Afrikas rigdomme bliver stjålet for at redde klimaet (og drive AI)
Billede: Kobbermine i Zambia, Wikimedia Commons.
Et halvt århundrede efter at Portugals koloniale kontrol over Angola sluttede, er neokolonialismen nu ved at sætte sine haser fast i Lobito, som var det økonomiske hjerte under Portugals regeringstid i Angola.
Havnen i Lobito og Benguela-jernbanen, der kører langs det, der er kendt som Lobito-korridoren, er blevet en vigtig kerne i både Kinas og vestens bestræbelser på at overgå fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder i vores hotte nye verden.
Artiklen er et resume af Joshua Franks artikel i CounterPunch, hvor han er medredaktør. Han er ligeledes medvært på CounterPunch Radio. Artiklen er fra den 11. oktober 2024.
De kritiske mineraler
Mængden af kritiske mineraler, som er nødvendige for at drive en global fremtid med elektriske batterier, vindmøller og solpaneler, AI m.m. er ufattelig. World Economic Forum anslår, at der vil være behov for tre milliarder tons metaller. International Energy Forum anslår, at for at opfylde de globale mål om radikalt at reducere kulstofemissioner, er der brug for mellem 35 og 194 kobberminer inden 2050.
De fleste af de mineraler der er nødvendige – fra kobber til kobolt – er placeret i Latinamerika og Afrika. Værre er det, at mere end halvdelen (54 %) af de nødvendige kritiske mineraler findes på eller i nærheden af de oprindelige folks landområder. Det er dermed de mest sårbare befolkninger i verden, som har den største risiko for at blive påvirket, og det på en meget negativ måde, af en fremtidig minedrift og de relaterede aktiviteter.
Den Internationale Valutafond (IMF) rapporterer: “Med stigende efterspørgsel er indtægterne fra kritiske mineraler klar til at stige betydeligt i løbet af de næste to årtier. De globale indtægter fra udvindingen af blot fire vigtige mineraler – kobber, nikkel, kobolt og lithium – anslås at udgøre 16 billioner dollars i løbet af de næste 25 år. Afrika syd for Sahara står til at høste over 10 procent af disse akkumulerede indtægter, hvilket kan svare til en stigning i regionens BNP med 12 procent eller mere i 2050.”
Afrika syd for Sahara menes at indeholde 30 % af verdens samlede kritiske mineralreserver. Det anslås, at Congo står for 70 % af den globale koboltproduktion og ca. 50 % af klodens reserver. Efterspørgslen efter kobolt, en nøgleingrediens i de fleste lithium-ion-batterier, er hastigt stigende på grund af dets anvendelse i alt fra mobiltelefoner til elektriske køretøjer. Hvad angår kobber, har Afrika to af verdens største producenter, hvor Zambia tegner sig for 70 % af kontinentets produktion. “Denne overgang,” tilføjer IMF, “hvis den håndteres korrekt, har potentialet til at transformere regionen.” Og selvfølgelig bliver det ikke kønt, som Joshua Frank noterer.
Mens de kritiske mineraler kan udvindes i landdistrikterne i Congo og Zambia, skal de for at blive rentable ud på det internationale marked, hvilket gør Angola og Lobito-korridoren til nøglen til Afrikas blomstrende mineindustri.
I 2024 forpligtede Kina sig på 4,5 milliarder dollars til afrikanske lithiumminer alene og yderligere 7 milliarder dollars til investeringer i kobber- og koboltmineinfrastruktur. I Congo kontrollerer Kina f.eks. 70% af minesektoren.
USA’s aftale med Angola
Efter i årevis at have haltet bagefter i sine investeringer i Afrika, har USA nu søgt at indhente terræn. I september 2023 underskrev udenrigsminister Antony Blinken en aftale med Angola, Zambia, Den Demokratiske Republik Congo og Den Europæiske Union om at lancere Lobito-korridorprojektet. Næsten 50 år efter at Portugal blev tvunget ud af Angola, er Vesten tilbage og tilbyder en forpligtelse på 4 milliarder dollars. USA’s præsident Joe Biden kaldte derefter Lobito-projektet for “den største amerikanske jernbaneinvestering i Afrika nogensinde“. “Amerika,” tilføjede han, “er all in på Afrika … Vi er alle med dig og Angola.”
railway=Railways in Angola – Travegeo by ShareMap.
Biden var omhyggelig med at antyde, at både Afrika og USA ville høste fordelene ved en sådan koalition. Som Joshua Frank skriver, er det naturligvis den slags retorik, vi kan forvente, når vestlige (eller kinesiske) interesser er opsat på at erhverve ressourcerne i det globale syd. Havde det handlet om olie eller kul, ville der givetvis være blevet rejst mange spørgsmål og bekymringer om Amerikas regionale hensigter, men under dække af kampen mod klimaforandringer er det kun få, som overvejer de geopolitiske konsekvenser af en sådan tilgang – og endnu færre anerkender effekterne af en massiv øget minedrift på kontinentet.
Minearbejdernes elendige og dødelige forhold
I sin bog Cobalt Red afslører Siddharth Kara de blodige forhold, som koboltminearbejderne i Congo udsættes for, mange af dem er børn, der mod deres vilje arbejder i dagevis, med lidt søvn og under ulideligt voldelige forhold. De forfærdelige forhold er stort set de samme i Zambia, hvor kobbereksporten tegner sig for mere end 70 % af landets samlede eksportindtægter.
En 126-siders rapport fra Human Rights Watch (HRW) fra 2011 afslørede de elendige forhold i Zambias kinesiskejede miner: 18-timers arbejdsdage, usikre arbejdsmiljøer, voldsomme anti-fagforeningsaktiviteter og dødsulykker på arbejdspladsen. Der er ingen grund til at tro, at det er meget anderledes i de nyere vestligt ejede miner.
“Venner fortæller dig, at der er en fare, når de kommer ud fra en vagt,” fortalte en minearbejder, der blev såret, mens han arbejdede for et kinesisk firma, til HRW. “Du bliver fyret, hvis du nægter, de truer med det hele tiden… De største ulykker skyldes stenfald, men du får også elektrisk stød, folk rames af minelastbiler under jorden, folk falder ned fra platforme, der ikke er stabile… I min ulykke var jeg i en læssekasse. Minekaptajnen … opsatte ikke en platform. Så da vi arbejdede, faldt en sten ned og ramte min arm. Den brækkede på en sådan måde, at knoglen kom ud af armen.”
Dødsulykkerne i Zambias miner er mange. En eksplosion dræbte 51 minearbejdere i 2005. Ti arbejdere døde i 2018 på et ulovligt kobberudvindingssted. I 2019 blev tre minearbejdere brændt ihjel i en underjordisk skaktbrand. Et jordskred i en kobbermine i et åbent brud i Zambia dræbte mere end 30 minearbejdere i 2023. Alligevel udvindes der stadig mere kobber i Zambia. Fra 2022 var fem gigantiske åbne kobberminer i drift i landet, og yderligere otte underjordiske miner var i drift, og mange skal udvides i de kommende år.
AI-minedrift til AI-energi
I Berkeley, Californien, arbejder et team hos KoBold Metals ihærdigt på at lokalisere den næste store minedrift i Zambia ved hjælp af kunstig intelligens (AI). Bakket op af milliardærerne Bill Gates og Jeff Bezos, stempler KoBold sig selv som en grøn Silicon Valley-maskine, der har forpligtet sig til verdens grønne energiomstilling (som samtidig giver et pænt overskud).
Det er naturligvis i KoBolds interesse at sikre fremtidens energiforekomster, fordi det vil kræve en enorm mængde energi at understøtte deres kunstigt intelligente verden. En nylig rapport (2024) fra Det Internationale Energiagentur anslår, at elforbruget i AI-datacentre vil stige betydeligt i den nærmeste fremtid. Fra 2022 brugte disse datacentre allerede 460 terawatttimer (TWh), men er på vej til at stige til 1.050 TWh i midten af årtiet. For at sætte det i perspektiv var Europas samlede energiforbrug i 2023 omkring 2.700 TWh.
I juli 2024 havde KoBolds AI-teknologi lokaliseret det største kobberfund i mere end et årti. Når den først er sat igang, kan den producere op mod 300.000 tons kobber årligt – eller, på et sprog investorerne forstår, vil pengene snart flyde. I sensommeren 2024 kostede et ton kobber på det internationale marked mere end $9,600. Selvfølgelig gik KoBold all in og har investeret 2,3 milliarder dollars på at få den zambiske mine i drift inden 2030. Ikke alle var helt så begejstrede som KoBolds investorer sikkert var.
“Værdien af kobber, der har forladt Zambia, er på hundredvis af milliarder af dollars. Hold det tal foran dig, og se dig så omkring i Zambia,” udtaler den zambiske økonom Grieve Chelwa. “Forbindelsen mellem ressource og fordel er afskåret.”
Zambia har ikke kun givet afkald på fordelene ved en sådan mineraludvinding, men – betragt det som en garanti – dets befolkning vil blive efterladt til at lide under det lokale rod, som vil blive resultatet.
Den forgiftede flod
Konkola Copper Mines (KCM) er i dag den største malmproducent i Zambia og udskiller tilsammen to millioner tons kobber om året. Det er en af landets største arbejdsgivere med en lang brutalt historie med misbrug af både arbejdere og miljøet. KCM driver Zambias største åbne mine, som strækker sig over mere end 11 km. I 2019 erhvervede det britisk-baserede Vedanta Resources en andel på 80 % i KCM ved at dække 250 millioner dollars af virksomhedens gæld. Vedanta drives af den indiske milliardær Anil Agarwal, kendt i minedrifts verdenen som “Metalkongen“.
Men man bliver ikke metalkonge uden at efterlade sig giftigt affald. I Indien har Agarwal’s aluminiumoxidminer forurenet de indfødte Kondh-stammers jord i Orissa-provinsen. I Zambia har hans kobberminer ødelagt landbrugsjord og vandveje, der engang leverede fisk og fungerede som drikkevand til tusindvis af landsbyboere.
Kafue-floden er Zambias længste flod på mere end 1.500 kilometer, formentlig nu også den mest forurenede. Bevæger man sig fra nord til syd, strømmer dens vand gennem Kobberbæltet og bringer cadmium, bly og kviksølv med sig fra KCM’s miner. Tilbage i 2019 sagsøgte tusindvis af zambiske landsbyboere Vedanta og hævdede, at dets datterselskab KCM havde forgiftet Kafue-floden og forårsaget uoverstigelige skader på deres jord.
Den britiske højesteret fandt derefter Vedanta ansvarlig, og Vedanta blev tvunget til at indgå et hemmeligt forlig, sandsynligvis på millioner af dollars. En sådan skelsættende sejr kunne ikke være sket uden arbejdet fra Chilekwa Mumba, som organiserede lokalsamfundet og overbeviste et internationalt advokatfirma om at tage sagen op. Mumba voksede op i Chingola-regionen i Zambia, hvor hans far arbejdede i minerne. Mumba modtog den prestigefyldte Goldman Environmental Prize i 2023.
På trods af den vigtige juridiske sejr har der ikke ændret sig meget i Zambia, hvor miljøreglerne fortsat er svage og næsten umulige at håndhæve, hvilket overlader mineselskaber som KCM til at regulere sig selv. Et zambisk lovforslag fra 2024 forsøger at rette op på det regulerende organ der fører tilsyn med minedriften, men industrien har presset tilbage, hvilket gør det uklart, om lovforslaget nogensinde vil blive gjort til lov. Selv hvis loven vedtages, kan den have ringe effekt på minedriften i den virkelige verden.
Hvad der foregår lige nu er en ny form for kolonialisme, denne gang med en grøn kapitalistisk fernis. Der er alt for mange AI-programmer der skal køre, alt for mange teknologiske gadgets der skal fremstilles og ikke mindst alt for mange penge der skal tjenes.
Læs mere her:
Tilføj en kommentar