Det teknologiske bluff-nummer
Illustration: Johan Eklund Climate-hypocrisy, Wikimedia Commens.
Kunstig intelligens vil ikke være nogen løsning i forhold til at mindske energiproduktion eller CO2 emissionerne. Tværtimod, for Kunstig intelligens eller AI vil forbruge enorme mængder energi, mens den samtidig vil forplumre den menneskelige visdom, som ville kunne redde os.
Artiklen her er et bearbejdet uddrag af en artikel fra The Tyee, Canadisk netmedie, skrevet af den prisvindende journalist Andrew Nikiforuk.
”Det er fuldstændig idéforvirrende at antage, at økonomisk brug af brændstof svarer til et reduceret forbrug. Det er det modsatte, der er sandheden.”
William Stanley Jevons, Britisk økonom (1835-1882)
World Economic Forum: Kunstig intelligens har “transformationspotentialet” til at løse den stigende klimakrise
Kunstig intelligen’s (AI) evne til at kunne behandle enorme mængder data og hjælpe mennesker med at træffe beslutninger transformerer industrier. Et andet område, hvor kunstig intelligens, også ifølge WEF, har transformationspotentiale er bekæmpelsen af klimaændringerne:
AI kan nemlig fortælle os, hvor hurtigt isbjerge smelter. AI kan kortlægge skove, der forsvinder. AI kan forudsige vejr mønstrene i de tørkeramte områder af Afrika. AI kan hjælpe med at sortere gigantiske bunker af affaldsmaterialer og minedele til genbrug. AI kan finde plastaffald i havene. AI kan hjælpe virksomheder med at finde, følge og reducere deres udledninger med 20 procent. AI kan forudsige klimahændelser som oversvømmelser, brande, orkaner og andre naturkatastrofer, således at den globale økonomi kan fortsætte efter planen. Man er i det hele taget i fuld gang med at opbygge “en komplet ønskeliste over datasæt, der vil fremme globale AI-løsninger mod klimaændringer.”
Mange andre magtfulde stemmer arbejder hårdt for at få os til at føle os optimistiske over et nyt samfund transformeret af kunstig intelligens.
Det teknologiske bluff nummer
I dag burde vi dog vide, at vi ikke skal lade os narre. AI er nemlig blot den seneste manifestation af, hvad den berømte samfundskritiker Jacques Ellul kaldte “det teknologiske bluff nummer”.
Bluffet består i at foregive, at teknologien er en neutral kraft fremfor en, som koncentrerer magten på færre og færre hænder, erstatter det naturlige med det kunstige, samt gør ethvert mål til et middel, der kun har ét formål nemlig effektivitet.
Bluff nummeret afviser naturligvis forsigtighedsprincippet – visdommen i først at bremse op og afveje risici, når man overvejer at lave store forandringer i, hvordan vi gør tingene. Forsigtighedsprincippet er blot en irriterende hindring for fremskridtet.
Hvordan AI fremskynder vores energi- og klimakriser
- AI forbruger mængder af energi. En AI-søgning forbrænder 10 gange så meget energi som en rutinemæssig Google-søgning. Ifølge forskere ved University of Washington bruger træningen af en enkelt stor sprogmodel som ChatGPT-3 den samme mængde elektricitet som mere end 1.000 amerikanske husstande gør på et år. Hundreder af millioner af daglige forespørgsler bare på ChatGPT bruger en gigawatttime elektricitet hver dag. Det svarer til det daglige energiforbrug for omkring 33.000 amerikanske husstande.
De AI-opgaver, der bruger mest energi og udsender mest kulstof, er dem, der inkluderer tekstgenerering, opsummeringer, billedtekster og billedgenerering.
AI repræsenterer derved en stejl intensivering af energiforbruget i en verden, der skal forbruge mindre i et desperat løb for at undgå civilisationens sammenbrud på grund af klimakatastrofer.
Faktisk vil verdens 8.000 datacentre, der driver AI, snart forbruge lige så meget energi som Japan. Nogle pessimistiske scenarier tyder på, at AI er på vej til at monopolisere halvdelen af verdens energiproduktion inden 2040. I Irland, et højteknologisk knudepunkt, tegner datacentrene sig for 32 procent af alt strømforbrug i 2026. - Højteknologiske virksomheder tilbyder typisk ringe eller ingen gennemsigtighed om, hvordan deres AI fungerer samt kulstofemissionerne fra deres produkter. Selvom Big Tech hævder, at man gør verden grønnere, frygter de samme virksomheder, at AI’s umættelige appetit på energi vil dræne netværket og tvinge større afhængighed af naturgas, kul og atomkraft.
- AI bruger store mængder vand, enten til at producere elektricitet til at drive computersystemer eller til den konstante nedkøling, som dataserverne kræver.
En undersøgelse fra Organisation for Economic Co-operation and Development anslår, at den globale efterspørgsel efter AI endda kan forbruge 4,2 milliarder til 6,6 milliarder kubikmeter vandudtagning i 2027. Det svarer til ca. halvdelen af Det Forenede Kongeriges samlede årlige vandindvinding. - Olie- og gasindustrien bruger AI til at producere flere fossile brændstoffer mere effektivt. For eksempel for at forbedre boringen i skiferbassinerne og for at øge indvindingsgraden af fracked brønde.
Det er dog kun toppen af isbjerget. Den franske journalist Guillaume Pitron undersøgte for nylig de fulde miljøomkostninger ved den digitale økonomi i sin bog The Dark Cloud (den franske titel, Digital Hell, er måske mere sigende).
Han kunne afsløre, at den digitale verden sluger 10 procent af verdens elektricitet og står for mere end fire procent af de globale emissioner. Det er mere end den civile luftfartsindustri. Inden for et år eller to vil den tegne sig for 20 procent af den globale elproduktion og næsten otte procent af drivhusgasemissionerne.
Hver gang nogen sender en e-mail, poster et billede, streamer en film, bestiller varter via e-handel eller spiller et elektronisk spil, fremmes kulstof-fremstillingen i en enhed. Intensiteten af materialerne i enhederne fortsætter med at udvikle sig med en overraskende hastighed. En analog telefon i 1960’erne havde brug for omkring 10 elementer for at kunne fungere. En moderne mobiltelefon kræver 54 elementer, inklusive sjældne mineraler. Og den nødvendige minedrift efterlader hertil et beskidt kulstofspor.
Den digitale verden repræsenterer en af de største materielle artefakter, mennesker har bygget på Jorden. Den globale digitale industri bruger nok vand, materialer og energi til at give den et fodaftryk, der er tre gange så stort som i et land som Storbritannien ifølge Pitron. Der findes mere end 34 milliarder digitalt udstyr på planeten, som tilsammen vejer omkring 223 millioner tons.
Informations- og kommunikationsteknologier er den tredje største forbruger af energi efter Kina og USA. Her skal vi huske, at 35 procent af de globale kraftværker stadig er kulbaserede.
Når effektivitet øger appetitten
Pitron bemærker, at de digitale teknologier har en dyster rekord med at de lover energibesparelser, samtidig med at de kannibaliserer energiforsyningen. Silicon Valley har for eksempel længe kæmpet for forbundne metropoler eller Smart Citys som en bedre måde at spare elektricitet og vand på med smarte målere og smarte sensorer og smarte enheder, der kan tale. Da en gruppe danske forskere undersøgte påstandene, fandt de, at de høje materiale- og energiomkostninger ved disse formodede teknologiske hjælpere annullerede enhver energibesparelse. De konkluderede, at “Smart City Solutions generelt har en negativ indflydelse på den miljømæssige bæredygtighed i et bysystem.”
Alligevel fortsætter den “yderst beskidte” digitale industri med at omskrive fremtiden, som Pitron udtrykker det. En industrigruppe kaldet Global e-Sustainability Initiative, eller GeSI, hævder for eksempel, at de emissioner, der undgås ved brug af digital teknologi, “er næsten 10 gange større end de emissioner, der genereres ved at implementere den.” Da Pitron undersøgte påstanden, fandt han ingen forskning, der kunne understøtte udsagnet. Det var og er ren green washing. Eller som en analytiker forklarede: “Det var så tiltalende at tro, at digitalisering kunne generere økonomisk vækst og være godt for miljøet.”
Det er derfor helt usandsynligt, at AI, sikkert eller ansvarligt, kan løse udfordringerne. Pitron bemærkede i et nyligt interview: “Idéen om en miljøansvarlig AI retfærdiggør modstandsdygtigheden og udviklingen af internetindustrien. Men at tro, at AI er svaret, er at nægte menneskeheden netop den mulighed! Her har vi et tab af tillid til den menneskelige natur og dens evne til at løse de vanskeligheder, den har skabt.”
Et andet spørgsmål, som de fleste miljø- og teknooptimister konsekvent udelukker er Jevons-paradokset. Dvs. det paradoks, at når et samfund gør noget mere effektivt eller bekvemt, spares der aldrig energi- eller materialer, fordi effektivitetsgevinsterne blot øger efterspørgslen.
Eksempler: Jetfly kan have været konstrueret til at bruge mindre brændstof, men de mere effektive fly transportere nu flere mennesker end nogensinde før over hele kloden. Forbrændingsbiler bruger i dag mindre benzin end tidligere, men de eventuelle besparelser er forsvundet i et stigende marked for tungere køretøjer. Effektive vinduer og HVAC-systemer (air-conditioning) har sparet energi i boliger, men gevinsterne forsvinder, efterhånden som boligerne bliver større og større. Når højteknologiske datacentre forbedrer deres energieffektivitet, lagrer de flere data og kræver derfor stadig mere energi.
Derfor giver påstanden fra AI-fortalere om, at maskinindlæring vil gøre verden mere energieffektiv, ingen reel trøst. Det gælder, selvom planerne om at erstatte det nuværende forbrug af fossile brændstoffer med vedvarende energi kan realiseres globalt.
Sådan redder vi os selv
Hvad vil der ske, hvis kunstig intelligens begynder at handle autonomt og med ubarmhjertig logik knuser alle tal om klimaændringer? De vil tydeligt vise, at 10 procent af verdens største af emissionsproducenter, omkring 782 millioner mennesker, kommer fra Europa, Nordamerika, Japan, Korea, Australien, Rusland og Kina. Globalt stod de øverste 10 procent af udlederne for næsten halvdelen af de globale energirelaterede kuldioxidemissioner i 2021, sammenlignet med blot 0,2 procent for de nederste 10 procent. Hvad vil forhindre en autonom AI i at konkludere, at den hurtigste og mest effektive måde at reducere CO2-emissioner på kan være at fjerne disse udledere?
Vores teknologiske udfordringer kan ikke adskilles fra vores glubske energibehov som art. Der er ufuldstændige løsninger, men vi kan ikke lide nogen af dem. Vi kan ikke lide dem, fordi de kræver afskaffelse af mange teknologier og deres illusioner.
“Hvor tiltrækkende ville ‘grøn’ virke, hvis det betød mindre innovation og færre fede gadgets – og ikke flere?” spurgte den amerikanske forfatter David Owen i sin bog The Conundrum fra 2011.
Vejen frem er med andre ord at vi bevidst tager et skridt baglæns. Det betyder også at modstå totaliteten af det teknologiske bluff nummer.
Vi skal fjerne apparater og digitale gadgets i vores hjem og fejre overflødigheden af menneskelig industri.
Vi skal omfavne overflødigheden og synge sange om ineffektiviteten ved at tørre tøj på snoren udenfor.
Vi skal køre mindre og rejse mindre.
Vi skal vedligeholde i modsætning til effektivitet.
Vi skal prioritere kvalitet højere end kvantitet.
Vi skal belønne holdbarhed frem for forældelse.
Vi skal gå langsomt i stedet for hurtigt og afvise vækstsirenen.
Vi skal erstatte data med traditionel visdom.
Og det betyder at vi aktivt skal arbejde hen imod en forenkling af civilisationen i modsætning til en kaotisk kompleksitet, som kun uansvarlige AI-robotter kan magte.
Endelig betyder det at slås for et bæredygtigt tilbagetog fra den digitale økonomi og truslen fra AI.
Læs mere her:
