Det er nærmest forbundet med skam at være imod digitaliseringen
Man bliver set som naiv, hvis man sætter spørgsmålstegn ved den omsiggribende digitalisering. “Vil du virkelig gerne tilbage til køen på posthuset?”, spørger folk, og ja, det vil jeg faktisk gerne.
Det skriver Anders Kjærulff i en kronik i Kristelig Dagblad den 11. september 2023. Anders Kjærulff er journalist, teknologikritiker og fuldmægtig i tænketanken Analogiseringsstyrelsen.
Foto: MitID kampagnefoto
Der hænger en dunst af panik, fortielse og løgn over historien om Danmark og det digitale. Politikerne påstår, at vi har fået bedre service og et mere effektivt samfund. Men digitaliseringen ligner altså simpel privatisering fyldt med fiktive besparelser og uendelige automatiseringer med det formål at fjerne mennesker og indsætte maskiner i stedet. Gør man opmærksom på, at det digitale ikke har noget tøj på, bliver man prompte irettesat, som var man en gammeldags, lidt barnlig nostalgiker, der vil “tilbage til stenalderen”.
og Anders Kjærulff fortsætter:
Der, hvor det mærkes tydeligst, er, hvis man ønsker at kritisere noget i den vanvidsbevægelse, som Digitaliseringsstyrelsen, erhvervslivet og førende meningsdannere dagligt bekræfter hinanden i uafvendeligheden, nødvendigheden og vigtigheden af: at vi absolut må fortsætte med at digitalisere alt, at vi ikke må stoppe op og tænke, for vi skal være førende. Anfægter man denne i høj grad religiøse tilgang til fremskridtet, forventes det, at man indleder hver sætning med: “Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, og vi har fået meget ud af at digitalisere…”
Men én ting er den totale digitale dehumanisering og identitetstyveriet mod borgerne. Noget andet er, at vi ikke har mål for, hvad vi gerne vil med digitaliseringen. Ser man på strategierne, der vælder ud af djøf’erne og de overbetalte, private konsulenthuse, skal digitaliseringen angiveligt effektivisere og forbedre servicen i det offentlige, selvom det fra et borgersynspunkt opleves, som om det kun handler om, at borgerne skal gøre det, de ansatte i forvaltninger skulle gøre for os tidligere.
Den eneste succes, man kan bryste sig af, er en FN-verdensmålsundersøgelse, der viser penetrationen af bredbåndsforbindelser, antallet af mobiltelefoner og brugen af offentlige digitale services. Den undersøgelse har vi været nummer ét i nogle år i træk, uden at nogen har tænkt over, hvor nemt det er at blive nummer ét, når man tvinger en hel befolkning til at deltage.
Drabet på Post Danmark
En konsekvens af den første bølge af tvangsdigitaliseringen, digital post, var, at man slog Post Danmark ihjel og i samme åndedrag endegyldigt afskaffede århundreders analog brevskrivning, og det er ikke noget fremskridt, det er et syvmile-tilbageskridt!
Og det kan ikke gøres om for Folketinget meddelte for nylig triumferende, at man nu ved lov har “sat markedet frit”, dvs. at vi fra 1. januar 2024 ikke længere har et statsligt postvæsen her i landet. Som eneste land i hele EU.
Det er forbudt at være analog
Digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) lovede at gøre det nemmere for de analoge danskere, der ikke ville være med i det digitale samfund. Men vi må ikke være analoge, selvom, ifølge tænketanken Justitia, op til 25 procent af os ikke ønske eller evner det digitale.
Disse over en million borgere skal, ifølge Bjerre og Digitaliseringsstyrelsen, enten lade sig umyndiggøre og dermed overlade deres liv, økonomi og helbred til kommunen eller en pårørende, eller de skal undervises og “hjælpes” ind i det digitale af frivillige eller via en hotline.
Men som Anders Kjærulff skriver: Vi taler om voksne, primært velfungerende mennesker, der ikke kan eller ikke vil det digitale, som skal infantiliseres af den stat, der ikke formår at lave systemer, alle kan se sig selv i. Hvad med at blive verdensmester i medmenneskelighed
Måske er det på tide, at vi begynder at gå efter en anden slags mesterskab end det digitale. Kunne man for eksempel forestille sig, at Danmark blev verdensmestre i at være menneskelige? Eller i samfundskvalitet, demokrati, medborgerskab? At vi fik analoge rettigheder – at vi kan være her som borgere, uden internet og smartphone? Eller skal vi passivt stå i de digitale køer foran en stat, der ikke længere vil vide af borgerne – undtagen i form af salgbare data på en skærm?
Og er det ikke nu, vi behøver et kontrapunkt til den gammeldags digitaliseringsstyrelse? Vi kunne jo kalde det Analogiseringsstyrelsen? Analogisering peger nemlig fremad – ind i det virkelig moderne, der hvor mennesker kan bo og bruge teknologi uden at blive gjort til data.
Læs hele kronikken her:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/nej-vi-skal-ikke-vaere-verdensmestre-i-digitalisering
Læs mere her:
