Eksperiment: Det fik elever ud af 30 dage uden smartphone
Som en del af et eksperiment, måtte elever på Egmont Højskolen i 30 dage undvære deres smartphones. Det har til tider været udfordrende.
På Egmont Højskolen ved Odder var 70 elever med i et eksperiment, hvor de i 30 dage skiftede deres smartphones ud med en gammel Nokia.
Det har ikke været helt problemfrit.
- Den kan jo ikke noget. Den kan spille ’Snake’, den kan SMS’e og den kan ringe, siger Viktor Skibelund Vejlø, der er elev på Egmont Højskolen.
Han er en af de elever, der deltog i eksperimentet, der blandt andet betød, at eleverne ikke kunne bruge sociale medier.
- Alle kender det der med, at man lige ligger og kigger igennem for eksempel Instagram eller Youtube, og så er der pludselig gået en time, siger Viktor Skibelund Sejlø.
Han fortæller, at han savnede flere af sin smartphones funktioner.
- Det har virkelig været upraktisk at mangle en GPS, når man skal bevæge sig nogen steder hen. Og så ikke lige at kunne skriver noter ned, siger Viktor Skibelund Vejlø.
Læs også
Emma Søbye Blaavand er en af de elever, der også deltog i eksperimentet. Hun oplevede hurtigt kontrasten fra smartphonen med de mange funktioner.
- Jeg har fået en papirkalender, fordi jeg meget hurtigt fandt ud af, at jeg slet ikke kan overskue mit liv, hvis ikke jeg ved, hvad jeg skal, siger Emma Søbye Blaavand, der er elev på Egmont Højskolen.
Men hun fortæller også, at hun har kunnet mærke en positiv forskel ved tiden væk fra sociale medier og hyppige notifikationer.
- Den største forandring jeg kan mærke er, at jeg ikke har den uro i kroppen hele tiden, og ikke har behovet for hele tiden at kigge på et eller andet, siger hun.
Viktor Skibelund Vejlø fortæller også, at han har sovet meget bedre, efter han ikke har haft sin smartphone og derfor ikke fik notifikationer, når han prøvede at sove.
Idéen til eksperimentet opstod, da den kaospilotstuderende Arne Bangsgaard Mathiasen selv skiftede sin smartphone ud med en gammel Nokia for halvandet år siden.
- Jeg vil rigtig gerne komme ud og få mange elever til at opleve det her. Jeg kan tale nok så meget om det, men jeg tror ikke, man kan lære det, uden at man har oplevet det på egen krop, siger han.