Illustration: Yuri Grigoriev (1925-2021) russisk biofysiker og tilhænger af ikke-termiske effekter. Før han døde, færdiggjorde han en bog, der beskriver de udfordringer, som introduktionen af 5G-netværk medførte. Bogen på engelsk kan downloades gratis.

Den russiske forsker, Dr. Oleg A. Grigoriev, Dr. Sc. (radiobiologi), Ph.D. (radiobiologi og hygiejne ved ikke-ioniserende stråling) har på det amerikanske sundhedsministeriums (HHS) generelle opfordring, fremsendt en opsummering af de sidste 130 års russisk forskning i den elektromagnetiske strålings biologiske effekter.

I sit introduktionsbrev skriver Dr. Grigoriev bl.a.:

“Som bekendt er grænseværdierne for eksponering af EMF (elektromagnetiske felter) for offentligheden i Rusland strengere end i USA (100 gange højere). Hovedårsagerne til det er forskellige kriterier for vurdering af skader fra biologiske effekter af EMF, samt den specifikke karakter af det statslige reguleringssystem for elektromagnetiske feltkilder i Rusland.

Rusland har 130 års videnskabelig erfaring med forskning i EMF-biomer, derfor har vi indsamlet data om de fleste EMF-bioeffekter, herunder ikke-termiske, informationsbaserede og termiske effekter.

Da Rusland har strenge obligatoriske EMF-grænseværdier under statslig kontrol, har vi ingen problemer med EMF-hypersensitivitet eller EMF-kræft.

Spørgsmålet om specifikke EMF-grænseværdier for børn i digitale uddannelsesmiljøer diskuteres netop nu.

Jeg håber, at du (Note: Sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr.) og dine kolleger ved, at den internationale debat om årsagerne til og hensigtsmæssigheden af ​​en streng EMF-grænseværdi har stået på i mere end 50 år, og at den har omfattet direkte diskussioner mellem amerikanske og russiske forskere siden begyndelsen af ​​1970’erne.”

Dr. Oleg A. Grigoriev er Formand for den russiske nationale komité for beskyttelse mod ikke-ioniserende stråling og medlem af bestyrelsen, Det Videnskabelige Råd for Radiobiologi, Det Russiske Videnskabsakademi.

Hele introduktionsbrevet til HHS fremsendt den 19. oktober 2026 finder du HER. Sammen med brevet vedhæftede Dr. Oleg A. Grigoriev forskningsartiklen: Forskning i de biomedicinske effekter af elektromagnetiske felter i Rusland gennem 130 år: Hovedfaser i den videnskabelige erkendelses udvikling. Offentliggjort i april 2024.

Med fremsendelsen til HHS er forskningsartiklen gjort offentlig tilgængelig og er derfor her oversat til dansk:

Forskning i de biomedicinske effekter af elektromagnetiske felter i Rusland gennem 130 år: Hovedfaser i den videnskabelige erkendelses udvikling.

Grigoriev, O.A., Ushakov, I.B. & Alekseeva, V.A. Research of the Biomedical Effects of Electromagnetic Field in Russia over 130 Years: Main Stages of Advances in Scientific Knowledge. Biol Bull Russ Acad Sci 51, 3421–3433 (2024). https://doi.org/10.1134/S1062359024701784

Abstrakt

Vi har analyseret de centrale udviklingstrin i den videnskabelige forskningshistorie vedrørende de biomedicinske effekter af elektromagnetiske felter (EMF) i Rusland gennem 130 år. Vi påviser en kontinuitet i den videnskabelige viden, der er blevet videregivet fra én generation af forskere til den næste takket være videnskabelige skoler, systematisk forskning og national videnskabelig koordinering. Artiklen fokuserer primært på den periode, hvor en planmæssig sundhedsforskning vedrørende EMF tog form, hvor de grundlæggende metodiske principper blev udformet, og hvor der blev etableret videnskabelige principper for forståelsen af ​​de biologiske effekter af EMF og deres indvirkning på sundheden. Der gives en sammenfatning af de russiske forskeres grundlæggende opfattelser af mekanismerne bag de biologiske effekter af EMF samt principperne for deres hygiejniske regulering.

Studiet

Forskning i de biologiske efffekter af elektromagnetisme har i Rusland strakt sig over mere end et århundrede. Indtil nu har der imidlertid ikke været gjort forsøg på at sammenfatte den videnskabelige udvikling på dette forskningsområde, analysere den systematiske opbygning af videnskabelig viden, belyse centrale forskningslaboratiers rolle eller kortlægge kontinuiteten i de videnskabelige skoler inden for elektromagnetisk biologi, radiobiologi og hygiejne i relation til ikke-ioniserende stråling. Forfatterne til denne artikel gør et sådant forsøg, vel vidende at formatet og tidsskriftets pladsbegrænsninger stiller visse udfordringer. Et væsentligt motiv for at skrive artiklen har været en følelse af ansvar for at bevare vores forgængeres og læreres videnskabelige bedrifter samt en erkendelse af behovet for at videreformidle denne forhistorie til nye generationer. Det gør det muligt at vurdere de russiske forskeres indsats inden for de biomedicinske effekter af elektromagnetisme – en indsats, der utvivlsomt har bragt forskningen videre og præget den globale forskningsretning.

Når vi taler om forskningshistorien vedrørende de biomedicinske effekter af elektromagnetisme, bør vi bemærke den fundamentale forskel mellem elektromagnetiske felter (EMF) og andre fysiske miljøfaktorer: EMF udgør en særlig form for materie, gennem hvilken elektrisk ladede partikler vekselvirker med hinanden [1]. Betegnelsen “særlig form for materie” – hvis natur endnu ikke er fuldt klarlagt af moderne videnskab – nødvendiggør en skelnen mellem EMF og andre fysiske faktorer, som mennesker kommer i berøring med; det gælder både i forhold til faktorens biologiske betydning og kompleksiteten i at undersøge den.

Allerede i 1840 forelå der rapporter fra forskere ved Det Kejserlige Medicinsk-Kirurgiske Akademi (senere Det Militærmedicinske Akademi) om de biomedicinske effekter af elektromagnetisme og elektricitet (P.D. Shipulinskij og I.I. Kabat). I midten af ​​det 19. århundrede var russiske forskere bekendt med, hvordan magnetisme og elektricitet kan virke på afstand, samt med metoder til at inducere strøm ved hjælp af elektromagneter; de udnyttede dog ikke denne “fjerneffekt”, da de ikke så nogen fordele ved det. I stedet undersøgte de bioelektricitetens fysiologiske rolle i nervesystemet og betragtede “elektricitet som en form for stimuli for nervesystemet”.

I slutningen af ​​det 19. århundrede blev forskning i de biomedicinske effekter af elektromagnetisme en naturlig videreførelse af studiet af elektricitetens rolle i kroppen og dens betydning for nervesystemets funktion. Forskning i elektromagnetisme i moderne forstand blev mulig efter studier foretaget af Maxwell (1865) og Hertz (1888). Disse studier lagde grundlaget for praktisk elektrodynamik og tekniske løsninger til elektrofysiske apparater, der kunne generere vekslende elektromagnetiske felter (EMF). Udviklingen af ​​en sammenhængende teori for elektromagnetiske felter, fremstillingen af ​​tekniske redskaber og indførelsen af ​​disse i industrien, dagligdagen og lægevidenskaben var af afgørende betydning for fysiologiens overgang fra elektricitet til elektromagnetisme.

Fra 1895 begyndte V.Ja. Danilevskij, professor ved det Kejserlige Universitet i Kharkiv, og hans studerende, dr. S.I. Kostin, som de første i Det Russiske Kejserrige at undersøge de biomedicinske effekter af elektromagnetisme i klassisk forstand. Det skete næsten samtidig med, at A.S. Popov opfandt den praktiske radio; de grundlæggende kredsløbsdiagrammer for henholdsvis Danilevskij/Kostins og Popovs apparater til generering af vekslende elektromagnetiske felter lignede i høj grad hinanden [2–4].

Den 25. maj 1898 (efter den gamle tidsregning) blev S.I. Kostin den første forsker i Det Russiske Kejserrige, der forsvarede en afhandling inden for fysiologi med fokus på elektromagnetisme, med titlen: “Om læren om det elektriske felts fysiologiske effekt på den motoriske nerve” [5].

A.S. Popovs store netværk – en uformel sammenslutning af læger, fysiologer og elektrofysikere – fik direkte indflydelse på de tidlige studier af elektromagnetismens biomedicinske effekter i slutningen af ​​det 19. og begyndelsen af ​​det 20. århundrede. Popov designede personligt højfrekvenskilder til personalet ved Det Kejserlige Militærmedicinske Akademi, næsten samtidig med at han udviklede sit eget udstyr. Faglige og familiære bånd spillede en rolle i forbindelse med forsvaret af den første medicinsk-biologiske afhandling i Det Russiske Kejserrige om elektromagnetiske felters (EMF) direkte effekt på mennesker (P.I. Izjevskij, Det Kejserlige Militærmedicinske Akademi, 1900) samt den første medicinske afhandling ved Det Kejserlige Universitet i Tomsk om elektricitetens fysiologiske fjerneffekter (N.S. Spasskij, 1901). I disse arbejder satte kandidaten og hans vejledere (professorerne V.N. Velikij og F.Ja. Kapustin) spørgsmålstegn ved den franske forsker d’Arsonvals »energiteori« om de fysiologiske effekter af »højfrekvente« elektromagnetiske felter – en teori, der var dominerende i Europa i det sidste årti af det 19. århundrede [6, 7].

Danilevskij’s data indgik hurtigt i den videnskabelige debat og blev anvendt af akademikeren I.R. Tarkhanov til at forklare modstridende resultater i hans egne røntgeneksperimenter. Tarkhanov påviste, at centralnervesystemets excitabilitet (irritabilitet) aftog under påvirkning af røntgenstråling fra et Crookes-rør. Han observerede imidlertid kraftige muskelkontraktioner, når han bestrålede et neuromuskulært præparat fra en frø – et fund, der stod i modstrid med hans egne data om nedsat excitabilitet under røntgenbestråling. Tarkhanov (1897) skrev: ”Det er tydeligt, at de fænomener, jeg har undersøgt i dette arbejde ved hjælp af et Crookes-rør, i høj grad minder om de fænomener, som prof. Danilevskij for nylig har beskrevet vedrørende fjerneffekten af ​​’mørke udladninger’ fra en Ruhmkorff-spole på et neuromuskulært præparat fra en frø. Den eneste forskel er, at jeg benyttede et Crookes-rør i Ruhmkorff-spolens sekundærkreds – og det var i nærheden af ​​dette rør, jeg udførte alle mine forsøg – mens prof. Danilevskij blot benyttede polerne fra Ruhmkorff-spolens sekundærvikling” [8]. Denne observation fik stor betydning for radiologien, idet Tarkhanov senere – i overensstemmelse med Danilevskijs metode – tog en afskærmning i brug for at eliminere den stimulerende effekt fra spolens pulserende elektromagnetiske felt. Det førte til, at afskærmning af det elektriske felt omkring røntgenapparater blev indført som fast praksis. Inden for radiobiologien gik kendskabet til, hvordan det pulserende elektriske felt fra et røntgenapparat påvirker centralnervesystemet, imidlertid i glemmebogen. Det blev først genopdaget i 1950’erne, da Tarkhanovs forsøg blev gentaget ved Institut for Biofysik under det sovjetiske sundhedsministerium, under ledelse af akademiker M.N. Livanov [9].

I 1933 foreslog akademiker A.A. Ukhtomskij, at man skulle fortsætte forskningen i den fysiologiske stimulation som en grundlæggende egenskab ved elektromagnetismen. Ukhtomskij skrev: ”Fysiologi og elektrofysiologi har hidtil været bygget … på begreber, der lyder arkaiske …; det vil være en presserende opgave at revurdere elektrofysiologiens grundprincipper i lyset af den nye elektromagnetiske fysik og feltteori. Den primære udfordring bliver at genoverveje teorien om fysiologisk stimuli ud fra en feltteoretisk betragtning. En af de første grundsten i det kommende arbejde blev lagt af Danilevskij med hans forskning i den fjerne fysiologiske virkning af elektriske spændinger” [10]. Det fastlagde den overordnede udviklingsretning for den planlagte videnskabelige forskning i elektromagnetismens biomedicinske effekter, hvilket kom til at præge udviklingen i de efterfølgende år.

Fra 1930’erne og frem til 1992 foregik forskningen i elektromagnetismens biomedicinske effekter i Sovjetunionen (USSR) inden for rammerne af planlagte forskningstemaer på unionsplan.

I 1930’erne spillede Det fælles sovjetiske Institut for Eksperimentel Medicin (VIEM), Det Militærmedicinske Akademi og Det Ukrainske Institut for Eksperimentel Medicin en central rolle. Det var ved Det fælles sovjetiske Institut for Eksperimentel Medicin, at A.A. Slutskin i 1933 – med direkte støtte fra akademiker Danilevskij – grundlagde en afdeling for biofysik. Det sikrede i høj grad en videreførelse af de forskningsresultater, der var opnået i Det Russiske Kejserrige, herunder deres overførsel til VIEM. Studier udført af D.A. Rozhanskij og hans elever, Slutskin og M. Shternberg, førte til udviklingen af ​​magnetroner til decimeterbølgeområdet og ultrahøje frekvenser (UHF). Efterfølgende fortsatte Rozhanskij forskningen og udviklingen vedrørende de biologiske effekter af elektromagnetiske felter (EMF) – dels ved VIEM’s afdeling i Leningrad sammen med G.L. Frenkel’, og dels ved Forskningsinstituttet for Uorganiske Materialer, hvor man benyttede sig af de løsninger inden for mikrobølgegenerering, som hans elever fra Kharkiv havde udviklet. Elever af Danilevskij og Popov indledte i Sovjetunionen en omfattende videnskabelig forskningsindsats vedrørende elektromagnetismens biomedicinske effekter [11, 12]. I 1935 afholdtes den første fælles sovjetiske konference om “Ultrakorte bølger i medicin og biologi” i Kharkiv med Slutskin som formand [13].

I december 1935 fandt den tredje fælles sovjetiske kongres for fysioterapeuter sted i Kharkiv, hvor mere end halvdelen af ​​indlæggene omhandlede anvendelsen af ​​elektromagnetisme. En af de væsentlige beslutninger var at klassificere arbejde med kilder til elektromagnetiske felter (EMF) med ultrahøj frekvens (UHF) som et risikofyldt erhverv; samtidig blev en maksimalt tilladt grænseværdi for radiofrekvent EMF (10 μW/cm²) (Note: ICNIRP’s og dermed Danmarks grænseværdi er på 1.000 μW/cm²) foreslået for første gang [14, 15]. Selvom denne grænseværdi var vejledende, og anvendelsesområdet var begrænset til fysioterapeutiske anlæg og forskningsfaciliteter, der genererede EMF, udgør det – ifølge det materiale, vi i dag har adgang til – den første specifikation af en hygiejnisk standard for EMF, der er blevet godkendt i fællesskab af det russiske videnskabelige miljø.

Prof. A.V. Lebedinskij mente, at traditionen for at studere eksterne faktorers indvirkning på kroppen ved Fysiologisk afdeling på Det Militærmedicinske Akademi (MMA) var blevet grundlagt af Tarkhanov. Denne tradition »videreudvikledes gennem
afdelingens forskningsforløb, der var helliget analysen af, hvordan ioniserende stråling, strålingsenergi, ultrakorte elektromagnetiske bølger, ændrede gasmiljøer og mange andre faktorer påvirker kroppen.« Efter anbefaling fra I.P. Pavlov blev materiale fra Danilevskijs studier – som I.P. Pavlov satte stor pris på – inddraget i afdelingens undervisningspensum [16].

Fra 1933 påbegyndte Fysiologisk afdeling ved Den Røde Hærs Militærmedicinske Akademi et arbejde inden for biofysik, primært elektrofysiologi og radiobiologi. Afdelingslederen, prof. L.A. Orbeli, skrev: »I det zaristiske Rusland blev biofysiske studier skubbet i baggrunden. I dag tegner der sig en markant bevægelse mod udvikling af biofysiske emner – dels som følge af forsvarets behov og dels som et resultat af den hastige industrielle udvikling« [17].

Ved Fysiologisk afdeling på Det Militærmedicinske Akademi undersøgte man vævs elektrofysiske egenskaber (Lebedinskij og A.I. Bronsjtejn) og udviklede en teori om oprindelsen af ​​bioelektriske fænomener (Lebedinskij, A.S. Mozzjuchin og I.A. Pejmer). Teorien byggede på I.M. Setjenovs og V.Ju. Tjagovets’ idéer om, at der i levende væv dannes elektrisk energi gennem den energi, der frigøres under stofskiftet. Der blev desuden forsket i effekten af ​​højspændingsstrømme (herunder inducerede strømme) med
industriel frekvens (L.A. Orbeli og M.P. Brestkin). De fleste videnskabelige artikler undersøgte imidlertid de biomedicinske effekter af ultrahøje frekvenser samt højfrekvente (HF) og ultrakorte bølger (D.Ya. Glezer, A.V. Tonkikh, N.V. Bekauri og A.V. Lebedinskii) [18–28].

I samarbejde med Det Militærmedicinske Akademi blev der fra 1934 – ved Leningrad-afdelingen af ​​Det fælles sovjetiske Institut for Eksperimentel Medicin (VIEM) – iværksat forskning i de biomedicinske effekterr af elektromagnetisme. Arbejdet blev udført af de fysik-biologiske og fysik-tekniske afdelinger, herunder et speciallaboratorium, der samarbejdede med Det Elektrofysiske Institut under Folkekommissariatet for Tungindustri (Rozhanskii).

Forskergruppen på 28 personer ved VIEM satte sig som hovedopgave at forudsige den biomedicinske effekt ud fra det elektromagnetiske felts (EMF) ”dosis” – altså at opstille en sammenhæng mellem dosis og effekt, der kunne anvendes i praksis. I den forbindelse udviklede man metoder til at vurdere både den indfaldende og den absorberede elektromagnetiske energi, herunder ved hjælp af beregningsmodeller, der tog udgangspunkt i kropsvævenes bioelektrofysiske egenskaber. Således indledtes metodisk præcise studier af EMF-effekter inden for de meget høje frekvensområder (VHF) og HF-områderne. I 1937 skrev dr. Frenkel, leder af VIEM’s afdeling for fysik og biologi, at hans eget eksperimentelle materiale havde afsløret ”to yderst vigtige træk” ved radiofrekvente elektromagnetiske felter: Faseafhængighed og eftervirkninger. I perioden frem til 1940 fastlagde man ved VIEM sammenhængen mellem dosis og effekt – fra ingen effekt til dødelig udgang – for de VHF- og HF-frekvensområder, man kendte på det tidspunkt. Der blev fremlagt en biofysisk beskrivelse af mekanismerne på systemniveau og på hele organismens niveau, hvor bioelektriske fænomener i cellemembranen og i området omkring cellernes membraner blev identificeret som den dominerende mekanisme [29–31].

Omkring midten af ​​1930’erne forelå der data om sygelighedsudviklingen blandt arbejdstagere, der var eksponeret for elektromagnetiske felter (EMF) med radiofrekvenser – primært radiooperatører, men også personer, der arbejdede med generatorer, herunder fysikere ved Fysisk Institut på Leningrads Statsuniversitet (LSU) og ansatte ved VIEM, samt fysioterapeuter. B.V. Likhterman var den første, der foretog kliniske og fysiologiske undersøgelser af ansatte ved Fysisk Institut på LSU, som arbejdede med EMF-generatorer. Der blev konstateret en række funktionelle forandringer, herunder især en stigning i kropstemperaturen under arbejdet med generatorer, ledsaget af en generel forstyrrelse af termoreguleringsfunktionen; samtidig var der som regel ingen sammenhæng mellem hovedpine og træthed på den ene side og ændringer i kropstemperaturen på den anden [22].

I en samlet monografi fra VIEM (1937) beskrives de væsentligste symptomer på de skadelige effekter af radiofrekvenser, som primært involverede nervesystemet: Svækket hukommelse, åndsfraværenhed, glemsomhed, nervøsitet, søvnløshed og rysten på hænderne. Der blev desuden registreret hovedpine, øget træthed, forstyrrelser i forplantningsevnen (især hos kvinder) og synsforstyrrelser. I 1935 indledte Leningrads Institut for Arbejdsbeskyttelse – for første gang i Sovjetunionen – systematiske hygiejniske studier af arbejdsforholdene i forbindelse med VHF-generatorer hos VIEM. VIEM udviklede administrative og tekniske beskyttelsesforanstaltninger, herunder afskærmning [33].

I 1939–1940 udgav Afdelingen for Fysik og Biologi ved VIEM fire samleværker, der behandlede forskellige aspekter af ultrakorte bølgers virkning – herunder deres indvirkning på udviklings- og vækstprocesser (herunder ondartede tumorer), blod og kredsløb, infektion og immunitet samt deres effekt på mikroorganismer [34].

Under Anden Verdenskrig arbejdede dr. Frenkel og en del af hans tidligere team fra VIEM ved Det Medicinske Akademi for Flåden. Her beskæftigede de sig med militære elektriske traumer, der opstod som følge af anvendelsen af ​​elektricitet “til kampformål”. Derudover ledede Frenkel forskning, hvor man benyttede kilder til elektromagnetiske felter i VHF-området (Very High Frequency) til behandling af forfrysninger, feberterapi og bekæmpelse af sårinfektioner. Hans monografi Elektrisk feber og stofskiftepåvirkninger fra et højfrekvent felt (1945) er den dag i dag en værdifuld praktisk vejledning [35].

Erfaringerne med klinisk anvendelse af magnetfelter til behandling af sårede og syge under Anden Verdenskrig blev opsummeret i en monografi af forskere fra Det Medicinske Institut i Molotov (Perm) med titlen Biologiske og terapeutiske virkninger af magnetfelter og strengt periodiske vibrationer (1948), som også indeholder vigtigt praktisk materiale [36].

Et særligt træk ved forskningen i elektromagnetismens biomedicinske effekter i tiden efter revolutionen var den grundlæggende overvejelse af elektromagnetisk strålings potentiale til militær brug. Dette emne blev på forskellig vis drøftet af Folkekommissærernes Råd og Den Røde Hærs ledelse – en proces, der tog sin begyndelse med et notat fra V.I. Lenin i 1921 (se s. 88 i [36]). For at få en endelig afklaring på spørgsmålet ydede VIEM’s speciallaboratorium (under ledelse af A.M. Kugushev) – på vegne af Sovjetunionens Revolutionære Militærråd – biofysisk bistand til udviklingen af ​​et VHF-apparat til forsvarsformål. Apparatet, der var foreslået af akademiker A.F. Ioffe i 1932, var beregnet til at ramme fjenden på en afstand af 300–400 meter. Som bekendt blev den “elektromagnetiske kanon” ikke skabt i 1930’erne, og forskere var overbeviste om, at en militær anvendelse af bioelektromagnetisme var nytteløs; den tekniske udvikling blev imidlertid udnyttet til at skabe den første indenlandske radar [38, 39].

Efter afslutningen af ​​Anden Verdenskrig førte fremkomsten af ​​nye teknologier til en udbredelse af radiofrekvensgeneratorer og en stigning i antallet af personer, der blev eksponeret for elektromagnetiske felter (EMF) – primært i industrielle miljøer, på forskningslaboratorier og i Forsvarsministeriet.

I 1946–1947 gennemførte professor Kevorkjan og hans gruppe fra Instituttet for Arbejdshygiejne og Erhvervssygdomme under USSR’s Akademi for Medicinske Videnskaber en omfattende, langvarig klinisk og fysiologisk studie af en gruppe på 87 personer, der arbejdede i strålingszonen fra VHF-pulsgeneratorer (bølgelængde 3–5 cm) [40, 41]. Her blev de særlige effekter af pulsgeneratorer for første gang kortlagt; der sås en fremherskende påvirkning af det autonome nervesystem, og man konkluderede, at der forekom specifikke reaktioner på strålingen, forårsaget af “funktionel skade på hjernen”. Det generelle kliniske billede ved kronisk bestråling svarede til de data, der var indsamlet i førkrigstiden ved VIEM. Professor Kevorkjan fremlagde et samlet klinisk billede af de helbredsproblemer, der opstod som følge af kronisk eksponering for radiofrekvenser, gav anbefalinger til behandling og beskrev forløbet af helingsprocessen. I 1948 foreslog han en plan for helbredsundersøgelser, sammensætningen af ​​specialister samt kontraindikationer for arbejde med kilder til radiofrekvente elektromagnetiske felter – retningslinjer, der i bund og grund er uændrede den dag i dag.

I begyndelsen af ​​1950’erne, i forbindelse med indførelsen af ​​radarsystemer i flåden, blev der ved den Medicinske Flådeakademi (under afdelingen for nervesygdomme) nedsat en forskergruppe under ledelse af A.V. Triumfov – korresponderende medlem af USSR’s Akademi for Medicinske Videnskaber. Gruppens formål var at undersøge flådepersonales helbredstilstand under de forhold, hvor de blev eksponeret for elektromagnetiske felter fra radarstationer. I 1954 blev denne gruppe omdannet til et fuldtidsforskningslaboratorium, der udelukkende fokuserede på “elektromagnetiske” problemstillinger. Problemet med elektromagnetisk sikkerhed blev løst på en omfattende måde: Hygiejniske, kliniske og fysiologiske studier blev suppleret med eksperimentelle inden for fysiologi, elektrofysiologi, biokemi, ingeniørvidenskab og hygiejne. Efter at Naval Medical Academy blev fusioneret med MMA i 1959, blev laboratoriet en uafhængig videnskabelig enhed efter ordre fra den sovjetiske forsvarsminister, og dets nye personale blev introduceret.

Således udviklede forskningen i de biologiske og medicinske effekter af elektromagnetisme i Rusland sig i løbet af de første 50 år fra banebrydende forskere i det russiske imperium til planlagt arbejde i USSR og efterfølgende oprettelse af specialiserede videnskabelige enheder.

Det skal bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt der er en specifik biologisk effekt fra lavintensitets radiofrekvente EMF’er, der er signifikante for fysiologi, eller kun termisk påvirkning, kan føre til betydelige effekter, forsvandt aldrig fra de videnskabelige diskussioner i 1930’erne [34, 40, 42]. Fremskridt inden for den forskningsretning, der fokuserer på “energi” eller “varme”, var uløseligt forbundet med betragtningen af ​​elektromagnetiske felter (EMF) som en stimulus, når man skulle fastlægge forholdet mellem dosis og effekt – fra niveauer uden observerbar effekt til dødelige niveauer.

I Sovjetunionen var en samlet teori om de biomedicinske effekter af elektromagnetisme udformet omkring 1960’erne; den kan kort beskrives således: Ved eksponering for et elektromagnetisk felt (EMF) over hele frekvensspektret er det ikke muligt entydigt at adskille eller erstatte termiske (varmeskabende) og ikke-termiske effekter på tværs af alle intensitetsniveauer. Under alle omstændigheder absorberes energi i alt væv, som feltets elektriske komponent trænger ind i; afhængigt af energibalancen taler man her om en “termisk” effekt. Uanset energimængden fungerer EMF som en stimulus for centralnervesystemet (CNS). Her er reaktionen i de højere centre i CNS særligt betydningsfuld. Reaktionens karakter afhænger af EMF-parametrene; kroppens respons i et forsøg kan endda være modsat rettet, afhængigt af hvordan signalet er organiseret (kontinuerligt eller impulsmoduleret). Konklusionen vedrørende CNS’ rolle stemte overens med akademikeren I.P. Pavlovs teorier om nervesystemets funktion i analysen og afbalanceringen af ​​alle stimuli fra kroppens ydre og indre miljø.

Man fastlagde et princip for, hvornår en påvirkning kan anses for at være skadelig: Nemlig når kroppens kompenserende reaktioner udvikler sig til en patologisk proces. Det dannede grundlag for fastsættelsen af ​​de første hygiejniske grænseværdier – både for personer, der arbejdede med radiofrekvente kilder, og for militært personel. Det blev understreget, at grænsen mellem fysiologisk kompensation og patologi er yderst kompleks. Det nødvendiggør studier af samlede indikatorer, der beskriver kroppens overordnede respons på EMF-påvirkning, samt studier af de kropsfunktioner, der er følsomme over for denne påvirkning.

I 1960’erne blev forskning i de biomedicinske effekter af elektromagnetisme videnskabeligt koordineret på nationalt plan af Det Videnskabelige Råd for Kybernetik under USSR’s Videnskabsakademi, Det Videnskabelige Råd for Problemer vedrørende Biosfæren samt rådgivende grupper under USSR’s Akademi for Medicinske Videnskaber. Grundforskningen foregik derfor hovedsageligt inden for en kybernetisk ramme, hvor centralnervesystemets (CNS) reaktion på en ændring i en parameter i det ydre miljø blev betragtet som en form for informationsopfattelse. Man antog, at hvis det kunne påvises, at CNS og kroppen reagerede på elektromagnetiske felter (EMF) på et “ikke-termisk” niveau, kunne dette betegnes som en “informationsmæssig effekt af EMF”. Da der ikke forelå data om specialiserede receptorer eller analyseorganer til registrering af EMF – heller ikke i forbindelse med mekanismer for naturlig orientering og adfærdsregulering – var selve mekanismen bag denne opfattelse det centrale emne for forskning og diskussion. Denne informationsorienterede tilgang førte til indførelsen af ​​strenge, obligatoriske statslige grænseværdier (MPL – Maximum Permissible Levels) for radiofrekvenser over 300 MHz (10 μW/cm² for arbejdstagere og militærpersonel, og 1 μW/cm² for den øvrige befolkning) [43–45].

I denne periode blev der fastlagt forskningsområder, der omfattede: Biofysiske mekanismer; bestemmelse af intensitet, metrologi og dosimetri samt tilrettelæggelse af bestrålingsforhold i eksperimentelle forsøg; karakterisering af den termiske effekt af radiofrekvent EMF (herunder mikrobølger); samt effekter på det kardiovaskulære system, fordøjelsesorganernes funktion, det endokrine system og stofskiftet, immunsystemet, blodet, centralnervesystemet og adfærden samt det reproduktive system. Spørgsmål vedrørende ætiologien og patogenesen bag funktionelle og morfologiske forandringer blev ligeledes behandlet i en bredere sammenhæng. Efter 1962 opstod der diskussioner om behovet for at udvikle standarder for lokal bestråling af hovedet, sikkerhedskriterier samt kontrolmetoder for situationer, hvor der optræder flere kilder til mikrobølge-EMF [46–51].

I 1960’erne gennemgik systemer til kommunikation, radio- og tv-transmission samt teknologiske elektromagnetiske systemer en intensiv udvikling. Det skabte et behov for regulering af elektromagnetiske felter (EMF) af hensyn til befolkningen og arbejdstagere, der ikke var direkte involveret i driften af ​​EMF-kilderne; det gav anledning til forskning i folkesundhedens interesse og bekræftede pålideligheden af ​​de maksimalt tilladte niveauer (MPL’er) for arbejdstagere [49, 50, 52].

På baggrund af langvarige kliniske observationer blev en ny klinisk enhed foreslået: “radiobølgesygdom” (Elektromagnetisk hypersensitivitet), hvis kliniske billede er præget af ændringer i nervesystemets og det kardiovaskulære systems funktionstilstand [53]. Forekomsten af ​​denne sygdom blev forklaret ved langvarig eksponering for mikrobølgestråling med en intensitet fra titusindvis af μW/cm² op til flere mW/cm².

De hygiejniske karakteristika ved eksponeringsforholdene dannede grundlag for både planlægning af eksperimenter og klinisk epidemiologi. Dosimetrien blev fastlagt gennem et ensartet system for metrologisk understøttelse af målinger af elektrisk og magnetisk feltstyrke samt tætheden af ​​den elektromagnetiske energistrøm. Dette system blev udviklet ved Det fælles sovjetiske Videnskabelige Forskningsinstitut for Fysisk-tekniske og Radiotekniske Målinger i 1960’erne og omfattede produktion af måleinstrumenter, metrologisk understøttelse, antennekalibrering samt verificering af måleinstrumenter og både primære og anvendte normaler [54]. Det vidner om en høj grad af pålidelighed i dataene vedrørende eksponeringsforholdene.

Videnskabelige koordinationsråd og rådgivende grupper under Det Sovjetiske Videnskabsakademi og Det Sovjetiske Akademi for Medicinske Videnskaber stod for planlægningen af ​​forskningen og ydede metodisk vejledning til studier, der blev udført på forskellige laboratorier rundt om i landet inden for specifikke emneområder. Den første metodiske vejledning, Principper for undersøgelse af radiobølgers biologiske effekt (1974), som standardiserede de generelle principper for forskningstilrettelæggelse på landets laboratorier, blev udarbejdet på baggrund af drøftelser ved det fælles sovjetiske symposium Principper og kriterier for vurdering af radiovlgers biologiske virkning, der fandt sted på Kirov Militærmedicinske Akademi i maj 1973 [55].

Siden 1978 har den videnskabelige koordinering af grundforskning i, hvordan elektromagnetisme påvirker biologiske objekter – samt arbejdet med at forbedre det videnskabelige grundlag for standardisering af denne faktors effekt på mennesker og biologiske objekter – været overdraget til den Fælles Sektion for Elektromagnetisk Biologi under Videnskabsrådene for Biologisk Fysik og Strålingsbiologi ved USSR’s Videnskabsakademi. Koordineringsplanen ”Fysisk miljø” dannede grundlag for statslige midler til størstedelen af ​​forskningen. I 1983 blev der inden for den fælles sektion fastlagt en række forskningsopgaver for den kommende planlægningsperiode. Disse omfattede studiet af de mekanismer, der ligger til grund for effekterne på forskellige niveauer af biologisk integration; vurdering af betydningen af ​​de observerede ændringer samt deres klassificering – enten som sansemæssige reaktioner, adaptive/kompensatoriske reaktioner eller patologiske reaktioner – herunder en analyse af, hvor længe de resulterende ændringer varer ved; søgen efter generelle mønstre i, hvordan de fysiske parametre for elektromagnetiske felter (EMF) virker; fastlæggelse af tærskelværdier for EMF i forhold til biologiske reaktioner af varierende betydning; samt studiet af de fysiske felter, der knytter sig til biologiske objekter.

Ved slutningen af ​​1980’erne foregik den primære forskning i de biomedicinske effekter af elektromagnetisme, radiobiologi og hygiejne i forbindelse med ikke-ioniserende stråling på en koordineret måde ved videnskabelige institutioner i Sovjetunionen. Her var der oprettet særlige videnskabelige enheder (laboratorier og afdelinger), herunder: Institut for Biofysik under Sovjetunionens sundhedsministerium; Det Militærmedicinske Akademi samt Institut for Luftfarts- og Rummedicin under Sovjetunionens forsvarsministerium; Marzeev-forskningsinstituttet for Generel og Kommunal Hygiejne (Kiev); Kharkov-forskningsinstituttet for Arbejdshygiejne og Erhvervssygdomme under den Ukrainske SSR’s sundhedsministerium; Leningrad-forskningsinstituttet for Arbejdshygiejne og Erhvervssygdomme under RSFSR’s sundhedsministerium; Forskningsinstituttet for Arbejdshygiejne og Erhvervssygdomme under Sovjetunionens Akademi for Medicinske Videnskaber; Tomsk Universitet; Institut for Medicinsk Radiologi under Sovjetunionens Akademi for Medicinske Videnskaber; Institut for Biofysik; samt Institut for Biomedicinske Problemer under Sovjetunionens Videnskabsakademi [43, 56].

På trods af ønsket om koordinering inden for elektromagnetisk biologi, radiobiologi og hygiejne i forbindelse med ikke-ioniserende stråling, blev de medicinsk-hygiejniske og biologiske forskningsretninger vedrørende de biomedicinske effekter af elektromagnetisme ikke udviklet i samspil i 1970’erne og 1980’erne [57, 58]. Efter ordre fra Ministerrådet i USSR blev “Plan for videnskabelig forskning med henblik på udvikling af hygiejniske og tekniske foranstaltninger i forbindelse med placering af radio-, tv- og radarsendere” udarbejdet og godkendt af Ministerrådet i 1984, gældende for perioden frem til 2004 [43]. Formålet var at sikre en balance mellem videnskabeligt velfunderede sundheds- og epidemiologiske krav til den sovjetiske befolknings eksponering for kilder til elektromagnetiske felter (EMF) på den ene side, og den industrielle og teknologiske udvikling på den anden.

Hygiejneeksperter stod over for behovet for at fastsætte specifikke grænseværdier (MPL – Maximum Permissible Levels) under tidspres, dikteret af planer for udvikling af industri og kommunikationsinfrastruktur [57, 58]. Afgørende betydning fik matematisk og eksperimentel modellering samt udviklingen af ​​matematiske forudsigelsesmetoder til fastsættelse af grænseværdier på grundlag af begrænsede eksperimentelle data [59, 60]. Det uafklarede spørgsmål om de underliggende mekanismer blev omgået ved at betragte den menneskelige krop i forsøgssammenhæng som en “sort boks”, hvilket definerede metodikken som en kybernetisk tilgang [43, 61, 63, 64].

Man antog, at effekten af ​​EMF manifesterede sig på forskellige niveauer: subcellulært og cellulært, på organ- og systemniveau samt for kroppen som helhed; følsomheden over for elektromagnetisk energi stiger i takt med kroppens kompleksitet. Akademikeren M.G. Shandala formulerede begrebet om et optimalt EMF-miljø: Både for høje EMF-værdier og en kunstig afskærmning fra de naturligt forekommende elektromagnetiske faktorer har en skadelig effekt på kroppen [58, 62]. Ifølge ham er det meget vanskeligt præcist at vurdere betydningen af ​​konsekvenserne ved EMF-eksponering for kroppen – ofte på grund af det komplekse samspil mellem elektromagnetisk energi og menneskers sundhed samt manglende viden om selve faktoren og de mekanismer, hvormed den påvirker kroppen.

I anden halvdel af 1980’erne blev en række forskningsresultater om de biomedicinske effekter af elektromagnetisme indarbejdet i et system for sundhedsmæssig regulering af EMF-kilder (elektromagnetiske felter) for befolkningen og arbejdstagere. Systemet omfattede alle de dengang kendte principper for generering af felter – lige fra elektrostatik og konstante magnetfelter til modulerede radiofrekvenser. Det muliggjorde etableringen af ​​verdens mest avancerede system til håndtering af elektromagnetisme som en miljøfaktor [43, 56, 62, 64, 65].

Set i lyset af den socioøkonomiske uro i 1990’erne kan man næppe overvurdere det betydelige bidrag, som Det Videnskabelige Råd for Radiobiologi under Det Russiske Videnskabsakademi – og især rådets næstformand, professor Yu. G. Grigoriev – ydede. Grigoriev gjorde en enorm personlig indsats for at koordinere forskningen og samle forskerne i en tid, hvor der manglede finansiering. Det var afgørende for at bevare den videnskabelige arv fra næsten 100 års forskning i de biomedicinske effekter af elektromagnetisme i Rusland.

Efter 1995 blev der under Det Videnskabelige Råd for Radiobiologis auspicier afholdt en række konferencer om radiobiologi og hygiejne i forbindelse med ikke-ioniserende stråling. Det omfattede også fælles konferencer med Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Den Russiske Nationale Komité for Beskyttelse mod Ikke-ioniserende Stråling [65]. Konferencerne muliggjorde udveksling af videnskabelige data og fastlæggelse af mål og retningslinjer for forskning, der tog højde for de fundamentale ændringer i befolkningens og arbejdstagernes eksponering for EMF-kilder – ændringer, der var drevet af den teknologiske revolution inden for computere og trådløs dataoverførsel.

I 1990’erne blev det grundlæggende sæt af sundhedsnormer tilpasset de nye kilder (computere og mobilkommunikation) [43, 56, 62]. Der blev udviklet en teori, som gjorde det muligt at forudsige biomedicinske effekter og deres medicinske konsekvenser under de fleste eksponeringsforhold. Man bør bemærke en række generaliseringer, som kolleger fremsatte i disse år – herunder dem, der berører problematikken omkring »dosis«-tilgangen. Denne tilgang er central inden for radiobiologien for ioniserende stråling, men er problematisk, når det gælder radiobiologien for ikke-ioniserende stråling.

Data fra radiobiologiske studier, der benytter komplekse bestrålingsformer, tyder på, at elektromagnetiske felter (EMF) i mikrobølgeområdet med gennemsnitlige effekttætheder (EFD) på ≤500 μW/cm² (uanset om de optræder kontinuerligt eller i impulser) bør betragtes som en stimulus for centralnervesystemet. Derfor er det rimeligt at anvende fysiologiske principper vedrørende biologisk styrke, adaptive responser og mekanismer, der kan forstærke den biologiske betydning af en svag stimulus [67, 68].

En generalisering af eksperimentelle data vedrørende kvantitative indikatorer for mikrobølgeskader har afsløret et særligt træk ved centralnervesystemets (CNS) respons på pulset mikrobølgestråling. Vurderinger baseret på tærskelværdier for ækvivalente biologiske reaktioner – såsom hastigheden, hvormed betingede reflekser svækkes, eller hastigheden, hvormed undvigelsesreaktioner dannes – viser, at pulset bestråling er 25–100 gange mere biologisk potent end kontinuerlig bestråling, når der måles ud fra den gennemsnitlige effekt i en puls.

Det er også blevet bekræftet eksperimentelt gennem epidemiologiske data: Ved samme samlede bestrålingseffekt fører eksponering for pulset stråling til mere alvorlige biologiske og kliniske konsekvenser end kontinuerlig bestråling [69].

Efter år 2000 blev mobilkommunikation et masseprodukt, og den elektromagnetiske faktor fik betydning for befolkningen. På baggrund af grundlæggende teorier om elektromagnetismes medicinske og biologiske effekter blev der i perioden 2000–2008 fremsat forudsigelser om en mulig stigning i sygeligheden som følge af eksponering for elektromagnetiske felter (EMF) fra mobilkommunikation. Det byggede på ændrede eksponeringsforhold for befolkningen samt manglen på videnskabelig viden om konsekvenserne af at bestråle hjernen under ukontrollerede forhold – hvilket gælder for alle befolkningsgrupper, herunder børn. Der blev peget på risici for ondartede svulster (herunder i hjernen og på hørenerven), sygdomme og funktionsforstyrrelser i nervesystemet (herunder udløsning af epilepsi) samt sygdomme relateret til immundefekt [43].

Ifølge aktuelle data fra det føderale statistiske bureau, Rosstat, er der over en 25-årig periode registreret en stigning i sygeligheden blandt unge i alderen 15–17 år inden for de forudsagte sygdomskategorier (ondartede svulster, sygdomme i nervesystemet, immundefektrelaterede lidelser samt sygdomme i høre- og synsorganerne). Data fra grundforskning samt vurderinger af, i hvilket omfang EMF fra mobilkommunikation kan bidrage til denne stigning – foretaget ved hjælp af IARC’s metodologi – indikerer, at der faktisk er en sammenhæng mellem EMF-eksponering og øget sygelighed, og at der ikke er tale om et tilfældigt sammentræf. Det er dog vanskeligt at fastslå den præcise risiko, hvilket skyldes usikkerhed i dosimetriske data, manglen på moderne kontrolgrupper samt fraværet af en klar definition af, hvad der udgør en acceptabel risiko ved udbredt brug af mobilteknologi [70].

Sammenhængen mellem stigningen i sygelighed og eksponering for elektromagnetiske felter (EMF) fra udstyr til mobilkommunikation er et centralt spørgsmål. Samtidig eksponering for EMF fra forskellige kommunikationsstandarder medfører forskellige måder, hvorpå bestrålingen er sammensat; det har betydning for den biomedicinske effekt og den akkumulering, der kan ske ved gentagen eksponering. Det tyder sandsynligvis på en proces, der fører til kompensatoriske reaktioner og udvikling af sygdomme. For disse nye bestrålingsforhold findes der stort set ingen dosimetriske data – hverken for nærfeltet eller fjernfeltet. Der er behov for nationale værktøjer (software) til at estimere og forudsige indfaldende og absorberet elektromagnetisk energi, herunder en national digital “elektromagnetisk” fantommodel (til både børn og voksne).

I 2011 klassificerede International Agency for Research on Cancer (IARC) radiofrekvente elektromagnetiske felter (EMF) i kategori 2B (muligvis kræftfremkaldende); i 2019 blev faktoren optaget på listen over højeste prioriteter for en revurdering af kræftklassificeringen på baggrund af nye data – en beslutning, der blev bekræftet i marts 2024. Mekanismen »oxidativt stress« blev for første gang anerkendt som den primære årsag til en øget sandsynlighed for dannelse af tumorer (neoplasmer) [71, 72]. I Rusland findes der ingen data om “radiofrekvens-EMF og neoplasmer”, som IARC har taget i betragtning, selvom det allerede kendte antal tumorer registreret i den pædiatriske population muliggør en case-control-analyse.

I forbindelse med udviklingen af ​​standarder for fjerde- til sjettegenerations kommunikationsteknologi er følgende aspekter af størst betydning: Vurdering af effekten på overfladiske væv; muligheden for lokal hjerneskade som følge af absorptionsmekanismen for “kraftig pulseret mikrobølgestråling i mikrosekund-pulsområdet”; samt pulserede signalers indvirkning på væksten af ​​melanomer. I øjeblikket er årsagen til stigningen i sygelighed som følge af eksponering for elektromagnetiske felter (EMF) fra mobilkommunikation et centralt spørgsmål. Det er imidlertid vanskeligt at fastslå risikoen direkte, hvilket skyldes usikkerhed i dosimetriske data samt manglende udvikling af et begreb om “acceptabel risiko” i relation til udbredt mobilkommunikationsteknologi. Når man tager i betragtning, hvor veludviklede principperne for regulering af EMF er, og at der anvendes tilstrækkelige sikkerhedsfaktorer (hygiejniske reservekoefficienter), må det antages, at problemet med øget sygelighed i det moderne elektromagnetiske miljø i Rusland snarere skyldes mangler ved systemet til overvågning af kilder og deres udbredelse (herunder fra lande, der følger det “termiske” princip for EMF-begrænsning) end selve standarderne.

Forskning udført af russiske forskere – dokumenteret i monografier, centrale artikler og doktorafhandlinger – udgør hovedparten af ​​den russisksprogede viden om elektromagnetismens biologiske effekterr, radiobiologi og hygiejne i forbindelse med ikke-ioniserende stråling.

I den første halvdel af forskningshistorien kom de vigtigste bidrag fra V.Ja. Danilevskij, S.I. Kostin, I.A. Abrikosov, D.Ja. Glezer, K.P. Golysjeva, P.I. Izjevskij, A.A. Kevorkjan, P.S. Kupalov, P.P. Lazarev, A.V. Lebedinskij, N.N. Livsjits, B.V. Likhterman, N.N. Malov, A.N. Obrosov, D.A. Rozjanskij, G.M. Slavskij, N.S. Spasskij, F.M. Suponitskaja, A.A. Slutskin, I.R. Tarkhanov, V.V. Tatarinov og G.L. Frenkel’.

Den anden halvdel af historien er kendetegnet ved det system, der blev etableret til organisering af studier og uddannelse af videnskabeligt personale inden for elektromagnetisk biologi, radiobiologi og hygiejne i forbindelse med ikke-ioniserende stråling. Det gør det muligt at skelne mellem tre grupper af forskere med doktorgrad inden for biologiske og medicinske videnskaber:

(1) Personer, der gennemgik et fuldt specialiseringsforløb og forsvarede både kandidat- og doktorafhandlinger om elektromagnetiske emner: Z.V. Gordon, O.A. Grigoriev, Yu.D. Dumanskii, G.I. Evtushenko, D.S. Ivanov, E.Sh. Ismailov, I.P. Los’, S.N. Luk’yanova, G.G. Lysina, L.M. Merkulova, V.N. Nikitina, S.Yu. Perov, G.F. Plekhanov, V.G. Podkovkin, L.V. Pokhodzei, V.V. Rynskov, A.M. Serdyuk, V.S. Tikhonchuk, L.A. Tomashevskaya, Yu.A. Kholodov og R.A. Chizhenkova.

(2) Personer, der forsvarede deres doktorafhandlinger om elektromagnetiske emner, men hvis primære specialisering (kandidatafhandling) lå inden for et andet område: S.I. Alekseev, M.G. Baryshev, G.I. Vinogradov, Z.A. Vorontsova, N.N. Gavrish, T.V. Denisova, L.P. Zhavoronkov, V.A. Zhuravlev, N.P. Zalyubovskaya, T.V. Kalyada, N.N. Lebedeva, E.P. Lobkaeva, E.B. Lyskov, S.L. Malinovskaya, S.V. Nikogosyan, E.I. Obukhan, Yu.F. Perov, E.A. Pryakhin, N.B. Rubtsova, E.I. Sarapul’tseva, M.N. Sadchikova, A.G. Subbota, M.S. Tolgskaya, N.V. Tyagin, D.A. Cherenkov, B.A. Chukhlovin, A.A. Tsimbal og
M.I. Yakovleva.

(3) Personer, der opnåede videnskabelig specialisering inden for emner, som ikke var relateret til elektromagnetisme, og som først beskæftigede sig med dette område som etablerede forskere. Det gjorde dem i stand til at yde et væsentligt bidrag til det videnskabelige felt gennem monografier og videnskabelige studier af fundamental betydning: I.G. Akoev, A.A. Antipov, Yu.G. Grigoriev, B.I. Davydov, A.P. Dubrov, Yu.B. Kudryashov, V.V. Lednev, O.P. Lomov, Yu.A. Osipov, Yu.P. Pal’tsev, V.G. Petin, I.R. Petrov, B.M. Savin, K.V. Sudakov, I.B. Ushakov, E.E. Fesenko, M.G. Shandala, A.V. Shafirkin og A.S. Shtemberg.

KONKLUSIONER
Dette review af forskningshistorikken inden for elektromagnetisk biologi, radiobiologi og hygiejne i forbindelse med ikke-ioniserende stråling i Rusland kan ikke betragtes som udtømmende; det materiale, der er indsamlet gennem mere end et århundrede, er omfattende. Oversigten dækker ikke spørgsmål vedrørende anvendt forskning, som forskere i elektromagnetismens biomedicinske effekter har beskæftiget sig med i den pågældende periode – herunder fysioterapi og klinisk diagnostik; landbrug (herunder bekæmpelse af skadedyr og stimulering af plantevækst); påvirkning af økologiske systemer; mitogenetisk stråling og kroppens egne elektromagnetiske felter (EMF); elektromagnetisk vekselvirkning mellem solen og jorden samt elektromagnetisk kommunikation i naturen; og endelig menneskeskabt elektromagnetisk forurening i forhold til den naturlige baggrundsstråling på globalt plan.

Kontinuitet er tydelig i udviklingen af ​​videnskabelig tænkning: Analyse af publikationerne viser, at mange grundlæggende bestemmelser om de biomedicinske effekter af elektromagnetisme og deres medicinske og miljømæssige konsekvenser blev formuleret før 1960’erne, derefter bekræftet i eksperimenter, suppleret og forfinet under forskellige bestrålingsforhold i alle frekvensområder fra konstant EMF til EHF og moduleret EMF. De grundlæggende resultater af planlagt forskning, som gjorde det muligt at forudsige effekter, og integrationen af ​​elektromagnetiske emner i systemet for radiobiologi og hygiejne gjorde det muligt at skabe en videnskabelig teori og metode til standardisering af EMF i 1970’erne-1980’erne. Kontinuiteten i viden er det vigtigste træk, der indikerer den kontinuerlige og konsekvente udvikling af den videnskabelige skole inden for elektromagnetisk biologi, radiobiologi og hygiejne vedrørende ikke-ioniserende stråling fra de første forskere i det russiske imperium til vores samtidige, videnskabsmænd fra Den Russiske Føderation, i løbet af de sidste 130 år.

Efter vores opfattelse er det ved en drøftelse af de biomedicinske effekter af EMF nødvendigt at tage højde for, at debatten om elektromagnetismens natur, dens fysiske grundlag og eksistensen af ​​en “æter” – eller et tilsvarende fysisk begreb – aldrig er ophørt. Da vores forståelse af den elektromagnetiske faktors natur er relativ, må også vores viden om dens vekselvirkning med levende organismer nødvendigvis være relativ – især fordi vores viden om selve livet heller ikke kan betragtes som udtømmende.

Den videnskabelige tradition for forskning i elektromagnetismens biomedicinske effekter har eksisteret i 130 år – på tværs af Det Russiske Kejserrige, Sovjetunionen og Den Russiske Føderation – og har dybe rødder i den nationale videnskab. Antallet af russisksprogede publikationer om radiobiologi og hygiejne i relation til ikke-ioniserende stråling overstiger for længst 10.000. I den sammenhæng fremstår en udtalelse fra professor B.I. Davydov i dag mere relevant end nogensinde: “Der er behov for en løbende systematisering af det indsamlede materiale, etablering af en ensartet terminologi samt standardisering af både forskningsmetoder og analysen af ​​de opnåede data.”

FINANSIERING
Dette arbejde er støttet gennem løbende institutionel finansiering. Der er ikke modtaget yderligere bevillinger til gennemførelse eller ledelse af netop denne forskning.

ETISK GODKENDELSE OG SAMTYKKE TIL DELTAGELSE
Dette arbejde indeholder ikke forskning, der involverer mennesker eller dyr.

INTERESSEKONFLIKTER
Forfatterne til dette arbejde erklærer, at de ikke har nogen interessekonflikter.

REFERENCER

1. Fizicheskii entsiklopedicheskii slovar’ (Physical Encyclopedic Dictionary), Prokhorov, A.M., Editor-in Chief; Alekseev, D.M., Bonch-Bruevich, A.M., Boro vik-Romanov, A.S., Eds., Moscow: Sov. Encyclopedia, 1984.
2. Danilevskii, V.Ya., New electro-inductive method of nerve stimulation, Vestn. Med., 1896, no. 24, pp. 457 458.
3. Kostin, S.I., O fiziologicheskom deistvii elektrichestva narasstoyanii: Istoriko-kriticheskii obzor literaturnogo voprosa. Sochineniya Doktora S.I. Kostina (Khar’kov) (Onthe Physiological Effect of Electricity at a Distance: Historical-Critical Review of the Issue. Opuses by Dr. S.I. Kostin (Kharkov)), St. Petersburg: K.L. Ricker, 1899.
4. Danilevskii, V.Ya., Issledovaniya nad fiziologicheskim deistviem elektrichestva na rasstoyanii (Research on the Physiological Effect of Electricity at a Distance), vol. 1: Elektricheskoe razdrazhenie nervov (Electrical Irritation of Nerves), Kharkov: Parovaya tip. i lit. M.F. Zil’berberg, 1900.
5. Alekseeva, V.A., S.I.Kostin and the formation of research into the biological effects of the electromagnetic field in the Russian Empire, Vopr. Istor. Estestvoznan. Tekh., 2019, pp. 681–683.
6. Alekseeva, V.A., Zubarev, Yu., and Grigor’ev, O.A., Izobretatel’ Radio inventor A.S. Popov and the first researchers of the biological effects of the electromagnetic field in the Russian Empire, Istor. Nauki Tekh., 2020, no. 11, pp. 10–18.
7. Alekseeva, V.A., Grigor’ev, O.A., and Men’shchikov, V.F., The initial period of research into the bioeffects of the electromagnetic field in Russia and the contribution of the Tomsk scientific school, Izv. Vyssh. Uchebn. Zaved., Fiz., 2015, vol. 58, no. 10/3, pp. 175–178.
8. Tarkhanov, I.M., Electrical actions of the Crookes tubeas an irritant of animal tissues at a distance, Bol’nichnaya Gazeta S.P. Botkina, 1897, no. 13, p. 466.
9. Livanov, M.N., Tsypin, A.B., Grigor’ev, Yu.G., et al., On the issue of the effect of the electromagnetic field on the electrical activity of the cerebral cortex of rabbit, Byull. Eksp. Biol. Med., 1960, no. 5, pp. 63–67.
10. Ukhtomskii, A.A., 15 let sovetskoi fiziologii (15 Years of Soviet Physiology), Leningrad: OGIZ-Medgiz, 1933.
11. The protocol of the planned meeting “About the research topics of medical institutes on the study of VHF”, Ul’trakorotkie volny v meditsine i biologii, Trudy Pervoi konferentsii Ukrainskogo instituta eksperimental’noi meditsiny po ul’trakorotkim volnam (Ultrashort Waves in Medicine and Biology (Proceedings of the First Conference on ultrashort waves of the Ukrainian Institute of Experimental Medicine)), Lifshitz, Ya.I., Slutskin, A.A., et al., Eds., Kharkov: Gos. Med. Izd. USSR, 1935, pp. 245–250.
12. Emets, B.G., Biophysics of electromagnetic waves at the Faculty of Radiophysics, Visn. Kharkiv. Derzhavn. Univ., 2015, no. 3, pp. 91–105. http://rbecs.karazin.ua/wp-content/uploads/2015/03/Research_biophysics_Emets.pdf.
13. Ul’trakorotkie volny v meditsine i biologii, Trudy Pervoi konferentsii Ukrainskogo instituta eksperimental’noi meditsiny
    po ul’trakorotkim volnam (Ultrashort Waves in Medicine and Biology, Proceedings of the First Conference on Ultrashort Waves of the Ukrainian Institute of Experimental Medicine), Lifshitz, Ya.I., Slutskin, A.A., et al., Eds., Kharkov: Gos. Med. Izd. USSR, 1935.
14. Krylov, N., Results of the III All-Union Congress of Physiotherapists, Front. Nauki Tekh., 1936, no. 3, pp. 85–88.
15. Trudy Tret’ego Vsesoyuznogo s”ezda fizioterapevtov, Khar’kov, 19-24 dekabrya 1935 goda (Proceedings of the Third All-Union Congress of Physiotherapists, Kharkov, December 19–24, 1935), Brustein, S.A., Ed., Kiev : Vses. Assots. Fizioterapevtov, 1937.
16. Lebedinskii, A.V. and Mozzhukhin, A.S., Ocherki istorii kafedry fiziologii voenno-meditsinskoi akademii (Essays on the History of the Department of Physiology of the Military Medical Academy), Leningrad: Kartfabrika VMF, 1971.
17. Orbeli, L.A., The main problems of animal and human physiology in the second five-year plan, Fiziol. Zh. USSR, 1933, vol. 16, no. 2, pp. 255–272.
18. Lebedinskii, A.V., The influence of ultrashort electricalwaves on the animal organism, Priroda, 1933, nos. 5–6, pp. 79–85.
19. Lebedinskiii, A.V. and Zagorul’ko, L.T., Effect of irradiation on spinal reflexes, Fiziol. Zh. USSR, 1933, vol. 16, no. 3, pp. 472–479.
20. Lebedinskiii, A.V., On the physiological mechanism of UHF action on the body of animals and humans, Materialy Leningradskoi konferentsii po UVCh (Proc. Leningr. Conf. on UHF), Leningrad: VMA i VIEM, 1937, pp. 45–54.
21. Lebedinskiii, A.V., On physiological changes in the organism under the influence of ultra-high frequency (UHF) currents, Tr. 1-go Vses. soveshch. vrachei biologov p fiziologov po voprosam primeneniya korotkikh iul’trakorotkikh voln v meditsine (Proceedings 1st All Union Meeting of Doctors, Biologists and Physiologists on the Use of Short and Ultrashort Waves in Medicine), Moscow: Medgiz, 1940, pp. 121–129.
22. Tonkikh, A.V., Vliyanie UVCh na osnovnoi obmen (The Influence of UHF on Basal Metabolism), Tr. Voen. Med. Akad., Leningrad: VMA, 1941, vol. 34, pp. 13–18.
23. Glezer, D.Ya., On the mechanism of action of UHF on a biological object, Mater. Leningr. konf. po UVCh (ul’trakorotkie volny) (Proc. Leningrad Conf. on UHF (Ultra-Short Waves)), Leningrad: Izd. Voenno-Med. Akad. RKK im. S.M. Kirova i Vses. Inst. Eksp. Med., 1937, pp. 5–18.
24. Glezer, D.Ya., On the mechanism of the biological effect of UHF, Tr. 1-go Vses. Soveshch. vracheii-biologov i
    fizikov po voprosam primeneniya korotkikh i ul’tra korotkikh voln v meditsine (Proceedings 1st All-Union Meet
    ing of Doctors, Biologists, and Physiologists), Moscow: Medgiz, 1940, pp. 44–55.
25. Glezer, D.Ya., Ultrashort waves and their effect on the circulatory organs, Izv. Leningrad. Nauchn. Inst. im. P.F. Lesgafta, 1940, vol. 22, pp. 1–146.
26. Tonkikh, A.V., The influence of UHF on basal metabolism, Tr. 1-go Vses. soveshch. vracheii, biologov i fizikovpo voprosam primeneniya korotkikh i ul’tra-korotkikh voln v meditsine (Proc. 1st All-Union Meeting of Doctors, Biologists, and Physicists on the Use of Short and Ultrashort Waves in Medicine), Moscow: Medgiz, 1940, pp. 67–73.
27. Livshits, N.N., On individual sensitivity to UHF, Tr. Fiziol. Inst. im. Pavlova, Moscow: Akad. Nauk SSSR, 1947, vol. 2, pp. 64–76.
28. Lebedinskii, A.V. and Mozzhukhin, A.S., On the issue of the origin of bioelectric phenomena, Tr. Voen.-Med. Akad., Leningad: Izd. Voen.-Med. Akad., 1950, vol. 45, pp. 5–18.
29. Frenkel, G.L., Ways to develop the study of the bioaction of UHF and our researches in this direction, Byull. VIEM, Leningrad, 1936, vol. 2, p. 28.
30. Biologicheskoe deistvie ul’travysokoi chastoty (ul’trakorot kikh voln) (Biological Effect of Ultra-High Frequency
    (Ultra-Short Waves)), Kupalov, P.S. and Frenkel, G.L., Eds., Moscow: VIEM, 1937.
31. Voprosy metriki i dozimetrii ul’travysokoi chastoty (ul’tra korotkikh voln) v biologii i meditsine (Issues of Metrics
    and Dosimetry of Ultra-High Frequency (Ultra-Short Waves) in Biology and Medicine), Tatarinov, V.V. and Frenkel, G.L., Eds., Moscow: VIEM, 1937.
32. Likhterman, B.V., The influence of work at high-frequency installations on maintenance personnel, Byull. Sechenov. Inst., 1933, pp. 8–10, 421–455.
33. Andriyasheva, N.M., On the occupational hazards of UHF and protective measures, Biologicheskoe deistvie ul’travysokoi chastoty (ul’trakorotkikh voln) (Biological Effect of Ultra-High Frequency (Ultra-Short Waves)), Kupalov, P.S. and Frenkel, G.L., Eds., Moscow: VIEM, 1937, pp. 373–379.
34. Elektricheskoe pole ul’travysokoi chastoty (ul’trakorotkie volny) v biologii i eksperimental’noi meditsine. Vses. Inst.
    eksp. med. im. A.M. Gor’kogo (Leningr. fil.), Fiz.-biol. ot del. (Electric Field of Ultra-High Frequency (Ultra Short Waves) in Biology and Experimental Medicine.All-Union Institute of Experimental Medicine Named after A.M. Gorky (Leningrad Branch), Phys.-Biol. Department), Moscow: Medgiz, 1939–1940, vols. 1–4.
35. Frenkel, G.L., Elektricheskaya likhoradka i obmennye effekty vysokochastotnogo polya: (v svete zaprosov lechebnoi praktiki) (Electric Fever and Metabolic Effects of a High-Frequency Field: (in the Light of the Requests of
    Medical Practice)), Leningrad: Med.-Sanit. Upr. VMF. Voen.-Morsk. Med. Akad., 1945.
36. Biologicheskoe i lechebnoe deistvie magnitnogo polya istrogo-periodicheskoi vibratsii (eksperimental’nye i klinicheskie materialy): Sb. statei (Biological and Therapeutic Effects of a Magnetic Field and Strictly Periodic Vibration (Experimental and Clinical Materials): Collection of Articles), Karmilov, V.I., Mogendovich, M.R., and Seleznev, A.V., Eds., Molotov GIZ, 1948.
37. Krzhizhanovskii, G.M., Sotsialisticheskoe stroitel’stvo. Sochineniya (Socialist Construction. Essays), Moscow: ONTI, 1936, vol. 3.
38. Aleksandr Ivanovich Shokin. Portret na fone epokhi. Seriya “Sozidateli otechestvennoi elektroniki” (Alexander Iva
    novich Shokin. Portrait against the Background of the Era. Series “Creators of Domestic Electronics”), Moscow: Tekhnosfera, 2014, vol. 6.
39. Borisov, V.P., The gloomy charm of N. Tesla’s “deathrays” (1930s): the price of government intervention in solving a scientific and technical problem, Institut istorii estestvoznaniya i tekhniki im. S.I. Vavilova. Godichnaya nauchnaya konferentsiya, 2019 (Proceedings of Annual scientific conference of Institute of History of Natural Science and Technology named after S.I. Vavilov), Saratov: Amirit, 2019, pp. 175–178.
40. Kevork’yan, A.A., Working with ultra-high-frequency pulse generators from the point of view of occupational hygiene, Gig. Sanit., 1948, no. 4, pp. 26–30.
41. Sosnovik, I.Ya., Scientific conferences of the Institute of Occupational Hygiene and Occupational Diseases of the USSR Academy of Medical Sciences, Gig. Sanit., 1948, no. 3, pp. 56–57.
42. Lazarev, P.P. and Pavlov, P.P., Biofizika: Sb. statei po istorii biofiziki v SSSR (Biophysics. Collection of Articles on the History of Biophysics in the USSR), Moscow: Moskovskoe Obshchestvo Ispytatelei Prirody, 1940, р. 76.
43. Grigor’ev, Yu.G., and Grigor’ev, O.A., Sotovaya svyaz’ i zdorov’e: elektro-magnitnaya obstanovka, radiobiolog icheskie i gigienicheskie problemy, prognoz opasnosti(Cellular Communications and Health: Electromagnetic Environment, Radiobiological and Hygienic Problems, and Hazard Forecast), Moscow: Ekonomika, 2016.
44. Grigor’ev, O.A., Radiobiology of non-ionizing radiation over 60 years: the most important results and current tasks, Aktual’nye problemy radiatsionnoi biologii: Mat. konf. (Dubna, 25–27 oktyabrya 2022 g.) (Current Problems of Radiation Biology: Conference Proceedings (Dubna, October 25–27, 2022)), Dubna: Ob’’ed. Inst. Yad. Issled., 2022, pp. 25–29.
45. Kholodov, Yu., Luk’yanova, S.N., and Chizhenkova, P.A., Electrophysiological analysis of the influence of electromagnetic fields on the central nervous system, Sovremennye problemy elektrofiziologii tsentral’noi nervnoi sistemy (Modern Problems of Electrophysiology of the Central Nervous System), Moscow: Nauka, 1967.
46. Abrikosov, I.A., Impul’snoe elektricheskoe pole ul’travysokoi chastoty (Pulsed Electric Field of Ultra-High Frequency), Moscow: Medgiz, 1958.
47. Krichagin, V.I., Practical issues of rationing exposure to ultrahigh frequency fields, Voprosy biologicheskogo deistviya SVCh-polya (Issues of Biological Action of the Microwave Field), Leningrad: Voenno-Med. Akad. im. Kirova, 1962, pp. 27–28.
48. Subbota, A.G., On some patterns of adaptation and cumulation under repeated exposure to microwave, Voprosy biologicheskogo deistviya SVCh-polya (Issues of the Biological Action of the Microwave Field), Leningrad: Voen.-Med. Akad. im. Kirova, 1962, pp. 49–50.
49. Gordon, Z.V., Voprosy gigieny truda i biologicheskogo deistviya elek-tromagnitnykh polei sverkhvysokikh chastot (Issues of Occupational Hygiene and Biological Effects of Electromagnetic Fields of Ultrahigh Frequencies), Moscow: Meditsina, 1966.
50. Mediko-biologicheskie problemy SVCh-izluchenii. Sb. statei (Medical and Biological Problems of Microwave Radiation: Collection of Articles), Petrov, I.R., Ed., Leningrad: Voen.-Med. Akad., 1966.
51. Kholodov, Yu.A., Vliyanie elektromagnitnykh i magnitnykh polei na tsentral’nuyu nervnuyu sistemu (The Influence of Electromagnetic and Magnetic Fields on the Central Nervous System), Moscow: Meditsina, 1966.
52. Dumanskii, Yu.D., Serdyuk, A.M., and Los’, I.P., Vliyanie elektromagnitnykh polei radiochastot na cheloveka (The Influence of Radio Frequency Electromagnetic Fields on Humans), Kiev: Zdorov’e, 1975.
53. Sadchikova, M.N. and Glotova, K.V., Clinic, pathogenesis, treatment and outcome of radio-wave disease, O biologicheskom deistvii elektromagnitnykh polei radiochastot (On the Biological Effect of Electromagnetic Fields of Radio Frequencies), Moscow, 1973, pp. 43–51.
54. Buzinov, V.S., Etalonnye izmereniya parametrov radiochastotnogo elektromagnitnogo polya. Sb. nauch. tr. (Reference Measurements of Radio Frequency Electromag netic Field Parameters: Collection of Scientific Works), Donchenko, S.I., Ed., Mendeleevo: FGUP VNIIFTRI, 2019.
55. Printsipy issledovanii biologicheskogo deistviya radiovoln. Metodicheskoe posobie (Principles of Experimental Re
    search of the Biological Effects of Radio-Waves: Methodological Guide), Leningrad: Voen.-Med. Akad. im. Kirova, 1974.
56. Gigienicheskie problemy neioniziruyushchikh izluchenii (Hygienic Problems of Non-Ionizing Radiation), Ilyin, L.A., Editor-in-Chief; Grigoriev, Yu.G. and Stepanov, V.S., Eds., Moscow: Izd. AT, 1999, vol. 4.
57. Shandala, M.G., Tasks for hygienic research on the study of physical environmental factors by context of decisions of the XXVI Congress of the Communist Party of Soviet Union, Gig. Sanit., 1981, no. 8, pp. 4–7.
58. Shandala, M.G., Methodological issues of hygienic limitation for non-ionizing electromagnetic radiation for the population, Sb. nauchnykh trudov “Biologicheskie effekty elektromagnitnykh polei. Voprosy ikh ispol’zo vaniya i normirovaniya” (Collection of Scientific Words “Biological Effects of Electromagnetic Fields. Issues of Their Use and Regulation”), Pushchino, 1986, pp. 135–150.
59. Dumanskii, Yu.D., Ivanov, D.S., Evreinov, K.G., et al., Prediction of maximum permissible levels for hygienic regulation of microwave EMF, Gig. Sanit., 1987, no. 12, pp. 40–42.
60. Ivanov, D.S., Taking into account the probability of risk during hygienic regulation of EMF, Gig. Sanit., 1989, no. 10, pp. 73–75.
61. Davydov, B.I., Tikhonchuk, V.S., and Antipov, V.V., Biologicheskoe deistvie, normirovanie i zashchita ot elektromagnitnykh izluchenii (Biological Action, Regulation, and Protection from Electromagnetic Radiation), Grigor’ev, Yu.G., Ed., Moscow: Energoatomizdat, 1984.
62. Shandala, M.G., Experience in hygienic development of the problem of physical environmental factors, Gig. Sanit., 1999, no. 4, pp. 3–9.
63. Davydov, B.I., Electromagnetic radiation of radio frequencies (microwaves): principles, limitation criteria, and “threshold” dose levels, Aviakosm. Med., 1985, no. 3, pp. 8–21.
64. Logvinov, S.V., Zuev, V.G., Ushakov, I.B., and Tyutrin, I.I., Ocherki neioniziruyushchei radiobiologii: strukturno-funktsional’nyi analiz (Essays on Non-Ionizing Radiobiology: Structural and Functional Analysis), Tomsk: Izd. Tomsk. Univ., 1984.
65. Shandala, M.G., Zuev, V.G., Ushakov, I.B., and Popov, V.I., Spravochnik po elektromagnitnoi bezopasnosti rabotayushchikh i naseleniya (Handbook on Electromagnetic Safety of Workers and the Population), Voronezh: RAMN, RAMTN, 1998.
66. Alekseeva, V.A., Grigor’ev, O.A., Prokof’eva, A.S., and Goshin, M.E., History of scientific conferences on electromagnetic biology, radiobiology and hygiene of non-ionizing radiation in Russia over the past hundred years, Aktual’nye voprosy radiobiologii i gigieny neioni ziruyushchikh izluchenii: sbornik dokladov vserossiiskoi nauchnoi konferentsii, Moskva, 12–13 noyabrya 2019 g. (Proceedings of All-Russian Scientific Conference “Current Issues of Radiobiology And Hygiene of Non ionizing Radiation,” Moscow, November 12–13, 2019), Moscow: Ross. Nats. Komitet po zashchite ot neioniziruyushchikh izluchenii, 2019, pp. 178–182.
67. Luk’yanova, S.N., Elektromagnitnoe pole SVCh diapazona neteplovoi intensivnosti kak razdrazhitel’ dlya tsen tral’noi nervnoi sistemy (Electromagnetic Field of the Microwave Range of Non-Thermal Intensity as a Stimulus for the Central Nervous System), Federal. Med. Biol. Tsentr im. A.I. Burnazyana, Federal. Med.-Biol. Agentstvo Rossii, Moscow, 2015.
68. Luk’yanova, S.N., Karpikova, N.I., Grigor’ev, O.A., and Alekseeva, V.A., Cumulation of neuroeffects of repeated electromagnetic irradiation of non-thermal in tensity, Radiats. Biol. Radioekol., 2015, vol. 55, no. 2, p. 169.
69. Zhavoronkov, L.P. and Petin, V.G., Kolichestvennye kriterii mikrovolnovogo porazheniya (Quantitative Criteria for Microwave Damage), Moscow: GEOS, 2018.
70. Grigor’ev, O.A. and Zubarev, Yu.B., The effect of electromagnetic energy of wireless communications on humans: forecasts for the growth of conditioned morbidity, their implementation and assessment problems. Concepts, TsEMI Ross. Akad. Nauk, 2022, vol. 1, no. 42, pp. 4–17. https://doi.org/10.34705/KO.2022.68.54.001
71. IARC 2019, IARC Monographs on the Identification of Carcinogenic Hazards to Humans. Report of the Advisory Group to Recommend Priorities for the IARC Monographs during 2020–2024, 2024.
72. Advisory Group recommendations on priorities for the IARC Monographs, Lancet Oncol., 2024, vol. 25, no. 5, pp. 546–548. https://doi.org/10.1016/S1470-2045(24)00208-0

Læs mere her:

Forskning i de biomedicinske effekter af EMF i Rusland gennem 130 år

Kender du Europarådets anbefalinger om trådløs stråling fra 2011?

Hvorfor bekymre sig, når myndighederne fortæller, at der “ingen risiko” er?

Faktablad: Grænseværdier for stråling fra mobilmaster over hele ​​verden

ICBE-EMF: FCC- og ICNIRP-grænseværdierne mangler videnskabeligt grundlag

Den hensynsløse spredning af skadelig RF-stråling gennem propagandaens linse

Trådløs stråling og sundhedseffekterne: Grænseværdierne skal opdateres

Paradigmeskifte: De nuværende grænseværdier beskytter ikke mod stråling