Er undersøgende journalistik uddød?
Illustration: Dr. George Carlo fra Klaus Scheidstegers “Der Handykrieg”
Filmskaberen Klaus Scheidsteger undrede sig tilbage i 2006 over, hvorfor vi ved så lidt om sundhedsrisiciene ved mobilkommunikation og fortæller i sit essay udgivet af diagnose:funk fra dec. 2006 om sine oplevelser.
Baggrunden for essayet
Klaus Scheidsteger, havde tilbragt to år med research i USA til dokumentarfilmen “Der Handykrieg”. Hans hovedperson, Washington-epidemiologen Dr. George Carlo, var blevet en af mobilindustriens værste fjender, siden han fik til opgave at dokumentere strålingens harmløshed i 1990’erne. Han modtog 28,5 millioner dollars for den omfattende undersøgelse. Men finansfolkene kunne ikke lide resultaterne: DNA-skader og hjernetumorer hos dem med hyppige brug af mobiltelefonen. Da Carlo offentliggjorde sine resultater, faldt han i unåde, blev bagtalt, og hans hus brændte ned under ret mystiske omstændigheder.
Du får en mere uddybende oversigt over hele historien om Carlos og teleindustrien HER.
Scheidsteger var i stand til at overtale Mitteldeutscher Rundfunk (MDR) til at medfinansiere dokumentaren. I december 2005 kom han med en 45 minutter lang version. MDR overførte pengene, men lod filmen samle støv i en skuffe. Efter et år fandt den endelig vej ud på sendefladen: Kl. 10:35 i december 2006 blev der vist en version, som dog var forkortet med 15 minutter; og det med så kort varsel, at programguiderne ikke kunne nå at ændre det. Ændringerne var ikke aftalt med Scheidsteger, for det var tilsyneladende meningen, at det varme emne skulle køre “under radaren”.
MDR giver dog andre grunde: mangel på kvalitet. “Filmen levede ikke op til MDR’s standarder med hensyn til håndværk og indhold,” udtaler Claudia Schreiner, Head of Culture and Science. Kontrakten med Scheidsteger havde derfor udtrykkeligt indeholdt behandling og afkortning. “Derudover manglede henvisningen til Tyskland,” forklarer Schreiner, “hvilket er en skam, for det er et emne, der også er vigtigt i dette land.”
Hvad angår kvalitet, har MDR tilsyneladende meget strengere standarder end Frankrigs største offentlige tv-selskab France 2, som havde sendt filmen i sin helhed i aftenprogrammet i maj 2006. I Frankrig havde branchen også forsøgt at stoppe filmen lovligt, efter nogle små ændringer blev den set af 2 millioner seere, på trods af den relativt dårlige sendetid kl. 23. Den skulle have været sendt kl. 21.45 men blev udskudt til det meget dårlige tidspunkt kl. 23 den følgende dag.
Klaus Scheidsteger’s Essay fra den 7. dec. 2006
Hvorfor ved vi så lidt om sundhedsrisiciene ved mobilkommunikation? Er kritisk journalistik uddød, eller kan den simpelthen ikke længere finde sted inden for mobiltelefoner og transmissionsmaster, fordi den magtfulde industri manipulerer og kontrollerer medier, politik og videnskab? Stærke ting? Enhver, der ligesom forfatteren af disse linjer har forsøgt at finde udsendelses partnere til en voldsom film om mobiltelefon, har sine egne erfaringer.
Den følgende fortælling kan betragtes som et pinligt højdepunkt for tiden.
For præcis et år siden havde Mitteldeutscher Rundfunk (MDR) i Leipzig accepteret en 45 minutter lang version af en film, som den havde deltaget i som co-producer sammen med den førende franske tv-station France 2 (FR2) samt forfatterens selskab. Det er en filmreportage, der i bund og grund sporer historien om manden, der engang koordinerede videnskabelig forskning i USA på vegne af mobiltelefonindustrien og præsenterede stadig mere uønskede resultater for sin klient. Dr. George Carlos’ vigtigste budskab reduceret til en simpel understregning: “Vær opmærksom på kræftrisiko. Vi skal advare og beskytte forbrugerne!”
Det var tilbage i 1999. I dag, 7 år senere, har vores ungdoms lille yndlingslegetøj, til stor stolthed for en rekordvoksende industri, nået omkring 2,5 milliarder brugere verden over. I Vesteuropa har der været flere mobiltelefoner end mennesker siden første kvartal af 2006 (455 millioner ifølge World Cellular Information Service), men videnskabens advarsler forbliver stort set upåagtede, kritiske forskere som Carlo bliver miskrediteret, mobbet og forskningsmidlerne stoppes.
Men Dr. Carlo har fået et nyt job. Bag kulisserne koordinerer han den mest spektakulære retssag i USA’s historie: gruppesøgsmål fra hjernetumorpatienter, der tilskriver deres dødelige kræft til den hyppige brug af mobiltelefonen og sagsøger industrien for mange milliarder dollars.
MDR havde i første omgang rørt ved den varme kartoffel og ydet et beskedent økonomisk bidrag til co-produktionen, men nu skjuler tv-stationen en version, der er forkortet til 30 minutter i morgenprogrammet (udsendt: torsdag den 7. december 2006 kl. 10:35). Hvordan redaktionen i Leipzig håndterede historien om Dr. George Carlo, hvilke elementer der blev slettet, hvilke kommentarer der blev ændret eller udeladt, blev hverken koordineret eller aftalt med filmskaberen. Informationsformidlingen til fagpressen fandt ikke sted, arbejdet blev inkluderet i programmet med kort varsel og uden forudgående varsel, således at de relevante programblade på sendepladsen lød: 10:35, “Kompagniets redningsmænd”, genudsendelse fra tirsdag”…
Forfatteren selv blev kortfattet informeret af en redaktionsassistent to uger før udsendelsesdatoen, sandsynligvis kun fordi han i ugevis med en vis insisteren havde forsøgt at finde ud af, om tv-partneren MDR ville udsende rapporten i år, som lovet. Hverken den ansvarlige chefredaktør Dr. Claudia Schreiner eller chefredaktøren Peter Dreckmann kunne kontaktes telefonisk for forfatteren og produceren. Han har hidtil ventet forgæves på den lovede nye udsendelsesversion i kopi.
ARD-tv-stationens adfærdsmønster passer 1:1 ind i nutidens mobiltelefonlandskab. I den ideelle reklameverden af T-mobile, E-plus og Co., stjernerne inden for sport og kultur, er de store begivenheder sponsoreret og udsendt som et permanent reklameprogram i dobbelt pas med tv-partnerne. Der er ikke plads til spoilsports, der distraherer fra det sjove med kritisk rapportering om kræftfarer, manipulation af videnskaben og truslen om laviner af retssager.
Produktionens hovedinvestor, den magtfulde franske tv-station France 2, Paris, havde meldt sig ind i kapløbet med et taktisk mesterværk af den daværende dokumentarfilminstruktør Yves Jeanneau. Hans magiske ord var “class action”, den amerikanske form for gruppesøgsmål, der allerede havde bragt tobaks- og asbestindustrien i USA i knæ og nu også bliver brugt mod mobiltelefongiganterne. Denne form for retssag, som i sagens natur er forbrugervenlig, diskuteres i øjeblikket seriøst, når den indføres i Frankrigs retssystem. Monsieur Jeanneaus havde sin krog – han var i stand til at distrahere programlederne fra det faktiske emne via den trojanske hest “gruppesøgsmål”. Yves Jeannneau, en gammel mand med 30 års erfaring inden for dokumentarfilm, gjorde det klart for forfatteren, at et åbenlyst frontalangreb på mobiltelefonindustrien aldrig ville få en chance for at blive sendt, så længe størstedelen af det nationale tv-selskabs reklameindtægter kom fra mobiltelefonindustriens kæmpe pengekasse.
Titlen på filmen i Frankrig var “Portables en accusation”, som løst kan oversættes til “Mobiltelefoner på anklagebænken”. Den blev sendt den 18. maj 2006 i sin fulde længde på 50 minutter. Inden da rasede en juridisk krig dog bag kulisserne, branchen ønskede med alle midler at forhindre fremvisningen. Den 17. maj måtte forfatteren acceptere tre små ændringer. Den oprindelige titel blev indledt med tilføjelsen “USA: “… – da den juridiske strid faktisk finder sted derovre, skulle der vises et skilt for at berolige publikum, ifølge hvilket Verdenssundhedsorganisationen har alt under kontrol, og at der ikke er nogen væsentlige problemer Der er problemer at rapportere. Til sidst skulle der spilles et kort fløjt over navnet på producenten Motorola. Det betød, at stationen følte sig på den sikre side i tilfælde af mulige juridiske angreb fra branchen efter udsendelsen.
Så den originale version af filmen forblev stort set uberørt i Frankrig, inklusive et rigtigt scoop. Det er i slutningen af udsendelsen og finder sted i de hellige sale i Capitol i Washington og viser en ceremoni fra sommeren 2005. Det danske ægtepar Bak modtager prisen for verdens første sikre mobiltelefon fra en kongreskvindes hånd. Deres amerikanske firma EMX havde sammen med forskere fra det katolske universitet i Washington identificeret og løst problemet – ved hjælp af en mikrochip slukkede forskerne for cellereaktioner, som udløses af mobiltelefonstråling og kan føre til sundhedsskader. Det er World Economic Forums økonomiske pris for at løse et problem, der ifølge industriens forsikringer ikke eksisterer. Den juridiske mobiltelefonkrig på flere milliarder dollars ville være tabt for mobiltelefonindustrien, hvis de skulle indrømme et problem. Hvorvidt MDR bringer den kritiske konklusion, vil vise sig.
Læs mere om Klaus Scheidsteger her:
Læs mere her:
