Arthur Firstenberg: Den farligste teknologi der nogensinde er opfundet

Illustration: Jack Moreh, Stockvault

I første del af sin triologi fortæller Arthur Firstenberg (1) hvordan forskningen førte til, at det i USA var lige før, at der blev indført grænseværdier, som ville have lagt meget stærke begrænsninger på brugen af elektromagnetiske stråler til mobiltelefoner, Wi-Fi, radarer, AMS-målere samt gøre radio- og tv-selskaber og mobilselskaber ansvarlige for evt. sundhedsskader.

I anden del fortæller Firstenberg om effekten på blod-hjerne-barrieren, hvor den største skade sker ved den reducerede stråling. Han fortæller videre om virkningen på vores insekter, fugle og padder, men også effekten på træerne kommer han ind på.

I tredje del fortæller han, hvornår og hvordan han selv og mange med ham blev angrebet af elektromagnetisk stråling tilbage i 1990’erne. Han gengiver ligeledes beretninger fra i dag om, hvordan opsætningen af 5G master og basestationer ikke bare påvirker mennesker, men i den grad også fugle, insekter og dyreliv.

For litteraturhenvisninger m.m. se nederst i dokumentet.

Den samlede engelske udgave finder du her:
https://nejtil5g.dk/the-most-dangerous-technology-ever-invented/
De originale artikler fra nyhedsbrevene fra oktober og november 2021 finder du under kilder og noter.

Første del

I 1995 forberedte teleindustrien sig på at introducere et farligt nyt produkt i USA: den digitale mobiltelefon. Eksisterende mobiltelefoner var analoge og dyre, for det meste ejet af de velhavende, og blev kun brugt et par minutter ad gangen. Mange var biltelefoner, hvor antennen var uden for bilen, den blev ikke holdt inde i ens hånd og heller ikke ved siden af hjernen. Mobiltelefoner fungerede endvidere kun i eller i nærheden af de større byer. De få mobilmaster, der fandtes, var for det meste placeret på bakketoppe, bjergtoppe eller på skyskrabere, og ikke tæt på hvor folk boede.

Problemet for teleindustrien i 1995 var ansvar. Mikrobølgestråling var skadelig. Mobiltelefoner ville skade alles hjerne, få folk til at blive overvægtige samt give millioner af mennesker kræft, hjertesygdomme og diabetes. Mobilmasterne ville beskadige skove, udrydde insekter samt torturere og dræbe fugle og dyreliv.

Det hele var kendt.

Der var allerede lavet omfattende forskning i USA, Canada, Sovjetunionen, Østeuropa og andre steder. Biologen Allan Frey, som havde kontrakt med den amerikanske flåde, var så foruroliget over resultaterne af sine dyreforsøg, at han nægtede at eksperimentere på mennesker. “Jeg har set for meget,” sagde han til kollegerne ved et symposium i 1969. ”Jeg undgår meget omhyggeligt selv at blive eksponeret, og det har jeg gjort i temmelig lang tid nu. Jeg føler ikke, at jeg kan tage folk ind i disse felter og eksponere dem og helt ærligt indikere over for dem, at de indgår ind i noget der er sikkert.”

Frey opdagede, at mikrobølgestråling beskadiger den beskyttende blod-hjerne barriere, som holder bakterier, vira og giftige kemikalier ude af din hjerne samt holder indersiden af dit hoved under et konstant tryk, hvilket forhindrer dig i at få et slagtilfælde. Han opdagede, at både mennesker og dyr kan høre mikrobølger. Han opdagede, at han kunne stoppe en frøs hjerte ved at sende mikrobølgeimpulser på præcist placerede tidspunkter i forhold til hjerteslag. Det effektniveau, han brugte til dette eksperiment, var kun 6.000 mikrowatt pr. kvadratmeter, tusindvis af gange svagere end strålingen fra nutidens mobiltelefoner.

Øjenlægen Milton Zaret, som havde kontrakter med den amerikanske hær, flåde og luftvåben samt med Central Intelligence Agency, opdagede i 1960’erne, at et lavt niveau af mikrobølgestråling forårsager grå stær. I 1973 vidnede han for det amerikanske senats handelsudvalg. “Der er en klar, tilstedeværende og stadigt stigende fare,” sagde han til senatorerne, ”for hele vores befolkning vil modtage eksponering fra hele den ikke-ioniserende del af det elektromagnetiske spektrum. Farerne kan ikke overvurderes …” Zaret fortalte udvalget, at patienter, der ikke kun havde grå stær forårsaget af eksponering for mikrobølger, men også havde ondartede tumorer, hjerte-kar-sygdomme, hormonel ubalance, gigt og psykiske sygdomme, samt neurologiske problemer hos deres nyfødte børn. Det var patienter lige fra militært personel, der havde været udsat for radarer til husmødre, der havde været udsat for mikrobølgeovne.

“Standarden for mikrobølge lækage fastsat af Bureau of Radiological Health,” fortalte han udvalget, “er omkring 1 milliard gange højere end det samlede mikrobølgespektrum, der udsendes af Solen. Det er rystende at disse ovne overhovedet har lov til at lække, endsige ved reklamerne for ovnene at opmuntre vores børn til at have det sjovt at lære at lave mad med dem!” 

Standarden for mikrobølge lækage, i dag i 2021, er den samme som i 1973: 5 milliwatt pr. centimeter i en afstand af 5 centimeter. Og mikrobølgeeksponeringsniveauerne for hjernen fra hver mobiltelefon, der bruges i dag, er højere end det.

Flåden udsatte på det tidspunkt soldater for lav-niveau mikrobølgestrålingsforskning udført i Pensacola, Florida. Som et ekko af Frey sagde Zaret, at disse eksperimenter er uetiske

“Jeg tror ikke, det er muligt,” sagde han til senatudvalget, “at indhente informeret, uforfalsket samtykke fra nogen ung voksen, som vil acceptere, at de udsættes for stråling, hvor man ikke er sikker på, hvad slutresultatet vil føre til. Også at alle de børn han måtte få på et fremtidigt tidspunkt vil lide af denne stråling.” Han understregede igen de etiske problemer med denne forskning: “Jeg tror, at hvis det blev fuldt ud forklaret for dem, og de fortsat meldte sig frivilligt til projektet skulle der stilles spørgsmålstegn ved deres mentale kapacitet lige fra starten.”

Forskere, der eksperimenterede med fugle, var lige så bekymrede over deres resultater og udstedte advarsler om miljøvirkningerne af den stråling, vores samfund udsatte verden for, der var lige så alvorlige som de advarsler Milton Zaret gav til Kongressen, og de advarsler som Allan Frey gav til flåden.

I slutningen af 1960’erne og fortsatte gennem 1970’erne udsatte John Tanner og hans kolleger ved Canadas National Research Council høns, duer og måger for mikrobølgestråling og fandt skræmmende effekter på alle eksponeringsniveauer. Kyllinger der blev udsat for mellem 0,19 og 360 mikrowatt pr. kvadratcentimeter i ni måneder udviklede tumorer i centralnervesystemet, og fugleleukose – også en type tumor – i æggestokke, tarme og andre organer, som hos nogle fugle nåede “massive proportioner” på “en skala, som aldrig før er set af dyrlæger med erfaring med fuglesygdomme.” Dødeligheden var høj hos de bestrålede fugle. Alle de udsatte fugle, på alle energiniveauer, havde forringet fjerdragt, med fjer tab, knækkede eller snoede og sprøde skafter.

I andre eksperimenter, hvor forskerne bestrålede fuglene med højere effekt, kollapsede fuglene i smerte inden for få sekunder. Det skete ikke kun, når hele fuglen blev bestrålet, men også når kun dens halefjer blev bestrålet, og resten af fuglen var omhyggeligt afskærmet. I andre eksperimenter beviste de at fuglens fjer udgjorde fine modtager antenner til mikrobølger og de spekulerede i, om trækfugle kan bruge deres fjer til at få retningsbestemt information. Videnskabsmændene advarede om, at stigende niveauer af omgivende mikrobølger ville forårsage smerter hos vilde fugle og kunne forstyrre deres navigation.

Maria Sadchikova, der arbejdede i Moskva; Václav Bartoniček og Eliska Klimková-Deutshová, der arbejdede i Tjekkoslovakiet; og Valentina Nikitina, undersøgte officerer fra den russiske flåde, og fandt så tidligt som i 1960, at flertallet af de personer, der blev udsat for mikrobølgestråling på jobbet – selv folk, der var ophørt med at arbejde indenfor området fem til ti år tidligere – havde forhøjet blodsukker eller havde sukker i urinen.

Dyreforsøg viste, at strålingen direkte forstyrrer stofskiftet, og at den gør det hurtigt. I 1962 udsatte V.A. Syngayevskaya i Leningrad kaniner for radiobølger på lavt niveau og fandt, at dyrenes blodsukker steg med en tredjedel på mindre end en time. I 1982 rapporterede Vasily Belokrinitskiy i Kiev, at mængden af sukker i urinen var direkte proportionalt med strålingsdosis samt antal gange dyret blev eksponeret. 

Mikhail Navakitikian og Lyudmila Tomashevskaya rapporterede i 1994, at insulinniveauet faldt med 15 procent hos rotter, der blot blev eksponeret i en halv time, og med 50 procent hos rotter, der blev eksponeret i tolv timer, med pulserende stråling ved et effektniveau på 100 mikrowatt pr. kvadratcentimeter. Dette niveau er sammenlignelig med den stråling, en person modtager i dag, hvor personen sidder direkte foran en trådløs computer, og er betydelig mindre end hvad en persons hjerne modtager fra en mobiltelefon.

Det er blot nogle få af de tusindvis af undersøgelser, der blev udført over hele verden, og som fandt dybtgående virkninger af mikrobølgestråling på ethvert menneskeligt organ samt på funktion og reproduktion af enhver plante og dyr.

Løjtnant Zory Glaser, der af den amerikanske flåde i 1971 blev bestilt til at katalogisere verdens litteratur om sundhedsvirkningerne af mikrobølge- og radiofrekvent stråling, indsamlede 5.083 undersøgelser, lærebøger og konferencerapporter i 1981. Det lykkedes ham at finde omkring halvdelen af den litteratur, der eksisterede på den tid. Det vil sige at omkring 10.000 undersøgelser havde allerede før 1981 bevist, at mikrobølge- og RF-stråling er farlig for alt liv. Se mere her: (a)

Tilbered dit DNA og rist dine nerver

I begyndelsen af 1980’erne besluttede Mays Swicord, der arbejdede ved National Center for Devices and Radiological Health ved Food and Drug Administration (USA), at teste sin formodning om, at DNA resonant absorberer mikrobølgestråling, og at selv et meget lavt niveau af stråling, der, selvom det ikke producerer nogen målbar varme i menneskekroppen som helhed, alligevel kan opvarme dit DNA. Han udsatte en opløsning indeholdende en lille mængde DNA for mikrobølgestråling og fandt ud af, at DNA’et i sig selv absorberede 400 gange så meget stråling som opløsningen, det var i, og at forskellige længder af DNA-strenge resonant absorberer forskellige frekvenser af mikrobølgestråling. Så selvom den overordnede temperatur af dine celler måske ikke hæves til nogen påviselig grad af strålingen, kan DNA’et inde i dine celler blive opvarmet enormt. Swicords senere forskning bekræftede, at det beskadiger DNA, hvilket forårsager både enkelt- og dobbeltstrengede DNA-brud.

Professor Charles Polk fra University of Rhode Island rapporterede i det væsentlige det samme på det 22. årlige møde i Bioelectromagnetics Society i juni 2000 i München, Tyskland. Direkte målinger havde for nylig vist, at DNA er meget mere elektrisk ledende, end nogen havde anet: det har en ledningsevne på mindst 105 siemens pr. meter, hvilket er cirka 1/10 så ledende som kviksølv! En mobiltelefon holdt ind til dit hoved kan bestråle din hjerne ved en bestemt absorptionshastighed (SAR) på omkring 1 watt pr. kilogram, hvilket producerer generel lidt opvarmning.

Polk beregnede dog, at dette niveau af stråling ville hæve temperatur i det indre af dit DNA med 60 grader Celsius i sekundet! Han udtalte, at vævene ikke kan sprede varmen så hurtigt, og at en sådan opvarmning ville bryde bindingerne mellem komplementære DNA-strenge og kunne forklare DNA-brudene, der var rapporteret i forskellige undersøgelser. Og i 2006 spekulerede Markus Antonietti fra det tyske Max Planck-institut, om hvorvidt en lignende type resonansabsorption forekommer i vore nervers synapser. Mobiltelefonen er designet, så den stråling, den udsender, ikke opvarmer din hjerne mere end én grad celsius. Men hvad sker der i det lille miljø omkring en synapse, hvor elektrisk ladede ioner er involveret i at overføre nerveimpulser fra en neuron til en anden?

Antonietti og hans kolleger simulerede forholdene i nerve synapser med små fedtdråber i saltvand og udsatte emulsionerne for mikrobølgestråling ved frekvenser mellem 10 MHz og 4 GHz. Resonansabsorptionsfrekvenserne afhang som forventet af størrelsen af dråberne og andre egenskaber af opløsningen. Men det var størrelsen på absorptionstoppene, der chokerede Antonietti.“Og nu kommer tragedien,” sagde Antonietti. ”Lige præcis der, hvor vi er tættest på forholdene i hjernen, ser vi den stærkeste opvarmning. Der absorberes hundrede gange så meget energi som tidligere antaget. Det her er en rædsel.”

Bestræbelserne fra EPA for at beskytte amerikanerne

Stillet over for en byge af alarmerende videnskabelige resultater etablerede U.S. Environmental Protection Agency (EPA) sit eget forskningslaboratorium for mikrobølgestråling, som fungerede fra 1971 til 1985 med op til 30 fuldtidsansatte, hvor man udsatte hunde, aber, rotter og andre dyr for mikrobølger.

EPA var så foruroliget over resultaterne af sine eksperimenter, at det allerede i 1978 foreslog at udarbejde retningslinjer for menneskelig eksponering for mikrobølgestråling til vedtagelse og håndhævelse af andre føderale agenturer, hvis aktiviteter bidrog til en hurtigt fortykkende tåge af elektromagnetisk forurening over hele nationen. Men der var negativ respons fra de øvrige agenturer.

Food and Drug Administration ønskede ikke, at de foreslåede eksponeringsgrænser skulle gælde for mikrobølgeovne eller computerskærme. Federal Aviation Administration ønskede ikke at de skulle beskytte offentligheden mod kontrol af lufttrafikken eller vejrradarer. Forsvarsministeriet ønskede ikke, at grænserne skulle gælde for militære radarer. CIA, NASA, Department of Energy, Coast Guard og Voice of America ønskede ikke at begrænse den offentlig eksponering for deres egne strålingskilder.

Endelig, i juni 1995, hvor teleindustrien planlagde at placere mikrobølgeenheder i vores hænder og ved siden af hjernen på ethvert menneske, kvinde eller barn, samt at opføre millioner af mobilmaster og antenner i store og mindre byer, landsbyer, skove, dyrereservater og nationalparker i hele landet for at få enheder til at fungere, meddelte EPA, at den ville udstede fase I af sine eksponeringsretningslinjer i begyndelsen af 1996. Federal Communications Commission ville dermed have været forpligtet til at håndhæve disse retningslinjer, mobiltelefoner og mobilmaster ville have været ulovlige, og selvom de ikke var ulovlige, ville teleselskaberne have været udsat for ubegrænset ansvar for den lidelse, sygdom og dødelighed, de ville have forårsaget.

Men sådan skulle det ikke være. For Electromagnetic Energy Association, en industrilobbygruppe, lykkedes med at forhindre, at EPA’s eksponeringsretningslinjer blev offentliggjort. Den 13. september 1995 fratog Senatets Komité for Bevillinger de $350.000, der var blevet budgetteret til EPA’s arbejde med sine eksponeringsretningslinjer og skrev i sin rapport, “Komiteen mener, at EPA ikke bør engagere sig i EMF-aktiviteter.”

Personal Communications Industry Association (CTIA), en anden industrigruppe, lobbyede også Kongressen, som var ved at udarbejde et lovforslag kaldet Telecommunications Act, og en bestemmelse blev føjet til loven, der forbyder stater og lokale regeringer at regulere “personlige trådløse servicefaciliteter” baseret på deres “miljøvirkninger”. Denne bestemmelse fritog teleindustrien fra ethvert ansvar for skader fra både mobilmaster og mobiltelefoner samt tillod industrien at sælge den farligste teknologi, der nogensinde er opfundet, til den amerikanske offentlighed. Folk måtte ikke længere fortælle deres folkevalgte om deres skader ved offentlige høringer. Forskere måtte ikke længere vidne i retten om farerne ved denne teknologi. Ethvert middel for offentligheden til at finde ud af, at trådløs teknologi dræbte dem, blev pludselig forbudt.

Teleindustrien har gjort et så godt stykke arbejde med at sælge denne teknologi, at den gennemsnitlige amerikanske husstand i dag indeholder 25 forskellige enheder, der udsender mikrobølgestråling, og den gennemsnitlige amerikaner bruger fem timer om dagen på deres mobiltelefon, har den i lommen tæt ved kroppen, hele dagen og sover med den, holder den ind mod deres hjerne eller krop hele dagen og hver dag, fuldstændig uvidende om, hvad de gør ved dem selv, deres familie, deres kæledyr, deres venner, deres naboer, fuglene i deres have, deres økosystem og deres planet. De, der overhovedet er klar over, at der er et problem, ser kun tårnene som en trussel, men deres telefon som en ven.

Anden del

I anden del af sin triologi fortæller Arthur Firstenberg om effekten på blod-hjerne-barrieren, hvor den største skade sker ved den reducerede stråling. Han fortæller videre om virkningen på vores insekter, fugle og padder, men kommer også ind på effekten på træerne. Via den tyske biolog Ulrich Warnke minder han os om, at der kun er to langtrækkende kræfter – tyngdekraft og elektromagnetisme – der former alt i universet inklusive vores kroppe, og ignorerer vi det faktum, er det for egen risiko.

Der er ingen dosisrespons for mikrobølgestråling

Salg af mobiltelefoner er og har altid været baseret på løgne og bedrag. Den største løgn er, at de er “low power” enheder, og at det gør dem sikre. Det er en dobbelt løgn. Det er løgn, fordi de ikke har lav effekt. Hvis du lægger en mobiltelefon – og det en hvilken som helst mobiltelefon – i hånden eller ved siden af din krop, bliver du udsat for meget mere mikrobølgestråling fra din telefon, end du får fra nogen mobilmast, og ti milliarder gange så meget elektromagnetisk stråling, som du får fra solen, Mælkevejen eller andre naturlige kilder. Retningslinjerne for eksponering, som er vedtaget af Federal Communications Commission, afspejler denne virkelighed: Mobilmaster har tilladelse til at eksponere din krop med en specifik absorptionshastighed på 0,08 watt pr. kilogram, mens mobiltelefoner har lov til at eksponere din hjerne med en specifik absorptionshastighed på 1,6 watt pr. kilogram, hvilket er tyve gange højere.

Og det er en løgn, da laveffektenheder ikke er mere sikre end højeffektenheder. Grunden til det er, at elektromagnetiske felter ikke er giftstoffer i almindelig forstand, og reglen i toksikologien om, at en lavere dosis er en sikrere dosis, gælder ikke for mikrobølgestråling. Som Allan Frey skrev i 1990:

“Elektromagnetiske felter er ikke et fremmed stof for levende væsener som bly eller cyanid. Med fremmede stoffer gælder, jo større dosis, jo større effekt – et dosis-respons forhold. Levende væsener er derimod elektrokemiske systemer, der bruger lavfrekvente EMF’er i alt fra proteinfoldning gennem cellulær kommunikation til nervesystemets funktion. For at forklare, hvordan EMF’er påvirker levende væsener, kan man sammenligne dem med den radio, vi bruger til at lytte til musik… Hvis du tilfører radioen en passende indstillet EMF også harmonisk, og selvom den er meget svag, vil den forstyrre musikken. På samme måde, hvis vi tilfører et levende væsen et meget svagt EMF-signal, har det muligheden for at interferere med den normale funktion, hvis det er korrekt indstillet. Det er den model, som megen biologisk data og teori fortæller os vi skal bruge, ikke en toksikologisk model.”

Den mest grundige undersøgelse af effekten af blod-hjerne-barrieren, som Frey opdagede i 1975, blev foretaget på Lunds Universitet i Sverige med start sidst i 1980’erne med forskellige kilder med mikrobølgestråling og senere, i 1990’erne og 2000’erne, med egentlige mobiltelefoner. De fandt ikke kun, at der ikke er en dosisrespons, men at der er et omvendt dosisrespons for denne type skader. De udsatte laboratorierotter for det, der nu kaldes 2G mobiltelefonstråling, hvorefter de reducerede strålingens effektniveau ti gange, hundrede gange, tusind gange og ti tusind gange. Og de fandt, til deres overraskelse, at den største skade på blod-hjerne-barrieren ikke skete hos de rotter, der blev eksponeret ved fuld energi, men hos de rotter, der blev udsat for telefoner, hvis stråling var reduceret med en faktor på ti tusinde! Det svarer til at holde en mobiltelefon mere end en meter væk fra kroppen. Lederen af forskerholdet, neurokirurg Leif Salford, advarede om, at ikke-brugere af mobiltelefoner blev beskadiget af deres naboers mobiltelefoner, og at denne teknologi var “verdens største biologiske eksperiment nogensinde.” (a)

Med et yderligere sæt eksperimenter, udgivet i 2003, udsatte Salfords hold unge rotter for det, der nu kaldes en 2G-mobiltelefon, kun én gang i to timer, enten ved fuld kraft eller ved to forskellige niveauer af reduceret strøm, og ofrede dem derefter 50 dage senere for at undersøge deres hjerner. De fandt, at en enkelt eksponering fra en almindelig mobiltelefon, der fungerede ved normal effekt, permanent havde ødelagt op til 2 % af næsten alle rotterne. Beskadigede neuroner dominerede billedet i visse områder af deres hjerner. Da telefonens kraft blev reduceret ti gange, forårsagede det hjerneskade hos hver rotte. Da telefonens kraft blev reduceret hundrede gange, blev denne type permanent hjerneskade observeret hos halvdelen af de udsatte dyr.

Og ved endnu flere eksperimenter, offentliggjort i 2008, udsatte de rotter for en mobiltelefon i to timer en gang om ugen i et år, mens de stadig brugte det, der nu kaldes en 2G-mobiltelefon. De udsatte rotter led af nedsat hukommelse, uanset om de blev eksponeret ved et SAR-niveau på 60 milliwatt per kilogram eller 0,6 milliwatt per kilogram. Med andre ord, at reducere strømniveauet med en faktor på hundrede gjorde ikke mobiltelefonen mindre farlig.

Manglende dosis respons er blevet rapporteret igen og igen. Fysikeren Carl Blackman brugte en stor del af sin karriere hos Environmental Protection Agency på at finde ud af, hvorfor ikke kun bestemte frekvenser, men også bestemte effektniveauer af RF-stråling får calcium til at strømme ud af hjerneceller. Ross Adey ved UCLA, Jean-Louis Schwartz ved National Research Council of Canada og Jitendra Behari ved Jawaharlal University i Indien rapporterede det samme. Genetikeren Sisir Dutta, der studerede det samme fænomen på Howard University i 1986, fandt toppe af calciumflow ved SAR niveauer på 2 W/kg og 1 W/kg, og også ved ,05, ,0028, ,001, ,0007 og ,0005 W/kg, med en vis effekt helt ned til ,0001 W/kg. Effekten ved 0,0007 W/kg SAR var firedobbelt af effekten ved 2,0 W/kg, med andre ord resulterede en 3.000 gange reduktion i effektniveau i en 4 gange stigning i calciumforstyrrelser. Frekvensen var 915 MHz, samme frekvens som senere skulle bruges til mobiltelefoner.

Maria Sadchikova og hendes sovjetiske kolleger undersøgte i 1960’erne og 1970’erne hundredvis af arbejdere, der var udsat for mikrobølgestråling på jobbet, og fandt konsekvent ud af, at de mest syge arbejdere var dem, der blev udsat for de laveste, ikke de højeste effektniveauer.

Igor Belyaev, ved Stockholm Universitet, fandt ud af, at genetiske effekter opstod ved specifikke frekvenser, og at størrelsen af effekten ikke ændrede sig med effektniveauet i størrelsesordener over 16, helt ned til 0,0000000000000000001 watt pr. kvadratcentimeter, et niveau, der er en kvadrillion gange lavere end hvad en mobiltelefon leverer til ens hjerne.

Dimitris Panagopoulos ved universitetet i Athen fandt ud af, at frugtfluer, der blev udsat for en mobiltelefon i kun et minut om dagen i fem dage, producerede 36 procent færre afkom end fluer, der slet ikke blev udsat. Da han udsatte dem for telefonen i seks minutter om dagen i fem dage, reducerede det antallet af deres afkom med 50 til 60 procent. Og den maksimale effekt opstod, når mobiltelefonen var omkring én fod væk fra fluerne, ikke når den rørte ved hætteglasset, som fluerne var i. Ved yderligere forskning viste han, at effekten skyldes DNA-skader og en deraf forårsaget celledød, der skyldtes strålingen.

I et andet eksperiment udsatte Panagopoulos’ kollega, Lukas Margaritis, frugtfluer for forskellige frekvenser af RF-stråling ved eksponeringsniveauer fra 0,0001 watt pr. kilogram til 0,04 watt pr. effektniveauer i kun 6 minutter forårsagede en betydelig mængde ovariecelledød.

Og i yderligere forskning udsatte Margaritis team frugtfluer for en mobiltelefon enten én gang i 6 minutter, én gang i 12 minutter, 6 minutter om dagen i 3 dage eller 12 minutter om dagen i 3 dage. Under hver tilstand forårsagede telefonen en tredobling til seksdobling af mængden af ovariecelledød. Holdet afprøvede også andre kilder til mikrobølgestråling i mellem 10 og 30 minutter om dagen i op til 9 dage og fandt ud af, at hver af dem reducerede antallet af afkom med mellem 11 og 32 procent. Mobiltelefonen og den trådløse telefon havde den største effekt, men Wi-Fi, babyalarmen, Bluetooth og mikrobølgeovnen reducerede også fluernes frugtbarhed markant.

Virkningerne på insekter er så tydelige, at selv en gymnasieelev nemt kan demonstrere dem. I 2004 udsatte Alexander Chan, en andenårs studerende på Benjamin Cardozo High School i Queens, New York, frugtfluelarver dagligt for en højttaler, en computerskærm og en mobiltelefon til et acceptabelt videnskabeligt projekt og observerede deres udvikling. De fluer, der blev udsat for mobiltelefonen, udviklede ikke vinger.

Hvad gør vi ved naturen?

Det er ikke kun fugle vi plager og desorienterer, men, som vi ved nu, også insekter. Det ser ud til, at alle mindre væsner, som har antenner, bruger dem til at sende og modtage elektronisk kommunikation – kommunikation, der bliver forstyrret og overdøvet af den meget mere kraftfulde kommunikation fra vores trådløse enheder.

Når honningbier udfører deres logrende dans for at informere hinanden om placeringen af fødekilder, er det ikke kun en visuel dans, men en elektromagnetisk dans. Under dansen genererer de elektromagnetiske signaler med en modulationsfrekvens mellem 180 og 250 Hz. Og de sender en anden slags signal, som er blevet kaldt “stop”-signalet, op til 100 millisekunder lange, med en frekvens på 320 Hz. Stopsignalet bruges, når kolonien allerede har nok mad, og det får danserne til at stoppe med at danse og forlade dansegulvet. Uwe Greggers ved Freie Universität Berlin opdagede, at bier vil begynde at gå og aktivt bevæge deres antenner som reaktion på kunstigt genererede elektromagnetiske felter, der imiterer de naturlige signaler, selv i mangel af visuelle eller auditive signaler. Bier, hvis antenner han havde fjernet eller belagt med voks, reagerede ikke på disse signaler.

Bestøvning er også afhængig af elektromagnetisk kommunikation – mellem bier og blomster. Bier bærer positivt ladninger på deres kroppe ved at flyve i det globale atmosfæriske elektriske felt, mens blomster, der er forbundet med jorden, bærer en negativ ladning. Dominic Clarke fra University of Bristol har bevist, at dette ikke kun letter pollenoverførslen fra blomster til bier, bierne fornemmer og tiltrækkes ikke kun af blomsternes farver, men også af de forskellige mønstre i deres elektriske felter. Det elektriske felt i en blomst formindskes umiddelbart efter at den har haft besøg af en bi, og andre bier “ser” dette og besøger kun blomster, hvis elektriske felt er robust. Mens honningbier ser markerne med deres antenner, ser humlebier markerne mere med håret, der dækker deres krop, hvilket ikke kun gør dem til de karakteristiske væsner der er, men også fungerer som en slags antenne.

I 2007 udgav den tyske biolog Ulrich Warnke et vigtigt hæfte på både engelsk og tysk med titlen Bees, Birds and Mankind: Destroying Nature by “Elektrosmog” (Bienen, Vögel und Menschen: Die Zerstörung der Natur durch ‚Elektrosmog’). I den mindede han os om, at der kun er to langtrækkende kræfter – tyngdekraft og elektromagnetisme – der former alt i universet inklusive vores kroppe, og ignorerer vi det faktum er det for egen risiko. Elektricitet er livets grundlag, advarede han, og “denne ødelæggelse af livets grundlag har allerede udslettet mange arter for evigt.” Vi kan ikke nedsænke vores verden, sagde han, i et hav af elektromagnetisk stråling, der er op til 10.000.000.000 gange så stærk som den naturlige stråling, en stråling som vi udviklede os med, uden at ødelægge alt liv. Han opsummerede den forskning, han og andre havde lavet med honningbier. Det er ikke underligt, skrev Warnke, at bier forsvinder over hele verden. (b)

Isle of Wights sygdommen

De begyndte at forsvinde ved begyndelsen af radioens tidsalder. På den lille ø, der ligger ud for Englands sydkyst, hvor Guglielmo Marconi sendte verdens første langdistance radiotransmission i 1901, på det tidspunkt begyndte honningbierne at forsvinde. I 1906 var øen, der nu havde den største tæthed af radiotransmissioner i verden, næsten tømt for bier. Tusinder, der var ude af stand til at flyve, blev fundet kravlende og døende på jorden uden for deres bistader. Sunde bier importeret fra fastlandet begyndte at dø inden for en uge efter ankomsten. I de følgende årtier spredte Isle of Wights sygdommen sig sammen med radioudsendelser til resten af Storbritannien og til Italien, Frankrig, Schweiz, Tyskland, Brasilien, Australien, Canada, Sydafrika og USA. I 1960’erne og 1970’erne ændrede dens navn til “forsvindings sygdommen.” Det blev alvorligt i slutningen af 1990’erne med den trådløse revolution og blev en verdensomspændende nødsituation i 2006, hvor den blev omdøbt til “kolonisammenbrudsforstyrrelsen.” I dag er ikke kun tambier, men alle vilde bier der er i fare for at uddø.

Padderne forsvinder

Padder forsvinder ikke kun, men et stort antal paddearter er allerede uddøde, selv i de mest afsidesliggende, uberørte områder af verden – uberørte, det vil sige bortset fra kommunikationsmaster og radarstationer, der udsender mikrobølgestråling. Padder er de mest sårbare af alle klasser af dyr på planeten over for elektromagnetisk stråling, og de har været aftagende og udryddet siden 1980’erne. Da jeg så på dette i 1996, var hver art af frøer og tudse i Yosemite National Park ved at forsvinde. I Monteverde Cloud Forest Preserve i Costa Rica var den berømte og højt beskyttede gyldne tudse uddød. Otte ud af tretten frøarter i et brasiliansk regnskovsreservat var uddøde. Den berømte mave-broodende frø i Australien var uddød. Femoghalvfjerds arter af de farverige harlekinfrøer, der engang prydede vandløb i troperne på den vestlige halvkugle, var uddøde. I dag er mere end halvdelen af alle kendte slags frøer, salamandere og caecilianer (slangelignende padder), der udgør 4.300 arter, enten uddøde eller i fare for at uddø.

I 1996, da mobilmaster marcherede ind i de fjerntliggende områder af USA, begyndte mutante frøer at dukke op i tusindvis i søer, vandløb og skove overalt i det amerikanske midtvest. Deres deforme ben, ekstra ben, manglende øjne, malplacerede øjne og andre genetiske fejl skræmte skolebørnene på deres studieture.

I 2009 lavede dyrelivsbiolog Alfonso Balmori et simpelt, indlysende eksperiment på balkonen i en lejlighed i Valladolid, Spanien, ikke langt fra en mobilmast, et eksperiment, der beviste, hvad der skete: han holdt haletudser i to identiske tanke, undtagen over en af dem, som han draperede med et tyndt lag stof, der var vævet med metalliske fibre, som kun lukkede luft og lys ind, men holdt radiobølgerne ude. Resultaterne chokerede selv Balmori: I løbet af en periode på to måneder var 90 procent af haletudserne i tanken uden afskærmning døde, mod kun 4 procent i den afskærmede tank.

Lignende afskærmningseksperimenter har bekræftet, hvad der sker med fugle, og hvad der sker med vores skove.

Forskere ved universitetet i Oldenburg i Tyskland var chokerede over at opdage, at de trækkende sangfugle, de havde studeret, ikke længere var i stand til at orientere sig mod nord om foråret og mod sydvest om efteråret. Ved en mistanke om, at elektromagnetisk forurening kunne være den ansvarlige, gjorde de med deres fugle, hvad Balmori gjorde med sine haletudser et par år senere: de beskyttede volieren mod radiobølger om vinteren med aluminiumsplader. “Effekten på fuglenes orienteringsevne var stor,” skrev forskerne. Fuglene orienterede sig alle mod nord det følgende forår.

Og i 2007, i et baggårdslaboratorium ved foden af Colorados Rocky Mountains, besluttede Katie Haggerty at lave det samme eksperiment med aspefrøplanter. Hun ønskede at finde ud af, om radiobølger var ansvarlige for tilbagegangen af aspetræer over hele Colorado, en tilbagegang der var begyndt i 2004. Hun dyrkede 27 aspetræer – ni uden nogen afskærmning, ni med aluminiumsvindue omkring deres potter, som holdt radiobølgerne ude, og ni med glasfiberafskærmning, som holdt lige så meget lys ude, men lukkede alle radiobølgerne ind. Efter to måneder var de nye skud på de radioafskærmede aspe 74 procent længere, og deres blade 60 procent større end dem på enten de falske afskærmede eller de uafskærmede aspetræer. Og om efteråret havde de afskærmede træer store, sunde blade i strålende efterårsfarver, som aspene er berømte for: lys orange, gul, grøn, mørkerød og sort. De falske og uafskærmede træer havde små blade der var trist gule og grøne, dækket af grå og brune områder med forfald. Det eneste, der havde ændret sig i Colorados Rocky Mountains i 2004, var installationen af et nyt nødkommunikationssystem kaldet Digital Trunked Radio System bestående af 203 radiotårne, hvis transmissioner dækkede hver kvadratcentimeter af staten.

Tredje del

Mobiltelefoner er ikke kommet for at blive

Det er ikke kun din bilruder der ikke længere bliver plasket til med insekter, det gælder nu over hele verden.

Hvis folk ikke er villige til at opgive deres mobiltelefoner, så har vores planet ikke lang tid at leve i, skriver Firstenberg og mobiltelefoner vil dø sammen med jorden. I begge tilfælde er mobiltelefonen ikke kommet for at blive.

Han beder os indtrængende om at være en del af løsningen og være med til at arbejde hen imod en genopretning af ​​vores hjem. Har du endnu ikke har underskrevet den internationale appel om at stoppe 5G på jorden og i rummet er det nu du skal gøre det: https://www.5gspaceappeal.org/.

Den dag, den digitale mobiltelefontjeneste begyndte i New York City, var jeg væk hjemmefra til en 3-dages jurakonference. Den dag jeg kom hjem blev jeg svimmel. Inden for et par dage fik jeg også kvalme, og havde ukontrollerbare rystelser. Jeg fik mit livs første astmaanfald. Mine øjenæbler føltes som om de bulede ud, mine læber føltes tørre, fede og hævede, jeg mærkede et tryk i mit bryst, og bunden af ​​mine fødder gjorde ondt. Jeg blev så svag, at jeg ikke kunne løfte en bog. Min hud blev så følsom, at jeg ikke kunne holde ud at blive rørt ved, og jeg kunne næsten ikke holde ud at have mit tøj på. Mit hoved brølede som et godstog. Efter den fjerde dag kunne jeg hverken sove eller spise. I løbet af den sjette nat gik mit strubehoved i spasmer tre gange. Hver gang det skete, kunne jeg ikke trække vejret ind eller ud, og jeg troede, at jeg skulle dø. Jeg tog hjemmefra næste morgen, for aldrig at vende tilbage.

Dette skete ikke kun for mig, eller blot for nogle få mennesker. Fra den 14. november 1996, den dag Omnipoint Communications tændte for alle disse mobilmaster, blev hundredtusindvis af New Yorkere pludselig syge. Mange troede, at de havde fået et hjerteanfald, et slagtilfælde eller et nervøst sammenbrud. Sundhedsstyrelsen kaldte det en influenzaepidemi, og den varede indtil efter maj måned. De undrede sig ikke over, hvorfor det på det tidspunkt kun ramte New York og ikke nogen af de nærliggende byer. Ugentlige dødelighedsstatistikker fra Centers for Disease Control afslørede en stigning i dødeligheden i byen på 17 procent, startende fra den 17. november, og varede i 11 uger, og dræbte 2.300 mennesker.

Epidemien ramte ikke Boston før det følgende år, hvor Sprint begyndte deres service der den 12. november 1997. Dødeligheden steg med 15,5 % i 16 uger. Det ramte San Diego, da Pacific Bell begyndte deres service der den 1. november 1996, og varede i 17 uger og øgede dødeligheden med 14,5 %. Det ramte ikke den nærliggende Los Angeles før den følgende sommer, da Pacific Bell begyndte at servicere byen den 3. juli 1997, og dødeligheden steg med 30 % i de næste 15 uger. Det ramte Philadelphia i foråret, da Sprint begyndte at betjene byen den 3. april 1997, og Detroit i efteråret, da Sprint begyndte at betjene byen den 15. oktober 1997. Det ramte Jacksonville, Florida det foregående efterår, da Powertel begyndte at betjene byen d. 15. oktober 1996. Det ramte Chicago, Milwaukee, Austin, San Antonio, Fort Worth, Houston, Atlanta, Fresno, Spokane, Portland, Sacramento, Charlotte og Tulsa, og begyndte i hver by den dag, hvor den digital mobiltelefontjeneste blev tilgængelig i den pågældende by.

Jeg lærte i 1996, at energi niveauet ikke betyder noget. Efter at mikrobølgestrålingen næsten havde dræbt mig i Brooklyn efter kun seks dages eksponering, var jeg sikker på, at strålingsniveauerne måtte være skyhøje, og jeg hyrede en professionel ingeniør, Stuart Maurer, til at tage tilbage til mit hus med sin spektrumanalysator for at måle strålingen. Jeg kom dagen efter ned fra mit motelværelse i upstate New York for at møde ham. Til min forbavselse var det højeste niveau, han målte, noget sted i mit hus, 0,0001 mikrowatt pr. kvadratcentimeter. Jeg havde tydeligvis stadig meget at lære om mikrobølgestråling, og mange af de ting, jeg troede, jeg vidste, var forkerte.

Det samme sker nu med 5G, men denne gang giver samfundet en coronavirus skylden i stedet for at give skylden til en influenzavirus. Og denne gang sker det alle steder på én gang i stedet for én by ad gangen. Den 13. oktober 2020 udsendte Verizon en pressemeddelelse, der annoncerede tilgængeligheden af ​​sit 5G-netværk i hele USA, og samme dag udsendte Apple en pressemeddelelse, der annoncerede lanceringen af ​​sin 5G-telefon, iPhone 12. iPhone 12 og 12 Pro var tilgængelige i butikkerne den 23. oktober, og iPhone Mini og Max var tilgængelige i begyndelsen af ​​november. Og i alle stater undtagen to begyndte dødeligheden pludselig at stige fra den 24. oktober eller kort efter, og ikke senere end den 21. november. De to undtagelser var Wisconsin, hvor dødeligheden begyndte i ugen den 17. oktober, og på Hawaii, som ikke havde en væsentlig stigning i dødsfald sidste vinter. På landsplan steg dødeligheden i gennemsnit med 25 % i 20 uger, og 300.000 mennesker døde.

Det sker overalt på én gang også for fugle, insekter, dyreliv og planteliv. En korrespondent i Knoxville, Tennessee skrev til mig i sidste uge:

“De sidste par måneder har jeg haft bemærket 5 humlebier på vores blomster, som viste sig at være lammet. Vi har desværre Verizons 5G Ultra Wideband meget tæt på vores hjem, som kun er tilgængelig udenfor, og jeg tror, ​​de bliver påvirket af det. Vi tog 4 af dem ind i vores hus, på forskellige tidspunkter, og 3 af de 4 blev genoplivet inden for cirka 5 minutter, hvorefter jeg slap dem fri udenfor igen. Den 4. tog det lidt over en time at genoplive, før den var i stand til at flyve.”

En anden observatør i East Dover, Vermont, skrev for et par dage siden:

“Vi dyrker 3 acres solbær, 200 blåbærbuske (11 sorter) og en enkelte andre forskellige bærplanter. Vores lille gård er certificeret økologisk med 8 certificerede åbne acres (kun 3 plantet) og resten af ​​de 31 acres er skovklædt. Solbær blomstrer tidligt, og vores 4 sorter blomstrer alle inden for få dage efter hinanden. Der er så mange forskellige bestøvende insekter, der kommer til markerne, inklusive en bestemt type humlebi med en rød midte. Det er vidunderligt at se og høre alle de forskelligartede insekter, der summende arbejder.”

”I foråret, da jeg gik ned ad rækkerne og beundrede alle blomsterne i det forreste område, stoppede jeg pludselig, for der var næsten helt stille. Der var to humlebier blandt de 2.225 solbærbuske, og deres summen var særlig tydelig, fordi alt var så stille. Da jeg nævnte det for en femte generations æbleavler, sagde han, at der ikke kun manglede bestøvere i år, timingen af ​​alt var ude af trit. For eksempel var hans asparges to uger for tidligt (vores var også). Sammenlignet med 2020 var vores solbærblomstringstider 2 uger for tidligt i år. Det var et koldt forår, men jeg ville tro, at det ville forsinke blomstringen. Så det er en anden grund til, at insekterne ikke var i nærheden endnu. To uger er rigtig meget tid! Blåbærrene var også generelt tidligere, og den sædvanlige række af blomstring gennem sorterne blev ændret.”

“Den næste dag løb jeg over til Forever Wild, en honningbiavler, og sikrede mig en palle med fire bistader. Det var for koldt til, at de kunne flyve, så de blev i deres bistader midt i en smuk opblomstring af solbær. Tilsyneladende vil humlebier flyve, når de er nede i 50’erne, men honningbier har brug for, at det er mindst 59 grader (Fahrenheit). Honningbibonden fortalte, at de bestøver en fjerdedel af hele staten (Vermont), og at alle kollegaerne nordpå (for det meste æbledyrkere) talte om det samme – ingen bestøvere og specifikt ingen humlebier.”

“Et anden kuriosum i år var, at vi havde meget få japanske biller. Det kan skyldes, at det var et ekstremt vådt år, men det er interessant at bemærke, at billerne og humlebierne begge overvintrer under jorden. Også, da jeg besøgte mine forældre i september i Concord, MA, påpegede min mor, hvordan alle egetræerne havde mørke pletter på sig. Alle vores træblade har de samme pletter her i det sydlige Vermont og især på bøg og bævreasp. Jeg plantede vores første bærplanter i 2014, så jeg har ikke megen personlig erfaring med at eje og drive en gård, men jeg håber at fortsætte mine observationer og planlægger at genskabe det eksperiment med aluminiumsscreening, som Katie Haggerty gjorde dog ikke med solbær.”

En naturforsker i Grækenland, Diana Kordas, skrev i oktober fra øen Samos i det østlige Middelhav:

“Jeg bor på landet et par kilometer fra hovedbyen på Samos, Vathi, som ligger for enden af ​​en stor bugt og overfor turistlandsbyen Kokkari. I juli denne sommer, 2021, blev et forsøgs 5G-celletårn tændt over Kokkari. Celletårnet ligger på den anden side af bugten i forhold til os, det ene af dets to paneler peger direkte mod os, og er i samme højde over havets overflade som vores ejendom. Det er cirka 6 kilometer væk.”

Hvor vi bor er vi omgivet af mobilmaster ​​og boostere (14 i alt), der opererer på 2G, 3G og 4G frekvenser. Der er sket en gradvis formindskelse af insekt- og fuglelivet de seneste par år, især siden 2014, hvor 4G kom hertil. Mange arter er ramt; vi mistede de sidste ildfluer (hvor vi plejer at have mange) for to somre siden. Det er år siden, vi har måtte sprinkle bilens forrude, mens vi kørte. Men siden 5G-celletårnet på den anden side af bugten gik i luften, har vi mistet næsten alle vores bestøvere og mange flere.”

”I den tidlige del af sommeren havde vi rigtig mange bestøvere: humlebier, honningbier, mange slags vilde bier, snedkerbier, hvepse af alle slags samt svirrefluer. Vi har en tendens til at lægge mærke til dem, fordi vi dyrker alle vores frugter og grøntsager selv. Vores tidlige sommerafgrøder blev bestøvet uden problemer, men meloner, tomater og courgetter (zucchini), som vi plantede i begyndelsen af ​​juli, har givet meget lidt frugt, da der ikke kom mange bestøvere, på trods af ar der var mange blomster. Ikke en eneste courgette er blevet bestøvet, og tomaterne gav kun 3 frugter; melonerne (ikke så mange, som vi havde forventet) ser ud til at være blevet bestøvet af bittesmå natflyvende møl.”

“Vi ejer tre en halv hektar jord, hvilket er en stor ejendom for øen. Der er mange store træer (fyrretræer, cypresser, johannesbrød, vilde pistacie, oliven, mandler og en lund med ekstremt sjældne gummimastiktræer) og nogle frugttræer (abrikoser, blommer og pærer) samt græsmarker og vilde planter. Jeg skal her bemærke, at vi ikke bruger pesticider af nogen art, og vi har ingen tilstødende naboer, der bruger pesticider; endvidere er det meste af området omkring os vildt både op ad bjerget og ned til havet. Vores egen jord har aldrig været udsat for pesticider, og jeg vil mene, at det samme sandsynligvis gælder for det meste af jorden omkring os. Det er IKKE et pesticidproblem.”

”Vi holder også vores jord så vild som muligt, og bortset fra de parceller, vi dyrker, får de vilde planter lov til at vokse frit: græsser, blomster (mange orkideer) og en masse vild fennikel. Der er mange buske og hække (jeg kender ikke de engelske navne for disse planter). Mange af træerne er over 100 år gamle, og nogle af cypresserne er over 300 år gamle.”

“Når vi planter, er vi tilbøjelige til at blande og plante blomstrende basilikum og zinnias, da de, når de står blandt de andre planter, tiltrækker bestøvere. Vi sætter også underkopper med vand frem, som de kan drikke af — bier bliver tørstige. Vi har normalt masser af bier, sommerfugle, svirrefluer, hvepse osv. af mange arter, og vi havde mange bestøvere indtil for nylig. Nedgangen begyndte i juli, da masten gik i drift. “

“Bierne og andre bestøvere, og faktisk de fleste af insekterne, er nu næsten alle væk. Vi ved det af flere grunde: et er hvad vi ser (eller ikke ser) på grøntsagsbedene, noget andet er hvad vi ser generelt (eller ikke ser, hvilket næsten ikke er noget) og vigtigst hvad vi ikke ser på johannesbrødtræerne. Hvert år på denne tid blomstrer han-johannesbrødene rigeligt og tiltrækker hundredvis af bestøvere: bier af alle slags, hvepse, gedehamse og svirrefluer. Du kan ikke komme i nærheden af ​​disse træer uden at være opmærksom på en høj summen, og insekterne har travlt hele dagen. Træerne blomstrer i omkring en måned, hvor de er i fuld blomst, og til dato har der stort set intet været på dem: en humlebi, en honningbi, et par gedehamse, et par fluer af forskellige arter, et par små vilde bier. Vi tjekker mange gange om dagen, hver dag.”

“Dette skyldes heller IKKE vejret. Siden johannesbrødtræerne gik i blomst har vi haft en række forskellige vejrmønstre, fra stærk nordenvind til en ret kraftig sydlig vind, afbrudt med en hel del stille dage. Det har regnet en gang. Temperaturerne er omtrent gennemsnitlige for årstiden. Vind eller ingen vind, varm eller kølig, der er stort set ingen bestøvere på johannesbrødene.”

“En dag tjekkede vi også for bier på hvert johannesbrød, vi kunne finde mellem her og Kokkari, og vi kunne ikke finde nogen insekter på nogen anden blomstrende johannesbrød – eller insekter overhovedet, bortset fra nogle få fluer.”

“De blomstrende johannesbrød er en god indikator for bestøvere, fordi de tiltrækker så mange. Visse planter er gode til det, f.eks. katteklo, en tornet klatrende vinstok, som har meget sødt duftende blomster og blomstrer i denne sæson (vi har heller ikke set nogen bestøvere på dem) og løgblomster, som vil tiltrække alle de typer hvepse og gedehamse der er (men ikke bier). Vi har ikke løgblomster på nuværende tidspunkt, men ved tidligere lejligheder, hvor vi har haft, fik vi store mængder hvepse og gedehamse, herunder mange arter, vi ikke kendte.”

“Mens jeg skriver dette, har vi på vores område mistet ikke kun bier, men alle mulige andre insekter: biller af alle slags, inklusive oldenborrer og mariehøns, spindende edderkopper, mantiser, møl og sommerfugle (vi får altid store skyer af Sandrandøje på fyrretræerne i juli-august, men næppe nogen i år), guldsmede af alle slags, græshopper og græshopper. Oktober er en årstid for guldsmede, og vi har lige nu det varme, stille vejr, hvor de kommer i tusindvis. I år har vi måske 1/100 af det sædvanlige antal. Vi har et par gedehamse (ikke nær så mange som normalt), hestefluer (færre end normalt) og fluer (som af alle insekterne ser ud til at være mindst ramt).”

“Vi har stadig myg, men jeg tror, ​​at grunden til det er, at de yngler i vores cisterne, som har stenvægge som er to meter tykke og et cementtag – den er beskyttet mod elektromagnetiske felter. Myggene kommer ind gennem overløbsrøret og bittesmå huller i de sten, der dækker afløbshullerne. Vores nabo, som har en åben cisterne, havde tusindvis af myggelarver i vandet (og et stort myggeproblem) tidligere på sommeren, har nu ingen myg. Jeg tjekkede, og der er ingen larver i hans cisterne vand længere.”

“Jeg kan kun tro, at 5G-mobilmasten har afstedkommet disse ting, for intet andet kan være årsag til det pludselige, alvorlige fald i antallet af insekter her. Masten gik i luften i juli, og de tab, vi ser, er sket siden juli. Jeg tror også, at vi ser et fald i antallet af små gnavere: rotter, mus og studsmus. Vi mister ikke frugt og grønt til mus eller rotter, hvilket vi altid gør. Også på et vildt stykke land som dette er man tilbøjelig til at finde spor af dem, eller at fange haler, der pisker væk i lyset fra en fakkel om natten, eller at høre dem (trærotter kan være ret støjende), og det ser ud til at de er også forsvundet eller på vej til at forsvinde. Min nabo bliver ved med at finde døde rotter, men han forgifter dem aldrig, så det er ikke det de er døde af.”

”Vi ser også ændringer i dyrs adfærd. Vi fodrer en række guldsjakaler, som har problemer med at jage på grund af mangel på dyreliv i området. I Samos-bugten er vi allerede omgivet af mange mobilmaster ​​og boostere, foruden det nye 5G-celletårn, og dyrelivet inklusive insekter og fugle har været i tilbagegang i årevis. Men i løbet af de sidste par uger er antallet af sjakaler, der kommer til os, tredoblet, og de udviser symptomer på ekstrem angst, følger os rundt om aftenen og begynder nu også at dukke op om dagen (de er primært nataktive). Det er vilde dyr, som vi ikke behandler som kæledyr, men nogle af dem bliver meget klæbrige, kommer så tæt på som inden for flere fod og sidder i perioder kun få meter væk. Nogle af dem, som ikke var aggressive før, er begyndt at blive meget aggressive over for andre sjakaler, og slagsmål bryder altid ud.”

”Området oplever også problemer med vildsvin, som også leder efter føde. Vi har haft flere alt for tætte møder med disse store og farlige dyr (som også dukker op på tidspunkter før solnedgang, hvilket de ikke burde,) og graver store dele af vores jord op om natten. Jeg blev opsøgte af en og det samme er min mand. Mange mennesker ser dem om dagen, og de har gravet haver, lunde og siderne i vejen op. Det er aldrig sket før.”

“Antallet af fugle er faldende. Vi har stadig ret store mængder af musvitter og sorthovedet sanger, som har en tendens til at holde sig til det dybe dække af tykke hække og store træer, men vi har mistet alle gransangere og bogfinker. Vi har et par solsorte, men det er længe siden, vi har set en sangdrossel eller en gærdesmutte. Ravnen er ikke kommet længere nordfra, selvom de burde være kommet nu. Vi har et par natugler, men de små ugler er forsvundet. Vi får skovskader og krager, et par ringhalsduer (aftagende) og skovduer, som er blevet til et lille antal på det seneste. Antallet af måger (gulbenede måger) er faldende, og de shag, som altid var på stranden ved vores jord, er helt forsvundet. Vi får færre rovfugle — vi har normalt spurvehøge, Eleonorafalk, høge, musvåger og korttåede ørne, men de undgår dette område nu, selvom vi ser dem andre steder, såvel som ravne.”

”Vi har stort set ingen trækfugle set i dette område i dette efterår: et par fluesnappere, et par rødryggede tårnskader og en flok småmåger, der flyver ud på havet er alt. Vi har hørt, men så ikke en flok bi-ædere, som ikke gjorde stop her, som de plejer.”

“Som konklusion har mobilmasterne ​​generelt mindsket antallet af insekter og bestøvere i dette område, ligesom antallet af fugle og dyrelivet generelt. Det nye 5G-mobilmaster har haft en ødelæggende effekt på meget kort tid, men det er umuligt at overskue de fulde konsekvenser før tidligst næste forår.”

____________

De af jer, der husker bilforruder sprøjtet til med insekter, haver, der var oversvømmet af sommerfugle og summende af bier, det høje kor af græshopper på marker, og frøer i damme samt tække flokke af sangfugle, der synger af fuld kraft, vil forstå, hvad jeg her har på hjertet. Mobiltelefoner er ikke kommet for at blive. Om folk frivilligt vil opgive dem, er et andet spørgsmål.

Hvis folk villigt vil opgive mobiltelefoner, vil den pludselige og dramatiske forbedring af alles sundhed og følelse af velvære og en tilbagevenden af ​​alle vores tabte og forsvundne artsfæller, som stadig forsøger at dele jorden med os, genoprette håbet for mennesket samt være katalysator for andre ændringer, der pludselig bliver mulige. Vigtigst af alt er ophøret af minedrift og brugen af fossile brændstoffer, som omdanner ilten i vores luft til kuldioxid, forsurer vores oceaner, forurener vores floder, søer, vandløb og grundvand samt fylde oceaner, land, atmosfære og os selv med partikler af plastik.

Hvis folk ikke er villige til at opgive deres mobiltelefoner, så har vores planet ikke lang tid at leve i, og mobiltelefoner vil dø sammen med jorden. I begge tilfælde er de ikke kommet for at blive.

Vær med til at arbejde hen imod en genopretning af ​​vores hjem. Hvis du endnu ikke har underskrevet den, skal du underskrive den internationale appel om at stoppe 5G på jorden og i rummet (https://www.5gspaceappeal.org/) . Hvis din organisation har konsultationsstatus i FN og har mulighed for formelt at indsende denne appel til FN, skal du kontakte Arthur Firstenberg. Hvis din organisation er imod 5G, og du endnu ikke har underskrevet den, så kontakt Arthur Firstenberg på info@cellphonetaskforce.org om at underskrive det juridiske brev, der støtter vores sag i Højesteret.

Download, gem og distribuer del I, del II og del III af denne serie. Hvis du stadig ejer eller bruger en mobiltelefon, så smid den væk nu, og hvis du ikke har en fastnettelefon, så anskaf dig en.

Kilder og noter:

Første del:
https://www.cellphonetaskforce.org/wp-content/uploads/2021/10/The-Most-Dangerous-Technology-Ever-Invented-Part-One.pdf

a) Dr. Zorach (“Zory”) R. Glaser donerede sine RF / mikrobølge-forskningsarkiver (1) om virkningerne af elektromagnetisk og radiofrekvent stråling til Associate Professor Magda Havas fra Trent University. (2)
Dr. Glaser samlede mere end 6.000 dokumenter, der omfatter forskning fra Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, fra det amerikanske militær, og fra den amerikanske regering, dokumenter, der har haft begrænset distribution.
Den amerikanske regering og militæret var klar over de skadelige virkninger for mere end 50 år siden. Interne forsøg på at advare centrale militære og statslige udvalg, om at denne stråling var skadelig, og at retningslinjerne skulle reduceres, gik dog upåagtet hen.
Glaser (3) udarbejdede sit første bibliotek med radiofrekvens (RF) / mikrobølge bioeffekter i 1971 (PDF, 12,7 MB) som et resultat af sin ph.d.
Hans undersøgelser af ikke-ioniserende strålingseksponering fra RF / mikrobølgekilder – og potentielle bivirkninger på militært personel – førte til udviklingen af ​​RF-bioeffektlaboratoriet ved Naval Medical Research Center.
Herefter finansierede, styrede og udførte han forskning i RF / mikrobølge bioeffekter ved flådens bureau for medicin og kirurgi (som Radiation Medicine Program Assistant) og derefter ved Naval Medical Research and Development Command som Radiation Program Manager og som ansvarlig officer og seniorforsker (ved det ikke-ioniserende strålingsbioeffekt laboratorium ved Naval Surface Weapons Center).
Derefter overgik han til US Public Health Service og begyndte at arbejde som leder af RF / Microwave Radiation Criteria Document for National Institute for Occupational Safety and Health (NIOSH), hvor han fortsatte sin forskning i menneskers sundhedseffekter af radiofrekvens. og mikrobølgestråling.
Senere flyttede han til Bureau of Radiological Health, hvor han fungerede som eksekutivsekretær for Udvalget for Teknisk Elektronisk Produktstrålingssikkerhed (et rådgivende udvalg til kommissæren for U.S. Food and Drug Administration, FDA).
Et par år senere blev han associeret direktør for afdelingen for biovidenskab ved National Center for Medical Devices and Radiological Health, hvor han havde ansvar for (blandt andet) at evaluere / vurdere sikkerheden og effektiviteten af ​​applikationer til enheder, der brugte eller genererede elektromagnetiske energier til diagnosticering og / eller behandling af sygdom.
Grundet de oprindelige dokumenters tilstand og læsbarhed kan kvaliteten af de OCR-scannede PDF-filer, der findes i arkivet, varierer. (4)
Kilder:
1) https://zoryglaser.com/zory-archives-author/
2) https://magdahavas.com/
3) https://zoryglaser.com/
4) https://magdahavas.com/from-zorys-archive/introduction-to-from-zorys-archive/

Anden del:
https://www.cellphonetaskforce.org/wp-content/uploads/2021/11/The-Most-Dangerous-Technology-Ever-Invented-Part-Two.pdf

a) Hvordan forskning i radiofrekvent stråling og blod-hjerne-barrieren blev lukket ned – igen.
Refleksioner i forbindelse med Leif Salfords 80-års fødselsdag og om Workshoppen på Reisenburg, ICNIRP samt våben- og teleindustriens særlige interesser.
https://nejtil5g.dk/hvordan-forskning-i-blod-hjerne-barrieren-blev-lukket-ned-igen/

b) Trådløse fodspor: Bekvemmelighedens skjulte miljømæssige omkostninger. En kraftig opfordring til alle miljøforkæmpere om at vågne op i forhold til den trådløse forurening.
https://nejtil5g.dk/traadloese-fodspor-bekvemmelighedens-skjulte-miljoemaessige-omkostninger/

Tredje del:
https://www.cellphonetaskforce.org/wp-content/uploads/2021/11/The-Most-Dangerous-Technology-Ever-Invented-Part-Three.pdf

Arthur Firstenberg (f. 1950) fra USA er forsker og journalist. Han studerede matematik og derefter medicin, men afbrød medicinstudiet efter en røntgenoverdosis. Firstenberg har arbejdet i 36 år som forsker, konsulent og foredragsholder om helse- og miljøvirkninger af elektromagnetisk stråling samt praktiseret som terapeut. Firstenberg er blevet en meget besværlig person for branchen – fordi han bringer forskningen op og gør den tilgængelig for de mange mennesker. Desuden er han så skarp og så principfast og konsekvent at han nogle gange provokerer — måske mere end taktisk klog og måske endda til det urimelige, som Einar Flydal skriver på sin blog.
Forfatter til ’The Invisible Rainbow: A History of Electricity and Life’:
“I løbet af de sidste 220 år har samfundet udviklet en universel tro på, at elektricitet er ‘sikker’ for menneskeheden og planeten. Videnskabsmanden og journalisten Arthur Firstenberg forstyrrer denne overbevisning ved at fortælle historien om elektricitet på en måde, den aldrig er blevet fortalt før – fra et miljømæssigt synspunkt – ved at beskrive de virkninger, som denne fundamentale samfundsbyggesten har haft på vores sundhed og vores planet.* *I The Invisible Rainbow sporer Firstenberg elektricitetens historie fra det tidlige attende århundrede til i dag, hvilket gør en overbevisende argumentation for, at mange miljøproblemer såvel som de store sygdomme i den industrialiserede civilisation – hjertesygdomme, diabetes og kræft – er relateret til elektrisk forurening.”
https://www.chelseagreen.com/product/the-invisible-rainbow/
Firstenbergs bog ’Den usynlige regnbuen – Historien om elektrisiteten og livet’ er oversat norsk, men også til spansk, tysk, fransk, italiensk, japansk og koreansk. Den har været en øjenåbner for rigtig mange mennesker. Den er spændende som en krimi, og til tider både morsom og smuk, hertil gennemgår den rigtig meget forskning på en stort set ganske letforståelige måde.
Den norske oversættelse, nu i 3. oplag, kan bestilles på http://Z-forlag.no eller via linket her: https://einarflydal.com/bestill-bokene-her/

Mere om bøger om 5G og elektromagnetisk stråling:
https://nejtil5g.dk/info-materiale/boeger-om-elektromagnetisk-straaling/

Læs mere her:

Litteraturhenvisninger

Anderson, John. “‘Isle of Wight Disease’ in Bees. I.” Bee World 11(4): 37-42 (1930).

Balmori, Alfonso. “Mobile Phone Mast Effects on Common Frog (Rana temporaria) Tadpole: The City Turned into a Laboratory.” Electromagnetic Biology and Medicine 29: 31-35 (2010).

Bartoniček, Václav and Eliska Klimková-Deutschová. “Effect of Centimeter Waves on Human Biochemistry.” Casopis Lekařů Ceskych 103(1): 26-30 (in Czech). English Translation in G. L. Khazan, ed., Biological Effects of Microwaves, ATD Report P-65-68, September 17, 1965 (Washington, DC: Dept. of Commerce), pp. 13-14 (1964).

Bawin, S.M. and W. Ross Adey. “Sensitivity of Calcium Binding in Cerebral Tissue to Weak Environmental Electric Fields Oscillating at Low Frequency.” Proceedings of the National Academy of Sciences USA 73(6): 1999-2003 (1976).

Belokrinitskiy, Vasily S. “Hygienic Evaluation of Biological Effects of Nonionizing Microwaves.” Gigiyena i Sanitariya 1982(6): 32-34. JPRS 81865, pp. 1-5 (1982).

Bigu del Blanco, Jaime. Interaction of Electromagnetic Fields and Living Systems with Special Reference to Birds. Laboratory Technical Report LTR-CS-113, Control Systems Laboratory, Division of Mechanical Engineering, National Research Council Canada (1973).

Bigu del Blanco, Jaime and César Romero-Sierra. Bird Feathers as Dielectric Receptors of Microwave Radiation. Laboratory Technical Report LTR-CS-89, Control Systems Laboratory, Division of Mechanical Engineering, National Research Council Canada (1973).

Blackman, Carl F., S.G. Benane, J.A. Elder, D.E. House, J.A. Lampe, and J.M. Faulk. “Induction of calcium-ion efflux from brain tissue by radiofrequency radiation.” Bioelectromagnetics 1:35-43 (1980).

Blackman, Carl F. “Radiobiological approaches to electropollution.” In Biological Effects of Electropollution, S. Dutta and R. Millis, eds., Information Ventures, Phila., 1986, pp. 39-46.

Brodeur, Paul. The Zapping of America. New York: W.W. Norton (1977).

Clarke, Dominic, Heather Whitney, Gregory Sutton, and Daniel Robert. “Detection and Learning of Floral Electric Fields by Bumblebees.” Science 340: 66-69 (2013).

Clarke, Dominic, Erica Morley, and Daniel Robert. “The bee, the flower, and the electric field: electric ecology and aerial electroreception.” Journal of Comparative Physiology A 203: 737-748 (2017).

Dutta, S. et al. :Microwave radiation-induced calcium ion flux from human neuroblastoma cells: dependence on depth of amplitude modulation and exposure time.” In BiologicalEffects of Electropollution, S. Dutta and R. Millis, eds. Information Ventures, Phila., 1986, pp. 63-69.

Edwards, G. S., C. C. Davis, J. D. Saffer, and M. L. Swicord. “Microwave Field-Driven Acoustic Modes in DNA.” Biophysical Journal 47: 799-807 (1985).

Engels, Svenja, Nils-Lasse Schneider, Nele Lefeldt, Christine Maira Hein, Manuela Zapka, Andreas Michalik, Dana Elbers, Achim Kittel, P. J. Hore, and Henrik Mouritsen. “Anthropogenic Electromagnetic Noise Disrupts Magnetic Compass Orientation in a Migratory Bird.” Nature 509: 353-56 (2014).

Fink, Hans-Werner and Christian Schönenberger. “Electrical Conduction through DNA Molecules.” Nature 398: 407-410 (1999).

Frey, Allan H. “Auditory System Response to Radio Frequency Energy.” Aerospace Medicine 32: 1140-42 (1961).

Frey, Allan H. “Human Auditory System Response to Modulated Electromag­netic Energy.” Journal of Applied Physiology 17(4): 689-92 (1962).

Frey, Allan H. and Elwood Seifert. “Pulse Modulated UHF Energy Illumination of the Heart Associated with Change in Heart Rate.” Life Sciences 7 (part 2): 505-12 (1968).

Frey, Allan H. and Rodman Messenger, Jr. “Human Perception of Illumination with Pulsed Ultrahigh-Frequency Electromagnetic Energy.” Science 181: 356-58 (1973).

Frey, Allan H., Sondra Feld, and Barbara Frey. “Neural Function and Behavior: Defining the Relationship.” Annals of the New York Academy of Sciences 247: 433-39 (1975).

Frey, Allan H. “Is a Toxicology Model Appropriate as a Guide for Biological Research with Electromagnetic Fields?” Journal of Bioelectricity 9(2): 233-234 (1990).

Gel’fon, I.A. and Sadchikova, M.N. “Protein fractions and histamine of the blood under the influence of UHF and HF.” In The Biological Action of Ultrahigh Frequencies, A.A. Letavet and Z.V. Gordon, eds., Academy of Medical Sciences, Moscow. JPRS 12471, pp. 42-46 (1960).

Glaser, Zorach R. Bibliography of Reported Biological Phenomena (“Effects”) and Clinical Manifestations Attributed to Microwave and Radio-Frequency Radiation. Bethesda, MD: Naval Medical Research Institute. NTIS reports nos. AD 734391, AD 750271, AD 770621, AD 784007, AD A015622, AD A025354, and AD A029430 (1971-1976).

Glaser, Zorach R. Bibliography of Reported Biological Phenomena (“Effects”) and Clinical Manifestations Attributed to Microwave and Radio-Frequency Radiation: Ninth Supplement to Bibliography of Microwave and RF Biologic Effects. Cincinnati, OH: National Institute for Occupational Safety and Health. NTIS report no. PB83176537 (1977).

Greggers, Uwe, Gesche Koch, Viola Schmidt, et al. “Reception and Learning of Electric Fields in Bees.” Proceedings of the Royal Society B 280: 20130528 (2013).

Haggerty, Katie. “Adverse Influence of Radio Frequency Background on Trembling Aspen Seedlings: Preliminary Observations.” International Journal of Forestry Research, article ID 836278 (2010).

Hallowell, C. “Trouble in the Lily Pads.” Time, Oct. 28, 1996, p. 87.

Hawk, Kathy. Case Study in the Heartland. Butler, PA, 1996.

Holtze, Christian, R. Sivaramakrishnan, Markus Antonietti, J. Tsuwi, Friedrich Kremer, and Klaus D. Kramer. “The microwave absorption of emulsions containing aqueous micro- and nanodroplets: A means to optimize microwave heating.” Colloid and Interface Science 302: 651-657 (2006).

Imms, Augustus D. “Report on a Disease of Bees in the Isle of Wight.” Journal of the Board of Agriculture 14(3): 129-40 (1907).

Koh, K.H., C Montgomery, D Clarke, EL Morley and D Robert. “Bumble Bee Hair Motion in Electric Fields.” Journal of Physics: Conference Series 1322: 012001 (2019).

Kordas, Diana. Comment to US Fish and Wildlife Service Concerning the Effects of a 5G Cell Tower on the Island of Samos. October 13, 2021.
Kordas, Diana. “Birds and Trees of Northern Greece: Population Declines since the Advent of 4G Wireless An Observational Study.” Oct. 5, 2017, 26 pages.

Kunjilwar, K.K. and Jitendra Behari. “Effect of amplitude-modulated RF radiation on cholinergic system of developing rats.” Brain Research 601:321-324 (1993).

Margaritis, Lukas H., Areti K. Manta, Konstantinos D. Kokkaliaris, et al. “Drosophila Oogenesis as a Bio-marker Responding to EMF Sources.” Electromagnetic Biology and Medicine 33(3): 165-189 (2014).

Microwave News. “Industry Pressures FCC to Adopt ANSI RF/MW Exposure Standard.” March/April 1996, pp. 1, 11-12.

Microwave News. “Highlights.” May/June 1995, p. 12.

Moore, Julie L., indexer. Cumulated Index to the Bibliography of Reported Biological Phenomena (“Effects”) and Clinical Manifestations Attributed to Microwave and Radio-Frequency Radiation, compiled by Zorach R. Glaser. Riverside, CA: Julie Moore & Associates (1984).

Navakatikian, Mikhail A. and Lyudmila A. Tomashevskaya. “Phasic Behavioral and Endocrine Effects of Microwaves of Nonthermal Intensity.” In: David O. Carpenter and Sinerik Ayrapetyan, eds., Biological Effects of Electric and Magnetic Fields (New York: Academic), vol. 1, pp. 333-42 (1994).

Nieh, James C. “The Stop Signal of Honey Bees: Reconsidering Its Message.” Behavioral Ecology and Sociobiology 33(1): 51-56 (1993).

Nikitina, Valentina N. 2001. “Hygienic, Clinical and Epidemiological Analysis of Disturbances Induced by Radio Frequency EMF Exposure in Human Body.” In Kjell Hansson Mild, Monica Sandstrom, and Eugene Lyskov, eds., Clinical and Physiological Investigations of People Highly Exposed to Electromagnetic Fields (Umeå, Sweden: National Institute for Working life), Arbetslivsrapport 3, pp. 32-38 (2001).

Nittby, Henrietta, Gustav Grafström, Dong Ping Tian, Lars Malmgren, Arne Brun, Bertil R.R. Persson, Leif G. Salford, and Jacob Eberhardt. “Cognitive Impairment in Rats after Long-Term Exposure to GSM-900 Mobile Phone Radiation.” Bioelectromagnetics 29: 219-232 (2008).

