Skal grænseværdierne baseres på, hvor høje rotters temperatur kan blive før de stopper med at spise?
Uanset om du vil forsvare eller kritisere de eksisterende grænseværdier for stråling fra radiobølger, skal du forstå, hvordan de, der udformer og administrerer disse retningslinjer, faktisk tænker om dem, samt hvad de er baseret på.
Du bliver her præsenteret for en rapport, der er klar, men en temmelig “teknisk” og tør beretning, skrevet af dem, der hjalp med at udforme retningslinjerne, herunder den amerikanske læge Marvin Ziskin (1939-2022) (billedet).
Rapporten viser, hvor systematisk og ordentligt udviklingen af retningslinjer og grænseværdier foregår, men også hvor meningsløst forældede de præmisser er, som der bliver anvendt.
Rapporten eller erklæringen er udarbejdet af COMAR, Komitéen for mennesker og stråling, en gruppe under IEEE. IEEE er verdens største teknisk faglige organisation med mere end 460.000 medlemmer, der ifølge deres hjemmeside er dedikeret til at fremme teknologi til gavn for menneskeheden. COMAR er en gruppe af IEEE eksperter i sundheds- og sikkerhedsspørgsmål som er relateret til elektromagnetiske felter, fra strømforsyning til mikrobølge frekvensområder.
COMAR rapporten kan gøre det lettere for os at se, hvor retningslinjerne svigter, når vores myndigheder eller mennesker, der ikke har sat sig ind i problemstillingen, fortæller os, at grænseværdierne er præcise og fastsat ud fra sund og solid videnskab.
Du får nedenfor COMAR rapporten oversat efter Einar Flydal fra hans blogindlæg af den 9. april 2024. Først får du, lettere bearbejdet, Einar Flydals introduktion til rapporten.
Introduktion
Marvin Ziskin var professor i radiologi og medicinsk fysik ved Temple University i Philadelphia og medlem af ICNIRP fra 2013 til 2019. Rapporten, som han var medforfatter til, blev offentliggjort i et IEEE-tidsskrift i 2005 og var godkendt af IEEE’s tekniske ekspertudvalg for strålingsbeskyttelse COMAR. Trods tidsforskellen ligger den alligevel helt i tråd med den tankegang, der fortsat gælder i forhold til de gældende grænseværdier og ICNIRP’s retningslinjerne – blot meget klarere og mere afslørende om svaghederne:
Retningslinjerne og grænseværdierne hviler på et dosis-respons-forhold mellem intensiteten af energien, vævets evne til at opsamle energien samt de skader opvarmningen afstedkommer på forsøgsdyr, når energien er intens nok. Vi ved fra langt størstedelen af de sidste 35 års forskningsrapporter, at et sådant udgangspunkt ikke opfanger de vigtigste effekter. Tankegangen er simpelthen ikke egnet til at sætte grænserne for at forhindre alt, hvad der er skadeligt. For hvem ønsker DNA-brud, tinnitus, hovedpine eller ledsmerter – noget som vi ved udløses uden denne opvarmning? COMAR, IEEE og ICNIRP mener derimod, at retningslinjerne bør forblive, som de er.
Vi har længe vidst, som den forskning Firstenberg citerer i hans nyhedsbrev viste for nylig, at biologien påvirkes negativt af elektromagnetiske felter, selv når disse er langt svagere end de nuværende anbefalede grænseværdier. Folk kan derfor blive syge af stråling over et bredt spektrum af skader og helbredsproblemer (blogindlæg 08.01.2019). De rummelige eksponeringsgrænser kan derfor være en væsentlig baggrund for vore dages mere akutte og diffuse sygdomsbillede – både blandt skolebørn med deres trådløse tablets, de amerikanske diplomater i Cuba, Kina og andre steder samt blandt de mange, der rapporterer, at de bliver akut syge i bygninger med de nye AMS-elmålere (Smart Meters). Du finder en litteratur oversigt på Einar Flydals blog, men også HER – med både bøger og oversatte forskningsartikler, hvor flere kan downloades i fuld længde. De mange appeller fra forskere og læger finder du HER.
Al denne forskning afvises i COMAR som værende “ikke tilstrækkelig sikker”. Vores myndighederne har dermed fået, hvad de skal bruge for at kunne se bort fra alle anvisningerne i retningslinjerne, hvor der står, at tilpasninger kan – og bør – foretages for særligt udsatte mennesker og tage udgangspunkt i lokale forhold, samt hvis der kommer ny viden på bordet. Men når der nedsættes nye udvalg til at gennemgå forskningen, udpeges de af de samme mennesker, der sikrer, at de baserer sig på det samme videnskabelige grundlag, som Ziskin og hans medforfatterne her forklarer, og at de bruger de samme forældede metoder. Derfor bliver svarene hele tiden de samme gamle svar. Metoden gør forskerne blinde. Ziskin offentliggjorde selv artikler, der demonstrerede sundhedsmæssige effekter ved eksponering for svagere tærskelværdier, men mente tydeligvis, at når der ikke kunne redegøres for årsagerne, var resultaterne endnu ikke gode nok til at blive taget i betragtning ved fastsættelsen af grænseværdierne!!!
COMAR’s forklaring tager udgangspunkt i IEEE’s standarder for beskyttelse mod stråling, men bekræfter, at ICNIRPs retningslinjer falder næsten fuldstændigt sammen med disse med hensyn til det teoretiske grundlag og den anbefalede maksimale eksponering.
Hvorfor så oversætte en tekst, som fagfolk kan læse selv på originalsproget? Min erfaring er, skriver Einar Flydal, fra da jeg begyndte at studere for snart to menneskealdre siden, at også fagfolk har lettere ved at forstå sådanne tekster, når de får dem på deres eget modersmål: Alt for mange mennesker tror, at de forstår mere, end de gør, og nøjes derfor med en overfladisk forståelse.
Med en god oversættelse bliver flere detaljer forståelige, og nuancer dukker op. Derfor mener jeg også, at oversættelsen gør det tydeligere for læserne, at striden om grænseværdierne handler om kravene til dokumentation og om at tage konsekvensen af forskningsresultaterne ud fra rimelige og normale dokumentationskrav – og dermed om at erstatte forældede videnskabelige præmisser og metoder, der kun opretholdes, fordi industrien og utidssvarende forskere klamrer sig til dem. Men det ser ud til, at det administrative apparat – her primært den norske strålingsbeskyttelsesmyndighed (DSA) og det norske sundhedsdirektorat – ikke forstår det eller ikke kan bære byrden og tabet af prestige ved at ændre kurs. Det gælder også de danske myndigheder som Sundhedsstyrelsen, der også blev sat politisk på plads, da de i sin tid spurgte lidt for meget ind til konsekvenser af strålingen fra 5G antenner.
Einar Flydal stiller her fire spørgsmål, som kom op, da han læste rapporten fra COMAR:
- Er beviskravene for strenge? De, der fastsætter grænseværdierne, afviser al publiceret forskning siden 1990, der finder skadelige effekter uden opvarmning, dvs. omkring 80 procent, fordi “evidensen ikke er god nok”. De holder sig derfor kun til energiintensiteten, dvs. risici ved opvarmning, som en skademekanisme.
- Er den enkle dosis-respons-model – jo stærkere dosis, jo stærkere reaktion – overhovedet brugbar i 2024? Dagens grænseværdier er baseret på, hvor opvarmede rotter og hunde skal blive, før de bliver så sløve, at de holder op med at udføre de tillærte opgaver for at få mad. Burde vi ikke i stedet basere grænseværdier på måling af de biologiske processer, som vi ved udløser mange forskellige skader og symptomer, f.eks. forstyrret oxidant produktion, og som er lette at måle i laboratorier?
- Og hvad med langtidseffekterne? Er det rimeligt at kræve laboratorie dokumentation, når det ikke engang er tilladt at teste dem på mennesker, og når vi udmærket ved, at f.eks. forstyrret oxidant produktion kan have alvorlige langsigtede effekter, f.eks. øget kræftrisiko?
- Er det ikke på tide at sætte nogle grænseværdier, der også beskytter miljøet omkring os – insekter, planter og dyreliv?
Så vidt Einar Flydal, den 9. april 2024
PS. Einar Flydal har indsat nogle forklaringer i [parentes]. Nogle formuleringer, som han finder unødvendig vanskelige, har han derfor omskrevet til et lettere sprog uden at gå på kompromis med deres betydning. Jeg har også fremhævet nogle nøgleord og begreber for at gøre læsningen lettere. Bemærk, at ordet standard på engelsk bruges til at henvise til retningslinjer, normer, (tekniske) standarder og grænseværdier, som også kaldes grænser. Konteksten bestemmer derfor, hvordan standarden oversættes i teksten. Jeg har på bedste vis forsøgt at oversætte teksten til dansk.
Original titel: Marvin C. Ziskin: Comar reports – comar technical information statement the IEEE exposure limits for radiofrequency and microwave energy, COMAR Reports, IEEE ENGINEERING IN MEDICINE AND BIOLOGY MAGAZINE MARTS/APRIL 2005, s. 114 – 121
IEEE-eksponeringsgrænser for radiofrekvent og mikrobølge energi, en erklæring med tekniske oplysninger fra COMAR
af Marvin C. Ziskin et al. (oversat efter Einar Flydal, april 2024)
Introduktion
Overdreven eksponering for radiofrekvent stråling (RF) eller mikrobølgeenergi produceret af radiosendere, visse typer industrielt udstyr og andre kilder kan være sundhedsfarlige. Derfor har IEEE udviklet grænser for menneskelig eksponering for RF-energi, og disse grænser har haft stor indflydelse over hele kloden.
IEEE-standarden repræsenterer en konsensus af forskernes holdninger om de sikre niveauer for eksponering for RF-energi, og den videnskabelige begrundelse er i overensstemmelse med konklusionerne fra en række ekspertgrupper og sundhedsmyndigheder rundt om i verden. Ikke desto mindre stiller lægfolk ofte spørgsmålstegn ved, om standarden er god nok, og om den proces, hvorigennem den blev udviklet, er tilfredsstillende. Denne erklæring med tekniske oplysninger forklarer udviklingen af og begrundelsen for RF-energieksponeringsgrænserne.
Fokus er her på den proces, der førte til IEEE C95.1-standarden [1], som dækker frekvensområdet 3 kHz – 300 GHz, som udgør radiofrekvensdelen af frekvensspektret. Andre vigtige eksponeringsgrænser har en lignende begrundelse, navnlig retningslinjerne fra Den Internationale Kommission for Beskyttelse mod Ikke-ioniserende Stråling (ICNIRP) [2], som der ofte henvises til, men disse blev udviklet gennem andre processer.
Historien bag IEEE RF-energieksponeringsgrænser
Oprindelsen af IEEE C95.1-standarden går tilbage til 1960, da American Standards Association (nu ANSI, et godkendelsesorgan for alle slags standarder) godkendte Radiation Hazards Standards Project C95 og oprettede et udvalg med ansvar for at udvikle RF-eksponeringsstandarder [3]. Den første C95-standard, USASI C95.1-1966, blev offentliggjort i 1966, og større revisioner blev offentliggjort i 1974 og 1982. I 1989 overtog IEEE ansvaret for udvalget, som blev IEEE Standards Coordination Committee 28 (SCC-28). I 2001 vedtog SCC-28 en navneændring til IEEE International Committee on Electromagnetic Safety (ICES).
I henhold til både IEEE- og ANSI-vedtægter skal standarder (af enhver art) opdateres og revideres med jævne mellemrum. Den seneste standard [fra 2005], IEEE C95.1-1991, blev godkendt af IEEE Standards Board i 1991 og af ANSI i 1992. Denne standard blev bekræftet i 1997, og et tillæg blev offentliggjort i 1999. Standarden gennemgår i øjeblikket en ny revisionsrunde, og offentliggørelsen af den reviderede standard forventes i 2004. [Det udkom i 2005: C95.1-2005.]
Således har de nuværende IEEE-eksponeringsretningslinjer en stamtavle, der strækker sig næsten et halvt århundrede tilbage. Selvom C95.1-standarderne er frivillige, har de haft stor indflydelse på den offentlige politik i USA og på udviklingen af eksponeringsgrænser mange steder rundt om i verden.
Det videnskabelige grundlag for IEEE/ANSI (ICES) standarderne
Ved vurdering af de mulige risici ved RF-energi er det vigtigt at skelne mellem niveauerne af de felter, der måles uden for kroppen (eksponering), og niveauerne af felterne og den energi, der absorberes i kropsvæv (dosis). Eksponering måles i form af den elektriske eller magnetiske feltstyrke eller i form af den energitæthed, der rammer kroppen [indfaldende energi]. Dosis [dvs. mængden af absorberet energi] afhænger af eksponeringen såvel som af kroppens geometri, størrelse, dens orientering i forhold til det ydre felt og af andre faktorer. I området mellem ca. 100 kHz og 10 GHz er den specifikke absorptionshastighed (SAR, Specific Absorbtion Rate) som er den dosimetriske måleenhed, der giver måleværdier, der bedst korrelerer med de rapporterede biologiske virkninger af RF-energi [og udviser således et simpelt dosis-responsforhold: jo højere SAR, jo stærkere er den biologiske effekt].
Helkrops SAR udtrykkes i W/kg og er et beregnet gennemsnit for hele kroppen af den samlede energi, der absorberes af dyret eller mennesket (i watt) divideret med legemsmasse (i kg). Helkrops SAR beregnes eller måles eksperimentelt, ofte ved hjælp af “fantom modeller” med elektriske egenskaber svarende til væv. [Se billede af fantommodel, tilføjet af Einar Flydal]
Ved lokal eksponering af kropsdele, f.eks. hovedet på brugeren af en mobiltelefon, er det ofte mere nyttigt at måle eksponeringen af kropsdelen, dvs. den energi, der absorberes pr. masseenhed [f.eks. cm3] i et lokalt område af vævet, også udtrykt i W/kg.
Ved frekvenser under ca. 100 kHz er et mere nyttigt mål for dosis ofte vævets elektriske feltstyrke, angivet i volt pr. meter (V / m).
IEEE-standarden er baseret på en fastsættelse af en øvre grænse for de acceptable SAR-værdier (kaldet en grundlæggende begrænsning) bestemt på baggrund af biologiske data. Ud fra denne grundlæggende begrænsning sættes der grænser for eksponeringen, det vil sige målt som feltstyrke uden for kroppen. På den måde skal man sikre, at den energi, der absorberes i kroppen, forbliver inden for den grundlæggende grænse. Feltstyrken uden for kroppen bestemmes ud fra ingeniørstudier. ICNIRP’s retningslinjer er tilsvarende, både hvad angår anvendelsen af en grundlæggende begrænsning og af eksponeringsgrænser, samt hvad angår de rent numeriske værdier, der er specificeret for grænserne.
Som det er tilfældet med eksponeringsgrænser for mange stoffer, der kan være farlige, specificerer standarderne for radiofrekvent sikkerhed i de fleste lande to niveauer, der varierer i, hvordan de defineres, men omtrent svarer til niveauerne for den erhvervsaktive befolkning og befolkningen generelt. Af en række årsager er eksponeringsgrænserne for mange aktive stoffer blevet fastsat højere for den erhvervsaktive end for befolkningen som helhed. IEEE-standarden fastsætter to niveauer. De finder anvendelse på eksponeringer i henholdsvis kontrollerede og ukontrollerede miljøer. I et kontrolleret miljø er eksponeringen begrænset til personer, der er opmærksomme på muligheden for deres eksponering. Ukontrollerede miljøer er miljøer, der er tilgængelige for enkelt personer og den generelle befolkning, som måske ikke er klar over, at en sådan mulighed eksisterer, hvilket kan begrænse deres evne til at reagere hensigtsmæssigt, hvis de kommer ind i områder med overdreven eksponering. Af denne grund specificerer standarden lavere eksponeringsgrænser i ukontrollerede områder. [ICNIRP’s grænseværdier, som anvendes i EU og EØS, skelner ikke på denne måde, men mellem eksponering på arbejdspladsen og for befolkningen som helhed.]
Om identifikation af sundhedsrisici
IEEE C95.1-1991-standarden var baseret på en omfattende gennemgang af den videnskabelige litteratur, en gennemgang, der dækkede alle pålidelige undersøgelser, der rapporterede biologiske virkninger fra RF / mikrobølgeenergi. Denne opgave samt at udarbejde et udkast til standard blev udført af et underudvalg på 125 medlemmer (underudvalg 4) under IEEE Coordination Committee 28 on the Development of Standards (IEEE Standards Coordination Committee 28). Dens sammensætning er vist i (tabel 1a og 1b).
Den videnskabelige litteratur om de biologiske virkninger af RF-energi er meget forskelligartet, både hvad angår videnskabelig kvalitet og relevans for potentielle sundheds- og sikkerhedsrisici for mennesker. Derfor blev der under gennemgangsprocessen kun udvalgt og undersøgt undersøgelser, der opfyldte kriterier, der omfattede tilfredsstillende dosimetri og tilfredsstillende design af eksperimentet og uafhængig bekræftelse af de rapporterede virkninger. Undersøgelser, der ikke var blevet offentliggjort i den peer-reviewed videnskabelige litteratur, og dem, der ikke var tilstrækkeligt godt beskrevet til at gøre en kritisk analyse mulig, blev udelukket fra gennemgangen. Underudvalget konkluderede efter sin gennemgang, at forstyrrelse af tillært adfærd motiveret af mad hos forsøgsdyr [dvs. dyret holder op med at gøre, hvad det får i belønning i form af en godbid] er den mest følsomme biologiske reaktion, der både er velbekræftet og velegnet til at forudsige sundhedsrisici. Denne effekt, kendt som adfærdsforstyrrelse, er blevet observeret hos forsøgsdyr, lige fra små gnavere til aber, når de udsættes for RF-felter ved frekvenser fra 225 MHz til 5,8 GHz. Afhængig af dyrearten og frekvensen af radiobølgerne varierede den eksponering, der kræves for at fremkalde adfærdsforstyrrelser, meget, fra ca. 100 til 1400 W/m2. Imidlertid varierede helkrops-SAR hos dyrene over et mindre interval, der spænder fra 3,2 til 8 W / kg. Tærsklen for adfærdsforstyrrelser har [gennem forsøg] været forbundet med en stigning i kropstemperaturen hos dyr på ca. 18 °C.
Om indstilling af basisgrænse og eksponeringsgrænser
På grundlag af litteraturgennemgangen fastsatte underudvalget en værdi på 4 W/kg for helkropsmiddel-SAR som tærskel for adfærdsforstyrrelser hos dyr. Komitéen nedsatte derefter denne SAR-værdi med faktor 10 [dvs. til en tiendedel] for at fastsætte den grundlæggende grænse [dvs. øvre grænse] for eksponering i kontrollerede miljøer og derefter yderligere med faktor 5 for eksponering i ukontrollerede miljøer. Som følge heraf er de grundlæggende begrænsninger for helkrops SAR 0,4 W / kg for kontrollerede miljøer og 0,08 W / kg for ukontrollerede miljøer. Som følge heraf er de grundlæggende begrænsninger blevet fastsat som faktor 10 og faktor 50 under de niveauer, der har vist sig at fremkalde adfærdsforstyrrelser hos dyr ved helkropseksponeringer på mellem nogle få minutter og flere timer.
Med udgangspunkt i ingeniøranalysen fastsatte udvalget derefter grænseværdier for det eksterne område (eksponering), således at disse grænser ville sikre overholdelse af de grundlæggende begrænsninger. Da kroppens evne til at absorbere energien afhænger af frekvensen, gør eksponeringsgrænserne det også. Der blev udviklet andre grænseværdier for delvis kropseksponering og for felter med usædvanlige karakteristika, såsom meget korte impulser af meget høj intensitet.
Underudvalget fastsatte også grænser for delvis kropseksponering baseret på tekniske beregninger. Det var baseret på observationer af, at den maksimale SAR for hver kropsdel under mange eksponeringsbetingelser er ca. 20 gange højere end den gennemsnitlige helkrops-SAR. Underudvalget (underudvalg 4 under IEEE Standards Coordination Committee 28) fastsatte derfor en grænse på 8 W/kg for delvis kropseksponering i kontrollerede miljøer og 1,6 W/kg for ukontrollerede miljøer. Disse eksponeringer bør beregnes som gennemsnit i små mængder (svarende til 1 gram) væv.
Godkendelse af standarden
IEEE-standarden fra 1991 gennemgik en lang og streng proces, før den endelig blev godkendt af IEEE. Det første skridt i denne proces var afstemningen i underudvalg 4. I overensstemmelse med IEEE-proceduren blev afstemningen foretaget i flere faser. Efter hver indledende afstemning blev alle negative stemmer og kommentarer sendt til underudvalget, og de medlemmer, der havde afgivet stemme i første instans, fik mulighed for at kommentere eller bekræfte eller ændre deres stemme. Endelig godkendelse krævede et flertal på 75% af de indgivne stemmesedler. Efter at være blevet godkendt af underudvalg 4 blev udkastet til standard sendt til General Committee (SCC-28) til godkendelse gennem samme type afstemningsproces og derefter til IEEE Standards Board til endelig godkendelse. Den endelige, godkendte IEEE-standard blev derefter sendt til American National Standard Institute (ANSI), som derefter krævede en periode til offentlig høring og derefter til et svar fra IEEE-udvalget, der oprindeligt designede standarden. I 1992 vedtog ANSI standarden som en amerikansk national standard.
I øjeblikket [2005] gennemgår standarden endnu en revision, som forventes afsluttet i 2004 [C95.1-2005]. Underudvalg 4 arbejdsgrupper vurderer ca. 1.300 videnskabelige artikler, der beskæftiger sig med biologiske effekter fra RF-felter. Disse blev udvalgt fra den fagfællebedømte videnskabelige litteratur med input fra føderale direktorater og andre organisationer. En anden arbejdsgruppe gennemgår litteraturen for at identificere SAR-tærskelniveauer, hvor virkninger, der kan være sundhedsskadelige, sandsynligvis vil forekomme hos mennesker, hvis de overskrides. Som led i denne gennemgang er der udarbejdet en række »hvidbøger« med henblik på at gennemgå den eksisterende litteratur, der er relevant for visse emneområder. Mange af disse artikler vil blive offentliggjort i et særnummer af tidsskriftet Bioelectromagnetics [4]. Som med tidligere versioner af standarden kræves en omfattende godkendelsesproces og designet til at sikre gennemsigtighed og dokumentation af processen på alle niveauer [5, 6].
Om den tvivl, der udtrykkes om IEEE-standarden
Nogle lægfolk har udtrykt tvivl om, hvorvidt standarden eller processen, hvorigennem den blev udviklet, er tilfredsstillende og hensigtsmæssig. Nogle af disse indvendinger behandles nedenfor.
Indsigelse 1. “IEEE’s proces til fastsættelse af en standard for RF-energi er indfanget af branchen, og kun branchens synspunkter er repræsenteret.”
IEEE-eksponeringsgrænser udvikles gennem en åben proces, hvilket bidrager med at sikre et niveau af gennemsigtighed og dokumentation, der er unikt for bestemmelse af RF-eksponeringsgrænser. De procedurer, der anvendes af IEEE Standards Association Standards Board, som styrer ICES, er forklaret i [5], og de særlige procedurer, der anvendes af ICES, er beskrevet i [6].
For at illustrere forskelligartetheden blandt deltagerne i IEEE-standardudviklingsprocessen nævnes det, at 1991-standarden blev udarbejdet under hovedudvalget af et underudvalg på 125 medlemmer, som var bredt fordelt med hensyn til arbejdssted og specialer (tabel 1a og b). Dette udvalg repræsenterede en meget bred vifte af ekspertise, herunder læger, grundforskere og ingeniører.
Kun et mindretal af medlemmerne var fra erhvervslivet, mens den største gruppe blandt medlemmerne var fra den akademiske verden. ICES-komitéen, som nu [2005] er ved at udarbejde den seneste revision af standarden, har en tilsvarende bred repræsentation, jf. tabel 2, litra a) og b).
Indsigelse 2. “Standarden ser bort fra virkningerne af langvarig eksponering og ‘ikke-termiske’ virkninger.”
IEEE og andre standarder for eksponeringsgrænser for RF/mikrobølger er primært baseret på laboratorieundersøgelser på dyr og anvendelse af kortvarig eksponering (højst et par timer). Den effekt, der anvendes til at fastsætte grænsen for niveauet for eksponering af hele kroppen (adfærdsforstyrrelser), er helt klart et opvarmningsfænomen. Nogle forskere har rapporteret effekter ved meget lavere eksponeringsniveauer. Disse kaldes undertiden “ikke-termiske” effekter. Hver version af IEEE-standarden har anerkendt eksistensen af sådanne rapporter, samtidig med at det påpeges, at disse rapporter var utilstrækkelige til at betragte disse virkninger som en sundhedsfare eller til at blive brugt som grundlag for udvikling af eksponeringsretningslinjer. For eksempel hedder det i standarden fra 1991, at “forskning i virkningerne af vedvarende eksponering og spekulationer om den biologiske betydning af ikke-termiske påvirkninger har endnu ikke resulteret i noget meningsfuldt grundlag for at foretage ændringer i standarden. Det henstår stadig at se, hvad fremtidig forskning kan producere til overvejelse ved den næste revision af denne standard.” Andre organisationer er uafhængigt kommet til samme konklusion. Sammenfattende er IEEE og andre eksponeringsgrænser designet til at beskytte mod farer fra identificeret RF-energi. ICES eller tidligere komitéer har ikke været i stand til at finde troværdig dokumentation for kumulative virkninger som følge af vedvarende eksponering, herunder kræft, eller andre farlige virkninger af svag eksponering.
Selv om denne vurdering er baseret på en stor mængde forskning, der strækker sig tilbage til 1950’erne og før, er den altid åben for genovervejelse i fremtidige revisioner af standarden. Andre forbedringer af standarden overvejes i den nuværende [2005] runde af IEEE-standarden. F.eks. fortsætter drøftelserne om forbedringer af standardens interne konsistens og om uddybning af anvendelsen af sikkerhedsfaktorer ved beregning af eksponeringsgrænser.
Indsigelse 3. “Andre lande har lavere grænser end IEEE / ANSI-standarderne og giver bedre beskyttelse til deres borgere.”
Eksponeringsgrænserne for RF-energi varierer meget fra land til land. Imidlertid ligner retningslinjerne i langt de fleste lande retningslinjerne fra IEEE eller er meget tæt på ICNIRP’s retningslinjer. Nogle få lande har valgt langt lavere grænser, blandt andet på grund af forskellige tankegange om, hvordan grænserne skal sættes. IEEE og de fleste andre vestlige eksponeringsgrænser er designet på grundlag af påviste tærskler for risici RF-felter og er derfor baseret på [real] videnskab. Filosofien bag andre eksponeringsgrænser er meget anderledes [7].
For eksempel har Schweiz, Italien og et par andre lande vedtaget RF-energi eksponeringsgrænser. Disse er ikke baseret på dokumenterede risici, men afspejler ønsket om at sætte eksponeringsgrænser så lavt, som det økonomisk og teknisk praktisk er muligt for at beskytte mod muligheden for en endnu uopdaget fare ved RF-eksponering på lave niveauer.
Helt anderledes er situationen i tilfældet med RF-eksponeringsgrænserne i Rusland og andre stater i det tidligere Sovjetunionen (FSU) og flere østeuropæiske lande, som længe har været langt lavere end dem i USA og Vesteuropa. Denne situation har eksisteret siden 1960’erne eller før, og har i lang tid været en kilde til offentlig kontrovers i Vesten. Det [real] videnskabelige grundlag for de russiske grænser er ikke klart angivet i deres retningslinjer, og det har været vanskeligt for vestlige forskere at vurdere FSU’s forskernes originale værker i detaljer. Selvom de grænser, de har sat, synes at afspejle en overbevisning fra FSU-forskere om, at lav eksponering for RF-energi forårsager sundhedsmæssige virkninger, har vestlige sundhedsmyndigheder generelt ikke været i stand til at påvise nogen sundhedsfarer ved eksponeringsniveauer, der er svagere end IEEE og ICNIRP’s retningslinjer for eksponering.
Af både filosofiske og praktiske grunde er det ønskeligt at “harmonisere” eksponeringsgrænser rundt om i verden. Dette er målet for et projekt, der blev indledt i 1998 af Verdenssundhedsorganisationens EMF-projekt [The International EMF Project], og som delvist var motiveret af ønsket om at give verdens befolkninger samme grad af sundhedsbeskyttelse [8]. Kommercielle hensyn i forbindelse med den stigende globalisering af handelen vil også tilskynde landene til at vedtage ens eksponeringsgrænser for RF-energi i fremtiden.
COMAR mener, at retningslinjer baseret på [real] videnskab, såsom dem fra IEEE eller de i det væsentlige lignende retningslinjer fra ICNIRP, tilbyder et højt beskyttelsesniveau mod alle farer fra RF-energi, som er påvist, og at de bør tjene som modeller over hele verden. Standarderne er levende dokumenter og vil blive revideret, efterhånden som flere videnskabelige data bliver tilgængelige.
Godkendelse
Denne udtalelse er udarbejdet af medlemmerne af COMAR’s underudvalg om eksponeringsstandarder: J. Cohen, L. Erdreich, K.R. Foster, J. Osepchuk, R. Petersen (formand), R. Tell og M.C. Ziskin. Det er gennemgået af medlemmerne af COMAR, som alle har ekspertise inden for det generelle område af samspillet mellem elektromagnetiske felter og mennesker. Denne endelige rapport blev godkendt ved afstemning blandt alle COMAR-medlemmer og af IEEE EMBS Executive Committee.
Kilder og yderligere læsning
[1] IEEE C95.1-1991, Standard for sikkerhedsniveauer med hensyn til menneskelig eksponering for radiofrekvente elektromagnetiske felter, 3 kHz til 300 GHz, (1999-udgaven).
[2] International Commission on Non-Ionizing Radiation Protection, “Guidelines for limiting exposure to time-varierende electric-, magnetic and electromagnetic fields (up to 300 GHz)”, Health Physics, vol. 74, no. 4, pp. 494–522, 1998.
[3] J. M. Osepchuk og R. C. Petersen, “Safety standards for exposure to electromagnetic fields”, IEEE Microwave Magazine, vol. 2, no. 2, pp. 57–69, juni 2001.
[4] “Anmeldelser af virkningerne af RF-felter på forskellige aspekter af menneskers sundhed,” Bioelectromagnetics, vol. 24, nr. S6, 2003.
[5] Velkommen til udvikling af IEEE-standarder online [Online]. Tilgængelig: http://standards.ieee.org/resources/development/index.html
[6] IEEE International Committee on Electromagnetic Safety [Online]. Tilgængelig: http://grouper.ieee.org/groups/scc28/
[7] K. R. Foster, “Begrænsende teknologi: Problemer med indstilling af eksponeringsretningslinjer for radiofrekvensenergi”, i Ma Jian-Guo, red. 3rd Generation Mobile Communication Systems: Future Developments and Advanced Topics, Springer, sept. 2003.
[8] Ramme for harmonisering af standarder [Online]. Tilgængelig: http://www.who.int/pehemf/standards/framework/en/
Læs mere her:
