Mineralet kobolt bruges i fremstillingen af batterier til både elbiler og mobiltelefonbatterier, men i DR Congos koboltminer udsættes arbejderne for vold, overgreb og grov udnyttelse

Artiklen fra Kristelig Dagblad den 23. november 2021 (1) følger fint op på miljøingeniør Solveig Silverins indlæg om de miljømæssige og sundhedsskadelige virkninger af informations- og kommunikationsteknologi.

Congolesiske minearbejdere bakser med at hente sække med kobolt op fra undergrunden i Kolwezi i DR Congo. Foto: Ashley Gilbertson/New York Times/Ritzau Scanpix

Du får hele artiklen her:

”Vi arbejdede hårdt, uden pauser, for 2,5 dollars (cirka 16,25 kroner) om dagen. Hvis du ikke forstod, hvad chefen sagde, slog han dig i ansigtet. Hvis du var ude for en ulykke, blev du fyret.”Det fortæller André om de forhold, han arbejder under i en stor industriel koboltmine i Den Demokratiske Republik Congo.Hans vidnesbyrd bliver gengivet i en rapport, som den britiske udviklingsorganisation Raid, Rettigheder og Ansvarlighed i Udvikling, udgav i begyndelsen af november, (2) og som ser nærmere på arbejdernes forhold i de store koboltminer.

Kobolt
Kobolt er et sølvblåt mineral, der især udvindes i DR Congo. Faktisk kommer hele 70 procent af verdens kobolt fra miner i det store centralafrikanske land, og André og hans titusindvis af kolleger får ikke mindre travlt i fremtiden.Kobolt er nemlig en afgørende komponent i fremstillingen af genopladelige lithiumbatterier, der blandt andet bruges i elbiler. Og elbiler skal som led i den globale grønne omstilling i stigende grad erstatte verdens benzin- og dieselbiler.Ifølge et estimat fra Det Internationale Energiagentur, IEA, vil antallet af eldrevne køretøjer eksplodere i løbet af de næste 10 år – fra 11 millioner i 2020 til 145 millioner i 2030. For at følge med efterspørgslen skal koboltproduktionen stige med 585 procent i 2050, vurderer Verdensbanken.Udvindingen af mineralet er allerede skudt i vejret i DR Congo. Stigningen i koboltproduktionen er sket i takt med Kinas indtog på scenen de seneste 15 år, skriver avisen New York Times, der netop har offentliggjort en større kulegravning af den congolesiske koboltindustri.

Minerne
Avisens research viser, at 15 ud af 19 industrielle koboltminer i DR Congo sidste år enten var ejet eller finansieret af kinesiske virksomheder, der er entreret branchen med økonomiske rygdækning fra statsstøttede institutioner på op mod 80 milliarder kroner.Selvom mineejerne hævder, at de udvinder kobolt på en ansvarlig og bæredygtig måde, peger både Raids rapport og New York Times’ undersøgelse på en anden virkelighed.

Bliver behandlet ”som slaver”
Raid har i sin rapport set nærmere på arbejdsvilkårene i fem af verdens største industrielle kobber- og koboltminer, der alle ligger i DR Congo. Tilsammen producerer de fem miner, der ejes af multinationale selskaber, næsten halvdelen af verdens koboltforbrug.I rapporten fortæller 130 nuværende og tidligere ansatte om lange arbejdsdage uden pauser eller fridage, kummerlig indkvartering med dårlig mad og for lidt vand, mangel på sikkerhedsudstyr og elendige arbejdsforhold.Over halvdelen af minernes i alt 26.455 ansatte er hyret gennem underleverandører, hvilket gør det muligt at presse lønninger i bund og tilbyde væsentligt ringere forhold. Gennemsnitslønnen for arbejdere, der var ansat direkte af minerne, var 898 dollars, knap 6000 kroner, mens ansatte via underleverandører kun fik 330 dollars, næsten 2200 kroner, hvilket er under den congolesiske minimumsløn.Underleverandører tilbyder sjældent kontrakter og hyrer folk for kortere tid ad gangen. Det sætter arbejderne ”i en meget prekær situation, hvor de risikerer at blive fyret hvert andet øjeblik, især hvis de forsøger at presse arbejdsgiverne til bedre løn og vilkår,” skriver Raid.

Kineserne
I de miner, der ejes eller drives af kinesere, oplever congolesiske arbejdere i særlig grad at blive udsat for racisme, diskrimination og nedværdigende behandling. Vidnesbyrd i Raid-rapporten afslører, at arbejdere bliver behandlet ”som slaver” og ”som ting, ikke som mennesker”.Både Raids og New York Times’ undersøgelser viser desuden, at kinesisk ejerskab af miner har betydet væsentligt ringere sikkerhedsforhold og flere skader.En underleverandør siger i et interview med Raid, at ”kineserne vil have tingene til at koste så lidt som muligt (…). De ønsker at reducere omkostningerne, så de reducerer også standarderne”.Over for New York Times benægter en talsperson fra den kinesiskejede mine, som avisen har undersøgt, at sikkerheden i minen skulle være blevet dårligere og siger, at det modsatte snarere er tilfældet.

Behov for etiske batterier
Minedrift i DR Congo har i årevis været under luppen, men fokus har primært været på små-minedrift, hvor risikoen for blandt andet børnearbejde er stor. Selvom 80 procent af DR Congos kobolt kommer fra de store industrielle miner, er Raids rapport den første til at kigge dem efter i sømmene.Den britiske organisation har sporet kobolten fra de fem miner i dens undersøgelse til store virksomheder som General Motors, Tesla, Toyota og Volvo, der alle udadtil giver indtryk af at bruge bæredygtige komponenter i deres produktion.”Vi ønsker alle den grønne omstilling, vi ønsker alle ren energi, men det bør ikke ske på baggrund af udnyttelse af congolesiske arbejdere. Det her kræver opmærksomhed fra de elektriske bilproducenter,” siger direktøren for Raid, Anneke Van Woudenberg, til BBC.For at sikre produktionen af såkaldt etiske batterier opfordrer hendes organisation bilproducenterne til blandt andet at skrue op for deres krav til leverandører og gøre mere for at dokumentere deres forsyningskæder. Internationalt bør der ifølge Raid laves juridisk bindende aftaler, der forpligter virksomheder til at forhindre menneskerettighedskrænkelser i deres globale forretninger, værdi- og forsyningskæder.Derudover, skriver ngo’en, skal den congolesiske regering drastisk øge antallet af arbejdsinspektører i minesektoren og være klar til at sanktionere miner, der ikke lever op til landets beskæftigelseslove.

DR CONGOS RESSOURCE-FORBANDELSE
Den Demokratiske Republik Congo er et af verdens fattigste lande, men er samtidig også verdens rigeste.
Landet, der er det største i Afrika, er på størrelse med hele Vesteuropa, og dets undergrund rummer mineraler, ædelmetaller og råstoffer til en værdi af svimlende 158 billioner kroner.
Den store rigdom kommer ikke den store befolkning på 93,5 millioner mennesker til gode. I 2018 levede 73 procent af congoleserne for under 1,90 dollars om dagen, hvilket er den internationale fattigdomsgrænse.
Kilder: Verdensbanken, GlobalEDGE (3)

Kilder:
1) https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/naar-groen-omstilling-giver-sort-samvittighed-elbilers-batterier-produceres-under
2) https://www.raid-uk.org/blog/cobalt-workers-exploitation
3) https://globaledge.msu.edu/countries/democratic-republic-of-the-congo
Se også artiklen fra Danwatch fra 2013:
https://danwatch.dk/undersoegelse/boerneguld-din-mobil/
Se mere her:
https://nejtil5g.dk/dokumenter/klima-og-miljo-konsekvenser/

close

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik, hvis du vil vide mere.