FN 80-år: Stadig den vigtigste organisation, men medlemslandene ødelægger den bevidst
Illustration: Lånt fra artiklen i The Transnational
FN har været ekstremt vigtig i de sidste 80 år i forhold til f.eks. global dialog, flerdimensionel udvikling, international ret, fredsbevarelse, normativitet, voldsfordømmelse og etik.
FN har været stedet, hvor medlemslandene blev holdt ansvarlige.
Artiklen er skrevet af Jan Öberg og ugivet den 9. juli 2025 på The Transnational under en Creative Commons licens. Jan Öberg er direktør for den svenske tænketank Transnational Foundation for Peace & Future Research. Understregninger og noter er tilføjet.
FN-pagten (1) er det mest Gandhianske dokument (2), der nogensinde er underskrevet af verdens regeringer. Hvis det store flertal af medlemslande levede op til deres forpligtelser i henhold til FN-pagten samt de resolutioner, de har underskrevet, ville verden være et langt mere fredeligt, retfærdigt, demokratisk og lovligt sted.
Desværre er der flere grunde til, at verden ikke er i overensstemmelse med de fine charternormer og bestemmelser:
a) Flertallet af stater er nationalistiske og accepterer ikke overnationale organer, der kan begrænse deres ‘nationale interesser’,
b) Medlemsstaternes generelle opfattelse af forsvar og sikkerhed er baseret på offensiv afskrækkelse, som prioriterer offensive våben og uundgåeligt skaber det klassiske “sikkerhedsdilemma”, som fører til stadig højere oprustningsniveauer og risiko for vold i stedet for ægte fred. Derudover er masseødelæggelsesvåben uforenelige med flere bestemmelser, hvoraf den klareste er chartrets artikel 1 – at fred skal etableres med fredelige midler (3) og traktaten om forbud mod kernevåben (2017). (4)
Man kan nævne to andre grunde, nemlig:
c) Civil konfliktløsning, mægling, forsoning og lignende koncepter og politikker ignoreres i det store og hele, fordi de fleste regeringer er sørgeligt mangelfulde på viden om disse spørgsmål. Sikkerhed betyder at forberede sig på krig, ikke at forberede sig på samarbejde, dialog, mægling og forhandlede løsninger. Og så:
d) Medlemsstaterne bruger i alt 300-400 gange mere på deres militær end på det, FN og alle dets tilknyttede organisationer gør. (5)
Som om det ikke var slemt nok, er her, hvad FN selv påpeger, nemlig at “ifølge oplysninger fra FN-kontrolløren til Generalforsamlingens femte komité (administrativ og budgetmæssig) er der kun modtaget 1,8 milliarder dollars i forhold til de regulære budgetvurderinger på 3,5 milliarder dollars for 2025 – et underskud på omkring 50 procent.”
Det burde være indlysende, at verdens regeringsprioriteter taler imod enhver idé om en mindre voldelig og krigsplaget verden. I 2024 brugte verden 2700 milliarder amerikanske dollars på militæret.
Der er andre grunde, men disse er nok til at understrege, at den største fejl ligger hos medlemslandene og deres adfærd snarere end hos FN som en global institution.
Hvis medlemsstaterne ønskede, at det skulle være, hvad dets stiftende intellektuelle ønskede, at det skulle være, ville det være helt anderledes end nutidens FN.
De fleste internationale organisationer har præambler, der gør fred til deres overordnede normer og mål, ofte med eksplicit henvisning til FN-pagten. Et eksempel er EU, et andet NATO. NATO’s traktat er stort set en kopi af FN-pagten udvidet med artikel 5 om gensidig militær bistand i tilfælde af et angreb på et NATO-medlem. Den fastslår også, at alle konflikter skal henvises til FN. (6)
Men siden NATO bombede Jugoslavien i 1999 i sin første “uden for området”-operation og uden et FN-mandat, har det opereret med principper, koncepter og politikker, der kan opsummeres som en 24/7 overtrædelse af dets egen traktat.
I dagens mørke militaristiske tid er ordet ‘fred’ intet andet end en slags udsmykning. Stort set ingen regering har nogen kapacitet til at løse konflikter gennem diplomati og andre civile midler – at skabe fred med fredelige midler. Jeg har argumenteret andetsteds for, at verden er mere konflikt- og fredsanalfabet end nogensinde. (se HER)
Da fredshensyn de facto er blevet annulleret i vestlig politik, medier og forskning, kan det med sikkerhed forudsiges, at det faktum, at FN – menneskehedens vigtigste organisation – fylder 80 år, vil give meget lidt opmærksomhed blandt de 12% af menneskeheden, der bor i Vesten. Vestlige medier vil sandsynligvis være meget mere opmærksomme på NATO’s 80 års jubilæum i 2029. FN vil dog blive fejret af mange i de ikke-vestlige dele af verden.
I årtier har en masse forskning, dialoger og civilsamfundsaktivisme produceret fine forslag til FN-reformer og i tilknytning hertil diskuteret, hvad fremtidens verden har brug for med hensyn til global styring og samarbejde. For en, der har fulgt dem alle i lige mange årtier, er der kun én konklusion at drage: Vesten har ingen vision for fremtiden generelt eller for FN’s fremtid i særdeleshed, ønsker ikke at dele magten med andre gennem et reformeret FN og ønsker at fortsætte med at dominere verden. Den synes blind for det faktum, at den er i hastig tilbagegang og dømt til at falde, hvad angår etik, økonomi, politik, legitimitet, kultur, teknologi, uddannelse, forskning og respekt for international lov og endda sine egne civilisationsværdier.
Det sidste, USA/Vesten ønsker at se, er således en fælles global fremtid med et stærkt FN. Hvornår – og hvordan – den vil erkende, at dens kamp for global enpolet dominans er håbløs, og at “hvis du ikke kan slå dem, så slut dig til dem” er endnu uvist. Men det bliver ikke et hyggelig teselskab.
Hvilke reformer nævnes i FN-miljøer?
“UN80-initiativet” fokuserer på tre prioriteter: forbedring af operationel effektivitet, vurdering af, hvordan mandater – eller nøgleopgaver – fra medlemsstaterne implementeres, og undersøgelse af strukturelle reformer på tværs af FN-systemet. Det er naturligvis vigtige spørgsmål, og FN skal bestemt opdateres, gøres mere effektiv og stræbe efter bedre ledelse.
Sådanne prioriteter gælder dog også for mange andre internationale organisationer, men FN er både den, der udpeges som “forældet” eller “bureaukratisk”, og også den, der skal overleve på sørgeligt utilstrækkelige midler i betragtning af sit ekstremt komplekse globale mandat.
Sammenlign med NATO, der ikke engang diskuterer reformer og hviler på et åbenlyst forældet offensivt militært ‘forsvar’ og med ret til første brug af atomvåben, et gigantisk bureaukrati, der, når det har et topmøde, i bund og grund er en sceneopsætning med mode, hyggelige familiesmil, vittigheder, iscenesatte pressekonferencer og andre møder, hvor hver aktør på forhånd er blevet instrueret præcist i, hvad de skal sige og ikke sige – og de fremsætter alle de samme banaliteter, som om Rusland allerede var begyndt med at rulle sine kampvogne mod Eifeltårnet og Bruxelles. Den endelige topmødeerklæring er skrevet før mødet, den er kort og fastslår kun, at Alliancen har besluttet at øge sine militærudgifter til 5 % af BNP – en foranstaltning, som jeg tror, jeg stadig er den eneste, der grundlæggende har kritiseret som det intellektuelle nonsens, det er. (se HER)
Det sker, mens FN må flytte til en billigere placering på verdensplan og måske helt eller delvist opgive sit andet hovedkvarter i Genève. I forbifarten vil jeg foreslå, at FN’s hovedkvarter i New York flyttes ud af USA, der ikke længere fortjener at være vært for det.
FN’s 80-års jubilæum bør fejres ved at lancere forskellige elementer af en ny vision for FN i fremtidens verden og ved at FN’s ledelse kræver langt mere solidaritet og øget finansiering fra sine medlemmer samt simpel respekt for charterets normer, værdier og artikler.
Men det ville blandt meget andet kræve en FN-generalsekretær, der minder mere om Dag Hammarskjöld eller Kofi Annan end den nuværende, meget anstændige og lavmælte António Guterres, der næppe ville aktivere chartrets artikel 99 og 100 om den magt (7), han faktisk har, og kræve af medlemslandene, at de sætter ham og hans sekretariat i stand til at udføre alle de opgaver, de kræver, at FN skal udføre og opnå, næsten mod alle odds skabt af de samme medlemmer. De fremlægger i stedet slørede mandater og skamløst små midler.
FN har brug for mange reformer og opdateringer; det har enhver, der fylder 80. Men FN’s første generalsekretær, nordmanden Trygve Lie, havde fuldstændig ret i at påpege, at FN kun vil være så stærk, effektiv og verdensforbedrende, som medlemslandene ønsker, at den skal være.
USA og andre vestlige medlemmer har ikke kun marginaliseret FN systematisk i årtier, de har også ført politikker, der udgør en total krænkelse af alt, hvad FN står for og søger at opnå. USA/Vesten har endda indført sin egen “regelbaserede internationale orden” og anser sig – sammen med Israel – for at være “exceptionelle” ved ikke at være bundet af international lov, som vi kender den i almindelighed og FN-pagten i særdeleshed. Folkedrabet i Gaza og den israelske og amerikanske aggression mod Iran siger meget om den uhyrlige foragt for FN og international lov.
Det er velkendt, at Sikkerhedsrådet skal reformeres, Generalforsamlingen styrkes, måske en ny folkeforsamling – så FN kan blive mere “vi, folket” og ikke kun “vi, de – ikke-valgte – regeringsrepræsentanter”, og at sikkerhed også omfatter miljøet osv.
Der er et indlysende behov for en meget stærkere FN-fredsbevarende organisation og en interventionsstyrke under FN-kommando – ikke NATO-kommando i overensstemmelse med kapitel 7 – når ethvert civilt skridt er afprøvet og fundet forgæves.
Vi afslører ikke en hemmelighed ved at sige, at det er forskellige medlemsstater, der modsætter sig alle disse sunde fornuft-ideer, som ville være yderst mulige, hvis medlemslandene var medlemmer for FN og ikke kun af eller imod det.
Efter min mening er Kina den eneste store og vigtige magt, der taler ud og fører politikker med grundlæggende respekt for FN-pagten. Man behøver blot at pege på Kinas overholdelse af de geniale fem principper for fredelig sameksistens (indlejret i landets forfatning) og dets visionære initiativer for en fælles fremtid, civilisation, udvikling og sikkerhed. (8)
Når det er sagt, er landet dog også næsten 600 millioner amerikanske dollars bagud med årets finansieringsløfter og er kun den 8. største bidragyder til FN’s fredsbevarende indsats.
Desuden kan det også med sikkerhed hævdes, at projekter som Belt and Road Initiative, BRI, (9) er i fin overensstemmelse med de grundlæggende FN-principper; samarbejde til gensidig og lige fordel vil højst sandsynligt bidrage til forebyggelse af vold og krig og på længere sigt blive det måske vigtigste enkeltstående fredsprojekt i den nye multipolære verden, som menneskeheden længes efter at se blive til virkelighed.
Noter:
1) FN eller de Forenede Nationer blev grundlagt den 24. oktober 1945 efter Anden Verdenskrig med det formål at opretholde international fred og sikkerhed, udvikle venskabelige forbindelser mellem nationer, og fremme internationalt samarbejde om at løse økonomiske, sociale, kulturelle og humanitære problemer.
2) Mohandas Karamchand Gandhi (2. oktober 1869 – 30. januar 1948) var en indisk advokat, antikolonial nationalist og politisk etiker, der brugte ikke-voldelig modstand til at lede den succesfulde kampagne for Indiens uafhængighed fra britisk styre. Han inspirerede bevægelser for borgerrettigheder og frihed over hele verden. Æresbetegnelsen Mahātmā (fra sanskrit, der betyder storsjælet eller ærværdig), der første gang blev anvendt om ham i Sydafrika i 1914, bruges nu over hele verden. Læs evt. denne artikel: Gandhis filosofi om ikkevold: Væsentlige valg af Brian C. Barnett, 2021.
3) Artikel 1.
De Forenede Nationers formål er:
1. at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed og i dette øjemed: træffe effektive fælles forholdsregler til forebyggelse og fjernelse af trusler mod freden og til undertrykkelse af angrebshandlinger eller andre brud på freden, og ved fredelige midler og i overensstemmelse med retfærdighedens og folkerettens grundsætninger at ordne eller bilægge mellemfolkelige tvistigheder eller situationer, som kunne føre til brud på freden;
2. at fremme venskabelige forhold mellem nationerne, hvilende på respekt for grundsætningen om folkenes ligeret og selvbestemmelse, og at tage andre egnede forholdsregler til at styrke verdensfreden;
3. at tilvejebringe mellemfolkeligt samarbejde ved løsning af mellemfolkelige spørgsmål af økonomisk, social, kulturel eller humanitær karakter, og ved at styrke og fremme respekten for menneskerettigheder og for fundamentale frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog eller religion; og
4. at være et centralorgan, der skal bringe nationernes indsats til opnåelse af disse fælles mål i indbyrdes overensstemmelse.
4) Danmark har ikke tilsluttet sig FN’s traktat om forbud mod kernevåben, og har heller ikke deltaget i forhandlingerne om traktaten. Traktaten, der blev vedtaget i juli 2017, forbyder udvikling, test, produktion, besiddelse, overførsel, brug eller trussel om brug af atomvåben. Danmark begrunder sin manglende tilslutning med, at traktaten ikke støttes af lande med atomvåben og at den kan svække NATO som forsvarsalliance.
5) Artiklen her fra Steigan.no (9. juli 2025) giver en fornemmelse af de enorme summer der bruges på militære våbensystemer.
6) Nato traktaten.
Artikel l.
Deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvel som retfærdighed ikke bringes i fare, og til i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål.
7) FN chartret:
Artikel 99.
Generalsekretæren kan henlede sikkerhedsrådets opmærksomhed på enhver sag, der efter hans mening kan true opretholdelsen af den mellemfolkelige fred og sikkerhed.
Artikel 100.
1. I udøvelsen af deres pligter må generalsekretæren og personalet ikke søge eller modtage instruktioner fra nogen regering eller fra nogen anden myndighed uden for organisationen. De skal afholde sig fra enhver virksomhed, som måtte være uforenelig med deres stilling som mellemfolkelige embedsmænd, der kun er ansvarlige over for organisationen.
2. Hvert medlem af de Forenede Nationer forpligter sig til at respektere den udelukkende mellemfolkelige karakter af generalsekretærens og personalets funktioner og til ikke at søge at øve indflydelse på dem ved udførelsen af deres hverv.
8) I en tale i Beijing d. 28. juni 2024 hyldede Xi Jinping 70 året for formuleringen af de Fem Principper om Fredelig Sameksistens, som første gang blev formuleret af Zhou Enlai under Bandung konferencen i 1954.. De fem principper er følgende :
- Gensidig respekt for souverenitet og territorial integritet,
- Gensidig ikke aggression
- Gensidig ikke indblanding i hinandens interne forhold
- LIghed og gensidige fordele, og
- Fredelig sameksistens
I sin tale fremhævede Xi JInping at de Fem Principper har fungeret nu i årtier som grundlag for et udvidet samarbejde med ikke mindst det Globale Syd, og at det er på de samme principper at Kina i disse år taler for en Fælles Fremtid for Menneskeheden. Samtidigt fremlagde Xi Jinping en række kinesiske initiativer til at udbygge samarbejdet med det Golobale Syd, med særlig vægt på uddannelse, oprettelse af skoler og uddannelsescentre i Syd m.v. (Se mere HER).
9) Belt and Road Initiative (BRI eller B&R), kendt i Kina som One Belt One Road og nogle gange omtalt som den Nye Silkevej. Projektet One Belt One Road binder de kinesiske målsætninger sammen om at bygge en interkontinental netværksinfrastruktur mellem Europa, Afrika, Asien og Kina. Projektet startede i 2013.
Læs mere her:
Tilføj en kommentar