De ændrede vores opfattelse af IT-sikkerhed for evigt

I 1990’erne fik Danmark sin første hackersag, da to teenagere forsøgte at hacke sig ind i NASA og ændrede billedet af it-sikkerhed, hvilket man kan se på DRTV i ‘Drengen der hackede Pentagon’.

I internettets spæde start i 1990’erne begyndte en række hackere at udforske internettets mange kroge. Det var nyt og spændende. Her kunne findes alt muligt viden som ikke bare var offentlig tilgængelig. For nogen startede det med at kopiere eller “cracke” computerspil og lægge dem på kassettebånd eller disketter.

Indtil midten af halvfemserne var World Wide Web og computernetværk noget, som få mennesker kendte til. Hackerkulturen var til gengæld ret stor og voksede hurtigt frem i 1980’erne og 1990’erne. Mest i USA, men der var også internationale klynger bl.a. Chaos Computer Club – CCC- i Tyskland.

Miljøet havde et æreskodeks, som CCC stod bag. Æreskodekset var en slags ti bud, som blandt andet handlede om, at hackerne ikke måtte ødelægge noget i en fremmed computer, og at de skulle være skeptiske overfor autoriteter. De måtte heller ikke rode rundt i andres data.

Sådan gik det dog ikke helt for nogle af de hackerne, som nu næsten 30 år efter optræder i DR-serien ‘Drengen, der hackede Pentagon’.

Chaos Computer Club

Chaos Computer Club er et netværk af hackere, som spiller en stor rolle i europæisk hackerkultur. Chaos Computer Club, som også blot kaldes CCC, har siden 1980’erne arrangeret årlige hackerkonferencer og afholder desuden en festival – på størrelse med Roskilde Festival – for hackere.

Chaos Computer Club blander sig meget i politik. CCC holder til i Berlin, og deres klub er nærmest mytologisk og ligner et rumskib.

Folk kan sidde derinde og hacke i flere dage i træk, og for unge danske hackere er stedet nærmest helligdom. CCC rummer ifølge Henrik Moltke de bedste hackere inden for alt.

Fra DR’s artikel: https://www.dr.dk/det-bedste-fra-dr/de-aendrede-vores-opfattelse-af-it-sikkerhed-evigt-kom-helt-taet-paa-90ernes. Henrik Moltke er DR’s tech-korrespondent.

Første danske dom for hacking

De to unge hackere JubJub Bird og Sprocket er de første danskere, der bliver dømt for hacking. Det sker i 1991, da de efter en amerikansk forespørgsel bliver opdaget i at forsøge at bryde ind i NASA’s systemer.

Det er hackerjægeren Jørgen Bo Madsen, der leder politiet på sporet af de to danske hackere. Han arbejder på det tidspunkt med it-sikkerhed på Uni-C – det hedder i dag Styrelsen for It og Læring.

Han kommer på sporet af de to unge mænd ved at installere en slags hackerfælde i sit soveværelse, som bipper, når uvedkommende bevæger sig rundt i systemerne. En metode, der går hårdt ud over både Jørgen Bo Madsens nattesøvn og familie.

De to hackere bliver idømt betingede fængselsstraffe, der gælder i to år. På det tidspunkt er der endnu ikke nogen egentlig lov om hacking.

Efterfølgende spiller Jørgen Bo Madsen en væsentlig rolle i at optrevle hackernetværk samt med at gøre systemerne mere sikre.

Le Cerveau

Hackeren Le Cerveau – med det rigtige navn Thomas Huulbæk – var blot 17 år, da det lykkedes ham med Amiga 2000 computer fra sit værelse i Ebeltoft at skaffe sig adgang til it-systemerne i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, og fik adgang til en række af USA’s militære netværk. Egentlig var han kun optaget af at afsløre den amerikanske stats hemmeligheder om ufo’er og aliens.

I hacker-magasinet Phrack, der udgives første gang i midten af 80’erne, falder den unge danske hacker over en artikel, der beskriver, hvor man nogle i Pentagon systemer muligvis kan finde informationer og spor om ufo’er. Hackerjægeren Jørgen Bo Madsen bliver også en inspiration fortæller Thomas Huulbæk. Jørgen Bo Madsen udtaler nemlig på et tidspunkt, at det ikke kan lade sig gøre at bryde ind i sådan noget som Pentagon. At systemerne var så sikre, at det kunne man ikke. Det skal selvfølgelig modbevises.

I 1990’erne kunne hackerne ringe til andre computere gennem et moden. Så fik de adgang til såkaldte bbs’er. Bbs’er var en slags meget tidlige hjemmesider, som blev administreret af andre amatører. Én af de amatører var hackeren Netrunner, som havde bbs’en ‘Fantasia’ og siden oprettede hackergruppen ‘Motigol’.

Le Cerveau ville gerne være med i denne gruppe, det krævede at man var en dygtig, men også diskret hacker. Og så skulle man overholde hackernes 10 bud. Desværre havde Le Cerveau fået mærket at være uforsigtig på sig.

Le Cerveau fik ikke adgang. Han var for uforsigtig, mente de andre hackere.

Dokumentaren om Le Cerveau: ‘Drengen der hackede pentagon’ er i 4 afsnit finder du her:
https://www.dr.dk/drtv/serie/drengen-der-hackede-pentagon_325225
Hvert afsnit varer 30 min. og kan ses frem til den 10. april 2023

Læs de uddybede artikler om historien på DR’s hjemmeside:
https://www.dr.dk/det-bedste-fra-dr/thomas-hackede-sig-ind-i-pentagon-hjemme-fra-teenagevaerelset-jeg-brugte-under-ti
https://www.dr.dk/det-bedste-fra-dr/de-aendrede-vores-opfattelse-af-it-sikkerhed-evigt-kom-helt-taet-paa-90ernes

Hacking er ulovligt

Hacking er ulovligt og er omfattet af straffeloven. Hacking straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder og under skærpende omstændigheder med fængsel op til 6 år.

Du kan anmelde det til politiet, hvis du oplever, at nogen har skaffet sig adgang til for eksempel din computer, mobiltelefon, streamingtjeneste eller dine profiler på sociale medier. Læs her, hvordan du gør.

Digitalt Ansvar har lavet et overblik over, hvor du kan få hjælp, hvis du er blevet udsat for digitale krænkelser – for eksempel deling af private billeder, chikane eller trusler på nettet. Få hjælp her.

Læs mere her:

Please follow and like us:

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik, hvis du vil vide mere.