Mobiltelefoner og prostatakræft: Hold mobilen væk fra bukselommen.
Foto: Blythwood, Wikimedia Commons
Et nyt studie, Hardell et al. (2025) viser, at brug af mobiltelefoner er forbundet med en øget risiko for prostatakræft. Risikoen var 2,8 gange højere for mænd, der havde brugt mobiltelefonen i mere end 10 år.
Studiet bekræfter et UK Biobank Studie (2024), der rapporterede en 33% højere risiko for prostatakræft hos mænd, der har brugt mobiltelefonen i over 8 år, samt det amerikanske NTP-studie der fandt øget prostataneoplasi hos dyr, der blev udsat for RF-stråling.
Andre studier har vist øget risiko for ondartede hjernetumorer og tumorer i hørenerven. Sammenhængen med kræft i skjoldbruskkirtlen og brystkræft er ligeledes blevet dokumenteret.
Studiet ‘Brug af mobiltelefoner og trådløse telefoner og sammenhængen med prostatakræft’ af onkologen Lennart Hardell i samarbejde med Michael Carlberg, blev offentliggjort den 4. april 2025 i det videnskabelige tidsskrift Fortune Journal of Health Sciences.
Resultaterne
Resultaterne viser, at risikoen for prostatakræft er markant øget for mænd, der bruger mobiltelefon, og at risikoen er højere for dem, der bruger mobiltelefonen mest og længst. Brug over i alt 1000 timer øgede risikoen markant med 2,3 gange, og ved brug mere end ti år rapporteres risikoen at være 2,8 gange forhøjet.
Hardell et al. peger endvidere på, at det største dyreforsøg nogensinde, det såkaldte NTP-studie, også viste en indikation af en øget risiko for prostatakræft som følge af eksponering for stråling fra mobiltelefonen. NTP-studiet viste en øget risiko for ondartede hjernetumorer og den samme tumorform, som forekommer i hørenervetumorer, samt en øget forekomst af DNA-skader. DNA-skaden blev hovedsageligt observeret i frontallappen og i hjernens hippocampus og i blodceller.
Den svenske Stralskyddsstiftelsen har udarbejdet en oversigt over kræftrisiko ved brug af mobiltelefoner. Se HER.
Prostatakræft er den mest almindelige ondartede sygdom i Sverige med 12.066 nye tilfælde i 2022, hvilket udgør 30,9 % af alle kræftformer hos mænd. Risikofaktorerne er talrige og heterogene. De omfatter genetiske, inflammatoriske og infektiøse, androgenrelaterede, diæt-, aldersrelaterede samt etniske faktorer, der bidrager til modtagelighed for prostatakræft.
Studiet
Lennart Hardell, Michael Carlberg. Use of Mobile and Cordless Phones and the Association with Prostate Cancer. Fortune Journal of Health Sciences, 8 (2025): 267-273. DOI: 10.26502/fjhs.273
Abstrakt
Eksponering for radiofrekvent (RF) stråling i frekvensområdet 30 kHz-300 GHz blev i 2011 vurderet af International Agency for Research on Cancer (IARC) under Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til at være et ‘muligt’ humant kræftfremkaldende stof, gruppe 2B. Det var baseret på epidemiologiske resultater om øget risiko for gliom og akustisk neurom. Resultaterne på andre kræftformer er sparsomme. En øget forekomst hos hanrotter af proliferative læsioner i prostatakirtlen induceret af RF-stråling blev fundet i den amerikanske NTP-undersøgelse. Det var derfor relevant at undersøge en sammenhæng med prostatakræft i menneskelige undersøgelser. Vi analyserede data i to af vores tidligere studier, en om hjernetumorer (kun afdøde forsøgspersoner; de, der døde af prostatakræft blev defineret som tilfælde) og en anden om prostatakræft (levende forsøgspersoner), der inkluderede lignende spørgsmål om brug af mobiltelefoner eller trådløse telefoner. Den samlede analyse gav for brug af mobiltelefon OR (odds ratio) = 1,8, 95 % CI (konfidensinterval) = 1,01-3,1, stigende i gruppen med >10 års latenstid til OR = 2,8, 95 % CI = 1,5-5,3. Brug af den trådløse telefon gav også øget risiko, selvom det ikke var statistisk signifikant. Dosis-respons analyse gav størst risiko for >2.000 timers brug af mobiltelefonen med OR = 2,4, 95 % CI = 1,2-5,1. Den trådløse telefon gav den højeste risiko i gruppen 1001-2000 h med OR = 2,3, 95 % CI = 1,01-5,4. Lavere OR blev set for brug > 2.000 timer, men baseret på lave tal. Højere risiko blev set i tilfælde med mere aggressiv kræft baseret på Gleason-score, PSA og høj risikoprofil og blandt forsøgspersoner med arvelighed for prostatakræft.
Diskussion
Dette studie er baseret på vores to tidligere case-control studier af risikofaktorer for kræft. Det første studie blev offentliggjort i 2010 om brug af mobiltelefoner eller trådløse telefoner og risikoen for hjernetumorer (11). Det omfattede kun afdøde forsøgspersoner diagnosticeret i 1997-2003 i alderen 20-80 år. I tidligere publikationer om godartede hjernetumorer (15) og ondartede hjernetumorer (16) har vi publiceret en øget risiko for gliom og akustisk neurom forbundet med brug af mobiltelefoner. Studiet med kun afdøde tilfælde med hjernetumor blev indledt med en antydning af, at udelukkelse af denne casegruppe ville have påvirket resultaterne (17). Der blev dog også fundet en øget risiko for ondartede hjernetumorer forbundet med brug af trådløse telefoner i dette studie med kun afdøde tilfælde og kontroller, der bekræfter vores tidligere resultater. Forsøgspersonerne i kontrolgruppen, der var døde med prostatakræft, blev inkluderet som cases i dette studie. Sammenligningsgruppen bestod af forsøgspersoner, der var døde af andre sygdomme end kræft. Det andet studie var en case-kontrolundersøgelse af perfluorerede alkylsyrer (PFAAS) og risikoen for prostatakræft (12). Kun levende tilfælde og kontroller i alderen 49-79 år blev inkluderet. Resultaterne er baseret på kemiske analyser af blodprøver indsamlet i 2007-2011. Der blev taget blod på tidspunktet for det første besøg i sagen til behandling af kræften og et lignende tidspunkt for kontrolpersonen. Andre faktorer såsom Gleason-score, PSA, lav, median eller høj risiko og arvelighed blev vurderet. Med hensyn til brug af mobiltelefoner eller trådløse telefoner blev lignende spørgsmål brugt i begge studier.
Hovedresultatet af dette studie var en øget risiko for prostatakræft forbundet med brug af mobiltelefoner. Risikoen steg med latenstiden og var højest i den >10-årige latensperiode, hvilket gav OR = 2,8, 95 % CI = 1,5-2,3. Også brug af den trådløse telefon (DECT) gav størst risiko i samme latensgruppe, dog ikke statistisk signifikant (OR = 1,6, 95 % CI = 0,8-3,2). Disse resultater var baseret på et ret højt antal eller udsatte tilfælde og kontroller. Kumulativ brug i timer gav også højest OR i de mest eksponerede grupper ved hjælp af median antal timer blandt kontrollerne som afskæring. Kumulativ brug blev også opdelt i tre grupper, der gav den højeste risiko > 2.000 timer for brug af mobiltelefoner, OR = 2,4, 95 % CI = 1,2-5,1. Med hensyn til DECT-telefonen blev der opnået statistisk signifikant øget risiko for 1.001-2.000 timers kumulativ brug med OR = 2,3, 95 % CI = 1,01-5,4. Der blev set lavere risiko for > 2.000 timers kumulativ brug, selvom det var baseret på lave tal.
Materialet i studie II blev også analyseret i henhold til sværhedsgraden af prostatakræft. Både brug af mobil og trådløs telefon gav OR = 2,1 for den mest ondartede type prostatakræft med Gleason score 7-10, dog ikke statistisk signifikant. Lignende resultater blev set for PSA > 10, men ikke statistisk signifikante. Materialet blev yderligere opdelt i lav risikoprofil for prostatakræft: PSA£10 og Gleason = 2-6, intermedium risiko: PSA<20 og Gleason = 7; PSA=11-19 og Gleason=2-6, og høj risiko: PSA³20 (uafhængig af Gleason-score); Gleason=8-10 (uafhængig af PSA-niveau). Gleason-score var ikke tilgængelig for otte personer, der blev ekskluderet. Der blev ikke set nogen sammenhæng i lavrisikogruppen, hvorimod der blev fundet højere OR i både mellem- og højrisikogruppen, selvom den ikke var statistisk signifikant. Størst risiko blev fundet i gruppen med arvelighed for prostatakræft og brug af den trådløse telefon. Mobiltelefonbrug gav således OR = 2,8, 95 % CI = 0,98-7,8 og trådløs telefon OR = 2,7, 95 % CI = 0,9-7,9, selv om der ikke blev fundet nogen statistisk signifikant interaktion.
Litteraturen om RF-stråling og prostatakræft er sparsom. Resultaterne i dette studie understøttes af data fra UK Biobank Study (18). Der blev fundet en statistisk signifikant øget risiko for prostatakræft med hazard ratio (HR) = 1,19, 95 % CI = 1,13-1,25. Varighed af brug af mobiltelefon gav størst risiko i >8 år, HR = 1,33, 95 % CI = 1,17-1,52 med en statistisk signifikant tendens (p<0,001). NTP-studiet (7,8) gav understøttelse af en øget risiko for prostataneoplasi. Afslutningsvis viste dette studie en øget risiko for prostatakræft forbundet med brug af mobiltelefoner eller trådløse telefoner. Risikoen steg med latenstid og kumulativ brug i timer. Desuden var risikoen højest i tilfælde med mere aggressiv kræft baseret på Gleason-score, PSA og høj risikoprofil. Højeste OR blev fundet blandt forsøgspersoner med arvelighed for prostatakræft.
Danmark
Til orientering kom NMTnetværket (1G) i brug i Danmark i 1981, den egentlige digitale mobiltelefoni i form af 2G kom til Danmark i 1992. 3G kom i 2003 og i 2013 blev 4G netværket åbnet i Danmark.
Det fulde studie
Brug af mobiltelefoner samt trådløse telefoner og sammenhængen med prostatakræft
Lennart Hardell, Michael Carlberg. Use of Mobile and Cordless Phones and the Association with Prostate Cancer. Fortune Journal of Health Sciences, 8 (2025): 267-273. DOI: 10.26502/fjhs.272
Abstrakt
Eksponering for radiofrekvent (RF) stråling i frekvensområdet 30 kHz-300 GHz blev i 2011 vurderet af International Agency for Research on Cancer (IARC) under Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til at være et ‘muligt’ humant kræftfremkaldende stof, gruppe 2B. Det var baseret på epidemiologiske resultater om øget risiko for gliom og akustisk neurom. Resultaterne på andre kræftformer er sparsomme. En øget forekomst hos hanrotter af proliferative læsioner i prostatakirtlen induceret af RF-stråling blev fundet i det amerikanske NTP-studie Det var derfor relevant at undersøge en sammenhæng med prostatakræft i menneskelige studier. Vi analyserede data i to af vores tidligere studier, en om hjernetumorer (kun afdøde forsøgspersoner; de, der døde af prostatakræft blev defineret som tilfælde) og en anden om prostatakræft (levende forsøgspersoner), der inkluderede lignende spørgsmål om brug af mobiltelefoner eller trådløse telefoner. Den samlede analyse gav for mobiltelefonbrug OR = 1,8, 95 % CI = 1,01-3,1, stigende i gruppen med >10 års latenstid til OR = 2,8, 95 % CI = 1,5-5,3. Brug af den trådløse telefon gav også øget risiko, selvom det ikke var statistisk signifikant. Dosis-respons analyse gav størst risiko for >2.000 timers brug af mobiltelefonen med OR = 2,4, 95 % CI = 1,2-5,1. Den trådløse telefon gav den højeste risiko i gruppen 1001-2000 h med OR = 2,3, 95 % CI = 1,01-5,4. Lavere OR blev set for brug > 2.000 timer, men baseret på lave tal. Højere risiko blev set i tilfælde med mere aggressiv kræft baseret på Gleason-score, PSA og høj risikoprofil og blandt forsøgspersoner med arvelighed for prostatakræft.
Introduktion
Det kræftfremkaldende potentiale af radiofrekvent (RF) stråling har været diskuteret i lang tid (1). Hjernen er det mest udsatte menneskelige organ ved brug af den håndholdte trådløse telefon; både mobiltelefon og trådløs telefon (DECT). En øget risiko for gliom og akustisk neurom er vist i epidemiologiske studier, for en oversigt se (2, 3). Det Internationale Kræftforskningscenter (IARC) under Verdenssundhedsorganisationen (WHO) klassificerede i maj 2011 RF-stråling i frekvensområdet 30 kHz-300 GHz som et ‘muligt’ humant kræftfremkaldende stof, gruppe 2B baseret på f.eks. de epidemiologiske fund om hjernetumorrisiko (4, 5). Efter IARC’s evaluering er karcinogenesen af RF-stråling blevet styrket af Ramazzini-instituttets studie i Italien af rotter (6). En statistisk signifikant stigning i forekomsten af malignt Schwannom i hjertet blev fundet hos hanrotter ved den højeste dosis, 50 V/m, svarende til 0,66 mW/cm2 og en SAR for hele kroppen på 0,1 W/Kg. Øget forekomst af hyperplasi af Schwann-celler i hjertet blev observeret hos behandlede han- og hunrotter ved den højeste dosis (50 V/m), men var ikke statistisk signifikant. Hos behandlede hunrotter var forekomsten af ondartede gliatumorer ved den højeste dosis (50 V/m) øget, men ikke statistisk signifikant. Studiet viste øget forekomst af tumortyper svarende til dem i humane epidemiologiske studier forbundet med brug af trådløse telefoner; gliom og akustisk neurom.
NTP-studiet fra USA gav yderligere bekræftelse af RF-strålingens kræftfremkaldende egenskaber (7, 8). Der blev fundet en øget forekomst af ondartet schwannom i hjertet og hjernegliom hos hanrotter, der blev udsat for enten GSM-moduleret eller CDMA-moduleret mobiltelefon RF-stråling i to år. Der var også øget forekomst af nogle andre tumortyper og sygdomme (9). Af særlig interesse i denne sammenhæng var den øgede forekomst hos hanrotter af proliferative læsioner (neoplasmer og/eller præneoplastisk epitelhyperplasi) i prostatakirtlen induceret af GSM- og CDMA-moduleret mobiltelefon RF-stråling. Studiepanelet konkluderede, at der var tvetydig evidens for prostatakræftfremkaldende egenskaber (11 ja-stemmer, 0 nej-stemmer). Tvetydige evidens for kræftfremkaldende aktivitet fortolkes som en marginal stigning i neoplasmer, der kan være testmiddelrelaterede (7-10). Selvom definitionerne typisk anvendes på kemiske stoffer, bruger NTP dem også til fysiske midler som stråling fra mobiltelefoner. De nordiske lande var blandt de første i verden til i vid udstrækning at indføre trådløs telekommunikationsteknologi. Analoge telefoner (NMT, Nordic Mobile Telephone System) blev introduceret i begyndelsen af 1980’erne med både 450 og 900 megahertz (MHz) frekvenser. NMT 450 blev brugt i Sverige fra 1981, men lukkede den 31. december 2007; NMT 900 var i drift i perioden 1986-2000.
Det digitale system (GSM, Global System for Mobile Communication), der bruger dual band, 900 og 1.800 MHz, begyndte at fungere i 1991. Den tredje generation af mobiltelefoner, 3G eller UMTS (Universal Mobile Telecommunication System), der bruger 1.900/2.100 MHz RF-felter, blev introduceret over hele verden og i Sverige i 2003. Den fjerde generation, 4G, der blev etableret i Sverige i 2009/2010 og opererer på 800/2.600 MHz, og Trunked Radio Communication (TETRA 380-400 MHz) blev introduceret trinvist i Sverige mellem 2005 og 2010. I øjeblikket er den femte generation, 5G, implementeret i Sverige såvel som i mange andre lande siden 2019/2020. I denne artikel præsenterer vi resultater for eksponering af RF-stråling og risikoen for prostatakræft baseret på to tidligere case-kontrolstudier. Resultaterne om risikoen for prostatakræft er ikke tidligere offentliggjort. I det første case-kontrolstudie undersøgte vi brugen af mobiltelefoner og trådløse telefoner og risikoen for ondartede hjernetumorer blandt afdøde patienter med afdøde personer som kontrolgruppe (11). Inklusionsperioden var 1997-2003.
I det andet studie undersøgte vi perfluoralkylstoffer (PFAS), miljøforurenende stoffer og sammenhængen med prostatakræft (12). Inklusionsperioden var 2007-2011. Der blev fundet en øget risiko for visse PFAS i casegruppen med arvelighed som risikofaktor for prostatakræft. Også brugen af trådløse telefoner blev vurderet. Prostatakræft er den mest almindelige ondartede sygdom i Sverige med 12.066 nye tilfælde i 2022, hvilket udgør 30,9 % af alle kræftformer hos mænd (13). Risikofaktorerne er talrige og heterogene. De omfatter genetiske, inflammatoriske og infektiøse, androgenrelaterede, diæt-, aldersrelaterede samt etniske faktorer, der bidrager til modtagelighed for prostatakræft (14).
Materialer og metoder
Studie I (1997-2003)
Det første studie i denne artikel omfattede patienter med histopatologisk bekræftet hjernetumor diagnosticeret i 1997-2003 og i alderen 20-80 år (11). De var alle døde. Kontrolpersonerne blev trukket fra det svenske dødsregister, en gruppe kontrolpersoner, der var døde af andre typer af maligne sygdomme end hjernetumor, og en anden gruppe, der var død af andre sygdomme end kræft, se for yderligere detaljer (11). Pårørende til både sager og kontroller blev identificeret fra det svenske folkeregister og det svenske skattevæsen. Eksponering for forskellige agenser blev vurderet gennem et spørgeskema sendt til den nærmeste slægtning; hustru, mand, barn, forælder, søskende eller anden slægtning. Dette studie var baseret på patienter i kontrolgruppen, der var døde af prostatakræft (defineret som tilfælde i denne undersøgelse) og forsøgspersoner, der var døde af andre sygdomme end kræft (defineret som kontroller i dette studie). Denne del omfattede brug af analoge og digitale 2G-mobiltelefoner samt DECT. Kontrolgruppen bestod af 619 afdøde forsøgspersoner; svarprocent 67 %. I denne kontrolgruppe var 51 døde med prostatakræft og 150 mænd, der var døde af en anden sygdom end kræft.
Studie II (2007-2011)
Patienter med prostatakræft indlagt på onkologisk afdeling, Universitetshospitalet i Örebro, Sverige i 2007-2011, blev rekrutteret til en undersøgelse af persistente organiske miljøgifte (12). De blev bedt om at afgive en blodprøve til kemisk analyse. Der blev taget blodprøver før behandling med cytostatika eller strålebehandling. Af de 252 på hinanden følgende patienter deltog 200 (79 %). Til hvert tilfælde blev der udvalgt en befolkningsbaseret kontrol matchet med hensyn til alder (fødselsdato) og geografisk område (Örebro län) fra det svenske folkeregister. Af disse blev 93 forsøgspersoner, der ikke ønskede at deltage, erstattet. To kontrolpersoner, der viste sig at have prostatakræft, blev inkluderet i case-gruppen. Den endelige kontrolgruppe bestod af 186 (54 %) deltagende kontroller og 202 deltagende tilfælde med prostatakræft.
Dette studie omfattede 51 forsøgspersoner fra studie I og 202 forsøgspersoner fra studie II med prostatakræft; 253 i alt. Kontrolpersonerne omfattede 150 personer fra studie I og 186 personer fra studie II; 336 kontrolpersoner i alt.
Vurdering af eksponering
Eksponeringen blev vurderet ved hjælp af et spørgeskema, der blev sendt til hver person eller nærmeste pårørende. Lignende spørgeskema blev brugt i begge studier. Med hensyn til brug af en mobiltelefon eller trådløs telefon blev der spurgt om den gennemsnitlige brugstid (min pr. dag) samt tidsperioden for brug af den trådløse telefon. Teknologien har ændret sig siden den første introduktion af mobiltelefoner. Den første generation var analoge telefoner med en udgangseffekt på 1 W ved omkring 900 MHz og blev efterfulgt af 2Nd generation af GSM-telefoner (2G) med enten 900 eller 1.800 MHz frekvens og med en pulserende udgangseffekt. Den gennemsnitlige udgangseffekt var i størrelsesordenen titusinder af mW. I de 3Rd generationstelefoner (3G), outputtet er mere at karakterisere som amplitudemoduleret end pulseret, og udgangseffekten er i størrelsesordenen titusinder af μW. Typen af mobiltelefon blev registreret og kontrolleret af præfikset for telefonnummeret; 010 for analoge telefoner og 07 for digitale telefoner (2G, 3G). Nogle særlige spørgsmål dækkede omfanget af brug i en bil med en ekstern antenne og brugen af en håndfri enhed, begge betragtet som ingen eksponering for RF-EMF. Brug af trådløse stationære telefoner var dækket af lignende spørgsmål, f.eks. år for brug og gennemsnitlig daglig brug. Proceduren blev udført uden kendskab til forsøgspersonens status.
Statistiske metoder
StataSE 12.1 (Stata/SE 12.1 til Windows; StataCorp., College Station TX) blev brugt til analyserne. Oddsratio (OR) og 95 % konfidensintervaller (CI) blev beregnet ved hjælp af ubetinget logistisk regression. Forsøgspersoner, der rapporterede ingen brug af mobiltelefoner eller trådløse telefoner, udgjorde kontrolgruppen. Latenstid (tid fra første brug) blev defineret som året for første brug af en trådløs telefon til diagnoseåret. Det kumulative antal driftstimer blev beregnet (antal år ganget med gennemsnitlig tid pr. år baseret på brug pr. dag). Brug i en bil med ekstern antenne blev ignoreret, ligesom brugen af en håndfri enhed. Der blev vedtaget en minimumslatensperiode på <1 års eksponering, mindre end den blev inkluderet i kategorien ueksponeret. Samme år som for diagnosticering af hvert tilfælde blev anvendt til den tilsvarende kontrol som cut-off for eksponeringsakkumulering. Bemærk, at ventetiden blev beregnet separat for den anvendte telefontype eller kombination af telefoner, der blev analyseret. Der blev foretaget justering for alder (som en kontinuerlig variabel), diagnoseår og undersøgelse. Latenstiden blev analyseret ved hjælp af perioderne >1-5 år, >5-10 år, >10 år. Kumulativ brug af de forskellige telefontyper blev analyseret i to grupper baseret på medianantallet af timer blandt kontrollerne og for 1-1.000, 1.001-2.000 og >2.000 timers brug.
Resultater
Samlet analyse
I den samlede analyse af begge studier gav brug af mobiltelefon OR = 1,8, 95 % CI = 1,01-3,1, tabel 1. Risikoen var højest i den længste latens-croup, > 10 år gav OR = 2,8, 95 % CI = 1,5-5,3. Lignende resultater blev fundet for både analoge og digitale telefoner og trådløse telefoner i alt. Brug af DECT-telefonen øgede også risikoen, selvom den ikke var statistisk signifikant.
Tabel 1: Odds ratios (OR) og 95 % konfidensintervaller (CI) eller brug af trådløse telefoner i forskellige latensgrupper. Antal eksponerede tilfælde (Ca) og kontroller (Co) er angivet. Resultaterne er baseret på 253 tilfælde og 336 kontroller i alt. Der blev foretaget justering for alder ved diagnose, diagnoseår og undersøgelse (afdøde eller levende forsøgspersoner). Forsøgspersoner med latenstid < 1 år blev talt som ueksponerede.
| >1-5 års ventetid | >5-10 års ventetid | >10 års ventetid | Samlet ventetid på >1 år | |||||
| Ca/Co | ELLER, 95 % CI | Ca/Co | ELLER, 95 % CI | Ca/Co | ELLER, 95 % CI | Ca/Co | ELLER, 95 % CI | |
| Analog | 2/4 | 2.1 | 5/11 | 1.5 | 93/71 | 2.9 | 100/86 | 2.4 |
| 0.3-13 | 0.5-5.0 | 1.3-6.3 | 1.2-4.8 | |||||
| Digital | 10/33 | 0.8 | 58/66 | 2.0 | 122/91 | 2.5 | 190/190 | 1.6 |
| 0.3-1.8 | 0.99-3.9 | 1.2-5.0 | 0.9-2.9 | |||||
| Mobiltelefon i alt | 9/33 | 0.8 | 39/55 | 1.8 | 155/117 | 2.8 | 203/205 | 1.8 |
| 0.3-1.9 | 0.9-3.6 | 1.5-5.3 | 1.01-3.1 | |||||
| DECT | 29/33 | 1.6 | 58/74 | 1.3 | 68/63 | 1.6 | 155/170 | 1.4 |
| 0.7-3.3 | 0.7-2.5 | 0.8-3.2 | 0.8-2.7 | |||||
| Trådløs telefon | 12/33 | 1.1 | 33/65 | 1.2 | 171/137 | 2.5 | 216/235 | 1.6 |
| 0.5-2.5 | 0.6-2.4 | 1.4-4.7 | 0.95-2.8 | |||||
Tabel 2 viser resultaterne baseret på to eksponeringsgrupper, < medianantal timer eller > medianantal timer blandt kontrollerne. Ved den højeste kumulative brug blev der fundet statistisk signifikant øget risiko for mobiltelefoner med OR = 2,0, 95 % CI = 1,1-3,7. Der sås øget risiko både for analoge og digitale telefoner og for trådløse telefoner i det hele taget. DECT gav også øget OR, selvom det ikke var statistisk signifikant og af samme størrelsesorden i begge eksponeringsgrupper.
Tabel 2: Antal eksponerede tilfælde (Ca) og kontroller (Co), oddsforhold (OR) og 95 % konfidensintervaller (CI) for brug af trådløse telefoner. Eksponeringen blev opdelt i to grupper af kumulativ brug i timer (h) baseret på mediantal blandt kontroller.
| ≤ median, kontroller* | > median, kontroller* | |||||
| Ca/Co | ELLER | 95 % CI | Ca/Co | ELLER | 95 % CI | |
| Analog | 45/43 | 2.2 | 1.1 – 4.6 | 55/43 | 2.7 | 1.3 – 5.6 |
| Digital | 87/96 | 1.5 | 0.8 – 2.8 | 103/94 | 1.8 | 0.9 – 3.4 |
| Mobiltelefon i alt | 97/106 | 1.7 | 0.9 – 3.0 | 106/99 | 2.0 | 1.1 – 3.7 |
| DECT | 85/86 | 1.5 | 0.8 – 2.8 | 70/84 | 1.4 | 0.7 – 2.7 |
| Trådløs telefon | 96/118 | 1.5 | 0.9 – 2.7 | 120/117 | 1.8 | 1.00 – 3.3 |
*Median for kontroller: Analog=209 timer; Digital=304 timer; Mobiltelefon, i alt = 383 timer; DECT=365 timer; trådløs telefon=624 timer
Tabel 3 viser resultaterne for kumulativ brug i timer med telefonen i tre eksponeringsgrupper. Resultaterne for analoge telefoner var baseret på lave tal i de to grupper med højest kumulativ brug. Dette afspejler skiftet til brug af digitale mobiltelefoner. For den telefontype blev der således fundet højeste OR til brug > 2.000 timer; OR = 2,0, 95 % CI = 0,9-4,3. Der sås en statistisk signifikant risiko i den eksponeringsgruppe for al brug af mobiltelefoner med OR = 2,4, 95 % CI = 1,2-5,1. Resultaterne for DECT-telefonen var baseret på lave tal i den højeste eksponeringsgruppe sammenlignet med brug 1.001-2.000 timer, der gav OR = 2,3, 95 % CI = 1,01-5,4. Det er klart, at for al brug af trådløse telefoner sås den højeste risiko i gruppen > 2.000 timer med OR = 2,2, 95 % CI = 1,1-4,3.
Tabel 3: Odds ratio (OR) og 95 % konfidensinterval (CI) for etuier (Ca) og kontroller (Co) og brug af trådløse telefoner i forskellige grupper af kumulativt antal timer (h) for brug af trådløse telefoner.
| 1-1.000 timer | 1.001-2.000 timer | >2.000 h | |||||||
| Ca/Co | ELLER | 95 % CI | Ca/Co | ELLER | 95 % CI | Ca/Co | ELLER | 95 % CI | |
| Analog | 87/73 | 2.4 | 1.2 – 4.8 | 9/8 | 2.6 | 0.8 – 8.3 | 4/5 | 1.8 | 0.4 – 8.3 |
| Digital | 142/143 | 1.6 | 0.9 – 2.9 | 18/21 | 1.4 | 0.6 – 3.3 | 30/26 | 2.0 | 0.9 – 4.3 |
| Mobiltelefon i alt | 128/145 | 1.6 | 0.9 – 2.9 | 36/29 | 2.3 | 1.1 – 4.8 | 39/31 | 2.4 | 1.2 – 5.1 |
| DECT | 118/136 | 1.3 | 0.7 – 2.5 | 28/20 | 2.3 | 1.01 – 5.4 | 9/14 | 1.2 | 0.4 – 3.3 |
| Trådløs telefon | 117/146 | 1.5 | 0.9 – 2.6 | 43/42 | 1.8 | 0.9 – 3.7 | 56/47 | 2.2 | 1.1 – 4.3 |
Andre risikofaktorer for prostatakræft baseret på studie II
Klassificering af prostatakræft manglede ifølge Gleason for 8 tilfælde. Gleason grad 2-6 gav ingen øget risiko, tabel 4. For Gleason grad 7-10 blev der fundet øgede OR’er for alle typer trådløse telefoner med OR = 2,0, 95 % CI = 0,7-6,0. Separat analyse af mobiltelefon og DECT gav lignende resultater. Også for PSA blev der fundet højeste OR i gruppen med mest aggressiv tumor. PSA >10 gav således for brug af trådløse telefoner OR = 2,5, 95 % CI = 0,7-8,9, se tabel 4. Sagerne blev yderligere opdelt i lav risiko: PSA < 10 og Gleason = 2-6, og intermediam risiko: PSA 11-19 og Gleason = 2-6, og høj risiko: PSA >20 (uanset Gleason), eller Gleason = 8-10 (uanset PSA). Brug af mobiltelefoner eller DECT var ikke forbundet med lavrisiko prostatakræft, tabel 4. For intermedium og højrisiko prostatakræft blev der beregnet øgede operationsstuer.
Tabel 4: Samspil mellem risikofaktorer for prostatakræft og brug af trådløse telefoner. Antal eksponerede tilfælde/kontroller, oddsratio og 95 % konfidensintervaller er angivet
| Risikofaktor | Mobiltelefon etuier/ kontroller | Mobiltelefon ELLER (95% CI) | DECT-sager/kontroller | DECT ELLER (95 % CI) | Trådløse telefonetuier/kontroller | Trådløs telefon ELLER (95 % CI) |
| Gleason 2-6 | 62/158 | 1.1 (0.4-3.2) | 49/135 | 1.0 (0.3-2.9) | 65/172 | 1.0 (0.4-3.0) |
| Gleason 7-10 | 113/159 | 2.1 (0.7-6.0) | 89/135 | 2.1 (0.7-6.2) | 119/172 | 2.0 (0.7-6.0) |
| PSA <10 | 101/158 | 1.3 (0.5-3.4) | 78/135 | 1.2 (0.4-3.1) | 103/172 | 1.2 (0.5-3.2) |
| PSA >10 | 82/158 | 2.4 (0.7-8.8) | 67/135 | 2.5 (0.7-9.0) | 89/172 | 2.5 (0.7-8.9) |
| Lav risiko | 39/158 | 1.1 (0.3-4.1) | 31/135 | 1.0 (0.3-3.8) | 40/172 | 1.0 (0.3-3.8) |
| Mellemstor risiko | 76/158 | 1.8 (0.5-5.7) | 54/135 | 1.5 (0.5-4.9) | 78/172 | 1.7 (0.5-5.4) |
| Høj risiko | 60/158 | 1.7 (0.5-6.3) | 53/135 | 2.0 (0.5-7.3) | 66/172 | 1.8 (0.5-6.5) |
| Ingen arvelighed (ueksponeret telefon) | 9/12 | – | 9/12 | – | 9/12 | – |
| Arvelighed (ueksponeret telefon) | 1/2 | 0.6 (0.05-8.3) | 1/2 | 0.7 (0.1-8.8) | 1/2 | 0.7 (0.1-8.7) |
| Ingen arvelighed (udsat telefon) | 144/139 | 1.4 (0.6-3.5) | 113/118 | 1.3 (0.5-3.4) | 152/150 | 1.4 (0.6-3.4) |
| Arvelighed (udsat telefon) | 39/19 | 2.8 (0.98-7.8) | 32/17 | 2.7 (0.9-7.9) | 40/22 | 2.5 (0.9-6.0) |
Samspillet mellem arvelighed for prostatakræft og brug af trådløse telefoner er vist i tabel 4. Højeste OR blev fundet for både brug af mobiltelefon uanset telefontype og for DECT-brug for forsøgspersoner med arvelig risiko, selvom det ikke var statistisk signifikant interaktion. Arvelighed og brug af mobiltelefon gav øget risiko for statistisk signifikans på grænsen med OR = 2,8, 95 % CI = 0,98-7,8. Der blev fundet de højeste risici for alle telefontyper hos patienter med arvelighed for prostatakræft. Det er bemærkelsesværdigt, at resultaterne for gruppen uden arvelighed for prostatakræft og uden eksponering for trådløse telefoner var baseret på få forsøgspersoner.
Diskussion
Dette studie var baseret på vores to tidligere case-control studier af risikofaktorer for kræft. Det første studie blev offentliggjort i 2010 om brug af mobiltelefoner eller trådløse telefoner og risikoen for hjernetumorer (11). Det omfattede kun afdøde forsøgspersoner diagnosticeret i 1997-2003 i alderen 20-80 år. I tidligere publikationer om godartede hjernetumorer (15) og ondartede hjernetumorer (16) har vi publiceret en øget risiko for gliom og akustisk neurom forbundet med brug af mobiltelefoner. Studiet af kun afdøde tilfælde med hjernetumor blev indledt med en antydning af, at udelukkelse af denne casegruppe ville have påvirket resultaterne (17). Der blev dog også fundet en øget risiko for ondartede hjernetumorer forbundet med brug af trådløse telefoner i dette studie på kun afdøde tilfælde og kontroller, der bekræfter vores tidligere resultater. Forsøgspersonerne i kontrolgruppen, der var døde med prostatakræft, blev inkluderet som cases i dette studie. Sammenligningsgruppen bestod af forsøgspersoner, der var døde af andre sygdomme end kræft. Dey andet studie var et case-kontrolstudie af perfluorerede alkylsyrer (PFAAS) og risikoen for prostatakræft (12). Kun levende tilfælde og kontroller i alderen 49-79 år blev inkluderet. Resultaterne er baseret på kemiske analyser af blodprøver indsamlet i 2007-2011. Der blev taget blod på tidspunktet for det første besøg i sagen til behandling af kræften og et lignende tidspunkt for kontrolpersonen. Andre faktorer såsom Gleason-score, PSA, lav, median eller høj risiko og arvelighed blev vurderet. Med hensyn til brug af mobiltelefoner eller trådløse telefoner blev lignende spørgsmål brugt i begge studier.
Hovedresultatet af dette studie var en øget risiko for prostatakræft forbundet med brug af mobiltelefoner. Risikoen steg med latenstiden og var højest i den >10-årige latensperiode, hvilket gav OR = 2,8, 95 % CI = 1,5-2,3. Også brug af den trådløse telefon (DECT) gav størst risiko i samme latensgruppe, dog ikke statistisk signifikant (OR = 1,6, 95 % CI = 0,8-3,2). Disse resultater var baseret på et ret højt antal eller udsatte tilfælde og kontroller. Kumulativ brug i timer gav også højest OR i de mest eksponerede grupper ved hjælp af median antal timer blandt kontrollerne som afskæring. Kumulativ brug blev også opdelt i tre grupper, der gav den højeste risiko > 2.000 timer for brug af mobiltelefoner, OR = 2,4, 95 % CI = 1,2-5,1. Med hensyn til DECT-telefonen blev der opnået statistisk signifikant øget risiko for 1.001-2.000 timers kumulativ brug med OR = 2,3, 95 % CI = 1,01-5,4. Der blev set lavere risiko for > 2.000 timers kumulativ brug, selvom det var baseret på lave tal.
Materialet i studie II blev ligeledes analyseret i henhold til sværhedsgraden af prostatakræft. Både brug af mobil og trådløs telefon gav OR = 2,1 for den mest ondartede type prostatakræft med Gleason score 7-10, dog ikke statistisk signifikant. Lignende resultater blev set for PSA > 10, men ikke statistisk signifikante. Materialet blev yderligere opdelt i lav risikoprofil for prostatakræft: PSA£10 og Gleason = 2-6, intermedium risiko: PSA<20 og Gleason = 7; PSA=11-19 og Gleason=2-6, og høj risiko: PSA³20 (uafhængig af Gleason-score); Gleason=8-10 (uafhængig af PSA-niveau). Gleason-score var ikke tilgængelig for otte personer, der blev ekskluderet. Der blev ikke set nogen sammenhæng i lavrisikogruppen, hvorimod der blev fundet højere OR i både mellem- og højrisikogruppen, selvom den ikke var statistisk signifikant. Størst risiko blev fundet i gruppen med arvelighed for prostatakræft og brug af den trådløse telefon. Mobiltelefonbrug gav således OR = 2,8, 95 % CI = 0,98-7,8 og trådløs telefon OR = 2,7, 95 % CI = 0,9-7,9, selv om der ikke blev fundet nogen statistisk signifikant interaktion.
Litteraturen om RF-stråling og prostatakræft er sparsom. Resultaterne i dette studie understøttes af data fra UK Biobank Study (18). Der blev fundet en statistisk signifikant øget risiko for prostatakræft med hazard ratio (HR) = 1,19, 95 % CI = 1,13-1,25. Længden af mobiltelefonbrug gav størst risiko i >8 år, HR = 1,33, 95 % CI = 1,17-1,52 med en statistisk signifikant tendens (p<0,001). NTP-studiet (7, 8) gav understøttelse af en øget risiko for prostataneoplasi. Afslutningsvis viste dette studie en øget risiko for prostatakræft forbundet med brug af mobiltelefoner eller trådløse telefoner. Risikoen steg med latenstid og kumulativ brug i timer. Desuden var risikoen højest i tilfælde med mere aggressiv kræft baseret på Gleason-score, PSA og høj risikoprofil. Højeste OR blev fundet blandt forsøgspersoner med arvelighed for prostatakræft.
Referencer:
- Hardell L. World Health Organization, radiofrequency radiation and health – a hard nut to crack (Review). Int J Oncol 51 (2017): 405–413.
- Belpomme D, Hardell L, Belyaev I, Burgio E, Carpenter DO. Thermal and non-thermal health effects of low intensity non-ionizing radiation: An international perspective. Environ Pollut 242 (2018): 643–658.
- International Commission on the Biological Effects of Electromagnetic Fields (ICBE-EMF). Scientific evidence invalidates health assumptions underlying the FCC and ICNIRP exposure limit determinations for radiofrequency radiation: implications for 5G. Environ Health 92 (2022).
- Baan R, Grosse Y, Lauby-Secretan B, El Ghissassi F, Bouvard V, et al. Carcinogenicity of radiofrequency electromagnetic fields. Lancet Oncol 12 (2011): 624–626.
- IARC Working Group on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Non-ionizing radiation, Part 2: Radiofrequency electromagnetic fields. IARC Monogr Eval Carcinog Risks Hum 102 (2013): 1–460.
- Falcioni L, Bua L, Tibaldi E, Lauriola M, De Angelis L, et al. Report of final results regarding brain and heart tumors in Sprague-Dawley rats exposed from prenatal life until natural death to mobile phone radiofrequency field representative of a 1.8GHz GSM base station environmental emission. Environ Res 165 (2018): 496–503.
- National Toxicology Program. NTP technical report on the toxicology and carcinogenesis studies in B6C3F1/N mice exposed to whole-body radio frequency radiation at a frequency (1,900 MHz) and modulations (GSM and CDMA) used by cell phones. NTP TR 596 (2018): 26-28, 2018.
- National Toxicology Program. NTP technical report on the toxicology and carcinogenesis studies in Hsd:Sprague Dawley sd rats exposed to whole-body radio frequency radiation at a frequency (900 MHz) and modulations (GSM and CDMA) used by cell phones. NTP TR 595 (2018): 26-28, 2018.
- Hardell L, Carlberg M. Comments on the US National Toxicology Program technical reports on toxicology and carcinogenesis study in rats exposed to whole-body radiofrequency radiation at 900 MHz and in mice exposed to whole-body radiofrequency radiation at 1,900 MHz. Int J Oncol 54 (2019): 111–127.
- Melnick RL. Commentary on the utility of the National Toxicology Program study on cell phone radiofrequency radiation data for assessing human health risks despite unfounded criticisms aimed at minimizing the findings of adverse health effects. Environ Res 168 (2019): 1–6.
- Hardell L, Carlberg M, Hansson Mild K. Mobile phone use and the risk for malignant brain tumors – a case-control study on deceased cases and controls. Neuroepidemiology 35 (2010): 109-114.
- Hardell E, Kärrman A, van Bavel B, Bao J, Carlberg M, Hardell L. Case-control study on perfluorinated alkyl acids (PFAAs) and the risk of prostate cancer. Environ Int 63 (2014): 35-39.
- Statistical Database, Cancer. https://www.socialstyrelsen.se
- Patel AR, Klein EA. Risk factors for prostate cancer. Nature Clinical Practice Urology 6 (2009): 87-95.
- Hardell L, Carlberg M, Hansson Mild K. Pooled analysis of two case-control studies on the use of cellular and cordless telephones and the risk for benign brain tumours diagnosed during 1997-2003. Int J Oncol (2006): 509-518.
- Hardell L, Carlberg M, Hansson Mild K. Case-control study of the association between use of cellular and cordless telephones and malignant brain tumors diagnosed during 2000-2003. Environ Res 100 (2006): 232-241.
- Boice JD, McLaughlin JK. Epidemiologic studies of cellular telephones and cancer risk: a review. SSI Publication 16 (2002): 16.
- Zhang Y, Zhang Y, Ye Z, Yang S, Liu M, et al. Mobile phone use and risks of overall and 25 site-specific cancers: A prospective study from the UK biobank study. Cancer Epidemiol Biomarkers Prev 33 (2024): 88-95.
Læs mere her:
