Beretningen om hvordan Federal Communications Commission (FCC) er domineret af de industrier, den burde regulere.

Lobbyisme og en svingdørskultur har tilladt magtfulde pengeinteresser ubegrænset adgang til på en lang række måder at forme FCC’s politikker, ofte på bekostning af grundlæggende offentlige interesser.

“Det mest lumske af alt er,” skriver Norm Alster, “at den trådløse industri har fået lov til at vokse ukontrolleret og praktisk talt ureguleret, og hvor de grundlæggende spørgsmål om folkesundhedens indvirkning rutinemæssigt er blevet ignoreret.”

Af Norm Alster, 2015

Introduktion

Den 25. april 2022 vedtog FCC (*) en ny politik (DA 22-455). Den nye regel fritager medlemmer af FCC’s teknisk rådgivende råd (TAC) fra krav om offentlig rapportering.

Technical Advisory Council (TAC) (**) omfatter repræsentanter for omkring 50 større virksomheder (f.eks. AT&T, Apple, Charter, Cisco, Comcast, Ericsson, Hughes, Intel, Microsoft, Motorola, Nokia, NTT, Qualcomm, Samsung, T-Mobile, Verizon, Viaasat) og branchelobbyistorganisationer (f.eks. Consumer Electronics Association, CTIA, National Assn of Broadcasters, NCTA, NTCA).

Offentlig gennemsigtighed betragtes som en vigtig hjørnesten i regeringens aktiviteter, skriver Joel Moskowitz, Direktør for UC Berkeley Center for Family and Community Health, den 5. maj 2022 som introduktion til Norm Alsters artikel. Artiklen er, selvom den er fra 2015, stadig er yderst aktuel.

Moskowitz stiller derefter spørgsmålet: Hvorfor er den nye politik så nødvendig? Tjener den offentlighedens interesse, eller forbedrer den industriens kontrol over FCC?

For at få svar på det spørgsmål anbefaler Joel Moskowitz at læse eller genlæse Norm Alsters artiklen: ‘Indfanget agentur: Hvordan Federal Communications Commission er domineret af de industrier, den burde regulerer.’ (***)

Artiklen finder du nedenfor i en oversat udgave.

Norm Alster:

Norm Alster er uddannet fra Columbia College og Columbia School of Journalism. I løbet af sit stipendieår undersøgte han, hvordan en helt urimelig indflydelse fra virksomheds interesser førte til fejl vedrørende kommissorier samt udeladelser hos FCC.

Noter:

*) Federal Communications Commission (FCC) er et amerikansk standardiserings agentur, der regulerer mellemstatslig og international kommunikation via kabel, radio, tv, satellit og netværk. Kommissionens mål er at fremme opkobling og sikre et robust og konkurrencedygtigt marked. Agenturet blev etableret i 1934.
**) The Technical Advisory Council (TAC) er et føderalt rådgivende udvalg under Federal Communications Commission og FCC’s Office of Engineering and Technology (OET). Dets mandat er at give FCC teknisk rådgivning inden for de hurtigt voksende områder som kabel-tv, telefoni og internettet. TAC har eksisteret siden 2010.
Listen over udvalgets medlemmer findes her:
https://www.fcc.gov/engineering-technology/electromagnetic-compatibility-division/technological-advisory-council-tac
**) Alster, Norm. Captured agency: How the Federal Communications Commission is dominated by the industries it presumably regulates. Cambridge, MA: Edmund J. Safra Center for Ethics, Harvard University. 2015.
Hele original artiklen kan findes her:
https://ethics.harvard.edu/files/center-for-ethics/files/capturedagency_alster.pdf
Se mere her om teleindustrien og dens arbejdsmetoder:
https://nejtil5g.dk/dokumenter/teleindustrien-arbejdsmetoder/
Se mere her om uafhængig eller støttet forskning:
https://nejtil5g.dk/dokumenter/teleindustrien-uafhaengig-og-stoettet-forskning/

INDHOLD

1. Det korrupte netværk
2. Bring blot ikke sundhed op
3. Trådløse bøller og tobaksanalogien
4. Du behøver ikke ledninger til at binde folk
5. $270 milliarder . . . og leder efter værdig trængende
6. Kabelforbindelsen
7. Hvad med privatlivets fred?
8. Afhængighed driver netværket af korruption
9. En beskeden dagsorden for FCC
10. Vildfarne tanker
    Bilag – Undersøgelse af forbrugernes holdninger
    Slutnoter

Kapitel 1: Det korrupte netværk

Renee Sharp virkede stolt over at diskutere sit møde i foråret 2014 med Federal Communications Commission.

Som forskningsdirektør for Environmental Working Group får Sharp ikke mange chancer for at besøge FCC. Men ved denne lejlighed var hun i stand til at udtrykke sin bekymring over, at de slappe FCC-standarder for stråling fra trådløse teknologier er særlig farlige for børn.

FCC have dog ingen problemer med at afvise disse bekymringer.

Med den argumentation, at de nuværende standarder er mere end tilstrækkelige, og at børn ikke har nogen forhøjet risiko for mikrobølgestråling, behøver de trådløse industrilobbyister generelt ikke at lave aftaler måneder i forvejen. De står ved FCC’s dør nat og dag.

Faktisk har en tidligere leder i Cellular Telecommunications Industry Association (CTIA), industriens vigtigste lobbygruppe, pralet med, at CTIA mødes med embedsmænd ved FCC “500 gange om året.” (1)

Sharp virker ikke overrasket. “Der er ingen tvivl om, at regeringen har været under indflydelse af industrien. FCC er et indfanget agentur”, sagde hun. (2)

Et indfanget agentur.

Det er et udtryk, der dukker op gang på gang i forbindelse med FCC. Indfangede agenturer er i det væsentlige kontrolleret af de industrier, de formodes at skulle regulere. Et detaljeret kig på FCC aktiviteter – og manglende aktiviteter – viser, at FCC gennem årene har givet den trådløse industri stort set alt, hvad den har ønsket. Indtil for ganske nylig har den også givet kabel industrien, hvad den ønskede. Mere generelt har FCC igen og igen gentaget de store teknologi interessenters lobbyvirksomhed.

Penge – og masser af dem – har spillet en rolle. National Cable and Telecommunications Association (NCTA) og CTIA har årligt været blandt Washingtons største lobbyister.

CTIA alene lobbyede på mindst 35 forskellige kongreslovforslag i løbet af første halvdel af 2014.

AT&T og Verizon, som er markedsførende indenfor det trådløse, arbejder gennem CTIA. Men de laver også deres egen lobbyvirksomhed og brugte næsten 15 millioner dollars frem til juni 2014, ifølge data fra Center for Responsive Politics (CRP). I alt brugte CTIA, Verizon, AT&T, T-Mobile USA og Sprint omkring 45 millioner dollars på lobbyvirksomhed i 2013. Samlet set er kommunikations-/elektroniksektoren en af ​​Washingtons supersværvægtslobbyister, der brugte næsten 800 millioner dollars i 2013-2014, ifølge CRP-data.

Men industriens direkte lobbyvirksomhed er blot en af ​​mange orme i et rådnet æble. FCC sidder i kernen af ​​et netværk, der har tilladt magtfulde pengeinteresser med ubegrænset adgang til en række forskellige måder at forme sine politikker på, ofte på bekostning af grundlæggende offentlige interesser.

Som følge heraf er forbrugernes sikkerhed, sundhed og privatliv, sammen med forbrugernes tegnebøger, alle blevet overset, ofret eller overfaldet på grund af ukontrolleret industripåvirkning. Kabelindustrien har konsolideret sig til gigantiske lokale monopoler, der kontrollerer prisfastsættelsen, samtidig med at forbrugerne har få valgmuligheder over valget af indhold. Selvom FCC kun har et delvist ansvar, har de føderale tilsynsmyndigheder tilladt internettet at vokse til et stort jagtområde for kriminelle og kommercielle interesser: en destination for overgivelse af personlige oplysninger, privatliv og identitet.

Det mest lumske af alt er, at den trådløse industri har fået lov til at vokse ukontrolleret og praktisk talt ureguleret, og hvor de grundlæggende spørgsmål om folkesundhedens indvirkning rutinemæssigt er blevet ignoreret.

Industrien kontrollerer FCC gennem et fra start til slut kvælertag, der strækker sig fra dens velplacerede kampagneudgifter i Kongressen gennem dens kontrol med FCC’s Kongres tilsynsudvalg til dens vedholdende agenturlobbyi virksomhed. “Hvis du er i et udvalg, der regulerer industrien, vil du være et vigtigt mål for industrien,” sagde Twaun Samuel, stabschef for kongresmedlem Maxine Waters. (3)

Samuel hjalp for flere år siden med at skrive et lovforslag med det formål at bremse dette svingdørs system. Men da kongressen fik sine marchordrer fra industrien, vandt lovforslaget aldrig gehør.

Industrikontrollen, i forbindelse med de trådløse sundhedsproblemer, strækker sig ud over Kongressen og regulatorer til den grundlæggende videnskabelig forskning. Og i et åbenlyst ekko af tobaksindustriens hårde taktik, har den trådløse industri bakket op om sin økonomiske og politiske magt ved mur af PR samt mobbet potentielle trusler til underkastelse med sin enorme hær af advokater. På denne måde skræmte en forkælet trådløs industri byen San Francisco til tavshed, mens den slog hårdt ned på de lokale modstandere af den ekspansive infrastruktur.

På et personligt plan er hele systemet fedtet ind i det frie flow mellem den udøvende ledelse mellem FCC og de industrier, som den burde føre tilsyn med. For tiden er det Tom Wheeler, der præsiderer over FCC, en mand, der har ledet de to mest magtfulde industrilobbygrupper: CTIA og NCTA. Det er Wheeler, der engang overvågede en industrifinansieret forskningsindsats på 25 millioner dollars om de trådløse sundhedseffekter. Men da den håndplukkede forskningsleder George Carlo konkluderede, at trådløs stråling øgede risikoen for hjernetumorer, skyndte Wheelers CTIA sig angiveligt at dæmpe beskeden. ”Du laver videnskaben. Jeg tager mig af politikken,« husker Carlo, at Wheeler sagde. (4)

Wheeler har gennem tiden vist sig at være en mesterlig politiker. Præsident Obama forbigik Wheelers lobbyistfortid for at nominere ham som FCC-formand i 2013. Han havde trods alt rejst mere end $700.000 til Obamas præsidentkampagner. Wheeler havde lidt problemer med at blive anerkendt i et senat, hvor demokraterne overholdt den præsidentale linje, og hvor republikanere forstod, at Wheeler var den mest industrivenlige kandidat, som de kunne få. Og mens Wheeler, på foranledning af sin præsidentsponsor, har taget kabelgiganterne med i sine planer om netneutralitet og vist en vis åbenhed om andre spørgsmål, har han vist at han kan stå fast overfor de trådløse.

Wheeler, som nylig blev indsat som formand for det agentur, han engang bombarderede med partisan tilråb, ser nu velkendte ansigter stå i spidsen for industriens lobbygrupper, der uophørligt ansøger FCC. Hos CTIA, som nu kalder sig CTIA – The Wireless Association, er tidligere FCC-kommissær Meredith Atwell Baker ansvarlig.

Og mens mobiltelefonproducenter som Apple og Samsung, sammen med giganter af trådløse tjenester som Verizon og AT&T, er fremtrædende CTIA-medlemmer, har infrastrukturen på 300.000 eller flere cellulære basestationer og antennesteder sin egen lobbygruppe: PCIA, Wireless Infrastructure Association. Præsident og administrerende direktør for PCIA er Jonathan Adelstein, en anden tidligere FCC-kommissær. I mellemtiden beskæftiger kabelindustriens NCTA tidligere FCC-formand Michael Powell som sin præsident og administrerende direktør. Hyggeligt, ikke?

FCC-kommissærer modtog i 2014 invitationer til Wireless Foundations 19. maj Achievement Awards Dinner. Det lyder harmløst, men kendsgerningen var, at den primære hæder ved middagen tilfaldt ingen ringere end den tidligere trådløse lobbyist, men nuværende FCC-formand Tom Wheeler. Er han manden, der vil handle ved at se upartisk på den voksende mængde af beviser, der peger på sundheds- og sikkerhedsspørgsmål?

Svingdøren forstærkes også af gennemslagskraften ved en anden knude på det industrikontrollerede indflydelsesnetværk. Medlemmerne af kongressens tilsynsudvalg er industriens primære mål. Kabelindustrien ved for eksempel, at nøglelovgivningen skal igennem underudvalget for kommunikation og teknologi i Husets Energy and Commerce Committee. Det er så ikke særlig mærkeligt, at formanden for underudvalget, Greg Walden, var den anden førende modtager (efter formanden John Boehner) af bidrag fra kabelindustrien i de sidste seks år (frem til den 30. juni 2014). I alt har Walden, en republikaner fra Oregon, overtaget $108.000 fra kabel- og satellitproduktions- og distributionsselskaber. (5) Men han er ikke alene. Seks af de ti største modtagere af kabel- og satellitbidrag sidder i branchens tilsynsudvalg. Det samme gælder senatorerne i kabeltilsynsudvalget. Komiteens medlemmer består af seks af de ti største modtagere af kampagnepenge fra branchen. (6)

Det kompromitterede FCC-netværk går langt ud over svingdørs- og kongressens tilsynsudvalg. Washington sociale scene er en, hvor penge sætter tonen og afholder festerne. Et kig på den seneste kalender for en nuværende FCC-kommissær viser, at det ville kræve en meget disciplineret og næsten hellig opførsel fra regeringsembedsmænds side for at modstå fristelsen fra overdådige middage og cocktailbegivenheder. For at parafrasere den ikoniske undersøgende journalist I.F. Stone, hvis du skal arbejde i Washington, så tag dit kyskhedsbælte med. Al gratis spiritus, mad og hygge omsættes til lobbyistens ultimative mål: At få adgang.

“De har uforholdsmæssig stor adgang,” bemærker tidligere FCC-kommissær Michael Copps. “Når du er i en by, hvor de fleste af de mennesker, du møder socialt, er i industrien, behøver du ikke at tilskrive det ondsindet adfærd,” tilføjede han. (7)

Ikke ondsindet i motivet. Men resultaterne kan være giftige. Og skylden hviler ikke udelukkende på de nuværende kommissærers fødder. FCC’s problemer går forud for Tom Wheeler og går langt tilbage i tiden.

Faktisk påpeger tidligere formand Newton Minow, der er evig berømt for sin beskrivelse fra 1961 af tv som en “stor ødemark”, at industriens manipulation af regulatorer var et problem allerede dengang. ”Da jeg ankom, blev FCC og kommunikationsindustrien begge betragtet som afløbsbrønde. En del af mit job var at prøve at rydde op i det.” (8)

Mere end 50 år senere fortsætter rodet med at hobe sig op.

Kapitel 2: Bring blot ikke sundhed op

Det måske bedste eksempel på, hvordan FCC er viklet ind i en kæde af korruption, er hele mobilmast og antenneinfrastrukturen, som er hjertet i den fænomenalt succesrige trådløse industri.

Det hele begynder med vedtagelsen af ​​Telecommunications Act af 1996, en lovgivning, der engang blev beskrevet af South Dakota republikanske senator Larry Pressler som “det mest lobbyerede lovforslag i historien.” Med vedvarende lobbyvirksomhed vandt den trådløse industri enorme indrømmelser fra lovgiverne, mange af dem var store modtagere af industriens hårde og bløde dollarbidrag. Kongressens medarbejdere, der hjalp lobbyisterne med at skrive den nye lov, forblev heller ikke ulønnet. Tretten ud af femten ansatte blev senere selv lobbyister. (9)

Sektion 332 (c) (7) (B) (iv) i loven er bemærkelsesværdi – og det adverbium synes uundgåeligt bedst – zonemyndigheden fjernes fra de lokale regeringer. Helt specifikt kan de lokale regeringer nu ikke hævde, at det er på baggrund af sundhedsmæssige bekymringer om stråling fra mobilmasterne at mastelicenser skal afvises, så længe masterne overholder FCC-reglerne.

Ved at forhindre lokale zonemyndigheder indgreb – sammen med offentlighedens ret til at beskytte sin egen sikkerhed og sundhed – udløste kongressen et orgie i udbygningen af infrastruktur. Opmuntret af regeringens grønne lys og forbrugernes store appetit på trådløs teknologi har industrien haft frie hænder til at installere mere end 300.000 websteder. Kirketårne, skolegårde, skoletage, selv træer kan huse disse faciliteter.

Er der nogen grund til at tro, at disse faciliteters relativt lave radiofrekvensemissioner udgør en trussel mod folkesundheden? Bestemt, mobiltelefonerne alene, holdt tæt ind til hovedet, har været i fokus for de største bekymringer om RF-emissioner. Da virkningen af ​​RF aftager med afstanden, afviser industriens fortalere og mange videnskabsmænd muligheden for, at sådanne strukturer udgør nogen sundhedsrisici.

Men så enkelt er det ikke. En foruroligende mængde beviser tyder på, at eksponering for selv lave emissionsniveauer ved typiske cellulære frekvenser mellem 300 MHz og 3 GHz kan have en lang række negative virkninger.

I en gennemgang fra 2010 af forskning om de biologiske virkninger ved eksponering for stråling fra basestationer i mobilmaster ​​fandt B. Blake Levitt og Henry Lai ud af, at “der eksisterer en del forskning der berettiger til forsigtighed med hensyn til placering af infrastruktur.” (10) De opsummerede resultaterne vedr. en undersøgelse fra 2002, der sammenlignede helbredet for 530 mennesker, der boede på forskellige afstande inden for 300 meter fra mobilmaster ​​med en kontrolgruppe, der boede mere end 300 meter væk. ”Resultater indikerede øgede symptomer og klager, jo tættere en person boede på en mast. Ved <10 m inkluderede symptomerne kvalme, tab af appetit, synsforstyrrelser og besvær med at bevæge sig. Signifikante forskelle blev observeret op til 100 m for irritabilitet, depressive tendenser, koncentrationsbesvær, hukommelsestab, svimmelhed og lavere libido.” (11)

En undersøgelse fra 2007 udført i Egypten fandt lignende resultater. Levitt og Lai rapporterer: “Hovedpine, hukommelsesændringer, svimmelhed, rysten, depressive symptomer og søvnforstyrrelser var signifikant højere blandt udsatte indbyggere end kontrolgruppen.” (12)

Ud over de epidemiologiske undersøgelser rejser forskningen af en bred vifte af levende organismer yderligere røde flag. En undersøgelse fra 2013 af de indiske videnskabsmænd S. Sivani og D. Sudarsanam rapporterer: “Baseret på aktuel tilgængelig litteratur er det berettiget at konkludere, at RF-EMF [elektromagnetiske felter] eksponering af stråling kan ændre neurotransmitterfunktioner, blod-hjernebarriere, morfologi , elektrofysiologi, cellulær metabolisme, calciumudstrømning og gen- og proteinekspression i visse typer celler selv ved lavere intensiteter.” (13)

Artiklen fortsætter med at detaljere virkningerne af mobilmastemissioner på en lang række levende organismer: “Trætoppe har en tendens til at tørre ud, når de vender direkte mod mobilmastens antenner…. En undersøgelse foretaget af Center for Environment and Vocational Studies ved Punjab University bemærkede, at embryoner fra 50 æg fra gråspurve blev beskadiget efter at have været udsat for mobiltårnstråling i 5-30 minutter…. I en undersøgelse af køer og kalve om virkningerne af eksponering fra mobilmaster, blev det bemærket, at 32 % af kalvene udviklede nuklear grå stær, 3,6 % alvorligt.” (14)

Udgør noget af det et afgørende bevis, der ville kræve meget strammere kontrol af den trådløse infrastruktur? Ikke efter industriens og dets indfangne agenturs vurdering. Med henvisning til andre undersøgelser – ofte industrifinansierede – der ikke kan fastslå sundhedseffekter, har den trådløse industri afvist sådanne bekymringer. FCC har typisk gentaget denne holdning.

”Husk på, at en let regulering har været en faktor i den ekstraordinære vækst af trådløst.” CTIA sagde præcis det i et webindlæg, der krediterer Clinton-administrationens lette regulatoriske touch. Det er klart, at mobilteknologi er vildt populær, fordi den giver mange fordele for forbrugerne. Men selv hvis man tager højde for denne popularitet og den ufuldstændige videnskabelige viden, vækker nogle af disse resultater da ikke bekymring nok til at retfærdiggøre et vist tilbageskridt på den skæve føderale prævention af de lokale zonerettigheder?

I virkeligheden, er det stik modsatte sket, siden vedtagelsen af 1996-loven. Igen og igen har både Kongressen og FCC valgt at skærpe – i stedet for at løsne – den føderal forrang over den lokale zonemyndigheder. I 2009, for eksempel, overbeviste den trådløse industri FCC om at indføre et “shot clock” (nedtællingsur), der kræver handling inden for 90 dage på mange zoneinddelingsapplikationer. “Min fornemmelse er, at det var en industrianmodning,” sagde Robert Weller, der stod i spidsen for FCC’s kontor for teknik og teknologi, da “shot clock” blev overvejet og indført. (15)

Og netop i november sidste år stemte FCC for yderligere at begrænse de lokale embedsmænds rettigheder til at kontrollere udvidelsen af ​​antennepladser. Igen og igen har Kongressen og FCC udvidet den trådløse industris carte blanche til at udbygge infrastrukturen uanset konsekvenserne for lokalsamfundene.

Spørgsmålet, der hænger oven over alt dette: Ville forbrugernes omfavnelse af mobiltelefoner og Wi-Fi være lige så ivrig, hvis den trådløse industri, aktiveret af sine Washington rend-i-byen-drenge, ikke så konsekvent havde stenet enhver dokumentation og erstattet juridisk intimidering med ærlige undersøgelser? (Se appendiks for online undersøgelse af forbrugernes holdninger til trådløs sundhed og sikkerhed.)

Dokumentsøgninger under Freedom of Information Act afslører Tom Wheelers og FCC’s centrale rolle i spørgsmålet om placering af mobilmaster. Som både lobbyist og FCC-formand har Wheeler vist sig at være en god ven af ​​den trådløse industri.

I januar 1997 skrev CTIA-høvdingen Wheeler til FCC Wireless Telecommunications Bureau-chef Michele C. Farquhar med henvisning til adskillige kommunale bestræbelser på at hævde kontrol over placeringerne.

Wheeler hævdede for eksempel, at en delstat i New England havde vedtaget en lov, der pålagde dens offentlige servicekommissær at udsende en rapport om sundhedsrisici forbundet med trådløse faciliteter. (16) Han stiller spørgsmålstegn ved, om en sådan undersøgelse – og om regulativer baseret på dens resultater – vil krænke FCC’s forkøbsret.

FCC-bureauchef Farquhar forsikrede hastigt Wheeler om, at ingen undersøgelser kan konsulteres i zoneinddelingsbeslutningen. “Derfor, baseret på fakta, som du har præsenteret dem, synes den del af statutten, der pålægger statskommissæren at anbefale regler baseret på undersøgelsens resultater, at være foregribende,” (17) skrev FCC-embedsmanden til Wheeler. Hun understregede, at staten havde ret til at lave undersøgelsen. Den kunne blot ikke afslå en placeringsansøgning baseret på indsigt fra samme.

I 1997 udsendte FCC det budskab, det implicit har godkendt og formidlet lige siden: Undersøg sundhedseffekter alt det, du vil. Det er lige meget, hvad du finder. Udbygningen af ​​det trådløse kan ikke blokeres eller bremses grundet helbredsproblemer.

Lad os nu spole frem for at se Wheeler på den anden side af svingdøren, hvor han interagerer som FCC-formand med en tidligere FCC-kommissær, som nu er industrilobbyist.

Et brev af 14. marts 2014 (18) afslører det søde forhold mellem Wheeler og tidligere kommissær Jonathan Adelstein, der nu er leder af PCIA, lobbygruppen for cellulær infrastruktur.

Det refererer også til FCC-formand Wheeler, der søger politisk rådgivning fra lobbyisten Adelstein:

“Tom – Det var dejligt at se dig den anden aften ved FCBA-eventen, og vidunderligt at se, hvor sjovt du har det (hvis det er det rigtige ord). Jeg ved, at jeg nød min tid der (takket være din hjælp med Daschle til at lade mig få rollen i første omgang!).”

“Tak fordi du spurgte, hvordan vi tror, ​​at FCC kan hjælpe med at anspore den trådløse bredbåndsudbredelse,” skriver den trådløse lobbyist til den tidligere trådløse lobbyist, der nu står bag FCC.

Adelsteins første anbefaling til en FCC-handling: “Ændre reglerne for kategorisk at kunne udelukke DAS og små implementeringer [Red. bemærk: disse er kompakte mastetilføjelser, der i øjeblikket er udbredt] fra miljømæssig og historisk gennemgang.” Adelstein skitserede andre forslag til yderligere begrænsning af den lokale mastezonemyndighed, og FCC gjorde snart sit. Med udgangen af ​​sidste år foreslog styrelsen nye regler, der stort set (men ikke helt) levede op til masteindustriens ønskeliste.

James R. Hobson er en advokat, der har repræsenteret kommuner i zoneinddelingsspørgsmål, der involverer FCC. Han er også en tidligere FCC-embedsmand, men er nu rådgiver hos Best, Best og Krieger, en Washington-baseret kommunal advokatpraksis. “FCC har været industriens allierede,” siger Hobson. Det lobbyistiske pres på FCC var intenst selv tilbage i 70’erne, hvor han var bureauchef. “Da jeg var ved FCC, var meget af min dag optaget af aftaler med industriens lobbyister.” Han siger om CTIA, som Wheeler engang ledede: “Deres eksistensgrundlag er at promovere den trådløse industri. Og de har haft succes med det.” (19)

FCC’s respektfulde tilgang har gjort det muligt for industrien regelmæssigt at omgå og om nødvendigt nedtromle de lokale myndigheder. Overtrædelse af det FCC-pålagte “shot clock” giver for eksempel den trådløse licensansøger mulighed for at klage.

FCC’s service til industrien, som det ellers formodedes at skulle regulere, er åbenbart værdsat. CTIA-webstedet, der typisk flyder over med selvtilfredshed, spreder ros rundt omkring i anerkendelsen af ​​de muliggørende bidrag fra et kooperativt FCC. I en kort opsummering af sine egne strålende præstationer, bruger CTIA to gange ordet “heldigvis” til at beskrive gunstige FCC-handlinger.

Ved at fremme industriens dagsorden kan FCC hævde, at det blot afspejler Kongressens vilje. Men det gør agenturet måske ikke engang.

Husker du nøgleklausulen i 96 Telecom Act, der ikke tillod afvisning af zonetilladelser baseret på sundhedsmæssige bekymringer? Tja, føderal fortrinsret gives til stort set ethvert trådløst outfit på blot én enkelt betingelse: dets installationer skal overholde FCC-standarderne for strålingsemission. I lyset af denne generøse carte blanche til at flytte strålingsudstyr ind i kvarterer, skolegårde og op på hustage, skulle man tro, at FCC i det mindste flittigt ville håndhæve sine egne emissionsstandarder. Men det ser ikke ud til at være tilfældet.

Faktisk fandt en RF-ingeniør, der har arbejdet på mere end 3.000 tagterrasser, store beviser på den manglende overholdelse. Marvin Wessel anslår, at “10 til 20% overstiger de tilladte strålingsstandarder.” (20) Med 30.000 tagantennepladser i hele USA vil det betyde, at omkring 6.000 udsender stråling i strid med FCC-standarderne. Disse emissioner kan ofte være 600 % eller mere over de tilladte eksponeringsniveauer, ifølge Wessel.

Antennestandarder giver mulighed for højere eksponering for arbejderne. I tilfælde af tagterrasser kan sådanne arbejdere være tagdækkere, malere, testere og installatører af varme- og klimaanlæg, for blot at nævne nogle få eksempler. Men ved mange af stederne udsendes der, ifølge Wessel, stråling på meget højere niveauer end dem, der er tilladt i de erhvervsmæssige standarder. Det gælder især lokaliteter, hvor tjenesteudbydere bliver ved med at tilføje nye antenneenheder for at udvide deres dækning. “Nogle af disse nye steder overstiger ti gange det tilladte erhvervsmæssige strålingsniveau,” sagde Wessel. (21) ”I bund og grund,” tilføjer han, ”betyder det, at ingen skal træde ud på taget.”

“FCC håndhæver ikke sin egen standard,” bemærkede Janet Newton, der driver det EMF Policy Institute, en Vermont-baseret non-profitorganisation. Gruppe indgav for flere år siden 101 klager på bestemte tagterrasser, hvor strålingsemissionerne oversteg de tilladte niveauer. “Vi gjorde det som en træning for at holde FCC til ilden,” sagde hun. Men de 101 klager resulterede kun i få responsive handlinger, ifølge Newton. (22)

Tidligere FCC-embedsmand Bob Weller bekræfter den slappe – måske ubetydelig er et mere passende ord – FCC-aktivitet med at håndhæve af ​​antennestandarder. “Så vidt jeg ved, har håndhævelsesbureauet aldrig lavet en målrettet inspektionsindsats omkring RF-eksponering,” sagde han. (23)

Budgetnedskæringer hos agenturet har gjort ondt, hvilket begrænser FCC’s evne til at udføre feltinspektioner, tilføjede han. Men håndhævelse, tilføjer han, ville gøre underværker for at sikre industriens overholdelse af dens begrænsede lovmæssige overholdelseskrav. “Hvis der var målrettet håndhævelse og der blev udstedt bøder, ville industrien være mere opmærksom på at sikre overholdelse og selvregulering,” tilføjede han.

Forsikringen er der, hvor gummiet rammer vejen med hensyn til risiko. Så det er interessant at bemærke, at rating bureauet A.M. Best, som rådgiver forsikringsselskaber om risiko, i 2013 toppede sin liste over “nye teknologibaserede risici” med RF-stråling:

“Risiciene forbundet med langvarig brug af mobiltelefoner, selvom mange undersøgelser i løbet af de sidste 10 år, forbliver uklare. Farerne for de anslåede 250.000 arbejdere om året, der kommer i tæt kontakt med mobiltelefonantenner, er dog nu tydeligt fastslået. Termiske effekter af de cellulære antenner, som virker på tæt hold, i det væsentlige som åbne mikrobølgeovne, kan omfatte øjenskader, sterilitet og kognitive svækkelser.

Mens medarbejdere i mobilselskaber er veluddannede i de potentielle farer, er andre arbejdere, der udsættes for antennerne, ofte uvidende om sundhedsrisiciene. Den fortsatte eksponentielle vækst af cellulære tårne ​​vil markant øge eksponeringen af ​​disse arbejdere og andre, der kommer i tæt kontakt med højenergi mobiltelefonantenner stråling,” skrev A.M. Best. (24)

Så hvad har FCC gjort for at stramme håndhævelsen? Tilsyneladende ikke ret meget. Selvom den følger op på mange af de klager, der er indgivet mod lokaliteter, der påstås at være i strid med standarder, træffer den meget sjældent straffeforanstaltninger. (FCC svarede ikke på skriftlige spørgsmål om detaljerne i dens mastehåndhævelsespolitikker.)

Den offentlige uvidenhed

Den bedste allierede for industrien og FCC på dette (og andre) spørgsmål kan være offentlig uvidenhed.

En online meningsmåling udført for dette projekt bad 202 respondenter om at vurdere sandsynligheden for en række udsagn. (25)

De fleste af udsagnene var genstand for uenighed. Mobiltelefoner øger risikoen for visse sundhedseffekter og hjernekræft, sagde to. Der er intet bevis for, at mobiltelefoner er skadelige, erklærede en anden. Men blandt de seks udsagn var der ét udsagn som er en uomtvistelig kendsgerning: “Den amerikanske kongres forbyder lokalsamfund at overveje sundhedseffekter, når de beslutter, om de skal udstede zonetilladelser til trådløse antenner,” hedder det i erklæringen.

Selvom det er en stenkold kendsgerning, at den trådløse industri, FCC og domstolene alle er blevet til en hård og uundgåelig virkelighed for de lokale myndigheder, svarede kun 1,5 % af alle respondenter, at det var “afgjort sandt.”

Offentlig uvidenhed krævede ikke meget arbejde af den trådløse industri i spørgsmålet om lokal zoneinddeling. Og måske betyder det ikke så meget, i betragtning af den enorme popularitet for de trådløse enheder. Men lad os se på, hvordan den offentlige uvidenhed er blevet dyrket og sikret – med FCC’s passive støtte – ved det potentielt mere forstyrrende spørgsmål om mobiltelefonens sundhedseffekter.

Kapitel 3: Trådløse bøller og tobaksanalogien

Spørgsmål om kabel- og netneutralitet har for nylig tiltrukket sig bred offentlig opmærksomhed (mere om det i kapitel seks). Alligevel er væddemålet der stadig, en fremtidig vurdering af FCC vil afhænge af dets håndtering af det trådløse sundheds- og sikkerhedsspørgsmål.

Og selvom spørgsmålet om masteplacering er et uhyggeligt eksempel på en industridomineret politisk proces, der er løbet amok, ser de alvorlige sundhedsrisici ud til at ligge i selve telefonerne. Det er et problem, der er blusset op adskillige gange i de senere år. Hver gang har industrien formået at slå disse bekymringer tilbage. Men det er værd at bemærke, at det videnskabelige grundlag til bekymring ikke er forsvundet. Om noget er de blevet velbegrundet, efterhånden som ny forskning underbygger ældre bekymringer.

Historien om et FCC, der passivt gentager en industri, der er fast besluttet på at spille hardball med sine kritikere, er værd at se nærmere på. CTIA’s egen hjemmeside anerkender den hjælpsomme hånd fra regeringens “lette reguleringsmæssige touch” der tillader industrien at vokse. (26)

Tidligere kongresmedlem Dennis Kucinich vover én forklaring på den trådløse industris succes med at undgå regulering: “Industrien er vokset så hurtigt, at dens vækst har overhalet alle de sundhedsproblemer, der kunne have fået opmærksomhed i et miljø med langsom vækst. Udbredelsen af ​​teknologien har overvældet alle de institutioner, der ville have forsøgt at lave sikkerhedstest og standarder,” sagde Kucinich (27)

Men kernespørgsmålene forbliver fortsat: Er der virkelig troværdige beviser for, at mobiltelefoner udsender skadelig stråling, som kan forårsage helbredsproblemer og sygdomme hos mennesker? Har FCC gjort et ordentlig stykke arbejde i at beskytte forbrugerne mod sundhedsrisici? Eller er den simpelthen sammensmeltet med industrien med hensyn til sundheds- og sikkerhedsspørgsmål?

Før man går ind i disse spørgsmål, er et perspektiv på sin plads.

For det første er der simpelthen ingen tvivl om nytten af og den enorme popularitet af trådløs teknologi. Folk er afhængige af det i forhold til sikkerhed, information, underholdning og kommunikation. Det kræver ikke en skarp social iagttager at indse, at det trådløse grundigt har indyndet sig i dagligdagen og i kulturen.

Det ubesvarede spørgsmål er dog, om forbrugerne ville omfavne teknologien lige så inderligt, hvis sundheds- og sikkerhedsoplysningerne ikke blev spundet, filtreret og sløret af en række forskellige industrielle taktikker.

For at få lidt indsigt i dette spørgsmål gennemførte vi en online-undersøgelse af 202 respondenter, som næsten alle ejer mobiltelefoner, på Amazons Mechanical Turk-webplatform (se bilag). Et slående sæt resultater: Mange respondenter hævder, at de ville ændre adfærd – reducere brugen af ​​trådløst netværk, genoprette fastnetservice, beskytte deres børn – hvis påstanden om sundhedsfarerne ved det trådløs er sande.

Det er ikke formålet med denne rapport at fastslå, at stort forbrug mobiltelefoni er farligt.

Det er fortsat et ekstremt kontroversielt videnskabeligt spørgsmål med nye resultater og reviderede videnskabelige konklusioner, der gentagne gange dukker op. For blot måneder siden vendte en tysk videnskabsmand, der havde været åbenhjertig i at fordømme den opfattelse, at mobiltelefoner udgør sundhedsrisici, holdning. I en publikation fra april 2015 rapporterede Alexander Lerchl resultater, der bekræfter tidligere forskning i de tumorfremmende virkninger af elektromagnetiske felter, der ligger et godt stykke under menneskelig eksponeringsgrænse for mobiltelefoner. “Vores resultater kan hjælpe med at forstå de gentagne gange rapporterede øgede forekomster af hjernetumorer hos tunge brugere af mobiltelefoner,” konkluderede Lerchl-teamet. (28) Og i maj 2015 opfordrede mere end 200 videnskabsmænd med over 2.000 publikationer om trådløse effekter de globale institutioner til at tage fat på de sundhedsrisici, som denne teknologi udgør.

Men National Cancer Institute hævder stadig, at der ikke er konstateret farer ved mobiltelefoni. En repræsentant for NCI var den eneste kendte dissent blandt de 30 medlemmer af Verdenssundhedsorganisationens Internationale Agentur for Kræftforskning (IARC), da det stemte for at erklære trådløs RF “muligvis kræftfremkaldende”. (29) Hvis førende videnskabsmænd stadig ikke kan blive enige, vil jeg formodentlig ikke kunne at nå frem til en videnskabelig konklusion på egen hånd.

Men lad os i det mindste se på nogle af de inkriminerende spor, som sundheds- og biologiforskningen har afsløret til dato. Og lad os se på svarene fra både industrien og FCC.

Hjernetumorer

Det mest udbredte bevis, der involverer de trådløse telefoner, vedrører gliomer, en meget alvorlig type hjernetumor. Beviset for forhøjet risiko for sådanne tumorer blandt tunge mobiltelefonbrugere kommer fra flere kilder.

Gliomer tegner sig for omkring halvdelen af ​​alle maligne hjernetumorer, som er relativt sjældne.

Den årlige forekomst af primære maligne hjernetumorer i USA er kun 8,2 pr. 100.000 mennesker, ifølge International Radio Surgery Association.

Alligevel, når det fremskrives på hele den amerikanske befolkning, er indvirkningen på folkesundheden potentielt meget betydelig.

Hvis man antager omkring fire nye gliomtilfælde årligt i USA pr. 100.000 mennesker, giver det over 13.000 nye tilfælde om året på en samlet amerikansk befolkning på 330 millioner. Selv en fordobling af denne rate ville betyde 13.000 nye gliomer, ofte dødelige, om året. En tredobling, som nogle undersøgelser har fundet, kan betyde så mange som 26.000 flere nye tilfælde årligt. Faktisk rapporterede det respekterede online-site Medscape i januar 2015 resultaterne af svensk forskning under overskriften: Risk for Glioma Triples With Long-Term Cell Phone Use. (30)

Og her er et øjenåbnende kvantitativt perspektiv: Krigene i Irak og Afghanistan, der nu har været ført i mere end et årti hver, har tilsammen resulteret i omkring 7.000 amerikanske dødsfald.

Foreløbig – skønt stadig uafklarende – forskning har foreslået andre potentielle negative sundhedseffekter. Svenske, danske og israelske forskere har alle fundet forhøjet risiko for spytkirteltumorer. En israelsk undersøgelse tydede på forhøjet risiko for skjoldbruskkirtelkræft. Nogle undersøgelser har fundet ud af, at mænd, der har deres telefoner i lommen, kan lide skade på deres sædceller. En mindre undersøgelse tyder endda på, at unge kvinder, der har de trådløse enheder i deres bh’er er usædvanligt sårbar over for brystkræft.

Og selvom industrien og regeringen aldrig har accepteret, at en del af befolkningen er usædvanligt følsomme over for elektromagnetiske felter, klager mange mennesker fortsat over en bred vifte af symptomer, som omfatter generel svækkelse, hovedpine, kvalme og svimmelhed fra eksponering for det trådløse.

Analogien til Tobaksindustrien

Nogle har antydet, at sundhedssituationen med det trådløse er analog med tobakssituationen, før retsafgørelser endelig tvang Big Tobacco til at indrømme sin skyld og betale tilbage. På nogle måder er analogien uretfærdig. Den trådløse forskning er ikke så endegyldigt belastende, som tobaksforskningen var.

Og de identificerede sundhedsrisici med det trådløse, hvor betydelige de end er, er stadig blege sammenlignet med tobakken.

Men lad os ikke afvise analogien direkte. Der er faktisk en meget væsentlig betydning, hvori den tobaks-trådløse analogi er uhyggelig relevant.

Folk har en tendens til at glemme, at tobaksindustrien – ligesom den trådløse industri – også vedtog en politik med tonedøv benægtelse. Så sent som i 1998, selv da beviserne for tobakstoksicitet var overvældende, skrev cigaretproducenten Phillip Morris avisannoncer, der insisterede på, at der ikke var bevis for, at rygning forårsagede kræft.

Det virker betydningsfuldt, at svarene fra den trådløse og dets indfangede agentur – FCC – har den samme stumpe afvisning af at undersøge beviserne. Den trådløse industrireaktion byder på hårdtslående afvisning i offentligheden og hyper aggressive retssager. Det kan også indbefatte underminering af troværdigheden samt afskære midlerne til forskere, der ikke støtter at mobilerne er sikre. Det er disse hardball-taktikker, der ligner det 20. århundredes Big Tobacco-taktik. Det er disse hardball taktikker – sammen med en konsekvent støttende FCC-politik – der øger mistanken om, at den trådløse industri faktisk har noget at skjule.

Begynd med nogle simple fakta fra metaanalyser af cellulær forskning. Dr. Henry Lai, emeritus professor i bioteknik ved University of Washington, har gennemgået hundredvis af offentliggjorte videnskabelige artikler om emnet. Han ville se, hvor mange undersøgelser, der viste, at ikke-ioniserende stråling frembringer biologiske effekter ud over opvarmning af væv. Dette er kritisk, da FCC-emissionsstandarderne kun beskytter mod opvarmning. Antagelsen bag disse standarder er, at der ikke er nogen biologiske effekter ud over opvarmning.

Men Dr. Lai fandt ud af, at lidt over halvdelen – faktisk 56 % – ud af 326 undersøgelser identificerede biologiske effekter. Og resultaterne var langt mere slående, da Dr. Lai opdelte undersøgelserne mellem dem, der var industrifinansierede og dem, der var uafhængigt finansierede. Den industrifinansierede forskning identificerede biologiske effekter i blot 28 % af undersøgelserne. Mens hele 67 % af de ikke-industrifinansierede undersøgelser fandt biologiske effekter (Insert Slide—Cell Phone Biological Studies).

En undersøgelse udført af schweiziske og britiske forskere så også på, hvordan finansieringskilden påvirkede videnskabelige konklusioner om de mulige sundhedseffekter af brugen af mobiltelefoni. De fandt, at af undersøgelserne der var privat finansieret, offentligt finansieret og finansieret med blandet sponsorering, var de industrifinansierede undersøgelser “mindst tilbøjelige til at rapportere et statistisk signifikant resultat.” (31) “Fortolkningen af ​​resultater fra undersøgelser af sundhedseffekter af radiofrekvent stråling bør tage hensyn til sponsorering,” konkluderede forskerne. (32)

Så hvordan håndterer FCC en videnskabelig splittelse, der synes at antyde skævhed i industrisponsoreret forskning?

I et opslag på sit websted, der lyder, som om det var skrevet af de trådløse lobbyister, vælger FCC et slående nedladende sprog for at negligere og bagatellisere de mange videnskabsmænd samt sundheds- og sikkerhedseksperter, der har fundet grund til bekymring. I et to-siders webindlæg med titlen “Wireless Devices and Health Concerns”, refererer FCC fire gange til enten “enkelte sundheds- og sikkerhedsinteressegrupper”, “nogle parter” eller “nogle forbrugere”, før de i hvert tilfælde afkræfter deres formentlig grundløse bekymringer om den trådløse risiko. (33) Derudover henviser FCC-webstedet til Verdenssundhedsorganisationen som blandt de organisationer, der har fundet ud af, at “vægten af ​​videnskabelige beviser” har ikke forbundet eksponering for radiofrekvenser fra mobile enheder med “kendte helbredsproblemer”.

Ja, det er rigtigt, at Verdenssundhedsorganisationen WHO forbliver bittert delt om emnet. Men det er også rigtigt, at en gruppe på 30 medlemmer af WHO’s agentur ‘Det Internationale Agentur for Kræftforskning’ (IARC) i 2011 næsten enstemmigt udtalte at mobiltelefoner er “muligvis kræftfremkaldende”. Hvordan kan FCC udelade at henvise til en sådan udtalelse? Selvom FCC finder grund til at stille sig på samme side som de pro-industrielle videnskabsmænd, burde denne regeringsmyndighed så ikke også nævne, at mobiltelefoner i øjeblikket er i samme potentielle kræftfremkaldende klasse som blymaling?

Lad os nu se lidt nærmere på den besværlige, men formentlig uvidende skare af “nogle parter”, som FCC så kavalerligt skynder sig at afvise? Lad os begynde med Lennart Hardell, professor i onkologi og kræftepidemiologi ved universitetshospitalet i Ôrebro, Sverige.

Indtil for nylig var det umuligt at få nogen reel fornemmelse af risikoen for hjernetumor fra det trådløse, da hjernetumorer ofte tager 20 år eller flere for at udvikle sig. Men kohorten af ​​langtidsbrugere er steget. I en undersøgelse offentliggjort i International Journal of Oncology i 2013 fandt Dr. Hardell og Dr. Michael Carlberg ud af, at risikoen for gliom – den mest dødelige type hjernekræft – steg ved brugen af mobiltelefon. Risikoen var højest blandt tunge mobiltelefonbrugere og dem, der begyndte at bruge mobiltelefoner før de fyldte 20. (34) Faktisk havde de, der brugte deres telefoner mindst 1640 timer (hvilket ville være omkring 30 minutter om dagen i ni år), næsten tre gange så mange gliomer. Drs. Hardell og Carlberg fandt også ud af, at gliomer har en tendens til at være mere dødelige blandt tunge trådløse brugere. (35)

Den måske mest langsigtede betydning var, at gliomrisikoen blev fundet til at være fire gange højere blandt dem, der begyndte at bruge mobiltelefoner som teenagere eller tidligere. Disse resultater, sammen med den etablerede kendsgerning, at det generelt tager årtier, før tumorer induceret af miljøagenter opstår, tyder på, at de værste konsekvenser af de allestedsnærværende trådløse enheder endnu ikke er set.

I et papir fra 2013 offentliggjort i Reviews on Environmental Health, hævdede Dr. Hardell og Carlberg, at IARC’s konstatering fra 2011, der identificerede mobiltelefoner som “muligvis kræftfremkaldende”, skal revideres. Konklusionen om radiofrekvente elektromagnetiske felter fra mobiltelefoner burde nu være “mobiltelefoner er ikke kun et muligt kræftfremkaldende stof.” De kan nu “betragtes som kræftfremkaldende for mennesker” og den direkte årsag til gliomer (såvel som akustiske neuromer, en mindre alvorlig type tumor). (36) Disse synspunkter er naturligvis ikke universelt accepterede.

Det sædvanlige spin blandt industritilhængerne, når de præsenteres for forskning, der producerer bekymrende resultater, går i retning af: “Vi vil måske være opmærksomme, hvis resultaterne duplikeres.” Faktisk blev Hardell-resultaterne gentaget i den franske CERENAT-undersøgelse, rapporteret i maj d. 2014.

CERENAT-undersøgelsen fandt også højere risiko blandt de tunge brugere, defineret som dem, der bruger deres telefoner i mindst 896 timer (kun 30 minutter om dagen i fem år). “Disse yderligere data understøtter tidligere resultater vedrørende en mulig sammenhæng mellem tung mobiltelefonbrug og hjernetumorer,” konkluderede undersøgelsen. (37)

Mobiltelefoner er ikke de eneste trådløse mistænkte. På spørgsmålet om, hvad han ville gøre, hvis han havde myndighed til at træffe beslutninger, svarede Dr. Hardell hurtigt, at han ville “forbyde den trådløse brug i skoler og førskoler. Du behøver ikke Wi-Fi,” bemærkede han. (38) Dette er især interessant i lyset af FCC’s stadig øgede udgifter til at fremme og udvide brugen af ​​Wi-Fi, såvel som den konsekvente afvisning af at fastsætte strengere standarder for børn (mere om alt dette senere). Men lad os indtil videre udfylde listen over FCCs unavngivne “nogle parter”.

Martin Blank er speciallektor i fysiologi og cellulær biofysik ved Columbia University. I modsætning til Dr. Hardell, der ser på brede epidemiologiske effekter over tid, ser Dr. Blank grund til bekymring i forskning, der viser, at der er biologisk respons på celleniveau på den type stråling, der udsendes af trådløse enheder. “Biologien fortæller dig utvetydigt, at cellen behandler stråling som en potentielt skadelig påvirkning,” sagde Dr. Blank i et interview i slutningen af ​​2014. (39)

“Biologien fortæller dig, at det er farligt på et lavt niveau,” tilføjede han. Selvom nogle resultater har været vanskelige at replikere, har forskere identificeret en lang række cellulære responser, herunder genetiske skader og penetration af blod-hjernebarrieren. Dr. Blank citerede specifikt den “cellulære stressrespons”, hvor celler udsat for stråling begynder at lave proteiner.

Det er stadig ikke klart, om biologiske reaktioner på cellulært niveau oversættes til sundhedseffekter for mennesker. Men forskningen ser ud til at affærdige den grundlæggende forudsætning for FCC-standarder om, at den eneste biologiske effekt af den type stråling, der produceres af trådløse enheder, er vævsopvarmning ved meget høje effektniveauer. Men de standardsættende agenturer “ignorerer biologien”, ifølge Dr. Blank. Han beskriver FCC som værende “i industriens lomme.” (40)

Lunds Universitet i Sverige er årligt rangeret blandt de 100 bedste universiteter i verden.

Leif Salford har været formand for neurokirurgisk afdeling i Lund siden 1996. Han er også tidligere formand for European Association for Neuro-Oncology. I foråret 2000 fortalte professor Salford mig, at bruge af det trådløse udgjorde “verdens største biologiske eksperiment nogensinde.” (41)

Han har udført adskillige eksperimenter med at udsætte rotter for cellulær stråling. Individuelle eksperimenter har vist, at strålingen trænger ind i blod-hjerne-barrieren, hvilket er afgørende for at beskytte hjernen mod toksiner i blodbanen. Professor Salford fandt også ud af, at rotter, der blev udsat for stråling, led tab af hjerneceller. ”En rottes hjerne er meget lig det samme som et menneskes. De har den samme blod-hjerne-barriere og neuroner. Vi har god grund til at tro, at det, der sker i rottens hjerner, også sker hos mennesker,« sagde han til BBC i 2003. Dr. Salford har også spekuleret i, at mobilstråling i nogle tilfælde kan udløse Alzheimers, men understregede, at meget mere forskning vil være nødvendig for at fastslå en sådan årsagssammenhæng. Fortjener denne mand at blive afvist som en af ​​en navnløs og miskrediteret gruppe af “nogle parter?”

Børn og gravide

Og hvad med American Academy of Pediatrics (AAP), som repræsenterer 60.000 amerikanske læger, der passer børn? I et brev den 12. december 2012 til det tidligere Ohio-kongresmedlem Dennis Kucinich, skriver AAP-præsident Dr. Thomas McInerny: “Børn er uforholdsmæssigt påvirket af miljøeksponeringer, herunder mobiltelefonstråling. Forskellene i knogletæthed og mængden af ​​væske i et barns hjerne sammenlignet med en voksens hjerne kan give børn mulighed for at absorbere større mængder RF-energi dybere ind i deres hjerner end hos voksne.” (42)

I et efterfølgende brev til FCC-embedsmænd dateret den 29. august 2013 påpeger Dr. McInerny, at “børn er dog ikke små voksne og er uforholdsmæssigt påvirket af alle miljøeksponeringer, inklusive mobiltelefonstråling.” De nuværende FCC-eksponeringsstandarder, som er sat tilbage i 1996, “redegør ikke for den unikke sårbarhed og de brugsmønstre, der er specifikke for gravide kvinder og børn,” skrev han. (Indsæt slide: A Plea from Pediatricians). Fortjener en organisation der repræsenterer 60.000 praktiserende læger, der tager sig af børn, at blive fejet og sammenlignet med “nogle sundheds- og sikkerhedsinteressegrupper?”

Så hvad gør FCC som svar på, hvad der i det mindste er en bekymrende kæde af spor for cellulær fare? Som det har gjort med trådløs infrastruktur, har FCC til dette punkt i vid udstrækning stolet på industriens “selvregulering”. Selvom det satte standarder for stråling af enheder tilbage i 1996, tester agenturet generelt ikke enheder selv. På trods af sit ansvar for at mobiltelefonerne er sikre, er FCC afhængig af producenternes troværdige bestræbelser for at teste dem. Kritikere hævder, at det har givet producenterne et unødigt stort spillerum til at teste deres enheder.

Kritikere hævder endvidere, at de nuværende standarder, der blev fastsat, før mobiltelefonerne knap nok var i brug, er alt for slappe og ikke afspejler de tunge brugsmønstre, der har udviklet sig. Endnu værre er det, at industrien har lov til at teste sine egne enheder ved hjælp af et upræcist system, der ikke tager sigte på at beskytte børn og gravide kvinder. En undersøgelse fra 2012 bemærkede, at den procedure, der i vid udstrækning anvendes af producenter til at teste deres telefoner, “væsentligt undervurderer” mængden af ​​RF-energi, der absorberes af 97 % af befolkningen, “især børn.” Et barns hoved kan absorbere mere end to gange så meget RF energi. Andre personer med mindre hoveder, herunder kvinder, er også mere sårbare. Forfatterne anbefaler en alternativ computersimuleringsteknik, der ville give større indsigt i virkningen af ​​cellulær stråling på børn og på de specifikke RF-absorptionshastigheder for forskellige væv, som varierer meget. (43)

Efter anbefalinger fra General Accounting Office revurderer FCC nu sine standarder for trådløs testning samt tilladte emissioner. På overfladen kan det synes at repræsentere et forsøg på at stramme standarderne for at fremme forbrugernes sundhed og sikkerhed. Men mange mener, at FCC’s eventuelle nye standard faktisk vil være svagere, hvilket forstærker enhver sundhedsrisiko fra industriens selvrapporterede emissionsniveauer. “De er under stort pres fra industrien for at løsne kriterierne,” bemærker Joel Moskowitz, direktør for Center for Family and Community Health ved UC Berkeleys School of Public Health. (44) En frygt er, at FCC vil måle det tilladte strålingsabsorptionsniveau (SAR) over en bredere vævsprøve, hvilket effektivt vil løsne den tilladte standardenergiabsorption. En FCC-embedsmand, der bad om, at hans navn ikke blev nævnt, hævdede, at der endnu ikke var truffet en beslutning om at løsne standarden.

Men indtil videre er der ikke meget, der tyder på, at FCC lytter til andre end dets velkendte venner i den trådløse industri. Carl Blackman, en videnskabsmand ved Environmental Protection Agency, frem til han gik på pension i 2014, bemærker, at FCC til en vis grad er afhængig af en regeringsgruppe på tværs af agenturer for at få rådgivning om sundhedsspørgsmål. Gruppen omfatter for eksempel repræsentanter fra EPA og FDA.

Blackman arbejdede i den rådgivende gruppe, og han siger, at den har været delt. Selvom nogle regeringsrådgivere til FCC finder at beviserne for de trådløse sundhedsrisici er overbevisende, forbliver andre skeptiske, sagde Blackman. Roden til skepsisen: Selvom adskillige forskere har fundet biologiske og sundhedsmæssige effekter, er virkningsmekanismen af ​​ikke-ioniserende stråling på den menneskelige krop stadig ikke blevet identificeret. “Jeg tror ikke, der er tilstrækkelig konsensus i Radio Frequency Inter-agency Working Group til, at de kan komme ud med strengere standarder,” siger han. (45)

Politisk pres

Men politisk pres har også en stor del i alt dette. Især EPA var engang et centrum for forskning i RF-effekter, og beskæftigede så helt op til 35 videnskabsmænd. Forskningsprogrammet blev dog afbrudt i slutningen af ​​80’erne under Regans præsidentperiode. Blackman siger, at han personligt blev “nægtet” at studere sundhedseffekter af det “strukturelle tilsyn”. (46) Han kaldte det “en politisk beslutning”, men erkendte, at hvis han ville fortsætte med at arbejde ved EPA, måtte han være nødt til at forske i et andet område.

Blackman er forsigtig med at tilskrive motiver hos de højerestående embedsmænd, der ønskede, at hans arbejde hos EPA skulle stoppes. Men han siger, at politisk pres har været en faktor hos både EPA og FCC: “FCC-folkene var meget lydhøre over for det biologiske synspunkt. Men der var også pres på FCC fra industrien.” FCC, foreslår han, kigger måske ikke kun på de videnskabelige beviser, “FCC’s holdning er – ligesom EPA’s – også påvirket af politiske overvejelser.” (47)

Alligevel har FCC det ultimative regulatoriske ansvar og kan ikke uendeligt give sorteper videre på et spørgsmål om den grundlæggende folkesundhed. Det har bemærkelsesværdigt nok ikke ændret kurs på trods af IARC-klassificeringen af ​​mobiltelefoner som muligvis kræftfremkaldende, på trods af de nylige undersøgelser, der viser tredobbelt gliomrisiko for de tunge brugere, på trods af den overvældende ​​forskning, der viser biologiske effekter, og på trods af selv den nylige afvisning af kerneindustriens booster Alex Lerchl. Det er både industriens og FCC’s afvisning af overhovedet at anerkende denne kaskade af advarselsskilte, der virker mest belastende.

Selvfølgelig går industriens adfærd langt videre end at presse på for FCCs bevidste uvidenhed og passivitet. Industriens adfærd omfatter også selviscenesat PR og hyper aggressive retssager. Det kan også involvere underminering af troværdigheden samt afskære midlerne til forskere, der ikke støtter synspunktet om, at mobilerne er sikre. Det er disse hardball-taktikker, der minder om det 20. århundredes Big Tobacco-taktik. Det er disse taktikker, der øger mistanken om, at den trådløse industri faktisk har en beskidt hemmelighed. Og det er de taktikker, der intensiverer rampelyset på et FCC, der så frygtsomt følger manuskriptet fra de fabelagtigt velhavende, mobbende, milliard-dollar-modtagere trådløse.

Kapitel 4: Du behøver ikke ledninger for at binde folk.

Lad os se lidt dybere på nogle af aktiviteterne i en industrigruppe, der kan prale af 500 møder om året med FCC. Lobbyisme er én ting. Intimidation er en anden. CTIA har vist sig dygtige til – og vilje til at bruge – begge dele.

Direkte lovlig mobning er en yndet taktik. Byen San Francisco vedtog en bekendtgørelse i 2010, der krævede, at producenterne af mobiltelefoner skulle fremvise en mere tydelig information om emissionerne fra deres enheder. Disse oplysninger var allerede afsløret – men ofte begravet – i betjeningsvejledninger og på producentens hjemmesider. Idéen var at sikre, at forbrugerne så de oplysninger, der allerede var påbudt og givet.

Da industrien så dette som en trussel mod dens overflod af forretninger, sagsøgte industrien City of San Francisco. Byen, der frygtede en langvarig juridisk kamp med en industri, der genererer hundredvis af milliarder af dollars i årlige indtægter, bakkede ud.

Den 12. maj 2015 vedtog Berkeley, Californiens byråd enstemmigt en lignende forordning. Joel Moskowitz, direktør for Center for Family and Community Health ved University of California-Berkeley’s School of Public Health, var involveret i indsatsen.

Berkeley, siger han, ønskede ikke at løbe ind i de samme juridiske trusler, som lammede San Francisco. Så det forsøgte at formulere det mest harmløse og milde sprog som muligt. Den foreslåede bekendtgørelse om retten til information om mobiltelefoner: “For at sikre sikkerheden kræver den føderale regering, at mobiltelefoner overholder retningslinjerne for radiofrekvenseksponering (RF). Hvis du bærer eller bruger din telefon i en bukse- eller skjortelomme eller gemt i en bh, når telefonen er tændt og tilsluttet et trådløst netværk, kan du overskride de føderale retningslinjer for eksponering for RF-stråling. Denne risiko er potentielt større for børn. Se instruktionerne i din telefon eller brugervejledning for at få oplysninger om, hvordan du bruger din telefon sikkert.” (48)

Det lyder ret harmløst, ikke? Ikke for CTIA, som indikerede, at den var parat til at klage, ifølge Berkeley City advokaten Zach Cowan. (49) (Den 8. juni sagsøgte CTIA faktisk byen Berkeley.)

Men fra industriens synspunkt, hvorfor så ikke kaste rundt med hele din vægt? Aggressive juridiske taktikker har hidtil været yderst succesfulde, og industrien har formået at bremse adskillige bestræbelser på at implicere producenter i tilfælde, hvor tunge brugere fik hjernetumorer. Men i en aktuel sag nåede distriktsretten i Washington frem til det punkt, hvor dommeren tillod sagsøgere at fremlægge ekspertvidner. Branchens svar: Indgiv en ankesag med henblik på at ugyldiggøre langvarige domstolsmetoder med kvalificerede ekspertvidner.

Det er en meget rig industri, der ikke tøver med at bruge penge og mobbe udfordrerne til at underkaste sig. I mellemtiden, midt i den lovlige røg og medicinsk forvirring, har industrien formået at gøre hele verden afhængig af sine produkter. Selv tobak har aldrig haft så mange afhængige brugere.

En sådan vedvarende succes har i lyset af medicinsk tvivl krævet, at industrien holder låg på kritiken og kritikerne. Mange forskere, der har fundet reel eller potentiel risiko fra den slags mikrobølgestråling, der kommer fra trådløse enheder, har erfaret, at der er en pris, der skal betales for at stå op mod industriens juggernaut. Et par fremtrædende eksempler:

—-

Rotterne, der fik DNA skader på deres hjerneceller

I 1994 fandt forskerne fra University of Washington, Henry Lai og N.P. Singh, ud af, at rotter, der blev udsat for mikrobølgestråling, fik DNA-skader på deres hjerneceller. Dette var et skræmmende fund, da DNA-skader kan føre til mutationer og muligvis kræft.

Reaktionen fra industrien var hurtig. Motorola var på det tidspunkt markedsførende i USA inden for mobiltelefoner. I et memorandum indhentet af tidsskriftet Microwave News skitserede Motorola PR honcho Norm Sandler, hvordan virksomheden kunne “nedtone betydningen af ​​Lai-undersøgelsen”.

Et trin: “Vi har udviklet en liste over uafhængige eksperter på dette område og er i gang med at rekruttere personer, der er villige og i stand til at berolige offentligheden om disse spørgsmål,” skrev Sandler.

Efter at have skitseret sådanne foranstaltninger konkluderede han, at Motorola havde løst “krigsspillet”. Praksis med at opstille industrivenlige vidnesbyrd og “krigsspil” forskere, der stiller op mod ugunstige resultater har været vedvarende temaer i denne industri.

Efter at Lai’s resultater blev offentliggjort, besluttede Motorola at sponsorere yderligere forskning i mikrobølger og DNA-skader. Ofte kan laboratorieresultater ikke gengives af andre forskere, især hvis eksperimenterne justeres og udføres en smule anderledes. Ikke-bekræftende undersøgelser rejser naturligvis tvivl om det originale værk.

Motorola stillede op med Jerry Phillips, en videnskabsmand fra Veteran’s Administration Medical Center i Loma Linda, Californien, og Phillips testede effekten af ​​stråling ved forskellige frekvenser end dem, der blev testet af Lai og Singh. Ikke desto mindre fandt Phillips ud af, at ved nogle eksponeringsniveauer steg DNA-skaden, mens den på andre niveauer faldt. Sådanne fund var “konsistente” med den slags virkninger, der frembringes af kemiske midler, sagde Phillips i et interview. (50) I nogle tilfælde kan strålingen have aktiveret DNA-reparationsmekanismer, hvilket reducerer den samlede mikrobølgeeffekt.

Men det, der var vigtigt, forklarede Phillips, er, at der overhovedet var nogen biologiske effekter. Den trådløse industri havde længe hævdet – og FCC havde accepteret – at der ikke er bevis for, at ikke-ioniserende stråling ved de frekvenser og strømniveauer, der bruges af mobiltelefoner, er biologisk aktive.

For at forstå den potentielle effekt af fund med “biologisk effekt”, vendte Motorola sig igen til damage control, sagde Phillips. Han husker, at han modtog et telefonopkald fra en Motorola R&D-chef.

“Jeg tror ikke, du har forsket nok,” husker Phillips, at han blev fortalt. Undersøgelsen var ikke klar til offentliggørelse, ifølge Motorola-direktøren. Phillips blev tilbudt flere penge til at lave yderligere forskning uden at offentliggøre resultaterne af, hvad han havde gjort.

Men Phillips følte, at han havde gjort nok. På trods af advarsler fra sin egen chef om at “give Motorola, hvad den vil have”, gik Phillips videre og offentliggjorde sine resultater i 1998. Siden da er Phillips’ industrifinansiering tørret ud. I mellemtiden er statsfinansiering, hvilket mange andre forskere har rapporteret, til at udføre uafhængig forskning i mikrobølgestråling ligeledes tørret ud, hvilket i det mindste i USA overlader feltet til de industrifinansierede videnskabsfolk. “Der er ingen penge til at udføre forskningen,” sagde Phillips. “Det kommer ikke fra regeringen, fordi regeringen er kontrolleret af industrien.” (51)

—

Børn og mobilstråling

Om P. Gandhi er professor i elektro- og computerteknik ved University of Utah og en førende ekspert i dosimetri-måling af ikke-ioniserende stråling absorberet af det menneskelige legeme. Allerede før mobiltelefoner kom rigtig i brug, havde professor Gandhi konkluderet, at børn absorberer mere udsendt mikrobølgestråling. “Koncentrationen af ​​absorberet energi er 50 til 80% større,” forklarede han. (52)

Disse konklusioner var ikke acceptable for professor Gandhis industrielle sponsorer. I 1998, husker han, fortalte en leder fra en mobiltelefonproducent – ​​som han ikke ønskede at identificere – ham direkte, at hvis han ikke stoppede sin forskning i børn, ville hans finansiering blive lukket.

Professor Gandhi huskede, at han svarede: “Jeg vil ikke stoppe. Jeg er fastansat professor ved University of Utah, og jeg vil ikke afvise min akademiske frihed.” Professor Gandhi huskede også noget af sin tankeproces: “Jeg ville ikke beordre mine studerende til at ændre deres resultater, så jeg kan få finansiering.” Hans industrisponsorer annullerede hans kontrakt og bad om at få pengene tilbage.

Professor Gandhi mener, at nogle brugere af mobiltelefoner kræver ekstra beskyttelse, fordi deres hoveder er mindre og mere absorberende. “Børn såvel som kvinder og andre individer med mindre hoveder absorberer mere koncentreret energi på grund af den udstrålende antennes nærhed til hjernevævet,” sagde han. Og alligevel har FCC ikke handlet for at yde særlig beskyttelse til disse grupper. Adspurgt hvorfor ikke, indrømmede professor Gandhi, at han ikke ved det. Han bemærker dog, at nyere standarder har været domineret af brancherepræsentanter. (53)

—

Forsikringsselskaberne

Mens mobilindustrien nægter at indrømme blot muligheden for, at der er risiko ved RF-stråling, ser de gigantiske forsikringsselskaber anderledes på tingene. Flere forsikringsselskaber har i de senere år udsendt rapporter, der fremhæver produktansvarsrisikoen med mobiltelefoner. Det er vigtigt, fordi det er et bevis på, at hvor der er penge på spil, ser fagfolk uden for branchen risikoen for et juridisk ansvar.

Juridisk eksponering kan være én af grundene til – måske den centrale – at industrien fortsætter med at stene. Skulle der etableres juridisk ansvar, vil et nøglespørgsmål være, hvor meget de trådløse ledere vidste – og på hvilket tidspunkt. I mellemtiden følger, kombinationen af ​​PR benægtelser, juridisk intimidering og selektiv anvendelse af pres på forskningen et velkendt mønster. “Industrien bruger dybest set tobaksindustriens spillehæfte,” sagde UC Berkeleys Moskowitz i et nyligt radiointerview. (54)

Dette spillehæfte har indtil videre haft stor succes med at afværge al opmærksomhed, regulering og juridisk inkriminering.

Kapitel 5: 270 milliarder dollars. . . og leder efter værdig trængende

FCC’s netværk af korruption beskytter ikke kun industrien mod nødvendige undersøgelser samt om regulering af spørgsmål om offentlig sundhed og sikkerhed. Nogle gange stikker den bare hånden direkte i den offentlige lomme og omfordeler disse penge til industriens egne ansøgere.

Sådan er det uden tvivl tilfældet med Universal Service Fund (USF). Oprindeligt etableret for at udvide telefonservicen til land- og byområder, som industrien ville finde vanskeligt eller uøkonomisk selv at tilslutte, USF skifter nu fra at subsidiere fastnettelefontjenester til at subsidiere udvidelsen af ​​bredbåndsinternettet. USF-midler støtter også Lifeline-programmet, som subsidierer mobiltelefontjenester til lavindkomstforbrugere, og E-Rate-programmet, som subsidierer internetinfrastruktur og -tjenester til skoler og biblioteker.

Siden 1998 er mere end 110 milliarder dollars blevet allokeret til Universal Service-programmer, bemærker Charles Davidson, direktør for Advanced Communications Law & Policy Institute ved New York Law School. FCC har afsat over 40 milliarder dollars alene til E-Rate-programmet.

Hvem betaler udgifterne for disse højprisprogrammer? Det gør du.

Teknisk set vurderes fastnet- og mobiltelefonselskaber for at være Universal Service Funds udgifter. Men FCC tillader også disse virksomheder at videregive sådanne gebyrer til deres abonnenter, hvilket de gør. Både fastnet- og trådløse abonnenter betaler en månedlig Universal Service afgift, der er hæftet på deres telefonregninger. Dette gebyr har været stigende og udgjorde for nylig et tillæg på 16 % ved mellemstatslige opkald.

Forbrugere, der betaler for disse programmer, kan være interesseret i at vide, at både E-Rate- og Lifeline-programmerne har været fyldt med svindel. Regeringens vagthunde har gentagne gange fundet programmerne ineffektive og tilbøjelige med oppustede og svigagtige påstande. Men programmerne har været en uventet vinder for teknologi- og teleindustriens modtagere. Uanset hvor FCC præsiderer, ser det ud til, at disse industrier høster en uventet medvind.

General Accounting Office (GAO) har udsendt flere rapporter, der citerer svig, spild og dårlig forvaltning, sammen med et utilstrækkeligt FCC-tilsyn med tilskudsprogrammet. Bestikkelse, returkommission og falsk dokumentation kan måske forventes i et uddelingsprogram, som er påbudt af Kongressen og kun indirekte overvåges af FCC.

E Rate-programmet

Men omfanget af svindel har været imponerende. Den mest slående korruption har skæmmet E Rate-programmet, som subsidierer internethardware, software og service til skoler og biblioteker, og Lifeline-mobiltelefontilskud.

I de senere år har adskillige skoledistrikter betalt bøder for at bilægge svindelsager, der involverer bestikkelse, returkommission, ikke-konkurrenceudbud af kontrakter samt falsk dokumentation i E-Rate-programmet. Mere øjenåbnende er måske afviklingen af ​​svindelkrav fra tech-giganter som IBM, Hewlett Packard og AT&T. HP-sagen involverede for eksempel nogle farverige bestikkelsesbeskyldninger, herunder gaver med yachter og Super Bowl-billetter. HP nøjedes med $16 millioner. En HP embedsmand og en Dallas Independent School District embedsmand fik begge fængselsdomme.

Lifeline-programmet har også været fyldt med svindel. En Wall Street Journal-undersøgelse af de fem største virksomhedsmodtagere af Lifeline viste, at 41 % af mere end 6 millioner tilskudsansøgere “ikke kunne påvise deres berettigelse eller ikke svarede på anmodninger om certificering.” (55)

AT&T, Verizon og Sprint Nextel var tre af de største Lifeline-modtagere.

FCC har iværksat adskillige bestræbelser på at rydde op i USF-programmer og virker fast besluttet på at bringe en større ansvarlighed og effektivitet til sin støtteindsats. Ikke desto mindre fortsætter problemer med svindel, som rapporteret for nylig af FCC’s egen topefterforsker.

Kongressen etablerede FCC’s et Generalinspektør Kontor i 1989 for at “levere objektive og uafhængige undersøgelser, revisioner og anmeldelser af FCC’s programmer og operationer.”

Her er, hvad FCC’s interne efterforskningsenhed udtalte i en rapport den 30. september 2014 til Kongressen om dets Office of Investigation (OI): “Størstedelen af ​​OI’s arbejde involverer at efterforske og støtte civile og kriminelle efterforskninger/forfølgelse af bedrageri i FCC’s føderale universaltjenesteprogram.” (56)

Svindel – så udbredt og foruroligende som det har været – er blot et af problemerne med de universelle tjenesters programmer. Det er måske ikke engang det grundlæggende problem. Mere grundlæggende spørgsmål vedrører selve formålet, logikken og effektiviteten af ​​programmer til at udvide bredbånds- og trådløs teknologi på det offentliges regning. Selvom målene med at udvide servicen til fjerne fattige områder synes værdige på overfladen, er der mange grunde til at tro, at de største fordele ved disse programmer har de teknologivirksomheder, der vinder kontrakterne.

Lobbyister har længe sværmet over FCC på udkig efter at få et stadigt voksende stykke af USF’s honningpotte. En FCC-rapport om møder med registrerede lobbyister beskriver et møde i 2010 med repræsentanter for International Society for Technology in Education og andre uddannelseslobbyister. Emner der bliver diskuteret ifølge FCC-rapporten omfattede “behovet for at hæve E Rates årlige loft”. (57)

CTIA, der ikke lod stenen stå uvendt i sine bestræbelser på at pumpe medlemsindtægterne op, reagerede sidste år på en House høring om USF ved at hævde, at “nuværende USF-understøttede programmer er stærkt skævvredet i retning af støtte til wireline-tjenester. . . . Koncentrationen af ​​USF-midler til at understøtte wireline-tjenester er i strid med teknologiske neutralitetsprincipper og demonstrerede forbrugerpræferencer,« skrev CTIA. (58) En industri, der årligt genererer hundredvis af milliarder af dollars i udstyr og serviceindtægter, står for en større del af de 8 milliarder USD om året USF.

Brokkeriet har givet pote. FCC annoncerede for nylig, at det vil hæve udgifterne til E-Rate fra hvad der havde været et loft på 2,4 milliarder dollars om året til 3,9 milliarder dollars. En betydelig del af de nye udgifter vil gå til Wi-Fi – endnu en sejr for den trådløse industri hos FCC. Men CTIA er på ingen måde den eneste industrigruppe, der presser FCC.

Software and Information Industry Association står i spidsen for listen over aktive lobbyister i spørgsmålet om E-Rate. Fra og med 2006 førte SIAA alle lobbyister med 54 omtaler af E-Rate i sine ansøgninger, ifølge Center for Responsive Politics. SIAA’s bestyrelsesmedlemmer omfatter ledere fra tech-sværvægterne Google, Oracle og Adobe Systems.

Teknologiske virksomhedsledere – mange af dem direkte modtagere af FCC-programmer – gav sidste år en direkte pitch til FCC-formand Wheeler for at hæve E-Rate-finansieringen. “FCC skal handle dristigt for at modernisere E-Rate-programmet for at skaffe den nødvendige kapital til at opgradere vores K-12 bredbåndsforbindelse og Wi-Fi-infrastruktur inden for de næste fem år,” skrev lederne. (59)

Der var snesevis af virksomhedsledere, der havde underskrevet dette brev, inklusive administrerende direktører for mange Fortune 500-giganter. Men lad os bare overveje tre deltagere: topledere fra Microsoft, Google og HP tilsluttede sig alle opfordringen til at udvide E-Rate-subsidierne. Overvej den simple kendsgerning, at disse tre teknologigiganter alene havde en omsætning på 270 milliarder dollars – mere end en kvart trillion dollars – i de seneste fire kvartaler. Tilsammen producerede de næsten 40 milliarder dollars i nettoindkomst. Og alligevel mente deres topledere stadig, at det var nødvendigt at anmelde FCC – og de slog virkelig i det skjulte offentligheden – for øgede udgifter til det, der dengang var et program på 2,4 milliarder dollars om året.

Er det grådighed? Arrogance? Eller er det simpelthen en adfærd betinget af succes med gentagne gange at få, hvad de ønsker i det offentlige trug? Hvad der næsten aldrig er nævnt i disse bønner om højere subsidier er det faktum, at det er almindelige amerikanske telefonabonnenter, der betaler regningen for E-Rate-programmet – ikke FCC eller telekommunikationsindustrien.

En stor del af de ekstra udgifter vil som nævnt gå til installation af trådløse netværk. Og alligevel har Wi-Fi ikke en ren sundhedserklæring. Da Lennart Hardell, professor i onkologi og kræftepidemiologi ved Universitetshospitalet i Örebro, Sverige, blev spurgt om, hvad han ville gøre, hvis han fik politisk myndighed over de trådløse sundhedsspørgsmål, svarede han hurtigt, at han ville “forbyde trådløs brug i skoler og førskoler”. Professor Hardell bemærkede, at der er kablede alternativer, og sagde blankt: “Du behøver ikke Wi-Fi.” (60) Og alligevel ignorerer FCC, tilskyndet af en industri, der altid er på udkig efter trinvise vækstmuligheder, de unges sundhed for at fremme udvidelsen Wi-Fi-tilskud i skoler i hele USA.

Og hvad med fordelene ved selve programmet? Overser man svig og lobbyvirksomhed og WiFi-sikkerhedsproblemer et øjeblik, burde skoler og biblioteker over hele landet ikke være udstyret med det bedste elektroniske udstyr, der får adgang til internettet med de hurtigste hastigheder? Skylder regeringen ikke det til sine yngre borgere, især dem, der er dårligt stillet af den længe omtalte digitale kløft?

Giver indførelsen af computere et bedre læringsmiljø?

Tja, måske. Men svarene på disse spørgsmål afhænger af et endnu mere grundlæggende spørgsmål: Lærer eleverne rent faktisk mere eller bedre med adgang til de nyeste højhastigheds elektroniske gadgets?

Det ville være tåbeligt at hævde, at ingen har gavn af adgang til højhastighedsinternet. Men fordelene er ikke nær så brede eller rige, som virksomhedernes begunstigede hævder. Nogle forskere har for eksempel konkluderet, at computere ikke ser ud til at have nogen positiv pædagogisk indvirkning – de kan endda have en negativ indvirkning – når de introduceres i hjemmet eller frit distribueres til børn med lavindkomstbaggrund.

Duke University-forskerne Jacob Vigdor og Helen Ladd undersøgte indførelsen af ​​computere i North Carolina-hjem. De fandt ud af, at den akademiske præstation hos unge, der fik computere, faktisk faldt. “Introduktionen af ​​hjemmecomputerteknologi er forbundet med beskedne, men statistisk signifikante og vedvarende negative indvirkninger på elevernes matematik- og læseprøveresultater,” skrev forfatterne i et National Bureau of Economic Research Working Paper. (61) Virkningen var faktisk mest negativ for de fattigere elever.

En undersøgelse i Journal of International Affairs undersøgte virkningen af ​​det globale One Laptop Per Child Program (OLPC), som har distribueret millioner af computere til børn over hele verden. Forskerne Mark Warschauer og Morgan Ames konkluderer: “Analysen afslører, at tilvejebringelse af individuelle bærbare computere er en utopisk vision for børn i de fattigste lande, hvis uddannelsesmæssige og sociale fremtid kunne forbedres mere effektivt, hvis de samme investeringer i stedet blev foretaget på mere dokumenterede og bæredygtige indgreb. Mellem- og højindkomstlande kan have et stærkere rationale for at levere individuelle bærbare computere til børn, men vil stadig gerne undgå OLPCs teknokratiske vision. Sammenfattende repræsenterer OLPC det seneste i en lang række af teknologisk utopiske ordninger, der uden held har forsøgt at løse komplekse sociale problemer med alt for forsimplede løsninger.” (62)

Adgang til computere i hjemmet virker muligvis ikke som pædagogisk magi. Men hvad med computere i klasseværelset? Har de ikke uddannelsesmæssig værdi der?

De anekdotiske beviser er i bedste fald blandede. Overvej, hvordan studerende i Los Angeles, for nyligt udstyret med prangende iPads til en forbløffende skatteyderpris på mere end 1 milliard dollars, brugte de nye værktøjer til at forbedre deres uddannelsesmæssige præstationer. ”I stedet for at løse matematiske problemer eller lave engelske lektier, som administratorer havde forestillet sig, fik mere end 300 Los Angeles Unified School District-elever øjeblikkeligt knækket sikkerhedsindstillingerne og begyndte at tweete og sende indlæg til Facebook og spille videospil.” (63)

Men lad os skære igennem de selvtjenende virksomhedspåstande og de bekymrende anekdoter for at høre fra en person, der faktisk har haft en omfattende og unik felterfaring. Kentaro Toyama var medstifter af Microsofts forskningslaboratorium i Indien. I løbet af mere end fem år overvågede han mindst et dusin projekter, der søgte at løse uddannelsesmæssige problemer med indførelsen af ​​computerteknologi. Hans konklusion: “Værdien af ​​teknologi er blevet overhypet og oversolgt.”

Den vigtigste faktor i at forbedre skoler, siger Toyama, nu W.K Kellogg Associate Professor of Community Information ved University of Michigan, er gode lærere.

Uden gode, veluddannede lærere, tilstrækkelige budgetter og solid skoleadministration gør teknologien lidt gavn. “Teknologi i sig selv har aldrig nogen form for positiv indvirkning,” sagde han. (64)

De eneste skoler der efter hans erfaring, nød godt af øgede teknologiinvesteringer var dem, hvor “lærerne var meget gode, budgetterne tilstrækkelige.” De rige skoler i bund og grund.

Men som både Vigdor og Warschauer fandt ud af, har introduktionen af ​​teknologi i sig selv kun ringe om nogen positiv effekt. For en offentlighed betinget til at tro på dyderne ved ny teknologi, f.eks. vidnesbyrd er en afstivningsdosis af den kolde virkelighed.

Men hvad med omkostningerne? Erstatter teknologi i skolerne ikke mere effektivt alternative investeringer? Omkostningsreduktioner er ofte det mest overbevisende argument for teknologi, Toyama er enig. Men selv disse er blevet overvurderet. Omkostningerne ved at introducere ny teknologi løber langt ud over de oprindelige hardware- og softwareinvesteringer, sagde Toyama. I virkeligheden løber de samlede omkostninger ved ejerskab – inklusive vedligeholdelse, træning og reparation – typisk op på fem eller ti gange de oprindelige omkostninger, ifølge Toyama. Om omkostningsfordelene ved investeringen i teknologi, sagde han: “Jeg vil sige, at på lang sigt – og endda på mellemlang og kort sigt – er det nok den værste og mest misforståede konklusion at komme til.” (65)

Han tilføjer: “Den uundgåelige konklusion er, at betydelige investeringer i computere, mobiltelefoner og andre elektroniske gadgets i undervisningen hverken er nødvendige eller berettigede for de fleste skolesystemer. Især forsøget på at bruge teknologi til at rette op på underpræsterende klasseværelser. . . er forgæves. Og for alle undtagen velhavende, veldrevne skoler kan en-til-en-computerprogrammer ikke anbefales med god samvittighed.” (66)

Men det afholder ikke industrilobbyister fra at anbefale dem. Og det har ikke holdt FCC for at bruge snesevis af milliarder på at subsidiere teknologi til de grupper, der er mindst tilbøjelige til at drage fordel af det.

Uberørt af argumenterne fra forskere og undervisere som Vigdor, Warschauer og Toyama, fortsætter FCC med at flytte sig for at øge teknologistøtten. Til at ignorere den forskning, der bestrider værdien af ​​teknologi til at lukke den såkaldte “digitale kløft”, har FCC endda været banebrydende med et nyt slogan: “Wi-Fi-gabet”.

Ved at annoncere, at det løftede E-Rates årlige budget fra $2,4 milliarder til $3,9 milliarder og øgede investeringerne i trådløst netværk, jublede FCC-formand Wheeler over, at “10 millioner studerende vil opleve nye og bedre muligheder.” (67) Indvirkningen på forbrugernes pengepung (og potentielt om unges helbred fra daglig Wi-Fi eksponering) blev ikke nævnt.

De to republikanske medlemmer af FCC anerkendte i det mindste indvirkningen på pengepungen. “Det virker altid lettere for nogle mennesker at tage flere penge fra det amerikanske folk via højere skatter og gebyrer i stedet for at udføre det hårde arbejde,” sagde kommissær Michael O’Reilly. (68)

Den subsidierede levering af højhastighedsinternetservice er endnu et kæledyrsprojekt fra FCC.

Julius Genachowski, formand fra 2009 til 2013, gik ind for overgangen af USF fra fastnettelefon til bredbånd. Universelle bredbåndsinternetforbindelser ville begynde at absorbere de penge, der indsamles fra forbrugerne for at udvide den grundlæggende telefontjeneste.

Som med statstilskud til mobiltelefontjenester, klasseværelsesteknologi og Wi-Fi, er der grundlæggende spørgsmål om det fornuftige i at subsidiere bredbånd. Charles Davidson og Michael Santorelli fra New York Law School fandt ud af, at det at bruge milliarder på at udvide bredbånd er en mangelfuld tilgang, da der er mange stort set ignorerede grunde til, at folk vælger ikke at bruge bredbånd. “Alle presser på bredbånd non-stop,” bemærkede Davidson, direktør for af Law Schools Advanced Communications Law and Policy Institute. “Jeg tror, at FCC er fokuseret på det forkerte sæt af spørgsmål,” sagde han. (69)

Allerede nu, forklarede han, har over 98% af amerikanerne adgang til kablet eller trådløst bredbånd.

Spørgsmålet er ikke udbuddet. Det er efterspørgsel. Mange mennesker er – af forskellige årsager – ligeglade med bredbånd, hævder han. Prisen er spørgsmålet. Også stærke faktorer – men næsten ingen opmærksomhed får- er bekymringer om privatliv og sikkerhed. “Efter vores mening bør de være fokuseret på barriererne for meningsfuld bredbåndsanvendelse: privatliv og sikkerhed,” sagde Davidson. (70)

Men forbrugernes privatliv (mere om dette emne i kapitel syv) har ingen velfinansieret lobby med ubegrænset adgang til FCC.

Kapitel 6: Kabelforbindelsen

Netværket har også været aktiv i at udvande FCC’s kontrol over kabel-tv-industrien.

Gennem årene har kabel udviklet sig til store de facto lokale monopoler. Comcast og Time Warner Cable, hvis fusionsforslag blev droppet i april, er dominerende kræfter i både kabeltv- og bredbåndsabonnementer. På en eller anden måde har de dog formået at styre uden om hinanden på de specifikke markeder, hvilket giver dem hver især prisstyrke, hvor de står over for lidt lokal konkurrence.

Det er interessant, at kabelselskaber hvert år i forbrugerundersøgelser rangerer blandt de “mest hadede” eller “mest ringe” amerikanske virksomheder. Faktisk topper Comcast og Time Warner Cable ofte listen over “mest forhadte”. (71) Hvorfor vil disse virksomheder – udbydere af tv-programmer, der har udvidet forbrugernes muligheder i de seneste årtier – blive så vidt foragtet? Når alt kommer til alt, har USA været førende inden for udvikling af både kabelteknologi og diverse tv-programmer.

Problemet er, at de ikke har været i nærheden af at være ledende i at få abonnentpriserne ned. Branchekonsulenter måler typisk priser ud fra metricen for gennemsnitlig indtjening pr. abonnent. Industrianalytikere hos IHS sammenlignede prisen på amerikansk betalings-tv (som inkluderer satellittjenester) med priserne i mere end 60 andre lande. De amerikanske priser var de højeste, og kun Australien kom i nærheden. Den gennemsnitlige indtjening pr. abonnent i USA i 2013 var $81. Men i Frankrig var det kun $18,55. I Tyskland var det $19,68. I Japan var det lidt over $26.

Og de amerikanske kabelpriser er steget i de seneste år med tre eller flere gange inflationsraten. Dette har stået på i nogen tid. Fra 1995 til 2013 steg kabelsatserne med 6,1 % årligt. Forbrugerprisindekset steg derimod med kun 2,4 % årligt. Tidligere FCC-kommissær Michael Copps siger, at FCC deler en stor del af skylden. “FCC er lige så skyldig for at tillade det lige så meget som virksomhederne for at pålægge det,” sagde han. (72)

Et område, hvor FCC har bidraget til problemet, er dets traditionelle gummistempling af fusionsaftaler. Den foreslåede Comcast/Time Warner Cable-aftale er blevet skrinlagt, hovedsagelig på grund af forbehold fra justitsministeriet. Men en lang række af tidligere FCC-sanktionerede aftaler gjorde det muligt for Comcast og Time Warner Cable at vokse til den markedsdominans – og den medfølgende prissætningskraft – de råder over i øjeblikket.

Høje månedlige kabelregninger klemmer forbrugerne. Men det er mere end det. Abonnenter, der betaler $80 om måneden, betaler ofte for mange kanaler, de ikke ser og ikke vil have. FCC har aldrig krævet, at kabeloperatører opkræver betaling for, hvad forbrugerne faktisk ønsker at se. Kevin Martin, der var formand for FCC fra 2005 til 2009, pressede på for at “debundle” programmering i håb om at sænke regningerne. Men problemet blev aldrig løst. Først for nylig er levedygtige konkurrencedygtige alternativer til kablets “bundtede” pakker blevet tilgængelige. Satellittjenesten Dish introducerede for eksempel for måneder siden sit Sling-tilbud, der gør det muligt for forbrugerne at vælge mindre og billigere pakker.

Retfærdigvis over for kabeloperatørerne skal det påpeges, at programmørerne ofte kræver, at operatørerne tager uønskede eller små kanaler ind sammen med deres succeskanaler. New York-kabeloperatøren Cablevision Systems anlagde sag mod Viacom i 2013 og anklagede dem for, at man for at få populære kanaler som MTV og Nickelodeon også var tvunget til at tage lavt vurderede kanaler som Nicktoons og VH1 Soul. Men den simple sandhed er, at uanset hvem der har skylden, betaler kabelforbrugeren høje priser, typisk for noget programmering, de ikke ønsker. Som det så ofte går, når magtfulde interesser forfølger tvivlsom praksis, har FCC set for passivt på.

Alligevel har FCC ikke helt skylden. Nogle faktorer i kabelgiganternes vækst kan ikke lægges foran deres dør. Lokale kommuner tildelte ofte monopol- eller duopolstatus ved at give licens til kabelnetværksbyggere. Med de enorme kapitalinvesteringer, der kræves for at kabelføre storbyområder, syntes dette engang at give mening.

Og gennem årene har kabelgiganterne brugt en række forskellige taktikker for at svække den lille lokale konkurrence, de måtte have haft. Med aktive lobbyister på lokalt plan, har kabelgiganterne formået at overbevise et stigende antal stater om at forbyde kommunale systemer, der kan true private virksomheders etablerede virksomheder. FCC har i mange år afvist at blande sig med staterne i denne sag, delvist på grund af modstanden fra republikanske kommissærer. Men den Wheeler-ledede kommission stemte for nylig for at tilsidesætte statens love, der begrænser udbygningen af ​​kommunale kabelsystemer.

Alligevel vil mange års underdanighed i industrien være vanskelige at omgøre. En knudepunktsfusion viser, hvordan FCC-beslutningstagningen er blevet grundigt undermineret af svingdøren, lobbyvirksomhed og omhyggeligt målrettede kampagnebidrag. Alle konspirerede i Comcasts centrale 2011-køb af NBC Universal, en aftale, der forstærkede Comcasts dominans af både kabel- og bredbåndsadgang. Denne aftale satte også scenen for den nylige gribende overskrift over spørgsmålet om netneutralitet.

I 2011 foreslog den mægtige Comcast at købe NBC Universal. En række fusioner, herunder 1986-opkøbet af Group W-aktiver og 2002-opkøbet af AT&T’s kabelaktiver, havde allerede hævet Comcast til at være førende på kabelmarkedet. Ved at byde på NBC Universal, et stort skridt mod vertikal integration, hævede Comcast igen indsatsen. NBC Universal ville give Comcast en skattekiste af programmering, herunder værdsat sportsindhold som NFL-fodbold og OL.

Pludselig var problemet ikke kun kabelabonnentbasestørrelsen – hvor Comcast allerede havde købt sig vej til dominans. NBC Universal vil også give Comcast mulighed for at konsolidere sin voksende magt som bredbåndsudbyder. Og med NBC Universals programmeringsaktiver ville Comcast få ny løftestang, når de forhandlede priser for at udbyde konkurrenternes konkurrerende programmeringsindhold. Dette ville foranledige en ny runde af debat om netneutralitet.

Kunne en programmeringsrig Comcast ikke bremse rivaliserende tjenester – eller opkræve mere for at udføre deres programmering?

For at kortslutte enhver potentiel modstand mod fusionen samlede Comcast en gruppe superstjerner af lobbyister. Som Susan Crawford rapporterer i sin bog fra 2013, “hyrede Comcast næsten firs tidligere statsansatte til at hjælpe med at lobbye for godkendelse af fusionen, herunder flere tidligere stabschefer for nøglelovgivere i kongressens antitrustudvalg, tidligere FCC-medarbejdere og antitrustdivisionen, advokater og mindst fire tidligere medlemmer af kongressen.” (73) Sådanne “profligate ansættelser”, bemærker Crawford, gjorde modstanden mod aftalen temmelig tavs. Hvis Comcast allerede havde beholdt et medlem af et lobbyfirma, kunne firmaet under interessekonfliktreglerne ikke gøre indsigelse mod handlen. Og Comcast havde låst vigtige lobbybutikker. Penge var både våben og lyddæmper.

Selvfølgelig havde Comcast altid været en stor bruger af lobbyisme, med udlæg på over 12 millioner dollars hvert år siden 2008. Lobbyomkostningerne toppede i 2011 med 19,6 millioner dollars ifølge Center for Responsive Politics.

På sin side havde FCC en lang historie med at godkende de fleste mediefusioner. Så det var næppe nogen stor overraskelse, da bureauet, efter at have krævet nogle relativt små indrømmelser fra Comcast, gummistemplede aftalen. Comcast ville således udvide sit fodaftryk som lokal monopoldistributør af kabel. Og med sine nye programmeringsaktiver ville det øge sin løftestang i forbindelse med forhandlinger om aftaler for at bære sine konkurrenters programmering. Det vil også befæste sin voksende position som bredbåndsinternet-gatekeeper.

Den mest sigende fodnote til aftalen kom kun fire måneder senere. FCC-kommissær Meredith Atwell Baker, som stemte for at godkende fusionen i januar 2011, forlod FCC for at blive en Comcast-lobbyist i maj. Det var den ultimative – og måske mest sigende – skred ud og ind af svingdøren.

Baker’s var en højprofileret afhopper. Men det var hverken den første eller den sidste. Comcast havde med succes overbevist andre FCC-embedsmænd om at tage deres ekspertise og regeringskontakter til kabelgiganten. Comcast har længe været en mester i at skubbe svingdøren til egen fordel. “Comcast har været rigtig god til at ansætte alle, der er meget smarte,” sagde Crawford. (74)

Godkendelsen af ​​NBC Universal-aftalen var en anden i den lange række af FCC-fusionsgodkendelser, der gjorde Comcast til en landsdækkende monopolist, der kunne diktere både prisfastsættelse og seers programvalg.

Netneutralitet

Men aftalen kan have haft en anden utilsigtet konsekvens. Den satte scenen for Comcasts efterfølgende kampe om netneutralitet. “Disse fusioner gav yderligere pust til spørgsmålet om netneutralitet,” bemærkede tidligere kommissær Copps. Når vi taler specifikt om Comcasts opkøb af NBC Universal, var IHS senioranalytiker Eric Brannon enig. “Den fusion lagde grunden til netneutralitet.”

Ved at tillade Comcast at erhverve store programmeringsaktiver ville aftalen skærpe spørgsmålene om magten hos gatekeepere som Comcast til at kontrollere strømmen af ​​trafik fra rivaliserende Web tjenester. Så ved at bøje sig for lobbyistpres ville FCC påføre sig selv et helt nyt pres ved at fokusere offentlighedens opmærksomhed på spørgsmålet om netneutralitet.

Da aktivister samlede kommentarer fra offentligheden og hippe tv-personligheder som HBO’s John Oliver, der også slog på tromme, voksede netneutralitet hurtigt til et populært emne, der vandt støtte fra præsident Obama, og som fuldmægtig, hans håndplukkede udnævnte Tom Wheeler. Da FCC i februar 2015 afgjorde, at det ville søge titel II-autoritet til at regulere internettet og formodentlig blokere enhver favorisering fra bredbånds-gatekeepere, så det ud til endelig at kaste sit lod med offentligheden mod de fremstormende virksomhedsinteresser.

Problemet havde ulmet i årevis, men nåede sit højdepunkt, da filmleverandøren Netflix, som havde hævdet, at dets service blev bremset af Comcast, underskrev en sideaftale, der sikrede bedre downloadhastigheder for sine ydelser. Det udløste et udbrud af offentlig bekymring over, at Comcast nu var i stand til at betjene “hurtige” og “langsomme” baner, afhængigt af om en konkurrerende programmør havde råd til at sikre, at Comcast leverede tilstrækkelig med downloadhastighed.

Med næsten 4 millioner kommentarer – mange leveret eller opmuntret af offentlige interessegrupper – indgivet til FCC, var netneutralitet et politisk spørgsmål, der kunne mærkes. Og der er ingen tvivl om, at netneutralitet tiltrak offentlig interesse, fordi det gav kabelseere – der længe havde været rasende over behandlingen af monopolisterne, der sender dem månedlige regninger – spørgsmål om både seerglæde og økonomi.

Internettet

Men det brød også ind i det langvarige sentimentale, men stadig mere urealistiske syn på internettet som den sidste bastion for intellektuel frihed. Internetromantikere har længe set nettet som et sted, der på en eller anden måde fortjener særlige regler for at bryde traditionelle mediers kvælertag og tilbyde spændende ny kommunikation, informationssøgning og shopping effektivitet.

Ja, internettet er et moderne vidunder. Det er der ingen tvivl om. Men nogle af de tjenester, den har vundet fra regeringen gennem årene, har haft uheldige og utilsigtede konsekvenser.

I 1990’erne, for eksempel, blev udbydere af netadgang gentagne gange som en “opstartsindustri” fritaget fra at betale adgangsafgifter til Baby Bells, selvom de skulle forbinde brugere gennem lokale telefonnetværk. Langdistanceselskaberne betalte dengang så meget som 30 milliarder dollars om året for privilegiet. Men internettet var undtaget.

Da slutningen af ​​90’erne nærmede sig, var internettet ikke længere en spæd industri.  Alligevel blev fritagelsen for adgangsafgifter forlænget. Denne undtagelse gjorde det i det væsentlige muligt for AOL i slutningen af ​​90’erne at tilbyde ubegrænset og uafgrænset onlinetid, en nøglefaktor i at øge brugen og fjerne annoncørerne fra de trykte medier. Hvorfor købe en annonce på tryk, som måske bliver vist ved en forbigående vending af enkelt side, når du kan få opmærksomhed døgnet rundt online? (75) FCC-beslutningen om at give fritagelser for internetadgangsgebyrer har uden tvivl accelereret tilbagegangen for de trykte medier og meget af kvalitetsjournalistikken som de trykte reklamer engang kunne støtte.

I mellemtiden gjorde forhandlere på internettet indbrud i murstens- og mørteldetailhandel ved hjælp af en højesteretssanktioneret fritagelse for at opkræve moms. (76)

Denne retlige forkælelse af internettet var dødsstødet for mange mindre lokale familie eller uafhængige virksomheder, der allerede var udfordret til at matche onlinepriser. Og det er ikke alt. De særlige begunstigelser fortsætter stort set hvert år, da Kongressen foreslår og/eller vedtager lovgivning for at udvide særlige skattefritagelser til internettjenester.

Nå, måske er skattelettelser ikke så dårlig en idé for sådan en innovativ og transformerende ny teknologi. På trods af alle dets fejl, er internettet – gateway til alle varer, opbevaring af alle ting, en trolddomsrig guide til al viden, muliggør universel selvudfoldelse – unægtelig fedt nok.

Men lad os ikke benægte, at kombinationen af ​​skattefordele og deregulering var giftig. Tillad en industri at dukke op med fordele i forhold til nyttige eksisterende industrier, der stort set følger reglerne – ja, det kan måske rationaliseres. Men undlad så at holde den opkomne industri op på de samme regler, hvilket giver den mere råderum til at træde grundlæggende rettigheder under fode, fordi den har den tekniske kapacitet til at gøre det. Ja, så har du en grusom faustisk forretning.

Med dette ’at se intet ondt’ deregulerings evangelium, der mister alle begrænsninger, ville nettet udvikle sig til en legeplads for virksomheds detektiver og kriminelle. På trods af alle dets vidundere har internettet en pris: tabet af kontrol over personlige data, afståelse af privatlivets fred, nogle gange endda konfiskation af ens identitet.

Den måske mest gunstige konsekvens af netneutralitet – og en, der har fået overraskende lidt opmærksomhed – er, at den kan bane vejen for reformen af ​​privatlivets fred. (Mere om dette i kapitel syv). FCC kan nu vælge at udøve sine titel II-beføjelser til at håndhæve privatlivsstandarder over bredbåndsinternet. Privatliv er et område, hvor FCC har gjort et ret godt stykke arbejde i fortiden.

Det er dog værd at huske, at den hårdt tilkæmpede offentlige sejr over Netneutralitet kan være forbigående. AT&T og andre har truet med at gå til retten for at ændre FCC-reglerne. Og der er en rimelig chance for, at en republikansk kongres vil lovgive mod afsnit II.

I mellemtiden er en suveræn ironi dog begyndt at udfolde sig på markedet.

Nutidens laissez fair ideologer elsker at påberåbe sig visdom på markeder, som repræsenteret af Adam Smiths “mystiske hånd”. Desværre, i mangel af effektiv regulering, ser den formodet kloge “mystiske hånd” generelt ud til at udøve sin magi for dem med enorme økonomiske ressourcer og den politiske adgang, den kan købe.

I den nuværende kabelsituation kan den mystiske hånd dog faktisk arbejde på forbrugervenlige måder. År med regulering, der favoriserede kabelselskaberne, har nu givet bagslag, da markedet reagerer på monopolistisk prissætning og indholdskontrol.

Mens kabelgiganter har beordret premium månedlige abonnentpriser for at levere pakker med stort set uovervågede kanaler, er markedet nu begyndt at sprænges med nye “afbundtede” muligheder, der forsvinder på kabels enorme abonnentbase.

Satellittjenesten Direct TV, som nævnt, tilbyder nu sin streaming video Sling TV-pakke med populære netværk, der inkluderer live sport og nyheder. Amazon, Apple, CBS, HBO, Netflix, Sony og andre tilbyder en række muligheder for streaming af video, der giver seerne mulighed for at klippe kablet over.

Pludselig har forbrugerne muligheden for at plukke kirsebær, som bundtede – og dyre – kabelpakker aldrig har tilladt.

I det mindste i dette tilfælde kan de utilsigtede konsekvenser af FCC’s pro-industripolitikker være at skabe en uventet pro-forbruger twist.

Kapitel 7: Hvad med privatlivets fred?

Har noget problem fået lige så meget omtale – og så ringe meningsfuld handling?

For trods alle de forskellige kongreslovgivninger, virksomhedernes selvregulerende ordninger og præsidentielle forslag til beskyttelse af privatlivets fred, er den simple sandhed, at ingen personlige oplysninger er sikre på internettet. Dataopkøberne har bygget en virksomhed på flere milliarder dollar, der udveksler oplysninger, der bruges til at opbygge profiler af netbrugere. Dine indkøbs- og surfevaner, din helbredshistorie, dine bankdata, dit netværk af sociale bånd, måske endda dine skatteansøgninger, er alle potentielt afsløret online. Både juridiske og kriminelle virksomheder opsamler disse oplysninger. Og det forsvinder ikke.

På ethvert givet tidspunkt ved folk, du ikke kender, på en eller anden måde, hvor du er. De kan meget vel vide, hvornår du foretog dit sidste bankindskud, hvornår du havde dit sidste astmaanfald eller menstruation. Virksomheder opmuntrer og betaler for hver en bid information, de kan bruge eller sælge. Uhyggeligt? Måske, men som Jeff Chester, formand for Center for Digitalt Demokrati påpeger: “Den grundlæggende forretningsmodel, der driver online virksomheder er reklame.” (77)

FCC undslipper stort set skylden på denne. Det er Federal Trade Commission, der har haft det primære ansvar for at beskytte internettets privatliv. FCC har en begrænset autoritet, som ifølge nogle kritikere kunne have været udøvet mere energisk. Men for det meste er FCC ikke skyld i det voldsomme onlinemisbrug af personligt privatliv og identitet.

FCC har dog fortrolighedsmyndigheden over telefon-, kabel- og satellitindustrien.

Indtil for nylig har FCC i det mindste holdt privatlivsproblemerne på afstand blandt virksomhederne i disse brancher. “FCC har generelt taget privatlivets fred meget alvorligt,” bemærkede Harold Feld, senior vicepræsident hos non-profit Public Knowledge. (78)

Men den dynamik, der nu er på plads, tyder på, at privatlivets fred kan være den næste store testplads for FCC. Måske en ny chance for at fremme offentlighedens interesse. Allerede før muligheden for håndhævelse af privatlivets fred i henhold til reguleringsbeføjelserne i afsnit II, står FCC over for nye udfordringer fra telefonselskaber, der nu klør på for at tjene penge på deres enorme lager af forbrugerdata, som netvirksomheder har. Det almindeligt anvendte udtryk er “Google misundelse”.

“Indtil nu har internetudbyderne (Internet Service Providers) for det meste ikke problemer med hensyn til privatlivets fred – men det er ved at ændre sig,” bemærkede Jonathan Mayer, en stipendiat ved Center for Internet and Society. (79) Verizon og AT&T, store udbydere af mobil internetadgang, har hver introduceret “supercookies”, der sporer forbrugeradfærd, selvom de forsøger at slette ældre, mindre kraftfulde former for cookies. AT&T opkræver faktisk sine kunder en ekstra $30 om måneden for ikke at blive sporet.

Opgør truer.

Ved at vedtage afsnit II for at håndhæve netneutralitet har FCC gjort bredbåndsinternetadgang til en telekommunikationstjeneste underlagt regulering som en “fælles operatør”. Denne omklassificering betyder, at FCC kan vælge at påberåbe sig fortrolighedsmyndigheden i henhold til afsnit II’s afsnit 222. At afsnit, der tidligere blev anvendt på telefon- og kabelselskaber, påbyder beskyttelse af forbrugeroplysninger. Sådanne oplysninger – kaldet CPNI for Customer Proprietary Network Information – har afholdt telefonselskaber fra at sælge data om, hvem du ringer til, hvorfra du ringer, og hvor lang tid du bruger på telefonen. Forbrugerne kan have taget en sådan beskyttelse for givet på deres telefonopkald. Men de har ikke en sådan beskyttelse på deres internetaktivitet – der, som nævnt, har været et sikkert hus for mange milliarder dollars for virksomheder og kriminelle, der misbruger privatlivets fred.

Nu kan FCC dog sætte bredbåndsinternetkommunikation under Section 222-beskyttelse. For Scott Cleland, en telekommunikationsindustrikonsulent, som ofte har været foran analytiker gruppen, ville dette være en vigtig beslutning.

Når røgen forsvinder – og det er den ikke endnu – kan FCC indføre forbrugeridentifikatorer som IP-adresser svarende til telefonnumre. Pludselig vil de internetselskaber, der har handlet med alle de personlige data, være underlagt samme kontrol som telefon- og kabelselskaberne.

Cleland hævder, at risikoen for misbrug af privatlivets fred strækker sig ud over udbydere af bredbåndsadgang som Comcast og Verizon til internetgiganter som Google og Facebook, der indtil nu har blomstret med alle de personlige data. “De er i fare, og de kommer til at leve under den usikkerhed, at deres forretningsmodel kan blive dømt ulovlig af FCC,” sagde Cleland. (80)

Der er skrevet meget om de juridiske udfordringer, som bredbåndsadgangsudbydere har til hensigt at rejse mod FCC’s nye regler. Men Cleland argumenterer for, at en anden type retssag kan opsluge virksomheder, der har nydt godt af brugen og salget af private data. Procesadvokater, hævder han, vil se muligheder i at samle massive gruppesøgsmål fra internetbrugere, hvis privatliv er blevet krænket. Hvilken form for privatlivsmisbrugere står over for retslige skridt? Enhver, der har “samlet CPNI via en form for cookie”, ifølge Cleland.

“Lige nu risikerer edge-udbydere som Google, Facebook og Twitter at blive sagsøgt af procesadvokater,” sagde han. (81)

Lyder fantastisk for de forbrugere, der bekymrer sig om privatlivets fred på internettet, og hvordan det er blevet misbrugt. Men FCC, blev Cleland mindet om, har aldrig været en forbrugerfortaler. “Bingo,” svarede Cleland. Det er det, der gør FCC’s potentielle overgang til privatlivsbeskyttelse så vigtig og så overraskende, foreslår han.

Der er andre tegn på, at FCC under Tom Wheeler faktisk kan blive mere forbrugervenlig i spørgsmålet om databeskyttelse. Mens Wheeler har bragt nogle tidligere medarbejdere fra lobbygrupper til FCC, har han også spækket sine medarbejdere med respekterede fortalere for privatlivets fred. Faktisk udnævnte han Gigi Sohn, mangeårig præsident for non-profit Public Knowledge, som rådgiver for formanden i april.

En anden der er udnævnt med en privatlivsbaggrund er Travis LeBlanc, leder af FCCs håndhævelsesbureau. I tidligere ansættelser i Californiens kontor for justitsministeren, var LeBlanc aktiv i at håndhæve online privatliv. LeBlanc har erklæret interesse for privatlivets fred og har allerede truffet foranstaltninger mod to firmaer, der afslørede personlige oplysninger – inklusive personnumre – på ubeskyttede internetservere.

Men mange aspekter af LeBlancs tilgang til regulering af internetbeskyttelse under afsnit II er stadig uklare. Desværre afviste FCC gentagne anmodninger om at stille LeBlanc til rådighed for et interview. (De afviste også at besvare skriftlige spørgsmål om dets håndhævelseshensigter i både privatliv og emissioner fra mobiltårnsinfrastruktur.)

Vi mangler fortsat at se, om LeBlanc og hans overordnede i FCC virkelig er villige til at påtage sig håndhævelse af privatlivets fred. En sådan holdning ville kræve stort mod, da hele internetinfrastrukturen er bygget op omkring misbrug af privatlivets fred. Det er også tvivlsomt, om FCC ville have modet til at udfordre Google – en sjælden virksomhedsallieret i kampen om netneutralitet.

Kapitel 8: Afhængighed driver netværket af korruption

Som et indfanget agentur er FCC et glimrende eksempel på institutionel korruption. Embedsmænd i sådanne institutioner behøver ikke modtage konvolutter, der bugner med kontanter. Men selv deres mest velmenende indsats bliver ofte overvældet af et system, der favoriserer magtfulde private påvirkninger, typisk på bekostning af offentlig interesse.

Hvor der er institutionel korruption, er der ofte underliggende afhængigheder, som underminerer den pågældende institutions autonomi og integritet. Sådan er det med FCC og dets bredere netværk af institutionel korruption.

Som tidligere nævnt er FCC en enkelt knude på et korrupt netværk, der omfatter kongressen, kongressens tilsynsudvalg og det sociale liv i Washington. Netværket binder den offentlige sektor til det private gennem en friktionsfri svingdør – egentlig ingen dør overhovedet.

Fristelsen er overalt i Washington, hvor pengestærke lobbyister og brancherepræsentanter holder de bedste fester og middage. Penge giver også industrien mulighed for at kontrollere andre vigtige faktorer, såsom forskningsdagsordenen. Alt dette arbejder sammen til industriens fordel fordi – som med andre tilfælde af institutionel korruption – er der kompromitterende afhængigheder. Politikere, politiske kandidater og lovgivere såvel som videnskabelige forskere er alle kompromitteret af deres afhængighed af industripenge.

Afhængighed #1 – Så mange af problemerne her kommer tilbage til kernespørgsmålet om kampagnefinansiering. Kabel-, mobil- og uddannelsesteknologiske interesser ved, hvor de skal målrette deres midler for at opnå maksimal politisk effekt. Og bidragene virker og køber tilsyneladende tavshed hos kongresmedlemmer i nøgleudvalgene – selv dem med tidligere betegnelse om at være progressive. Nøglemodtagere af industridollar omfatter Massachusetts-senator Ed Markey og, indtil han gik på pension, den californiske demokrat Henry Waxman. Selvom de med mellemrum har hævet deres stemmer om spørgsmål som databeskyttelse og mobil sundhed og sikkerhed, har ingen af ​​dem vist nogen stor tilbøjelighed til at følge op og tage fat i, hvad der ville være en lang og sej kamp om disse spørgsmål.

Afhængighed #2 – Demokrater kan forventes at udfordre industrien nu og da. Det har de jo traditionelt gjort. Men dette er post-Citizens United-æraen, hvor højesteret har forvandlet regeringen til et kæmpe auktionshus.

Byd den højeste pris, og du går hjem med prisen – dit personlige kongresmedlem, lovgivningssmuthuller, endda et helt politisk parti.

Sådan er det med teknologiindustrien og demokraterne.

Kommunikations-/teleindustrien er den tredje største industrigruppe inden for både lobbyvirksomhed og kampagnebidrag, ifølge Center for Responsive Politics. I alene 2013 og 2014 brugte denne industrisektor langt over 750 millioner dollars på lobbyvirksomhed. (82)

Kun finans-/forsikrings-/ejendoms- og sundhedsindustrien bruger den teknologiske sektor til lobbyvirksomhed. Men disse industrigrupper er republikanske. Over 62 % af finansierings-/forsikrings-/ejendomskampagnebidragene går til GOP. Sundhedsbidrag bidrager republikanerne med 57% til 43%.

Men teknologigruppen hælder skarpt til demokraterne, som fik 60 % af bidragene i valgcyklussen 2013-2014. (83) De to næststørste industrigrupper – energi/naturressourcer samt landbrug – hælder stærkt mod republikansk. Så af de fem bedste industrigrupper, hvis penge giver næring til og ofte påvirker valg, er fire stærkt republikanske. Demokraterne har brug for teknologiindustrien – og de viser den afhængighed med konsekvent støtte, og rejser sjældent sådanne offentlige interesser som trådløs sundhed og sikkerhed og internetbeskyttelse.

Afhængighed #3 – Spektrum-auktioner giver den trådløse industri en pengeskabende aura. I et nyligt vidneudsagn fra Kongressen mindede en FCC-embedsmand lovgiverne om, at FCC i årenes løb har været en budget-balancerende indtægtsskabende kraft. (84) Faktisk har auktionerne over elektromagnetisk spektrum, brugt af alle de trådløse kommunikationsselskaber til at sende deres signaler, givet næsten 100 milliarder dollars i de seneste år. Den seneste auktion til trådløse udbydere kom op på det uventede høje beløb på 43 milliarder dollars. Uanset om salget af spektrum bidrager til en ærtesuppe af elektromagnetisk “smog”, hvis sundhedsmæssige konsekvenser stort set er ukendte. Regeringen har brug for penge, og Kongressen viser sin påskønnelse med konsekvent pro-trådløse politikker.

Afhængighed #4 – Videnskab er ofte katalysatoren for meningsfuld regulering. Men hvad sker der, når forskere er afhængige af industrien til finansiering af forskningen? Under pres fra budgetnedskæringer og deregulatorer er offentlige midler til forskning i RF-sundhedseffekter tørret ud. EPA, som engang havde 35 efterforskere i området, har for længst opgivet sine bestræbelser. (85)

Adskillige videnskabsmænd har fortalt mig, at der simpelthen ikke er nogen uafhængig forskningsfinansiering i USA.
De står tilbage med et enkelt valg: Arbejd på industrisponsoreret forskning eller forlad feltet.

Kapitel 9: En beskeden dagsorden for FCC

Ingen foreslår, at mobiltelefoner skal forbydes. Der er heller ingen, der foreslår afskaffelse af Universal Service programmet eller andre radikale reformer. Men der er nogle skridt – og de fleste er beskedne – som FCC kan tage nu for at rette op på nogle af de fejl, der er resultatet af mange år med overdreven industriadgang og indflydelse:

1. Anerkend, at der kan være sundhedsrisici ved trådløs kommunikation. Fjern det afvisende sprog. Diskuter modent og åbent forskningen og den igangværende debat om sikkerheden ved denne teknologi.

2. I erkendelse af den videnskabelige usikkerhed, antag et forsigtighedssyn ved brugen af ​​trådløs teknologi. Kræv information ved salgssteder, der fortæller, at brugere, der ønsker at reducere sundhedsrisici, kan træffe en række forskellige foranstaltninger, herunder hovedtelefoner, begrænset brug samt at holde afstand fra udsatte kropsdele.

3. Afbryd promoveringen af ​​Wi-Fi. Som professor Lennart Hardell har bemærket, der er kabelforbundne alternativer, der ikke udsætter børn for trådløse risici.

4. Anmod Kongressen om de budgetmæssige tilføjelser, der er nødvendige for at udvide test af emissioner på mobilmast områder. Det var trods alt kongressen, der gav industrien carte blanche til masteudbygningen, så længe de overholder FCC-standarderne. Men der er beviser for en omfattende manglen på overholdelse, og Kongressen skal sikre, at masteinfrastrukturen fungerer inden for loven.

5. Anerkend, at børn og gravide kvinder kan være mere sårbare over for virkningerne af RF-emissioner og kræver særlig beskyttelse.

6. Fremme kabeldeling som en måde at lette forbrugernes kabelregninger på, især for de kunder, der er ligeglade med dyre sportsprogrammer.

7. Anvend mere stringente analyser for korrekt at vurdere værdien af ​​teknologien i uddannelserne.
Beviser hober sig fortsat op for, at teknologi inden for uddannelse ikke er så værdifuld, som teknologivirksomhederne hævder. Vær mindre opmærksom på tekniske administrerende direktører – vær mere opmærksom på de forskere, der faktisk har studeret effekten af ​​trendy teknologiske indflydelse på læring.

8. Overtag håndhævelsen af ​​personlige rettigheder på internettet. Af alle de grundlæggende forslag her ville dette kræve mest mod, da det ville indebære at udfordre mange af internettets forankrede kræfter.

Kapitel 10: Vildfarne tanker

Nogle afsluttende tanker:

Hvorfor involverer så mange af de mest tvivlsomme FCC-politikker teknologi?

For en stor del, selvfølgelig, fordi FCC har myndighed over kommunikation, og det er en sektor, der er blevet radikalt transformeret – sammen med så mange andre – af teknologi.

Lad os dog være klare. Problemet er ikke teknologien, som uden tvivl bringer utallige fordele til det moderne liv. Problemet er med overdrivelsen af ​​påstande om teknologiens anvendelighed og den tilbedende heltedyrkelse af teknologi, selv hvor det har frygtelige konsekvenser.

Mest fundamentalt er problemet viljen i Washington – af hensyn til både bestikkelighed og naivitet – til at give teknologien et fripas.

Personligt tror jeg ikke på, at bare fordi noget kan gøres, bør det ubemærket være tilladt. Mord, voldtægt og Ponzi-planer er alle mulige – men underlagt forbud og regulering. Offentlige tilsynsmyndigheder har ansvaret for at undersøge konsekvenserne af nye teknologier og sørge for i det mindste at begrænse nogle af de værste. Ud over lovgivere og regulatorer kan offentlig forargelse og domstolene også spille en rolle – men disse kan dæmpes i det uendelige af misinformation og mobning.

Der er præcedens for, at industrier (måske forsinket) handler for at udligne de mest byrdefulde konsekvenser af deres produkter. Ved at reagere på en blanding af retssager, offentlig efterspørgsel og lovgivningsmæssige krav har bilindustrien f.eks. i de sidste 50 år væsentligt forbedret sine produkters sikkerhed og miljømæssige fodaftryk.

Polstrede instrumentpaneler, sikkerhedsseler, airbags og krøllezoner har alle løst sikkerhedsproblemer. Miljøproblemer er blevet løst med skærpede standarder for emissioner og brændstofforbrug. Svaret på nye sikkerhedsudfordringer er løbende. Før sideairbags blev udbredt, var sedan-chauffører, der blev trukket fra siden af ​​meget større SUV’er, i en uforholdsmæssig stor risiko for død og lemlæstelse. (86) Men udløsningen af ​​sideairbags har “væsentligt” reduceret risikoen for dødsfald ved kollisioner. (87) Samlet set er antallet af dødsfald pr. 100.000 personer faldet med næsten 60 % i USA siden 1966. (88) I dag fortsætter bilproducenterne med at arbejde på avancerede sikkerhedsfunktioner som kollisionsundgåelse.

Det kan argumenteres for, at de fleste af disse sikkerhedsforbedringer kom årtier efter, at biler var i udbredt brug og kun som reaktion på forargelsen over Ralph Naders afsløringer fra 1965 om bilindustrien. (89) Uanset katalysatorerne. Den simple sandhed er stadig, at bilindustrien – og dens regulatorer – i det sidste halve århundrede har behandlet sikkerheds- og miljøspørgsmål.

Men med den overvældende anvendelse af penge og indflydelse er informations- og kommunikationsteknologier næsten fuldstændig undsluppet politisk kontrol, reguleringskontrol og juridisk disciplin.

Skal internettet have fået lov til at udvikle sig til et ultraeffektivt værktøj til at løfte personlige oplysninger, der inkluderer økonomiske optegnelser, helbredshistorier og cpr-numre? Bør trådløs kommunikation promoveres blindt, selvom nye spor bliver ved med at antyde, at der kan være toksiske effekter? Bør lokale zonemyndigheder og amerikanske borgere fratages retten til at beskytte deres eget helbred? Skal uddannelse digitaliseres og påtvinges, bare fordi teknologivirksomheder ønsker at udvikle et nyt marked og fastlåse en yngre kundekreds?

Alle disse spørgsmål kan måske rulles op i ét: spiller vi alle bare døde for de virksomhedslobbyister og spinnere, der fremmer den uundersøgte og uregulerede anvendelse af deres produkter?

Til sidst et ord om strukturen i FCC. Med fem kommissærer – ikke mere end tre fra samme parti – synes strukturen at give en eller anden form for mening.

Men i praksis fungerer det dårligt. Identifikationen af ​​kommissærer efter parti har en tendens til at bringe det værste frem i både republikanere og demokrater. I stedet for at undersøge spørgsmål med klarsynet uafhængighed ser kommissærerne ud til at trække sig tilbage i de værste karikaturer af deres partier. Republikanerne udstråler frit marked og dereguleringsideologi, der oftest er et gennemsigtigt dække for støtte til forretningsinteresser. Demokraterne ser ud til at være tilfredse, hvis de kan implementere deres kæledyrsudgifter-programmer, udvidelse af trådløst bredbånd til deprimerede by- og landskoler, mobiltelefontilskud til lavindkomstklienter. Resultatet er en kommission, der taler om ideologi og bruger store penge på at subsidiere magtfulde interesser.

En løsning ville måske være at udvide Kommissionen til syv ved at tilføje to kommissærer af offentlig interesse. Den offentlige interesse råder kun sjældent hos FCC. Så det ville repræsentere en enorm forbedring, hvis både republikanske og demokratiske kommissærer skulle konkurrere om støtte fra repræsentanter for offentlighedens interesser for at skabe et flertal. Den offentlige interesse ville med andre ord nogle gange have svingstemmerne.

Det er dog meget svært at tro, at Kongressen nogensinde ville godkende en sådan plan. Det repræsenterer simpelthen en for stor trussel mod de to partiers forankrede politiske magt. Hvorfor skulle de nogensinde gå med til en plan, der udvander den magt?

Det er også værd at bemærke, at den offentlige interesse ikke altid er let at definere. Nogle gange er der uden tvivl modstridende definitioner. Alligevel er en FCC med kommissærer for offentlig interesse en idé, der er værd at overveje. Det ville i det mindste kræve, at parti-apologeterne forsvarede, hvordan de så konsekvent er forkæmper for de pengemæssige interesser, der har købt sig uforholdsmæssig adgang og magt i Washington.

Bilag – Undersøgelse af forbrugernes holdninger

Hvad tror offentligheden om videnskaben og politikken inden for trådløs sundhedsforskning?

Under hvilke forhold ville folk ændre trådløse brugsmønstre? Har FCC i øjeblikket tillid til at beskytte folkesundheden? Hvordan vil bekræftelse af sundhedsrisici påvirke tilliden til FCC?

Det er nogle af de spørgsmål, Ann-Christin Posten (90) og Norm Alster (91) håbede at besvare med en onlineundersøgelse fra april 2015 med 202 respondenter. Deltagerne blev rekrutteret gennem Amazons Mechanical Turk online platform. Alle var indbyggere i USA og havde opnået kvalificerende godkendelsesrater i tidligere Mechanical Turk-undersøgelser.

Deltagerne blev spurgt, hvor sandsynligt de troede, at følgende udsagn var sande:

Udsagn 1. Langvarig og tung mobiltelefonbrug kan have en række skadelige virkninger på helbredet.

Udsagn 2. Langvarig og tung mobiltelefonbrug tredobler risikoen for hjernetumorer.

Udsagn 3. Der er ingen videnskabelig dokumentation, der beviser, at brug af mobiltelefoner kan føre til kræft eller en række andre problemer.

Udsagn 4. Børn og gravide kvinder er særligt sårbare over for stråling fra trådløse telefoner, mobiltårne ​​og Wi-Fi.

Udsagn 5. Lobbyisme og kampagnebidrag har været nøglefaktorer for at forhindre regeringen i at anerkende trådløse farer og vedtage strengere regulering.

Udtalelse 6. Den amerikanske kongres forbyder lokalsamfund at tage hensyn til helbredsproblemer, når de beslutter, om de skal udstede zonetilladelser til trådløse antenner.

To resultater virker særligt interessante:

1. Udsagn 3 fik en højere troværdighedsvurdering end udsagn 1 og 2. De forskellige troværdighedsniveauer er statistisk signifikante. Respondenter er mere tilbøjelige til at stole på trådløs sikkerhed end til at tro, at der er generelle eller specifikke sundhedsrisici.

2. Den eneste erklæring, der er et spørgsmål om en ubestridt kendsgerning, er udsagn 6 om forbud mod modstand mod antennepladser af sundhedsmæssige årsager. (Alle andre udsagn er blevet både proklameret og afvist.) Og alligevel var det mindst sandsynligt, at udsagn 6 blev troet. Kun 1,5 % af de adspurgte anerkendte dette som en “absolut sandt” udsagn. Over 14 % mente, at denne udtalelse var “slet ikke sand”. Svarene på dette spørgsmål synes at afspejle offentlig uvidenhed om den politiske baggrund for trådløse sundhedsspørgsmål.

Deltagerne blev også spurgt, hvordan de ville ændre adfærd, hvis påstande om trådløse sundhedsrisici blev fastslået som sande:

Den største indflydelse på adfærd kom, da respondenterne blev bedt om at antage, at det er rigtigt, at langvarig og tung mobiltelefonbrug tredobler risikoen for hjernetumorer. Mere end halvdelen sagde, at de “bestemt” ville begrænse mængden af ​​tid brugt på telefonen. Lidt over 43 % ville “definitivt” begrænse deres børns telefonbrug. Måske mest overraskende ville tæt på 25 % “bestemt” starte en ny fastnettelefonkonto. (Dette sidste svar antyder, at det kan være tåbeligt for tidligt for telefongiganterne at forlade fastnetbranchen foreløbig.)

Forbrugernes tilbøjelighed til at ændre adfærd, hvis negative sundhedseffekter bekræftes, tyder på, at indsatsen er enorm for alle virksomheder, der får indtægter fra trådløs brug.

Denne undersøgelse peger på – men kan ikke besvare – nogle kritiske spørgsmål: Beskytter trådløse virksomheder sig bedre juridisk ved at fortsætte med at benægte gyldigheden af ​​al besværlig forskning?

Eller skal de i stedet positionere sig for at bevare forbrugernes tillid? Måske er der større økonomisk visdom i at lytte til advokaterne lige nu og nægte enhver chance for skade. Hvis det er tilfældet, hvorfor skulle nogen, der er alvorligt bekymret over sundhed, lytte til industrien – eller til dens erobrede agentur? Det er et spørgsmål, som FCC i sidste ende bliver nødt til at besvare.

Tillid kan i sidste ende blive et centralt emne. Respondenterne blev oprindeligt bedt om at beskrive deres tillid til den trådløse industri og til FCC som dens regulator. Ikke overraskende resulterede etablering af nogen af de formodede sundhedsrisici – eller bekræftelse af overdreven industripres – i statistisk signifikant formindskelse af tilliden til både industrien og FCC.

På en skala fra 1 til 100 havde FCC et gennemsnitligt baseline-tillidsniveau på 45,66. Men hvis tredoblingen af risikoen for hjernetumor fastslås som absolut sand, falder det tal helt til 24,68. Hvis “lobbying og kampagnebidrag” har været “nøglefaktorer” for at forhindre regeringen i at anerkende trådløse farer, falder tillidsniveauet i FCC til 20.02. Alle resultater var statistisk signifikante.

Det er klart, at på dette tidspunkt vil en bekræftelse af sundhedsrisici – eller endda af politisk pres bag kulisserne – fra det trådløse væsentligt mindske offentlighedens tillid til FCC. Skeptikere vil måske hævde, at dette giver FCC et motiv til at fortsætte med at bagatellisere og afvise yderligere beviser for biologiske og menneskelige sundhedseffekter. De, der er mere optimistiske, ser måske i disse resultater grund til at tilskynde et FCC, der er bekymret over offentlighedens tillid, til at ryste sig løs fra de særlige interesser.

Noter

1) Former CTIA vice president John Walls in Kevin Kunze‘s documentary film Mobilize, introduced in 2014 at the California Independent Film Festival.
2) November 2014 interview with Renee Sharp.
3) December 2014 interview with Twaun Samuel.
4) Dr. George Carlo and Martin Schram, Cell Phones, Invisible Hazards In The Wireless Age (Carroll & Graf, 2001), 18.
5) Center for Responsive Politics.
6) Id.
7) November 2014 interview with Michael Copps.
8) January 2015 interview with Newton Minow.
9) Daniel Lathrop, “From Government Service to Private Practice: Writers of Telecom Law Move to K Street,” Center for Public Integrity, October 28, 2004, http://www.publicintegrity.org/2004/10/28/6597/government-service-private-practice
10) B. Blake Levitt and Henry Lai, “Biological Effects from Exposure to Electromagnetic Radiation Emitted By Cell Tower Base Stations and Other Antenna Arrays,” NRC Research Press Web site, November 5, 2010.
11) Id., 381.
12) Id.
13) S. Sivani and D. Sudarsanam, “Impacts of Radio-Frequency Electromagnetic Field (RF_EMF) from Cell Phone Towers and Wireless Devices on Biosystem and Ecosystem – A Review”, Biology and Medicine 4.4 (2013): 202.
14) Id., 206-208.
15) January 2015 interview with Robert Weller.
16) Letter from Michelle C. Farquhar, Chief of the FCC‘s Wireless Telecommunications Bureau, to Thomas Wheeler, President and CEO of the Cellular Telecommunications Industry Association, January 13, 1997.
17) Id.
18) Letter from FCC Chairman Thomas Wheeler to former FCC Commissioner Jonathan Adelstein, President and CEO, PCIA-The Wireless Infrastructure Association, March 14, 2014.
19) December 2014 interview with James R. Hobson.
20) January 2015 interview with Marvin Wessel.
21) Id.
22) January 2015 interview with Janet Newton.
23) Robert Weller interview.
24) Best‘s Briefing, “Emerging Technologies Pose Significant Risks with Possible Long-Tail Losses”, February 11, 2013,
http://www.ambest.com/directories/bestconnect/EmergingRisks.pd
25) Online survey conducted in April 2015 on Amazon‘s Mechanical Turk platform.
26) CTIA, “Policy & Initiatives: Innovation,”
http://www.ctia.org/policy-initiatives/policy-topics/innovation
27) February 2015 interview with Dennis Kucinich.
28) Alexander Lerchl, Melanie Klose, and Karen Grote et al., “Tumor Promotion by Exposure to Radiofrequency Electromagnetic Fields below Exposure Limits for Humans,” Biochemical and Biophysical Research Communications 459.4 (2015): 585-590.
29) WHO/International Agency for Research on Cancer (IARC), “IARC Classifies Radiofrequency Electromagnetic Fields As Possibly Carcinogenic To Humans,” Press Release No. 208, May 31, 2011.
30) Medscape, “Brain Cancer CME Learning Center,”
http://www.medscape.org/resource/brain-cancer/cme. 31) Anke Huss, Matthias Egger, Kerstin Hug, Karin Huwiler-Muntener, and Martin Roosli, “Source of Funding and Results of Studies of Health Effects of Mobile Phone Use: Systemic Review of Experimental Studies,” Environmental Health Perspectives 115.1 (2007): 1-4, 1.
32) Id.
33) Federal Communications Commission, “Wireless Devices and Health Concerns,” http://www.fcc.gov/guides/wireless-devices-and-health-concerns
34) Lennart Hardell, Michael Carlberg, Fredrik Soderqvist, and Kjell Hansson Mild, “Case-Control Study of the Association between Malignant Brain Tumours Diagnosed between 2007 and 2009 and Mobile and Cordless Phone Use,” International Journal of Oncology 43.6 (2013): 1833-1845.
35) Lennart Hardell and Michael Carlberg, “Use of Mobile and Cordless Phones and Survival of Patients with Glioma,” Neuroepidemiology 40.2 (2012): 101-108.
36) Lennart Hardell and Michael Carlberg,  ”Using the Hill Viewpoints from 1965 for Evaluating Strengths of Evidence of the Risk for Brain Tumors Associated with Use of Mobile and Cordless Phones,” Reviews on Environmental Health 28.2-3 (2013): 97-106.
37) Gaelle Coureau, Ghislaine Bouvier, and Pierre Lebailly, et al., “Mobile Phone Use and Brain Tumors in the CERENAT Case[1]Control Study,” Occupational and Environmental Medicine 71.7 (2014): 514-522, doi:10.1136/oemed-2013-101754.
38) October 2014 interview with Lennart Hardell.
39) December 2014 interview with Martin Blank.
40) Id.
41) Norm Alster, “Cell Phones: We Need More Testing,” BusinessWeek, August 14, 2000, 39.
42) Quoted in American Academy of Pediatrics, “American Academy of Pediatrics Endorses Cell Phone Safety Bill,” Press Release, December 20, 2012,
http://www.ewg.org/release/american-academy-pediatrics-endorses-cell-phone-safety-bil
43) Om P. Gandhi, L. Lloyd Morgan, Alvaro Augusto de Salles, Yueh-Ying Han, Ronald B. Herberman, and Devra Lee Davis, “Exposure Limits: The Underestimation of Absorbed Cell Phone Radiation, Especially in Children,” Electromagnetic Biology and Medicine 31.1 (2012): 34-51.
44) November 2014 interview with Joel Moskowitz.
45) February 2015 interview with Carl Blackman.
46) Id.
47) Id.
48) Lawrence Lessig, Roy L. Furman Professor of Law and Leadership at Harvard Law School, helped to draft the Right to Know ordinance and has offered pro bono legal representation to the city of Berkeley. Professor Lessig was director of the Lab at Harvard‘s Safra Center for Ethics, from which the Project on Public Narrative was spun off in November of 2014.
49) May 2015 interview with Berkeley City Attorney Zach Cowan
50) December 2014 interview with Jerry Phillips.
51) Id.
52) February 2015 interview with Om P. Gandhi.
53) Id.
54) Radio interview on WBAI-FM, “Wireless Radiation: What Scientists Know and You Don‘t, With Dr. Joel Moskowitz,” March 10, 2015.
55) Spencer Ante, “Millions Improperly Claimed U.S. Phone Subsidies,” Wall Street Journal, February 11, 2013,
http://allthingsd.com/201330212/millions-improperly-claimed-u-s-phone-subsidies/
56) Federal Communications Commission Office of Inspector General, “Semiannual Report to Congress for the Period April 1, 2014 – September 30, 2014,” 20,
http://transition.fcc.gov/oig/FCC_OIG_SAR_09302014a.pdf
57) Federal Communications Commission, “Reports on Meetings and Telephone Calls with Registered Lobbyists Regarding General Recovery Act Policy Issues,” March 2, 2010.
58) CTIA – The Wireless Association, “Response to White House Paper on Universal Service Policy,” September 19, 2014,
http://www.ctia.org/docs/default-source/Legislative-Activity/ctia-usf-response-to-house-white-paper-091914.pdf?sfvrsn=0
59) Open Letter from Executives of 50 Leading Companies to Tom Wheeler, Chairman of the FCC, January 30, 2014,
http://erate2.educationsuperhighway.org/#ceos-letter
See also David Nagel, “50 Top Execs Urge E-Rate Modernization To Propel Broadband in Schools,” The Journal, January 30, 2014.
60) October 2014 interview with Lennart Hardell.
61) Jacob L. Vigdor and Helen F. Ladd, “Scaling the Digital Divide: Home Computer Technology and Student Achievement,” Calder Urban Institute Working Paper, No. 48, June 2010.
62) Mark Warschauer and Morgan Ames, “Can One Laptop Per Child Save the World‘s Poor?” Journal of International Affairs 64.1 (2010): 33-51.
63) John Rogers, “L.A. Students Get iPads, Crack Firewall, Play Games,” Associated Press, October 5, 2013, http://bigstory.ap.org/article/la-students-get-ipads-start-playing-video-games
64) April 2015 interview with Kentaro Toyama.
65) Id.
66) Id.
67) FCC Chairman Tom Wheeler, quoted in Grant Gross, “FCC Approves Plan to Spend $1B a Year on School Wi-Fi,” IDG News Service, July 11, 2014.
68) Michael O‘Rielly, “Dissenting Statement by Commissioner Michael O‘Rielly,” 2,
https://e-ratecentral.com/Portals/0/DocFiles/files/fcc/DOC-328172A7.pdf
after FCC in July of 2014 voted to increase Wi-Fi spending.
69) February 2015 interview with Charles Davidson and Michael Santorelli.
70) Id.
71) The University of Michigan‘s American Customer Satisfaction Index,
http://www.theacsi.org/the-american-customer-satisfaction-index
72) September 2014 interview with Michael Copps.
73) Susan Crawford, Captive Audience: The Telecom Industry and Monopoly Power in the New Gilded Age (Yale University Press, 2013), 212.
74) October 2014 interview with Susan Crawford.
75) Norm Alster, “A Little Help from the Feds,” BusinessWeek, January 24, 2000, 42.
76) 1992 Supreme Court decision in Quill Corp. v. North Dakota, 504 U.S. 298 (1992).
77) February 2015 conversation with Jeff Chester.
78) April 2015 interview with Harold Feld.
79) March 2015 interview with Jonathan Mayer.
80) April 2015 interview with Scott Cleland.
81) Id.
82) Center for Responsive Politics.
83) Id.
84) “Testimony of Jon Wilkins, Managing Director, Federal Communications Commission,” Before the Committee on Energy and Commerce, Subcommittee on Communications and Technology, U.S. House of Representatives, March 4, 2015.
85) Alster, “Cell Phones: We Need More Testing,” 39.
86) Danny Hakim and Norm Alster, “Lawsuits: This Year‘s Model,” New York Times, May 30, 2004, http://www.nytimes.com/2004/05/30/business/lawsuits-this-year-s-model.html
87) A.T. McCartt and S.Y. Kyrychenko, “Efficacy of Side Airbags in Reducing Driver Deaths in Driver-Side Car and SUV Collisions,” Traffic Injury Prevention 8.2 (2007): 162-170.
88) National Highway Traffic Safety Administration, “Traffic Safety Facts 2012,” 18,
http://www.nrd.nhtsa.dot.gov/Pubs/812032.pdf
89) Ralph Nader, Unsafe At Any Speed: The Designed-In Dangers of the American Automobile (Grossman Publishers, 1965).
90) Lab Fellow, Edmond J. Safra Center for Ethics, Harvard University.
91) Investigative Journalism Fellow, Project on Public Narrative at Harvard Law School.