Mikrobølger, videnskab og løgne
Illustration: Forsiden fra dokumentarens DVD udgave.
“Når erhvervslivet leder forskningen, kan vi så stadig stole på videnskaben?”
Dokumentarfilmen “Mikrobølger, videnskab og løgne” afslører, hvordan teleselskabernes strateger tilbage i 2014 manipulerede forskningen, så der opstod tvivl om teknologiens skadelighed.
I de sidste par årtier har spørgsmål om strålingen fra mobiltelefoner og mobilmaster på verdensplan presset sig mere og mere på. Det er baseret på hundredvis af videnskabelige undersøgelser, som har afsløret effekterne af elektromagnetisk stråling på helbredet.
Ved at følge dem, der udsender advarsler, borgere, journalister, forskere og elektromagnetiske overfølsomme mennesker, afslører dokumentarfilmen “Microwaves, Science and Lies”, hvordan teleselskabernes strateger manipulerer forskningen til at udsende et beroligende budskab, der sår tvivl om evidensen om netop denne teknologis skadelighed.
Uploadet den 14. Mar. 2014. Videoen varer 1 time og 33 min. Dokumentarfilmen blev oprindeligt lavet på fransk, men blev hurtigt fulgt op med en engelsk version. Link: https://vimeo.com/89144337
Teleindustriens “produktforsvar”
I 2014 færdiggjorde journalisten Nancy Meritens og filminstruktøren Jean Hèches deres dokumentarfilm Ondes, Science et Manigances [eller Microwaves, Science and Lies], der demonstrerer, hvordan teleindustrien skaber tvivl om de skadelige radiofrekvente stråler gennem manipulation af forskningen.
Gennem interviews med flere whistleblowere, herunder borgere, journalister og videnskabsfolk, afslører filmen, hvordan teleindustriens lobby, ligesom tobaksindustrien, har opbygget en strategi for “produktforsvar” ved kunstigt at skabe forskningsmæssig tvivl om de skadelige effekter af de elektromagnetiske stråler.
Ud over at afsløre det aftalte spil mellem forskellige organisationer, herunder Verdenssundhedsorganisationen (WHO), dokumenterer filmen, hvordan personer som Emilie van Deventer fra WHO og Peter Valberg, der arbejder for produktforsvarsfirmaet Gradient, agerer.
Filmen har implikationer langt ud over mobiltelefon-, mobilmast- og mikrobølgeradarteknologien, som den primært adresserer. Når folk i større skala begynder at forstå, at deres mobiltelefoner ikke er så sikre, som de troede, og at information om skadeligheden ved en sådan teknologi effektivt bliver undertrykt, vil folk bedre kunne begynde at stille spørgsmålstegn ved sikkerheden ved de radiofrekvente emissioner fra andre teknologier såsom Wi-Fi og smarte målere.
Filmen i sig selv er meget sigende for situationen for de elektrofølsomme eller EHS ramte i et samfund, hvor miljøet i stigende grad bliver mere og mere mættet med RF-bølger.
WHO’s faktablad nr. 193, “Elektromagnetiske felter og folkesundhed”
Dokumentaren underbygger påstanden om, at der eksisterer hemmelige aftaler mellem WHO og teleindustrien.
Efter WHO’s erklæring fra Det Internationale Agentur for Kræftforskning (IARC) i 2011 om, at radiofrekvente felter muligvis er kræftfremkaldende, tog WHO faktisk skridt til at nedtone erklæringen fra sit eget agentur, specifikt gennem en revision af WHO’s faktablad nr. 193. Denne type spørgsmål diskuteres grundigt i dokumentarfilmen, i dette tilfælde, hvordan WHO træffer foranstaltninger for at støtte teleindustrien snarere end folkesundheden.
Lederen af WHO’s EMF-arbejdsgruppe er en kendt insider i branchen, og hun (eller hendes folk) ændrede ordlyden af faktablad 193 på en sådan måde, at enhver trådløs teknologivirksomhed nu kan bruge den som beskyttende juridisk dækning. Desuden har IARC anmodet om, at ordlyden i faktaarket bliver “rettet”, men denne anmodning er blevet ignoreret af WHO.
WHO skriver:
“Til dato er der ikke blevet fastslået nogen negative sundhedseffekter som forårsaget af mobiltelefonbrug.” …
Det ville dog have været meget mere præcist for WHO at angive følgende (baseret på IARC-erklæringen):
“Til dato understøtter begrænset evidens en sammenhæng mellem negative sundhedseffekter og radiofrekvent (RF) stråling udsendt af trådløse enheder, herunder mobiltelefoner.”
Den af WHO lovede risikovurdering, der bliver udskudt igen og igen og igen og….
I oktober 2014 blev det bemærket, at WHO foretog redaktionelle opdateringer til faktaark #193, men ikke rettede de oplysninger, som Dr. Baan nævner i filmdokumentaren. WHO opdaterede de estimerede globale mobiltelefonabonnementer fra 4,6 milliarder til 6,9 milliarder og indikerede planer om at gennemføre en formel risikovurdering af alle undersøgte sundhedsresultater fra eksponering for RF-felter i 2016 i stedet for 2012.
Risikovurderingen er her i 2024 stadig ikke foretaget. Til gengæld har WHO offentliggjort flere forskningsdokumenter, som man selv hat bestilt. Problemet er blot at bag disse rapporter sidder ICNIRP, teleindustriens private NGO, tro forskere, som alle er en del af “ingen risiko” fællesskabet. Nogle af rapporterne bruger endog fortsat den danske kohorte undersøgelser, ledet af prof. Christoffer Johansen, den tidligere konsulent for Sundhedsstyrelsen, der nåede frem til, at man bliver mere rask af at tale i mobiltelefon……
Læs mere her:
Tak for en stærk og vigtig artikel.
Jeg vil gerne dele min egen oplevelse.
Jeg er meget sensitiv, og jeg mærker en fysisk forskel med det samme, når jeg ændrer på min telefon. Når jeg slår mobildata fra, letter spændingen i min krop. Når jeg derefter slukker telefonen helt, letter den endnu mere. Det er så tydeligt, at jeg ikke er i tvivl om, hvornår telefonen er aktiv, og hvornår den ikke er.
For mig er der endda forskel på, om telefonen blot er tændt, eller om mobildata også er slået til. Kroppen reagerer forskelligt.
Jeg ved godt, at ikke alle oplever det på samme måde. Men det betyder ikke nødvendigvis, at kroppen ikke påvirkes. Mange mærker måske bare ikke de signaler, kroppen sender.
Jeg håber, at vi bliver ved med at undersøge området åbent, ærligt og uden økonomiske interesser. Hvis der er mennesker, som oplever fysiske reaktioner, fortjener de at blive taget alvorligt og mødt med nysgerrighed frem for afvisning.
Tak fordi I er med til at sætte fokus på emnet.
MaybrittAnnia AmalieZenn