Dansk skuespiller har for længst droppet smartphonen

Foto: Ken Vedsegaard, Alchetron.com

Den danske skuespiller Ken Vedsegaard ejer ikke en smartphone.

Som han fortæller til DR, anskaffede han sig en smartphone, da de i sin tid kom frem, men han skilte sig af med den igen efter blot et par uger.

“Den gjorde ikke noget godt for mig. Jeg kunne mærke, at jeg kunne blive stresset af den, og det havde jeg ikke rigtig behov for,” fortæller han.

Ken Vedsegaard savner ikke smartphonen, tværtimod oplever han mange positive ting ved at leve uden, fortæller han i interviewet med DR den 12. oktober 2026.

“Man har svært ved at se hinanden, hvis man har hovedet nede i en mobilskærm. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg vil gerne være i den virkelige verden, og jeg føler mig mere til stede uden,” fortæller han.

Nogle ting, kan selvfølgelig være lettere med en smartphone. Men det gør ikke så meget, for hvis man eksempelvis skal finde vej kan man jo se på et kort eller spørge folk.

“Det er ikke et hovedformål med livet, at det bliver nemt. Jeg har ikke noget imod, at der er nogle ting, der bliver lidt besværlige. Vi vokser jo af at blive udfordret.”

Det er ikke fordi Ken Vedsegaard er teknologiforskrækket, og han bruger da også en computer til at tjekke mails og andre praktiske ting. Derimod finder han, at det er lidt bizart, at det i dag kan virke usædvanligt ikke at have en smartphone. For ham er det egentlig mere mærkeligt, at alle render rundt og glor ned i dem hele tiden.

Ken Vedsegaard understreger i interviewet, at han ikke ønsker at fortælle, hvordan andre skal leve deres liv: “Jeg taler kun for egen regning, og for mig er det rigtig rart ikke at være tilgængelig konstant. Jeg kan også sagtens mærke den afhængighed, man hurtigt kan få af smartphonen. Den har jeg ikke lyst til at have.”

Om Ken Vedsegaard  (født 14. oktober 1972 i København): Han er skuespiller, instruktør og underviser. Ken Vedsegaard begyndte som barneskuespiller i børne-tv-krimien Guldregn (DR 1988) og spillede siden bl.a. Aksel i filmatiseringen af Hans Scherfigs roman Det forsømte forår (1993) samt titelrollen i børneforestillingen Patrik 1,5 (1994, Teater Vestvolden).

Han blev uddannet som skuespiller ved Aarhus Teater i 2000; hans folkelige gennembrud var rollen som sønnen Erik i Krøniken (DR 2004-2007). På film har han bl.a. spillet tryllekunstneren Poul i Den rette ånd (2005), den norske gyser- og dramafilm Hjemsøgt (2017), medvirket i Den Blå Orkidé (2020), Krudttønden (2020) og Afdeling Q – Den Grænseløse (2024). På teatret har han spillet romantisk antihelt i Friedrich Schillers Røverne (2004, Det Kongelige Teater) og sadistisk betjent i Martin McDonaghs Pudemanden (2006, Husets Teater) samt medvirket i og været medskaber af den anmelderroste monolog Hamlets Stjerne på Hamletscenen (2024.

På TV har han medvirket i en lang række serier på både DR, Viaplay, TV2, Charlie og Zulu, blandt andet som nævnt Krøniken (2004), Forbrydelsen II (2009), Sygeplejeskolen (sæson 3, 2020), Mercur (2017), Tomgang (2013-2015), Når støvet har lagt sig (2020) og Generationer (2025) og i tv-serien Smilla’s Sense of Snow (2025). Lige nu er Ken Vedsegaard aktuel som håndlangeren Damperen i DR’s familieserie Aros Skattens Hemmelighed (2026).

Læs mere her:

Please follow and like us: