FCC formodes at beskytte miljøet, men gør det ikke.
Det føderale amerikanske agentur FCC har mandat til at beskytte miljøet mod skader forårsaget af kommunikations infrastrukturen. Men når virksomhederne ønsker at opsætte nye mobilmaster, der er placeret i fredede områder eller opsende satellitter, gør agenturet typisk meget lidt eller slet intet.
Artiklen, der er skrevet af Peter Elkind, blev oprindeligt udgivet af ProPublica den 2. maj 2023. Illustration: Klaus Kremmerz for ProPublica.
Nogle illustrative eksempler på FCC’s passivitet
I en bjergrig skov i det sydvestlige Puerto Rico ryddede arbejdere et jordstykke for at gøre plads til en 120 fod (ca. 36 meter) høj mobilmast beregnet til brug for AT&T og T-Mobile. Stedet, hvad mastefirmaet senere erkendte, ødelagde nogle af redehabitaterne for den puertoricanske nattergal en lille truet sangfugl. Der menes i dag at være under 2.000 tilbage.
I den nordvestlige New Mexico-ørken opsatte firmaet ‘Sacred Wind Communications’, der havde lovet at bringe bredbånd til fjerntliggende Navajo-samfund, en mobilmast nær det fredede arkæologiske område Pictured Cliffs, som indeholder tusindvis af århundreder gamle stamme helleristninger.
Og i Silicon Valley forfulgte en rumstartup planerne om at sende tusindvis af satellitter i kredsløb ved brug af kviksølvbrændstof, selv efter at en embedsmand fra luftvåbenet ved et af de mulige opsendelsessteder udtrykte “ekstrem bekymring” over, at det giftige stof kunne regne ned på jorden igen.
Du vil blive overrasket over at høre, at disse potentielle skadelige konsekvenser falder ind under Federal Communications Commissions (FCC) jurisdiktion. Få mennesker tænker på FCC som en miljøbetjent. De er kendt for at regulere tv og radio samt føre tilsyn med implementeringen af kommunikationsteknologi. Men deres opgave omfatter alt fra beskyttelse af dyreliv og menneskers sundhed til bevarelse af historiske steder og endda forebyggelse af æstetiske uhensigtsmæssigheder.
Denne rolle er særlig kritisk nu, hvor FCC præsiderer over en landsdækkende udbygning af 5G-tjenester, som vil kræve 800.000 nye “small cells” sendere, der er placeret på gadelygter og hustage, ofte nær skoler, lejligheder samt private huse. Men selv med den massive indsats, som ProPublica tidligere har rapporteret om, har FCC nægtet at revidere sine eksponeringsgrænser for stråling, grænseværdier, der går tilbage til flip-telefonernes æra. Herudover har agenturet skåret ned på de miljøvurderinger, som der kræves, samtidig med at de begrænser de lokale myndigheders kontrol over de trådløse placeringer.
Og som eksemplet med satellitbrændstoffet afspejler, strækker FCC’s ansvarsområde sig endda helt ud i verdensrummet. Agenturet licenserer tusindvis af kommercielle satellitter på et tidspunkt, hvor der er en overflod af objekter, der cirkler rundt om planeten, og som giver anledning til bekymring for kollisioner i rummet, sætter hindringer i vejen for astronomerne, skaber forurening og affald, der falder tilbage til jorden.
FCC’s passivitet kan have alvorlige konsekvenser.
At kalde FCC’s miljømæssige tilgang passiv vil være en underdrivelse. Agenturet opererer med et tillidssystem og delegerer store dele af sit ansvar ud til de industrier, som de regulerer. Det giver virksomhederne mulighed for selv at afgøre, om deres projekter kræver miljøvurderinger. Og hvis virksomhederne bryder reglerne, forventes de at rapportere deres egen overtrædelse. Det er der få, der gør. I de sjældne tilfælde, hvor FCC selv udfører vurderingerne, bliver selv skamløs ulovlighed ofte mødt med en mindre bøde, en irettesættende “formaning” eller slet ingen respons. (FCC afviste at stille embedsmænd til rådighed for interviews til denne artikel eller svare på skriftlige spørgsmål.)
I årevis nægtede agenturet at gribe ind, selvom millioner af fugle døde ved at flyve ind i tårne og mobilmaster. Først efter at en føderal appeldomstol revsede agenturet for dets “tilsyneladende misforståelse” af dets miljømæssige forpligtelser, tog FCC skridt, der løste nogle, men ikke alle, problemer.
I de fleste tilfælde er omfanget af skader relativt små: en halv hektar nedrevet levested for dyr, en høj med beskadigede indianske artefakter, et grimt tårn, der truer over en national naturskøn sti. Men FCC godkender tusindvis af projekter hvert år, og konsekvenserne heraf stiger.
Aktuelle protester
I disse dage udløser FCC’s laissez-faire-tilgang protester. Hundredvis af konflikter er brudt ud over hele USA, udløst af borgere, der frygter konsekvenserne for deres helbred fra den trådløse stråling, konsekvenser for ejendomsværdierne, skader på miljøet samt ødelæggelsen af værdifulde udsigtspunkter. Kampene raser fra landdistrikterne i Puerto Rico, hvor demonstranter er blevet arresteret for at blokere de veje, der bruges af arbejderne, der opsætter mobilmasterne, til New York City, hvor et dusin community boards har protesteret mod udseendet af visuelt chokerende tre-etagers høje 5G-master på kvarterets fortove. I New York blev statslige embedsmænd involveret, derefter et lokalt kongresmedlem. Endelig i slutningen af april blev furoren intens nok til, at FCC blev tvunget til at handle; man beordrede for sent et firma til at stoppe opsætningen – efter at mere end hundrede master var blevet sat op – og man påbegyndte den type af vurderinger, der må formodes at være afsluttet, før et projekt går i gang.
Miljøforkæmpere bliver rutinemæssigt rasende over FCC’s holdning. Teleindustrien, som er ivrig efter at undgå omkostninger og forsinkelser grundet vurderinger, er betydelig gladere. I 2014 ansatte FCC sin første fuldtidsansatte miljøadvokat, Erica Rosenberg. Hendes mission var en efterrationalisering fra agenturets side, hun fortalte ProPublica: “Alle var indstillet på udrulningen. Miljølovene stod bare i vejen.” Rosenberg stoppede i frustration endelig i 2021. “Det var bare stedets kultur,” udtalte hun. “Alle var ligeglade.”
FCC’s økologiske rolle
FCC’s økologiske rolle stammer fra National Environmental Policy Act (NEPA), der blev vedtaget i 1969 i et øjebliks ildhu for at beskytte jorden. Loven kræver, at føderale agenturer vurderer, om de projekter, de godkender, vil forårsage skade. Målet er at “sikre at alle amerikanere har trygge, sunde, produktive og æstetisk samt kulturelt tiltalende omgivelser.”
Loven kræver en udtømmende miljøkonsekvenserklæring for store føderale projekter, såsom en ny dæmning eller motorvej. Mindre foranstaltninger, der vurderes at udgøre en risiko med betydelig skade, enten individuelt eller kumulativt, kræver en mindre detaljeret miljøvurdering. Enhver konstatering af betydelig indvirkning formodes at udløse en indsats for at undgå eller minimere skaden.
Siden den antiregulerende æra under præsident Ronald Reagan har FCC stort set forladt det direkte miljøtilsyn. Ved hjælp af en bestemmelse i loven, der tillader agenturer at give sig selv “kategoriske udelukkelser” – undtagelser fra enhver vurdering – for handlinger, de anser for risikofrie, fjernede FCC vurderingskravet for langt størstedelen af sine godkendelser. De eneste FCC-godkendelser, der stadig kræver en vurdering, er dem, der falder ind under en af otte kategorier, herunder konstruktioner på beskyttede levesteder eller vildmarksområder, byggeri i eller nær historiske eller indianske steder, projekter, der væsentligt vil ændre et områdes “overfladefunktioner” og master højere end 450 fod (ca. 137 meter). Æstetiske påvirkninger blev droppet grundet rutinemæssig overvejelse, selvom NEPA krævede, at de føderale agenturer vurderede dem.
Strengere regler var “spild af tid”, ifølge kommentarer citeret fra FCC. I årtierne efter har agenturet aldrig krævet en eneste erklæring om miljøkonsekvenser.
FCC’s generelle undtagelse for sine handlinger blev ikke udfordret af kontoret i Det Hvide Hus, benævnt Rådet for Miljøkvalitet, der blev oprettet for at gennemgå agenturets NEPA-regler. Dinah Bear, der sluttede sig til rådet under Reagan og fungerede som generel rådgiver i 23 år, fortalte ProPublica, at det “Det burde aldrig være sket. … Det er fuldstændig afgrundsdybt.”
Da republikaneren Michael Powell tiltrådte som FCC-formand i 2001, havde agenturet endnu ikke givet en bøde til et eneste firma for overtrædelse af miljøreglerne. (Fra FCC fortalte han ProPublica, at miljøregulering er “kronisk uden opsyn.”) Powell lovede at blive “seriøs” omkring håndhævelsen og fortalte til en kongreskomite: “Når du snyder, vil jeg skade dig og skade dig hårdt.”
Powell tog sigte på en stor hindring for at straffe overtrædere og opfordrede kongressen til at forlænge FCC’s usædvanligt korte etårige forældelsesfrist for retsforfølgelse af forseelser, der påbegyndte fra datoen for den påståede lovovertrædelse, ikke fra den dato overtrædelsen blev opdaget. Kongressen nægtede; reglen gælder stadig i dag. Powell, der nu leder NCTA, en brancheorganisation i Washington, der repræsenterer kabelindustrien, kalder reglen “latterlig. Du har ikke en rigtig vedtægt, hvis lovovertrædelsen kan gemme sig i skoven, og når du opdager det, er det for sent.”
Under Powell udstedte FCC sin første miljøbøde mod et firma med henvisning til en 180 fods (55 meter) høj mobilmast opsat uden godkendelse nær fem historiske steder i North Dakota, herunder en hytte, hvor Teddy Roosevelt boede, mens han jagtede bison. Agenturet droppede straks sagen, da virksomheden protesterede.
Fugledød og lysende kommunikationstårne
Af de teknologier, som FCC fører tilsyn med, har broadcast- og mobilmaster og tårne længe skabt de fleste miljømæssige kontroverser. De er enormt øjenfaldende. De udsender trådløs stråling. Deres konstruktion kræver rydning af områder for træer og vegetation, betonstøbning og opsætning af hegn, adgangsveje samt støttekonstruktioner.
Men i årtier nægtede FCC at tage fat på deres mest grusomme effekt: døde fugle. Tiltrukket af det røde natlys, der var beregnet til at advare fly, fløj trækfugle ind i kommunikationsmasterne, styrtede ned i deres støtteledninger eller tumlede til jorden i udmattelse efter at have cirklet omkring lysene i timevis. Så langt tilbage som i 1974 havde agenturet identificeret dette som “et spørgsmål til bekymring.”
Eksperter estimerede senere den årlige omkostning for de nordamerikanske master til omkring syv millioner fugle. I en ofte citeret beretning om blodbadet rapporterede en forsker i 1996, at et 1.000 fods (ca. 300 meter) højt tv-tårn i Eau Claire, Wisconsin, havde krævet mere end 12.000 fugle på en enkelt stormfuld nat.
“Vi har ikke ressourcerne til at undersøge eller overvåge områderne,” udtalte FCC-advokaten Ava Berland på en workshop i 1999, der var indkaldt for at diskutere fuglespørgsmålet. “Hvad FCC gør, er at delegere vores miljøansvar til vore licenstagere og vore ansøgere.” Overvejelse om fugledødeligheden, bemærkede hun, var ikke påkrævet.
FCC modstod anmodninger om at kræve miljøvurderinger af nye tårne og master, da industrigrupper insisterede på, at estimaterne for fugledødeligheden var groft overdrevne. (“Ikke et eneste medlem har været vidne til mere end et par døde fugle ad gangen,” skrev National Association of Tower Erectors.) I 2008, efter en retssag fra American Bird Conservancy, påpegede et amerikansk appelretspanel agenturets “afvisning om at handle” og bemærkede, at miljøloven kræver, at agenturer vurderede risikoen af deres handlinger på forhånd “snarere end at vente, indtil det er for sent.” De beordrede FCC til at undersøge problemet.
Da agenturet langsomt begyndte at gøre noget ved det, offentliggjorde Joelle Gehring, dengang biolog ved Michigan State University, en undersøgelse, der tydede på, at skift fra konstant lysende til blinkende lys kunne reducere fugledødeligheden med så meget som 70%. I januar 2013 sluttede hun sig til FCC som dets første ansatte biolog med fokus på at reducere konsekvenserne.
I december 2015 godkendte agenturet med Federal Aviation Administration’s (FAA) samtykke endelig et krav om, at alle nye tårne over 150 fod (ca. 46 meter) skulle bruge blinkende lys. Men FCC afviste anmodninger et krav om, at de titusinder af eksisterende tårne og master blev eftermonteret. Gehring lancerede stille og roligt en personlig overtalelseskampagne og sendte individuelt en e-mail til maste- og tårnoperatører med en bøn om frivilligt at foretage skiftet. Kun en tredjedel af de højeste tårne, de der er mest dødelige for fugle, er blevet udskiftet til dato.
Manglende miljøhensyn
Erica Rosenberg var chokeret over FCC’s tilgang til miljøtilsyn, da hun ankom til agenturet i 2014. Hun var da 53 år, og Rosenberg havde brugt det meste af sin karriere på miljøarbejde, med perioder hos Environmental Protection Agency (EPA), et agentur for miljøbeskyttelse, stabsmedarbejder ved udvalg i kongressen, som konsulent for nonprofitorganisationer og som direktør for et offentligt politisk program ved Arizona State University.
En del af hendes nye job omfattede en gennemgang af ansøgninger, der involverede broadcast og mobilmaster. De fleste kunne opsættes uden varsel til FCC. Miljøvurderinger var kun påkrævet, når virksomhederne frivilligt meddelte, at deres projekt ville blive bygget på et sårbart område, et der faldt ind under en af de otte kategorier på FCC-tjeklisten. Projekter nær historiske eller indianske steder krævede også forudgående gennemgang af både statslige og stamme embedsmænd for at undgå eller minimere eventuelle “negative virkninger”.
Men da Rosenberg og Gehring, FCC’s biolog, gennemgik rapporterne, som skulle indsendes til vurdering hos FCC, før byggeriet startede, opdagede de undertiden fotos, der afslørede, at masterne allerede var blevet bygget eller træer og vegetation allerede fjernet som forberedelse til opførelsen. Det skete så ofte, at de endda opfandt et udtryk for det: “for tidlig konstruktion.”
Sådanne regelbrud blev sjældent straffet. Virksomheder blev simpelthen instrueret i at udføre deres egne opfølgende vurderinger; medmindre virksomhederne tilstod, at de forventede at forårsage ødelæggelser, fik de tilladelse til at bygge deres mast.
I et sjældent tilfælde, hvor en mast blev blokeret, skete det kun på grund af FCC’s passivitet – og først efter at mastens entreprenør allerede havde ødelagt et følsomt område. I denne episode i Puerto Rico havde en entreprenør i 2014 ryddet nogle sjældne leveområder for den truede natteravn, før han afsluttede en miljøvurdering. Der opstod et ramaskrig, herunder en høring i Puerto Ricos senat. I 2017 udarbejdede FCC-embedsmænd endelig en ordre, der underkendte bygherren med den sædvanlige uden-konskvenser-konstatering med henvisning til ødelæggelsen af levesteder. Men afslaget blev aldrig udstedt, hvilket efterlod projektet på terminalhold. Selv i dette tilfælde, sagde Rosenberg, ønskede FCC simpelthen ikke at skabe præcedens for formelt at afvise en mastegodkendelse.
Meget er undsluppet FCC’s opmærksomhed. I 2020 advarede Alabamas historiske bevaringskontor FCC om en 160 fod (ca. 49 meter) høj tv-mast i centrum af Montgomery, som allerede var bygget og opererede inden for området af Regeringsbygningen og Selma ved ruten for Montgomery’s borgerrettighedsmarch, i strid med kravene om at vurdere skader (herunder æstetisk påvirkning) på ethvert nationalt historisk sted inden for en afstand af en halv mile (ca. 800 meter). Da konstruktionen var blevet bygget mere end et år tidligere, var virksomheden immun over for ethvert krav om håndhævelse.
Selvrapportering er sjælden, ifølge FCC-embedsmænd, der har udtalt sig på betingelse af anonymitet. Som en udtrykte det: “Det er et spil, der bliver spillet. En meget lille procentdel af de faktiske overtrædelser kommer til vores kendskab.” Ledere fra industrien syntes at bekræfte dette indirekte i en rapport fra 2017 fra Government Accountability Office om FCC-håndhævelser (som behandlede alle former for agentures håndhævelser, ikke kun miljø). Ni interessenter kom med den tilsyneladende usandsynlige forklaring, at de havde “mistet incitamentet til selv at rapportere potentielle overtrædelser”, fordi de følte, at de ville blive behandlet for hårdt.
Der var få beviser på hårde konsekvenser i den samme GAO-rapport: Kun 10% af sagerne om FCC-håndhævelse mellem 2014 og 2016 resulterede i en bødestraf, mens 40% endte med en advarsel, og resten resulterede i ingen handling. I en e-mail fra 2018 kommenterede agenturets føderale fredningschef: “Industrien behandler vores miljøregler som en vittighed.”
5G udrulningen
Efter et år hos FCC begyndte Rosenberg at føre et farvekodet ark om snyd med håndhævelserne, den viste status for de tilsyneladende overtrædelser, som passerede hendes skrivebord, hvilket forekom cirka en gang om ugen. Blandt dem var sagen om Sacred Wind Communications, New Mexico-selskabet, der havde bygget en 199 fod (ca. 60 meter) høj mobilmast uden at gennemføre en vurdering af kulturelle seværdigheder nær et sted, som indeholdt indianske helleristninger. (I et interview med ProPublica gav Sacred Wind-medstifteren John Badal skylden for krænkelserne på en ekstern konsulent og virksomhedens manglende tilsyn med ham.)
Frustreret over at se, at FCC’s team for håndhævelse ikke fulgte op på mange af disse sager, begyndte Rosenberg at fremme ideen om at sende overtrædere offentlige “formaningsbreve” for at afskrække dem for fremtidige overtrædelser. Efter måneders intern debat blev et halvt dusin breve endelig sendt ud i juni 2016. Men agenturet afviste at udsende en pressemeddelelse, der offentligt udskammede lovovertræderne, og man opgav indsatsen måneder senere.
Med ankomsten af 5G-æraen fik FCC til at gøre tingene endnu lettere for teleindustrien. I september 2016 mødtes fem højtstående embedsmænd med 20 repræsentanter fra televirksomheder, herunder AT&T, Verizon og T-Mobile, der alle var ivrige efter at presse på med deres dagsorden. Jon Wilkins, chef for FCC’s trådløse telekommunikationsbureau, begyndte med at sige, at “der er tværpolitisk støtte blandt kommissærerne til at gøre alt, hvad de kan for at hjælpe industrien med implementering af infrastruktur”, ifølge et resumé af sessionen fremkommet gennem anmodning om offentlige optegnelser.
Industridelegationen udarbejdede en ønskeliste over ændringer, der havde som mål at gøre 5G-udrulningen billigere og hurtigere. Efter at Trump udpegede medarbejdere fik majoritetskontrollen over agenturet i 2017, ville FCC forsøge at give industrien stort set alt, hvad den ønskede. Agenturet vedtog nye regler, der begrænsede, hvad de lokale myndigheder kunne kræve for tilladelsen af forsyningsmaster samt begrænsede de æstetiske krav, de kunne stille. I 2018, hvor en kommissær beskyldte “forældede NEPA-procedurer” for at bremse 5G-implementeringen, fritog FCC de fleste small cell placeringer fra miljømæssige, historiske bevarings- og stammesamfunds vurderinger. I 2019 lukkede kommissionen for en revurdering af, om dens grænseværdier for trådløs stråling beskytter mennesker og miljø tilstrækkeligt.
Føderale appeldomstole omstødte dog de fleste af disse tiltag. Med henvisning til det enorme omfang af 5G-implementeringen afviste en domstol FCC’s påstand om, at deregulering af small cells antenner ville have “ringe eller intet miljøaftryk.” Den skrev, at FCC havde “afvist fordelene ved historisk bevarelse og miljøgennemgang i et afsnit med to sætninger.” En anden appeldomstol beordrede senere FCC til at revidere tilstrækkeligheden af sine trådløse strålingssikkerhedsforanstaltninger og kritiserede agenturet for dets “overfladiske analyse” af menneskers sundhed og miljørisici.
FCC frigiver ikke det samlede antal, men ifølge nuværende og tidligere ansatte i agenturet indsender virksomheder, der overvåges af FCC, nu kun et par dusin miljøvurderinger om året, mod flere hundrede i 2016.
FCC’s største miljøstraf nogensinde – 10 millioner dollars blev pålagt Sprint Corp. – stammede fra en undersøgelse, der ikke var foranlediget af FCC, men af et trådløst industriwebsted kaldet Event Driven. I maj 2017 offentliggjorde den et internt Sprint-notat, der beskriver et “forsøg”, der sigter mod at fremskynde implementering af small cells. Notatet bemyndigede Mobilitie, en Sprint-infrastrukturentreprenør, til at starte opførelsen af snesevis af steder “uden fuldt ud at overholde lovgivningen.” FCC’s samtykkedekret i Sprint-sagen, der blev offentliggjort i april 2018, bemærkede, at ignorering af vurderingskrav viste “foragt” for den regulerende myndighed. En talsmand for T-Mobile, der købte Sprint i 2020, sagde, at overtrædelserne fandt sted “længe før” T-Mobile erhvervede det, og “Sprint tog skridt til at løse deres procedurer på det tidspunkt.” Mobilitie, som betalte 1,6 millioner dollars i et særskilt samtykkedekret, sagde, at episoden involverede “mindre end 1%” af de small cell placeringer, de har opsat, og at virksomheden efterfølgende har udviklet “et robust overholdelsesprogram.”
Satellitter i rummet
Den seneste miljøtrussel, der falder ind under FCC’s jurisdiktion, er i himmelrummet. Da agenturet har en bred myndighed over kommunikation, licenserer det også de kommercielle satellitter. Og under FCC’s overvågning bliver himmelrummet hurtigt et langt mere overfyldt sted. For fem år siden var der færre end to tusinde satellitter i kredsløb. I december sidste år godkendte FCC implementeringen af 7,500 satellitter fra et enkelt firma, Elon Musks SpaceX, der opbygger et uden om jordisk bredbåndsnetværk kaldet Starlink. I 2030 forventer eksperter, at så mange som 60.000 satellitter vil kredse om jorden. I januar godkendte FCC oprettelsen af et nyt rumbureau for “bedre at understøtte behovene hos den voksende satellitindustri.”
FCC har godkendt Musk’s rumarmada og mange andre satellitkonstellationer uden at kræve en miljøvurdering ud fra den forudsætning, at de, selv kumulativt, ikke udgør nogen alvorlig risiko. (Musk har også argumenteret for, at NEPA-regler ikke gælder for rummet.)
Agenturet har afvist frygten for, at de titusinder af satellitter udgør nogen bekymrende trussel. Det omfatter giftige emissioner fra raketbrændstof, der kan forurene jorden, nedbryde ozonlaget og forværre den globale opvarmning; øget radiooverbelastning og en trafik i rummet, der kan ødelægge andre satellitter og hindre den kritisk astronomi, som anvendes til vejrprognoser, den nationale sikkerhed samt forskning; herunder en voksende trussel om menneskelige tab og materielle skader grundet nedfald af satellitaffald. U.S. Government Accountability Office (GAO) gjorde status over bekymringerne i en rapport fra september 2022.
I mere end et år gjorde FCC intet for at stoppe en overhængende miljøtrussel, der opstod i 2018. Det involverede en Silicon Valley-startup kaldet Apollo Fusion, som var ved at udvikle et billigt satellit-thrustersystem, der bruger et hemmeligt, proprietært brændstof: flydende kviksølv. Kviksølv har store fordele som brændstof, men det er også et giftigt tungmetal, der forårsager en række skader på mennesker og miljø. NASA kasserede det som en brændstofmulighed årtier tidligere. For ti år siden var USA blandt mere end 140 lande, der underskrev en FN-traktat, der havde til formål at reducere de globale kviksølvemissioner. Men begrænsningerne gjaldt ikke for rummet.
Apollo deltog i diskussioner med flere store virksomheder, som var interesserede i at købe deres kviksølvdrevne thruster til deres satellitter. Deres hjemmeside hævdede, at virksomheden havde en underskrevet kontrakt med mindst en kunde med planer om en prøvelancering inden udgangen af 2018.
I november afslørede Public Employees for Environmental Responsibility, en nonprofitorganisation, der var blevet tippet af en whistleblower, Apollos planer og advarede om, at det kunne skabe en “øko-katastrofe”. Gruppen beskyldte FCC for at frasige sig sit ansvar til at beskytte offentligheden og anmodede agenturet om at stoppe brugen af kviksølv. To eksperter udtrykte bekymring i en Bloomberg Businessweek-artikel med, at meget af det giftige kviksølv, der udledes i rummet, vil falde tilbage til jorden.
Mindst to virksomheder søgte i 2019 FCC-godkendelse til at lancere satellitter ved hjælp af Apollos kviksølvdrevne thrustere, viser FCC-dokumenter. Den ene trak senere sin anmodning tilbage. Den anden, Astro Digital, ansøgte i april om en eksperimentel satellitlicens.
På det, der dengang var kendt som Vandenberg Air Force Base, et sted i Californien for de planlagte lanceringer, udtrykte en miljøefterforsker i 2019 “ekstrem bekymring” over flyve-“anomalier”, der kunne tillade kviksølv “at trænge ind i jord- eller havmiljøet”, ifølge dokumenter opnået efter en anmodning om offentlige optegnelser.
I august insisterede Astro Digital og Apollo-ledere over for FCC-embedsmænd, at kviksølvet, som de ville frigive i rummet, ville forblive der og ikke forårsage skade. De pressede på for at komme videre med den planlagte lancering.
I midten af september beordrede FCC endelig Astro Digital til at indsende en miljøvurdering, der dækker Apollos thruster system. Astro Digital indvilligede i at gøre det, men bad FCC om at genoverveje, om det havde myndighed til at bestille en sådan vurdering og bemærkede, at det “ikke var klar over, at FCC nogensinde har anmodet om sådanne oplysninger fra andre satellitoperatører.”
FCC svarede aldrig, hverken for at imødekomme Astro Digitals anmodning eller for at nægte den, ifølge Apollo-medstifteren Mike Cassidy. “Vi brugte halvandet år på at vente,” udtalte han. (Cassidy forsvarede sit firmas brændstof, mens han erkendte, at “du skal naturligvis være virkelig forsigtig med kviksølv set fra et miljømæssigt perspektiv.”) Astro Digital trak til sidst sin ansøgning tilbage, og Apollo skiftede til et andet drivmiddel.
I marts 2022 gjorde en FN-konference i Indonesien så det, som FCC ikke ville: Den forbød brugen af kviksølv til at drive rumfartøjer.
Læs mere her:
Pingback: Hvordan videnskaben om stråling fra mobiltelefoner og sundhedsrisici bliver fordrejet - nejtil5g.dk