WHO-review finder kræftrisiko hos RF-eksponerede dyr
Et WHO-review offentliggjort den 25. april 2025 finder pålidelig dokumentation for kræftrisiko hos dyr, der eksponeres for radiofrekvent stråling (RF).
Det er helt i modstrid med ICNIRP, teleindustriens private NGO, og de fleste nationale sundhedsmyndigheders synspunkt.
Førende forskere fra Den Internationale Kommission for De Biologiske Effekter af Elektromagnetiske Felter (ICBE-EMF) opfordrer til øjeblikkelig politisk handling for at beskytte folkesundheden og miljøet.
ICBE-EMF advarer om, at yderligere forsinkelser vil få alvorlige konsekvenser i en tid med stigende global brug af trådløse kommunikationsenheder.
Det systematiske review af dyreforsøg blev bestilt og delvist financieret af Verdenssundhedsorganisationens (WHO) EMF-kontor i Genève som en del af dens igangværende vurdering af RF-sundhedseffekter (mere HER).
Reviewet konkluderer: “Der er dokumentation for, at RF EMF-eksponering øger forekomsten af kræft hos forsøgsdyr, hvor [dokumentationssikkerheden] er stærkest for ondartede hjerteschwannomer og gliomer” (hjernetumorer).
Konklusionen er i modstrid med de erklærede synspunkter fra Den Internationale Kommission for Ikke-Ioniserende Strålingsbeskyttelse (ICNIRP) og WHO selv, såvel som fra de fleste nationale sundhedsagenturer.
Open access-artiklen, der er på mere end 75 sider , blev offentliggjort i tidsskriftet Environment International den 25. april 2025.
Det nye review vil formentlig genåbne den årtier lange kontrovers om kræftrisikoen forbundet med mobiltelefoner og andre RF- og mikrobølgeenheder.
Evalueringsteamet blev ledet af Meike Mevissen fra University of Bern og Kurt Straif, den tidligere leder af IARC’s monografisektion i Lyon, som nu er ansat på hhv. Boston College og på ISGlobal i Barcelona. Andre medlemmer omfatter James McNamee fra Health Canada i Toronto og Andrew Wood fra Australiens Swinburne University of Technology.
Herunder finder du:
- ICBE-EMF: Studiet og de nødvendige konsekvenser
- Forholdsregler du selv kan tage samt Sundhedsstyrelsens anbefalinger
- Om ICBE-EMF
- Studiets Abstrakt
- Uddrag: Reviewets Diskussion med opsummering og konklusion
(Understregningerne er tilføjet)
ICBE-EMF: Hvad reviewet fandt
Et nyt systematisk review af 52 dyreforsøg, “Effects of Radiofrequency Electromagnetic Field Exposure on Cancer in Laboratory Animal Studies” af Mevissen et al. (2025), konkluderede, at der er stor sikkerhed for den dokumentation, der forbinder eksponering for RF-stråling med to typer tumorer: gliomer i hjernen og ondartede schwannomer i hjertet. Da de samme typer tumorer også blevet observeret i humane studier, hvilket giver betydelig tillid til, at de sammenhænge der er observeret i humane studier, er reelle.
Reviewet fandt også moderat sikkerhed for evidens for en øget risiko for sjældne tumorer, såsom fæokromocytomer i binyrerne og hepatoblastomer i leveren. Derudover indikerede nogle studier en mulig sammenhæng med lymfomer, selvom resultaterne var inkonsekvente.
ICBE-EMF fremhæver, at Verdenssundhedsorganisationens Internationale Agentur for Kræftforskning (IARC) i 2011 klassificerede radiofrekvent stråling (RF-EMF) som et gruppe 2B “muligt” kræftfremkaldende stof hos mennesker, idet der blev bemærket begrænset evidens fra dyreforsøg. Siden da har større dyreforsøg – herunder dem fra US National Toxicology Program og Ramazzini Institute – fundet, at eksponering af RF-stråling forårsager kræft hos rotter.
Det nye WHO-finansierede review, der konkluderer, at der er “høj sikkerhed” for dyreevidens for kræftårsag, forstærker opfordringen til IARC om hurtigst muligt at revurdere kræftklassificeringen af RF-stråling.
I betragtning af den høje grad af sikkerhed bør regeringens politikere verden over straks gå i gang med at revidere deres grænseværdier for eksponering for RF-stråling for at beskytte folkesundheden og miljøet.
“Evidensen er nu klar – stråling fra mobiltelefoner kan forårsage kræft hos dyr i overensstemmelse med de tumortyper der er identificeret i studier af mobiltelefonbrugere på mennesker. Da dyreforsøg er afgørende for at forudsige kræftrisiko hos mennesker, bør regeringer udvikle videnskabeligt baserede sikkerhedsstandarder for at beskytte menneskers sundhed. Konklusionen af studiet bestilt af WHO viser, at den langvarige antagelse, som de nuværende regeringsgrænser er baseret på – at mobiltelefon RF-stråling kun kan forårsage skade gennem vævsopvarmning – er forkert,” udtalte Ron Melnick, ph.d., formand for ICBE-EMF og tidligere senior toksikolog og direktør for særlige programmer ved National Toxicology Program og National Institute of Environmental Health Sciences (NIEHS).
“Overvægten af den forskning, der er offentliggjort siden 1996, finder negative biologiske og sundhedsmæssige effekter fra langvarig eksponering ved lave niveauer af moduleret eller pulserende trådløs RF-stråling. I betragtning af den udbredte globale brug af trådløs teknologi blandt brugere i alle aldre, vil selv en meget lille stigning i forekomsten af sygdom have store konsekvenser for folkesundheden,” sagde Joel Moskowitz, ph.d., direktør for Center for Family and Community Health ved School of Public Health, University of California, Berkeley, også medlem af ICBE-EMF.
“For at beskytte folkesundheden og miljøet skal eksponeringen for mobiltelefoner og trådløs stråling reduceres betydeligt,” sagde Elizabeth Kelley, administrerende direktør for ICBE-EMF. Hun henviste til EMF Scientist Appeal, der nu er underskrevet af 267 forskere fra 45 nationer. “Hundredvis af forskere verden over er enige om, at de nuværende eksponeringsgrænser er forældede og ikke beskytter tilstrækkeligt mod sundhedsrisici.”
ICBE-EMF understreger, at regeringer skal handle øjeblikkeligt for at styrke de lovgivningsmæssige grænser for trådløs stråling for at beskytte folkesundheden. Eksponering for dyreliv skal afbødes. Nuværende eksponeringsstandarder, baseret på forældede antagelser, afspejler ikke den videnskabelige evidens, der forbinder RF-stråling med kræft og andre sundhedseffekter.
Forholdsregler du selv kan tage
ICBE-EMF fremhæver også praktiske skridt, som offentligheden kan tage for at reducere eksponeringen – såsom at bruge højttalertelefon eller kablede headsets, holde enheder væk fra kroppen og begrænse trådløs brug blandt børn – men understreger, at personlige handlinger kan ikke erstatte regeringshåndhævede sikkerhedsstandarder. Der er et presserende behov for stærkere, videnskabeligt baserede regler for at håndtere den udbredte og stigende eksponering for trådløs stråling.
Den danske Sundhedsstyrelse har klare anbefalinger om mobilbrug. Desværre er det ikke anbefalinger der bliver informeret til befolkningen og især til børn og unge som er særlig sårbare overfor stråling:
- Brug headset eller håndfri funktion med øresnegl ved samtale, eller brug højtalerfunktionen.
- Brug så vidt muligt SMS i stedet for samtale.
- Begræns varigheden af samtaler.
- Sov ikke med telefonen tæt ved hovedet.
- Begræns samtaler under dårlige sende/modtageforhold (kan ses på displayet) og i transportmidler.
- Dæk ikke telefonen til med sølvpapir eller lignende.
Sundhedsstyrelsens sidste råd hedder “Sammenlign telefoners SAR-værdi. Lavere SAR-værdi medfører lavere eksponering”, men som David Wedege skriver i en kommentar er rådet potentielt set vildledende ligesom lightcigaretter var tobaksindustriens vildledning om sundhed.
Sundhedsstyrelsen læner sig op ad ICNIRP, teleindustriens private NGO, og anerkender kun opvarmning som havende dokumenterede sundhedsmæssige effekter. De anerkender at der findes forskning, der viser biologiske konsekvenser, men: På baggrund af den hidtil offentliggjorte forskning kan det ikke konkluderes, at radiobølger fra mobiltelefoner udgør en helbredsfare. Omvendt kan man dog heller ikke udelukke det.
Om ICBE-EMF
ICBE-EMF er et internationalt konsortium af videnskabsfolk, læger og forskere med ekspertise og peer-reviewed publikationer om de biologiske og sundhedsmæssige effekter af elektromagnetiske felter, herunder trådløs RF-stråling. Trådløse enheder såsom mobiltelefoner, trådløse telefoner, Wi-Fi og mobilmaster udsender radiofrekvent (RF) stråling.
ICBE-EMF offentliggjorde for nylig store videnskabelige artikler, der konkluderede, at de nuværende statslige sikkerhedsgrænser for trådløs stråling ikke beskytter folkesundheden og fremhævede tekniske løsninger, der dramatisk kan reducere strålingsemissioner fra mobiltelefoner.
Kommissionen er fast besluttet på at opretholde de højeste standarder for videnskabelig forskning og fremsætter videnskabeligt baserede anbefalinger for at sikre beskyttelsen af offentligheden og miljøet. icbe-emf.org
Forsknings reviewet
Effects of radiofrequency electromagnetic field exposure on cancer in laboratory animal studies, a systematic review, Meike Mevissen et al., Environment International, april 2025. https://doi.org/10.1016/j.envint.2025.109482
Abstrakt
Baggrund
For mere end ti år siden offentliggjorde Verdenssundhedsorganisationens (WHO) International Agency for Research on Cancer (IARC) en monografi, der konkluderede, at der var begrænset evidens med forsøgsdyr for kræftfremkaldende egenskaber ved radiofrekvente elektromagnetiske felter (RF EMF).
Formål
Formålet med dette review var systematisk at evaluere effekterne på kræft ved eksponering af RF EMF hos forsøgsdyr.
Metoder
Kriterier: Baseret på forud etablerede kriterier for populationer, eksponeringer, komparatorer, resultater og undersøgelsestype (PECOS) blev studier af forsøgsdyr af følgende undersøgelsestyper inkluderet: bioassays for kronisk kræft, initierings-(co-)promoveringsstudier og studier med tumortilbøjelige dyr.
Informationskilder: MEDLINE (PubMed), Science Citation Index Expanded and Emerging Sources Citation Index (Web of Science) og EMF-portalen.
Dataabstraktion og syntese: Data er offentligt tilgængelige online som interaktive visualiseringer med metadata, der kan downloades. Vi tilpassede risiko-for-bias (RoB)-værktøjet, der er udviklet af Office of Health Assessment and Translation (OHAT), til at inkludere overvejelser, der er relevante for evalueringen af RF EMF-eksponering og kræftbioassays. Studiets følsomhed blev vurderet med et værktøj, der er hentet fra Report on Carcinogens (RoC). Vi syntetiserede studier ved hjælp af en narrativ tilgang. Effektstørrelsen blev beregnet som den 1% Bayesianske gennemsnitlige benchmarkdosis (BMD) for et respektive studie, når dosis-respons eller en tendens blev identificeret (se BMD Analysis Supplementary Material) (Supplement 1).
Evidensvurdering: Evidenssikkerheden (CoE) blev vurderet ved hjælp af GRADE-tilgangen (Grading of Recommendations, Assessment, Developing and Evaluations), som forfinet af OHAT. Evidens fra kroniske kræftbioassays blev betragtet som det mest direkte anvendelige til evaluering af kræftfremkaldende egenskaber.
Resultater
Vi inkluderede 52 studier med 20 kroniske bioassays. Intet studie blev udelukket baseret på bekymringer om risiko for bias. Studier blev ikke anset for egnede til metaanalyse på grund af heterogenitet i studiedesign, art, stamme, køn, eksponeringskarakteristika og kræftresultat. Der blev ikke fundet nogen eller minimal evidens for RF EMF-relaterede kræftudfald i de fleste systemer eller organer i nogen af studierne (disse omfattede gastrointestinal / fordøjelses-, nyre-, mælkekirtel-, urin-, endokrine, muskuloskeletale, reproduktive og auditive).
For lymfom (18 studier) med 6 kroniske bioassays (1.120 mus, 1.780 rotter) var inkonsistens mellem to kroniske bioassays ikke plausibelt forklarlig, og CoE for lymfom blev vurderet som ‘moderat’.
For hjernetumorer (20 studier), herunder 5 kroniske bioassays (1.902 mus, 6.011 rotter), blev der rapporteret en stigning i gliacelleafledte neoplasmer i to kroniske bioassays hos hanrotter. CoE-værdien for en øget risiko for gliom blev vurderet som høj. BMD-analysen var statistisk signifikant for kun ét studie, og BMD var 4,25 (95 % CI 2,70, 10,24).
For neoplasmer i hjertet (4 kroniske bioassays med 6 forsøg) blev der udført 3 studier på rotter (∼2.165 dyr) og 1 på mus (∼720 dyr). Baseret på 2 bioassays blev statistisk signifikante stigninger i maligne schwannomer vurderet som høj CoE for en stigning i hjerteschwannomer hos hanrotter. BMD’erne fra de to positive studier var henholdsvis 1,92 (95 % CI 0,71, 4,15) og 0,177 (95 % CI 0,125, 0,241).
Tolv studier rapporterede neoplasmer i binyrerne (5 kroniske bioassays). CoE-værdien for en øget risiko for fæokromocytom blev vurderet som moderat. Ingen af disse fund var dosisafhængige sammenlignet med placebokontrollerne.
Seksten studier undersøgte tumorer i leveren, hvoraf 5 af disse var kroniske bioassays. CoE-værdien blev vurderet som moderat for hepatoblastomer.
For lungeneoplasmer (3 kroniske bioassays) blev der udført 8 studier med rotter (∼1.296 dyr) og 23 studier med mus (∼2.800 dyr). I et kronisk bioassay blev der rapporteret en statistisk signifikant positiv tendens for bronkoalveolært adenom eller karcinom (kombineret), som blev vurderet som moderat CoE for en stigning i lungeneoplasmer med nogle beviser fra 2 initierings-(co-)promoveringsstudier.
Diskussion
Metaanalyse blev anset for uhensigtsmæssig på grund af heterogeniteten i studiemetoderne. GRADE/OHAT CoE-rammen er ikke blevet anvendt hyppigt på dyreforsøg, og erfaringerne til dato tyder på, at der er behov for forbedringer. Vi har henvist til standardmetoder inden for miljøsundhed, hvor CoE er indrammet i sammenhæng med styrken af den evidens, der giver positiv støtte til kræftfremkaldende egenskaber. Høj CoE kan fortolkes som at den korrekte effekt med stor sandsynlighed afspejles i den tilsyneladende sammenhæng. Moderat CoE angiver, at den korrekte effekt kan afspejles i den tilsyneladende sammenhæng. Kræftbioassays udført i forsøgsdyr bruges almindeligvis til at identificere potentielle kræftfremkaldende stoffer hos mennesker. Vi bemærker, at de to tumortyper med høj CoE hos dyr i dette systematiske review er de samme som dem, der er identificeret med begrænset evidens hos mennesker af IARC’s arbejdsgruppe. Men selv i tilfælde, hvor dyredokumentationen viser høj CoE, er ekstrapoleringen af risikoen fra kræftbioassays til mennesker særlig kompleks for RF EMF. Uden en bedre forståelse af mekanismen bag RF-EMF’s kræftfremkaldende egenskaber, kan valget af eksponeringsmetrik til risikoekstrapolering (helkrops versus lokaliseret), intensitets- eller kumulativ eksponering, hvorvidt en monoton dosis-respons gælder for kræftfremkaldende effekter, og hvorvidt SAR er den passende dosismetrik for bivirkninger induceret af RF-EMF være kritisk.
Andet
Dette review blev delvist finansieret af WHO’s strålebeskyttelsesprogram.
Erklæring om konkurrerende interesser
Forfatterne erklærer følgende økonomiske interesser/personlige forhold, der kan betragtes som potentielle konkurrerende interesser: [AWW leder en forskningsgruppe, som omfatter tre tekniske medarbejdere, der er ansatte i telekommunikationsselskaber. JM modtager beskæftigelses- og forskningsstøtte fra Canadas regering relateret til emnet. KS har været leder af IARC Monographs-programmet indtil sin regelmæssige pensionering (11/2018). Siden 10/2019 har han været medlem af det internationale videnskabelige rådgivende udvalg for Ramazzini-instituttet. Dette indebærer et 3 timers rådgivende gruppemøde om året. Han modtager ikke vederlag for sin rådgivningsvirksomhed. MM er medlem af det videnskabelige rådgivende udvalg for The Swiss Research Foundation for Electricity and Mobile Communication (FSM) ved ETHZ i Zürich, der modtager forskningspenge fra kommercielle enheder. Hendes partner laver rådgivning vedrørende mobiltelefonsikkerhed].
Uddrag
4. Diskussion
Arbejdet i denne publikation repræsenterer et systematisk review af de kræftfremkaldende effekter af radiofrekvent eksponering hos forsøgsdyr i manuskripter udgivet frem til 2022. Et resumé af konfidens vurderingerne for hver af de vigtigste typer kræft, der er evalueret (lymfom, hjerne, hjerte, binyrer, lever og lunge) er opsummeret i tabel 14. En høj CoE kan fortolkes som, at den korrekte sammenhæng med stor sandsynlighed afspejles i den tilsyneladende sammenhæng. En moderat CoE indikerer, at den korrekte sammenhæng kan afspejles i den tilsyneladende sammenhæng.
4.1. Sammenfatning af resultaterne
I alt 52 bioassays af dyrekræft, nemlig bioassays for kronisk kræft, initierings-(co-) promoveringsstudier og studier i tumortilbøjelige mus var kvalificerede og evalueret i henhold til protokollen (Mevissen et al. 2022). Af disse anses kroniske gnaverbioassays generelt for at være det mest informative studiedesign til påvisning af kemiske kræftfremkaldende stoffer, idet det erkendes, at faktorer som hvordan dyr udsættes, køn, art, stamme, stubstamme, baggrundshastigheder og variabilitet i spontane tumorer alle kan påvirke specifikke undersøgelsesresultater (Bannasch et al., 1986, Della Porta og Dragani, 1990). Udover forskellige studiedesign blev en række forskellige dyremodeller, eksponeringsmålinger, eksponeringsperioder og andre parametre gennemgået. Bioassays af kroniske gnavere har nået en høj standard for ydeevne til påvisning af kemiske kræftfremkaldende stoffer. Ikke desto mindre påvirker forskellige öis, længden af testning, udvælgelse og brug af stammer, især variabilitet af spontane tumorer, resultatet (Bannasch et al., 1986, Della Porta og Dragani, 1990). Samlet set er evidensgrundlaget meget heterogent og understøtter ikke stærke konklusioner om effekten af specifikke studiedesignvariabler, herunder strålingstype, art og belastning, som potentielle kilder til variation i resultater på tværs af studier. For at hjælpe med at besvare det fokuserede spørgsmål om strålingstypespecifikke effekter blev der udviklet supplerende figurer (S7, S8, S9, S10, S11, S12) for tumorsteder, hvor flere former for stråling blev administreret på tværs af studier (eller studiegrupper i samme publikation), og nogle tegn på carcinogenicitet blev observeret i mindst ét studie (eller studiegruppe). For høj CoE blev der identificeret to positive langtidsbioassays (for 2 steder, hjerte (hjerteschwannom) og hjerne (gliom)), hvor de positive studier var forskellige i flere henseender (dyremodel, strålingstype, dosering). For lungeadenomer eller karcinomer (kombineret) viste et kronisk bioassay en signifikant positiv tendens hos hanmus udsat for GSM (National Toxicology Program 2018a). Ingen parvise sammenligninger var statistisk signifikante på noget SAR-niveau, der blev undersøgt i dette studie. To initierings-(co-)promoveringsundersøgelser med et lignende design gav nogen dokumentatiom for en stigning i bronkoalveolære adenomer og/eller karcinomer hos mus af begge køn (kombineret) (Lerchl et al., 2015, Tillmann et al., 2010).
Teamet konkluderede, at der var høj CoE for en øget forekomst af ondartede schwannomer i hjertet hovedsageligt baseret på resultater fra to kroniske bioassays hos hanrotter. Med hensyn til effektens størrelse blev der observeret en signifikant tendens til en stigning i endokardiale maligne schwannomer hos hanrotter af Sprague Dawley i et studie med en statistisk signifikant tendens i ondartede schwannomer på tværs af dosisintervallet for en gennemsnitlig SAR for hele kroppen fra 1,5 W/kg til 6 W/kg givet over 106 uger, og stigningen er også statistisk signifikant ved 6 W/kg (National Toxicology Program 2018b). I et andet studie blev der observeret en øget forekomst af totalt schwannom i hjertet hos hanrotter af Sprague Dawley-rotter ved 0,1 W/kg (gennemsnitlig SAR for hele kroppen) givet over levetiden (Falcioni et al. 2018). Kønsforskelle i disse sjældne tumorer, nemlig schwannom hos Sprague Dawley-rotter, er blevet rapporteret i historiske kontroller med en forekomst på 0,7 hos hanrotter og 0,1 hos hunrotter (Kumar et al., 2024). Med hensyn til direkte PECOS i dyremodellen til dokumentation hos mennesker, er hjerteschwannomer sjældne tumorer hos mennesker. Imidlertid kan neoplasmer afledt af Schwann-celler stort set forekomme hvor som helst i kroppen, hvor der findes nerveskeder. Schwannomer er de mest almindelige neoplasmer i den perifere nerveskede, som også omfatter neurofibromer, perineurinomer, granulære celletumorer og ondartede perifere nerveskedetumorer. Et vestibulært schwannom er også kendt som et akustisk neurom eller akustisk neurinom, en neoplasma, for hvilken nogle epidemiologiske studier har rapporteret sammenhænge for øgede risici hos mennesker (Cardis et al., 2010, Hardell et al., 2002, Hardell et al., 2003, IARC, 2013, Pettersson et al., 2014).
Evalueringen af neoplastiske tumorer i hjernen blev vurderet til moderat til høj CoE for en øget forekomst af gliacelle-afledte tumorer ved gennemsnitlig SAR for hele kroppen på 6 W/kg over 106 uger, hovedsageligt baseret på NTP-studiet (National Toxicology Program 2018b). I studiet af Anderson et al. (2004) blev der i en analyse efter offentliggørelsen observeret en stigning i oligodendrogliomer med en statistisk signifikant tendens over dosisområdet 0,16 W/kg til 1,6 W/kg (gennemsnitlig SAR for hele kroppen) givet i 2 timer/dag over 5 dage/uge over 100 uger sammenlignet med historiske kontroller (Anderson et al. 2004). Yderligere resultater rapporteret af Falcioni (Falcioni et al. 2018) i en anden rottestamme (hanrotter Fischer 344), selvom de er på grænsen til statistisk signifikans, understøtter denne evaluering. En moderat sikkerhed for en øget forekomst af neoplastiske tumorer blev også fundet for binyrerne, nemlig fæokromocytom ved et gennemsnitligt SAR-niveau for hele kroppen på 1,5 W/kg. Moderat CoE blev konkluderet for en øget forekomst af hepatoblastom ved en gennemsnitlig SAR for hele kroppen på 5 W/kg givet over 106 uger. Vi konkluderede også, at CoE for en øget forekomst af lymfom var moderat ved en gennemsnitlig SAR for hele kroppen på 2,5 W/kg givet i 108 uger hos mus. Evalueringen af neoplastiske tumorer i lungen blev vurderet til moderat CoE for en øget positiv tendens for forekomsten af bronkoalveolært adenom og karcinom (SAR: 2,5-10 W/kg) (National Toxicology Program 2018a) med en vis støtte til signifikante stigninger i en eller begge tumortyper fra to initierings-(co-)fremmende undersøgelser (Lerchl et al., 2015, Tillmann et al., 2010).
For andre kræftsteder giver dette systematiske review kun mindre dokumentation for, at RF EMF-eksponering forårsager kræft i følgende systemer, gastrointestinal/fordøjelses-, nyre-, brystkirtel-, urin-, endokrine, muskuloskeletale, reproduktive og auditive som vist i supplerende tabel 1.
4.2. Sammenligning med andre studier
I 2011 udførte IARC’s monografiprogram en evaluering af RF EMF, og en arbejdsgruppe klassificerede RF EMF som “muligvis kræftfremkaldende for mennesker” (klasse 2B) baseret på begrænset evidens for kræftfremkaldende egenskaber hos mennesker og forsøgsdyr (IARC 2013). Vores analyse fandt yderligere støtte til evidens for carcinogenicitet hos dyr baseret på studier siden IARC-gennemgangen, især (Falcioni et al., 2018, National Toxicology Program, 2018b).
I modsætning til det nylige systematiske review af Pinto et al. (2023), som udførte en metaanalyse for kræft med ≥ 3 studier, brugte vi en narrativ tilgang (Pinto et al. 2023), fordi vi anså dataene for heterogene til at understøtte en meningsfuld kvantitativ integration (eller undergruppeanalyser). Pinto et al. (2023) anså dokumentationen for kræftfremkaldende egenskaber for at være svagere end vores vurderinger. Dette gælder måske især for hjernen Pinto et al. (2023) konkluderede også, at det begrænsede antal studier for de fleste kræfttyper begrænser evnen til at betragte resultater som endeligt afgørende.
4.3. Revisionsprocessens styrker og begrænsninger
De fleste af de studier, der understøtter vores evalueringer med høj eller moderat CoE, blev offentliggjort efter IARC Monographs-mødet i 2011, og dokumentationen kom primært fra toårige gnaverbioassays. Samlet set blev de støtteberettigede studier udført inden for en tidsramme på ca. 40 år. Overordnede begrænsninger af evidensen er for det meste baseret på heterogeniteten i studiedesignene, herunder forskellige arter og stammer, undersøgelseslængde og forskellige eksponeringsbetingelser og -niveauer. Derfor var konsistens svær at evaluere. På grund af heterogeniteten blev en kvantitativ metaanalyse i henhold til vores protokol ikke anset for passende på grund af det lille antal studier med tilstrækkeligt ens eksperimentelt design.
En udfordring, vi stod over for, var at karakterisere effektstørrelsen på en måde, der kunne betragtes som analog med præsentationen af relative risikoestimater, der blev brugt til at opsummere resultater fra epidemiologiske studier (se Ændringer). I sidste ende blev effektens retning beskrevet, og det laveste SAR-niveau, hvor en stigning i kræftforekomsten opstod, blev noteret. De 1 % bayesianske gennemsnitlige BMD blev beregnet, når dosis-respons-effekter blev identificeret. Disse BMD’er kan danne grundlag for fremtidige sundhedsvurderinger, der kan være baseret på dokumentation fra bioassays af dyrekræft, uden at der gøres nogen antagelser om ekstrapoleringer mellem arter med hensyn til forekomsten af kræftfremkaldende fund.
Selvom det ikke er begrænsninger i reviewet i sig selv, havde vi nogle observationer om vores erfaring med OHAT-rammen, som bruger GRADE som sit fundament med nogle justeringer specifikt til dyreevidens (National Toxicology Program 2019a). Med hensyn til brugen af OHAT RoB-værktøjet virkede nogle af de RoB-elementer, der blev brugt til kliniske forsøg på mennesker, konstruerede, når de blev anvendt på dyrekræft bioassays. Især vurderingen af, om forskningspersonale, der allokerede dyr, ikke kunne forudse, hvilken administreret dosis eller hvilket eksponeringsniveau, der ville blive tildelt ved starten af et studie (“blinding før studiet”). Bedømmere anså generelt ikke-blinding på dette trin for sandsynligvis ikke at være en væsentlig kilde til bias i dyreforsøg. Derudover inkluderer RoB-analyser ideelt set information om den forudsagte retning og størrelsesorden af den potentielle bias.
Visse systematiske reviewrammer inden for miljøsundhed indfører en yderligere vurdering af studiets følsomhed eller informativitet, som kan identificere studiebegrænsninger, der falder uden for RoB (IARC, RoC, IRIS). For at vurdere studiets følsomhed til dette systematiske review tilpassede vi værktøjet fra RoC, der dækker fire domæner, såsom endepunktfølsomhed for visse studiedesign eller eksponeringskontraster. Vi fandt vurderingen af studiets følsomhed værdifuld som et supplement til RoB-analysen, selvom vi ikke identificerede mange kroniske kræftbioassays-studier med signifikante følsomhedsproblemer.
Ligesom Hooijmans et al. (2018) indikerer vores erfaring, at yderligere metodeforfinelser og præciseringer er nødvendige, når GRADE-baserede tilgange anvendes til at nå frem til CoE-konklusioner ud fra dyreforsøg (Hooijmans et al. 2018). I lighed med Hooijmans et al. (2018) opdelte vi overvejelser om direktehed i to niveauer. Det ene niveau var overvejelser om direktehed med hensyn til dyreforsøg (f.eks. anså vi kroniske kræftbioassays for at være mere direkte end inhiation/promoveringsstudier). Det andet niveau var direktehed i forhold til dyreevidensen for mennesker. Her anså vi dyreforsøg som relevante for identifikation af en kræftfremkaldende fare for mennesker.
I vores vurdering oplevede vi udfordringer i betragtning af evidensgrundlagets diversitet. Det påvirkede vurderinger af, hvorvidt der skulle udføres en metaanalyse, samt vurderinger af uforklarlig inkonsistens og præcision. Sammenlignet med eksperimentel evidens fra mennesker kan man forvente en større grad af heterogenitet i respons fra dyreevidens i betragtning af den brede vifte af anvendte modelsystemer og eksponeringsparadigmer. For eksempel ville en høj grad af konsistens i fund fra forskellige indavlede stammer, udavlede stammer og tumortilbøjelige (og andre modificerede) modeller ikke nødvendigvis forventes (Vesterinen et al. 2014). Der var således plausible årsager til inkonsekvens, og vi nedgraderede sjældent for uforklarlig inkonsekvens. Vi bemærker, at OHAT-forfiningen til GRADE giver mulighed for konsistens på tværs af modelsystemer, der kan bruges som en opgraderingsfaktor. Et andet problem, vi identificerede, er den gennemsigtige overvejelse af understøttende evidens i den strukturerede ramme, f.eks. præneoplastiske histopatologiske fund såsom hyperplasi. OHAT/GRADE-opgraderingsfaktoren for virkningen af resterende confounding er typisk kontekstualiseret som værende anvendelig til epidemiologisk evidens. Vi brugte ikke denne faktor i vores analyser og er ikke klar over dens anvendelse i andre vurderinger af dyreevidens ved hjælp af OHAT/GRADE. Derfor bør anvendeligheden og hvordan man operationaliserer denne overvejelse på dyreevidens overvejes som en del af fremtidig metodeforfining. Det er værd at bemærke, at der findes en projektgruppe med fokus på analyse af dyreevidens, der opererer i regi af GRADE-arbejdsgruppen (https://www.gradeworkinggroup.org, se “Grupper og projekter”). Målet med denne projektgruppe er at fremme og afklare metodologi til anvendelse af GRADE på dyreevidens.
Klassificeringen af evidensen som udført her i forbindelse med de tilpassede GRADE- og OHAT-rammer vurderede evidensniveauet efter kræftsted og udviklede ikke en overordnet carcinogenicitets konklusion. I modsætning hertil syntetiserer identifikationer af kræftrisici som udført af veletablerede nationale og internationale programmer (f.eks. US RoC, IARC) dokumentationen og den resulterende evaluering på tværs af alle tumorsteder. Typisk er der kun meget få bioassays af høj kvalitet til rådighed for kronisk kræft for et givet middel, testet i henhold til GLP-retningslinjer ved høje eksponeringsniveauer for at maksimere informativiteten af studierne og samtidig undgå toksicitet og relaterede trusler mod validitet. Tilsammen kan den evalueringsramme, der anvendes her, og de relativt lave eksponeringsniveauer i de fleste RF EMF-kræftbioassays resultere i en potentiel undervurdering af en potentiel kræftfare sammenlignet med veletablerede programmer.
4.4. Resultaternes konsekvenser for praksis, politik og fremtidig forskning
Resultaterne af dette systematiske review giver høj eller moderat CoE for flere kræftområder, der er relevante for identifikation af kræftrisici for mennesker. I modsætning til visse usikkerheder vedrørende oversættelse af SAR/doser og kræfteffekter til risikovurdering for mennesker, ligger nogle af de SAR-niveauer, hvor der blev observeret effekter, inden for størrelsesordenen af den gennemsnitlige SAR for hele kroppen, der kan opleves hos mennesker. Imidlertid skal eksponeringstypen (hele kroppen versus lokaliseret), eksponeringsintensiteten og eksponeringens varighed også overvejes, når effektstørrelserne oversættes til kræftrisiko hos mennesker.
Stærk evidens for kræft hos forsøgsdyr er relevant for identifikationen af en kræftfremkaldende risici hos mennesker (Baan et al. 2019). Med hensyn til PECOS for menneskelig relevans er der ingen a priori overbevisende mekanistiske eller anden biologisk dokumentation, der tyder på, at dyremodeller ikke er rimelige til at forudsige potentielle effekter hos mennesker. I yderligere analyser af overensstemmelsen af tumorsted mellem forsøgsdyr og mennesker sammenlignede Krewski et al. desuden agensspecifik overensstemmelse mellem (grupper af) kræftsteder med tilstrækkelig evidens hos mennesker og dyr (sidstnævnte krævede replikation af positive resultater på det samme specifikke sted i mindst to dyreforsøg). Det skal bemærkes, at disse estimater forventes at undervurdere overensstemmelsen (Krewski et al. 2019). Når den er til stede, kan tumorstedskonkordans øge tilliden til resultaterne, især til menneskelig risikovurdering. Vi bemærker, at de to tumortyper med høj CoE hos dyr i dette systematiske review er de samme som dem, der er identificeret med begrænset evidens hos mennesker af IARC’s arbejdsgruppe. Bemærk, at “begrænset evidens for carcinogenicitet hos mennesker” er defineret i præamblen til IARC-monografierne som “en kausal fortolkning af den positive sammenhæng, der er observeret i mængden af dokumentation for eksponering for agensen og kræft, er troværdig, men tilfældigheder, bias eller forvirring kan ikke udelukkes med rimelig sikkerhed.”
For hjerteschwannomer blev der observeret en signifikant stigning ved en gennemsnitlig SAR for hele kroppen på 6 W/kg (CDMA), og en signifikant SAR-relateret tendens blev observeret i NTP-studiet. En statistisk signifikant tendens for en stigning og en signifikant stigning ved det højeste SAR-niveau blev også observeret i Falcioni-studiet, hvor han-Sprague Dawley-rotter blev udsat for gennemsnitlig SAR for hele kroppen på 0,001, 0,03 og 0,1 W/kg, hvilket er inden for området for menneskelig eksponering. Neoplasmer afledt af Schwann-celler kan stort set forekomme på ethvert sted i kroppen, hvor nerveskeder findes, og disse neoplasmer er de mest almindelige tumorer i den perifere nerveskede.
Vores systematiske review handler om kræftfremkaldende sygdom hos forsøgsdyr. Som en del af dette arbejde identificerede vi de gennemsnitlige SAR-niveauer i hele kroppen, hvor der blev observeret stigninger i kræft, men ingen tærskler for carcinogenicitet kunne identificeres baseret på dataene. Mekanistisk forståelse kan hjælpe med ekstrapolering af forholdet mellem eksponerings- og responsforholdet for RF EMF-kræftudvikling fra dyr til mennesker og med at fastsætte grænseværdier. Et af kendetegnene ved højere SAR-niveauer er en stigning i kropstemperaturen, hvilket er blevet foreslået som en potentiel mekanisme for kræftfremkaldende egenskaber hos dyr (Hinchliffe et al., 2021, Zhang et al., 1995). Selvom der ikke er videnskabelig konsensus om relevansen af denne mekanisme, og der fremkommer dokumentation for andre mekanismer for kræftfremkaldende egenskaber af RF EMF, vurderede dette systematiske review, om RF EMF-eksponeringsinduceret opvarmning blev målt i inkluderede studier som et domæne af vores specifikt tilpassede RoB-værktøj. Alle de informative studier af carcinogenicitet er blevet vurderet til at have lav RoB, fordi de vurderede vævs-/kropsopvarmning, men stigninger i kropstemperatur kan ikke helt udelukkes. Konceptuelt kan nogle hypotetiske temperatureffekter ved SAR-niveauer over 1,5 W/kg og relaterede kropstemperaturstigninger på mindre end 1 °C ikke udelukkes med sikkerhed. Derudover er oxidativ stress blevet påvist i forskellige studier, selv ved lave SAR-niveauer, og permanent stigning i oxidativt stress kan føre til kræft (Schuermann og Mevissen 2021). Specifikt foreslår vi hertil og inden for disse grænser nogle yderligere overvejelser om RF EMF-induceret opvarmning, og hvordan dette sammenlignes mellem forsøgsdyr og mennesker, primært ud fra det fysiske eksponeringsperspektiv (bilag 2). Det må dog ikke misforstås som en godkendelse af temperaturhypotesen om RF EMF-carcinogenicitet eller bekymringer om potentiel temperaturrelateret bias i vores sikkerhedsvurderinger.
I betragtning af det høje CoE for carcinogeniciteten af RF-EMF baseret på studier i forsøgsdyr, og også under hensyntagen til princippet om reduktion, udskiftning, forfining og ansvar (4R), med visse undtagelser på frekvenser af fremtidige netværk, anbefales simple forsøg på replikering af nuværende studier ikke, fordi de aldrig vil være fulde replikater (f.eks. på grund af skift i indavlede gnaverstammer). I stedet foreslår vi at anvende tilgængelige bioprøver fra informative kroniske kræftbioassays til at undersøge mekanismer for RF-EMF-karcinogenese til at informere ekstrapolering mellem arter, også med udgangspunkt i de systematiske reviews af oxidativt stress (Meyer et al., 2024, Schuermann og Mevissen, 2021).
Frekvenser, der vil blive brugt i nuværende og fremtidige 5G-netværk (3,5 – 60 GHz), forventes at forekomme længe før dyrekræftdata vil være tilgængelige for at påvirke eksponeringsretningslinjerne. Sådanne studier kræver mange år at designe, gennemføre og rapportere, hvilket gør det til en udfordring at følge med teknologiske ændringer. Hvis sådanne studier udføres, bør de omfatte intermediære endepunkter, der kan bidrage til at identificere og adskille mekanismer for RF EMF’s carcinogenicitet. For eksempel kan kroniske bioassaystudier overvåge serumstresshormoner og ROS-niveauer, hjertefrekvens og andre metaboliske endepunkter, der kan hjælpe med at identificere, hvordan organer eller systemer kan være dysregulerede fra RF EMF-eksponering, og hvilke der kan være særligt modtagelige for RF EMF.
Brugen af 3D-modeller som organoider, der stammer fra menneskeinducerede pluripotente stamceller (iPSC), kan også styrke den mekanistiske dokumentation. Disse nye værktøjer er fokuseret på et system, væv eller endda en tumor og giver også mulighed for mekanistisk forskning. Med hensyn til CoE for dette opdaterede systematiske review vil yderligere forskning i hjernetumorer og relaterede præmaligne læsioner være af høj prioritet såvel som forskning i schwannomer. For at undersøge SAR/dosisrespons vil forskellige niveauer af SAR-værdier, under og over realistiske SAR-niveauer for menneskelig eksponering være vigtige for risikovurderingen af mennesker. I betragtning af den lange latenstid af solide tumorer hos mennesker vil epidemiologiske studier af kommende trådløse frekvenser og evalueringer først være informative, når den nye teknologi har været på plads i 10, 20 eller flere år. På trods af alle nødvendige bestræbelser på at forfine og reducere studier med dyr er bioassays om kronisk kræft stadig det bedst forståede værktøj til identifikation af kræftfarer og risikovurdering i scenarier, hvor epidemiologiske studier på mennesker sandsynligvis endnu ikke er fuldt ud informative, og mekanismer for carcinogenicitet endnu ikke er forstået.
4.4.1. Afsluttende konklusioner
Resultaterne af dette systematiske review indikerer, at der er evidens for, at RF EMF-eksponering øger forekomsten af kræft hos forsøgsdyr, hvor CoE er stærkest for ondartede hjerteschwannomer og gliomer.
På trods af den høje grad af sikkerhed for, at evidens for kræftfremkaldende egenskaber hos forsøgsdyr kan forudsige en kræftfremkaldende risici for mennesker, er ekstrapolering af risiko fra kræftbioassays til mennesker særlig kompleks for RF EMF. Uden en forståelse af mekanismen bag RF-EMF’s kræftfremkaldende egenskaber, kan valget af eksponeringsmetrik til risikoekstrapolering (hele kroppen versus lokaliseret), intensitet eller kumulativ eksponering være afgørende, uanset om en monoton dosis-respons gælder for kræftfremkaldende effekter, og om SAR er den passende dosismetrik for bivirkninger induceret af RF-EMF.
Ud over integrationen af det følsomhedsdomæne, der er overtaget fra RoC, er der behov for mere arbejde for at skræddersy GRADE-tilgangen til vurdering af CoE fra bioassays af dyrekræft, der er designet til at identificere risici for miljøfaktorer.
Læs mere her:
