Big Techs ‘skumle dagsorden’ med at få børn hooked på deres teknologi
Når babyer udvikler sig med en tablet i deres hænder, er det næste logiske skridt, angiveligt af hensyn til alles bekvemmelighed, at implantere en mobilkommunikationsenhed – ja, en mini-mobiltelefon – i vores børns kroppe.
Artiklen fra Alliance for Natural Health International (*) er skrevet af Paraschiva Florescu, facilitator og Rob Verkerk PhD, grundlægger, Alliance for Natural Health. Udgivet den 13. september 2023.
Illustration: Aditi Mishra, Stockvault.
“Den sikreste måde at korrumpere en ungdom på er at instruere ham om at værdsætte dem, der tænker ens, højere end dem, der tænker anderledes.”
Friedrich Nietzsche
“Tablets bør være en del af en babys verden fra fødslen,” hævder professor Annette Karmiloff-Smith, en indflydelsesrig udviklings- og kognitiv forsker, hvis undersøgelse viste, at det at få dit lille barn til at scrolle gennem en digital tablet faktisk forbedrer deres motoriske færdigheder.
Og – hører jeg dig spørge: Hvad med de risici, der følger med? Skal vi bare ignorere dem? Lad os se det i øjnene – vores børns tablets er et yderst nyttigt middel til at holde de små beskæftiget, hvilket samtidig giver de stressede forældre en pause.
Har du været vidne til noget om børn og deres forhold til teknologi, der gør dig utilpas, i betragtning af betydningen af underbevidst programmering i de tidlige år af livet?
Trækker de konstant deres telefon op af lommen under en samtale? Ser du dem scrolle, tilsyneladende tankeløst? Hvad har du været vidne til, når du er gået rundt i dit lokale kvarter: Måske børn med hovedet begravet i deres enheder og tomme stille parker. Uanset hvordan du vender det: familie dynamikken ændrer sig hurtigt, nu hvor de digitale teknologier får en stadig vigtigere rolle i vores og vores børns liv, og takket være de sociale medier bliver de menneskelige relationer mere og mere virtuelle.
Med babyer, der udvikler sig med en tablet i deres hænder, er det næste logiske skridt, tilsyneladende af hensyn til alles bekvemmelighed, at implantere en cellulær kommunikationsenhed – ja, en mini-mobiltelefon – i vores børns kroppe. Denne teknologi er en vigtig del af udviklingen af den nuværende fjerde industrielle revolution, der omfatter alt fra kunstig intelligens (AI), tingenes internet (IoT) og robotteknologi.
Skulle du synes, at denne idé er fantasifuld, er den givet som ‘Shift 1’ i bogen af samme navn skrevet af ingen ringere end Klaus Schwab, grundlæggeren af World Economic Forum (WEF).
Overvej lige, hvor mange af nutidens teenagere der vil være klar til en implanterbar mobilenhed: Forestil dig bekvemmeligheden! Intet behov for at abonnere på nogen platforme, og de behøver aldrig bekymre sig igen om at miste deres mobiltelefon!
Tegneren Gary Varvel fanger vores nuværende virkelighed perfekt med denne tegning:
Mobiltelefoner bliver en forlængelse af nutidens ungdom. Men er der en mere dyster dagsorden nedenunder denne udrulning?
Hvad med denne idé, hvis første del er lånt fra drejebogen for en række industrier, f.eks.: tobaks og medicinal industrien:
Skab digital afhængighed eller ekstrem afhængighed, adskil mennesker fra hinanden og fra den naturlige verden omkring dem og omprogrammer dem på måder, der forhindrer dem i at fungere som uafhængige, frisindede borgere og gør dem forenelige med den store masterplan for verdens nuværende marionetmestre. I processen vil du samtidig være i stand til at overvåge alle deres bevægelser via de enheder, de bruger til at kommunikere, shoppe med, i banken, køre med, meditere med, genskabe med. Den mobile enhed, dens tilknyttede apps og dens stadigt forbedrede kamera- og optagefunktioner er bogstaveligt talt blevet en forlængelse af os selv.
Forestillingen om, at afhængigheden eller misbruget er skabt med vilje for at overvåge og kontrollere os, er selvfølgelig blot en teori. Men foruroligende nok er der mange fakta, der tyder på, at vores afhængighed af vores håndsæt og computere kan være en del af en meget bevidst plan, der fører menneskeheden – i det mindste dem, der tilpasser sig – ind i en transhumanistisk og posthuman fremtid.
Det er menneskehedens fremtid, som folk som futurist og Google-ingeniør, Ray Kurzweil, historiker Yuval Noah Harari, Schwab og mange andre i indflydelsesrige stillinger i stigende grad overvejer som en uundgåelighed. Men som de fleste afhængigheder og psykologisk omprogrammeringer – er det et valg, om end et, der kan være svært for mange at undgå.
Definition af problemet
Digital eller social medieafhængighed kan beskrives som “at være overdrevent bekymret over SNS’er [sociale netværkssider], motiveret af et stærkt ønske om at logge ind på eller bruge SNS’er og bruge så meget tid og energi på SNS’er, at det forringer andre sociale aktiviteter, studier / job, interpersonelle relationer og / eller psykologisk sundhed og velvære.”
Det er rimeligt at sige, at baseret på denne definition kan langt størstedelen af vores ungdom betragtes som værende afhængige af de sociale medier.
The World Health Organization (WHO) anerkender spilafhængighed som en lidelse, men ikke digital afhængighed (også kendt som teknologioverforbrug) mere bredt.
Andre undersøgelser er uenige i, at digitale teknologier har en “selvstændig vanedannende kraft” og skelner mellem ægte vanedannende lidelser og negative bivirkninger ved brug af sociale medier.
Selv hvis man er uenig i, at det er en patologisk afhængighed, lige så foruroligende er udviklingen af en ekstrem afhængighed af digitale teknologier i en sådan grad, at et nyt udtryk, nomofobi, kom ind i Collins Dictionary, som “en tilstand af smerte forårsaget af ikke at have adgang til eller være ude af stand til at bruge sin mobiltelefon.”
Uanset om vores unge er afhængige eller “bare” nomofober, er der et uhyggeligt problem her, en del af en større plan for Big Tech, der har udfoldet sig i nogen tid.
Se eller hør Paraschivas interview med David Charalambous
Paraschiva Florescu talte for nylig med David Charalambous, grundlægger af Reaching People og ekspert i adfærd og kommunikationsdynamik om det meget virkelige problem med digital afhængighed hos unge, og hvordan vi kan bekæmpe det.
Videoen finder du her:
https://odysee.com/@ANHInternational:5/230913_Para_Digital_Addiction_Interview_DavidCharalambous:2
Eller lyt til interviewet her.
Big Techs store plan
Intet, der foregår på de sociale medieplatforme tilhører os længere, det gælder f.eks. data som beskeder, fotos, tekster osv. Det bliver selve platformens ejendom. Data er i øjeblikket et af de mest værdifulde aktiver i verden. De store virksomheders uophørlige forsøg på at omdanne alt til data er en form for kontrol. Det bruges ondsindet til at føde ind i AI-systemer for at forstå vores menneskelige adfærd. Hvordan vi tænker, hvad vi køber, hvor mange skridt vi tager om dagen – alt dette er værdifuld information, som Big Tech indsamler.
Disse AI-systemer er designet til at kontrollere os. Vores data bruges også til at give information til udvikling af nye systemer såsom neuromorfe computere, som er kunstige “hjerner” og “gennemgribende neuroteknologi.” Det kan ikke overraske dig, at den administrerende direktør for SharpBrains, et af de ledende på dette område og et angiveligt “uafhængigt markedsundersøgelsesfirma”, også er i panelet i WEF’s Council on the Future of Neurotechnology.
Data fra sociale mediesider indsamles af virksomhedsejere. Seksogfirs procent af virksomhedsejerne indsamler data fra deres kunder, hvor 64% bruger data fra sociale mediesider, hovedsageligt Facebook og Instagram. Vores data bruges til at informere propagandakampagner fra afstemning til vaccination, som portrætteret i Netflix-dokumentaren “The Great Hack.”
Tristan Harris, “tech-etiker” i filmen “The Social Dilemma” (se her) antyder i sin artikel på Nobelpristopmødet 2023, at sociale medier handler om at “omkoble strømmen af opmærksomhed og information i vores samfund.”
Tænk på det på denne måde: Livet på denne planet har altid drejet sig om en slags energiudveksling. En kødæder spiser en planteæder, men energien fra planteæderens krop vender tilbage til jorden for at give næring til andre livsformer, herunder planteæderens afkom. Valutaen for et smukt kunstværk er typisk penge. Den transaktion, der finder sted, betragtes typisk som en fair udveksling af råt talent, mange års erfaring og timevis af opmærksomhed og kreativitetsudtryk, en værdi, der efterfølgende kan handles (genbruges).
Med sociale medier er udvekslingen ofte meget ubalanceret. Vi giver til det (opmærksomhed, tid, ideer, kreativitet), og vi får lidt mere end et dopaminhit til gengæld. Det får os til at føle os mere tomme og uforløste, lidt som at prøve at fylde en spand uden bund, vi går derfor tilbage efter mere dopamin. Vi gør vores unge til dopamin-junkier.
Problemet er, at når noget ser ud til at give det, men alligevel ikke gør det. Så, i stedet for at stoppe, gør vi hvad vi plejer at gøre, mere af det. […] Hvis nogen ikke føler sig socialt accepteret, det er en del af deres psyke, der ikke er opfyldt, så vil de søge likes. Problemet er, at du kender den typiske adfærd på de sociale medier, når nogen kan lide dit opslag, giver det dem et kort udbrud af motivation eller nydelse eller fornøjelse, men det vil ikke være tilfredsstillende nok, fordi det aldrig når ned i den dybe del af dem. Så de vil vedblive med at befinde sig i den konstante cyklus. […] Når det kommer til unge, er det enormt vigtigt at blive socialt accepteret.
– David Charalambous
Big Sciences perspektiv
Den formelle forskning om evalueringen af risici og fordele ved de sociale medier synes at give indtryk af balance. Nogle (se her) identificerer negative konsekvenser af sociale medier såsom cybermobning, cyberracisme og problemer vedrørende udveksling af seksuelt eksplicit indhold mellem mindreårige. Alligevel benægter eller ignorerer mange artikler enhver forbindelse mellem depression, angst, social isolation, lavt selvværd, dårligt selvbillede eller kropsdysmorfisk lidelse med den tid, der bruges på enhederne.
Det på trods af, at disse effekter ofte bliver citeret i Tabloidpressen, fordi de er almindeligt observerbare (!), som understøttes af begrænsede undersøgelser. Tværtimod fremhæver litteraturen (der ofte igen afspejler de interesser, der finansierer forskningen), ofte fordelene ved de digitale teknologier, der næsten bruges konstant af vores unge.
For eksempel minder en nylig anmeldelse os om, at de sociale medier nu er den “primære form for peer-interaktion og kommunikation blandt unge”, denne tendens er blevet yderligere forstærket af COVID-19-æraen. En anden anmeldelse finder, at “social gaming også kan øge følelser af forbindelse og følelse af fællesskab.”
I nære samfund ses “mobiltelefoner som en forlængelse af en person og kan deles af familiemedlemmer”, mens “dannelse af fællesskab gennem sociale medier kan fungere som en proces til at forene og hele det nære samfund”, finder Emma Rice, en forsker ved Georgetown University. Andre går så langt som til at sige, at isolation hos unge er mere almindelig blandt dem, der er udelukket fra digitale kilder til underholdning og de sociale medier. Men tilbyder sociale medier en ægte forbindelse, og svarer en digital forbindelse til en forbindelse i den virkelige verden?
Edward Hallowell, Harvard-psykiater, skriver i sit dokument om det “menneskelige øjeblik” for at illustrere meningsfuld forbindelse som “et autentisk psykologisk møde, der kun kan ske, når to mennesker deler det samme fysiske rum.” Det kan have noget at gøre med vores forbedrede opfattelse af non-verbal kommunikation, når vi er tæt på hinanden. Men det kan også være forbundet med det tætte samspil mellem proksimale humane biofelter (det elektromagnetiske felt, der udstråler ud fra ethvert levende væsen). Med digitale teknologier kan vi alle blive enige om, at vi har forbindelse, men måske oplever vi ikke forbundethed.
Det er “Fortællingen om adskillelse”, som den moderne tænker og filosof, Charles Eisenstein, uddyber i sin bog, “The More Beautiful World Our Hearts Know Is Possible.” (som kan tilgås online her) I denne fortælling forledes vi til at tro, at vi er »adskilte individer i et univers, der også er adskilt fra jer … Du er en boble af psykologi, et sind (hvad enten det er hjernebaseret eller ej) adskilt fra andre sind og adskilt fra materien. Teknologi ses selvfølgelig bare som en yderligere (og uundgåelig) adskillelse af os selv fra den naturlige verden, hvor neuroteknologier og kunstig intelligens i stigende grad sælges til de unge som mestrene i dette eventyr, som vi må omfavne, ikke afvise.
Vejen ud, tilbage i lyset
For dem, der ikke er villige til blindt at acceptere denne forudbestemte vej skabt af vores teknokratiske “mestre”, er det usandsynligt, at løsninger kan findes uden at der bliver sendt et klart lys ind i mørket, på dette tilsyneladende ubrydelige bånd mellem unge mennesker og digitale teknologier.
Som Gabor Mate, en anerkendt afhængighedsekspert, ofte har sagt, er vi nødt til at se, ikke på hvorfor afhængigheden eksisterer, men hvorfor vi er drevet til det, når der ofte er så meget smerte forbundet med det og så lidt gevinst.
Unge mennesker, der har dårlige sociale relationer og er isolerede, er mere tilbøjelige til at misbruge de sociale medier og blive afhængige. Mangel på venner fra den virkelige verden er den primære drivkraft for udvidet brug af sociale medier, hvilket igen fører til afhængighed og potentiel misbrug. Løsningen må da ligge i at ændre vores miljøer og kulturer på måder, der forbedrer kvaliteten af vores liv, og hjælper unge mennesker med at udvikle og nære en stærk følelse af tilknytning til den virkelige verden. Indbyrdes, og ideelt set også med den naturlige verden, et forhold, der også er stærkt forbundet til forbedret livskvalitet.
Du ser folk mere og mere uopfyldte og mere og mere sultne efter alle de ting, vi har brug for som menneske. Vi har brug for at føle os som en del af samfundet, vi har brug for at føle, at vi passer ind i grupper, og at vi er socialt accepterede.
Vi er nødt til at binde os til partnere, selvfølgelig forårsager sociale medier mange problemer i det aspekt. Vi har brug for at føle, at vi giver et formål, og at vi påvirker verden. Vi skal føle os trygge. Det handler om at genoprette forbindelsen tilbage til virkeligheden eller i det mindste vores opfattelse af den.
– David Charalambous
Som med så megen afhængighed findes lægemidlet ofte inden for selve afhængigheden, og undersøgelser ser på, hvordan eksponeringsterapi med virtual reality kan hjælpe med at behandle fobier, høj angst og afhængighed. Telefonapplikationer som Calm eller Insight Timer kan også potentielt hjælpe unge med at dyrke mindfulness. Løbske teknologier kan bruges som positive værktøjer, og forskellige “protokoller” (som her og her) kan hjælpe både unge og forældre med at ændre deres forhold til teknologi.
Men det bedste, nemmeste og mest tilgængelige middel findes og vil altid findes i naturen.
I en verden, der i stigende grad forsøger at transformere os til menneske-maskine-hybrider, må midlet ligge i at udvikle et højere bevidsthedsniveau om vores medfødte menneskelighed. Opbygning af de forbindelser, der ikke bare udløser en kortvarig dopamin-buzz, der skal gentages og gentages. Men at opbygge en følelse af forbindelse og binding, der kommer gennem frigivelsen af oxytocin, kærlighedshormonet. Opbygning af solide, langvarige interaktioner, der giver os mulighed for at opbygge formål og mening i vores liv.
I sidste ende tillade menneskelig transcendens, ikke posthuman, digital transcendens.
Det er vores tid til at vælge og hjælpe med at bringe en bredere forståelse af den omsiggribende og potentielt destruktive karakter af digitale teknologier til dem omkring os, især til de yngste medlemmer af vores familier og samfund.
Noter:
*) Alliance for Natural Health (ANH) International er en uafhængig, internationalt aktiv non-profit organisation. Vores mission er at fremme og beskytte naturlige og bæredygtige tilgange til sundhedspleje verden over. Vi er sundhedsskabere, og vores passion er stræben efter optimal sundhed og bæredygtighed i sundhedsvæsenet ved at arbejde med, ikke imod, naturen.
Læs mere her:
