Retten til et analogt liv

Retten til et analogt liv

Digitalisering er ikke længere en teknologi, men en ideologi. Den berøver os vores frihed. Hvis demokratiet skal overleve, skal staten gøre, hvad den er skabt til at gøre.

Debatartiklen er skrevet af Alexander Grau, (1) tysk filosof, journalist, publicist og forfatter. Offentliggjort i Der Spiegel den 9. sept. 2022. (2)

Foto: Gerd Altmann, Pixabay

Digitalisering er vor tids fetich.

Med en blanding af ærbødig forundring og barnlig glæde fejrer folk hver ny smartphone, hvert nyt styresystem eller enhver anden teknisk innovation. Vi lytter hengivent til visionerne om fremtiden for autonom kørsel, nye arbejdsformer og uddannelser eller Internet of Things. Der er næsten ingen, der spørger, om det hele giver mening. Højst nogle få databeskyttere eller udviklingspsykologer giver af og til udtryk for kritiske røster. Men deres bekymringer går som regel tabt i den kollektive begejstring og de økonomiske og sociale løfter, som IT-industriens fortalere hvisker os i øret.

Digitalisering er blevet mindre teknologi og mere ideologi. I offentlige debatter, i politikernes udtalelser og i endnu højere grad i it-virksomhedernes selvfremstilling fremstår den som oplysningstidens absolutte højdepunkt og den endelige indfrielse af løftet om selvrealisering, frihed, demokrati, deltagelse og frigørelse.

Fortællingen er blevet vellykket, fordi den har ledsaget digitaliseringen siden dens første år og har brændt sig dybt ind i folks bevidsthed. Selv mediefilosoffen Marshall McLuhans overdrevent misbrugte metafor om den “globale landsby” bandt længslen efter individuel frigørelse sammen med visionen om et verdenssamfund, der interagerer uden grænser. Og i meget læste bøger forvandlede internetagitatorer som Nicholas Negroponte digitaliseringen til en nærmest frelsende historisk begivenhed, der ubønhørligt ville føre menneskeheden ind i et posthistorisk paradis uden for alle rumlige og sociale begrænsninger.

Men en frigørelse, der kræver teknologi, er ikke frigørelse, men i bedste fald en afhængighed, der føles god. For mange brugere er det svært at skelne mellem, hvilket mediebrug, hvilken forskning eller hvilket køb der svarer til deres egne ønsker, og hvilke, der præsenteres for dem som deres egne af internetkoncernernes algoritmer. Det er næsten ikke længere muligt at adskille ægte personlige behov fra digital hvisken. Afhængigheden af software, apps, netværk og online tjenester af enhver art bliver stadig mere omfattende. Et liv uden smartphones og internet er næppe tænkeligt for de fleste mennesker og næsten umuligt at realisere. Løftet om grænseløs frihed truer med at ende i et bur af algoritmer og datastrømme. Den autonomi, som digitaliseringen lover, viser sig at være en illusion.

Samtidig er den teknologiske udvikling ved at blive et varsel om en liberalisme, der i stigende grad er viklet ind i selvmodsigelser. Ingen har opsummeret dette bedre end den amerikanske politolog Patrick J. Deneen i sin fremragende bog “Why Liberalism Has Failed”. Vi er, siger han, “autonome og frie og alligevel underlagt de teknologier, der får os til at føle os uafhængige”.

Den omfattende digitale adgang til vores tanker, ønsker og handlinger ville være truende, selv hvis man havde mulighed for at undslippe den. Men den mulighed har vi ikke. I årtier har økonomien og staten arbejdet på at indarbejde digitaliseringen uigenkaldeligt i den enkeltes hverdag. På grundlag af det tvivlsomme argument om påstået uundgåelighed og under påskud af teknisk eller økonomisk nødvendighed lægger en almægtig koalition af statslige institutioner og erhvervslivet et net af regler, standardisering og teknisk standardisering ud over borgernes liv.

Troen på digitaliseringens uundgåelighed skyldes en blanding af autohypnose og interessekontrol. Ikke mindst virksomheder og relevante tænketanke har i årtier forsøgt at skabe det indtryk, at teknologiske udviklingsprocesser ikke følger menneskelige hensigter og overvejelser, men derimod en skæbnesvanger dynamik. Den digitalisering af samfundet, der er berettiget på denne måde, bliver forstærket af, at den ikke skåner noget område af livet. Som ingen anden teknologi gennemsyrer den arbejde, fritid, forbrug, underholdning, sundhed og kommunikation. Vi køber digitalt, arbejder digitalt og forelsker os digitalt. Selv i sin egenskab af borger er den enkelte tvunget ind i en verden af log-ins, passwords og webside-menuer takket være forskellige offentlige portaler.

Det er også så farligt, fordi digitaliseringen truer med at ændre os som personer, vores tankegang, vores følelser og vores ønsker. Dampmaskinen, elektriciteten og forbrændingsmotoren har naturligvis allerede haft en massiv indvirkning på samfundet, vores arbejdsliv og vores værdisystem. Men i sidste ende har disse teknologier altid været eksterne for os mennesker. De gjorde vores liv mere behageligt og luksuriøst og gjorde os om nødvendigt overvægtige og rygsyge. De påvirkede vores handlinger, vores daglige rutiner og vores livsidealer. Men de manipulerede ikke vores tankegang. Digitale teknologier er anderledes. De styrer vores tanker og designer vores drømme.

Karl Marx og Friedrich Engels var i lyset af industrialiseringen stadig i stand til at skelne mellem basis, overbygning og bevidsthedsformer. Basis var “samfundets økonomiske struktur”, overbygningen “de juridiske og politiske institutioner” og bevidsthedsformerne “religiøse, filosofiske og andre former for forestillingsevne”. I digitaliseringens tidsalder er denne opdeling forældet. Her bliver alting ét: produktionsmåde, stat, verdenssyn, tidsånd. Digitaliseringen sammenføjer det økonomiske system med statslige institutioner, kultur og hverdagsideologi til en stålhård legering, der kun tillader enhver handling og ethvert liv inden for rammerne af sin egen logik.

Udviklingen undergraver grundlaget for de liberale demokratier. På den ene side ved at fratage folk deres rettigheder som personer, som kunder og borgere, og ved at modellere dem som en “bruger”, der ikke er en person. Men frem for alt ved at nægte dem muligheden for at undslippe tvangsrekrutteringen som brugere af den digitale verden. Fordi frihed og autonomi i en tid med global digitalisering først og fremmest betyder frihed fra digitalisering. Kun den person, der har mulighed for at leve et analogt liv, er fri i ordets egentlige forstand.

Hvis demokratiet skal overleve, skal staten gøre, hvad den er skabt til at gøre.

Beskyttelse af denne frihed ville være statens vigtigste og mest presserende opgave. Men staten beskytter den ikke. I stedet foretrækker den at ofre dem til fordel for økonomiske og teknologiske interesser, der erklæres for nødvendige. Økonomisk og teknologisk udvikling falder ikke ned fra himlen. De er menneskeskabte og kan derfor kontrolleres. En stat, der er forpligtet til at sikre “den personlige frihed” (artikel 2 i den tyske grundlov), har derfor til opgave at beskytte den enkelte efter bedste evne mod digitaliseringens tvangssystem.

Grundlæggende forpligter allerede kravet om at beskytte den menneskelige værdighed staten til at give sine borgere mulighed for at leve et analogt liv uden relevante begrænsninger. For et liv, der fra fødslen og på alle områder uundgåeligt er tvunget til at bruge en bestemt teknologi, er ikke blot et ufrit liv, men først og fremmest et liv, der er blevet frataget sin værdighed – selv om dette tab kan føles godt.

Et værdigt liv er kun muligt, hvis den enkelte selv kan bestemme, hvilke aspekter af livet han/hun ønsker at forme digitalt, og hvilke han/hun ikke ønsker. Men i stigende grad truer den totale digitalisering af alle livets områder, uanset om det drejer sig om betalingstransaktioner, sundhedsvæsen, statsadministration, mobilitet eller uddannelse. Selv de yngste bliver i skolen opdraget til logikken bag software, netværk og digital kommunikation, kraftigt flankeret af de relevante virksomheders og fondes digitaliseringspropaganda. Et liv uden en smartphone synes umuligt for mange. Hvilken anklage mod enhver form for pædagogik.

Retten til et analogt liv bliver kun, om overhovedet, diskuteret her i landet i forbindelse med ældre mennesker, der kræver, at de stadig skal have lov til at aflevere den håndskrevne bankoverførsel i deres bankfilial eller købe en analog billet i museets kasse.

Men dem, der reducerer retten til et analogt liv til et spørgsmål om aldersdiskrimination, kommer til kort. Gamle mennesker bør naturligvis have ret til at deltage på lige fod i det sociale liv, selv om de af en eller anden grund ikke har adgang til internettet. Meget mere afgørende og grundlæggende er imidlertid retten til et analogt liv for fremtidige generationer. Det er her, der træffes beslutninger om, hvordan folk kan eller skal leve i fremtiden.

Der har naturligvis altid været nye teknologier i menneskehedens historie – især i de sidste 200 år. Det er svært at forestille sig vores liv uden mange af dem. Det afgørende er imidlertid, at enhver, der ønskede det, til enhver tid kunne flygte fra dem. Man havde mulighed for at leve uden elektricitet, telefon og fjernsyn. Disse teknologier har ikke uigenkaldeligt optaget livet. Du kan altid slippe af med dem, selv om det kun er midlertidigt.

Digital teknologi er anderledes. Den truer med at blive en livsbetingelse og smartphonen en uundværlig del af ens eksistens. Og ikke kun midlertidigt, i et par årtier eller en generation. Når den først er blevet implanteret i det menneskelige samfund, æder den sig ind i alle områder af den individuelle og sociale virkelighed som en kræftsvulst.

Konsekvenserne for det enkelte individs mentale og fysiske sundhed, for dets psykologiske udvikling, for samfundet og de politiske institutioner er uoverskuelige. Men mantraet for alle, der tror på fremskridt, gælder stadig: Digitalisering først, bekymringer dernæst.