Kan du høre elektricitet?
Foto: Tony Wills, Creative Commons.
De fleste mennesker kan ikke høre det, men mange og stadig flere mennesker plages af at kunne høre en mystisk brummen, især om natten.
Der er i virkeligheden ikke noget mystisk ved det. Brummelyden er resultatet af vores brug af elektricitet, i maskiner, i lamper, i ledninger, gennem forskellige transformatorer, der alle skaber beskidt elektricitet, samt af forskellige mikrobølgesendere.
Fænomenet er velkendt og dokumenteret og i det store og hele forståeligt ud fra et fysisk, matematisk og biologisk synspunkt.
Der er ikke tale om tinnitus, der som oftest kun forekommer i det ene øre. Lyden fra elektricitet kan høres i begge ører og selv, hvis du har hørenedsættelse, kan du høre lyden.
Om at høre elektricitet
Arthur Firstenberg skriver om fænomenet i ‘Den usynlige regnbue – Historien om elektriciteten og livet’ (2017) i kapitel 15 “Tror du, du kan høre elektricitet?” (fremhævningerne er tilføjet):
I dag har cirka otte millioner amerikanere en større eller mindre grad af tinnitus. Nogle hører kun lydene sporadisk. Andre mennesker hører dem kun, når alt andet er stille. Men for flere og flere mennesker er lydene så høje hele tiden, at de ikke kan sove eller fungere normalt. De fleste af disse mennesker har ikke tinnitus, som er en internt genereret lyd, ofte kun i det ene øre og normalt ledsaget af en vis grad af høretab. De fleste i dag, der har tinnitus, hører det lige stærkt på begge ører, de har en fremragende hørelse, men hører en lys tone i toppen af det auditive register. De hører strømmen omkring dem, og den bliver ved med at blive lidt højere.
Om den elektriske forståelsesmodel af øret
I et normalt øre modtager trommehinden lyden og overfører vibrationerne til tre små knogler i mellemøret. De kaldes hammeren, ambolten og stigbøjlen (malleus, incus og stapes) og er opkaldt efter de værktøjer, de ligner. Stigbøjlen, den sidste knogle i kæden, er kun halvt så stor som et riskorn, men sender stadig en hel verden af vibrationslyde til den knoglede snegl, en struktur, der i sig selv er et vidunder af miniaturisering. Selvom den ikke er større end en hasselnød, er sneglen i stand til at modtage en løves brøl, en nattergals sang og en lille musepiv samt give dem alle en perfekt og naturtro gengivelse i form af elektriske signaler, der sendes til hjernen. Indtil nu er der ingen, der ved præcist, hvordan dette fungerer, og det lidt, man ved, er sandsynligvis forkert. (s. 336)
Menneskelig ultralydshøring – det vil sige at høre lyde, der har en højere frekvens, end det der ellers forventes at blive opfattet af det menneskelige øre, er blevet genopdaget mere end et dusin gange siden 1940’erne, senest af professor Martin Lenhardt ved Virginia Commonwealth University. “Så besynderlig er forestillingen om, at mennesker kan have et høreregister på niveau med mere specialiserede pattedyr som flagermus og tandhvaler,” skriver han, “at ultralydshøring i høj grad er blevet betragtet som en social kunst frem for et emne for videnskabelig forskning.” I øjeblikket ser det ud til, at den genopdagede ultralydshørelse bliver grundigt undersøgt af Lenhardt og en lille forskergruppe i Japan. (s. 345)
Firstenberg opsummerer i bogen: (s. 346)
Hvad der er kendt i dag er følgende:
Næsten alle med normal hørelse kan høre ultralyd. Ældre mennesker, der har mistet højfrekvent hørelse, kan stadig høre ultralyd. Mange meget hørehæmmede mennesker med dårlig eller ikke-fungerende cochlea kan høre ultralyd. Den tonehøjde, de hører, varierer fra person til person, men den er normalt mellem 8 og 17 kHz. At den samme person kan høre flere forskellige tonehøjder forekommer også, men det kræver større ændringer i frekvenserne i ultralydsområdet end i det normale høreområde. Det mest overraskende er dog, at når tale transponeres til ultralydsspektret og spredes ud over dette højere frekvensområde, kan talen høres og forstås. På en eller anden måde komprimerer hjernen signalet igen, så i stedet for en høj “tinnitus” hører personen talen, som om det var normal lyd. Tale kan også moduleres på en ultralyd, altså ved at bruge ultralyden som bærefrekvens, og så demoduleres den af hjernen og lyder som normal lyd. Lenhardt, som designede og patenterede ultralydsbaserede høreapparater baseret på disse principper, rapporterede, at ordforståelse, selv i støjende omgivelser, var omkring 80 procent hos normalthørende mennesker, og så meget som 50 procent blandt de svært hørehæmmede.
Da mange døve også kan høre ultralyd, har flere forskere gennem årene, herunder Lenhardt og den japanske gruppe, foreslået, at det modtagende organ – ultralydsreceptoren – ikke er placeret i cochlea, men i en ældre del af øret, en del, der fungerer som det primære høreorgan hos fisk, padder og krybdyr: sacculus. Det eksisterer stadig hos mennesker og indeholder hårceller, der er dækket af en gelatinøs membran, der igen er dækket af piezoelektriske krystaller af calciumcarbonat. (s. 346)
Meget peger på, at det, der generer mennesker rundt om i verden i dag, er, at elektromagnetisk energi i ultralydsområdet – fra 20 kHz til 225 kHz – omdannes til lyd i cochlea og/eller sacculus: (s. 348)
- Folk klager ofte over en “lys, bippende tinnitus”, det er lige så højt som den lyseste tonehøjde, de kan høre.
- Puharich og Lawrence demonstrerede, at selvom ultralyd ikke er hørbar, når lyden rejser gennem luften, kan både hørende og døve høre elektromagnetisk energi, når den har ultralydsfrekvenser.
- Det er kendt, at både calciumcarbonat krystallerne i sacculus (otoconia) og de ydre hårceller i cochlea er piezoelektriske, det vil sige, at de omdanner elektriske strømme til lyd.
- Elektriske og magnetiske felter inducerer elektriske strømme i kroppen. Styrken vil variere med frekvensen. Jo højere frekvens, jo stærkere er den inducerede strøm. Disse principper fra fysikken indebærer, at den samme elektriske feltstyrke vil skabe 1.000 gange mere strøm ved 50.000 Hz, altså i ultralydsområdet, end den vil skabe i 50 Hz-området, som er i det hørbare lydområde.
- Tærsklen for, hvor svag lyd der kan høres i ultralydsområdet, måles til at være så lav som eller lavere end høretærsklen ved 50 eller 60 Hz. Det er ikke muligt at foretage en nøje sammenligning, da ultralyd kun kan høres gennem knogleledning, mens ekstremt lave frekvenser høres bedre gennem luft. Men hvis vi overlejrer de typiske høretærskelkurver for luft, knogler og ultralyd, får vi en samlet kurve, der ser nogenlunde ud som vist i grafen nedenfor. 23
Fra diagrammer udgivet af Verdenssundhedsorganisationen (25) er det muligt at estimere den laveste frekvens, elektromagnetiske felter kan have, hvis vi skal forvente at kunne høre dem: Da 1 picoampere strøm er nok til at stimulere en enkelt hårcelle og 50 picoampere dermed er nødvendige for at indlede et piezoelektrisk signal i 50 hårceller – og 50 hårceller er omtrent det antal, der kræves for at udløse et auditivt indtryk – du kan sammenligne denne mængde strøm med WHO’s diagrammer. Det viser sig at være denne mængde strøm pr. kvadratcentimeter, der induceres i øret med en frekvens på 20 kHz, uanset om den kommer fra et magnetfelt på omkring en mikrogauss, eller fra et elektrisk felt på ca. 10 millivolt pr. meter. Disse feltstyrker er ret tæt på styrken af de elektriske og magnetiske felter med ultralydsfrekvenser, der forurener vores moderne miljø. (26) Og en kvadratcentimeter er ret tæt på bunden af det menneskelige øres snegle. Regnestykket går altså op.
Vi kan med andre ord ud fra sneglens størrelse forvente, at vi vil kunne høre de elektromagnetiske felter i vores omgivelser, der groft beregnet har frekvenser mellem 20 kHz og 225 kHz. Sidstnævnte er således den øvre grænse for vores ultralydshøring. (s. 350)
Mobiltelefoner og cellemaster (s. 364)
Den stråling, som mobiltelefoner og mobile basestationer udsender forestiller vi os primært som mikrobølgestråling. Men strålingen er moduleret, så der samtidig er en forvirrende blanding af langt lavere frekvenser, som menneskekroppen opfanger, ligesom en radiomodtager: GSM var det første globale mobiltelefonsystem og har længe været brugt af de fleste virksomheder i verden, blandt andet i USA af AT&T og T-Mobile. [Telestyrelsen var en stor aktør i udviklingsarbejdet.] Strålingen fra GSM-basestationer og mobiltelefoner og har komponenter med mange forskellige frekvenser – 0,16 Hz, 4,25 Hz, 8 Hz, 217 Hz, 1.733 Hz, 33.850 Hz og 270.833 Hz. Derudover er mikrobølgefrekvensområdet, der bruges af bærefrekvensen, opdelt i 124 kanaler. Hver af disse bærebølger har et frekvensområde, der er 200.000 Hz bredt, og alle kanalerne kan bruges samtidigt af flere brugere, så cirka tusinde mobiltelefonbrugere kan kommunikere samtidigt inden for samme geografiske dækningsområde. Dette skaber en flora af harmoniske overtoner.
Selvom GSM er en “2G”-teknologi, er den ikke forsvundet. De 3G- og 4G-netværk, som de nyere smartphones bruger, er placeret som separate “lag” oven på GSM-netværkene. 3G-systemet, eller UMTS (Universal Mobile Telecommunications System), er også helt anderledes end GSM og indeholder moduleringskomponenter baseret på frekvenserne 100 Hz, 1.500 Hz, 15.000 Hz og 3.840.000 Hz. 4G-systemet, som også kaldes LTE (Long Term Evolution), er moduleret fra endnu lavere frekvenser, som omfatter 100 Hz, 200 Hz, 1.000 Hz, 2.000 Hz og 15.000 Hz. I 4G er bærefrekvensen opdelt i hundredvis af 15 kHz brede underbærefrekvenser, hvilket fører til endnu flere harmoniske overtoner. Og da smartphones og ældre telefoner fra forskellige år eksisterer side om side, skal alle mobiltårne have basestationer for alle de forskellige modulationsfrekvenser, gamle såvel som nye. Ellers ville ældre telefoner holde op med at fungere. AT&T’s celletårne, for eksempel, udsender derfor nu følgende modulationsfrekvenser i løbet af dagen samt harmoniske overtoner af disse frekvenser: 0,16 Hz, 4,25 Hz, 8,33 Hz, 100 Hz, 200 Hz, 217 Hz, 1.000,5 Hz, 1.000 Hz, 5 Hz , 1.733 Hz, 2.000 Hz, 15.000 Hz, 33.850 Hz, 270.833 Hz og 3.840.000 Hz – og derudover overtoner over 15.000 Hz og 200.000 Hz. Og så har vi ikke engang overvejet mikrobølgebærefrekvenserne omkring 700 MHz, 850 MHz, 1.700 MHz, 1.900 MHz og 2.100 MHz. Som den sagnomspundne frø, der langsomt blev kogt, er vi alle nedsænket i en stor kedel af stråling. Intensiteten øges, virkningerne er umærkelige, men vi ved, at de er der. (32)
Mobiltelefoner bruger en højere andel af deres energi på lavfrekvente komponenter, end basestationer gør. (33) Det kan være forklaringen på den høje forekomst af “tinnitus” – som ikke er tinnitus i egentlig forstand – blandt mobiltelefonbrugere med ellers normal hørelse. I 2003, på et tidspunkt hvor mobiltelefoner ikke var så udbredt, som de er i dag, var det stadig muligt at lave epidemiologiske undersøgelser, hvor man sammenlignede brugere og ikke-brugere. Et forskerhold ledet af Michael Kundi ved Medical University of Vienna sammenlignede patienter med og uden tinnitus på en ØNH-klinik. De fandt en større forekomst af tinnitus – ofte i begge ører – blandt mobiltelefonbrugere end blandt ikke-brugere, og et tydeligt mønster af mere tinnitus, jo mere mobiltelefonbrug. (34) Jo flere minutters mobilbrug, jo mere tinnitus.
Einar Flydal har lagt Kapitel 15: “Tror du, du kan høre elektricitet?” op med noter og forskningsreferencer i den norske udgave:
https://einarflydal.com/2022/10/13/the-hum-den-mystiske-brummingen-har-sin-forklaring/
Dr. James Lin og mikrobølgehøring
Dr. James Lin, professor emeritus ved University of Illinois i Chicago, udgav for nylig et dokument, The Microwave Auditory Effect, der beskriver fænomenet ‘mikrobølgehøring’, hvor folk opfatter trådløs stråling som en klikken, summen, lynende, kvidrende eller bankende lyd, eller endda som en melodi.
Hele rapporten af Dr. James Lin fra marts 2022 kan downloades her:
https://ieeexplore.ieee.org/document/9366412
Introduktion
Mikrobølgens auditive effekt vedrører høringen af pulsmoduleret mikrobølgeenergi ved høj spidseffekt af mennesker og laboratoriedyr [1]-[3]. Det er blevet bredt anerkendt som et af de mest interessante og betydningsfulde biologiske fænomener fra mikrobølgeeksponering [4]-[7]. Hørelsen af pulserende mikrobølger eller hørbare mikrobølger er en unik undtagelse fra den lydenergi, der normalt forekommer i menneskelig auditiv perception. Høreapparatet reagerer almindeligvis på luftbårne eller knogleledede akustiske eller lydtrykbølger i det hørbare frekvensområde (op til 20 kHz). Men at høre mikrobølgeimpulser involverer elektromagnetiske bølger, hvis frekvens varierer fra 100 MHz til flere GHz. Da elektromagnetiske bølger (f.eks. lys) almindeligvis ses eller er synlige, men ikke høres eller er hørbare, var rapporten om auditiv opfattelse af mikrobølgeimpulser på én gang forbløffende og spændende. Desuden står det i skarp kontrast til de reaktioner, der er forbundet med kontinuerlig mikrobølgestråling.
Denne artikel beskriver de forskningsstudier i mennesker og dyr, der fører til videnskabeligt at dokumentere, at absorptionen af en enkelt mikrobølgeimpuls, der rammer hovedet, kan opfattes som en akustisk lynlås, klik eller bankelyd. Afhængigt af den indfaldende effekt og pulsbredde kan et tog af mikrobølgeimpulser til hovedet opfattes som en summen, pippen eller melodien af mennesker. Gennemgangen præsenterer, hvad der er videnskabeligt kendt om mikrobølgers høreeffekt og tilhørende trykbølger. Den diskuterer adfærdsmæssige, neurofysiologiske, psykofysiske og mekanistiske undersøgelser, der involverer mennesker og forsøgsdyr som emner.
Undersøgelser har vist, at mikrobølge-hørelsesfænomenet ikke opstår fra en interaktion af mikrobølgeimpulser direkte med det centrale auditive nervesystem. I stedet udsender mikrobølgepulsen, efter absorption af blødt væv i hovedet, en akustisk trykbølge, der bevæger sig ved knogleledning til det indre øre. Den vandrende bølge aktiverer cochlear-receptorcellerne via den samme proces, der er involveret for normal lydhøring. Trykbølgerne induceret af højeffektmikrobølgeimpulser kan være betydeligt over tærsklen for auditiv perception. De mikrobølge-inducerede tryk, der overstiger niveauer af ubehag, kan potentielt producere tilstrækkelig skade på hjernevæv til at forårsage dødelige eller ikke-dødelige skader hos dyr og mennesker.
Resumé
Den auditive mikrobølgeeffekt opstår ved minimal, men hurtig (μs) temperaturstigning (10−6°C) i hjernen fra absorption af pulserende mikrobølgestråling. Den pludselige temperaturstigning skaber termoelastisk udvidelse af hjernematerialet, som kan starte en trykbølge, der forplanter sig gennem hovedet og registreres af de sensoriske hårceller i cochlea. Nervesignalet videresendes derefter til det centrale auditive system til opfattelse og genkendelse.
De foregående afsnit dokumenterer, at en hørbar lyd stammer inde fra hovedet, når mennesker udsættes for pulserende mikrobølgestråling. Den auditive påvisning af pulserende mikrobølger hos forsøgsdyr er blevet bekræftet både i adfærdsmæssige og neurofysiologiske undersøgelser. Stedet for mikrobølge-til-lyd-konvertering er vist at være i hjernevævet. Den primære interaktionsmekanisme er mikrobølgepulsinduceret termoelastisk udvidelse af hjernemateriale.
Afhængigt af effekten af de indtrængende mikrobølgeimpulser kan niveauerne af induceret lydtryk i hjernen være betydeligt over tærsklen for auditiv opfattelse, så de kan nærme sig eller overstige niveauer af ubehag og forårsage hjernevævsskade. En højeffekt mikrobølgepulsgenereret akustisk trykbølge initieret i hjernen og genlyd inde i hovedet kan styrke det oprindelige tryk og forårsage skade på hjernemateriale. Det er således tænkeligt, at mikrobølgens auditive effekt eller den mikrobølgepulsinducerede trykchokbølge inde i hovedet kan blive et potentielt dødeligt eller ikke-dødeligt våben mod dyr og mennesker.
Den unikke karakter af mikrobølgeinduceret akustisk bølge i biologiske væv har foranlediget udforskningen af dets potentiale til anvendelse i biomedicinsk billeddannelse [68], [69]. Princippet om drift af mikrobølgetermoakustisk tomografi (MTT) samt nogle resultater har været tilgængelige siden begyndelsen af 1980’erne [69], [70]. Det blev antaget, at den potentielle kontrastfordel ved mikrobølgebilleddannelse og opløsningsfordelen ved ultralydsbilleddannelse kunne kombineres for at gøre MTT-billeddannelse af biologiske væv til en potentielt nyttig dobbeltmodalitet til diagnostisk billeddannelse. For eksempel er bølgelængden i muskler til mikrobølger 17, 5 mm ved 2450 MHz; for ultralydbølger er bølgelængden kun 0,5 mm ved 3 MHz. Den potentielle gevinst i rumlig opløsning er enorm for vævsbilleddannelse sammenlignet med at stole på at bruge mikrobølgestråling alene. Den forskning, der blev indledt i 1980’erne, forfølges aktivt i udviklingen af MTT-billeddannelse til medicinsk diagnose, især til tidlig påvisning af brystkræft. Faktisk er MTT i øjeblikket genstand for kraftig forskning både fra et systemudviklingsperspektiv og som en dobbelt billeddannelsesmodalitet, der kan bruges til større nytte i en lang række medicinske anvendelsesscenarier [71] –[75].
Eksempler på symptomer ved påvirkning af elektromagnetisk stråling:
Nervesystemet
Trykkende fornemmelse i hovedet, hovedpine, migræne, svimmelhed, koncentrations- og hukommelsesbesvær, søvnløshed, stress, træthed, rysten, muskelsmerter, krampe, uro eller sovende og stikkende fornemmelser i kroppen, smerter der flytter sig rundt i kroppen, depression. Hos børn ses især hyperaktivitet.
Hjerte- karsystemet
Hjertebanken, hjerterytme forstyrrelser, højt blodtryk, svedeture og væske ophobninger.
Mave- tarmsystemet
Mavesyre, kvalme, opkast, intolerancer (f.eks. gluten og laktose).
Åndedrætssystemet
Åndenød, astma, hals-, bihule- og lungebetændelser. Rød hud, brændende fornemmelser, lysfølsomhed, eksem og kløe.
Andet
Overfølsomhed over for kemikalier o.a., nedsat immunforsvar, synsproblemer (lysfølsomhed for især flimrende lys), røde øjne, trykken bag øjne, støj og susen for ørerne, tinnitus, ørepine, tandpine (især i tænder med metal-fyldninger), hårtab, påvirkning af kirtler, f.eks. brystkirtler, lymfekirtler og prostata. Der ses også en større hyppighed af pollen allergier hos EHS-patienter.
Læs mere om de elektromagnetiske stressfaktorer HER.
Læs mere her:
