Et interview med prof. Dr. Lebrecht von Klitzing

Prof. Dr. Lebrecht von Klitzing er medicinsk fysiker og han ledede den klinisk-eksperimentelle forskningsfacilitet ved det Medicinske Universitet i Lübeck fra 1975 til 2002. L. von Klitzing er en pioner inden for forskning i elektromagnetiske felter, og 23 af hans dokumenter er blevet offentliggjort i EMF-portalen siden 1986. Han fik også erfaring med teleindustriens indgriben på EMF-forskningen.

Peter Hensinger, der er bestyrelsesmedlem ved diagnose:funk mødtes med professor Lebrecht von Klitzing i Schwarzwald i marts 2023 for at høre mere om hans arbejde.

Interviewet er oprindelig udgivet på diagnose:funk og sidst opdateret den 22. maj 2023.

Effekter på hjernen er kendt siden 90’erne!

Prof. Lebrecht von Klitzing udførte et banebrydende arbejde i forhold til effekterne af WLAN, især på hjernen, allerede i 1990’erne. I interviewet spurgte diagnose:funk ham om hans resultater og reaktionen fra Bundesamtes für Strahlenschutz. Klitzing var i stand til at skildre effekterne i hjernen i måleprotokoller samt grafik.

I 2014 påpegede Springer-referencebogen “Systems Biology of Free Radicals and Antioxidants”, i metastudiet “Effects of Cellular Phone- and Wi-Fi-Induced Electromagnetic Radiation on Oxidative Stress and Molecular Pathways in Brain” af Naziroglu/Akman, at selv svag WLAN-stråling har negative effekter. Oxidativ cellestress blev identificeret som en skademekanisme.

Oxidativt stress opstår, når oxidative processer forårsaget af frie radikaler (f.eks. hydrogenperoxid) overstiger antioxidantprocessernes evne til at neutralisere, og balancen forskydes til fordel for oxidation. Forskellige skader i cellerne kan forårsages, f.eks. oxidation af umættede fedtsyrer, proteiner og DNA.

Interviewet med prof. Dr. Lebrecht von Klitzing

Peter Hensinger: Hr. von Klitzing, dit første papir i EMF-portalen var fra 1986 med spørgsmålet “Er biologiske signaler påvirket af statiske magnetfelter?” Hvordan blev du involveret i EMF? Og hvilke effekter bemærkede du oprindeligt?

L. von Klitzing: Fokus for min forskning er inden for “fysiologi”. Dette mærkat blev sat med min doktorgrad om metabolisk regulering af gærcellen. Dette arbejde førte i sidste ende frem til en grænse for cellens egen energiforøgelse (ATP), hvilket førte til en irreversibel mutation, der svarer analogt til kræftprocessen i dyrecellen. De mulige forbindelser mellem EMF-eksponeringer og tumorsygdomme, der blev beskrevet i forbindelse med retssager fra “RADAR-ofre”, hvor jeg var ekspert på det tidspunkt – sammen med Karl Hecht – førte hurtigt til, hvad der dengang blev diskuteret som et muligt sundhedsproblem forårsaget af mobiltelefonstråling.

Peter Hensinger: Havde det konsekvenser for forskningspraksis?

L. von Klitzing: Forsøget på at introducere dette som et forskningsemne mislykkedes oprindeligt på grund af Telekom, som nedlagde veto mod dette som en generel støtte af bestemte undersøgelser på universiteter i Tyskland. I denne periode blev magnetisk resonansbilleddannelse (NMR) etableret i vores virksomhed, og der var allerede bekymringer over de stærke magnetfelter. Min gode kontakt med klinikkens administrerende direktør gjorde det muligt for mig at bruge en 0,3 Tesla magnet til videnskabelig nysgerrighed, især i hvilket omfang statiske magnetfelter påvirker stimuleringen i nerver, dvs. nerveledningshastigheden. Den grundlæggende fysiske viden om dette er, at hver elektriskstrøm genererer et magnetisk øjeblik.

Disse resultater førte i sidste ende til, at bestemmelsen af hjernedød hos ulykkesofre via de akustiske fremkaldte potentialer (AEP) efter en umiddelbart forudgående NMR-diagnose førte til en forkert konklusion, fordi dette vigtige nervesignal efter opholdet i det stærke magnetiske felt (af NMR) ikke længere kan måles Dette fund er nu inkluderet i standardprogrammet til bestemmelse af “hjernedød” efter NMR.

Peter Hensinger: I 1995 udgav du artiklen “Lavfrekvente pulserende elektromagnetiske felter påvirker menneskers EEG”. Hvad var hovedresultatet og konsekvenserne for yderlig forskning?

L. von Klitzing: Vores resultater om, at magnetfelter “går os på nerverne”, førte til de elektromagnetiske felter. En licensfri 151 MHz-enhed var tilgængelig, som kunne betjenes med enhver form for modulering. Så undersøgelserne blev udført med pulserende EM-felter. For eksempel kunne jeg på leverceller vise, at den cellulære Ca++ overførsel var stærkest ved 16 Hz pulsfrekvens. Den videnskabelige værdi af dette fund er, at tilsvarende emissioner kan påvirke cellemetabolismen, hvilket efterfølgende kan føre til fysiologiske lidelser.

Deutsche Telekom ville forhindre videre forskning

Peter Hensinger: Hvordan kom du så til den antagelse, at mobile enheder og radiofrekvens også kan påvirke EEG? Hvordan reagerede videnskaben og din arbejdsgiver på dine resultater?

L. von Klitzing: Da pulserende HF-felter anvendes i mobilkommunikationsteknologi, blev det videre forskningsemne således programmeret. Så snart det planlagte projekt blev offentliggjort, begyndte Telekom at undersøge min videnskabelige kompetence ved at præsentere et 10-punkts program mod mine videre aktiviteter. Men universitetet så ingen grund til at kommentere spørgsmålet. Så vejen var nu klar.

På den videnskabelige scene var og er “26th Ordinance to the Federal Immission Control Act (26th BImSchV)” retningslinjen for at starte et økonomisk finansieret forskningsprogram om dette emne. Det er vigtigt at vide, at finansieringen af forskning næsten altid er bundet til interesser: det afhænger af donoren. Når et projekt er “startet”, spørger donoren meget hurtigt om resultater og også om udsigterne til succes. Hvis svaret er “utilfredsstillende”, afvikles projektet, hvilket normalt truer forskerens eksistens. Når det kommer til “mobilkommunikation”, kan det være farligt for forskeren.

Forskning og den manglende objektivitet

Peter Hensinger: Hvilke endepunkter i forskningen fokuserede du på dengang, på trods af disse risici?

L. von Klitzing: Nå, jeg vil besvare dette spørgsmål på en mere generel måde. Jeg havde mulighed for at opleve begrebet “forskning” i virkeligheden, som det burde være. Så: der er et eller andet problem, hvordan kan dette problem løses? Når forskning diskuteres i dag, er det ofte tydeligt, at den nødvendige objektivitet ikke opretholdes. Eller kort sagt: Er forskningsresultatet socialt compliant eller systemisk relevant? Der er eksempler nok til at sætte begrebet “forskning” på prøve. Forskning indebærer fremskridt, men spørgsmålet skal også besvares: hvem nyder godt af forskningsresultaterne? Alene den aktuelle diskussion om emnet “klima” viser vurderingen af ​​de enkelte interessegrupper, selvom de tilgængelige data giver en klar retning. Og det er det samme med brugen af ​​radiokommunikation: Der er klare effekter på biosystemet, som ignoreres. Hvis en praktiserende læge forklarer denne kendsgerning til den berørte patient i dag, kan patienten undlade sit næste besøg. 

Ikke-termiske effekter er afgørende

Peter Hensinger: Officielt hedder det, at ikke-ioniserende stråling kun kan skade gennem effekten af varme og ikke har energi til at beskadige celler. Hvad fandt du ud af om ikke-termiske effekter?

L. von Klitzing: Det, vi opfatter som “lys”, er også placeret i det elektromagnetiske spektrum, normalt i det ikke-termiske område. Periodiske lysglimt kan forårsage epileptiske anfald eller andre irritationer, hvis personen er disponeret for det. Ifølge den nuværende viden behandler øjet kun stimuli i lavfrekvensområdet; Ved +/- 70 Hz er det åbenbart slut. Den første generation af tv havde et problem med den såkaldte interlacing frekvens, som belastede øjet. Her er det den lavfrekvente periodiske optiske – dvs. elektromagnetiske – stimulus, der virker på nervesystemet.

Disse eksempler viser en ikke-termisk elektromagnetisk effekt, som man er stødt på, og de periodiske lysglimt er ikke længere tilladt på offentlige scener (diskoteker), og tv’ets interlacingfrekvens er blevet ændret.

Lavfrekvente pulserende elektromagnetiske signaler bruges primært i radioteknologi (GSM: 217 Hz; DECT: 100 Hz; WLAN: 10 Hz). Hvorfor skulle stimulus, som ikke kan ses med øjet, ikke kunne opfattes af et andet system, f.eks. huden, som er gennemsyret af nerver? Nervesignaler kan udledes i det såkaldte elektromyogram (EMG), ikke kun direkte på nerverne, men også i den nærmere periferi, altså på hudoverfladen ovenfor. EMG kan udledes ikke-invasivt via en elektrodematrix på hudens overflade. EMG kan optages non-invasivt via en elektrodematrix på hudoverfladen. Det viser, at i denne udledning var 10 Hz WLAN-signalet overvejende detekterbart i de grupper, der beskriver sig selv som elektrofølsomme efter tidligere eksponering. Dette resulterer i en særlig dynamik i ændringen i nervesignaler, som endnu ikke har kunnet tolkes i sin helhed. Vi var i stand til at opnå én indsigt i denne sammenhæng: hjertesymptomerne på atrieflimren/-flimmer blev ofte opdaget. Frekvensnærheden til WLAN er imponerende…

Peter Hensinger: Imidlertid hævder BfS og ICNIRP stadig, at der ikke er en enkelt undersøgelse, der har bevist patologiske effekter på grund af atermiske effekter, atermiske effekter benægtes endda fuldstændigt, der er kun varmeeffekter. Dette retfærdiggør grænseværdierne. Kan du forklare udtrykkene “termisk” og “atermisk” igen?

L. von Klitzing: Først og fremmest, når BfS hævder, at der ikke er nogen undersøgelser, så er det simpelthen ikke korrekt. Til dit spørgsmål: “Termisk” betyder, at den absorberede feltenergi omdannes til varme. “Atermisk” betyder, at der – rent teoretisk – genereres varme, men at den er så lille, at den ikke har nogen biologisk relevans. Disse mulige temperatureffekter kan beregnes for døde systemer, men forekommer ikke i biosystemet på grund af den givne termoregulering. Når det kommer til generel radiokommunikation i mobilkommunikation, er vi i det atermiske område.

Peter Hensinger: Hvordan fungerer den athermiske effekt?

L. von Klitzing: Vi kan via det autonome nervesystem måle, at mennesker reagerer for eksempel på WLAN mobiltelefonstråling. Det er vigtigt at vide, at det autonome nervesystem afspejler aktiviteten af ​​hele bioreguleringen, som igen styres af hjernen (hypothalamus). Mennesker har ingen direkte indflydelse på denne kontrol – det omfatter for eksempel hjerteslag, hudens blodgennemstrømning, aktiviteten af ​​kapillærkarrene (mikrocirkulation), EKG og så videre. De data, vi indsamler, giver et brugbart overblik over den givne bioregulering. Der kommer folk til os, som har problemer med eksponering for elektromagnetiske felter.

WLAN: Bundesamt ønsker ingen gennemgang af forskningsresultaterne !!!

Peter Hensinger: Deres arbejde har nu et unikt salgsargument, fordi det kan demonstrere effekterne af WLAN på EEG og hjertet direkte på mennesker (>>> link til den seneste undersøgelse). Hvad er dine metoder? Hvad er dine resultater på WLAN?

L. von Klitzing: De anvendte metoder er standard inden for medicinsk diagnostik. Konkret fungerer det hele som følger:

• Testpersonen befinder sig i et RF-afskærmet rum og testes i tre på hinanden følgende testfaser: kontrol > eksponering > kontrol.
• Testparametre er de parametre, der styres af det vegetative system: EKG, EMG og mikrocirkulation.

Dataene for disse måleparametre registreres i en kontrolmåling og sammenlignes derefter med dataene under felteksponering og en efterfølgende kontrolmåling. Et aktiveret WLAN bruges som HF-sender. Sammenlignet med de oprindeligt anvendte HF-kilder (GSM, DECT), er eksponeringsdataene reproducerbare her. Ved testpersonens hoved er dette omkring 30 µW/m². (Grænseværdi for 26. BImSchV: 10.000.000 μW/m²(!!)). På min hjemmeside www.umweltphysik.com/medizinphysik er der mere om dette. Effekten af ​​eksponering på disse fysiologiske parametre varierer og viser et individuelt billede i vurderingen. Ikke alle reagerer på samme måde, især: Ikke alle, der er elektrosensitive, reagerer, hvilket gør diagnosen sværere. Nedenfor er nogle resultater om effekten af WLAN:

Peter Hensinger: Du præsenterede disse resultater for Bundesamt für Strahlenschutz (BfS), hvad var reaktionen?

L. von Klitzing: De dokumenterede effekter på mennesker i forbindelse med WLAN-eksponering blev ignoreret af BfS, hvilket førte til, at jeg i 2019 inviterede de ansvarlige personer i det tilsvarende kompetencecenter, Dr. Ziegelberger og Dr. Kuhne, til at overbevise sig om testproceduren. BfS blev forsynet med de originale data fra måleserien, men disse blev gemt af BfS i afsnittet “Artefakter”. Den tilsvarende publikation “Health disorders by WLAN-exposure” blev ikke anerkendt. Et yderligere forsøg på korrespondance med den ansvarlige i BfS, præsidenten fru Paulini, blev opsnappet med bemærkningen om, at mit brev ikke ville blive videresendt.

Peter Hensinger: Tilbød du ikke BfS, at et neutralt institut replikerer dine eksperimenter?

L. von Klitzing: Dette tilbud eksisterer stadig, BfS beskrev i 2019 mine resultater som artefakter og ser ingen yderligere grund til at tage fat på problemet.

Kontroversiel virkningsmekanisme

Peter Hensinger: I dine interviews i begyndelsen af 2000’erne taler du stadig om det faktum, at selv om effekterne er klart påviselige, er der endnu ikke identificeret nogen virkningsmekanisme. Hvordan ser du forskningsfremskridt her, især med resultaterne om oxidativt cellestress?

L. von Klitzing: Der er mange modsætninger i de undersøgelser, som forskellige institutioner har udført om “oxidativt stress” via kromosombrud forårsaget af mobiltelefonstråling. Jeg forsøgte at finde “klarhed” med to af de ansvarlige, desværre uden held. Altså: energien i de elektromagnetiske felter, der diskuteres her, er ikke tilstrækkelig til et kromosombrud. Sandheden ligger andetsteds: Kromosombrud forekommer ikke, men forstyrres snarere af mitokondriernes novo-syntese, som er nødvendig for celledelingen. Den videnskabelige baggrund for dette: Mitokondrier kan ikke “dele sig” som cellekernen; de har brug for “information” fra den delende kerne. Denne transmission bliver forstyrret – uanset årsagen. Cellerne fra celledelingen har færre aktive mitokondrier og dermed en reduceret oxidativ metabolisme. Problem: Oxygen diffunderer ind i cellen og forgifter den. Og det er her cirklen til “kromosombrud” lukker: Den energi, der kræves til “de novo” DNA’et via ATP, mangler, hvilket fører til delvise synteser (“fragmenter”).

Den kromatografiske analyse, der blev udført på det tidspunkt, kan ikke skelne mellem en “pause” og en ufuldstændig syntese. Du kan også finde mere om dette på min hjemmeside: www.umweltphysik.com/medizinphysik/oxidativer-stress

Harmoniseringsanordninger: løfter uden medicinsk grundlag

Peter Hensinger: Så, du har fundet ud af, at en stressende situation pålideligt kan repræsenteres af mobiltelefonstråling. Nu, i lyset af WLAN’s fremskridt, kommer der nu flere og flere udbydere på markedet, som sælger harmoniseringsanordninger med løftet om, at elektrosmog i de rum, hvor de er installeret, vil blive uskadeliggjort, det menneskelige reguleringssystem ville blive harmoniseret og også returneret til dets naturlige tilstand. Homeostase ville blive genoprettet, dvs. sande mirakelkure. Hvordan vurderer du disse løfter?

L. von Klitzing: For nogle år siden gennemførte vi en test med verum/placebo-chips hos en tilsvarende producent under notaropsyn. Resultatet var: statistisk støj, dvs. ingen effekt. De nuværende løfter fra producenter af disse “harmoniserings”-anordninger er uforståelige for mig, metoderne mangler noget medicinsk og videnskabeligt grundlag. Det, der især generer mig, er, at nogle miljølæger lader sig bruge til annoncering her. 

EHS-terapi, succesraten er høj!

Peter Hensinger: Ud over WLAN har du også undersøgt årsagerne til elektrooverfølsomhed. Hvordan forklarer du EHS?

L. von Klitzing: Jeg har beskæftiget mig med emnet el-overfølsomhed i over 20 år og er nået til den konklusion, at disse plager åbenbart er resultatet af en underliggende sygdom, som ikke er blevet anerkendt. Jeg havde mulighed for at få studerende til at interessere sig for dette emne og være frivillige som forsøgspersoner efter en omfattende anamnese med hensyn til underliggende sygdomme. Resultat: en “kerne” sund person føler ingen reaktion på de felteksponeringer, der diskuteres her. Hvis der er en underliggende sygdom – også selvom den ikke er anerkendt – er det vegetative system “optaget” af problemløsning og er derfor mere eller mindre begrænset i hele sin aktivitet. Som det er vist, er der en belastning af nervesystemet, som vurderes forskelligt af det vegetative system – afhængig af den generelle helbredstilstand. Her er et eksempel, som alle kan forstå: Hvert ekstra baggrundsprogram på en computer begrænser computerhastigheden, indtil CPU’en i ekstreme tilfælde stopper. Med andre ord i forhold til EHS-patienten: eksponering for elektromagnetiske felter er en byrde, der ikke længere kan ignoreres af det begrænsede vegetative system. Resultatet formes derefter individuelt. EHS er derfor en konsekvens af begrænset bioregulering. Mere om det på min hjemmeside www.umweltphysik.com/medizinphysik/ehs-oder-doch-nicht .

Peter Hensinger: Hvilke råd har du til elektrooverfølsomme mennesker, der kommer til dig for at få behandling?

L. von Klitzing: Kontakten foregår normalt via et telefonopkald med bemærkningen “Jeg er elektrofølsom”. Hvis jeg så ønsker yderligere oplysninger om, hvilke sundhedsproblemer der førte til denne konklusion, er der et spektrum, der ikke altid er forståeligt. Når jeg beder om en kort rapport, helst på en DIN A 4 side, er det lovet, men meget sjældent holdt. Hvis der er personlig kontakt, forsøger jeg ud fra anamnese (patientjournalen) at finde ud af, i hvilket omfang en underliggende sygdom eller psykisk stress kan være årsagen til EHS. Det er ikke en “JA-NEJ” beslutning, men den videre procedure forenkler den. Min fordel er, at jeg har en masse klinisk erfaring på dette punkt. Anamnese slutter altid med en samtale om formålet med testen. Da selve testen altid finder sted den følgende dag, har patienten tid nok til at tænke over mine “FOR og IMOD” argumenter. Den situation opstår også, hvor jeg nægter, hvis jeg ikke ser nogen mening i at teste. Ellers: se mine metoder ovenfor.

Dataene fra stresstesten resulterer i et klinisk billede formet af den samlede situation, som derefter indarbejdes i en mulig individuel behandlingsplan. Uden selvros: succesraten er overraskende høj.

Peter Hensinger: Hr. von Klitzing, jeg var meget glad for at udveksle ideer med en pioner inden for EMF-forskning, som ikke bøjede sig for industriens pres.

Von Klitzings EEG-eksperiment fra 1995

Fra 1993 og frem undersøgte Lebrecht von Klitzing indflydelsen af pulserende radiosignaler – som også blev brugt i GSM-mobilkommunikation på det tidspunkt – på menneskers hjernebølgeaktiviteter. Til dette formål blev EEG målt hos forsøgspersoner, og intensiteten (effektspektret) af hjernebølgerne i frekvensområdet mellem 0,5 Hz og 20 Hz blev bestemt. I frekvensområdet for de såkaldte alfabølger (7 Hz til 12 Hz) opdagede von Klitzing noget usædvanligt: Der var en slående ændring i intensitet ved 10 Hz, som varede i nogen tid, selv efter at radiosignalet var slukket.

Resultatet er opsummeret i EMF-portalen:

“EEG-data fra mennesker opnået under påvirkning af lavfrekvente pulserende elektromagnetiske felter ændres ekstraordinært i alfaaktivitetsområdet (alfabølger) både under og få timer efter eksponering. Denne effekt skyldes feltstyrker, der er lavere end de etablerede internationale grænseværdier.

Undersøgelsen vakte stor opsigt i midten af 1990’erne, måske også fordi kernebudskabet “mobiltelefonstråling ændrer hjernebølger” er let at forstå selv for lægfolk.

von Klitzing L: Lavfrekvente pulserende elektromagnetiske felter påvirker menneskets EEG. Udgivet i: Phys Med 1995; XI (2): 77-80, https://www.emf-portal.org/de/article/596

Læs mere her:

WLAN hjemme og i skolen – risiciene.

Brev fra professor Hecht

EHS: Symptomerne var kendt i 1969 – men benægtes den dag i dag

FCC’s og ICNIRP’s grænseværdier er ugyldige

Trådløs teknologi – en miljømæssig stressfaktor