Dybt nede i jorden på det afrikanske kontinent i lande som Zambia, Den Demokratiske Republik Congo, Ghana, Nigeria og Zimbabwe er der store mængder kobolt, litium, nikkel, mangan, grafit og kobber, der skal bruges til blandt andet at producere elbiler og solceller.

Foto: Ninno JackJr, Unsplash

USA’s særlige udsending og koordinator for internationale energianliggender ved det amerikanske udenrigsministerium, Amos Hochstein, udtrykte det således under en international minekonference i Sydafrika tidligere på året:

»I sidste ende er bilen en blikkasse med et batteri. Og hvad er der i batteriet? Det, der er i batteriet, er Afrika.«

Artiklen her er bearbejdet efter Christina Nordvang Jensens indlæg i Information den 15. maj 2023.

Kampen om mineralerne

Det er baggrunden for det kapløb, der er i gang mellem de udenlandske aktører som Kina, USA og EU, der kæmper om at få del i mineralerne. Foreløbigt er Kina i front, og landet står for at raffinere en stor mængde af de globale mineraler, hvoraf mange kommer fra Afrika. Eksempelvis ejer kinesiske firmaer 15 ud af 19 miner i Den Demokratiske Republik Congo, som udvinder kobolt, og omkring 80 procent af landets kobolteksport går til Kina. 

Afrikas ønske om at få en større del af udbyttet

De afrikanske lande har dog et stort ønske, nemlig at de denne gang får en større del af udbyttet og ikke blot bliver leverandører af kritiske mineraler, mens den afrikanske befolkning fastholdes i fattigdom. Selv pave Frans har engageret sig i debatten, da han i januar besøgte DRC’s hovedstad Kinshasa og fordømte »den økonomiske kolonialisme«, der stadig plager udvindingen af naturressourcer i Afrika.

»Hænderne væk fra Den Demokratiske Republik Congo. Hænderne væk fra Afrika. Det er ikke en mine, der er til for at blive fjernet, eller et område, der skal plyndres,« lød det fra paven.

Ifølge Silas Olan’g, økonom og rådgiver i energiomstilling for organisationen The Natural Resource Governance Institute (NRGI), er Afrikas mineralrigdomme »virkelig afgørende for den globale energiomstilling væk fra fossile brændsler«.

Men det er også afgørende, at de rigdomme rent faktisk transformerer kontinentet og fører til udvikling af infrastruktur, skoler og sundhedssystemer.

»Der er en global geopolitisk kamp omkring at sikre kritiske mineraler, og de afrikanske lande må ikke blive taberne her. Med den rigtige strategi kan det blive en kæmpe mulighed for Afrika,« siger han.

Kampen om større udbytte

Behovet for mineraler til den grønne omstilling har kickstartet debatten om fremtidens minedrift i Afrika. Afrikanske ledere, Den Afrikanske Union og Verdenshandelsorganisationen (WTO) har erklæret, at æraen, hvor udenlandske aktører kan indtage et land, udvinde dets ressourcer og skabe værdi og vækst alle andre steder end i det land, bør være slut.

Som WTO’s direktør Ngozi Okonjo-Iweala og tidligere finansminister i Nigeria har fastslået, så bør Afrika »ikke gå glip af det grønne mineralboom«.

»63 procent af kontinentets eksport er stadig uforarbejdede råvarer, og det er en trussel, hvis Afrika ikke kan omdanne disse råvarer til mere færdige produkter, så man virkelig kan handle med dem indbyrdes,« siger hun til mediet African Business.

Den Demokratiske Republik Congo – har omkr. 35 mio. ton koboltreserver. – 80 % går til Kina. – 15 ud af 19 miner i Den Demokratiske Republik Congo er ejet af kinesiske firmaer.

For nogle iagttagere kan den grønne omstilling ses som et momentum til, at ændre måden, hvorpå mineindustrien har fungeret i årtier, og hvor udenlandske aktører har fået lukrative aftaler om udvinding af naturressourcer, der ikke har gavnet de mange millioner mennesker på kontinentet og har sat uhyggelige aftryk på naturen.

Mineindustrien har mest af alt været forbundet med negative historier om slavelignende arbejdsforhold, børnearbejde, ødelæggelse af naturområder, udnyttelse af lokale folks ejendomme og krænkelse af menneskerettigheder. Det er også deri, et af de store dilemmaer ligger. Hvor stor en pris er vi villige til at betale for at gennemføre den grønne omstilling?

Aftale om bilateralt samarbejde

Kampen for, at de afrikanske lande får en større genvist, kom blandt andet til udtryk i marts 2023, da der blev indgået en vigtig aftale i Den Demokratiske Republik Congos hovedstad, Kinshasa. 

Foran et stort lærred med billeder af præsidenterne for DRC og Zambia stod flere ministre fra de to landes regeringer og direktøren for FN’s Økonomiske Kommission for Afrika (UNECA) med hver sin mappe og poserede foran kameraerne med store smil.

De havde netop underskrevet en aftale om et bilateralt samarbejde til at udvikle en lokal produktion af elektriske køretøjer og batterier. Begge lande har enorme reserver af nogle af de vigtige mineraler til at producere batterier til elektriske biler og anden teknologi, der er en del af brikkerne i det komplicerede puslespil til at løse klimakrisen.

Efter underskrivelsesceremonien sagde Zambias præsident, Hakainde Hichilema, at aftalen mellem Zambia og DRC er »en milepæl i retning mod fattigdomsbekæmpelse i Zambia og DRC«. Han beskrev, hvordan det har potentiale til at fjerne den skam, der i hans øjne har været forbundet med, at Afrika har været kendt som eksportør af meget billige råvarer.

»Afrika er længe blevet betragtet som blot at være en kilde til råvarer, men fortællingen bliver nu ændret,« understregede præsidenten.

Ved siden af ham stod DRC’s præsident, Felix Tshisekedi, og sagde, at »Afrika skal være herre over sin egen skæbne«.

Samarbejde mellem lande

For nogle synes det at være en håbløs plan. For hvordan skal det nogensinde lykkes, når landene langtfra er rustet til at etablere de produktionskrav og den infrastruktur, der er nødvendig for raffinering af de rå mineraler?

Omvendt kan man også se det i det lys, som økonom Silas Olan’g præsenterer for Information, da avisen taler med ham over WhatsApp, mens han sidder på sit kontor i Tanzanias hovedstad. Han mener, at man må have respekt for, at landene rent faktisk viser initiativ og kalder planerne for »ikke helt urealistiske«.

»Uden samarbejde kommer man ingen vegne. Der er nødt til at være en klar strategi og et lokalt sammenhold og engagement, hvis landene skal have en chance for at drage fordel af den grønne omstilling,« siger han.

Han har i flere år arbejdet med, hvordan man kan forbedre landes styring af deres naturressourcer for at fremme bæredygtig udvikling. I en af hans analyser peger han netop på, at de afrikanske lande bør gå sammen om at udarbejde en strategi for kontinentets rolle i den grønne omstilling og arbejde sammen om løsningerne, hvis de vil opbygge et system, der kan bearbejde mineralerne og levere nogle af komponenterne til eksempelvis en elbil.

For ét enkelt land i Afrika rummer ikke alle de mineraler, der er nødvendige i produktionen, og derfor er landene nødt til at samarbejde i stedet for at indgå individuelle eksportaftaler mellem en afrikansk regering og en virksomhed.

»Det er essentielt, hvis de udenlandske aktører ikke endnu gang skal rende med de store gevinster,« siger Silas Olan’g.

Samme pointe har en rapport fra African Climate Foundation (ACF) præsenteret, som konkluderer, at de individuelle aftaler er med til at underminere Afrikas kollektive forhandlingsposition.

»Aftaler mellem afrikanske regeringer og internationale virksomheder vil ofte blive formidlet af globale supermagter, deres geopolitiske interesser og nationale sikkerhedsprioriteter. Manglen på koordinering og fragmentering blandt afrikanske lande har været en fordel for supermagterne indtil videre,« lyder det i rapporten.

Det er også et fokus, som Den Afrikanske Union har. Her er man i gang med at udvikle The Africa Green Mineral strategy, der skal hjælpe de afrikanske lande med at navigere i den geopolitiske kamp om kritiske mineraler, og se på, hvordan det kan gavne kontinentet.

Dårlig regeringsførelse

Men hvad skal det til for, at det ikke bliver en ressourceforbandelse – ud over en fælles strategi og øget samarbejde på tværs af landegrænserne?

Landene har ifølge Silas Olan’g både økonomiske, sociale, politiske og miljømæssige udfordringer, der skal løses. Hvis de skal formå at udnytte opmærksomheden, kræver det, at der er fokus på at etablere fred og stabilitet og styrke regeringsførelsen, der lige nu er meget svag i en række af de lande, der er rige på de kritiske mineraler.

»Uden det vil de fleste af disse lande opleve negative konsekvenser af minedrift, herunder stigende korruption i minesektoren,« mener Silas Olan’g.

At styrke regeringsførelsen kræver tid, og tid er langtfra det, der er mest af i forhold til det store globale behov, der er for, at udvinding og bearbejdelse af mineraler går hurtigt.

Samtidig har mange af landene et akut behov for indtægter, og det er derfor, at man ifølge Silas Olan’g ser, at nogle lande ender med at få underskrevet nogle dårlige aftaler, der giver udenlandske aktører rettigheder til at udforske og udvinde mineraler, men som ikke gavner landene økonomisk på den længere bane.

Spørger man økonom Twivwe Siwale, der arbejder på det økonomiske forskningscenter International Growth Centre ved London School of Economics and Political Science, peger hun også på dårlig regeringsførelse som et af problemerne. Regeringerne skal blive bedre til at forhandle aftaler på plads og stille krav til mineselskaberne, hvis de vil opnå større gevinster.

F. eks. såfremt et bestemt mineselskab skal have rettigheder i 20 år til at udvinde mineraler, så skal det også opføre infrastruktur og vedligeholde det, så lokalbefolkningen får noget ud af det. Og der skal hyres flere lokale medarbejdere i stedet for udenlandske. 

»De afrikanske lande har på mange måder overhånden i denne udvikling, og det skal de udnytte. Lige nu er mange regeringer ikke særlig gode til det,« siger hun.

Synet på minedriften

Hun oplever til gengæld, at der er sket et skifte i synet på mineindustrien, der gør hende håbefuld i forhold til, hvordan minedrift vil foregå i Afrika i fremtiden. Historisk set har minedrift været en »meget beskidt industri«, som hun udtrykker det.

I dag bliver der fra forbrugere og investorers side stillet større krav til, hvordan et produkt bliver til, hvilket kan presse mineselskaberne til at forbedre arbejdsforholdene, beskytte natur og overholde menneskerettighederne. Men selv om man muligvis vil se forbedringer, så kommer man ikke uden om dilemmaet med, at mange mineraler findes i nogle af Afrikas naturområder. 

»Det er en udfordring, man står med. Det giver ikke mening at forsøge at producere flere elektriske køretøjer af hensyn til klimaet og naturen, hvis minedriften ødelægger den natur og det miljø, man forsøger at redde,« siger Twivwe Siwale. 

Det er også en af årsagerne til, at man ser forskere og producenter, der forsøger at lave produkter uden brug af mineraler. 

Kina i front

Mens mange af de afrikanske ledere er i gang med at finde fodfæste og finde ud af, hvordan kontinentet bedst kan udnytte sine kritiske mineralressourcer, er Kina og USA som nævnt allerede godt i gang med kapløbet om adgangen til dem. Det Internationale Energiagentur, IEA, vurdererer, at antallet af eldrevne køretøjer vil vokse markant de næste år. Fra 11 millioner i 2020 vil bestanden vokse med ekstra 134 millioner eldrevne køretøjer i 2030, og det har sat spurten ind efter mineralerne.

Antal elbiler Det Internationale Energiagentur, IEA, vurdererer, at antallet af eldrevne køretøjer vil vokse markant de næste år: 2020: 11 millioner elbiler. 2030: 145 millioner elbiler.

Kina har et markant forspring og styrer allerede en stor del af verdens batteriproduktion til elbiler og fremstilling af solpaneler, vindmøller og andre elementer, der er afgørende for energiomstillingen. Kina sidder eksempelvis på to tredjedele af den globale koboltraffineringskapacitet og 80 procent af den globale litiumraffineringskapacitet, ifølge tal fra US Geological Survey, USGS.

Den dominans har fået blandt andre Det Internationale Energiagentur, IEA, til at rejse et bekymrende flag. Ifølge agenturet er det forbundet med en stor risiko, at Kina sidder så tungt på de mineraler, der er afgørende for energiomstillingen. Verden har i stedet brug for flere forskellige forsyningskæder. Især set i lyset af krigen i Ukraine og de eskalerende spændinger mellem Vesten og Kina.

USA har derfor intensiveret sin kamp for at styrke sin position og er i gang med at planlægge en strategi for yderligere investeringer i Afrikas mineraler. Interessen var blandt andet tydelig under US-Africa summit i slutningen af sidste år, hvor blandt andet Zambias præsident Hakainde Hichilema annoncerede, at firmaet Kobold Metals, der er støttet af milliardæren Bill Gates, vil investere 150 millioner dollar i at udvikle en ny mine i Zambia. 

Også EU har meldt sig mere på banen de seneste år. Tilbage i marts annoncerede EU, at man vil investere 50 millioner euro svarende til over 370 millioner danske kroner i infrastruktur og miner i DRC.

Jutta Urpilainen, EU’s kommissær for internationale partnerskaber, understregede, at samarbejdet med DRC »skal handle om mere end blot minedrift«. Hun opfordrede til, at det skal være et win-win-partnerskab, der arbejder hen imod, at man kan etablere raffinering og fremstilling i DRC og ikke kun eksportere de rå mineraler.

Ifølge økonom Silas Olan’g er det vigtigt, at de udenlandske aktører kommer med den tilgang, selv om han vil se handling, før han tror på det. 

Han oplever, at der nogle gange bliver givet udtryk for, at det allervigtigste er at få sat fart på udvindingen af mineraler i klimaets navn, så de velstillede lande kan omstille deres forurenende produktion og livsstil. Men Silas Olan’g mener ikke, at man kan ignorere, hvordan det risikerer at efterlade mange afrikanere, hvis man ikke lærer af fortidens fejl og blot eksporterer de ubearbejdede mineraler i ét væk, uden at det stiller de afrikanske befolkninger i en bedre situation. 

»Det kan godt være, at man opnår net zero, men man står fortsat med et kontinent med store sociale og økonomiske udfordringer, hvor befolkningerne fastholdes i fattigdom, og flygtningestrømmene intensiveres, fordi der ikke er nogen muligheder i landene.«

Læs mere:

Guldet i vore computere og telefoner skaber enorme negative konsekvenser for mennesker og klima i Brasilien

Det internet du ikke kan eller vil se

Efter syv årtiers eksponentiel vækst: Hvad med det digitale fodaftryk.

Den digitale teknologis miljøpåvirkninger i Europa.

Dokumentar: Prisen på grøn energi