Gro Harlem Brundtland: En whistleblower, vi ikke ønskede at lytte til
Foto: Gro Harlem Brundtland (2014), Luiz Munhoz, Wikimedia Commons.
I 2002 stod Gro Harlem Brundtland frem med en personlig og professionel advarsel:
Stråling fra mobiltelefoner gav hende øjeblikkelig hovedpine. Hun reagerede fysisk blot ved at være i samme rum som en aktiv mobiltelefon.
På WHO’s kontor i Genève krævede Brundtland et forbud mod mobiltelefoner ved hendes møder. Det var ikke nok, at telefonen var i flytilstand – den skulle være helt slukket.
Som daværende generalsekretær for WHO havde Brundtland stor faglig og politisk autoritet, men hendes oplevelser blev mødt med skepsis, bagatellisering samt latterliggørelse.
Gro Harlem Brundtland
Gro Harlem Brundtland er uddannet læge, og før hun blev generaldirektør for WHO (1998 – 2003), havde hun været statsminister i Norge i mere end ti år (1981, 1986-89 og i 1990-1996).
Det var, mens Brundtland var i WHO, at hun begyndte at indse, hvordan hun fik voldsom hovedpine, når hun holdt en mobiltelefon op mod sit hovedet. Hun begyndte i stedet at bruge højttalerfunktionen og hun satte en seddel op på døren til sit mødelokale, som forbød tændte mobiltelefoner.
Brundtland har senere fortalt, hvordan hendes overfølsom startede. Ved åbningen af en ny skole for folkesundhed og sundhedssystemer ved University of Waterloo i Canada i april 2012, var Brundtland hovedtaler og efterfølgende svarede hun på et spørgsmål fra Dr. Magda Havas (1) bl.a.:
“Lad mig fortælle dig, hvordan jeg blev elektrisk overfølsom. I mit tilfælde var det et uheld med en mikrobølgeovn. Mens jeg lavede frokost til min mand og mig selv, lagde jeg noget mad i mikrobølgeovnen på en tallerken med blå blomster. Pladen begyndte at gnistre, og tåbeligt nok gik jeg tættere på for at kigge. Mine øjne blev beskadiget, og jeg var blind i et år. Jeg har stadig dårligt syn. Det viste sig, at blomsterne var lavet af koboltblå maling, og vi ved, at man ikke skal sætte metal i en mikrobølgeovn. Det skete kun to måneder efter, at jeg var blevet generaldirektør for Verdenssundhedsorganisationen. Jeg havde undersøgt det, før jeg installerede en mikrobølgeovn i mit hjem, og havde overbevist mig selv om, at det ikke ville være farligt – hvilket ikke var korrekt. Efter den hændelse blev jeg elektrisk overfølsom.”
Baggrunden for at Brundtland måtte forlade WHO
Under et interview i 2002 med den norske journalist Thomas Ego havde hans fotograf taget sin telefon med ind i lokalet, hvorfor Brundtland måtte gøre ham opmærksom på, at hun fik det dårligt, når der var en tændt telefon i hendes nærhed. Historien førte til stor omtale i medierne og 5 måneder efter episoden var Brundtland ikke længere generaldirektør. Det var ikke noget tilfælde.
Michael Repacholi (2) var blevet hentet ind af WHO fra ICNIRP, teleindustriens selvsupplerende NGO, som han selv havde været med til at oprettet, og hvor han var formand fra 1992 til 1996. ICNIRP udarbejder anbefalinger for grænseværdierne for stråling (konkret ud fra hvor meget opvarmning (termisk) målt mellem 6 – 30 min. en voksen mand kan tåle). Repacholi var central i arbejdet med det første store studie om, hvorvidt der er en sundhedsrisiko for kræft ved brug af mobiltelefoni. Det skete i regi af WHO’s Interphone studie under ledelse af IARC, WHO’s kræftagentur. (IARC klassificerede EMF som muligvis kræftfremkaldende for mennesker (klasse 2B) i 2011). Det var Repacholi, der havde skaffet pengene til finansieringen af studiet. Den ene halvdel var finansieret af telelobbyorganisationerne Mobile Manufacturer’s Forum (MMF) og GSM Association (teleselskabernes globale brancheorganisation) og den anden halvdel af EU. Studiet var startet i 2000 og skulle afsluttes i 2003. Repacholis udgangspunkt var at mobiltelefoni umuligt kan have nogen biologisk effekt. Hvilket derfor også var den forventede konklusion på Interphone studiet.
Interphone studiet
Interphone undersøgte risikoen for hjernetumor blandt voksne mellem 30 og 59 år, som havde udviklet hjernetumorer mellem 2000 og 2004 i 13 lande. Studiet betragtede trådløse telefonbrugere som værende ikke eksponerede og viste konsekvent, at en lille eller moderat brug af mobiltelefoner ville reducere risikoen for hjernetumor. De mærkelige resultater tydede på, at studiet var belastet med metodologiske fejl, som reducerede risikoen i en sådan grad, at studiet syntes at vise, at en mindre brug mobiltelefoner ville beskytte mod hjernetumorer.
Interphone studiet viste en øget risiko for aggressiv hjernetumor i den gruppe, der brugte mobiltelefonen mest: dem, der havde brugt mobilen i 1640 timer eller mere. Det svarer til lidt over 1 time om dagen i fire år eller 30 minutter om dagen i ti år. Det er ofte fejlagtigt beskrevet, at den øgede risiko, der blev vist i studiet, kun gjaldt storforbrugerne, men 30 minutter til 1 time svarer til almindelig til lavt forbrug i dag. (4)
Gro Harlem Brundtland ville have været et uheldigt modbevis på studiets konklusion, hvorfor det ikke ville være muligt at fremlægge en sådan konklusion med hende som formand. Brundtland havde i øvrigt stor forhåbning til Interphone studiet.
Brundtlands åbenhed burde have udløst en bred debat de mulige effekterne. Men i stedet for at spørge valgte både medier, fagmiljøer og politikere i vid udstrækning at se den anden vej. Teknologisk udvikling var blevet synonymt med fremskridt, at sætte spørgsmålstegn ved mobiltelefonens sundhedsmæssige konsekvenser var derfor som at angribe selve fremskridtet.
Brundtland har aldrig krævet, at teknologien skulle forbydes. Hun bad kun om forsigtighed. Men selv det var for meget.
Repacholi mente ikke, at EHS (Elektromagnetisk hyper sensitivitet) var en reel tilstand og at Brundtland måtte være tosset. Han klagede over, at han blev forhindret i at udstede fakta ark af Brundtlands kontor. “Hvis forskningen er uenig med generaldirektøren, så var det det. Vi kunne ikke gøre noget ved det.”
Bundtland har aldrig selv udtalt sig direkte om det, men der er ikke tvivl om, at hun blev presset til at forlade WHO, da hun ønskede at gøre WHO til et redskab i kampen mod stråling fra mobiltelefonen ligesom hun var lykkedes med kampen mod rygning. (3)
At WHO fik og fortsat har tætte bånd til ICNIRP og teleindustrien skyldes i høj grad Mikael Repacholi.
Så sent som i 2005 fastholdt WHO, at de el-overfølsomme patienters symptomer er psykosomatiske, hvilket ikke har ændret sig siden.
Et samfund, der ikke tolererer forsigtighed
I dag er mobiltelefonen nærmest blevet en forlængelse af kroppen og der er trådløse netværk overalt.
Brundtland lever stadig med sine reaktioner. Hun har kablet internet derhjemme. Hun sover uden Wi-Fi. Hun taler i mobilen via højttaleren – og sætter ikke mobilen op til øret.
“Jeg ved, hvad min krop reagerer på. Jeg lader ikke som om, at det ikke sker,” har hun sagt.
Forsigtighedsprincippet er et begreb, der ofte fremhæves i miljøpolitik og sundhedsforskning. Men når det kommer til teknologi, ser det ud til, at vi ikke har plads til det. Vi mener, at skader skal påvises, ikke at risici skal forhindres.
Interessant er det, at den danske Sundhedsstyrelse inde på sin hjemmeside har nogle markante anbefalinger om mobiltelefoni: Man IKKE skal holde sin mobiltelefon op til øret. En anbefaling som styrelsen holder godt for sig selv, for det er de færreste der kender anbefalingen og slet ikke vores børn og unge. Anbefalingen forholder sig så endda blot til risici ved akut opvarmning. De biologiske effekter finder bl.a. den danske Sundhedsstyrelse ikke relevante og henviser til bl.a. ICNIRP.
Som en artikel i EMFperspektiv skriver, er Gro Harlem Brundtland blevet efterladt som en ubehagelig påmindelse om, hvad vi valgte ikke at tage til os: At selv fremtiden kan have bivirkninger. Vi har opbygget et fællesskab omkring konstant at være forbundet. Spørgsmålet er ikke blot, om det er sundhedsskadeligt – men hvorfor vi aldrig tog os tid til at finde ud af det.
Se interviewet med Gro Harlem Brundtland her: https://youtu.be/ISsQSwiWI2E?si=YolVwVz2vp94U3m7
Se det relevante klip fra interviewet her, undertekster på engelsk af Citizens’ Radiation Protection i Norge.
Noter:
1) Dr. Magda Havas’ forskning har siden 1990’erne handlet om de biologiske effekter af elektromagnetisk forurening, herunder radiofrekvent stråling, elektromagnetiske felter, beskidt elektricitet og jordstrøm. Hun arbejder med diabetikere såvel som med personer, der har multipel sklerose, tinnitus, kronisk træthed, fibromyalgi og dem, der er elektrisk overfølsomme. Se mere på hendes hjemmeside: https://magdahavas.com/
2) Professor Michael Repacholi (fysik og strålingsbiologi ved University of Western Australia (1965), University of London (1969) og University of Ottawa (1980)). Han var med til at stifte og blev senere formand for Det Internationale Ikke-Ioniserende Stråleudvalg (INIRC/IRPA) fra 1988 til 1992, forløberen for ICNIRP. I 1995 overtog Repacholi INTERSUN-projektet hos WHO (Formålet var bl.a. at give information, praktisk rådgivning og forsvarlige videnskabelige forudsigelser om UV-eksponeringers sundhedsmæssige virkninger og miljøeffekter).
Repacholi var hovedstifter af og ICNIRP’s første formand fra 1992 til 1996, siden har han været æresformand og ikke-stemmeberettiget medlem. Repacholi forlod ICNIRP i 1996 for at blive leder i det nyoprettede WHO-kontor for EMF-projektet (EMF = elektromagnetiske felter). Det internationale EMF-projekt blev oprettet for at vurdere sundheds- og miljøeffekter af eksponering for statiske og tidsvarierende elektriske og magnetiske felter i frekvensområdet 0-300 GHz. EMF-projektet har i betydelig grad fungeret for teleindustriens sponsormidler.
Blot få måneder efter at Repacholi forlod sin stilling som leder af EMF-projektet i 2006 blev Repacholi industrikonsulent hos Connecticut Light and Power Co. (CL&P), et datterselskab af Northeast Utilities, og United Illuminating Co. (UI). Repacholi skulle hjælpe med at styre Connecticut Sitting Council væk fra en streng EMF-eksponeringsstandard. Connecticut Siting Council er en juridisk enhed i staten Connecticut, USA, der bla. har juridisk myndighed over placeringen af mobilmaster.
Se mere her: https://www.helbredssikker-telekommunikation.dk/icnirps-interessekonflikter
3) WHO, vedtog i 21. maj 2003 enstemmigt en rammekonvention, som skal hjælpe med til at bekæmpe rygning. Konventionen er den første globale traktat, der forpligter verdens regeringer til at tackle et stort sundhedsproblem.
“Vi kan nu leve op til vort ansvar om at gøre mest muligt med henblik på at sikre, at alle mennesker får de bedste muligheder for at leve et sundt liv,” udtalte Gro Harlem Brundtland, og opfordrede WHO’s medlemslande til så hurtigt som muligt at ratificere (godkende, red.) konventionen.
I rammekonvention opfordres medlemslandene bla. til at indføre reklameforbud for tobaksreklamer. Alle former for tobak skal mærkes med sundhedsadvarsler, og der skal sættes initiativer i værk, som beskytter folk mod rygning i offentlige bygninger, på arbejdspladser og i offentlige transportmidler.
“Hvis man kan forbyde at slå små børn i hjemmet, så kan man også forbyde rygning i hjemmet.” udtalte Brundtland i et interview med det norske nyhedsbureau NTB (2003). Holdningen til fysisk afstraffelse i hjemmet har ændret sig på 20 år, og det vil holdningen til rygning i hjemmet også gøre: “Tænk to generationer frem fra nu, mellem 50 og 100 år. Da kan det være så yt at ryge, at det ikke længere er en del af kulturen, men noget fjernt, som folk gjorde i gamle dage.“
4) For at vise effekten af at udelukke trådløse telefoner fra den samlede eksponering udførte Lennart Hardell og hans kollega Michael Carlberg en analyse, hvor de ligesom i Interphone også betragtede brugere af trådløse telefoner som ueksponerede. Derudover var alderskategorien begrænset til 30-59 år. Analysen viste, at risiciene faldt og blev lig dem, Interphone viste. Hardells studie havde, da trådløse telefoner blev lagt til den samlede eksponering, vist en højere risiko for hjernetumorer end Interphone – hvilket Hardell er blevet kritiseret for. Derudover var alderen for deltagelse i studiet ikke så snævert begrænset som i Interphone, aldersgruppen i Hardells studie var 20-69 år.
Da Interphone-resultaterne blev præsenteret i medierne, blev det hævdet, at studiet viste, at mobiltelefonen ikke øger risikoen for hjernetumor. For eksempel skrev Dagens Nyheter på deres forside: “Nyt studie afliver mobilmyten. Største undersøgelse til dato. Folk, der taler meget i deres mobiltelefoner, er ikke mere tilbøjelige til at lide af hjernetumorer end andre.”
Læs mere her:
Tilføj en kommentar