
Intimidering af kritikere og kritiske forskere
Illustration: EFANEB, Wikimedia Commons
Forskningsrapporten ‘Intimidation against advocates and researchers in the tobacco, alcohol and ultra-processed food spaces: a review’ (2024) identificerer forskellige strategier, hvorpå industrien intimiderer forskere, kritikere samt organisationer, som modarbejder deres industri og/eller deres produkter.
Teleindustrien indgår ikke i studiet, men en del af de intimideringsstrategier der nævnes, kan genfindes i teleindustriens eller dens støtters ageren i hvert fald over for de forskere, der finder dokumentation for at elektromagnetisk stråling fra eksempelvis mobiltelefoner er sundhedsskadelige.
Rapporten fremhæver 10 hovedformer for intimidering samt tilfælde af intimidering, der ikke passer ind i de 10 kategorier (kategoriseret som ‘andet’):
- Offentlig miskreditering af enkeltpersoner og organisationer: Negativ stempling, ved at sætte spørgsmålstegn ved f.eks. forskernes evner og viden samt betale andre forskere for at fremlægge modstridende dokumentation. Gerningsmændene er som oftest tredjeparter med tilknytning til den pågældende industri.
- Juridiske trusler og foranstaltninger, hvor industrien og tredjeparter truer med eller anlægger sag mod forskere og advokater.
- Klager til myndigheder. Klagerne omfatter beskyldninger om ulovlig lobbyisme, ulovlig håndtering af finanser og skatteundgåelse, fremlæggelse af usand eller vildledende forskning.
- Klager over enkelt personer eller organisationen
- Overvågning. Deltagelse undercover i møder, aflytning af computere og telefoner.
- Anmodninger om aktindsigt
- Faktisk vold eller trusler om fysisk vold. Egentlig mord nævnes også.
- Bestikkelse
- Cyberangreb
- Indbrud
- Andet
Et bidrag til at fremme vores sundhed:
- At afslører de former for intimidering, der opleves af kritikere og forskere, der arbejder inden for kontrol med tobak, alkohol og ultraforarbejdede fødevarer, samt effekterne af denne intimidering.
- At afsløre intimidering kan svække dens indflydelse, nemlig den afskrækkende effekt, det har på det arbejde, der har til formål at sikre nationernes sundhed.
- At fremhæve mulighederne for at samarbejde på tværs af sektorer for at udvikle et fællesskab til støtte for folkesundheden, hvilket kan føre til effektive modstrategier mod virksomhedernes intimidering.
Intimidation af kritikere og forskere indenfor tobak, alkohol og ultraforarbejdede fødevarer: Et review
Intimidation against advocates and researchers in the tobacco, alcohol and ultra-processed food spaces: a review: Karen A Evans-Reeves, Britta K Matthes, Phil Chamberlain, Nino Paichadze, Anna B Gilmore, Melissa Mialon. Health Promotion International, Volume 39, Issue 6, December 2024, daae153, https://doi.org/10.1093/heapro/daae153. De fleste understregninger tilføjet.
Abstrakt
Usunde råvareindustrier (UCI’er) engagerer sig i virksomhedspolitiske aktiviteter ved at bruge forskellig praksis, herunder intimiderende taktikker, for at modarbejde, forsinke samt udvande reguleringer, der truer deres virksomheder. Selvom der findes eksempler på en sådan intimidering på tværs af flere sektorer, er der ikke gjort noget forsøg på at syntetisere dem. Ydermere fokuserer meget af litteraturen på intimidering af de politiske beslutningstagere. Mindre kendt er de former for intimidering, som fortalere (eller kritikere) og forskere oplever samt deres reaktioner på denne intimidering. Dette undersøgende review udforsker litteraturen på tværs af tobak, alkohol og ultra-forarbejdede fødevarer for tilfælde af intimidering samt for at kategorisere dem induktivt og deduktivt baseret på en ramme af intimideringstyper. Tilsvarende blev reaktioner på intimidering kortlagt ud fra en allerede eksisterende ramme. Vi fandt intimiderende taktikker over for fortalere og forskere i alle sektorer. Offentlig miskreditering, efterfulgt af juridiske trusler og aktiviteter, klager og anmodninger om informationsfrihed blev oftest nævnt og ofte tilskrevet UCI’er eller deres tredjeparter. Overvågning, trusler om vold, vold, indbrud og bestikkelse var mindre udbredt i litteraturen, og deres gerningsmænd var ukendte. De intimiderede rapporterede, om at fortsætte som normalt, defensive handlinger (ændre/tilpasse arbejde, tage sikkerhedsforanstaltninger) eller, som der mest blev rapporteret, offensive handling (afsløre intimidering, korrigere misinformation, tage retslige skridt). Ligheden mellem intimidering på tværs af sektorer tyder på, at UCI’er engagerer sig i lignende intimiderende taktikker uanset sektor. Det er vigtigt at få mere viden om omfanget af intimidering, og hvordan det påvirker arbejdet og velfærden for de berørte, ligesom det er vigtigt at få mere viden om, hvordan forskere og advokater effektivt kan foregribe begivenheder og reagere.
Introduktion
Ikke-smitsomme sygdomme tegner sig i dag for næsten tre fjerdedele af alle dødsfald globalt. Politiske beslutningstagere anerkender i stigende grad behovet for at regulere vektorerne for disse sygdomme, de usunde råvareindustrier (UCI’er) (Gilmore et al., 2023; WHO, 2023). Tobak, alkohol og ultraforarbejdede fødevarer (UPF; herunder sukkersødede drikkevarer [SSB] og modermælkserstatning) har brugt virksomhedernes politiske aktivitet (CPA) til at forsinke eller forhindre reguleringer, der truer deres forretninger. Mens hovedparten af forskningen har fokuseret på virksomheders indflydelse på regeringer og de politiske beslutningstagere, har forskning også afsløret UCI’s forsøg på at overvåge, underminere og miskreditere dem, der fører kampagner og fremlægger dokumentation for øget regulering (Bialous et al., 2001; Ibrahim og Glantz, 2007; Vedwan, 2007; Brownell og Warner, 2009; Landman og Glantz, 2009; Moodie et al., 2013; Avery et al., 2016; Savell et al., 2016; Ulucanlar et al., 2016, 2023; Matthes et al., 2021; Reed et al., 2021; Lauber et al., 2022). Omfanget af den intimidering, som fortalere og forskere har oplevet, dens form og effekt samt reaktionerne fra de intimiderede, er imidlertid ikke blevet undersøgt i detaljer på tværs af UCI-sektorer. Der er et voksende ønske om tværsektoriel forskning for at identificere fælles CPA-strategier, der bruges af UCI’er for at hjælpe politiske beslutningstagere med at handle til fordel for sundhed (Maani et al., 2020; Bhuptani et al., 2022).
Dokumenter fra Philip Morris International (PMI), der blev offentliggjort efter retssager mod virksomheden i slutningen af 1990’erne, viste, at den følte, at den var i “en krigstilstand” med “anti-tobaksbrigaden”, som “marcherede stadig fremad” (Knight og Chapman, 2004). For at forsøge at stoppe fremskridt inden for kontrollen af tobak udviklede PMI både ‘Long Range Plan’ (Ulucanlar et al., 2016) og ‘Fair Play Strategy’ (McDaniel et al., 2006), som skitserede fire hovedstrategier til at underminere fortalere for tobakskontrol og forskere. For det første planlagde den at intensivere forskningen i tobakskontrol fællesskabet; for det andet ville det opbygge relationer med ‘moderate’ tobakskontrol organisationer; for det tredje planlagde den at mindske finansieringen af tobakskontrol; og for det fjerde planlagde den at svække tobakskontrol organisationernes troværdighed samt deres ledelse (McDaniel et al., 2006; Slavitt, 1997). I de følgende årtier oplevede de, der arbejdede med tobakskontrol, angreb i medierne på deres omdømme, online chikane, juridiske trusler og aktiviteter, trusler om død og vold, anmodninger om informationsfrihed (FOI), overvågning og tyveri (Matthes et al., 2023).
Fortalere og forskere, der arbejder med UPF (herunder SSB og modermælkserstatning) (Chatterjee, 2013; Jacobs og Richtel, 2017; Lorenzo, 2019; Lauber et al., 2021; Mialon, 2021) og alkohol (Hager, 2014; Matanje Mwagomba et al., 2018) er blevet udsat for de samme intimiderende taktikker som dem, der arbejder med tobakskontrol, men de er ikke så grundigt dokumenteret. Det skyldes sandsynligvis den gamle bibliotekscache af tidligere hemmelige interne dokumenter fra tobaksindustrien, som gjorde det muligt for forskere at triangulere tobaksindustriens eksplicitte planer med fortaleres og akademikeres rapporterede erfaringer.
I betragtning af lighederne i CPA mellem UCI’er mere generelt er der behov for at undersøge intimidering på tværs af UCI’er, et spørgsmål, der hidtil ikke er behandlet i litteraturen. Dette undersøgende review har til formål at undersøge og kategorisere de typer af intimidering, som fortalere og forskere, der arbejder i tobaks-, alkohol- og UPF-sektorerne, oplever, samt disse personers reaktioner på den intimidering, de har oplevet. Resultaterne kan hjælpe dem, der arbejder i forskellige sektorer, til at lære af hinanden, både med hensyn til, hvilke typer intimidering man kan forvente, og hvordan man skal reagere.
Uddrag
Typer af intimidering
Vi identificerede 10 hovedformer for intimidering og flere tilfælde af intimidering, der ikke passede ind i de 10 kategorier og blev kategoriseret som ‘andet’ (tabel 2). Vi byggede videre på den tidligere ramme af Matthes et al. (2022) og Matthes et al. (2023) og tilføjede en ny kategori (bestikkelse) og undlod at bruge to allerede eksisterende (ikke-anonyme skræmmende beskeder og anonyme skræmmende beskeder) (Tillægsmappe S1).
Offentlig miskreditering
Den mest almindelige form for intimidering, som blev fundet i halvdelen af de inkluderede kilder og på tværs af alle sektorer, var offentlig miskreditering (n = 32; 50 %) (se Tillægsmappe S2 for en komplet liste over interessante citater). Akademikere, såvel som fortalere og deres arbejde, blev offentligt kritiseret i traditionelle medier (aviser, magasiner, annoncer, kronikker, lederartikler, offentlige udtalelser, svar på tidsskriftsartikler, organisationers hjemmesider, pressemeddelelser), på sociale medier og i andre offentlige fora såsom dokumenterings møder, offentlige høringssvar, tv-interviews og endda på t-shirts i en dokumenteret hændelse.
Meget af miskrediteringen fokuserede på at underminere enkeltpersoner og organisationer. Forskere blev offentligt stemplet som ‘ekstremister’ (Landman et al., 2002; Malone, 2002; Knight og Chapman, 2004; Yang og Malone, 2008; Avery et al., 2016; Johnson, 2020), ‘fascister’ (Smith og Malone, 2007), ‘nazister’ (Schneider og Glantz, 2008), ‘fanatikere’ (Daube, 2015), ‘dæmoner af overivrig og moralsk retfærdighed’ (Knight og Chapman, 2004) og ‘forbudstilhængere’ (Landman og Glantz, 2009; Daube, 2015). På samme måde blev de, der producerede forskning, der var ugunstig for alkoholindustrien, stemplet som ‘barnepiger’ (Avery et al., 2016), de, der gjorde det samme i UPF-sektoren, blev kaldt ‘for radikale’ (Mialon, 2021), ‘fødevarefascister’ (CCF, 2010), ‘gastronomisk gestapo’ (Thomson, 2009) og ‘fødevarepoliti’ (Heisel, 2011), mens ammefortalere blev beskrevet som ‘brystapo’ (Hager, 2014) og blev fremstillet som en »begrænsning af mødres valgfrihed« (Baker et al., 2021). Negative religiøse konnotationer blev også brugt på tværs af de forskellige industrisektorer, hvor akademikere blev omtalt som ‘anti-fødevare-jihad‘ (CCF, 2004), ‘sundhedsjihadister’ (Hager, 2014) og ‘religiøse fundamentalister’ (Petticrew et al., 2015; RESYST, 2019).
Derudover blev forskere på tværs af alle sektorer kritiseret for at mangle de relevante færdigheder (Drope og Chapman, 2001; Landman og Glantz, 2009; RESYST, 2019), at være ‘falsk’ (Landman og Glantz, 2009), ‘utroværdig’ (Vedwan, 2007), ‘gal’ (Hager, 2014), at have interessekonflikter (Ibrahim et al., 2004), at være pengehungrende (White og Bero, 2004; Landman og Glantz, 2009; Hoe et al., 2021), ‘offentligt finansierede trugers’ (Hager, 2014) eller blot for at være ‘ejendommelige’ (Bornhäuser et al., 2006) eller for ikke at have den rette fysik til at kritisere fødevareindustrien (Pollan, 2006).
Andre forsøg på miskreditering i hver af sektorerne fokuserede på at underminere videnskabelig forskning ved at betale andre forskere og læger for at fremlægge modstridende dokumentation (Hiilamo, 2003; Vedwan, 2007; Peres, 2017; Matanje Mwagomba et al., 2018; Mialon, 2021; Patanavanich og Glantz, 2021), idet det anføres, at der ikke fandtes dokumentattion, da det gjorde det (Taubes og Kearns Couzens, 2012; Foundation for Alcohol Research and Education, 2017), lancering af onlinekampagner for at modsætte sig eksperter på området (Patanavanich og Glantz, 2021) samt sætte spørgsmålstegn ved finansieringskilders motiver (RESYST, 2019), forskere (Hager, 2014; Daube, 2015; Hoe et al., 2021) og fortalere (Hager, 2014). Et centralt argument var, at regeringens/skatteydernes penge blev brugt til ulovligt at lobbye regeringen for folkesundhed (Drope og Chapman, 2001; White og Bero, 2004; Landman og Glantz, 2009; Hager, 2014).
De fleste artikler, der beskriver offentlig miskreditering, identificerede gerningsmændene som tredjeparter med tilknytning til industrien på tværs af tobaks-, UPF- og alkoholsektoren (n = 23, 71,9 %). Tredjeparter, der handlede på vegne af industrien, omfattede frontgrupper (tobak, alkohol, UPF) (White og Bero, 2004; Pollan, 2006; Smith og Malone, 2007; Schneider og Glantz, 2008; Landman og Glantz, 2009; Heisel, 2011; Avery et al., 2016; Matanje Mwagomba et al., 2018), industrifinansierede politikere (tobak) (Ibrahim et al., 2004), lobbyister (tobak, UPF) (Ibrahim et al., 2004; Baker et al., 2021), repræsentanter for industrien (tobak, alkohol) (Bornhäuser et al., 2006; Matanje Mwagomba et al., 2018), betalte forskere og konsulenter (tobak, alkohol, UPF) (Hiilamo, 2003; Hager, 2014; Peres, 2017; Espiner, 2021) eller mere end én af disse (Daube, 2015). I ni artikler (28,1 %) foretog virksomheder, der handlede i eget navn på tværs af hver sektor (enten alene eller sammen med branchetilknyttede tredjeparter), offentlige miskrediteringsaktiviteter (Vedwan, 2007; Yang og Malone, 2008; Landman og Glantz, 2009; Petticrew et al., 2015; Fonden for Alkoholforskning og Uddannelse, 2017; RESYST, 2019; Johnson, 2020; Hoe et al., 2021; Mialon, 2021), mens fire artikler (12,5 %) kun henviste til “industrien” som gerningsmændene (Drope og Chapman, 2001; Landman et al., 2002; Malone, 2002; Knight og Chapman, 2004).
Juridiske trusler og foranstaltninger
Fjorten artikler (21,9 %) diskuterede tilfælde, hvor industrien og dens tredjeparter truede eller anlagde sag mod forskere og advokater i tobaks- og UPF-sektoren, herunder SSB-sektorerne. Der var ingen eksempler på juridiske trusler i litteraturen om den sjældnere alkoholsektor.
I 1990’erne tog tobaksselskaber og deres tredjeparter i USA retslige skridt for at forhindre eller forsinke lovgivning om tobakskontrol og initiativer såsom kampagner i massemedierne. For eksempel hævdede tobaksselskaber, at advokater brød vilkårene i Master Settlement Agreement ved at nedgøre tobaksindustrien i kampagner i massemedierne, som derefter bandt advokater i juridiske trusler og søgsmål i årevis, på trods af at de til sidst vandt sagerne og fortsatte med deres arbejde (Ibrahim et al., 2004; White og Bero, 2004; Ibrahim og Glantz, 2006, 2007; McDaniel et al., 2006; Landman og Glantz, 2009). På samme måde blev det rapporteret i Indien, at tobaksindustrien ofte brugte juridiske trusler til at forsinke lovgivningen om tobakskontrol og intimidere fortalere og forskere (Goel et al., 2021). I Finland lykkedes det tobaksindustrien midlertidigt at ændre reglerne, så advokater var personligt ansvarlige for forligsomkostninger i stedet for sagsøgerne, der sagsøgte tobaksindustrien. De gjorde det for at tilskynde advokater til at droppe eller afvise sager (Hiilamo, 2003).
Kilderne omfattede også eksempler på retssager mod advokater og forskere, der producerer arbejde, der er ugunstigt for UPF-industrien (Vedwan, 2007; Anaenene, 2013; Sasson, 2016; Jacobs og Richtel, 2017; Mialon, 2021). I et tilfælde blev en schweizisk fortalergruppe med succes sagsøgt for injurier, efter at en fødevarevirksomhed gjorde indsigelse mod oversættelsen af titlen på en rapport skrevet af gruppen (Anaenene, 2013; Sasson, 2016). I Colombia blev en forbrugerfortalergruppe lovligt forbudt at diskutere sukkers skadelige sundhedseffekter offentligt og blev efterfølgende sagsøgt for angiveligt at have brudt denne regel (Jacobs og Richtel, 2017). På samme måde blev forskere med fokus på SSB’er i Brasilien også truet med sagsanlæg, efter at de producerede en stor oppustelig dåse af et velkendt SSB-mærke med ordet Diabetes på siden (Mialon, 2021). I Indien anlagde SSB-industrien sag mod en fortalergruppe for en rapport, der fastslog, at drikkevarerne indeholdt pesticider, men droppede senere sagen, da det “ikke vil forbedre vores brand image” (Vedwan, 2007). Andre, der arbejder med fødevarerelateret forskning, blev truet med sagsanlæg, medmindre de trak deres forskningspressemeddelelse tilbage “i ellevte time” (Mialon, 2021).
Klager til myndigheder
Ni kilder i datasættet (14,1 %) inkluderede eksempler på industrien, der klagede til myndighederne over forskeres og advokaters arbejde. Otte diskuterede klager til offentlige myndigheder om tobaksfortalervirksomhed og forskning (Bialous et al., 2001; White og Bero, 2004; McDaniel et al., 2006; Assunta et al., 2017; Jacobs og Richtel, 2017; Egbe et al., 2019; Willemsen og Fooks, 2019; Patanavanich og Glantz, 2021). Den resterende artikel handlede om UPF-sektoren og rapporterede truslen om, at finansieringen til WHO ville blive beskåret, medmindre forskerne ændrede deres anbefalinger (Brownell og Warner, 2009). Der var ingen eksempler på klager til myndighederne for alkoholsektoren i vores datasæt.
Klagerne omfattede beskyldninger om ulovlig lobbyisme for sundhedspolitikker i USA (efter at industrien sikrede en politikændring, der gjorde lobbyvirksomhed fra statsfinansierede organisationer ulovlig) (Bialous et al., 2001; White og Bero, 2004; McDaniel et al., 2006; Assunta et al., 2017), for meget adgang og magt givet til fortalergrupper (Nigeria) (Egbe et al., 2019), uhensigtsmæssig håndtering af finanser og skatteundgåelse (USA) (Bialous et al., 2001; McDaniel et al., 2006), præsentation af usand eller vildledende videnskab (tobak og UPF) (Brownell og Warner, 2009; Jacobs og Richtel, 2017) eller illoyal praksis, der begrænser industrien fra “legitime samtaler” med politiske beslutningstagere (Nederlandene) (Willemsen og Fooks, 2019).
Disse klager kom fra industrierne selv (Assunta et al., 2017; Jacobs og Richtel, 2017; Willemsen og Fooks, 2019; Patanavanich og Glantz, 2021) og industrifinansierede tredjeparter (Bialous et al., 2001; White og Bero, 2004; Brownell og Warner, 2009; Egbe et al., 2019), samt politikere med tilknytning til industrien (McDaniel et al., 2006).
Klager til enkelt personer eller organisationen
Yderligere seks kilder (9,4 %) inkluderede eksempler, hvor advokater og forskere, der arbejder med spørgsmål, der påvirker UPF, og i et tilfælde tobak, modtog en klage. Disse klager antog flere former, herunder en detaljeret kritik af forskning og en anmodning om de originale data til “korrekte” analyser, der skulle udføres (Freudenberg, 2007), gentagne anmodninger om skatteindberetning fra en advokat (Heisel, 2011) og e-mails, der forsøgte at få en forsker til at stoppe deres arbejde eller ændre deres resultater (Boseley, 2003; Mialon, 2021). Disse tre tilfælde blev alle udført af UPF-industrifinansierede tredjeparter. I et andet tilfælde klagede en brancheorganisation personligt og truede med at blokere offentliggørelsen af en rapport om sukkers skadelige effekter, medmindre forfatterne udvandede dens folkesundhedsanbefalinger (Boseley, 2003). Den femte rapporterede, hvordan en fortaler og forsker, der kæmpede for en stigning i sodavandsafgifterne, blev bedt af et SSB-selskab om ikke at deltage i dets årlige aktionærmøde på trods af, at de oprindeligt inviterede dem (Lorenzo, 2019).
Endelig modtog UNICEF’s generaldirektør klager fra en USA-baseret lobbygruppe, der arbejder for industrien for modermælkserstatning. Klagerne hævdede, at UNICEF’s filippinske landekontor, der fremmer amning, “giver et forkert billede af den tilgængelige videnskabelige dokumentation vedrørende de påståede risici ved ikke at amme”. Der blev også indgivet klager til UNICEF’s regionale kontorer (Baker et al., 2021).
Overvågning
Ti kilder (15,6 %) beskrev tilfælde, hvor forskere eller fortalere var blevet overvåget. Fire beskrev den omfattende overvågning, som tobakskontrolfortalere oplevede i 1980’erne, 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne (Malone, 2002; White og Bero, 2004; Carlini et al., 2006; McDaniel et al., 2006). “Aggressiv efterretningsindsamling” blev brugt, herunder at sende ansatte eller tredjeparter til at indsamle materiale ved tobakskontrolmøder “under falske forudsætninger” (Malone, 2002; White og Bero, 2004). Den ‘fælles database’ over enkeltpersoner og organisationer, der blev anset for at være anti-rygning, blev produceret og var ‘søgbar efter tobakskontrolspørgsmål, grupper, mennesker…’ (Malone, 2002; Carlini et al., 2006; McDaniel et al., 2006). Mens det meste af dokumentationen refererer til USA, forekom lignende tilfælde i Asien og Australien, herunder tredjeparter, der gik gennem skraldespandene hos ‘anti-ryge’-organisationer (Knight og Chapman, 2004; Simpson, 2005).
I UPF-sektoren i Schweiz hyrede et selskab i 2003 et firma til at spionere på en fortalergruppe, der var ved at skrive en bog om sin virksomhedspraksis (Chatterjee, 2013; Mialon, 2021). Disse spioner overværede møder, selv dem i private hjem. En kilde antydede, at undercover-deltagelse og hemmelige optagelser af folkesundhedsmøder var almindelige (Mialon, 2021). I Colombia blev et medlem af en folkesundhedsorganisation forfulgt, og computere og telefoner blev angiveligt aflyttet (Jacobs og Richtel, 2017). Denne type telefonaflytning forekom også for fortalere, der arbejdede på SSB-skattestigninger i Mexico (se afsnittet Cyberangreb) (Jacobs og Richtel, 2017). I Australien blev et foredrag af en folkesundhedsforsker overværet af en repræsentant for SSB-virksomheden, som efterfølgende anbefalede virksomheden, at forskeren blev sat under øget overvågning (Huehnergarth, 2016; Nestlé, 2018). I et andet tilfælde modtog de, der arbejdede med indhold, der var ugunstigt for branchen (sektor og land ikke offentliggjort), anonyme intimiderende telefonopkald, hvor opkalderne sagde, at de fulgte deres børn hjem fra skole (Mialon, 2021). Mens vi i USA og med schweiziske sager ved, at virksomheder og deres tredjeparter stod bag overvågningen, vides det ikke, hvem der var ansvarlig for tilfældene i Latinamerika.
Anmodninger om aktindsigt
Otte kilder (12,5 %) inkluderede tilfælde, hvor FOI-anmodninger var blevet brugt til at intimidere advokater og forskere på tværs af sektorerne. Seks af disse beskrev brugen af FOI mod dem, der arbejder med tobakskontrol i USA (White og Bero, 2004; Carlini et al., 2006; Ibrahim og Glantz, 2006, 2007; Fallin og Glantz, 2015) og Indien (Goel et al., 2021). I USA indgav tobaksfirmaer, advokater, frontgrupper, industrilobbyister og konsulenter alle anmodninger om dokumenter for at forpurre fremskridt inden for tobakskontrol (White og Bero, 2004; Carlini et al., 2006; Ibrahim og Glantz, 2006, 2007), forsinker fortalernes arbejde samt “giver en køreplan, som industrien brugte til at planlægge sine angreb” (Fallin og Glantz, 2015). Dette er også sket for akademikere, der arbejder i UPF-sektorerne (Mialon, 2021). Den ottende kilde beskrev, hvordan en industrikonsulent, der arbejdede for virksomheder på tværs af sektorerne, konsekvent brugte FOI-anmodninger til at indsamle efterretninger om dem, der gik ind for regler for tobak, alkohol og modermælkserstatning i New Zealand, før de brugte oplysningerne i ærekrænkende blogindlæg (Hager, 2014).
Faktisk vold eller trusler om fysisk vold
Seks kilder (9,4 %) beskrev trusler om eller faktisk fysisk vold mod dem, der gik ind for øgede reguleringsforanstaltninger for tobak og SSB. Disse tilfælde forekom i Latinamerika (Argentina, Colombia og Mexico) (Mejia et al., 2008; Jacobs og Richtel, 2017; Lorenzo, 2019), Asien (Nepal og Indonesien) (McNeil, 2018; Bhatta et al., 2020), Afrika (Nigeria) (McNeil, 2018) og Europa (Storbritannien) (Campbell og Meikle, 2012).
I det mest ekstreme tilfælde, i Nigeria i 2012, efter medieoptrædener, der kritiserede tobaksindustrien, blev en førende tobakskontrolfortaler og hans børn truet med pistol, og to mænd blev skudt og dræbt (McNeil, 2018). På trods af at denne begivenhed fandt sted efter disse medieoptrædener, vides det ikke, hvem der organiserede invasionen i hjemmet. I Indonesien blev førende fortalere for tobakskontrol afbilledet på efterlysningsplakater, og en blev truet i sit hjem foran sine børn og bedt om at forlade landet (McNeil, 2018). I Nepal modtog de, der gik ind for grafiske sundhedsadvarsler på tobakspakker, dødstrusler (Bhatta et al., 2020), ligesom dem, der gik ind for SSB-skattestigninger i Colombia og Mexico (Jacobs og Richtel, 2017; Lorenzo, 2019). I Colombia blev en SSB-skattefortaler forfulgt ved mere end én lejlighed og bedt om at “lukke munden” (Jacobs og Richtel, 2017). I Argentina indeholdt avisartikler personlige trusler mod fortalere for tobakskontrol (Mejia et al., 2008). I Storbritannien blev forskere og fortalere som reaktion på standardiserede emballageforslag og forskning, der afslørede tobaksindustriens adfærd, truet med vold via intimiderende telefonopkald og blogindlæg, der opfordrede andre til at begå vold mod dem (Campbell og Meikle, 2012). Det var ikke muligt at afgøre, om nogen af disse tilfælde var knyttet til et selskab.
Bestikkelse
Tre kilder (4,7 %) henviste til bestikkelse, to i Nepal og en i Indien, der alle involverede tobak. Fortalere for tobakskontrol blev tilbudt »penge« (Bhatta et al., 2020), »anden støtte (hvad de end kunne lide)« (Bhatta et al., 2020) og »utilbørlige tjenester« (Goel et al., 2021) for at »forblive inaktive i den politiske beslutningsproces« (Bhatta et al., 2020) eller for at »blande sig i gennemførelsen af tobakskontrollove« (Goel et al., 2021) og for at lade tobaksselskaberne og deres forretning være i fred (Goel et al., 2021). Bestikkelse blev tilbudt tobakskontrolforkæmpere i Nepal på to forskellige tidspunkter, før en tobakskontrollov blev vedtaget i 2010 og derefter igen, da industrien udfordrede de vedtagne tobakskontrolregler i højesteret. På trods af at disse bestikkelser blev tilbudt til disse specifikke formål, var det ikke klart, hvem der var ansvarlig.
Cyberangreb
To kilder (3,1 %) beskrev påståede cyberangreb i Latinamerika (Colombia og Mexico) (Jacobs og Richtel, 2017; Mialon, 2021). Spyware blev angiveligt fundet på mobiltelefoner tilhørende advokater, der arbejdede i SSB-sektoren, og kontorrouteren og flere computere tilhørende ansatte i et folkesundhedsagentur, og personalet rapporterede, at dets it-netværk blev infiltreret og data ændret (Jacobs og Richtel, 2017; Mialon, 2021). Ingen blev fundet skyldige.
Indbrud
En kilde (1,6 %) diskuterede en hændelse, hvor NGO’er inden for tobakskontrol i Bruxelles blev udsat for indbrud, da revisionen af EU’s tobaksvaredirektiv blev drøftet (TobaccoTactics, 2020). Selv om ingen nogensinde er blevet pågrebet, blev der stjålet bærbare computere med fortrolige digitale filer samt trykte dokumenter, der er relevante for direktivet, hvilket tyder på en målrettet kontrol.
Andet
Ni yderligere kilder (14,1 %) beskrev former for intimidering, der ikke kan kategoriseres i den ændrede eller allerede eksisterende ramme for intimidering eller ikke inkluderede nok information til, at intimideringen kunne kategoriseres endeligt. Otte kilder vedrørte tobakssektoren, og en kilde vedrørte UPF-sektoren, herunder en, der vedrørte begge. Uspecificerede intimideringer omfattede omtale af “trusler” og “aggressive angreb” og “pres” mod tobakskontrolfortalere (Balbach et al., 2000; Charoenca et al., 2012; Goel et al., 2021; Hoe et al., 2021) eller citerede fortalere eller forskere som industriens mål nummer et, men uden at specificere, hvordan de blev målrettet (Adamini et al., 2011).
Andre former for intimidering omfattede forsøg på at overtage tobakskontrolforskere (Hiilamo, 2003; Mialon, 2021), tiltag der forpurrede forskningsfremskridt ved at tilbageholde en forskningsartikel i 9 måneder, før den endelig afviste den uden peer review (den indsendende forfatter fandt senere ud af, at der var en forbindelse mellem redaktøren af tidsskriftet og industrien) (Mialon, 2021), samt oversvømme en telefonlinje til tobakskontrol med falske opkald (Fallin og Glantz, 2015) og mobilisering af hundredvis af mennesker til at deltage i et tobakskontrolmøde for at gøre indsigelse mod et foreslået forbud mod tobakssalg i området (McDaniel og Malone, 2020). En forsker rapporterede, at han forsøgte at holde sig ude af syne i en tobaksindustriel højborg i Brasilien, mens han diskuterede WHO’s rammekonvention om tobakskontrol (WHO FCTC) med lokale tobaksbønder af frygt for, hvordan industrien ville reagere (Mialon, 2021). Fortalere for tobakskontrol i Thailand blev presset til ikke at frigive oplysninger om tobaksingredienser til offentligheden (Charoenca et al., 2012).
Konsekvenser af intimidering
Over en tredjedel af kilderne (N = 24; 37,5%) diskuterede ikke effekterne af intimidering (Landman et al., 2002; Hiilamo, 2003; CCF, 2004, 2010; Simpson, 2005; McDaniel et al., 2006; Smith og Malone, 2007; Vedwan, 2007; Schneider og Glantz, 2008; Yang og Malone, 2008; Brownell og Warner, 2009; Thomson, 2009; Adamini et al., 2011; Anaenene, 2013; Chatterjee, 2013; Hager, 2014; Petticrew et al., 2015; Avery et al., 2016; Huehnergarth, 2016; Matanje Mwagomba et al., 2018; Lorenzo, 2019; McDaniel og Malone, 2020; TobaccoTactics, 2020; Hoe et al., 2021).
For de kilder, der gjorde det, var effekterne mange facetterede, hvilket påvirkede fortalervirksomhed og forskningsaktiviteter og enkeltpersoner på tværs af alle sektorer i denne gennemgang.
Det dominerende tema i litteraturen var, at intimidering havde en afskrækkende effekt på advokaters og forskeres arbejde og dermed på vedtagelsen og implementeringen af politik. Juridiske trusler og handlinger, klager, offentlig miskreditering og FOI’er reducerede de ressourcer, der var til rådighed for arbejdet, mens de målrettede reagerede eller rejste et forsvar (Bialous et al., 2001; White og Bero, 2004; Carlini et al., 2006; Ibrahim og Glantz, 2006, 2007; Freudenberg, 2007; Landman og Glantz, 2009; Heisel, 2011; Egbe et al., 2019; RESYST, 2019; Johnson, 2020; Mialon, 2021). Cyberangreb betød, at enkeltpersoner fysisk ikke var i stand til at udføre deres arbejde, fordi deres “bærbare computere holdt op med at følge ordrer, og musen ville bare gøre, hvad den ville” (Jacobs og Richtel, 2017). Retslige skridt betød, at nogle fortalere blev forhindret i at føre hårdtslående politikker såsom røgfrie miljøer (Ibrahim et al., 2004), mens andre blev forhindret i at offentliggøre nøjagtige data om sukkerforbrug (Boseley, 2003; Taubes og Kearns Couzens, 2012; Jacobs og Richtel, 2017) og tobaksingredienser (Charoenca et al., 2012). Bestikkelse blev tilbudt tobakskontrol-NGO’er for at blive passive i en højesteretssag i Nepal, og selv om det ikke vides, om bestikkelsen blev accepteret, blev en NGO tavs. På samme måde fik personlige trusler mod tobakskontrolfortalere i Argentina, sammen med andre CPA, angiveligt en argentinsk provins til at anbefale, at landet undgik at ratificere WHO’s FCTC (Mejia et al., 2008). Til dato har landet stadig ikke ratificeret traktaten. Det er stadig uklart, hvor meget truslerne bidrager til dette resultat.
Andre gange blev fortalere skræmt nok af klager og indblanding (oversvømmelse af ASSIST-opkaldslinjer) til at begynde at forfølge politikker på individuelt niveau, der var mindre truende for branchen end reguleringsforanstaltninger på befolkningsniveau (Bialous et al., 2001; Fallin og Glantz, 2015), og en akademiker rapporterede, at medforfattere til akademiske artikler fjernede deres navne af frygt for at blive sagsøgt (Mialon, 2021). En anden kilde rapporterede om en negativ indvirkning på omdømmet for en sundhedsfortalergruppe efter klager fra industrien til regeringen (Assunta et al., 2017).
Kilderne afslørede også, at intimidering blev lettet af industriens succes med at presse på for ændrede lobbyregler i USA og Nigeria, hvilket gjorde det muligt for industrien konstant at klage over “ulovlig lobbyvirksomhed” fra sundhedsfortalere og stoppede nogle fortalere fra deres sædvanlige aktiviteter (Bialous et al., 2001; White og Bero, 2004; Egbe et al., 2019). På samme måde har nogle tilfælde af offentlig miskreditering med succes ‘marginaliseret’ sundhedsfortalere og påvirket beslutningstagernes opfattelser (Bornhäuser et al., 2006; Taubes og Kearns Couzens, 2012).
I mange tilfælde blev der vedtaget regler, om end væsentligt forsinket, for eksempel tobakskontrollovgivningen i USA (Bialous et al., 2001; Drope og Chapman, 2001; Bornhäuser et al., 2006), Asien (Knight og Chapman, 2004), herunder Nepal (Bhatta et al., 2020) og Indien (Goel et al., 2021), og UPF-regler i Filippinerne (Baker et al., 2021).
Ud over at have indvirkning på arbejdet påvirkede intimiderende adfærd enkeltpersoners velbefindende. Offentlig miskreditering blev rapporteret som “usand, uretfærdig, stødende, fornærmende og ærekrænkende” (Espiner, 2021), “trættende”, “ubehagelig”, “intimiderende” og “foruroligende” (Daube, 2015), mens truende telefonopkald og trusler om vold fik modtagerne til at føle sig “bekymrede” og “truede” (Campbell og Meikle, 2012). I Latinamerika rapporterede en fortaler, at han følte sig ‘ekstremt frustreret’ over, at industrien kunne sige, hvad den ville, men at fortalere ikke kunne rapportere sandheden om sukker (Mialon, 2021). De økonomiske konsekvenser omfattede, at en fortalergruppe blev sagsøgt af et selskab for injurier (Anaenene, 2013; Sasson, 2016), en anden, der bruger 20.000 USD af deres egne penge (Ibrahim og Glantz, 2006), og en advokat, der står over for økonomisk ruin, hvis en branchesag mod dem får medhold (Jacobs og Richtel, 2017). I det mest ekstreme tilfælde i Nigeria blev svogeren og husvagten for en tobakskontrolforkæmper skudt og dræbt under en husransagning (Johnson, 2020).
Reaktioner på intimidering
Vi identificerede fire typer reaktioner på intimidering i overensstemmelse med Matthes et al.” s (2023) ramme (Matthes et al., 2023). Vi foretog en ændring af navnet på en af kategorierne. »Ingen handling« blev omdøbt til »Fortsæt som planlagt«, da man mente, at »ingen handling« utilsigtet antydede en passiv reaktion på intimidering, mens »fortsætter« var en mere præcis repræsentation af den aktive rolle, der indtages af dem, der fortsætter med deres arbejde på trods af at de er intimideret (Tillægsmappe S3). Det er muligt at reagere på flere måder.
Tilbagetrækning (dvs. at stoppe arbejdet i et område på grund af intimidering): Efter juridiske trusler og handlinger blev det rapporteret, at nogle advokater var forsigtige med at engagere sig i visse typer arbejde (Bialous et al., 2001), andre ønskede deres navne fjernet fra publikationer (Mialon, 2021), og nogle trådte tilbage (Ibrahim et al., 2004). Efter offentlig miskreditering på sociale medier rapporterede en person, at de ikke længere ville arbejde med et bestemt tobakskontrolemne, fordi de ikke havde “maven til de grove Twitter-trolls, der faldt ned, eller internetskadedyrene, der overtog kommentarerne” (Daube, 2015).
Fortsæt som planlagt: I flere tilfælde fortsatte forskere og advokater trodsigt med deres arbejde på trods af intimidering (Knight og Chapman, 2004; Freudenberg, 2007; Daube, 2015; Lorenzo, 2019; Mialon, 2021; Patanavanich og Glantz, 2021). For eksempel nægtede en førende fortaler at købe en ny telefon efter et cyberangreb (Jacobs og Richtel, 2017), en anden nægtede at forlade landet efter dødstrusler (McNeil, 2018), og en anden rapporterede, at de antog, at branchen altid vidste, hvad de planlagde at sige, så de bekymrede sig ikke om selvcensur (Mialon, 2021). I Indien rapporterede en akademiker, at han afviste industriens tilbud om finansiering (Goel et al., 2021). Mens nogle kilder udtrykkeligt henviste til at fortsætte med deres arbejde, blev dette i andre tilfælde ikke udtrykkeligt angivet, men de defensive og offensive handlinger, de foretog, antydede, at de også fortsatte deres arbejde, og derfor fortsatte de fleste tilfælde, der blev rapporteret i de næste to afsnit, også deres arbejde.
Defensiv handling: Flere kilder rapporterede, at enkeltpersoner i det mindste tog nogle foranstaltninger for at ændre deres arbejde eller adfærd for at beskytte sig mod yderligere intimidering, såsom øget sikkerhed (Campbell og Meikle, 2012; Jacobs og Richtel, 2017; McNeil, 2018), ‘forladte’ deres hjem (McNeil, 2018), holdt op med at køre alene (Jacobs og Richtel, 2017), ændrede arbejdets fokus til mindre effektive interventioner (Bialous et al., 2001; Ibrahim et al., 2004; Fallin og Glantz, 2015), f.eks. rygestopprogrammer i stedet for indendørs røgfri politikker (Ibrahim et al., 2004), selvcensur (Bialous et al., 2001; Boseley, 2003; White og Bero, 2004), brug af krypterede apps til kommunikation i stedet for e-mail og telefon (Jacobs og Richtel, 2017) og produktion af flere fakta til støtte for udsagn (Peres, 2017). Fortalere, der stod i spidsen for en boykot af Nestlé i 1980’erne, måtte udsende erklæringer, der forsvarede legitimiteten af deres boykot, efter at virksomheden hævdede, at den havde ændret sig til det bedre (Johnson, 2020). I USA gjorde de, der arbejdede med tobakskontrol, udtømmende forsøg på at holde industrien ude af deres møder, for eksempel ved at foreslå, at deltagerne skulle sidde i en cirkel og scanne rummet for ansigter, de ikke genkendte (Malone, 2002).
Stødende handling: Mange kilder rapporterede eksempler på krænkende handlinger. Dette omfattede fortalere og forskere, der korrigerede misinformation (Bialous et al., 2001; Ibrahim et al., 2004; Heisel, 2011; Baker et al., 2021; Hoe et al., 2021; Patanavanich og Glantz, 2021), der afslører industriens adfærd i medierne (Balbach et al., 2000; Bialous et al., 2001; Ibrahim et al., 2004; Pollan, 2006; Landman og Glantz, 2009; Heisel, 2011; Jacobs og Richtel, 2017; Baker et al., 2021), der åbent kritiserede regeringen for at tillade industrien at manipulere deres meninger (Bornhäuser et al., 2006), forblev kritisk over for et UPF-selskab, mens de blev sagsøgt af dem (Sasson, 2016), ringede til politiet (Campbell og Meikle, 2012; Jacobs og Richtel, 2017; McNeil, 2018; TobaccoTactics, 2020) og at tage retslige skridt (Balbach et al., 2000; Ibrahim og Glantz, 2006, 2007; Chatterjee, 2013; Willemsen og Fooks, 2019; Espiner, 2021). I nogle tilfælde kom andre fortalerorganisationer til hjælp for dem, der blev offentligt nedgjort og garanteret for deres arbejde (Ibrahim et al., 2004; Landman og Glantz, 2009; Baker et al., 2021). En forsker/advokat rapporterede, at han deltog i et lobbykursus beregnet til virksomhedslobbyister for at forstå deres adfærd og ‘deres strategier’ (Mialon, 2021). En ekspert offentliggjorde en liste over steder og tidspunkter for hendes foredrag efter at have erfaret, at hun var under overvågning (Huehnergarth, 2016; Nestlé, 2018).
Resultater af fortaleres eller forskeres svar
Når fortalere og forskere reagerer på intimidering, gives der meget lidt information om resultaterne. Selv når der foreligger oplysninger om politiske resultater og retlige afgørelser, er det ikke muligt at kvantificere den rolle, som forskeres og advokaters aktiviteter spiller.
I nogle tilfælde blev retssager mod forskere og deres institutioner droppet eller afvist efter at have truffet stødende handlinger såsom at korrigere misinformation og fremlægge forskningsdokumentation (Bialous et al., 2001; Freudenberg, 2007; Landman og Glantz, 2009). En censurordre blev omstødt (Jacobs og Richtel, 2017; Lorenzo, 2019; Mialon, 2021), blev tobakskontrolprogrammer genindført (Ibrahim og Glantz, 2006), regler vedtaget i USA (Balbach et al., 2000), Filippinerne (Baker et al., 2021; Hoe et al., 2021) og Ukraine (Hoe et al., 2021), og forsøg på at afbryde finansieringsstrømme til tobakskontrolaktiviteter blev besejret (Balbach et al., 2000; Ibrahim og Glantz, 2007). Et forbud mod nyere nikotin- og tobaksprodukter i Thailand forblev på plads på trods af industriens forsøg på at tilbagekalde det (Patanavanich og Glantz, 2021).
I New Zealand fik en injuriesag anlagt af forskere og advokater, der arbejder inden for tobak, alkohol og fødevarer, succes mod en industribetalt konsulent, der tilstod, at hans adfærd havde været en bevidst og usand industrifinansieret kampagne for at imødekomme behovene hos dem, der betalte ham (Espiner, 2021). En schweizisk fortalergruppe sagsøgte også med succes et selskab for at spionere mod dem (Chatterjee, 2013). Skade på omdømmet for det samme selskab blev opnået af advokater under den 2-årige injuriesag på trods af, at selskabet vandt sagen (Sasson, 2016). I Holland tabte tobakskontrolfortalere deres juridiske sag mod regeringen for overtrædelse af WHO’s FCTC-artikel 5.3, men det endelige resultat var positivt, fordi regeringen efterfølgende begrænsede interaktionen med tobaksindustrien (Willemsen og Fooks, 2019).
I alle tilfælde, hvor politiet blev tilkaldt for trusler om vold, faktisk vold eller indbrud, blev der ikke rapporteret om anholdelser (Campbell og Meikle, 2012; Jacobs og Richtel, 2017; McNeil, 2018; Lorenzo, 2019). På trods af forsøgene på at holde industrien ude af tobakskontrolmøder, infiltrerede industriens spioner dem stadig og lavede optagelser (Malone, 2002). En fødevareorganisations forsøg på at afholde en boykot mod en virksomhed mislykkedes, hvilket “efterlod [fortaler]organisationen demoraliseret og stærkt forgældet” (Johnson, 2020).
Diskussion
Mens eksisterende litteratur har fremhævet intimiderende taktikker som en del af UCI CPA (Ulucanlar et al., 2023), er denne undersøgelse den første, der udforsker intimidering på tværs af tobaks-, alkohol- og UPF-sektorerne mere detaljeret. Vi fandt rigeligt med beviser for lignende intimidering, som fortalere og forskere på tværs af sektorer har oplevet. Der var betydeligt færre oplysninger tilgængelige om alkoholindustriens adfærd, men det er uklart, om dette er en sand repræsentation af alkoholindustriens adfærd eller en mangel på beviser i den litteratur, vi gennemgik. Yderligere kvalitativ forskning med fortalere og forskere, der arbejder i alkoholsektoren, er berettiget til at undersøge dette yderligere.
Intimidering havde en afskrækkende effekt på advokaters og forskeres arbejde, uanset hvordan de reagerede. Men selv om det ikke er muligt at fastslå årsagssammenhæng, blev mange af dem, der greb ind for at imødegå intimideringstaktikken, eller som fortsatte med deres arbejde, om end forsinket, forbundet med politiske succeshistorier.
Gerningsmændene bag intimideringen var for det meste enten virksomhederne selv eller tredjeparter med forbindelser til industrien. Men i de mere ekstreme former for intimidering såsom trusler om vold og faktiske tilfælde af vold, cyberangreb og overvågning var gerningsmændene ukendte. Det kan skyldes, at gerningsmændene er reelt ukendte, eller at frygten for gengældelse har forhindret deres afsløring.
Den mest rapporterede form for intimidering var offentlig miskreditering med fortalere og forskere, der ofte blev portrætteret som ekstremister, underkvalificerede eller spild af skatteydernes penge. Udbredelse af sådanne opfattelser kan begrænse forskeres og fortaleres evne til at opnå evidensbaseret politisk effekt, en eksplicit hensigt med PMI (McDaniel et al., 2006; Ulucanlar et al., 2016). Offentlig miskreditering blev beskrevet som trættende og ubehagelig, men de fleste kilder nævnte ikke, hvordan oplevelser af offentlig miskreditering fik enkeltpersoner til at føle, eller hvilke andre konsekvenser det havde. For dem, der foretog stødende handlinger, såsom at afsløre intimideringen, retslige skridt eller korrigere misinformation, blev det underforstået, at disse personer også fortsatte med deres arbejde (Bornhäuser et al., 2006; Landman og Glantz, 2009; Johnson, 2020; Baker et al., 2021; Hoe et al., 2021; Patanavanich og Glantz, 2021), men kun en håndfuld kilder bekræftede dette eksplicit (Malone, 2002; Knight og Chapman, 2004; Patanavanich og Glantz, 2021).
Juridiske trusler og handlinger, den næstmest identificerede form for intimidering her, havde succes med at forsinke vedtagelsen og implementeringen af tobakskontrol og SSB’s massemediekampagner og offentliggørelsen af akademisk arbejde, selv når retssagen ikke var vellykket (White og Bero, 2004; Ibrahim og Glantz, 2006; McDaniel et al., 2006; Schneider og Glantz, 2008; Landman og Glantz, 2009; Jacobs og Richtel, 2017; Goel et al., 2021; Mialon, 2021). Juridiske udfordringer er dyre, og dem uden organisatorisk støtte kan stå over for personlig økonomisk ruin under sådanne omstændigheder. Juridiske udfordringer syntes dog at have en omdømmemæssig omdømmeomkostning for nogle virksomheder på lang sigt (f.eks. Nestlé) (Anaenene, 2013; Sasson, 2016). Andre virksomheder, der anerkendte denne omdømmerisiko, droppede deres juridiske udfordring mod advokater (Vedwan, 2007). FOI’er og klager blev også identificeret som ekstremt forstyrrende af advokater og forskere (White og Bero, 2004; Landman og Glantz, 2009; Johnson, 2020; Mialon, 2021).
Mere alvorlige former for intimidering, såsom cyberangreb, overvågning, indbrud og trusler om vold og faktisk vold blev mindre hyppigt rapporteret i litteraturen end andre former for intimidering. Bortset fra indbrud, der fandt sted i Belgien, skete disse alle i LMIC’er – i Latinamerika (cyberangreb, overvågning, opfattede trusler om vold), Asien (trusler om vold) og Afrika (faktisk vold). Ingen af dem blev direkte tilskrevet en virksomhed eller industri, men alle skete som en direkte reaktion på arbejde, der truede UCI’er. Disse former for intimidering blev overvejende diskuteret i det, vi definerede som den grå litteratur (f.eks. blogs, nyhedshistorier, bøger, presseinterviews og webinarer) og var ofte mere detaljerede og ærlige end de tilfælde, der er beskrevet i den fagfællebedømte litteratur. Dette er ikke overraskende, da akademikere, der er blevet intimideret, primært er optaget af at udgive artikler om sundhedsvirkningerne af forbrugsvarer, udforske politisk indflydelse og evaluere virkningerne af reguleringer og ikke har de ekstra ressourcer, der er nødvendige for at skrive peer-reviewed artikler om deres erfaringer med intimidering. Det kan også være tilfældet, at tidsskriftsredaktører er mindre tilbøjelige til at udgive artikler, der udelukkende fokuserer på intimidering. På baggrund af dette fund kan en dybere og mere systematisk udforskning af den grå litteratur være berettiget.
Resultaterne af denne gennemgang understøtter en tidligere udviklet ramme for intimidering af tobaksindustrien baseret på undersøgelses- og interviewdata (Matthes et al., 2022, 2023), med nogle små forskelle med bestikkelse klassificeret som sin egen kategori af intimidering (Tobacco Tactics, 2020). Den tidligere ramme omfattede intimiderende beskeder (både anonyme og ikke-anonyme) som intimiderende typer. Vi brugte ikke disse kategorier her, da alt, hvad der kunne tænkes at kategoriseres som sådan, blev kategoriseret som en klage, trussel om vold eller overvågning.
Der var kun få oplysninger om konsekvenserne af intimideringen, men resultaterne tydede på, at intimidering havde en afskrækkende effekt på den politiske proces, herunder implementeringen af folkesundhedsinterventioner (f.eks. anti-tobak og anti-SSB massemediekampagner). Fortalere og forskere følte sig frustrerede og bekymrede over at blive midlertidigt bragt til tavshed, deres arbejde forsinket eller forpurret. Nogle blev økonomisk påvirket (Daube, 2015). Ikke desto mindre var den dominerende fortælling om udholdenhed, hvor kun to kilder henviste til personale, der forlod deres job, og en anden person, der potentielt trak sig tilbage fra nogle af deres sædvanlige fortaleraktiviteter (Daube, 2015). Dette står i kontrast til nyligt interviewbaseret arbejde, hvor interviewpersonerne rapporterede, at de blev drevet ud af tobakskontrol gennem intimidering (Matthes et al., 2022). Den manglende tilbagetrækning, der blev konstateret i denne afgrænsningsgennemgang, bør derfor ikke fortolkes som et reelt bevis for fravær. Det er snarere sandsynligt, at sådanne hændelser ikke bliver fanget i litteraturen, fordi individerne har forladt feltet og ikke rapporterer deres oplevelser, eller måske er vellykkede modstrategier mere tilbøjelige til at blive rapporteret. Dette understreger behovet for kvalitativ forskning om intimidering af sådanne personer.
Af de få kilder, der dokumenterede reaktioner på intimidering, rapporterede de fleste om krænkende handlinger, herunder afsløring af intimidering, rettelse af falske oplysninger og sagsanlæg. Mange af disse reaktioner var forbundet med vellykkede resultater, f.eks. vedtagelse af regler, frafald af retssager, genindsættelse af kampagner, men årsagssammenhæng kan ikke fastslås. Ikke desto mindre kan disse eksempler opmuntre andre, der oplever intimidering (Matthes et al., 2023).
De, der foretog defensive handlinger, rapporterede, at de var mere forsigtige med, hvad de sagde, hvad de offentliggjorde, og handlinger, de foretog sig uden for arbejdet (f.eks. øget sikkerhed). Nogle rapporterede, at de ændrede fokus for deres arbejde væk fra evidensbaserede interventioner på befolkningsniveau (f.eks. skattestigninger) til svagere interventioner såsom interventioner på individniveau (f.eks. rygestoptjenester). En tobakskontrolekspert anbefalede, at sundhedsorganisationer og fremtidige ledere yder stærk støtte til de næste generationer af kampagnefolk, så de er forberedt på den potentielle modreaktion, de kan stå over for (Daube, 2015).
I betragtning af ligheden af intimidering, der opleves på tværs af sektorerne, er samarbejde om, hvordan enkeltpersoner og organisationer kan reagere på sådanne tilfælde, berettiget. At sprede bevidsthed blandt kolleger vil sandsynligvis være et nyttigt første skridt i denne proces. Støtte fra fællesskaber i HIC’er, til kolleger i LMIC’er, kan også være berettiget på grund af ressourcebegrænsninger.
Konklusion
Fortalere og forskere oplevede intimidering, som forsinkede, afsporede og forhindrede regulering af UCI’er på tværs af alle landes indkomstgrupper og på tværs af alle de undersøgte sektorer. Hver type intimidering førte til negative konsekvenser for arbejdet, men der er kun få oplysninger tilgængelige om, hvordan det påvirkede de personer, der blev intimideret. Det er vigtigt for det globale folkesundhedssamfund at være opmærksomme på, hvordan de kan blive skræmt for deres arbejde, så de kan udvikle modstandsdygtighed gennem støttenetværk og afprøvede modstrategier. Oplysninger om, hvordan fortalere og forskere reagerede på intimidering, selv om de var sparsomme, fandt, at stødende handlinger var forbundet med positive – men ofte forsinkede – politiske resultater. Der er behov for mere arbejde for at udforske forholdet mellem effektiviteten af reaktioner, da “en sådan forståelse kan være med til at sprede effektiviteten af angrebene” (Knight og Chapman, 2004).
Tilføj en kommentar