James C. Lin: RF-grænseværdier og anbefalinger – et spørgsmål om sundhed
Tidligere ICNIRP-medlem James C Lin har offentliggjort endnu en artikel i IEEE Microwave Magazine om manglen på sundhedsbeskyttelse i de nuværende FCC- og ICNIRP-grænseværdier for den trådløse stråling.
Foto: Stuart Miles, Stockvault
Forskningsartiklen “RF Health Safety Limits and Recommendations“, offentliggjort i IEEE Microwave Magazine d. 6. april 2023, giver et overblik over den nyeste videnskabelige forskning og konkluderer, at de nuværende FCC / ICNIRP-grænser “er tvivlsomme ud fra en videnskabelig begrundelse for sikkerhed og beskyttelse af folkesundheden.”
“Dr. James C. Lin er en af verdens mest anerkendte forskere, der har studeret virkningerne af radiofrekvent stråling (RF) i årtier. Han er et fremtrædende tidligere medlem af de to organisationer, der skabte RF-eksponeringsgrænserne, International Commission on Nonionizing Radiation Protection (ICNIRP) og Institute of Electrical and Electronic Engineers (IEEE).”
Dr. Devra Davis PhD, MPH, præsident for Environmental Health Trust
Abstrakt
Den hurtige spredning af cellulære mobile telekommunikationsenheder og -systemer rejser problemer for folkesundheden med hensyn til de biologiske virkninger og sikkerheden ved eksponering for radiofrekvent stråling (RF). Der er også bekymringer over effektiviteten af de bekendtgjorte sundhedsmæssige grænseværdier, de regler og anbefalinger for RF-stråling, der bruges af disse enheder og systemer. Artiklen her gennemgår og diskuterer bekendtgørelser og regler fra U.S. Federal Communications Commission (FCC), retningslinjerne fra International Commission on Non-Ionizing Radiation Protection (ICNIRP) og ICES-standarden (International Committee on Electromagnetic Safety) vedr. sikkerhedsniveauerne for menneskelig eksponering for elektriske, magnetiske og elektromagnetiske felter (EMF’er). De nyligt reviderede RF-eksponeringsgrænser justeres kun for opvarmning med RF-stråling. Disse grænseværdier er stort set kun beregnet til at begrænse kortvarig opvarmning med RF-stråling, som hæver vævstemperaturen. De har et snævert anvendelsesområde og kan ikke anvendes ved langtidseksponering i forbindelse med lave niveauer. Denne gennemgang diskuterer de antagelser, der ligger til grund for standarderne samt de forældede eksponeringsmålinger, der anvendes, og konkluderer, at de reviderede retningslinjer ikke i tilstrækkelig grad beskytter børn, arbejdstagere eller offentligheden mod eksponering for RF-stråling eller personer med følsomhed over for elektromagnetisk stråling fra de trådløse enheder og systemer. Endvidere diskuterer gennemgangen vigtige dyredata, som standarderne ikke ser ud til at tage højde for. For millimeterbølgestråling fra 5G-mobilkommunikation er der herudover i den offentliggjorte litteratur ingen tilstrækkelige undersøgelser af effekterne på menneskers sundhed. Konklusionerne fra videnskabelige organisationer, såsom Det Internationale Kræftforskningscenter (IARC), der afviger fra disse standarder, diskuteres også. Evalueringen konkluderer, at mange af de anbefalede grænseværdier kan diskuteres og kræver en mere videnskabelig begrundelse ud fra et sikkerheds- og folkesundhedssynspunkt.
Introduktion
De biologiske effekter ved at blive udsat for mikrobølge- og RF-stråling har været genstand for videnskabelige undersøgelser siden midten af det 20. århundrede [1], [2]. Indledende undersøgelser har vist, at eksponering kan forårsage både gavnlige og negative biologiske effekter hos mennesker via opvarmning af væv i kroppen. Opvarmningen kan muligvis detekteres som temperaturstigninger, der er tilgængelige fra enkle temperatursensorer. Denne viden fik imidlertid en vigtig indflydelse på anbefalingen af 100 W/m2 (10 mW/cm2) i effekttæthed over 0,1 time som grænseværdien for menneskelig eksponering for mikrobølge- og RF-felter i 1966 [3]. Fortsat forskning førte til en mindre ændring af grænseværdierne i 1982 [4]. Forskningen fandt sted med sponsorering fra US Department of the Navy og det, der nu er kendt som IEEE. Imidlertid var de mangelfulde videnskabelige data kun i stand til at give det rudimentære grundlag for en grænseværdi for eksponering, der ikke var særlig streng eller præcis. Således fortsatte forskningsinteressen for de biologiske effekter og sikker brug af mikrobølge- og RF-stråling, de biomedicinske og biotekniske undersøgelser blev udvidet, og den videnskabelige viden og data blev støt forbedret.
Bortset fra forskellige observationsundersøgelser af biologiske reaktioner, gav et fremtrædende aspekt af undersøgelserne tilgang til en kvantitativ vurdering af mængden af optaget effekttæthed eller absorberet energi inde i kroppen til pålideligt at inducere biologiske reaktioner af en given hændelig RF-effekttæthed. Introduktionen af begrebet specifik absorptionshastighed (SAR) og dets frekvensafhængige forbindelse til en given effekttæthed dannede grundlaget for det maksimalt tilladte niveau for eksponering. Det blev en overbevisende begrundelse for at rapportere kvantitative resultater fra laboratorieeksperimenter og observationsundersøgelser [5]. SAR kan bruges til at relatere RF- og mikrobølgestrålingen til kroppens specifikke reaktioner; det letter forståelsen af de biologiske fænomener, og det er uafhængigt af interaktionsmekanismer. Det tjener som et indeks for ekstrapolering af eksperimentelle resultater fra celle-til-celle, celle-til-væv, væv-til-dyr, dyr-til-dyr og dyr-til-menneske eksponeringer. Det er også nyttigt til at analysere forholdet mellem forskellige observerede biologiske responser i forskellige eksperimentelle modeller og emner.
Yderligere fremskridt bidrog væsentligt til at forbedre de ovennævnte eksponeringsgrænser. F.eks. anbefalede U.S. National Council on Radiation Protection and Measurements (NCRP) i sin rapport om biologiske virkninger og eksponeringskriterier for mikrobølge- og RF-stråling [6] udelukkende anvendelse af SAR til kvantificering af RF- og mikrobølgefordeling samt absorption i biologiske materialer eller dyrekroppe under eksponering. SAR blev også brugt i 1992-udgaven af standarderne for eksponering udviklet af IEEE Standards Association, som også blev anerkendt af American National Standards Institute (ANSI) [7].
Den hurtige spredning af cellulære mobile kommunikationsenheder og -systemer samt offentlighedens bekymringer over de biologiske virkninger og sikkerheden ved eksponering for mikrobølger fik FCC til at implementere regler for tilladt menneskelig eksponering for RF- og mikrobølgestråling fra mobiltelefoner og trådløse basestationer i 1996 [8]. FCC-reglerne er identiske med dem, der anbefales af NCRP (1,6 W/kg over 1 g vævsmasse) og er stort set også de samme som ANSI/IEEE-1992 for de relevante frekvenser. FCC-reglerne kan dog håndhæves ved lov. For eksempel er de maksimalt tilladte eksponeringer for den almindelige befolkning for de trådløse mobilkommunikationsfrekvenser mellem 800 og 2.200 MHz specificeret med [f (MHz)/1.500] mW/cm2, som gennemsnit over en periode på 30 minutter. For basestationer, der opererer med en frekvens på 880 MHz, fastsætter FCC’s RF-eksponeringsregler et maksimalt tilladt niveau på 0,59 mW/cm2 (5,9 W/m2). For basestationsantenner, der sender ved 1,990 MHz, er FCC-grænsen for offentligheden 1.27 mW/cm2 (12,7 W/m2).
Efterfølgende offentliggjorde det nyoprettede ICNIRP sine anbefalede retningslinjer i 1998 [9]. For det meste følger den ANSI/IEEE-1992 og FCC-1996 anbefalingerne, bortset fra at man valgte at sætte SAR-værdier til 2 W/kg i gennemsnit over 10 g vævsmasse til lokal absorption, men uden noget klart formuleret biofysisk grundlag eller en videnskabelig begrundelse.
I 2001 blev navnet på ICES godkendt af IEEE Standards Association i stedet for dets tidligere enheder, som udviklede ANSI/IEEE-1992-standarderne [7].
Således fortsatte forskningsinteressen i biologiske effekter og sikker brug af mikrobølge- og RF-stråling, biomedicinske og biotekniske undersøgelser blev udvidet, og videnskabelig viden og data blev støt forbedret.
I 2006 offentliggjorde ICES en revideret eksponeringsstandard, som i væsentlig grad afviger fra ANSI/IEEE-udgaven fra 1992 (med senere ændringer). Specifikt vedtog den ICNIRPs SAR-værdi på 2 W / kg værdi som gennemsnit over en 10 g vævsmasse til lokal absorption [10]. Det blev tilsyneladende gjort som et skridt i retning af harmonisering af de globale standarder, ikke nødvendigvis for at afspejle den daværende status for fremskridt inden for viden om sundhedsbeskyttelse.
For nylig offentliggjorde både ICNIRP og ICES revisioner af deres anbefalinger vedrørende eksponeringsgrænser [11], [12], [13]. Disse versioner er tydeligt knyttet til opvarmningseffekter forbundet med målbare ændringer i vævstemperaturen. De er primært baseret på biologiske data fra kortvarige (6 eller 30 min) eksponeringer for RF- og mikrobølgestråling og gør ikke meget for at løse det bekymrende spørgsmål om de anbefalede grænser for langtidseksponeringer på lavt niveau. Scenarierne med en konstant mangel på tillid til disse RF-eksponeringsstandarder er tilbagevendende i mange dele af verden om trådløse og mobile telekommunikationsenheder og installationer [14], [15], [16], [17]. Denne artikel undersøger kortfattet nogle af spørgsmålene og fremhæver de mere betydningsfulde aspekter, der gælder for mobiltelefoner og den trådløse mobil telekommunikations anvendelser af RF- og mikrobølgestråling.
Vurdering af de nyligt reviderede grænseværdier for sundhedsbeskyttelse
En nylig artikel anfægtede den sundhedsmæssige sikkerhed, som de nuværende eksponeringsgrænser for RF-stråling giver, og opfordrede til en uafhængig evaluering af de videnskabelige vidnesbyrd [14]. Den viser, at de nuværende eksponeringsgrænser ignorerer hundredvis af videnskabelige undersøgelser, som dokumenterer sundhedsskadelige effekter ved eksponeringer under de grænseværdier, som hævdes at være sikre. Den har endvidere gjort gældende, at de videnskabelige beviser afkræfter de sundhedsmæssige antagelser, der ligger til grund for de bekendtgjorte grænseværdier for eksponering for RF. Specifikt for frekvenser under 6 GHz blev en SAR-værdi på 4 W/kg, rumligt og tidsmæssigt beregnet som gennemsnit over helkropsmassen, antaget som en effektiv grænse for negative biologiske virkninger hos mennesker. Niveauet var baseret på forstyrrelse af operant-betingede arbejdsplaner hos nogle få dresserede gnavere og primater. Den antog også, at en varmeproduktionshastighed på 4 W/kg lå inden for det normale område for menneskelig termoreguleringskapacitet. ANSI/IEEE C95.1-1992-standarderne og dermed FCC-reglerne, ICES-grænserne og ICNIRP-retningslinjerne indføres for at forhindre negative termiske virkninger på menneskekroppens funktion. Så en SAR på 4 W/kg forbliver grundlaget for de reviderede ICNIRP- og ICES RF-eksponeringsgrænser.
Artiklen fra Den Internationale Kommission for de biologiske virkninger af elektromagnetiske felter hævdede, at eksponeringsgrænserne, baseret på forskning fra 1980’erne, før mobiltelefoner var allestedsnærværende, ikke i tilstrækkelig grad beskytter børn, mennesker med elektromagnetisk overfølsomhed, industriarbejdere og offentligheden mod usikker eksponering for RF-stråling fra mobiltelefon og trådløse enheder og systemer. Mens de reviderede ICNIRP-sikkerhedsretningslinjer og ICES-standarden indeholder anbefalinger til beskyttelse mod sundhedsskadelige virkninger af eksponering for RF-stråling, er retningslinjerne og standarderne faktisk baseret på at kontrollere helkropstemperaturen fra at stige over 1 °C eller lokale vævstemperaturer til 5 °C for kortvarige eksponeringer på 6 eller 30 minutter (tabel 1).
I modsætning til vedvarende og nylige bekymringer om utilstrækkelige undersøgelser sundhedseffekter, der involverer RF-stråling med komplekse nye modulationer og pulssekvenser, især omkring 5G, slettede ICNIRP sin bestemmelse fra 1998 om pulseksponeringsgrænser fra de reviderede retningslinjer fra 2020. Derfor er der ikke længere specifikke begrænsninger for pulsmodulationer af nogen art i ICNIRP 2020. Bemærk, at en gennemsnitlig SAR værdi over en periode på 6 minutter er utilstrækkelig til at tage højde for pulsmodulationernes unikke egenskaber eller til at fange virkningerne af pulsmodulerede eksponeringer, herunder den mikrobølgeauditive effekt, der opstår uden nogen målbar temperaturstigning og ved lave niveauer af SAR [18], [19]. Det er velkendt, at resultaterne fra de eksperimentelle undersøgelser påvirkes af forskelle i RF-parametre og eksponeringsbetingelser.
Desuden er spørgsmålet om anvendeligheden af de anbefalede grænser for sikker langtidseksponering for RF-stråling på lavt niveau (i modsætning til eksponeringer kortere end 6 eller 30 min) stadig åbent. De reviderede eksponeringsgrænser indeholder ingen justeringer for mulige virkninger som følge af langvarig eksponering af mennesker. Der er en bemærkelsesværdig mangel på anerkendelse af den videnskabelige viden om kronisk toksikologi og carcinogenicitet vedrørende RF-eksponeringer under de grundlæggende grænseværdier, der er bekendtgjort gennem de eksisterende eksponeringsretningslinjer og -standarder [14], [15], [16], [17], [20].
IARC, et mellemstatsligt agentur under Verdenssundhedsorganisationen, klassificerer eksponering for RF-stråling som en mulig kræftfremkaldende aktør for mennesker [21], [22]. IARC’s rolle er at gennemføre og koordinere forskning om årsagerne til kræft. Man evaluerede de tilgængelige videnskabelige undersøgelser og besluttede, at selvom dens database var ufuldkommen og begrænset, især med hensyn til resultater fra dyreforsøg i forskningslaboratorier, udviste de epidemiologiske observationer hos mennesker en tilfredsstillende robusthed i forhold til en højere risiko for gliom-typen af malign hjernekræft og benign vestibulær schwannoma af den vestibulocochleære nerve blandt tunge eller langvarige abonnenter af mobiltelefoner til at underskrive en klassificering af RF-stråling fra mobiltelefoner som en kræftfremkaldende aktør for mennesker.
Det er her vigtigt at notere, at resultaterne fra de dyreforsøg, som IARC manglede, senere blev leveret af U.S. National Toxicology Program (NTP) rapporten om to typer kræftsygdomme hos laboratorierotter, der livslangt blev udsat for 2G og 3G mobiltelefon RF-strålingsfrekvenser under 6 GHz [23], [24]. Undersøgelsen var den største dyresundhedsundersøgelse udført af forskere ved NTP, velsagtens den største dyresundhedsundersøgelse udført med RF-stråling fra mobiltelefoner. Resultaterne inkluderede statistisk signifikante og klare beviser for, at RF-eksponering forårsagede udviklingen af en sjælden form for ondartet tumor (schwannoma) i hjertet hos hanrotter, hvis RF-inducerede kropstemperaturstigning ikke oversteg 1 °C ved den højeste SAR (6 W) /kg). Der var også en antydning af en vis schwannomrisiko blandt hunrotter. NTP-undersøgelsen bemærkede også skader på hjertet (kardiomyopati) hos både RF-eksponerede han- og hunrotter sammenlignet med samtidige kontrolgrupper. Derudover viste resultatet af patologiske undersøgelser, baseret på statistisk signifikans, tegn på RF-afhængig carcinogen aktivitet i hjernen hos hanrotter, nemlig gliomer. Virkningerne på hunner blev imidlertid anset for kun at præsentere tvetydige beviser for maligne gliomer sammenlignet med kontrolrotter.
Samme år rapporterede Cesare Maltoni Cancer Research Center ved Ramazzini Institute i Bologna, Italien, konklusionerne fra deres store laboratorieundersøgelse af kræftrisici hos rotter udsat for 3G RF-stråling. Forskningen involverede helkropseksponering af den samme stamme af rotter som blev anvendt af NTP, enten livslang eller prænatal indtil døden, under langfelteksponerings betingelser [25]. I løbet af 19-timers eksponering om dagen gennem ca. to år var de beregnede helkrops-SAR’er .001, .03 og 0.1 W/kg. En statistisk signifikant stigning i forekomsten af schwannomer i hanrottehjerter blev noteret for 0,1 W/kg RF-eksponering. Det er vigtigt at bemærke, at NTP og Ramazzini undersøgelser for RF eksponering producerede sammenlignelige resultater for hjerte schwannomer og hjerne gliomer. Således afslørede to store velgennemførte RF-dyreeksponeringsundersøgelser, der involverede livslang eksponering af den samme stamme af rotter, konsistente carcinogenicitetsresultater.
De holdninger, der blev indtaget i de seneste revisioner af de sundhedsmæssige grænseværdier, ser ikke ud til at betragte disse dyreforsøg som anvendelige. Revisionerne ignorerede den uafhængige variabel for eksperimenterne: RF-eksponeringen. Mens standarderne refererer til dyreforsøgene, valgte de at protestere mod formodede “tilfældighedsforskelle” fra eksperimentelle behandlinger eller komplikationer af termisk inducerede kropskernetemperaturstigninger på op til 1 °C hos rotter ved de højeste RF-eksponeringsniveauer. Dermed overser standarderne fejlen ved at foreslå en stigning i kropskernetemperaturen på 1 °C som årsag til kræft. Desværre specificerer vage udtryk, såsom væsentlige begrænsninger, ikke, hvorfor standardernes forfattere mente, at “konklusioner, der blev draget vedrørende RF EMF’er og carcinogenese” ikke var mulige ved formulering af de anbefalede RF-grænser.
Med hensyn til epidemiologiske undersøgelser af RF-stråling fra mobiltelefoner og carcinogenicitet, hævder de reviderede anbefalinger, at mens megen forskning er blevet gennemført, har resultaterne om gliomer, meningiomer, parotidkirtel tumorer, og vestibulære schwannomer (akustiske neuromer) ikke givet tilstrækkelig dokumentation for en øget kræftrisiko. Revisionen fastslår også, at selv om der er rapporter om større oddsforhold, forhindrede metodologiske forskelle og svagheder – herunder tilbagekaldelses- og selektionsbias – de epidemiologiske resultater i at blive taget i betragtning for de anbefalede eksponeringsgrænser. Baseret på den offentliggjorte diskussion, der ledsager standarderne, er det svært ikke at mistænke en tendens til skepsis over for positive resultater med en tilsvarende tendens til mindre kritisk accept af negative resultater.
Tabel 1 viser, at for frekvenser mellem 6 GHz og 300 GHz, herunder de millimeterbølger, der anvendes til trådløs 5G-mobilkommunikation, er den tilladte lokale vævstemperaturstigning i menneskers hoved, lemmer og torso 5 °C. Denne temperaturstigning kan få vævstemperaturen til at stige fra en nominel værdi på 37 °C til en hypertermisk værdi på 42 °C. En hypertermisk vævstemperatur på 42 °C er cytotoksisk med potentiale for eksponentiel celledød. Desuden tjener det som det medicinske fundament til behandling af ondartede tumorer med hypertermibehandling for kræft [26], [27], [28]. De nyligt reviderede eksponeringsgrænser giver en reduktionsfaktor på 10 for almindelige mennesker ved 20-40 W/m2 eller en sikkerhedsfaktor på 2 på RF-arbejdspladser ved 100-200 W/m2. Under disse scenarier er effektiviteten af disse grænseværdier marginal, og de kan være irrelevante ud fra et synspunkt om sundhedsbeskyttelse i betragtning af målingens usikre og fysiologiske variabilitet.
Baseret på den publicerede diskussion, der ledsager standarderne, er det svært ikke at mistænke en tendens til skepsis over for positive resultater, sammen med en lige så stor tendens til mindre kritisk accept af negative resultater.
Diskussion og konklusion
De nyligt reviderede grænseværdier for RF-eksponering er stort set udformet til at begrænse en stigning af vævstemperaturen ved kortvarig opvarmning af RF-stråling. Disse grænseværdier udviser endvidere en stærk overbevisning om, at der ikke er andet end varme at bekymre sig om ved RF-stråling.
IARC klassificerede RF-stråling fra mobiltelefoner som et muligt kræftfremkaldende stof hos mennesker på grundlag af de dengang tilgængelige epidemiologiske rapporter, men med adgang til blot delvise data fra forsøgsdyr [21], [22]. Klassificeringen af RF-stråling som muligvis kræftfremkaldende for mennesker er nr. 3 i IARC-kategorierne af kræftfremkaldende risiko. Den højeste kategori er forbeholdt stoffer, der er “kræftfremkaldende”. Det efterfølges af “sandsynligvis kræftfremkaldende”, “muligvis kræftfremkaldende”, “ikke klassificerbar” med hensyn til dets kræftfremkaldende virkning og endelig “sandsynligvis ikke kræftfremkaldende for mennesker.”
De dyredata, som IARC søgte, blev leveret af NTP [25] og Ramazzini Institute [26], som logisk og videnskabeligt supplerer IARC’s tidligere evaluering af humane epidemiologiske undersøgelser, der understøtter IARC’s klassificering af RF-stråling som et muligt kræftfremkaldende stof. De seneste data fra dyr bør bidrage til at opgradere klassificeringen til kategorien “sandsynligvis kræftfremkaldende”, hvis ikke at den skal hæves et højere niveau. Ikke desto mindre undgik revisionerne dem ved at erklære, at resultaterne ikke giver troværdig dokumentation for negative virkninger forårsaget af kroniske RF-eksponeringer.
Et andet forvirrende spørgsmål vedrører etableringen af eksponeringsgrænser baseret på videnskabelig dokumentation snarere end andre antagelser. Problemet opstår i forbindelse med harmoniseringen af IEEE’s SAR-grænseværdi på 1,6 W/kg (over 1 g masse) til ICNRIP’s 2,0 W/kg (over 10 g masse) for kortvarige (<6 min) eksponeringer under 6 GHz. Vedtagelsen af SAR som en dosimetrimængde og fastsættelsen af værdien 1,6 W/kg over en 1-g masse er blevet undersøgt med stor videnskabelig omhu og overvejelse siden 1980’erne og blev bekræftet gennem flere gengivelser af IEEE-standarder i begyndelsen af 2000’erne. Som nævnt ovenfor var ICNIRP’s valg i 1998 om at fastsætte SAR til 2,0 W/kg ikke ledsaget af noget udtalt biofysisk grundlag eller videnskabeligt rationale. Faktisk ville en global harmonisering af RF-eksponeringsgrænser for offentligheden være et værdigt mål. Det bør imidlertid ikke gribes an på grundlag af harmonisering for harmoniseringens skyld [29]. Processen bør sigte mod forbedringer ud over den nuværende situation gennem bedre præcision i SAR-specifikationen og mindre usikkerhed i eksponeringsvurderingen.
Det er interessant at bemærke, at FCC i december 2019 bekræftede sine RF-eksponeringsgrænser [30]. Handlingen blev truffet på trods af appeller fra nogle om at løsne de eksisterende grænser og andre om at stramme dem. Blandt forkæmperne, der omfavnede svagere grænseværdier, var forslag fra konsulenter fra den trådløse industri, CTIA–The Wireless Association, Mobile Manufacturers Forum og Telecommunications Industry Association. De samme appeller hævdede også, at beviserne for de sundhedsmæssige effekter tyder på, at 5G er beslægtet med enhver anden installeret sende- eller mobilteknologi og -system. Der blev fremsat påstande om at mindske mobiltelefonens RF-grænseværdi for SAR på 2,0 W / kg, i gennemsnit over 10 g væv i stedet for FCC’s grænse på 1,6 W / kg over 1 g. Således er det voksende spørgsmål – hvis det ikke er med baggrund i videnskaben – bliver processen med at ændre SAR-grænseværdien fra 1,6 til 2,0 W/kg en handling på foranledning af andre.
Bortset fra den numeriske 25% stigning i SAR fra 1,6-2,0 W/kg reducerer udvidelsen af den gennemsnitlige vævsmasse fra 1 til 10 g stof præcisionen af SAR-bestemmelser 10 gange. Harmonisering kan således have en kombineret virkning ved at hæve den tilladte IEEE-eksponeringsgrænse med en faktor på 1.250% med mindre sikkerhedsbeskyttelse. Selvfølgelig er der også det biologiske spørgsmål om store forskelle i mængde og variation af celler i 1- eller 10-g masse levende væv.
Desuden afslørede forskning i korrelation mellem SAR og induceret forhøjelse af vævstemperaturen en tæt afhængighed af størrelsen af den gennemsnitlige vævsmasse og varigheden af eksponeringen [31]. Undersøgelsen undersøgte indflydelsen af SAR og den gennemsnitlige masse på sammenhængen mellem RF-energi og induceret vævstemperaturforhøjelse for eksponeringer, der involverede anatomisk realistiske modeller af menneskekroppen. Den fandt, at SAR giver en bedre korrelation med temperatur for korte eksponeringer. Den bedste korrelation med temperaturstigning forekommer for eksponeringsvarigheder mellem 1 og 2 min for SAR for de fleste undersøgte frekvenser (700 til 2.700 MHz). I dette tilfælde viste en masse på 1 g sig at være optimal til korrelation af temperaturforhøjelse med SAR. For længere eksponeringer reduceres korrelationen, og den favoriserer større gennemsnitlig masse. Ved steady-state-eksponeringer (∼30 min) er korrelationen mellem temperaturstigning og SAR maksimal for en masse på 9 g (∼10 g) for de undersøgte frekvenser. I en videnskabeligt baseret eksponeringsgrænse bør den passende gennemsnitlige masse for frekvenser under 6 GHz således ikke være den samme for kortvarige og længere eksponeringsvarigheder, selv for opvarmningsrelaterede eksponeringsgrænser.
Som konklusion giver de reviderede RF-eksponeringsgrænser kun mulighed for at bekymre sig om varme ved RF-stråling. Grænseværdierne er beregnet til at begrænse kortvarig opvarmning ved RF-stråling og har til formål at forhindre øgede vævstemperaturer. De er således ikke anvendelige til langtidseksponering ved lave niveauer. I stedet for fremskridt inden for forskning er de baseret på antagelser, der bruger forældede eksponeringsmålinger, og dermed deres evne til at beskytte børn, arbejdere og offentligheden mod eksponering for RF-stråling eller personer med følsomhed over for elektromagnetisk stråling fra trådløse enheder og systemer. Ydermere er grænserne baseret på forældede oplysninger og omgår vigtige dyredata. Disse spørgsmål er endnu mere relevante i tilfælde af millimeterbølgestråling fra 5G-mobilkommunikation, for hvilke der ikke er tilstrækkelige undersøgelser af sundhedseffekter i den publicerede litteratur. Endelig behandler retningslinjerne ikke i tilstrækkelig grad konklusioner fra videnskabelige organisationer, såsom IARC. Mange af de anbefalede grænser er således tvivlsomme ud fra et synspunkt om en videnskabelig begrundelse for sikkerheden og beskyttelsen af folkesundheden.
Referencer:
1) S. Michaelson og J. C. Lin, Biological Effects and Health Implications of Radiofrequency Radiation, New York, NY, USA: Plenum, 1987. CrossRef Google Scholar
2) H. P. Schwan, “Electrical properties of tissue and cell suspensions”, Adv. Biol. Med. Phys., vol. 5, s. 147-209, 1957. CrossRef Google Scholar
3) H. P. Schwan, “Early history of bioelectromagnetics”, Bioelektromagnetik, vol. 13, nr. 6, s. 453-467, 1992. CrossRef Google Scholar
4) ANSI, C95.1-1982, “American National Standard for Safety Levels With Respect to Human Exposure to Radio Frequency Electromagnetic Fields, 300 kHz to 300 GHz”, 1982.
Se artikel Google Scholar
5) Radiofrequency electromagnetic fields properties quantities and units biophysical interactions and measurements, 1982. Google Scholar
6) Biological effects and exposure criteria for radiofrequency electromagnetic fields, 1986.
Google Scholar
7) “Safety Levels With Respect to Human Exposure to Radio Frequency Electromagnetic Fields, 3 kHz to 300 GHz, ANSI/IEEE C95.1”, 1992. CrossRef Google Scholar
8) Evaluating compliance with FCC specified guidelines for human exposure to radiofrequency radiation, Washington, DC, USA: Federal Commun. Kommissionen, Office Eng. Technol, 1996. Google Scholar
9) “Guidelines for limiting exposure to time-varying electric magnetic and electromagnetic fields (up to 300 GHz)”, Health Phys., vol. 74, nr. 4, s. 494-522, apr. 1998.
Google Scholar
10) ICES, IEEE C95.1, “IEEE Standard for Safety Levels With Respect to Human Exposure to Radio Frequency Electromagnetic Fields, 3 kHz to 300 GHz”, 2006. Google Scholar
11) “Guidelines for limiting exposure to electromagnetic fields (100 kHz to 300 GHz)”, Health Phys., vol. 118, s. 483-524, maj 2020. CrossRef Google Scholar
12) ICES, IEEE, C95.1-2019/COR 1-2019, “IEEE Standards for Safety Levels With Respect to Human Exposure to Electric, Magnetic, and Electromagnetic Fields, 0 Hz to 300 GHz, Revision of IEEE Std C95.1-2005/Incorporates”, 2019. Google Scholar
13) W. H. Bailey et al., “Synopsis of IEEE Std C95.1 TM -2019 ‘IEEE standard for safety levels with respect to human exposure to electric magnetic and electromagnetic fields 0 Hz to 300 GHz’ “, IEEE Access, vol. 7, s. 171,346-171,356, nov. 2019. Se artikel Google Scholar
14) “Scientific evidence invalidates health assumptions underlying the FCC and ICNIRP exposure limit determinations for radiofrequency radiation: Implications for 5G”, Environ. Health, vol. 21, nr. 1, s. 92, okt. 2022. CrossRef Google Scholar
15) P. Elkind, How the FCC shields cellphone companies from safety concerns, nov. 2022, [online] Tilgængelig: https://bit.ly/ProPublicaFCC. Google Scholar
16) How much is safe, 2019, [online] Tilgængelig: https://www.investigate-europe.eu/en/2019/how-much-is-safe. Google Scholar
17) B. Koeppel, Federal court instructs FCC to review electromagnetic radiation standards, 2022, [online] Available: https://washingtonspectator.org/fcc-electromagnetic-radiation. Google Scholar
18) J. C. Lin, “The microwave auditory effect”, IEEE J. Electromagn. RF Microw. Med. Biol., vol. 6, no. 1, pp. 16-28, Mar. 2022. View Article Google Scholar
19) J. C. Lin, “Microwave auditory effects among U.S. Government personnel reporting directional audible and sensory phenomena in Havana”, IEEE Access, vol. 10, pp. 44,577-44,582, Apr. 2022.
View Article Google Scholar
20) N. R. Nyberg, J. E. McCredden, S. G. Weller and L. Hardell, “The European Union prioritises economics over health in the rollout of radiofrequency technologies”, Rev. Environ. Health, Sep. 2022.
CrossRef Google Scholar
21) R. Baan et al., “IARC monograph working group. Carcinogenicity of radiofrequency electromagnetic fields”, Lancet Oncology, vol. 12, no. 7, pp. 624-626, 2011. CrossRef Google Scholar
22) “Non-ionizing radiation part 2: Radiofrequency electromagnetic fields”, IARC Monographs Eval. Carcinogenic Risks Hum., vol. 102, no. Pt 2, pp. 1-460, 2013. Google Scholar
23) M. E. Wyde et al., “Effect of cell phone radiofrequency radiation on body temperature in rodents: Pilot studies of the National Toxicology Program’s reverberation chamber exposure system”, Bioelectromagnetic, vol. 39, no. 3, pp. 190-199, Apr. 2018. CrossRef Google Scholar
24) Technical report on the toxicology and carcinogenesis studies in HSD: Sprague–Dawley SD rats exposed to whole-body radio frequency radiation at a frequency (900 MHz) and modulations (GSM and CDMA) used by cellphones, 2018. Google Scholar
25) L. Falcioni et al., “Report of final results regarding brain and heart tumors in Sprague-Dawley rats exposed from prenatal life until natural death to mobile phone radiofrequency field representative of a 1.8 GHz GSM base station environmental emission”, Environ. Res., vol. 165, pp. 496-503, Aug. 2018.
CrossRef Google Scholar
26) Hyperthermia, Glasgow, U.K:Blackie, 1986. Google Scholar
27) J. C. Lin, “Hyperthermia therapy” in Encyclopedia of Electrical and Electronics Engineering, New York, NY, USA:Wiley, vol. 9, pp. 450-460, 1999. CrossRef Google Scholar
28) Hyperthermia to treat cancer, 2021, [online] Available: https://www.cancer.gov/about-cancer/treatment/types/hyperthermia#hyperthermia-treatment-research. Google Scholar
29) MMF, 2006, [online] Available: http://mmfai.info/public/docs/eng/Viewpoint%20C95%2EI%20040ct05%2E.pdf. Google Scholar
30) Resolution of notice of inquiry second report and order notice of proposed rulemaking and memorandum opinion and order, 2019, [online] Available: https://docs.fcc.gov/public/attachments/FCC-19-126A1.pdf. Google Scholar
31) M. Cavarnaro and J. C. Lin, “Importance of exposure duration and metrics on correlation between rf energy absorption and temperature increase in a human model” in IEEE Trans. Biomed. Eng., vol. 66, no. 8, pp. 2253-2258, Aug. 2019. View Article Google Scholar
Se mere her:
