Beviset for EHS eller elektro-sensitivitet er ud over enhver rimelig tvivl. En britisk opsummering af dokumentationen.

Introduktion

Mangler der dokumentation for at el-overfølsomhed – eller Elektromagnetisk Hypersensitivitet (EHS) – er en fysisk realitet? Eller er det måske blot indbildning?

Englænderen Michael Bevington, leder af Electrosensitivity UK, opsummerede for nylig dokumentationen i forskningstidsskriftet Revue of Environmental Health. (1) Og har Bevington ret på et eneste punkt, tager sundhedsmyndighederne helt fejl i deres videnskabelige del af argumentationen. Hvilket betyder, at det politiske argument også må ændres.

Baggrunden er følgende
Den polsk-finske biofysikeren Dariusz Leszczynski publicerede i 2021 sin gennemgang af litteraturen om el-overfølsomhed (Leszczynski 2021) (2), og konkluderede at el-overfølsomhed eksisterer, og at det er «hinsides enhver tvivl», men at el-overfølsomhed på den anden side ikke er tilstrækkelig godt påvist. Han argumenterer derfor for, at der må gennemføres flere nøjagtige undersøgelser. Michael Bevington, har i en årrække har undersøgt emnet yderst grundigt, se f.eks. det enorme værk (Bevington 2010). (3) I efteråret skrev Bevington en kommentar til Leszczynski’s gennemgang (Bevington 2021), hans pointe er, at dokumentationen allerede findes. Bevington opsummerer dem og drøfter de forskellige problemstillinger, som forskningen i el-overfølsomhed byder på. Her er nyt og interessant stof for de fleste af os.

Einar Flydall skriver i sin indledning til artiklen (4), at det norske Strålevernet i lang tid har fået det norske sundhedsvæsen til at tro – og til udadtil at hævde – at el-overfølsomhed drejer sig om ren og skær indbildning. Men hvor gode er dokumentationen for at symptomerne ikke skyldes faktiske, biofysiske reaktioner på menneskeskabte elektromagnetiske felter (EMF) i miljøet?

Spørgsmålet er vigtigt: Har Bevington ret, tager myndighederne fejl. I givet fald er det norske stråleværns anbefaling om, at el-overfølsomhed skal behandles med mental styrke og placebo-lignende tiltag (kognitiv terapi) også ramt, og kan simpelthen ikke have noget særligt på sig: dermed bliver det i stedet strålingen, det drejer sig om, og ikke en forestilling om at det er skadeligt.

Den danske Sundhedsstyrelse skriver på sin hjemmeside (opdateret 11. april 2020): (5)

”Problemet med EHS er, at symptomerne ikke kan tilskrives en specifik lidelse, men kan have mange forskellige årsager. EHS er således ikke defineret af WHO som en selvstændig klinisk diagnose. Skønt EHS-symptomerne er reelle, har det indtil nu ikke været muligt videnskabeligt at bekræfte en sammenhæng mellem EHS og eksponering fra mobiltelefoner og anden trådløs kommunikation.

Videnskabelig forskning i EHS har indtil videre været domineret af såkaldte provokationsstudier, hvor personer med og uden EHS har skullet vurdere, hvorvidt de er blevet eksponeret for radio- og mikrobølger på et givet tidspunkt. Studierne har i de fleste tilfælde været dobbelt-blindede, således at hverken forsøgspersoner eller de forskere, der har udført studierne, har vidst, hvornår forsøgspersonerne har været eksponeret. Provokationsstudierne har ikke vist en sammenhæng mellem radiobølger og mikrobølger og EHS-symptomerne.

Tilsvarende har biofysisk forskning ind til videre ikke fundet entydige tegn på markører, der kan forklare en overfølsomhedsreaktion i kroppen ved påvirkning fra radio- og mikrobølger.

Sundhedsstyrelsen følger udviklingen på området, også i tæt samarbejde med de øvrige nordiske lande, og vil løbende revurdere sine anbefalinger, hvis ny forskning giver baggrund for dette.”

Bevis for EHS ud over enhver rimelig tvivl.

af Michael Bevington

Leszczynskis gennemgang [1] indeholdt to vigtige konklusioner. For det første behovet for, at WHO, ICNIRP, ICES samt de statslige organisationer reviderer deres benægtelse af sammenhængen mellem EHS og elektromagnetiske felter (EMF’er), fordi dataene er af utilstrækkelig kvalitet til at bevise den manglende kausalitet. For det andet bør forskningen, i stedet for at studere en nocebo-effekt, fokusere på at finde “egnede biokemiske og biofysiske markører” for symptomer hos hvert enkelt EHS-individ.

Imidlertid konstaterede gennemgangen også, at “Hidtil har forskere ikke været i stand til at finde årsagssammenhæng mellem symptomer oplevet af følsomme personer og eksponeringen for EMF”.

Denne omfattende påstand synes ikke at afspejle alle de videnskabelige beviser.

Kriterier for bevis

Kriterierne for bevis, herefter defineret som hævet over enhver rimelig tvivl, er forskellige mellem kausalitet for en miljøintolerance (EI), såsom EHS, og kausalitet for en bakteriel eller viral sygdom. For sidstnævnte er der normalt en cellulær organisme eller virion. For en miljøintolerance (EI) kan der være flere triggere og veje, der påvirker mange organer, væv og celler. EI kan også være forårsaget af genetik og vira.

Bevis for kausalitet for en EI afhænger nødvendigvis, som for enhver anden årsag, af sekventiel midlertidighed. Denne tidsmæssige sekvens er sædvanligvis tydelig i et eller flere fysiologiske symptomer, der kan gentages, eller ændringer, der ofte kan måles med en eller flere objektive markører. Hvert individ kan dog reagere forskelligt på en given miljøstimulus. Videnskabeligt bevis for sundhedsårsagssammenhæng kræver normalt også en kendt mekanisme. I tilfælde af en elektromagnetisk EI som solskoldning eller hudkræft fra solskin har individuelle forskelle længe været kendt, mens en mekanisme i form af en genetisk defekt i DNA-reparation blev opdaget i 1968.

Individuelle forskelle

Genetik
For EHS, en anden elektromagnetisk miljøintolerance, har forskelle i individers symptomer fra menneskeskabte EMF’er været kendt siden 1733. I 2008 blev den første genetiske variant forbundet med EMF-følsomhed opdaget, XRCC1 Ex9+16A-allelen, en DNA-reparationspolymorfi, forbundet med børneleukæmi tæt ved undergrundsstationer og elledninger [2]. I 2014 blev det rapporteret, at mennesker med EHS var 9,7 gange mere tilbøjelige til at have GSTM1 + GSTT1 nul genotyper [3], hvilket indikerer en modtagelighed for oxidativt stress. Denne genetiske variation kan også øge risikoen for dissemineret sklerose, nogle kræftformer, Alzheimers og astma, der alle nogle gange er forbundet med EHS. Sådanne genetiske varianter synes mere almindelige på højere end lavere breddegrader samt oftere hos kvinder end hos mænd, hos andre igen forbundet med højere niveauer af kviksølv. EHS-symptomer er også forbundet med nogle demyeliniserende neurodegenerative tilstande.

Mekanisk
En årsagssammenhæng mellem elektrosensitive symptomer og EMF-eksponeringer er også blevet bevist for andre mekanistiske veje ud over genetiske. Calciumflux gennem membrandepolarisering blev opdaget i 1974, der involverede radikalparmekanismen ved ELF op til MHz, som i modulerede mobiltelefonsignaler. Umoduleret GHz radiofrekvens kan generere oxidativ stress og kan virke gennem ferritin, calciumspidser eller vandmodifikation, men yderligere dokumentation er påkrævet. Andre veje omfatter kryptokromer [4]. En sådan EMF-følsomhed forekommer hos 100 % af mennesker subliminalt og hos 30 % bevidst [5]. Overfølsomhed er forbundet med de 1,2%, der er alvorligt handicappede af EMF’er.

Repeterbarhed
Videnskabelige beviser afhænger også delvist af repeterbarhed, som i provokationstests, enten subliminale eller bevidste. Sådanne tests blev første gang anvendt på EHS i 1980’erne af Dr. Cyril Smith, der brugte udtrykket ‘elektromagnetisk overfølsomhed’, og Dr. Jean Munro. Efter en næsten kvante- og ikke-lineær indsigt fra professor Herbert Frölich identificerede de først de specifikke frekvenser, som et individ var følsomt over for. De reproducerede derefter EMF-eksponeringen, hvilket beviste, at positive provokationstest af screenede forsøgspersoner kunne gentages nøjagtigt. Lignende tests blev brugt i 1991 på Environmental Health Center, Texas, af Dr. William Rea, som havde verdens første professorat i miljømedicin ved University of Surrey i 1988. De opnåede 100 % succes ved at screene for specifikke frekvenser og afvise 84 %. af forsøgspersoner uden konsistente svar [6]. Dr. Magda Havas og professor Andrew Marino bekræftede dette gennem lignende diagnostiske protokoller. Høj nøjagtighed i blindede provokationstest blev også registreret for personer i undersøgelser uden screening, som ved Essex University i 2007, men deres individuelle data blev ikke offentliggjort og gik derfor tabt i gennemsnittet. Nogle uscreenede undersøgelser antydede uden beviser en anden tilstand, nemlig en nocebo-effekt eller elektrofobi, kendt siden 1903, men uanvendelig for uvidende voksne, hvoraf nogle lider af fysiologisk EHS.

Yderligere bevis på EMF-årsagssammenhæng for EHS-symptomer omfatter de 20 % af forsøgspersonerne, der siden 1998 har været kendt for at lide af elektrosensitivitetssymptomer under transkraniel magnetisk stimulering. Ligeledes kan det at gå hurtigt gennem magnetiske felter i nærheden af ​​MR-scannere inducere elektriske strømme, der forårsager specifikke EHS-symptomer med en lille overfølsom undergruppe. På samme måde er nogle mennesker følsomme over for geomagnetiske forstyrrelser og tordenvejr [7].

Klinisk evidens
Klinisk evidens bidrager også til bevis for EHS. Specifikke EHS-symptomer blev identificeret fra 1932 i Østeuropa og USSR, sædvanligvis blandt personer, der er erhvervsmæssigt udsatte, såsom radar-, radio- eller elektricitetsarbejdere. Efterhånden som EHS spredte sig til den brede befolkning med brug af mobiltelefoner, Wi-Fi og Smart Meters, vurderede specialiserede EHS-centre et stigende antal, såsom professor Dominique Belpommes i Paris. I 2015 offentliggjorde han den første omfattende undersøgelse af objektive molekylære biomarkører, herunder cerebral blodperfusionsscanning, der viser, at EHS er en multisystemisk EI-lignende kemisk følsomhed. I 2021 ledede Belpomme 32 internationale eksperter, der anmodede WHO om at anerkende EHS som en særskilt neuropatologisk lidelse og inkludere den i sin internationale klassifikation af sygdomme [8]. I 2017 offentliggjorde Dr. Gunnar Heuser beviser fra fMRI-scanninger af hjerneeffekter [9]. Lignende scanninger hjalp med at overbevise en regeringsrapport fra 2020 om, at de amerikanske diplomater i Cuba blev skadet af radiofrekvensvåben.

De første retningslinjer
I 1930’erne førte tilstrækkeligt beviser for, at ugunstige helbredssymptomer var forårsaget af ikke-termisk EMF-eksponering, til, at de første radiofrekvente retningslinjer var ikke-termiske. Ikke-termiske effekter af radiofrekvens blev vist som primære, med opvarmning sekundær. I 1953 blev følsomhedssymptomer vist at omfatte kræft blandt radararbejdere og fra 2004 blandt mennesker, der boede tættere på en mobilmast sammenlignet med dem, der var længere væk, mens der i 1979 blev fundet øget leukæmi blandt mennesker, der boede i nærheden af ​​elledninger. IARC anerkendte ikke-termiske effekter ved at klassificere radiofrekvente EMF’er fra mobiltelefoner som et 2B-kræftfremkaldende stof i 2011. Dette førte til, at domstole fra 2012 idømte arbejdsgivere bøder og kompenserede EHS-medarbejdere, der var hårdt ramt af ikke-termiske EMF’er.

Forsikringsselskaberne
Det videnskabelige bevis på årsagssammenhængen mellem symptomer og EMF-eksponeringer er også blevet accepteret siden 1990’erne af forsikringsselskaber. De nægter at underskrive EMF-risici undtagen ved så høje kategorier som asbest, et andet kræftfremkaldende stof. Efter at Sverige i 2000, ligesom WHO i 2005, anerkender nogle lande specifikt EHS som funktionelt invaliderende og kræver indkvartering i henhold til ligestillingslovgivningen. I 2020 anerkendte en hollandsk appeldommer en person med EHS som en interesseret part i at placere et mobiltelefontårn.

Endelig blev to af anmeldelsens tre “væsentlige, men stadig ubesvarede” spørgsmål – EMF-niveauerne tolereret uden bevidste negative virkninger og modforanstaltningerne til at beskytte mennesker med EHS – i nogle henseender besvaret af EUROPAEM EMF Guideline 2016 [10], efterfølgende tilpasset til de internationale retningslinjer for ikke-ioniserende stråling fra 2018. Typisk er folkesundhedsniveauer for at forhindre skade sat 10 til 50 gange under de laveste eksperimentelt dokumenterede sundhedseffekter for at imødekomme usædvanligt overfølsomme individer. Nogle ikke-termiske retningslinjer inkluderer dog varigheden af EMF-eksponering for at lette større fleksibilitet, samtidig med at de beskytter sovesteder og dem, der har vist sig at være de mest følsomme grupper i samfundet.

Kilder til introduktionen:

1) Bevington M. ‘Proof of EHS beyond all reasonable doubt’. Comment on: Leszczynski D. Review of the scientific evidence on the individual sensitivity to electromagnetic fields (EHS). Rev Environ Health 2021; doi: 10.1515/reveh-2021-0038. Online ahead of print:
https://www.degruyter.com/document/doi/10.1515/reveh-2021-0101/html
Om Michael Bevington
I 2006 blev der installeret et Wi-Fi-system på hans arbejde, hvilket udløste typiske elektrosensitivitetssymptomer – svimmelhed, kvalme, hovedpine, hjertebanken, smerter omkring kroppen osv. Han havde aldrig hørt om elektrosensitivitet før, men fandt hurtigt frem til ElectroSensitivity UK eller ES-UK (https://www.es-uk.info/about-us/) med dens nyttige oplysninger. Han fortæller hvor chokeret han var over, at andre havde lidt nøjagtig den samme skade fra Wi-Fi, men der var ingen advarsler. Tre læger var ude af stand til at hjælpe, og en indrømmede, at det var en “politisk varm kartoffel”. Bevington blev administrator for ES-UK i oktober 2007 og blev valgt til formand i oktober 2008.
Om ElectroSensitivity UK
ES-UK blev grundlagt som en velgørenhedsorganisation i 2003. Den er vokset støt siden da, da flere og flere mennesker er blevet sensibiliserede over for elektromagnetisk energi fra Wi-Fi, mobiltelefoner, mobiltelefonmaster, trådløse smarte målere, trådløse telefoner og andre elektroniske enheder. Administratorer er for det meste selv elektrofølsomme.
2) Leszczynski D. Review of the scientific evidence on the individual sensitivity to electromagnetic fields (EHS). Rev Environ Health 2021 Jul 6. https://doi.org/10.1515/reveh-2021-0038 [Epub ahead of print].
Received July 13, 2021; accepted July 20, 2021; published online August 2, 2021
https://doi.org/10.1515/reveh-2021-0101
3) Bevington M. ELECTROMAGNETIC SENSITIVITY AND ELECTROMAGNETIC HYPERSENSITIVITY (ALSO KNOWN AS ASTHENIC SYNDROME, EMF INTOLERANCE SYNDROME, IDIOPATHIC ENVIRONMENTAL INTOLERANCE – EMF, MICROWAVE SYNDROME, RADIO WAVE SICKNESS) – A SUMMARY, Capability Books. Er kommet i en række udgaver siden 2010. (Bestilles på www.es-uk.info/)
4) Einar Flydals indlæg den 21. februar 2022:
https://einarflydal.com/2022/02/21/er-el-overfolsomhet-bare-innbilning-en-britisk-oppsummering-av-bevissituasjonen/
5) Den danske Sundhedsstyrelsen:
https://www.sst.dk/da/viden/straaling/straaling-i-hverdagen/mobiltelefoni-og-traadloes-teknologi/helbredseffekter/el-allergi

Kilder til ‘Bevis for EHS ud over enhver rimelig tvivl’:

1) Leszczynski, D. Review of the scientific evidence on the individual sensitivity to electromagnetic fields (EHS). Rev Environ Health 2021 Jul 6. 
https://doi.org/10.1515/reveh-2021-0038 [Epub ahead of print].Search in Google Scholar
2) Yang, Y, Jin, X, Yan, C, Tian, Y, Tang, J, Shen, X. Case-only study of interactions between DNA repair genes (hMLH1, APEX1, MGMT, XRCC1 and XPD) and low-frequency electromagnetic fields in childhood acute leukemia. Leuk Lymphoma 2008;49:2344–50. 
https://doi.org/10.1080/10428190802441347. Search in Google Scholar
3) De Luca, C, Thai, JC, Raskovic, D, Cesareo, E, Caccamo, D, Trukhanov, A, et al.. Metabolic and genetic screening of electromagnetic hypersensitive subjects as a feasible tool for diagnostics and intervention. Mediat Inflamm 2014;2014:924184. 
https://doi.org/10.1155/2014/924184. Search in Google Scholar
4) Sherrard, RM, Morellini, N, Jourdan, N, El-Esawi, M, Arthaut, L-D, Niessner, C, et al.. Low-intensity electromagnetic fields induce human cryptochrome to modulate intracellular reactive oxygen species. PLoS Biol 2018;16:e2006229. 
https://doi.org/10.1371/journal.pbio.2006229. Search in Google Scholar
5) Bevington, M. The prevalence of people with restricted access to work in manmade electromagnetic environments. J Environ Health Sci 2019;5:1–12. 
https://doi.org/10.15436/2378-6841.19.2402. Search in Google Scholar
6) Rea, WJ, Pan, Y, Fenyves, EJ, Sujisawa, I, Suyama, H, Samadi, N, et al.. Electromagnetic field sensitivity. J Bioelectr 1991;10:241–56. 
https://doi.org/10.3109/15368379109031410. Search in Google Scholar
7) Panagopoulos, DJ, Balmori, A. On the biophysical mechanism of sensing atmospheric discharges by living organisms. Sci Total Environ 2017;599–600:2026–34. 
https://doi.org/10.1016/j.scitotenv.2017.05.089. Search in Google Scholar
8) Belpomme, D, Carlo, GL, Irigaray, P, Carpenter, DO, Hardell, L, Kundi, M, et al.. The critical importance of molecular biomarkers and imaging in the study of electrohypersensitivity. A Scientific Consensus International Report. Int J Mol Sci 2021;22:7321. 
https://doi.org/10.3390/ijms22147321. Search in Google Scholar
9) Heuser, G, Heuser, SA. Functional brain MRI in patients complaining of electrohypersensitivity after long term exposure to electromagnetic fields. Rev Environ Health 2017;32:291–9. 
https://doi.org/10.1515/reveh-2017-0014. Search in Google Scholar
10) Belyaev, I, Dean, A, Eger, H, Hubmann, G, Jandrisovits, R, Kern, M, et al.. EUROPAEM EMF Guideline 2016 for the prevention, diagnosis and treatment of EMF-related health problems and illnesses. Rev Environ Health 2016;31:363–97. 
https://doi.org/10.1515/reveh-2016-0011. Search in Google Scholar

Se mere her:

EHS – elektromagnetisk hypersensitivitet:
https://nejtil5g.dk/dokumenter/hypersensitivitet-2/
Selvhjælp mod stråling:
https://nejtil5g.dk/info-materiale/selvhjaelp-mod-straaling/
EHS foreningen:
https://ehsf.dk/