Vejen til distraktion: Smartphones og bilens indbyggede touchskærm
Foto: David von Diemar, Unsplash
Bilister skal holde deres opmærksomhed på vejen. Men den, der sidder bag rattet, vender i stigende grad sin opmærksomhed mod sin smartphone og/eller bilens indbyggede touchskærm. Det er frem for alt navigationen og bilradioen, der kræver opmærksomhed og distraherer bilisten fra sin hovedopgave, nemlig kørslen. Men det er ikke det hele.
Med digitaliseringen er de fleste om ikke alle af bilens funktioner flyttet ind i skærmen. For bilproducenterne er det en billigere løsning end knapper, og de har muligheden for at videreudvikle funktioner og opdatere dem løbende via nettet – ligesom med vores smartphones.
At bilisten dermed bliver en del af kontrol- og overvågnings systemet hører også med til historien.
Bilens touchskærm med dens mange funktioner er ikke uden problemer. Den stjæler opmærksomheden, når der skal navigeres gennem menuerne for at slå sædevarme, vinduesviskere eller musik til eller fra. Konsekvensen er ulykker.
Touchskærmen giver ufokuserede bilister
En undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og brancheorganisationen Forsikring & Pension viser at 28 procent af bilisterne bruger touchskærmen en gang imellem, mens de kører. 19 procent bruger den ofte eller meget ofte. For seks procent af de adspurgte har det betydet, at de en eller flere gange har været involveret i en kritisk situation. Hvor ofte det er gået galt, er imidlertid et mørketal.
“Undersøgelsen viser, at der er mange bilister, som bruger vigtig køretid på at sidde og rode med deres touchskærm. Det giver ufokuserede bilister, og det skaber utryghed på vejene. Derfor er der behov for, at vi får nogle bedre vaner under kørslen, så vi bruger køretiden med øjnene på vejen og hænderne på rattet og ikke sidder med hovedet nede i en skærm,” siger seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik Lisbeth Sahl Bauditz.
Hun frygter, at uvanerne med at rode med skærmene under kørslen er langt større, end vi aner.
“I takt med at flere og flere nye biler får touchskærme, og flere af bilens funktioner styres via skærmen, er det vores bekymring, at det kan friste mange bilister til at bruge endnu mere tid på skærmen. Vi har i Danmark en usund skærmkultur, som er svær at ændre på, men når vi bevæger os ud i trafikken, er det vigtigt, at vi ikke tager de vaner og unoder med os, for der kan de være dødsensfarlige,” siger hun.
Vejdirektoratets årlige DUS-rapport (den udvidede dødsulykkesstatistik) viser, at uopmærksomhed og manglende orientering vurderes til at have haft betydning for 87 af de 154 dødsulykker der skete i 2022. Det svarer til 58 procent af dødsulykkerne i trafikken. Det er lidt under gennemsnittet for de seneste fem år, som var på 61 procent.
Læs Tværanalysen ”Uopmærksomhed i alvorlige trafikulykker” fra Havarikommissionen (2023), som du finder HER.
Det bruger bilisterne bilens touchskærm til
- Skifte radiokanal og søge efter musik (49 procent).
- Finde vej via gps (47 procent).
- Betjener bilens funktioner som temperatur, autopilot eller el-bagrude (37 procent).
- Ringe op og svare på opkald (35 procent).
- Skifte eller søge efter lydbog (8 procent).
- Se indgående sms-beskeder (4 procent).
- Bruge installerede apps (3 procent).
Kilde: Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension (2022).
Uopmærksomhed og manglende orientering er ikke forbeholdt én aldersgruppe. Det er personer i alle aldre, der forulykker på grund af uopmærksomhed og mangelfuld orientering. Fordomme om at det er unge mennesker, der bruger deres telefon under kørslen eller at det er ældre mennesker, der ikke får orienteret sig i et sving, er blot fordomme.
I en tilsvarende undersøgelse fra 2020 oplevede 13 % af bilisterne at de havde været ved at køre galt eller er kørt galt. Her så det dog værst ud for de 18-35-årige, hvor 20 % havde været ved at ende i en trafikulykke eller er kørt galt i forbindelse med den handling.
Undersøgelsen havde også opgjort, hvor mange bilister der inden for det seneste år meget ofte, ofte eller engang i mellem havde tastet/trykket på bilens integrererede touchskærm og/eller en fastspændt mobil, mens de kørte bil med minimum 40 km/t:
- Nordjylland: 47 %
- Midtjylland: 49 %
- Syddanmark: 50 %
- Hovedstaden: 54 %
- Sjælland: 47 %
- Total: 50 %
Skærme dumper i test
Der findes ikke videnskabelig dokumentation for, hvordan brugen af touchskærm påvirker førerens opmærksomhed og kørslen. Det svenske bilmagasin Vi Bilägare er en af dem der har testet, hvad betjening af skærmen betyder for kørslen.
På en lukket bane i 2023 testede man 11 nyere biler for at se, hvor lang tid det tog føreren at udføre en række handlinger som at skifte radiokanal og justere klimaanlægget, mens bilen kørte 110 km/t.
Selvom føreren forinden havde øvet bilernes menuer, var der stor forskel bilerne imellem. I bilen, der klarede sig dårligst, tog det godt 44 sekunder at udføre handlingerne på skærmen. På den tid kørte bilen 1.300 meter, hvor føreren helt eller delvist havde opmærksomheden rettet mod skærmen. I testens bedste bil tog det 13,5 sekunder. Referencebilen, en „analog“ Volvo V70 årgang 2005 med knapper til at trykke eller dreje på, klarede sig bedst med 10 sekunder – og kørte 306 meter – på at udføre handlingerne.
Men producenterne forsætter ufortrødent med at fokusere på stadig større skærme, der er udstyret med endnu flere funktioner. Især i elbiler kan de fleste driftsfunktioner kun styres via en skærm.
Den europæiske bilsikkerhedsorganisation European New Car Rating Program (Euro NCAP) har nu taget fat på problemet og ønsker at sikre, at bilisterne bliver mindre distraheret fra deres faktiske aktivitet: Fra 2026 vil man trække point fra sin sikkerhedsvurdering, hvis visse funktioner kun kan styres via touchskærmen i stedet for en knap eller kontakt.
Flertallet vil have taster og knapper i bilen
97 procent af læserne af det schweiziske bilmagasin Automobil Revue bilrevyen foretrækker taster og knapper i deres biler, fordi de er nemmere at bruge. Kun 2 procent mener, at en berøringsskærm og en stemmeassistent er tilstrækkelig. Det er det foreløbige resultat af “Ugens spørgsmål”, som det schweiziske bilmagasin regelmæssigt stiller.
Mobil-bilister kører oftere galt
Bilister der bruger håndholdt mobil bag rattet kører op til 10 gange så ofte galt i trafikken sammenlignet med bilister, der aldrig bruger håndholdt mobil. Det viste en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik gennemførte blandt flere end 5.000 bilister i forbindelse med en kampagne om uopmærksomhed i 2023.
Hver 7. bruger håndholdt mobil
I undersøgelsen kan man se, at selv om flere hen over årene har droppet den håndholdte mobil, når de taler i telefon bag rattet, så er der stadig en generel udfordring med brugen af håndholdte mobiler.
Hver 7. bilist svarede, at vedkommende bruger håndholdt mobil enten meget ofte, ofte eller en gang i mellem, når de kører i trafikken.
Spørgsmål om brug af håndholdt mobil bag rattet:
Hvor ofte bruger du din mobil håndholdt, når du kører bil med minimum 40 km/t. (dvs. ikke holder stille)?
- 14 % af bilisterne svarer, at det gør de enten meget ofte, ofte eller en gang i mellem.
Har du – inden for det seneste år – som fører af en bil været involveret i en trafikulykke? (med trafikulykke menes ikke parkeringsuheld):
- Bilister der aldrig bruger håndholdt mobil: 4 %
- Bilister der bruger håndholdt mobil en gang i mellem eller oftere: 41 %
En undersøgelse foretaget af det tyske Allianz Center for Technology (AZT) antager, at bilister, der bruger deres opmærksomhed på deres smartphone eller cykelcomputer, mens de kører, har 50 procent højere risiko for ulykker.
Hvad siger loven?
Det er forbudt at bruge håndholdt mobil og f.eks. taste eller skrive på dit smartwatch på håndleddet, når du kører. Det gælder både, når du kører personbil, lastbil, bus, motorcykel, lastbil, stor knallert, lille knallert, traktor, motorredskab, cykel, el-løbehjul og andre små motoriserede køretøjer, samt hvis du rider.
Forbuddet mod at bruge mobil m.fl. håndholdt gælder også, når du fx holder for rødt eller holder i kø. For så betragtes du stadig som kørende. Hold ind til siden og stands, hvis du vil bruge håndholdt udstyr.
Det koster det at bruge håndholdt mobil under kørslen:
- I bil, lastbil, bus, stor knallert, motorcykel mv.: 1 klip i kørekortet, en bøde på 1.500 kr. og 500 kr. til Offerfonden
- Lille knallert: 1.500 kr. i bøde
- På cykel: 1.000 kr. i bøde
- På el-løbehjul og andre små motoriserede køretøjer: 1.000 kr. i bøde.