Pilotprojekter med EU’s digitale identitets kort udrulles under radaren
Efterhånden som 2023 skrider fremad, synes Europa-Kommissionen at have travlt med at udvikle og gennemføre pilotprojekter med sit EU-kort for digital identitet (EUDI), som EU i den nærmeste fremtid agter at stille til rådighed for alle EU-borgere.
Europa-Kommissionen fortæller gerne om alle de mulige bekvemmeligheder med EUDI, dets sikkerhed samt en bred vifte af potentielle måder, det kan bruges på i dagligdagen. Derimod bliver kortes potentiale for en lang række af både etiske og overvågnings relaterede spørgsmål ikke diskuteret.
Uanset den manglende diskussion og debat om både etik, privatliv og overvågning er målet for EU, at 80 procent af EU’s borgere skal bruge en “elektronisk identifikationsløsning” i 2030.
Artiklen er skrevet af Stavroula Pabst og udgivet på Brownstone Institute den 6. oktober 2023.
Foto: Emilio David Torres Vergara, Pixabay
Hvad er EU’s digitale identitetskort (EUDI)?
EU’s Digital Wallet, ofte omtalt som EU Digital Identity Wallet (EUDI), forventes at blive tilbudt den europæiske offentlighed indenfor de kommende år. Ifølge Europa-Kommissionen er “EU Digital Identity Wallet personlige digitale kort, der giver borgerne mulighed for digitalt at identificere sig, gemme og administrere identitetsdata samt officielle dokumenter i elektronisk format. Det kan omfatte kørekort, lægerecepter eller uddannelsesmæssige kvalifikationer.”
Efterhånden som lovgivningen om den planlagte anvendelse i hele Europa er på plads, fremmer Europa-Kommissionen sine bestræbelser på at udbrede EUDI til den europæiske offentlighed, hvor mere end 250 private virksomheder og offentlige myndigheder deltager i fire store pilotprojekter. I skrivende stund har EU investeret 46 mio. EUR i disse pilotprojekter.
Faktisk er en lang række forsøg allerede ved at blive afprøvet med EUDI-pilotprojekter. Det inkluderer brug af kortet til at få adgang til offentlige tjenester, registrering og aktivering af SIM-kort til mobilnetværkstjenester, underskrivning af kontrakter, gøre rejser lettere samt fremvisning uddannelses oplysninger. Alt i alt antyder disse eksempler på Digital Identity Wallets’ fremtidige brug en bred vifte af tjenester, som er vigtige i dagligdagen.
Bekvemmelighed, men for hvem?
Europa-Kommissionen fortæller ofte om til bekvemmelighederne med det digitale kort med meddelelser, der praler af, hvordan brugerne vil være i stand til at bruge kortet til at tjekke ind på hoteller, indgive selvangivelser, leje biler og sikkert kan åbne bankkonti. Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fremhævede følgende i en tale om Unionens tilstand 2020, hvor hun foreslog begrebet “sikker europæisk e-identitet“:
“Hver gang en app eller et websted beder os om at oprette en ny digital identitet eller nemt logge på via en stor platform, har vi ingen idé om, hvad der sker med vores data i virkeligheden. Derfor foreslår Kommissionen en sikker europæisk e-identitet. En, som vi stoler på, og som enhver borger kan bruge overalt i Europa der kan gøre alt fra at betale din skat til at leje en cykel. En teknologi, hvor vi selv kan styre, hvilke data der bruges og hvordan.”
Von der Leyen har bestemt ret i, at “vi ikke har nogen idé om, hvad der sker med vores data”, når vi opretter onlinekonti eller logger ind på private tjenester, som postulerer, at Digital ID kan arbejde for at løse et kerneproblem, som mange mennesker har, når de bruger internettet.
Men set med kritiske øjne betyder den europæiske “e-identitet” og de digitale identifikationsmetoder generelt et hav af nye problemer for civile borgere på både kort og lang sigt. Mens Digital ID kan give brugerne adgang til tjenester, indrømmede en WEF-rapport fra 2018 Digital ID’s tilbøjelighed til at udelukke; “enkeltpersoner fra at åbne [verificerbare id’er] (eller lukke) den digitale verden med dens job, politiske aktiviteter, uddannelse, finansielle tjenester, sundhedspleje og mere.”
Og inden for kontrol af en korrupt stat eller andre styringsstrukturer synes Digital ID’s tilbøjelighed til at kunne “lukke” den digitale verden at være moden for både ulovligheder og misbrug. Forskeren Eve Hayes de Kalaf skriver for eksempel i The Conversation, at “stater kan indsætte internationalt sponsorerede ID-systemer” mod sårbare befolkningsgrupper. Hun fremhæver et eksempel fra Den Dominikanske Republik, hvor langvarig diskrimination af personer af haitiansk afstamning manifesterede sig i fratagelsen af deres dominikanske statsborgerskab i 2013 hvilket gjorde dem statsløse.
I mellemtiden er det ikke svært at forestille sig, at andre kan falde gennem de digitale “revner”, efterhånden som de digitale ID-systemer bliver mainstream og forbundet med, hvis de ikke er en forudsætning for, at få adgang til kritiske sociale og finansielle tjenester samt support.
Indiens Aadhaar system
Som Jeremy Loffredo og Max Blumenthal belyser i 2021, hvor de rapporterede for Grayzone, hvor introduktionen i 2017 af Aadhaar, Indiens biometriske ID-system, “som sporer brugernes bevægelser mellem byer”, førte til en bølge af dødsfald i Indiens landdistrikter, da vanskeligheder med at få adgang til Aadhaar-systemet konkret blokerede varer og forhindrede modtagere til at få adgang til landets rationeringsbutikker, hvilket betød at de måtte sulte. India’s Scroll rapporterede, at i en tilfældig stikprøve fra 18 landsbyer i Indien, hvor biometrisk godkendelse var pålagt for at få adgang til de statsstøttede madrationer, var 37 procent af kortindehaverne ude af stand til at få deres rationer.
På trods af den ødelæggelse, systemet forårsagede, blev Aadhaar i sidste ende fremhævet som en succes, og resten af verden rapporterede, at Indien har etableret internationale partnerskaber for at eksportere sit populære Unified Payments Interface (UPI), et øjeblikkelig betalingssystem, der bruger Aadhaars biometriske ID-system som dens base.
Digital identitet og det finansielle system
Det er klart, at digitalt ID indebærer betydelige muligheder for samfundsmæssig risici, hvis det gennemføres for hurtigt. På trods af de mulige skader, som jeg har bemærket for Unlimited Hangout, synes en næsten universel vedtagelse af digitale ID-systemer mere og mere at være uundgåelig, når “Juniper Research [estimerer], at regeringer inden 2024 vil have udstedt omkring 5 milliarder digitale ID-legitimations oplysninger, og en Goode Intelligence-rapport fra 2019 [antyder] at digital identitet og verifikation vil have en markedsværdi på 15 milliarder dollars inden 2024.”
Herudover er der taget lovgivningsmæssige skridt i retning af det digitale korts interoperabilitet i hele EU. Med andre ord bliver nøgletjenester hyper centraliseret på tværs af grænser og digitaliseret på måder, der er endnu mere sporbare, end tilsvarende papirmodparter kunne have været – alt sammen lige til højrebenet for myndighederne.
Det er kritiserbart at EUDI-kortet tilsyneladende er bestemt til at oprette forbindelse til eller på anden måde at omfatte finansielle tjenester, hvor EU-borgere vil kunne bruge deres EUDI til at åbne bankkonti og endda ansøge om lån. Endvidere antyder formuleringer fra et politisk oplæg fra Den Europæiske Centralbank om den europæiske ramme for digital identitet, at “EUDI-kortet vil medføre fordele for alle interessenter i betalingsøkosystemet”, selv om den omfatter “planlagt støtte til den digitale euro.”
Mens Europa-Kommissionen er ivrig efter at fremhæve EUDI’s påståede fordele for “interessenterne i betalingsøkosystemet”, synes den mindre ivrig efter at diskutere farerne omkring den plausible, hvis ikke sandsynlige, forbindelse mellem digital identitet og penge, og især digitale valutaer, hvor eliten, helt uden fortilfælde, har kapacitet til at spore eller endda manipulere eller blokere civile borgeres muligheder for at acceptere eller foretage betalinger.
Kort sagt er EU’s digitale identitetskort beregnet til at være praktisk til civilt hverdagsbrug. Samtidig kan disse kort og andre medfølgende digitale ID-systemer, der dukker op andre steder, også være praktiske for regeringer og styringsstrukturer, som ønsker at overvåge, styre eller på anden måde manipulere eller kontrollere kritiske aspekter af masser af borgeres liv.
Ukraines DIIA-forbindelse
På trods af landets manglende status som EU-medlem, og hertil kommer krigen, er Ukraine involveret i pilotforsøgene med EU’s digitale kort. Som jeg rapporterede i min Substack, hjælper DIIA, Ukraines hypercentraliserede state-in-a-smartphone-app, nemlig udrulningen af EU’s Digital kort. Faktisk fremhævede den ukrainske minister for digital transformation Mykhailo Fedorov i et Telegram-indlæg fra juli måned, at DIIA-repræsentanter i sommers endog havde vist DIIA-appens muligheder på POTENTIAL (Pilots for European Digital Identity Wallet) Consortium.
Især er mange af EU Digital Wallets anvendelsesmuligheder, der testes i pilotprojekterne, allerede virkelighed med Ukraines DIIA-app. Faktisk bruger ukrainere DIIA til en række daglige aktiviteter, herunder til at verificere deres identitet for at kunne bruge banktjenester, til en række digitale id’er (såsom kørekort og biometriske pas) og endda til at betale visse skatter samt få adgang til sociale tjenester for familier. Ukraines ministerium for digital transformation har understreget deres hensigt om at gøre alle offentlige tjenester tilgængelige online: DIIA skal være “one-stop-shop” for disse tjenester.
Og som jeg har nævnt før i tidligere rapportering fra min Substack og Unlimited Hangout, fortsætter DIIA’s udvidelse stille og roligt, efterhånden som konflikten bliver dybere, og hvor appen kan levere krigsrelaterede tjenester. Ukrainske civile, der er ramt af krig, har for eksempel modtaget stipendier gennem appen og kan også verificere deres identitet gennem DIIA for at kunne logge ind på e-Vorog (“e-enemy”), en chatbot, der giver ukrainske borgere mulighed for at rapportere oplysninger om russisk militærs tilstedeværelse til staten.
Alt i alt tyder disse forhold på, at DIIA kan tjene som en slags plan for eller forløber for Europas tilstødende digitale kort, hvor EU Digital Wallet, der allerede er en centraliseret applikation, der er beregnet til at hjælpe borgerne med en række kritiske daglige tjenester, kan påtage sig et stigende antal offentlige tjenester i hele Den Europæiske Union. Selvom vi fortsat mangler at se, hvad der sker med Digital Wallet-udrulningen i Europa, betyder kortets EU-dækkende implementering og smartphone-appformatet, at funktioner let kan introduceres, fjernes eller redigeres efter ønske, at udvidelser i en sammenlignelig skala ikke kan udelukkes.
Konklusion
Mange mennesker er forståeligt nok interesserede i digitale dokumenter og andre nemme måder at få adgang til offentlige tjenester og andre opgaver i en digital tidsalder. Men disse tjenester og værktøjer indebærer, at når de faciliteres af stater og tilstødende styringsstrukturer samt uansvarlige medlemmer af den private sektor, betydelige etiske og overvågningsmæssige bekymringer, som bør diskuteres og debatteres grundigt af offentligheden. I den henseende ser det ud til, at den potentielle EU Digital Identity Wallet ikke er nogen undtagelse.
Men debat eller ej, pilotudrulninger af digitale kort og EU-medlemsstaternes respektive vedtagelse af digitale id’er er allerede i gang. En pressemeddelelse fra Kommissionen, forklarer, at “alle har ret til at få en EU-digital identitet” godkendt i alle EU-medlemsstater.
Og mens Europa-Kommissionen kommunikerer, at “der ikke vil være nogen forpligtelse” til at bruge et digital ID-kort i EU, fortæller Kommissionens rapport Communication 2030 Digital Compass: The European Way for the Digital Decade, at et 2030-mål for EU er, at 80 procent af borgerne skal bruge en “elektronisk identifikationsløsning”. I sidste ende giver de blandede udmeldinger plads til spekulationer om, at selv om digitale id’er ikke er obligatoriske, når de introduceres, kan den generelle befolkning på den ene eller anden måde blive nudget eller i sidste ende endda blive pålagt til at acceptere digitale id’er for at få adgang til vigtige offentlige tjenester.
Mens fortalere for digitale id’er understreger værktøjernes evne til bekvemmelighed og sikkerhed i en stadig mere online verden, signalerer de etiske og privatliv spørgsmål, som jeg har fremhævet her noget helt andet. For hvis de rulles hurtigt ud, kan EU’s digitale identitetskort i sidste ende få katastrofale og varige konsekvenser for privatlivets fred samt de borgerlige frihedsrettigheder. Og når de først er implementeret, ser det ud til, at digitale id’er kan være vanskelige at rulle tilbage, selvom de er upopulære, hvilket i sidste ende skubber folk ind i et teknokratisk mareridt, de ikke bare kan undslippe.
Kort sagt kan farerne ved nye digitale ID-systemer som EUDI-kort ikke ignoreres, efterhånden som Europa vokser ind i sit “digitale årti“.
Tilføj en kommentar