Smart City Panoptikon
Foto: Julian Dunn, Wikimedia Commons
Massefængsling af byboere er ved at blive normen i den digitaliserede verden.
Artiklen er skrevet af Birgit Naujeck (*) og er udgivet på Rubikon, et tysk kritisk magasin, der rapporterer om emner, der ikke findes i mainstream medierne.
Introduktion
Begrebet intelligent vækst var en genial marketingstrategi, der blev lanceret i begyndelsen af 1990’erne for at erstatte Agenda 21. Mennesker kan normalt ikke lide at være involveret i dagsordener, de ikke har skabt eller godkendt, men de var straks med på ideen om at være intelligent. Hvem vil være dum?
Konceptet med intelligent vækst har affødt et væld af afledninger, såsom Smart City, Smart Phone, Smart Network, Smart Home, Smart Streets, Smart Cars, Smart Grid, Smart Appliances og så videre. Grundlæggende står begrebet smart dog for alt udstyret med en teknologi til at styre det objekt, det refererer til.
Silicon Valleys store tech-virksomheder og lignende tech-hubs opfatter sig selv som byplanlæggere, men det er misvisende. Traditionelle byplanlæggere forsøger at bygge funktionelle byer, der fungerer for mennesker, men smarte byplanlæggere bygger derimod funktionelle byer, der er fokuseret på at kontrollere og styre mennesker.
Hvad er panoptikon?
Panoptikon er en institutionel bygning, hvor folk holdes under opsyn, det være sig et hospital, en skole, et offentligt center for flygtninge, eller eksempel en fabrik eller en psykiatrisk institution. Den mest kendte sammenligning er et fængsel.
Essensen af panoptikon er central overvågning. Ifølge Jeremy Bentham (1748-1832) ville det være ideelt, hvis de mennesker, der holdes i en institution, havde følelsen af konstant at blive overvåget, selvom det ikke er tilfældet – fordi “at se uden at blive set” får fanger til at tro, at vagten konstant holder øje med dem, og tvinger dem ind i den fascistiske tilstand af foregribende lydighed.
Selvom Bentham gennem hele sit liv kæmpede for opførelsen af denne type fængsel, blev de første fængsler i stil med et panoptikon først bygget i det 20. århundrede: Jeremy Benthams fantasier blev virkelige med det cirkulære fængsel Haarlem – nu brugt som flygtningecenter – samt fængslet i Breda, men også Presidio Modelo i Cuba, der bestod af fem cirkulære blokke og blev kendt gennem fangerne Fidel og Raúl Castro.
Interessant nok hævder nogle mennesker i dag, at den måde, den moderne teknologi fungerer på, ligner Benthams panoptikon. Offentlige steder er under videoovervågning, så folk, der er der, kan ses uden selv at se det. Internet- og computerbrug kan også overvåges, uden at folk kan se, om de bliver observeret eller ej.
Fængslets fødsel
I sit værk “Overvågning og straf” fra 1975 diskuterer den franske poststrukturalist Michel Foucault Benthams panoptikon og sporer det tilbage til begrebet karantæne under en pestepidemi i slutningen af det 17. århundrede. Han beskriver den karantæneramte by som grundlaget for vores moderne opfattelse af fængslet i skræmmende fremadrettede detaljer set i lyset af et system med lockdown, overvågning af borgere og kontrol retfærdiggjort af pesten, hvor millioner af mennesker i Europa og den engelsktalende verden allerede er låst inde.
Foucaults arbejde og hans indflydelse på de smarte byer, der opstår rundt om i verden, er ikke længere abstrakt, men er allerede en realitet. De politiske tiltag for plandemien skal også forstås i denne sammenhæng – de er trods alt forudsætningen for den totalitære overtagelse af mennesker i den smarte industris digitale apparat.
Når Foucault i “Overvågning og straf” sidestiller fængslet med pestens rum,
“Det lukkede, segmenterede rum observeres på hvert punkt, hvor individerne indsættes på et fast sted, hvor den mindste bevægelse overvåges, hvor alle begivenheder registreres, hvor uafbrudt papirarbejde forbinder centrum og periferien, hvor magten udøves uden opdeling i henhold til en kontinuerlig hierarkisk figur, hvor hvert individ konstant lokaliseres, undersøges og fordeles blandt de levende, de syge og de døde – alt dette repræsenterer en kompakt model af disciplineringsmekanismen.
(…)
Men der var også pestens politiske drøm … Den pestramte by, gennemsyret af hierarki, overvågning, observation og skrivning; byen, som er pacificeret grundet funktionen af en omfattende magt, der våger over alle individuelle kroppe på en bestemt måde – dette er utopien om den perfekt styrede by. Pesten (som i det mindste er tænkt som en mulighed) er den proces, hvor man ideelt set kan definere udøvelsen af disciplinær magt. For at få love og vedtægter til at fungere efter ren teori, sætter jurister sig fantasifuldt ind i naturens tilstand; for at se perfekte discipliner virke, drømte herskerne om pestens tilstand “ (1),
er der en deja vu-effekt med hensyn til den smarte by. Hvis Foucault havde haft en krystalkugle, ville hans sammenligning ikke have været retrospektiv, men på en endnu mere udtryksfuld måde rettet mod den fremtidige smarte by.
De, der er opmærksomme på totalitarismen i den nye smarte by, og som har et tilstrækkeligt tværfagligt fundament til at erkende, hvad der virkelig udvikler sig, finder sig selv enten som frafaldne i dette system eller som dets lakajer og ideologer.
Vores uddannelsessystem sikrer, at lakajerne og ideologerne dominerer.
Udviklingen af Smart City
På verdensplan er der nogle ligheder mellem Smart Cities, der er lette at observere i praksis og i litteraturen:
- Overvågning af mennesker ved hjælp af biometriske ansigtsscanninger, geo-rumlig sporing, økonomiske data, sociale medier osv. En befolkning, der overvåges, kan let kontrolleres.
- Mobilitet: Folk “overtales” til at opgive deres private køretøjer og bruge offentlig transport som scootere, cykler, busser, letbane osv. Uden privat transport er de bundet til byen og ikke til landdistrikterne. Også af denne grund presses energipriserne kunstigt op.
- Data koordineres i realtid fra Internet of Everything (IoE). IoE er en udvidelse af begrebet Internet of Things (IoT) til mennesker.
- Kontrol: Social engineering er altid på forkant med overvejelser i udviklingen af smarte byer. Den udbredte adoption af sociale kreditter er ikke orkestreret af den politiske kaste, de skal bare implementere det.
Alt dette svarer til den oprindelige definition af teknokrati, der blev offentliggjort i 1938 i tidsskriftet The Technocrat: “Teknokrati er videnskaben om social engineering, den videnskabelige kontrol af hele den sociale mekanisme til produktion og distribution af varer og tjenesteydelser til hele befolkningen.”
Ikke kun i dag, men helt fra begyndelsen så teknokraterne i mennesket intet andet end et objekt svarende til planetens dyr og naturressourcer. Mennesket, der reduceres til et objekt ved hjælp af QR-koden, har ingen kontrol over sit eget liv; det degenererer til husdyr i opfedningsbedrifter, til varer, til tjenester …
Byen i overgangen til Smart City
Byer har ikke fysiske ressourcer som landbrug, mineraler, træ osv. Det er snarere landdistrikterne i verden, hvor sådanne ressourcer findes og udvikles. For at forberede overtagelsen af store dele af landdistrikterne udviklede teknokraterne to koordinerede strategier: for det første at bringe folk fra landet til byerne og for det andet at holde dem der.
I Kina, hvor teknokrati hersker, er politikken med land grabbing meget direkte. I 2014 afslørede Kina for eksempel en plan om at flytte 250 millioner landmænd væk fra deres jord inden 2026 og flytte dem ind til megabyer, der allerede er bygget, men i dag står delvist tomme. Landbrugsjorden, der er blevet frigjort, vil blive omdannet til enorme fabriksbedrifter, som vil blive drevet med state-of-the-art teknologi som landbrugsrobotter og automatiserede traktorer. Angiveligt vil landmænd, der nægter at forlade deres jord, tvunget med magt.
Efter at være flyttet ind til de byer, som regeringen vælger, vil disse landmænd falde ind i et socio-teknisk maskineri, der konstant overvåger dem, sporer dem, tildeler dem sociale point for at begrænse deres adgang til privilegier osv. De vil aldrig igen få ressourcer eller mobilitet nok til at kunne forlade de byer, de har fået tildelt. Med andre ord, de er fanget.
Det betyder at lysmaster udstyres med kameraer og sensorer, implementere kameraer med ansigtsgenkendelse for at kunne at spore folks bevægelser samt bruge nummerplade aflæsere. Det involverer også sporing af økonomiske data og af borgernes sociale medier for at afgøre, om der er en trussel.
Mange byer bruger alle de smarte data, de indsamler ved hjælp af disse sensorer, til at forudsige, hvor og af hvem forbrydelser bliver begået, så de kan forhindre dem, før de sker. For resten har nogle tyske byer allerede introduceret denne software til forudsigelse af kriminalitet og ansigtsgenkendelse.
Tyske borgere bliver frataget deres rettigheder af Smart City teknologi
Brochuren “Smart City Charta: Digitale Transformation in den Kommunen nachhaltig gestalten“, udgivet af forbundsministeriet for miljø, naturbeskyttelse og nuklear sikkerhed, tegner et billede af vores fremtid, hvor maskiner tager de vigtige beslutninger fra os, styrer og overvåger vores liv digitalt.
For eksempel på side 43, om den digitale kontrol af vores liv, står der, at kunstig intelligens skal overtage vores hverdagsbeslutninger: ”Kunstig intelligens erstatter valg: Vi behøver aldrig at beslutte os for at tage en bestemt bus eller tog, men får den hurtigste rute fra A til B Vi vil heller aldrig glemme vores nøgler, pung eller ur.” …velkommen til Post-choice Society.
Og på side 43 introduceres Post-Ownership Society: “Takket være oplysningerne om tilgængelige delte varer og ressourcer giver det mindre mening at eje noget: måske bliver privat ejendom faktisk en luksus. Data kan supplere eller erstatte penge som valuta.”
Webstedet slutter med Post-Voting Society: “Fordi vi præcist ved, hvad folk laver og ønsker at gøre, er der mindre behov for valg, flertalsbeslutninger eller afstemning. Adfærdsdata kan erstatte demokratiet som det sociale feedbacksystem.”
Overvågningsstrukturen er bygget med 5G og Wi-Fi-teknologi gennem mere end 20 år. Byen Köln implementerer allerede dette massivt og ønsker at introducere overvågningsbyen inden 2025.
Infrastrukturen til dataindsamling med henblik på fuldstændig kontrol og overvågning af borgerne vil blive opbygget trin for trin med smartphones, intelligente målere, intelligente hjem og intelligent mobilitet, intelligente skoler og digital uddannelse, gratis Wi-Fi- og 5G(+) mobilteknologi, tablets, wearables og augmentation. Borgeren ser kun uinteresseret på opbygningen af de totalitære overvågningsstrukturer.
Det er også klart, at Smart Cities, i modsætning til propaganda, dramatisk vil øge energi- og ressourceforbruget … så meget for klimaændringer og miljøforringelse. Igen er hverken borgeren eller Bevægelsen Fredag for Fremtiden interesseret i dette.
Smart Cities reducerer borgerne til at have status som forbrugere, gør forbrugerne til objekter der leverer data og vores demokrati bliver til en privatiseret tjeneste. Den smarte by er den perfekte kombination af den totalitære overvågningsstat fra George Orwells 1984 og de standardiserede, kun tilsyneladende frie forbrugere i Aldous Huxleys Favre ny verden.
Regionalisering og Smart City
I USA håndhæves Smart City politikker i stigende grad gennem regionalisering.
National Association of Regional Councils (NARC) er en ikke-statslig organisation, der “fungerer som et nationalt talerør for regioner ved at gå ind for regionalt samarbejde som den mest effektive måde at tackle en række samfundsplanlægnings- og udviklingsmuligheder samt samfundsspørgsmål på.” Ifølge deres hjemmeside er der mere end 500 regionale råd i alle 50 amerikanske stater, der betjener områder med befolkninger fra mindre end 50.000 til mere end 19 millioner mennesker.
De regionale organer, kendt som regeringsråd (COGs eller Metropolitan Planning Organisations (MPO)), pålægger alle kommuner, byer og amter inden for deres påståede ansvarsområde en politik for bæredygtig udvikling helt uden om de officielt valgte repræsentanter.
I 2019 blev et nyt regionaliseringsprogram kaldet Smart Region Initiative (SRI) lanceret i Arizona. Det vil skabe implementeringsretningslinjer for Smart City-teknologi i en bestemt region af byer og distrikter. SRI i Phoenix-området er et pilotprogram designet til at teste, hvor meget suverænitet der kan tages væk fra medlemsbyerne uden at skabe et masseoprør af fravalgte borgere. Uden folkevalgte søger SRI at herske over 22 byer og 4,2 millioner mennesker for at diktere en ensartet implementering af Smart City politikker og teknologier.
Hvis det lykkes, vil pilotprojektet blive brugt landsdækkende til hurtig installation af Smart City teknologier, herunder 5G’s Small-Cell-Towers, Smart gadebelysning med kameraer, sensorer og aflytning, Smart vejteknologi til autonome køretøjer, dataindsamlingsteknologi osv.
Smart City’s sociale pointsystem
Som en undersøgelse fra forsikringskoncernen Ergo Group fra 2019 viser, bliver ideen om det kontroversielle kinesiske sociale pointsystem ikke kun mødt med afvisning i Tyskland. En ud af fem vil gerne have, at staten indsamler oplysninger om enkeltpersoner. I undersøgelsen var opbakningen til systemet højest i aldersgruppen 18-30 år med 23 procent. Blandt de over 50-årige faldt det til 18 procent.
Overholdelse af regler skal delvist overvåges automatisk med kameraer og software.
På tidspunktet for undersøgelsen var totalitær kollektiv tænkning i Tyskland endnu ikke blevet aktiveret, og alligevel var 20 procent af de adspurgte for et digitalt overvåget socialt pointsystem. Jeg går ud fra, at efter den størst mulige eliminering af individuelle behov og ideer – forårsaget af de politiske tiltag ved plandemien siden 2020 – er godkendelsesraterne for denne type overvågningssystemer steget kraftigt.
Bayern, Bologna, Rom og Wien har allerede besluttet at indføre et socialt kreditsystem og arbejder på dets gennemførelse. Autoritarisme er en færdig aftale, hvor borgeren ikke ønsker at blive spurgt.
Smart City – du behøver ikke at være et geni for at indse, at det er den anden side af et globalt kontrolnetværk.
Telosa — en by under planlægning
Telosa er en planlagt (utopisk) by i USA, udtænkt af den amerikanske milliardær Marc Lore og annonceret i september 2021. Projektet sigter mod en befolkning på 5 millioner mennesker i 2050, hvor 50.000 mennesker forventes at bo der i den første fase af byggeriet.
Navnet Telosa er afledt af det antikke græske ord telos. Det er et udtryk, der bruges af filosofen Aristoteles, som blandt andet kan forstås som “det højeste mål for menneskets stræben”. Alene eller sammen med det amerikanske magasin “Telos — Die Welt von morgen, Zeitschrift für eine freiheitliche und soziale Lebensordnung (1924-1980)” er den uoplyste troende pakket ind i blødt vat.
Lad os lade annonceringen synke ind:
“I Telosa bor du, hvor du arbejder, og du er altid forbundet med naturen.”
Kvinderne på billederne, der skildrer denne livsstil, bærer begge virtual reality-headset, hvilket tyder på, at bærbare Internet-of-Bodies-enheder vil være nøglen til at arbejde og oprette forbindelse i byen. Kompromiset kunne være den totale afslutning på kropslig autonomi.
Hvis fossilbiler forbydes, vil autonome køretøjer være den eneste måde at komme rundt på. Hvad hvis der på trods af løftet om en åben, retfærdig og inkluderende administration planlægges en protest foran “Equitism Tower” i byens centrum? Vil de selvkørende biler og helikoptere stadig bringe passagererne frem til demonstrationen?
Byplanlæggerne lover, at hver elev vil have adgang til de bedste lærere og ressourcer. Alligevel bliver elever vist interagerende med iPads frem for mennesker. Der tales om “omfattende trænings- og uddannelsesprogrammer” for at fortsætte uddannelsen, men endnu en gang har kvinden, der deltager i disse programmer, et virtual reality-headset. Det lyder mere som “betal-for-succes”-modellen for uddannelse, hvor investorer bestemmer pensum og resultater, som forskeren Julianne Romanello advarer imod, end klassisk uddannelse designet til at udvide sindet. Og der ser heller ikke ud til at være meget menneskelig interaktion i Telosa.
Hvordan har Telosa-planlæggere til hensigt at regulere sundhedsvæsenet for deres borgere? “Alle borgere vil have adgang til lokale klinikker, sundhedsteknologier og uddannelse om velvære og forebyggende medicin for at forbedre livskvaliteten,” siges det. Billedet, der vises ved siden af dette dias, er overraskende en smartphone-app, der viser brugerens “Health Score”. Man kan kun antage, at dette er en del af det vaccinationscertifikat, der skal indføres i byen. Seeren undrer sig endnu engang over, hvor meget af livet, der kun eksisterer gennem skærme og virtual reality.
Folk på alle indkomstniveauer og baggrunde har et varieret udvalg af boliger. Billederne, der viser boligmulighederne i Telosa, spænder fra storslåede skyskrabere til kitschede forstæder til containerhytter. I hvilket omfang dette adskiller sig fra nutidens verden, hvor de rige og magtfulde lever i overdådighed i forhold til samfundets brede masse, diskuteres ikke.
Et af de største løfter fra Telosa-planlæggere er regeringens ansvarlighed. Alle kommunale forsamlinger er åbne og tilgængelige, så borgerne nemt og effektivt kan deltage i beslutningstagning og budgettering. Men hvad sker der, når borgerne kritiserer beslutningstagerne på et af disse møder? Vil de ansvarlige så bare holde deres mund og gå deres vej?
Beskyttelsen af miljøet er en topprioritet i Telosa. Effektivt vandforbrug, vedvarende energi og et fleksibelt elnet er en del af planen. Potentielle fremtidige beboere er lovet “klare standarder og høje standarder for bevarelse af vores naturressourcer og åbne rum”. Hvis byplanlæggere kontrollerer brugen af alle naturressourcer, hvad forhindrer dem i at fratage enhver borger, som de mener har overtrådt deres borgerlige pligter? Eller lukke offentlige steder, når en virus bryder ud? Når vand eller andre ressourcer bliver knappe, rationeres det så, og i så fald for hvem?
Disse og mange andre spørgsmål om den faktiske funktion af byer som Telosa skal besvares. En yderlig udforskning af Marc Lore og hans forbindelser er også nødvendig.
Og hvad sker der egentlig, når strømmen går ud, og der opstår et længere blackout, og folk måske – endelig – forfølger deres egne tanker igen?
Byens Fængsel
Byens fængsel, den smarte by, vil blive genindført som den bedste mulighed i en tid med kunstigt genererede forsyningskatastrofer, konstant fabrikeret cyberterrorisme, den nu åbent udbredte og allerede implementerede blokering af adgang til bankvirksomhed og kritisk infrastruktur – alle karakteristika ved the Great Reset.
For verden uden for fængselsbyen vil ikke bestå af bølgende grønne bakker og uberørte skove af rindende vand, som du kan se.
I stedet vil der blive bygget en Potemkin-landsby af omvendt karakter langs de ruter, som de selvkørende biler med nysgerrige fanger kører. Så langt øjet rækker – og det er ikke ret langt – vil der kun være en iscenesat, ødemark, naturligt forårsaget af klimaforandringer, mens den virkelige blomstrende natur kan eksistere i Edens Haver, som er legepladserne for de øverste 0,1 procent.
Kilder og noter:
(*) Birgit Naujeck, født i 1963, voksede ikke op i DDR, men blev socialiseret gennem DDR. Hun arbejdede i mange år i forskellige lande som projektleder inden for informationsteknologi. Naturfredningsmanden og miljøforkæmperen bor i øjeblikket på Rhinen, men arbejder allerede på at realisere sin barndomsdrøm: et liv i naturen med dyr og mennesker. Fra sin modstand mod teknokrati er hun klart imod 5G, transhumanisme, enhver form for eugenik og den ulegemliggørelse af vores sprog, der får historie og køn til at blive omskrevet.
(1) Michel Foucault, Overvågning og straf: Fængslets fødsel, kapitel om panoptisme, side 197 til 198.
Læs mere her:
Pingback: Retten til et analogt liv - nejtil5g.dk
Pingback: 15-minutters byer er lig med mere overvågning og kontrol - nejtil5g.dk