Der er allerede overfyldt med rumskrot og næsten 7700 bredbåndssatellitter – et antal der “kan vokse til flere hundrede tusinde i 2027”
Eksperter udtaler, at ved at tilføje endnu flere satellitter til et allerede overfyldt rum, vil det utvivlsomt skabe endnu flere problemer, herunder forøget risiko for menneskelige dødsfald. På trods af bl.a. disse advarsler, fortsætter Federal Communications Commissions (FCC) med at godkende lanceringen af titusinder af bredbåndssatellitter fra Amazon, SpaceX og andre virksomheder.
Det er desuden helt unødvendigt, fordi højhastigheds bredbåndsforbindelser kan opnås via mere sikre og mindre risikobetonede metoder end ved biologiske og miljøskadelige satellitter, der udsender trådløs stråling!
Andre klager over satellitterne handler om, at de gør det vanskeligt for astronomer at udføre deres forskning, samt at opsendelsen af dem er særdeles dårligt for miljøet. Starlink-satellitter svinger hvert 10. minut for at undgå kollisioner, dertil kommer at de falder ud af kredsløb og brændt, og deres hastighed falder overalt!
Artiklen, her fra Activist Post, er oprindelig udgivet på The Conservation (31. aug. 2023) og skrevet af Chris Impey.
Chris Impey er en respekteret professor i astronomi ved University of Arizona., og har skrevet en bog om fremtiden for rumrejser, artikler om vores fremtid uden for Jorden, konflikter i rummet, rumbelastning og etik ved rumforskning. Som mange andre rumeksperter er han bekymret over manglen på styring omkring rumaffald.
Rumskrot i kredsløb om Jorden og på Månen vil stige med fremtidige missioner, men ingen er ansvarlige for at rydde op
Lige nu er der meget affald på Månen – herunder næsten 100 poser med menneskeligt affald, der blev efterladt af de seks Apollo-missioner – og med det stigende antal lande rundt om i verden, der er involveret i rejser til Månen, vil der komme meget mere, både på månens overflade og i jordens kredsløb.
I august 2023 styrtede Ruslands Luna-25-sonde ned på Månens overflade, mens Indiens Chandrayaan-3-mission med succes landede i den sydlige polarregion, hvilket gjorde Indien til det fjerde land, der landede på Månen.
Med flere lande, der lander på Månen, bliver folk tilbage på Jorden nødt til at tænke over, hvad der sker med alle de landinger, affaldet og de forskellige rester, der er tilbage på Månens overflade samt i kredsløb.
Rummet bliver overfyldt
Folk tænker på rummet som noget stort og tomt, men miljøet nær ved Jorden begynder at blive overfyldt. Der er planlagt 100 månemissioner i løbet af det næste årti af både regeringer og private virksomheder som SpaceX og Blue Origin.
Det nære kredsløb om Jorden er endnu mere overbelastet end rummet mellem Jorden og Månen. Det rækker fra 160 km til 800 km ud fra Jorden, sammenlignet med de 384.405 km til Månen. I øjeblikket er der næsten 7.700 satellitter inden for en afstand på omkr. 300 km fra Jorden. Det tal kan vokse til flere hundrede tusinde i 2027. Mange af disse satellitter vil blive brugt til at levere internet til udviklingslande eller til at overvåge landbruget og klimaet på Jorden. Virksomheder som SpaceX har dramatisk sænket lanceringsomkostningerne, hvilket driver hele denne aktivitets bølge.
“Det kommer til at være som en mellemstatslig motorvej, i myldretiden i en snestorm, hvor alle kører alt for stærkt,” fortæller rumlanceringsekspert Johnathan McDowell til Space.com.
Problemet med rumskrot
Al denne aktivitet skaber farer og affald. Mennesker har efterladt en masse skrammel på månen, herunder rester fra rumfartøjer som raketboostere fra over 50 nedstyrtede landinger, næsten 100 poser med menneskeligt affald og diverse genstande som en fjer, golfbolde og støvler. Det løber op i omkring 200 tons affald.
Da ingen ejer Månen, er ingen ansvarlig for at holde den ren og ryddelig.
Rodet i kredsløbet om Jorden omfatter hedengangne rumfartøjer, brugte raketboostere og genstande, der kasseres af astronauter, såsom en handske, en skruenøgle og en tandbørste. Det indeholder også små stykker affald som malerpletter.
Der er omkring 23.000 genstande der er større end 10 cm (4 tommer) og omkring 100 millioner stykker affald større end 1 mm (0,04 tommer). Små stykker skrammel virker måske ikke som et stort problem, men affaldet bevæger sig med hastigheder på 15.000 mph (24.140 km/t), 10 gange hurtigere end en afskudt patron. Ved den hastighed kan selv en plet maling punktere en rumdragt eller ødelægge et følsomt stykke elektronik.
I 1978 beskrev NASA-forsker Donald Kessler et scenarie, hvor kollisioner mellem affald i kredsløb skaber mere affald, og mængden af affald vokser eksponentielt, hvilket potentielt gør kredsløb om Jorden ubrugeligt. Eksperter har kaldt det for “Kessler syndrom.”
Ingen bestemmer deroppe
FN’s traktat om det ydre rum fra 1967 siger, at intet land kan “eje” Månen eller nogen del af den, og at himmellegemer kun bør bruges til fredelige formål. Men traktaten er tavs om virksomheder og enkeltpersoner, og den siger intet om, hvordan rumressourcer må og ikke må bruges.
FN’s aftale om månen fra 1979 fastslog, at månen og dens naturressourcer er menneskehedens fælles arv. USA, Rusland og Kina underskrev dog aldrig traktaten, og i 2016 udformede den amerikanske kongres en lov, der frigjorde den kommercielle amerikanske rumindustri med meget få begrænsninger.
På grund af den manglende regulering er rumskrot et eksempel på en “tragedy of the commons“, hvor mange interesser har adgang til en fælles ressource, som kan blive udtømt og ubrugelig for alle, fordi ingen interessenter kan forhindre en anden i at overudnytte ressourcerne.
Forskere hævder, at for at undgå en tragedie for almenenheden, bør det orbitale rummiljø ses som et globalt fællesområde, som er værdigt til at blive beskyttet af De Forenede Nationer. Hovedforfatteren til en Nature-artikel, der argumenterede for et globalt fællesområde, indgav et amicus-brief – en type ekstern kommentar, der tilbyder støtte eller ekspertise – vedr. en sag, der gik til den amerikanske appeldomstol for District of Columbia Circuit i slutningen af 2021.
Forfatteren og hans forskningspartnere argumenterede for, at de amerikanske miljøregler skulle gælde i forhold til at give licens til rumopsendelser. Retten afviste imidlertid at tage stilling til miljøspørgsmålet, fordi, som retten udtalte, gruppen ikke havde en nogen legal status.
Nationale geopolitiske og kommercielle interesser vil sandsynligvis have forrang frem for interplanetariske bevaringsbestræbelser, medmindre FN griber ind. En ny traktat kan dog opstå fra arbejdet ved FN’s Kontor for Ydre Rumanliggender, som i maj 2023 genererede et politikdokument, der skal adressere bæredygtig udvikling af aktiviteter i rummet.
FN kan kun regulere sine medlemsstaters aktiviteter, men FN har et projekt, der skal hjælpe medlemsstaterne med at udforme politikker på nationalt plan, der fremmer målene for en bæredygtig udvikling.
NASA har skabt og underskrevet Artemis-aftalen, det er brede, men ikke-bindende principper for fredeligt samarbejde i rummet. Aftalen er underskrevet af 28 lande, men listen omfatter ikke Kina eller Rusland. Private virksomheder er heller ikke med i aftalerne, og nogle rumentreprenører har dybe lommer og store ambitioner.
Manglen på regulering og den nuværende guldfebertilgang til rumforskning betyder, at rumaffald og affald fortsat vil akkumulere, ligesom de relaterede problemer og farer.
Se også disse forklarende videoer:
Læs mere her:
