Et opkald fra 1990’erne
I et blogindlæg fra Einar Flydal den 7. oktober 2023 beretter han om en pensioneret elektriker, der for nylig sendte en mail til ham med følgende tekst:
“Har læst nogle af dine artikler, og som gammel elektroingeniør er jeg helt enig i meget af det, du skriver. Elektromagnetisk energi og stråling er garanteret skadelig, selv ved lave energiniveauer. Godt at du laver et nødvendigt informationsarbejde om det!
Efter en af dine sidste artikler kom jeg til at tænke på noget, jeg læste i det engelske tidsskrift Electronics World + Wireless World i 90’erne. Det handlede om meget af det, du talte om.”
Dette viste sig, skriver Einar Flydal, at være et særnummer fra februar 1990 om elektricitet og sundhedseffekter. Hæftet indeholder interessante artikler om, hvad forskningen på dette tispunkt allerede havde fundet. Electronics World blev etableret i 1913 og er tidligere kendt som Wireless World.
Einar Flydal har oversat de korte resuméer i hæftets indholdsfortegnelse. Selve hæftet – Trådløs-World-1990-02 – kan downloades HER eller læses på skærmen HER.
Indholdsfortegnelsen
FELTER DER DRÆBER – indledning, side 96
Elektromagnetisk tåge skabt af computerterminaler, elektriske ledninger i boliger og højspændingsledninger kan være nøglen til en lang række livstruende sygdomme, herunder børnekræft. Denne trilogi af artikler samler dokumentation – epidemiologiske (forbindelsen mellem sygdom og dens miljø) og biofysiske (direkte observerbare cellulære virkninger) – fra forskere over hele verden.
Trilogien antyder, at omkring 10 til 15 procent af alle tilfælde af børnekræft kan tilskrives magnetfelter forbundet med elektriske ledninger i og uden for patientens hjem. Andre fakta omfatter en observeret 2,6 gange højere dødelighed fra myelisk leukæmi blandt radioamatører og en forbløffende 13 gange øget forekomst af denne sygdom blandt elektrikere.
FELTER, DER DRÆBER: EPIDEMIOLOGISK BEVIS, side 98
Mistanken om de skadelige virkninger af lavfrekvent, ikke-ioniserende stråling opstod, da en amerikansk forsker, der søgte efter årsager til børneleukæmi, besøgte patienternes hjem og bemærkede de elektriske ledninger spredt rundt på anden sal. Efterfølgende undersøgelser har stort set støttet den oprindelige undersøgelse, der blev gennemført i 1974. Af Simon Best.
FELTER, DER DRÆBER: BIOFYSISKE BEVISER, side 112
Cellemembraner udgør en formidabel elektrisk barriere. Selvom den potentielle forskel mellem cellens indre og ydre kun er 100mV, udsættes den 5nm tykke membran for en næsten utrolig potentiel gradient på 20MV / m. EM-felter med lav intensitet har vist sig at forårsage membrannedbrydning med tilhørende tab af calcium. Af Roger Coghill.
FELTER, DER DRÆBER – POLITIK, side 120
I USA kan elselskaber sagsøges for at udsætte folk for alt for høje felter, som stråler ud fra deres kraftledninger. Det Forenede Kongerige har endnu ikke accepteret, at problemet eksisterer.
KOMMENTARER, side 91
Ingen røg uden ild: elektricitet er sundhedsfarligt.
Hvordan gik det så?
Einar Flydal giver følgende opsummering:
I 1990’erne var der megen international rumlen om sundhedsskader fra elektricitet, især fra de elektriske og magnetiske felter omkring højspændingsledninger:
Der var flere retssager i USA med et overvældende opbud af advokater fra el-industrien. Branchens spil og argumenter – både fra elselskabernes og den offentlige forvaltnings side – er skildret af forskeren Andrew Marino, som selv stod midt i det.
Andrew Marino er en biolog, der undersøgte elektricitetens biologiske rolle gennem eksperimenter med mus i pioneren Robert O. Becker’s laboratorium. Men så dukkede der planer op om højspændingsledninger lige ved siden af hans bopæl. Marino havde allerede konstateret, hvordan advokaterne blev svage, når de ikke kendte nok til biofysik. Han tog derfor en doktorgrad i jura, så han selv kunne føre sagen i retten, når han sagsøgte elselskabet. Læs mere om Andrew Marino og om sagen samt parternes argumenter i bogen Marino, A. & Ray, J.: The Electric Wilderness, Cassandra Publishing, 2011, 115 s. (1)
Der var også nogle retssager om elledninger i Norge, uden at sagsøgerne dog vandt med sundhedsargumenterne. For skadelige helbredseffekter kunne ikke påvises med sikkerhed, hed det.
I Norge førte den megen rumlen om sundhedseffekterne til en forskningsundersøgelse om el- og sundhedseffekter. Blandt andet deltog folk fra den norske strålingsbeskyttelsesmyndighed (i dag DSA, Direktoratet for strålevern og atomsikkerhet). Rapporten beskrev en række bivirkninger, herunder på celleniveau, men den konkluderede, at resultaterne var usikre.
Rapporten blev grundlaget for NOU’er – Norges offentlige udredninger. Her blev politikken tydeligt koblet på: NOU’erne fortolkede usikkerheden som en grund til at hævde, at der ikke kunne påvises nogen negative virkninger, og at der derfor ikke var nogen grund til at ændre kurs. (NOU nr. 20:1995: Elektromagnetiske felter og hejsning. Forslag til forvaltningsstrategi og Elektromagnetiske felter og sundhed, Vurdering af de sidste fem års forskning 1995 – 2000, rapport 1.6.2000, Sundheds- og Omsorgsministeriet)
Konklusionen var således: “Gå frit videre, så længe der kan sås tvivl om de skadelige virkninger” Og det kan der som regel, blot man graver dybt nok. Det ligger nemlig i forskningens natur, og at kritisere tidligere forskning er selve forskningens kerne.
Industriens strategi var naturligvis at udnytte dette til at finde fejl og så tvivl om selv rimeligt sikre eller alarmerende forskningsresultater, så en “ubegrundet frygt” ikke ville hindre de store samfundsmæssige fordele ved at udnytte vandkraft.
Det er skræmmende og ødelæggende, når industriens rolle er at så tvivl om solide forskningsresultater. Og det er præcis, hvad der skete. Vi genkender det fra tobaksindustrien, fra kontroversen om alle mulige andre giftstoffer og fra kontroversen om mikrobølger. (Se Steneck og Butlers bog The Debate on the Microwaves: From the Search for Answers to Industry Defense, 2022, hvis du vil have detaljer, både som en spændende historisk beretning (del 1 og 2) og som en redegørelse for medicinske fund og nutidens argumentationstricks (del 3)).
I stedet for den forsigtighedstankegang, som politikere bekender sig til og har skrevet ind i den norske forfatning, styres politik derimod af den forretningsliberale maksime, der vandt indpas i USA i begyndelsen af 1970’erne som en modreaktion på miljøbevægelsen, og som nu er ganske almindelig: “Hvis der er tvivl om de skadelige virkninger, man finder, behøver man ikke tage dem i betragtning!”
På den måde miskrediterer bl.a. den norske strålingsbeskyttelsesmyndighed og de relevante industrier den viden, de ikke bryder sig om, f.eks. ved at få forskning vurderet med standarder, der sætter skyklapper op. (En sådan ensidig metode er blot at lede efter sammenhænge mellem energiintensitet og effekter, som man gør med dosimetri.)
Det, der bliver tilbage, og som kan accepteres af industrien og af eksempelvis den norske strålingsbeskyttelsesmyndighed, bliver den forskning, der ikke finder nogen fund, og som derfor passer til industriens interesser. På den måde sikrer industrien sig størst mulig spillerum og må kun lejlighedsvis give indrømmelser, som når afstanden fra højspændingsledninger til boliger, børnehaver osv. blev øget. I praksis har politikerne abdiceret, fordi området er så kompliceret, og forskningen “intet har fundet”. Det er ikke holdbart.
Den forskning, som du kan læse om i Electronics World + Wireless World fra februar 1990, er således stort set “tilbagevist”, fordi resultaterne “ikke er sikre nok”, eller fordi de er blevet forbigået i tavshed. For det meste er det stadig gyldigt, men interessen for elektricitet faldt, da opmærksomheden og forskningsfinansieringen skiftede til det trådløse, hvilket for alvor dukkede op i midten af 1990’erne med den masseproducerede mobiltelefon.
Et andet spørgsmål, der altid er vigtigt at huske på, er, at vi alle altid påvirkes af vores omgivelser. At fjerne al indflydelse er hverken muligt eller ønskeligt. Og vi skal også give nogle indrømmelser for at få gavn af velfærdssamfundet. Men det er en helt anden sag, når væsentlige skadevirkninger skjules med beskidte midler eller ved uvidenhed skabt gennem fordrejet information. I stedet bør det komme op på bordet til diskussion om, hvorvidt de er prisen værd.
Noter:
1) På Amazon kan du finde dette resume af bogen ‘The Electric Wilderness’:
The Electric Wilderness er en afsløring af videnskabens politik, som den var og bliver anvendt i staten New Yorks vurdering af store sundhedseffekter på elnetværket. Klart og kortfattet skrevet, det er en historie, der er værd at læse af alle, der er bekymrede over de potentielle farer ved elektromagnetiske felter.
Ansporet af bekymringerne hos en ingeniør, der arbejder på en 765 kilovolt (kV) kraftledning anbefalet af Niagara Mohawk og Rochester Gas &; Electric og en Power Authority (PASNY) plan for en større 765 kV forbindelse med Canada, etablerede staten Public Service Commission (PSC) en høringsproces i 1974 for at afgøre, om disse kraftledninger kunne forårsage sundhedsskadelige virkninger.
De centrale vidner i høringerne var Andrew Marino, en forsker, og Robert O. Becker. Becker var på det tidspunkt direktør for forskningslaboratoriet på Veterans Administration Hospital i Siracusa og Marinos chef.
Becker er en pioner inden for studier af de biologiske virkninger af elektromagnetiske felter. Hans arbejde gennem årene overbeviste ham om, at elektromagnetisk stråling som den, der stammer fra strømførende kraftledninger, har en effekt på kroppens elektriske signaler. Under Becker gennemførte Marino specifikke undersøgelser, der viste hæmmet vækst hos mus, der var blevet opdrættet og opvokset i elektromagnetiske felter svarende til dem under en 765 kV kraftledning.
PASNY og de andre forsyningsselskaber, der besluttede at deltage i sagen, bragte deres hyrede våben ind for at tilbagevise Marino og Becker. Pro-utility-vidnernes direkte partiskhed og den troværdighed, de fik tildelt af den forvaltningsretlige dommer, der behandlede sagen, var skammelig. Alligevel ønskede nogle seriøse kapitalinteresser, at PSC-høringen ikke skulle føre til noget.
For det første ønskede Power Authority ikke at sundhedseffekter blev dokumenteret. De havde været så sikre på, at PSC ville gummistemple deres ansøgning om at bygge en 765 kV-linje fra den canadiske grænse nær Massena til Marcy nær Utica, at de faktisk var begyndt at købe materialer til linjen samt forhandle kontrakter med Quebec om elektricitet, før PSC havde givet dem en licens.
For det andet var elværker i New York og rundt om i landet ikke interesserede i at finde ud af, om kraftledninger kunne forårsage sundhedsmæssige effekter. Konsekvenserne for deres industri ville være vidtrækkende. Forsyningsselskaberne var ikke bekymrede over, at der efter 80 års brug endnu ikke var foretaget en systematisk undersøgelse af potentielle sundhedsvirkninger af luftledningerne. De udøvede brancheforeningernes magt til at præsentere en forenet front mod Marino og Becker.
Endelig var den amerikanske flåde, der ikke var en direkte deltager i PSC-sagen, en aktør i kontroversen. Flåden har en historie med at undertrykke beviser og opgive forskning, der viser, at elektromagnetiske felter forårsager sundhedsmæssige virkninger.
The Electric Wilderness følger historien om den undergravede forskning og forsøgene på at miskreditere Becker og Marino under PSC-høringen. Det er en skræmmende fortælling, der fordømmer etikken og den intellektuelle integritet hos mange ledere af det videnskabelige etablissement i USA.
Som et resultat af deres vidnesbyrd mistede Marino og Becker ikke kun deres evne til at få tilskud eller få deres arbejde offentliggjort i fagblade, men hele forskningslaboratoriet på Syracuse V.A. hospitalet blev lukket ned.
I sidste ende kunne PSC ikke helt ignorere sagens kendsgerninger. Marino havde afsløret over 40 tidligere undersøgelser, der forbandt elektromagnetisk stråling med sundhedseffekter. Mens PSC ikke gav Marino tilfredsstillelsen ved at citere hans arbejde som en grund til deres beslutning, etablerede de en femårig undersøgelse på 5 millioner dollars af potentielle sundhedseffekter.
The Electric Wilderness er en vigtig og velskrevet bog. Det fortæller, hvordan magtfulde særinteresser kan kontrollere resultatet af såkaldt videnskabelig undersøgelse. Det viser også, hvor vigtigt det er for personer med integritet at blive ved med at søge sandheden. – Dick Hermans, Pine Plains
Læs mere her:
