Den engelske regering har offentliggjort en vejledning om forbud mod mobiltelefoner i skolerne
Foto: Chang Duong, Unsplash
Den engelske regering offentliggjorde mandag den 19. februar 2024 en vejledning for skolelederne, der skal hjælpe skolerne med at forbyde brugen af smartphones, ikke kun timerne, men også i pauserne herunder frokostpausen. Vejledningen, som ikke er lovpligtig, kommer næsten tre år efter, at den engelske regering første gang opfordrede til et forbud mod mobiltelefoner i skolerne.
Uddannelsesminister Gillian Keegan har til BBC Breakfast udtalt, at vejledningen har til formål at tilbyde “konsistens for at nulstille den sociale norm, at der ikke er plads til mobiltelefoner i vores skoler gennem hele skoledagen”. Hun sagde videre, at der i øjeblikket er en blandet politik, hvor nogle skoler tillader brug af mobiltelefoner i pauserne, og andre har et direkte forbud.
Adspurgt om hun vil gå videre og indføre en egentlig lovgivning, udtalte Keegan: “Vi vil overveje, hvad der mere skal gøres, hvis det [vejledningen] ikke fungerer”.
Vejledningen
Ifølge en rapport fra Ofcom (marts 2023) har 97% af børnene en mobiltelefon i en alder af 12 år, og og ifølge regeringen kan brugen af dem i skolerne føre til online mobning, distraktion og forstyrrelser i klasseværelset.
Vejledningen indeholder fire eksempler på, hvordan skoler kan håndtere mobiltelefoner:
- For det første må ingen telefoner medbringes i skolen.
- Telefoner afleveres ved ankomsten;
- Mobiltelefoner, opbevares hele dagen på et sikkert sted, som eleverne ikke har adgang til;
- Eleverne opbevarer selv deres telefoner, men kun på betingelse af, at de aldrig bruges, ses eller høres.
Vejledningen foreslår også, at personalet kan undersøge eleverne og deres tasker for mobiltelefoner, hvis det er nødvendigt.
Vejledningen kommer få dage efter, at Esther Ghey, mor til den myrdede teenager Brianna Ghey, opfordrede til, at loven blev ændret for at forhindre børn i at få adgang til sociale medieapps gennem introduktion af mobiltelefoner, der kun er egnede til unge under 16 år.
Scarlett Jenkinson og Eddie Ratcliffe var begge 15 år, da de dræbte Brianna, 16 år, den 11. februar sidste år. Jenkinson havde set videoer af tortur og mord online.
Skepsis
Men planen, der blev fremlagt på Det Konservative Partis konference i oktober sidste år, er blevet mødt med skepsis fra lærere og fagforeninger, der påpeger, at lederne allerede har deres egen politik om mobiltelefoner, og om de skal forbydes.
Det er uklart, om retningslinjerne vil få skolerne i England til at ændre deres nuværende politikker for håndtering af mobiltelefoner.
Data offentliggjort af Teacher Tapp i januar sidste år afslørede, at kun ca. 1% af skolerne slet ikke har nogen begrænsninger på smartphones.
Om retningslinjerne i sidste ende vil føre til et direkte landsdækkende forbud mod mobiltelefoner i skolerne er endnu uvist.
Sammenslutningen af skole- og universitetsledere udtaler, at den ikke forventede, at den nye vejledning ville have nogen mærkbar virkning. Generalsekretær Geoff Barton hudtalte, at den “tvangsmæssige brug” af enheder ikke fandt sted i skolerne, men “når børnene ikke er på skolen”.
Geoff Barton udtaler videre:
“De fleste skoler forbyder allerede brugen af mobiltelefoner i løbet af skoledagen eller tillader kun deres brug under begrænsede og fastsatte omstændigheder.”
“Regeringen ville være langt bedre tjent med at bruge sin energi på at bringe de online platforme, hvorigennem børn kan få adgang til foruroligende og ekstremt indhold, til ophør.”
En succeshistorie
Personalet på Winsford Academy fortalte, at de var ‘bekymrede’, da de ikke vidste, hvordan eleverne ville reagere, efter at låsbare Yondr-poser blev introduceret på tværs af skolen i januar 2024. Ordningen blev indført efter at der var registreret mere end 350 tilfælde af upassende mobilbrug over fem uger i den foregående periode.
Hver elev får udleveret en personlig pose og bliver bedt om at låse deres telefon inde i starten af skoledagen, hvilket betyder, at de ikke kan få adgang til deres telefoner, før personalet låser poserne op efter den sidste klokke.
Eksperimentet er blevet hyldet som en succes af skoleledere, der har rapporteret forbedret undervisning og læring i klasser og bedre social interaktion mellem eleverne.
Winsford Academys fungerende rektor, Louisa Rogers fortæller ifølge Yahoo News, at personalet blevet ‘overrasket’ over, hvor godt eleverne tilpassede sig, og hvor hurtigt skolelivet ændrede sig til det bedre.
“Virkningen var øjeblikkelig. Lærere rapporterer om langt færre distraktioner i timerne, at de kan påbegynde undervisningen hurtigere, og flere opgaver bliver afsluttet.”
“Noget af det bedste er, at eleverne taler mere med hinanden i pauserne. Ved frokosttid sidder de i grupper og samtaler, og de yngre elever leger mere.”
Ifølge Louisa Rogers lægger personalet også deres telefoner væk om dagen, og nogle elever er helt holdt op at bringe deres telefoner med ind i skolen.
Tilføj en kommentar