ICNIRP’s Ken Karipidis forsøger at frikende stråling fra mobiler i at udvikle hjernekræft

Ken Karipidis har siden juli 2024 fungeret som næstformand for ICNIRP, som han tilsluttede sig i 2015. Han har i mere end 20 år arbejdet for Australian Radiation Protection and Nuclear Safety Agency (ARPANSA).

ICNIRP er teleindustriens private og selvsupplerende NGO, hvis medlemmer og netværk er en del af det selvrefererende og fasttømrede ‘ingen risici’ segment.

Karipidis et al.’s systematiske review af RF-EMF-eksponering og kræft (2024), bestilt af WHO, har så alvorlige fejl, at det fuldstændig underminerer gyldigheden af undersøgelsens konklusioner. Det fremgår af gennemgangen af reviewet af Joel M. Moskowitz et al.

Kritikken

“Mobiltelefoni og trådløs sikkerhed er ikke garanteret. Konklusioner som ‘ingen risiko for mobiltelefonkræft’ i Karipidis et al. er en misvisende repræsentation af forskningen, fordi troværdig videnskabelig dokumentation fra case-kontrolstudier tyder på øget kræftrisiko fra mobiltelefonstråling,” udtalte ICBE-EMF, International Commission on the Biological Effects of Electromagnetic Fields. (*)

Syv metaanalyser offentliggjort siden 2016 har rapporteret signifikante sammenhænge mellem kumulativ og langvarig brug af mobiltelefoner og risiko for hjernetumor, herunder et 2024 review, der fremhævede de samme metodologiske mangler, som ICBE-EMF identificerede ved Karipidis et al. 2024.

Det systematiske review af RF-EMF-eksponering og kræft af Karipidis et al. (2024) har alvorlige fejl, der underminerer gyldigheden af undersøgelsens konklusioner.

The Systematic Review on RF-EMF Exposure and Cancer by Karipidis et al. (2024) has Serious Flaws that Undermine the Validity of the Study’s Conclusions. John W. Frank, Joel M. Moskowitz, Ronald L. Melnick, Lennart Hardell, Alasdair Philips, Paul Héroux, Elizabeth Kelley. Environment International 2024.
https://doi.org/10.1016/j.envint.2024.109200

Den kritiske gennemgang af Joel M. Moskowitz et al. blev offentliggjort den 30. december 2024. Understregninger er tilføjet.

Oversigt

Fem vigtige svagheder ved Karipidis et al. (2024):

  1. Basering af konklusioner på studier med fejlbehæftede designs
  2. Overdreven afhængighed af RF-EMF-eksponeringskategorier, der ikke afspejler eksponeringens omfang
  3. Fejlkarakterisering af dokumentation for hjernekræft Tidstendenser
  4. Underdrivelse af den betydelige usikkerhed om kræftrisiko efter længere latente perioder efter eksponering
  5. Manglende overholdelse af udbredt videnskabelig vejledning til systematiske oversigter og metaanalyser

Til redaktørerne, Environment International

Vi skriver som medlemmer af ICBE-EMF, en international non-profit gruppe af uafhængige tværfaglige forskere med baggrunde, der er relevante for sikkerheden af radiofrekvente elektromagnetiske felter (RF-EMF) fra trådløse telekommunikationsenheder og -systemer (https://icbe-emf.org). Vi har for nylig afsluttet en detaljeret analyse, herunder en vurdering af den anvendte epidemiologiske metode, af det systematiske review (SR) og metaanalyse af Karipidis et al. (2024). Dette review konkluderede, at der er “moderat sikkerhed for dokumentation” for, at eksponering for telekommunikationsrelaterede EMF’er “ikke øger risikoen for gliomer, meningeom, akustisk neurom, hypofysetumorer, spytkirteltumorer eller pædiatriske hjernetumorer” (Karipidis et al., 2024).

Vi er uenige i denne konklusion, fordi reviewet af Karipidis et al. (2024) ikke giver en videnskabeligt gyldig vurdering af dokumentation for risikoen for disse tumorer forbundet med brug af mobiltelefoner eller andre trådløse enheder på grund af kritiske metodologiske fejl. Disse fejl gør tilsammen konklusionerne af dette review forudindtagede i en retning, der systematisk undervurderer potentialet for årsagssammenhæng.

Selv om Karipidis og hans medforfattere ikke erklærede nogen konkurrerende interesser, skal det bemærkes, at flere af dem havde forbindelser til teleindustrien og/eller var medlemmer af ICNIRP, en selvvalgt organisation, der fremmer sine egne retningslinjer for RF-EMF-strålingsbeskyttelse baseret på selvrefererende forfatterskaber, og som tidligere har erklæret, at der ikke er nogen dokumentation for øget kræftrisiko ved eksponering for RF-EMF (Hardell og Carlberg, 2020Nordhagen og Flydal, 2022Nyberg et al., 2023).

Uddybning af de fem vigtige svagheder ved Karipidis et al. (2024) SR:

1. Basering af konklusioner på studier med fejlbehæftede designs

Forfatterne inkluderede flere storestudier i deres metaanalyse, som i peer-reviewed publikationer har vist sig at have alvorlige designfejl. Især Interphone case-control studierne (Interphone Study Group, 2011) har af uafhængige bedømmere (f.eks. Choi et al., 2020) vist sig at have forudindtaget kontroludvælgelse med overrepræsentation af brugere af mobiltelefoner sammenlignet med den generelle befolkning, hvilket fører til systematisk undervurdering af den faktiske styrke af sammenhængen mellem RF-EMF-eksponering og kræft, i det omfang, at de fleste Interphone-undersøgelser fandt, at sådanne eksponeringer var beskyttende mod kræftrisiko – en hypotese uden videnskabelig begrundelse.

To store kohortestudier, den danske kohorteundersøgelse og Million Woman Study, havde alvorlige designfejl. I sin vurdering og klassificering af risikoen for hjernekræft ved eksponering for radiofrekvent stråling nedtonede Det Internationale Kræftforskningscenter (IARC, 2013) værdien af den danske kohorte og dens opdaterede undersøgelser (Frei et al., 2010Frei et al., 2011Schüz et al., 2006aSchüz et al., 2006b), fordi de var afhængige af abonnementer på mobiltelefonudbydere som et surrogat for mobiltelefonbrug: undersøgelsen “manglede information om niveauet af brugen af mobiltelefon, og der var flere potentielle kilder til fejlklassificering af eksponering” – hvilket altid vil undervurdere styrken af sammenhængen i kohorteundersøgelser. Million Women Study (Schüz et al., 2022) havde ikke kun dårlig eksponeringsvurdering, den led af høj deltagernedslidning og var underdrevet (Moskowitz, 2022).

2. Overdreven afhængighed af RF-EMF-eksponeringskategorier, der ikke afspejler eksponeringens omfang

I deres vurdering af potentielle skævheder i de primære studier, som de inkluderede i deres metaanalyser, var Karipidis et al. (2024) for lempelige med hensyn til at inkludere studier med store svagheder i deres måling af RF-EMF-eksponeringer. I deres metaanalyse, der er afbildet i figur 2, blev ikke mindre end tre kohorteundersøgelser og ti case-kontrolundersøgelser inkluderet, som anvendte brugen af alt for forenklede “doserings”-målinger til faktisk telefonbrug, såsom “nogensinde” versus “aldrig” og “tid siden brugsstart”. Da denne tilgang ikke bruger faktiske mål for eksponering, forventes det at skabe fejlklassificering af eksponering, hvilket, som allerede nævnt, har en tendens til at tilsløre eventuelle faktiske dosis-respons-forhold, der kan være blevet observeret, hvilket igen reducerer styrken af dokumentation for årsagssammenhæng (Hill, 1965Carlberg og Hardell, 2017).

Derudover bruger Karipidis et al. (2024) komplekse biostatistiske modeller – for hvilke der ikke gives kritisk information (såsom goodness-of-fit til empiriske data i de primære undersøgelser) – til at estimere dosis-respons-forholdet mellem kumulativ opkaldstid (CCT), et bedre skøn over den faktiske RF-EMF-dosis. Deres grafer over disse modellers output (f.eks. figur 6 for gliomer) viser imidlertid, at de primære undersøgelser havde ringe statistisk styrke til at informere modellernes estimater af relative risici ved høje CCT-niveauer. En nyligt publiceret metaanalyse (Moon et al., 2024) anvender bedre epidemiologisk metodologi og finder – baseret på næsten nøjagtig de samme primære studier – (i figur 2), at højere niveauer af CCT (mere end 896 timer) er forbundet med en statistisk signifikant højere relativ risiko for hjernetumorer (OR 1,59, 95 % CI 1,25-2,02).

Et særligt nyttigt aspekt af dosis-respons-undersøgelser involverer separat analyse af tumorer, der er ipsilaterale, versus kontralaterale, til den side af hovedet, som kræftpatienten normalt har holdt sin telefon. Moon et al.’s (2024) sofistikerede analyse afslører, at over to dusin primære undersøgelser, når sammenlægges, har fundet en konsekvent højere oddsratio på 1,40 (95 % CI 1,21-1,62) for ipsilaterale tumorer end for kontralaterale tumorer (OR 1,04, 95 % CI 0,93-1,16). Karipidis et al. (2024) undlader at gøre fuld brug af disse undersøgelser, hvilket igen reducerer deres analyses evne til at identificere vigtige dosis-respons-forhold, der stærkt tyder på årsagssammenhæng i miljøsundhed (Hill, 1965).

Ud over den nylige undersøgelse af Moon et al. fandt flere tidligere offentliggjorte metaanalyser af case-kontrol-undersøgelser, der var baseret på kumulativ opkaldstid, signifikante stigninger i risikoen for hjernetumor forbundet med tung og langvarig brug (mere end 10 år) af mobiltelefoner, og risikoen var størst på den side af hovedet, hvor brugeren havde holdt sin mobiltelefon (Wang og Guo, 2016Bortkiewicz et al., 2017 21. feb.Carlberg og Hardell, 2017Prasad et al., 2017Yang et al., 2017Choi et al., 2020).

3. Fejlkarakterisering af dokumentation for hjernekræft Tidstendenser

Forfatterne hævder, at deres tidstrendsimuleringer gav en ekstern validering af deres “moderate” vurdering af sikkerheden af hjernekræft dokumentationen. Kræfttidstendenser fanger dog ikke de unikke brugs- og eksponeringskarakteristika for de grupper, hvor risikoen for hjernetumor blev øget i case-kontrolundersøgelserne, såsom tumorrisici i de områder af hjernen (tindingelappen) med den højeste absorption af RF-stråling udsendt fra en mobiltelefon holdt ved siden af hovedet. Kritisk er nøgleundersøgelser, der fandt nylige stigninger i forekomsten på befolkningsniveau for sådanne hjernekræftformer, udeladt af Karipidis et al. (Philips et al., 2018Hardell og Carlberg, 2017Zada et al., 2012Defossez et al., 1990Davis et al., 2020).

4. Underdrivelse af den betydelige usikkerhed om kræftrisiko efter længere latente perioder efter eksponering

Flere forfattere af dette review har tidligere skrevet, at der fortsat er en vis usikkerhed med hensyn til lange latensperioder på mere end 15 år for kræftudvikling (som forventet af kræfteksperter). Disse usikkerheder blev ikke løst, og heller ikke citeret fuldt ud, i Karipidis et al. (2024). Desuden anerkender forfatterne ikke den dokumentation, vi allerede har, der i høj grad tyder på årsagssammenhæng over lange latenstider (Hardell et al., 2013Hardell og Carlberg, 2015Carlberg og Hardell, 2017) – f.eks. for den samlede brug af trådløse telefoner blev den højeste risiko, selvom den var upræcist estimeret (og derfor krævede uafhængig replikation), beregnet for den længste latenstid, >20 år (OR 4,4, 95 % CI 2,2-9,0) (Hardell et al. 2013).

De studier, der citeres af Karipidis et al., manglede tilstrækkelig opfølgningstid til at opdage og diagnosticere kræftformer, der udvikles sent. I præamblen til Det Internationale Agentur for Forskning i Kræftmonografier (IARC, 2013) hedder det, at “erfaringer med kræft hos mennesker indikerer, at perioden fra første eksponering til udvikling af klinisk kræft undertiden er mere end 20 år; derfor kan latente perioder, der er væsentligt kortere end 30 år, ikke dokumentere for manglende kræftfremkaldende egenskaber.”

5. Manglende overholdelse af udbredt videnskabelig vejledning til systematiske oversigter og metaanalyser

Forfatterne fulgte ikke standardvejledningen for sammenlægning af resultaterne af primære undersøgelser. De ignorerede høje niveauer af inkonsistens (på trods af at de dokumenterer og kvantificerer disse uoverensstemmelser på tværs af undersøgelsernes resultater – for eksempel en I-kvadratværdi på over 61 % på tværs af alle de primære undersøgelser i deres figur 2 og endnu højere I-kvadratværdier i deres figur 3). En sådan inkonsekvens betragtes normalt som en kontraindikation for at samle resultaterne på tværs af de primære undersøgelser (Ioannidis, 2018). De fortsatte også i nogle af deres metaanalyser med at samle resultaterne af færre end fem primære undersøgelser om et givet forskningsspørgsmål, i strid med bredt citeret statistisk vejledning (Valentine et al., 2017). Disse mangler har alle den effekt, at den videnskabelige sikkerhed i deres konklusioner ser meget større ud, end den faktisk er.

Konklusion

I betragtning af disse metodologiske fejl finder vi, at få, om nogen, af de RF-EMF-eksponering / tumorassociationer, der er undersøgt af Karipidis et al., har været genstand for tilstrækkeligt replikerede primære undersøgelser af høj kvalitet med tilstrækkelig styrke og opfølgningstid til at berettige nogen legitim videnskabelig sikkerhed om fraværet af årsagssammenhæng, især når der tages højde for dyreforsøg med RF-EMF-carcinogenicitet (Falcioni et al., 2018Nationalt toksikologiprogram, 2018aNationalt toksikologiprogram, 2018b). De overordnede GRADE-anbefalinger i denne artikel ser ud til at afspejle forfatternes bias. I modsætning til forfatternes vurdering af dokumentationen for RF-EMF-eksponeringer, der IKKE forårsager disse tumorer, som værende af “moderat sikkerhed”, hævder vi, at der ikke er nogen videnskabelig begrundelse for at konkludere, at der er nogen sikkerhed for, at RF-EMF-eksponeringer ikke forårsager kræft.

Noter:

*) ICBE-EMF, International Commission on the Biological Effects of Electromagnetic Fields, blev grundlagt i 2021 og er et internationalt konsortium af eksperter, læger og forskere med ekspertise samt peer-reviewed publikationer om de biologiske og sundhedsmæssige effekter af elektromagnetiske felter, herunder RFR. Kommissionen er forpligtet til at opretholde de højeste standarder for videnskabelig forskning og fremsætter videnskabsbaserede anbefalinger for at sikre beskyttelse af offentligheden og miljøet.

Referencer:

Læs mere her:

Please follow and like us:

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik, hvis du vil vide mere.