effekter kan være afhængige af frekvens, modulering, signalstyrke (intensitetsvinduer), eksponeringsvarighed og polarisering.

For nervesystemet kan komplekse signaler fra rigtige enheder modulere neuronal aktivitet, svarende til endogen elektrisk felt ephaptisk (ikke-synaptisk) kobling i hjernen. Der er bevis for, at endogene elektriske felter giver feedback for at modulere neuronal aktivitet. Felter med amplituder svarende til dem, der findes in vivo, påført neokortikale hjerneskiver, modulerede og medførte neuronal spiking-aktivitet. Uregelmæssige mønstre af felter med kompleks dynamik, som efterlignede in vivo fluktuationer, medførte neuronal aktivitet stærkere end sinusbølger.

Der er gyldige grunde til at teste virkningerne af signaler fra rigtige mobile enheder og afvise disse begrænsede og misrepræsenterede beviser.

Der er mange andre eksempler på sådanne udelukkelser i Dr. Starkeys anmeldelse, men jeg har inkluderet netop dette, fordi som neuroforsker er disse emner direkte inden for hendes umiddelbare fagområde. Alle undtagelser anvendes for at forsøge at sikre, at kun den rigtige type data får den omtale, de ønsker at sende.

Jeg vil sige, at der er langt mere end gyldige grunde til at teste effekter af signaler i den virkelige verden med ægte infrastruktur. Efter min mening er de langt mere informative end nogen laboratoriemodel, der helt undlader at tage højde for al den massive pulsering og spikes fra snesevis af forskellige interagerende RF/EMF-kilder på samme tid. Laboratoriesimuleringerne fortæller os intet om, hvad vi bliver udsat for i den virkelige verden og intet om de sundhedsmæssige effekter, der produceres i den virkelige verden. ICNIRP har aldrig bevist, at så komplekse former for eksponering ikke ville føre til en termisk stigning eller ikke forårsage celleskade under laboratorieforhold, fordi de aldrig selv har udført sådanne eksperimenter. I virkeligheden betyder det, at ICNIRP fastsætter sikkerhedsniveauer i den virkelige verden med henvisning til en ideologisk restriktiv termisk laboratoriemodel, der fuldstændig er afkoblet fra virkeligheden. Man kan undre sig over, hvordan de i de tidligere citerede retningslinjer fra 2018, fandt det passende at fremsætte denne besynderlige påstand, at “Disse tærskler blev afledt til at være stærkt konservative for typiske eksponeringssituationer og populationer.” når de aldrig selv har studeret eller ikke ved, hvad ‘typiske’ ‘eksponeringssituationer’ og ‘populationer’ i den virkelige verden faktisk består af, da de udelukker relevansen af data, måling eller analyse fra den virkelige verden på grundlag af krav om en laboratoriestandardkvalitet af dosimetri?

ICNIRP, AGNIR, HPA, Public Health England og regeringen var og er ikke i færd med at beskytte mennesker, men på grund af økonomiske overvejelser er de udelukkende i færd med at beskytte og fremme teleindustriens og andres interesser. Gennem historien har BNP og økonomi altid overtrumfet folkesundhedshensyn, og eventuelle negative beviser vil fortsat blive tilsvinet eller dækket over, indtil en sundhedskrise vil være så fremskreden, at det vil være umuligt at benægte. PHE vil fortsat blive kompromitteret af sin historie, medmindre der finder en fuld offentlig undersøgelse sted, der afslører omfanget og intrigerne af denne tildækning, og som sandsynligvis aldrig vil finde sted, før det er for sent. Som sædvanlig vil ingen nogensinde blive holdt ansvarlige. AGNIR 2012-rapporten er blevet afsløret for at være dybt mangelfuld og bør i det mindste trækkes tilbage. Det er en parodi, at PHE bliver ved med at henvise til den for at forsvare deres historisk kompromitterede position. I lyset af dette historiske kompromis bør overvågning og gennemgang af menneskelige og miljømæssige virkninger af langvarig lavniveau mikrobølgeeksponering fuldstændig fjernes fra PHE’s mandat og ansvar og overføres til DEFRA som en del af deres ansvar for luftkvalitet og forurening.

WHO

Man kunne naivt håbe, at Verdenssundhedsorganisationen WHO kunne give en vis udsigt til et objektivt syn på denne potentielle folkesundhedskrise, men desværre har ICNIRP- og AGNIR-medlemmer også fuldt ud infiltreret denne organisation.

WHO er i øjeblikket i gang med en mission om at “harmonisere” sikkerhedsstandarderne. Dybest set betyder det at få alle til at acceptere ICNRP’s standarder.

Med 54 deltagende lande og 8 internationale organisationer, der er involveret i det internationale EMF-projekt, giver det en unik mulighed for at bringe lande sammen for at udvikle en ramme for harmonisering af EMF-standarder og tilskynde til udvikling af eksponeringsgrænser og andre kontrolforanstaltninger, der giver det samme sundhedsbeskyttelsesniveau til alle mennesker.
https://www.who.int/peh-emf/standards/en/

Dette kan ses som et forsøg på at gøre offentlig høj strålingseksponering mere demokratisk i den forstand, at alle rutinemæssigt vil blive udsat for høje niveauer uden nogen rimelig form for begrænsning.

Hvilken rolle spillede en 30 år gammel politisk beslutning i alt dette?

Selvom alle disse ting er dybt mistænkelige og foruroligende, så er der også et meget følsomt politisk element i denne historie, som også skal tages i betragtning med hensyn til PHE og regeringens fuldstændige kavaleragtige eller arrogante holdninger til sikkerheden for trådløs mikrobølgestråling og folkesundhed.

Da meget af den høje intensitet af profilen af ​​den aktuelle interesse i dette emne er drevet af truslen mod folkesundheden som følge af udrulningen af ​​alle de øvrige frekvensområder for eksponering af den trådløse 5G teknologi, så er en almindelig kritik af enhver kritik, at det bliver afskrevet som russiske trolde, der forsøger at sabotere Storbritannien og USA i kapløbet om udrulningen 5G, fordi Rusland er bagud med teknologien. (6)

Det er mildest talt misvisende. I årtier har russiske videnskabsfolk været udmærket klar over de sundhedsrisici, der er forbundet med trådløs mikrobølgestråling, og Ruslands grænser er 100 gange lavere end i Storbritannien og USA. Rusland har ikke noget særligt politisk eller økonomisk behov for at udrulle aggressiv trådløs teknologi, fordi det har investeret massivt i optisk fiber til boliger og bygningers infrastruktur. (FTTH/B – Fiber som er lagt helt til ud lokaler/ hjem/bygninger). Diagrammet nedenfor viser succesniveauerne for forskellige europæiske lande med hensyn til FTTH/B-udrulning til deres befolkninger.

Udrulningen af fiber netværk

Spanien og Sverige har udrullet superhurtigt FTTH/B-bredbånd til 44 % af deres befolkninger, og Rusland har udrullet FTTH/B-forbindelser til 35,4 %, hvilket er meget, når man tænker på landets størrelse og dets befolkning på 144,5 millioner mennesker. I modsætning hertil havde Storbritannien pr. marts 2019 kun dækket 1,5% og sygner hen i bunden af listen kun lige ved at nå forbi forbeholdet om 1% inklusion.

De fleste af de såkaldte ‘fibre’ bredbåndsforbindelser i Storbritannien er faktisk Fiber til kabinettet eller FTTC-forbindelser og ikke ægte fiberoptiske FTTH/B-forbindelser. FTTC betyder, at fiberdelen af forbindelsen afsluttes ved skabet, og resten af forbindelsen sker over kobbertråd. Det betyder, at britiske fiberbredbåndsforbindelser er begrænset til omkring 80 Mbps, mens i Rusland, Sverige og Spanien osv. kan deres ægte FTTH/ B-forbindelser opgraderes med multimode fiberoptisk kabel for at nå op til 10 Gbps, og vigtigst af alt er FTTH/B-forbindelser synkrone, idet de har de samme downlink- og uplink-kapaciteter.

Det er den manglende udrulning af FTTH/B-fiber, der driver lande som Storbritannien til at presse på for udrulningen af 5G. Hvordan kan det være, at Storbritannien og også USA befinder sig så langt bagud i udrulningen af de alternative, helt sikre, strålingsfrie FTTH/B-forbindelser?

Det svar, vi finder, er, at det er et direkte resultat af en ekstrem politisk bommert begået af Margaret Thatchers regering mod slutningen af hendes embedsperiode som premierminister.

Denne historie blev rapporteret af techradar.pro tilbage i 2014.

Historien begynder faktisk i 70’erne, da Dr. Cochrane arbejdede som BTs Chief Technology Officer, en stilling han var klatret op til fra ingeniør nogle år tidligere.

Dr. Cochrane vidste, at Storbritanniens nedslidte kobbernetværk var utilstrækkeligt: ​​”I 1974 var det åbenlyst, at kobbertråd var uegnet til digital kommunikation overhovedet, og det kunne ikke yde den kapacitet, vi havde brug for for fremtiden.”

Han blev bedt om at lave en rapport om Storbritanniens fremtid for digital kommunikation, og hvad der var nødvendigt for at komme videre.

“I 1979 præsenterede jeg mine resultater,” fortæller han, “og konklusionen var at glemme kobber og begynde at bruge fiber. Så BT startede en massiv indsats – der strakte sig over seks år – med tusindvis af mennesker til både at digitalisere netværket og lægge fiber overalt. Landet havde mere fiber pr. indbygger end nogen anden nation.

”I 1986 lykkedes det mig at gøre fiber til hjemmet billigere end kobber, og vi startede et program, hvor vi byggede fabrikker til fremstilling af systemet. I 1990 havde vi to fabrikker, en i Ipswich og en i Birmingham, hvor vi fremstillede komponenter til systemer, der skulle rulle ud til abonnentkredsløbet”.

På det tidspunkt var Storbritannien, Japan og USA førende inden for fiberoptisk teknologi og udrulning. Faktisk blev det første udbredte fiberoptiske netværk oprettet i Hastings, Storbritannien. Men i 1990 besluttede daværende premierminister, Margaret Thatcher, at BT’s hurtige og omfattende udrulning af fiberoptisk bredbånd var konkurrence begrænsende og havde monopol på en teknologi og service, som intet andet teleselskab havde.

“Desværre besluttede Thatcher-regeringen, at den ønskede, at de amerikanske kabelselskaber leverede den samme service for at øge konkurrencen. Så beslutningen blev truffet om at lukke udrulningen af ​​abonnentkredsløbet, og i 1991 blev udrulningen stoppet. De to fabrikker, som BT havde bygget til at bygge fiberrelaterede komponenter, blev solgt til Fujitsu og HP, aktiverne blev strippet, og ekspertisen blev sendt ud til Sydøstasien.

”Vores kolleger i Korea og Japan, som vi arbejdede ret tæt sammen med på det tidspunkt, stod tilbage og kiggede forbløffet på, hvad der skete hos os. Det afgørende var, at de fortsatte med deres respektive fiberudrulninger. Og godt, resten er historie, som man siger.

»Det, der er ret forbløffende, er, at noget meget lignende skete i USA. USA, Storbritannien og Japan var førende i verden. I USA blev en dommer udpeget af Kongressen til at opløse AT&T. Og så AT&T blev en genstand som BellSouth, og på det tidspunkt blev der truffet politiske beslutninger, der lammede udrulningen af ​​optisk fiber i resten af ​​den vestlige verden, fordi de øvrige ​​lande bare fulgte efter som får.

“Dette skabte en meget stop-start udrulning, som ikke fungerer med fiberoptik – det skal gøres storstilet. Du har brug for stordriftsfordelen. Man kunne ikke udrulle fiber til hjemmet for 1 % af Europa og gøre det økonomisk, man skulle gå helt ind for det.”

“Det er ligesom alt andet i elektronikverdenen, hvis du laver én bærbar, koster det milliarder; hvis du laver milliarder af bærbare computere, koster det et par pund”.

https://www.techradar.com/uk/news/world-of-tech/how-the-uk-lost-the-broadband-race-in-1990-1224784

I slutningen af 1980’erne havde Storbritannien flere fibre pr. indbygger end noget andet land i verden. BT havde udrullet det allerførste udbrede fibernet i verden i Hastings. De havde specialbyggede fabrikker og brugte stordriftsfordele til at gøre udrulningen af fibernet billigere end kobber. På det tidspunkt var BT og Storbritannien verdens førende inden for FTTH/B-teknologi.

På trods af de enorme fordele, som Storbritannien havde på det tidspunkt, besluttede Margaret Thatcher at skrotte BT’s projekt ud fra blind overholdelse af principperne i den neoliberale økonomi, hvis filosofi er består af den falske antagelse om, at effektivitetsgevinster kun kan opnås via konkurrenceprægede markeder og anså derfor alle BT’s resultater som en trussel mod dette princip, derfor blev BT’s resultater følgelig anset for at være konkurrence begrænsende. Det var sandsynligvis et resultat af et pres fra de konkurrerende virksomheder, hvis eneste mulighed var at trække BT ned på deres niveau.

I tilfælde med massive offentlige projekter i infrastrukturer som disse, er den neoliberale økonomiske model ikke egnet. BT havde gjort alt det hårde arbejde og var klar til at revolutionere Storbritanniens kommunikationsnetværk, som sådan var BT i den bedste position til at udrulle superhurtige fiberoptiske netværk mere effektivt end noget idealiseret system som den fri markeds konkurrence kunne producere. Denne utrolige mulighed blev simpelthen smidt væk.

At se Storbritannien falde fra at være den førende i verden inden for FTTH/B-netværk til at sygne hen i bunden på ​​den europæiske rangliste er dystert i betragtning af, hvad der kunne være blevet indført nationalt for over ti år siden til rimelige omkostninger. I betragtning af hvor centrale sådanne netværk er blevet for erhvervslivet og handelen, industrien og den brede offentlighed: så må dette være en af ​​de værste og mest inkompetente politiske beslutninger i historien, og det blev desværre gentaget i USA, som allerede nu som et resultat bliver udsat for mmWave ekstrem højfrekvente stråling.

Hvem skal i sidste ende betale prisen for denne inkompetence? Desværre folket. Vi er blevet nægtet adgang til fuldstændig sikkert, superhurtigt bredbånd med kabel, og denne politiske fejl driver samtidig udrulningen af ​​5G-teknologien i et forsøg på at rette op på den oprindelige politikfejl. Beslutninger truffet for 30 år siden bringer nu den offentlige sundhed og sikkerhed i fare, da vi bliver tvunget til at udholde flere og mere ekstreme niveauer af eksponering for trådløs stråling for at kompensere for en så ringe politik.

Det handler om folkesundhed og er ikke et partipolitisk spørgsmål

Selvom Margaret Thatchers konservative regering var ansvarlig for den dårlige beslutning, skal jeg understrege, at dette ikke er en politisk motiveret kritik. Desværre er alle politiske partier, herunder De Grønne, i øjeblikket ved at være fuldstændig arrogante med hensyn til disse spørgsmål om folkesundheden. 5G og IoT (Internet of Things) er fejlagtigt blevet identificeret som en form for teknologisk frelse i spørgsmålet om klimaændringer, og når man også overvejer alle de formodede økonomiske fordele, der udbasuneres om en sådan teknologi, er det let at forstå, hvorfor ethvert politisk parti er gået om bord med industrien. Det er i høj grad en del af problemet.

Konklusion

I betragtning af den fiasko og PHE’s egne kompromitterede interessekonflikter samt pres fra industrien om ikke at vedtage noget, der nærmer sig en ALARA-standard for stråling, som det muligvis kunne være sket i 2012, er det samlet set ikke overraskende, at Public Health England og regeringen er blevet motiveret til at undertrykke beviser for de alvorlige sundhedsmæssige virkninger, der i øjeblikket er forårsaget af eksisterende og ældre trådløs eksponering for stråling og beslutsomt forsat benægter, at 5G-teknologi vil fremvise nogen yderligere form for trussel mod folkesundheden.

Alt dette er fuldstændig uacceptabelt, ligesom vores accept af ICNIRP’s sikkerhedsstandarder på nogen måde er meningsfulde eller hensigtsmæssige. Vi må indtrængende opfordre de lokale regeringer til straks at vedtage den italienske 1mW/m2-standard, da det i de fleste tilfælde kun vil kræve en lille reduktion i strømforsyningen til nogle få basestationer for at bringe dem på niveau. Derfra må vi planlægge en plan for at bevæge os i retning af at reducere eksponeringen for et udendørs maksimum på 5 μW/m2 som foreslået af BioInitiative 2012-rapporten med en grænse på 1μW/m2 i hjemmet, arbejdspladsen, skoler og andre offentlige bygninger med det ultimative mål om standarder, så lave som det er rimeligt opnåeligt.

Samtidig med dette bør vi prioritere udrulningen af superhurtig FTTH/B Fiber til hjemmet og som forbindelsen i bygninger. Med hensyn til mobiltelefondataforbrug foretrækker de fleste mennesker i høj grad ubegrænsede 1-10 Gbps synkrone fiberforbindelser derhjemme, som de også kan bruge via deres telefoner ved hjælp af den sikreste form for kablede, Bluetooth eller Wi-Fi-forbindelser, der er i overensstemmelse med ALARA-standarder, snarere end at tilmelde sig dyre individuelle mobiltelefonkontrakter til asynkron, mere begrænset forbindelse og for alle som en følge heraf at blive udsat for stadig mere mættet stråling .

I teknologiske termer har et så sikkert trådløst miljø altid været et teknisk opnåeligt mål, men uden på nogen måde overhovedet at nærmer sig en form for realistisk sikkerhedsgrænse for en energitæthed og infrastruktur, har der aldrig været nogen tilskyndelse til, at industrien nogensinde seriøst tager sådanne forhold i betragtning.

Centrale regeringer og organer såsom ICNIRP, AGNIR og PHE kan vi ikke stole på vil sikre vores sundhed og sikkerhed, og da vores eksponeringer er et så lokaliseret fænomen, bør vi og vores lokale regeringer beslutte, hvilke grænser vi skal udsættes for i direkte demokratisk samråd med mennesker, med særlig hensyn til dem, der er hårdest ramt af en sådan infrastruktur. Ideelt set ville vi stræbe efter ALARA-standarderne (As Low As Reasonably Achievable) samt presse på for absolut at få minimeret vores eksponering for mikrobølge-RF/EMF. Manglen på generel viden om disse emner er foruroligende, men ikke overraskende i betragtning af, at størstedelen af ​​mainstream medierne er blevet fanget af virksomheder og deres interesser på stort set alle områder.

Endelig præsenteres de epidemiologiske beviser dagligt i den medicinske praksis globalt rundt om i verden, men der er ikke noget system på plads til at registrere og organisere disse data fra virkelighedens verdens. Der er ingen begrundelse for, at et sådant fuldstændigt dataindsamlingssystem ikke kunne etableres for at opfange disse data og afsløre problemets sande omfang.

OPDATERING pr. 18. oktober 2019:

Det er opmuntrende, at der er indført en prototype for et sådant epidemiologisk dataindsamlingssystem som forklaret nedenfor.

Undersøgelsen beder forældre til børn i alderen 1-15 år om at deltage i en privat, sikker online undersøgelse, der indsamler kritiske data om børn og deres udvikling, medicinske, sociale og miljømæssige sundhedshistorie. (Undersøgelsen dækker, hvad børn i USA spiser, deres kemiske eksponeringer derhjemme, deres eksponeringer i skolen, EMF-eksponeringer, industriområder i nærheden, deres sygehistorie, forbrug af medicinske produkter, forældres prænatale og forforståelige sundhed, familiens sygehistorie og meget mere.)

Det er klart, at vi er nødt til at tage et online system i brug, der gælder for alle aldersgrupper og gøre det tilgængeligt for alle praktiserende læger i verden for hurtigt at kunne dokumentere forholdene, når de har mistanke om, at en patients sygdom og symptomer er tegn på EMF-eksponering.

Noter og referencer:

1) Simon Hodges: Jeg studerede en BA i litteratur og filosofi ved University of Middlesex og en MSc i sociologi ved University of Bath Spa. Siden 1995 har jeg været systemanalytiker, programmør, databaseadministrator og chef for udvikling af generelle forretningssystemer i en Bristol-baseret SMV. I min fritid er jeg selvstændig forsker med interesser i politik, økonomi og nutidige sociale og kulturelle spørgsmål. Se alle indlæg af Simon Hodges
2) Original artiklen finder du her:
https://communityoperatingsystem.wordpress.com/2019/09/12/how-icnirp-agnir-phe-and-a-30-year-old-political-decision-created-and-then-covered-up-a-global-public-health-scandal/
3) Se mere om ICNIRP her:
ICNIRP’s trylleri og illusion:
https://nejtil5g.dk/icnirp/icnirps-trylleri-og-illusion/
Om den tilsvarende amerikanske historie: Den sørgelige historie om eksponering for mobilstråling – hvordan kom vi hertil?
https://nejtil5g.dk/graensevaerdier/den-soergelige-historie-om-eksponering-for-mobilstraaling-hvordan-kom-vi-hertil/
Reguleringen af ​​mobilstråling er ikke baseret på videnskabelig dokumentation:
https://nejtil5g.dk/icnirp/5g-tester-graenserne-for-tillid/
Hvordan forskning i blod-hjerne-barrieren blev lukket ned – igen:
https://nejtil5g.dk/industrien-uafhaengig-eller-stoettet-forskning/hvordan-forskning-i-blod-hjerne-barrieren-blev-lukket-ned-igen/
Internationale grænseværdier for mikrobølgestråling:
https://nejtil5g.dk/dokumenter/internationale-graensevaerdier-for-mikroboelgestraaling/
Se også mere her:
https://multerland.wpcomstaging.com/2019/06/02/icnirp/
https://multerland.wpcomstaging.com/2019/03/29/5g-eu-guidelines-are-fraudulent/
4) SAR: SAR står for Specific Absorption Rate og måles i watt per kilogram (W/kg). SAR-værdien er udtryk for den effekt, som et område af kroppen på mellem 1 og 10 gram kropsvæv maksimalt modtager fra mobiltelefonen – i den mest ekstreme situation. SAR-værdien varierer fra den ene mobiltelefonmodel til den anden. Generelt kan man sige, at jo lavere SAR-værdi en telefon har, des lavere effekt bliver man påvirket af. Det betyder at temperaturpåvirkningen bliver mindre.
I EU er SAR-grænseværdien 2.0 W/kg gennemsnitligt fordelt over 10 gram kropsvæv (fastsat af ICNIRP). I USA er den 1.6 W/kg gennemsnitligt fordelt over 1 gram kropsvæv gældende for hovedet (Fastsat af FCC – Federal Communications Committee).
De gældende standarder, der anvendes i dag (2.0 W/kg) blev fastsat i 1998 og har ikke ændret sig siden.
Grænseværdien er ikke tiltænkt langtidspåvirkning, men skal beskytte forbrugerne imod akut opvarmning af menneske væv mod stråling fra eksempelvis mobiltelefoner. Til testen bruges en test dummy benævnt SAM (Specific Anthropomorphic Mannequin).
SAM er baseret på en model af en ca. 100 kg. stor og næsten 190 cm høj voksen mand. Ved måling fyldes et plastikhovedet med en opløsning af vand, salt og sukker. SAM’s hovedstørrelse er kun relevant for 3% af befolkningen.
5) AGNIR – Den officielle forklaring: “AGNIR var en uafhængig videnskabelig rådgivningsgruppe, der rapporterede til Public Health England (PHE), indtil gruppen afsluttede sit arbejde og sluttede i maj 2017. AGNIR blev oprettet i 1990 og rapporterede også til PHEs forgængerorganisationer, der havde ansvaret for at rådgive vedr. de folkesundhedsmæssige aspekter af eksponeringer for ikke-ioniserende stråling, det vil sige the Health Protection Agency (2005-2013) og National Radiological Protection Board (1990-2005). Gruppens opgave var “at gennemgå arbejdet med de biologiske virkninger af ikke-ioniserende stråling, der er relevant for menneskers sundhed og at rådgive om forskningsprioriteter”.”
https://www.gov.uk/government/groups/advisory-group-on-non-ionising-radiation-agnir
6) Det samme så vi i Danmark her med et eksempel fra Danmarks Radio, som i særdeleshed har været ukritiske i deres dækning af hele 5G problematikken efter at den daværende regering underskrev aftalen om udrulning af 5G med EU tilbage i 2016.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/5g-modstandere-spreder-russisk-misinformation-i-danmark-0
Klager over Danmarks Radios dækning af sundhedsrisiciene ved bl.a. 5G kan du finde her:
https://nejtil5g.dk/dokumenter/kritik-og-klager-over-danske-mediers-behandling-af-5g/