Paffhausen, Benjamin H., Julian Petrasch, Uwe Greggers, et al. “The Electronic Bee Spy: Eavesdropping on Honeybee Communication via Electrostatic Field Recordings.” Frontiers in Behavioral Neuroscience 15: 647224 (2021).

Panagopoulos, Dimitris J. “Effect of Microwave Exposure on the Ovarian Development of Drosophila melanogaster.” Cell Biochemistry and Biophysics 63: 121-132 (2012).

Panagopoulos, Dimitris J. “Analyzing the Health Impacts of Modern Telecommunications Microwaves.” In Advances in Medicine and Biology, Leon V. Berhardt, ed., Nova Science Publishers, NY, Vol. 17, pp. 1-55 (2011).

Panagopoulos, Dimitris J., Evangelia D. Chavdoula, and Lukas H. Margaritis. “Bioeffects of Mobile Telephony Radiation in Relation to Its Intensity or Distance from the Antenna.” International Journal of Radiation Biology 86(5): 345-357 (2010).

Panagopoulos, Dimitris J. and Lukas H. Margaritis. “Mobile Telephony Radiation Effects on Living Organisms.” In Mobile Telephones, Networks, Applications, and Performance, A.C. Harper and R.V. Buress, eds., Nova Science Publishers, NY, pp. 107-149 (2008).

Panagopoulos, Dimitris J., Andreas Karabarbounis, and Lukas H. Margaritis. “Effect of GSM 900-MHz Mobile Phone Radiation on the Reproductive Capacity of Drosophila melanogaster.” Electromagnetic Biology and Medicine 23(1): 29-43 (2004).

Persson, Bertil R. R., Leif G. Salford, and Arne Brun. “Blood-brain Barrier Permeability in Rats Exposed to Electromagnetic Fields Used in Wireless Communication.” Wireless Networks 3: 455-61 (1997).

Phillips, Ernest F. “The Status of Isle of Wight Disease in Various Countries.” Journal of Economic Entomology 18: 391-95 (1925).

Polk, Charles. “Implications of Measured Electric Conductivity of DNA for Bio-effects of E.M. Fields.” In Bioelectromagnetics Society Annual Meeting, June 9-16, 2000, München, Germany, Abstracts book, pp. 22-23.

Raumer, Max. “Heisse Gespräche.” ZEIT Wissen, May 2006, https://www.zeit.de/zeit-wissen/2006/05/Handy-Strahlung.xml/komplettansicht.

Romero-Sierra, César, Arthur O. Quanbury, and J. Alan Tanner. Feathers as Microwave and Infra-Red Filters and Detectors — Preliminary Experiments. Laboratory Technical Report LTR-CS-40, Control Systems Laboratory, Division of Mechanical Engineering, National Research Council Canada (1970).

Sadchikova, Maria N. “Clinical manifestations of reactions to microwave irradiation in various occupational groups.” In Biologic Effects and Health Hazards of Microwave Radiation: Proceedings of an International Symposium, Warsaw, 15-18 Oct., 1973, P. Czerski et al., eds., pp. 261-267 (1974).

Saglioglou, Niki E., Areti K. Manta, Ioannis K. Giannarakis, Aikaterini S. Skouroliakou, and Lukas H. Margaritis. “Apopoptic Cell Death during Drosophila Oogenesis Is Differentially Increased by Electromagnetic Radiation Depending on Modulation, Intensity and Duration of Exposure.” Electromagnetic Biology and Medicine 35(1): 40-53 (2014).

Sagripanti, Jose-Luis and Mays L. Swicord. “DNA Structural Changes Caused by Microwave Radiation.” International Journal of Radiation Biology and Related Studies in Physics, Chemistry and Medicine 50(1): 47-50 (1986).

Sagripanti, Jose-Luis, Mays L. Swicord, and C. C. Davis. “Microwave Effects on Plasmid DNA.” Radiation Research 110(2): 219-231 (1987).

Salford, Leif G., Arne E. Brun, Jacob L. Eberhardt, Lars Malmgren, and Bertil R.R. Persson. “Nerve Cell Damage in Mammalian Brain after Exposure to Microwaves from GSM Mobile Phones.” Environmental Health Perspectives 111(7): 881-83 (2003).

Salford, Leif G., Bertil Persson, Jacob Eberhardt, Gustav Grafström, and Lars Malmgren. “Non-thermal Effects of EMF upon the Mammalian Brain.” Abstract for a presentation made at an international conference titled The Precautionary EMF Approach: Rationale, Legislation and Implementation, Benevento, Italy, February 2006.

Schwartz, Jean-Louis, Dennis E. House, and Geoffrey A.R. Mealing. “Exposure of Frog Hearts to CW or Amplitude-Modulated VHF Fields: Selective Efflux of Calcium Ions at 16 Hz.” Bioelectromagnetics 11: 349-358 (1990).

Serant, Claire. “A Human Science Experiment.” New York Newsday, May 10, 2004.

Sikorski, M. and J. Bielski. “Disturbances of glucose tolerance in workers exposed to electromagnetic radiation.” Medycyna Pracy 47(3) 227-231 (1996) (in Polish).

Souder, William. “An Amphibian Horror Story.” New York Newsday, Oct. 15, 1996, pp. B19, B21.

Souder, William. “Deformed Frogs Show Rift Among Scientists.” Houston Chonicle, Nov. 5, 1997, p. 4A.

Stern, John. “Space Aliens Stealing Our Frogs.” Weekly World News, Apri 17, 1990, p. 21.

Sutton, Gregory P., Dominic Clarke, Erica L. Morley, and Daniel Robert. “Mechanosensory hairs in bumblebees (Bombus terrestris) detect weak electric fields.” Proceedings of the National Academy of Sciences 113(26): 7261–7265 (2016).

Swicord, Mays L. “Chain-Length-Dependent Microwave Absorption of DNA.” Biopolymers 22: 2513-2516 (1983).

Syngayevskaya, V. A. 1970. “Metabolic Changes.” In I. R. Petrov, ed., Influence of Microwave Radiation on the Organism of Man and Animals (Leningrad: “Meditsina”), in English translation, 1972 (Washington, DC: NASA), report no. TTF-708, pp. 48-60 (1970).

Tanner, J. Allan. “Effects of Microwave Radiation on Birds.” Nature 210: 636 (1966).

Tanner, J. Alan and César Romero-Sierra. “Bird Feathers as Sensory Detectors of Microwave Fields.” In: Stephen F. Cleary, ed., Biological Effects and Health Implications of Microwave Radiation. Symposium Proceedings (Rockville, MD: U.S. Department of Health, Education and Welfare), Publication BRH/DBE 70-2, pp. 185-87 (1970).

Tanner, J. Alan, Jamie Bigue del Blanco, and César Romero-Sierra. Bird Feathers as Dielectric Receptors of Microwave Radiation. Laboratory Technical Report LTR-CS-89, Control Systems Laboratory, Division of Mechanical Engineering, National Research Council Canada (1973).

Tanner, J. Alan and César Romero-Sierra. “The Effects of Chronic Exposure to Very Low Intensity Microwave Radiation on Domestic Fowl.” Journal of Bioelectricity 1(2): 195-205 (1982).

Trovato, E. Ramona, Director, Division of Radiation and Indoor Air, Environmental Protection Agency. Letter to Federal Communications Commission (June 19, 1995).

Underwood, Robyn M. and Dennis vanEngelsdorp. “Colony Collapse Disorder: Have We Seen This Before?” Bee Culture 35(7): 13-18 (2007).

United States General Accounting Office. Efforts By The Environmental Protection Agency To Protect The Public From Environmental Nonionizing Radiation Exposures. CED-78-79, B-166506 (March 29, 1978).

United States Senate, Committee on Appropriations, 104th Congress. Departments of Veterans Affairs and Housing and Urban Development, and Independent Agencies Appropriations Bill, Report No. 104-140 (September 5, 1995).

U.S. Environmental Protection Agency. “Federal Radiation Protection Guidance; Proposed Alternatives for Controlling Public Exposure to Radiofrequency Radiation.” Notice of Proposed Recommendations, Federal Register, Vol. 51, No. 146, pp. 27318-27339 (July 30, 1986).

U.S. Environmental Protection Agency. “Federal Radiation Protection Guidance for Public Exposure to Radiofrequency Radiation,” ARP-FRL-2245-6. Advanced Notice of Proposed Recommendation, Federal Register, Vol. 47, pp. 57338-57440 (Dec. 23, 1982).

vanEngelsdorp, Dennis, Jay D. Evans, Claude Saegerman, Chris Mullin, Eric Haubruge, Bach Kim Nguyen, Maryann Frazier, Jim Frazier, Diana Cox-Foster, Yanping Chen, Robyn Underwood, David R. Tarpy, and Jeffery S. Pettis. “Colony Collapse Disorder: A Descriptive Study.” PLoS ONE 4(8): e6481 (2009).

Vogt, Amanda. “Mutant Frogs Spark a Mega Mystery.” Chicago Tribune, August 4, 1998, sec. 7, p. 3.

Warnke, Ulrich. Bees, Birds and Mankind: Destroying Nature by “Elektrosmog” (Bienen, Vögel und Menschen: Die Zerstörung der Natur durch ‚Elektrosmog’). Kompetenzinitiative, Stuttgart, Germany (German edition 2007; English edition 2009).

Watson, Traci. “Frogs Falling Silent across USA.” USA Today, August 12, 1998, p. 3A.

Wilson, William T. and Diana M. Menapace. “Disappearing Disease of Honey Bees: A Survey of the United States.” American Bee Journal, February, pp. 118-19; March, pp. 184-86, 217 (1979).

Zaret, Milton M. Investigation of Personnel Hazard Associated with Radio-Frequency Fields Encountered in Naval Operations. Office of Naval Research, Contract No. N00014-69-C-0358, ONR Identification No. NR 101-765. Dept. of the Navy, Arlington, Virginia (1971).

Zaret, Milton M. Hearings before the Committee on Commerce, United States Senate, Ninety-Third Congress, First Session on Public Law 90-602, Radiation Control for Health and Safety Act of 1968, Serial No. 93-24, pp. 100-113. Washington: U.S. Government Printing Office (1973).

Zaret, Milton M. “Cataracts Following Use of Microwave Ovens.” New York State Journal of Medicine 74(11): 2032-2048 (1974).

Zaret, Milton M. “Selected cases of microwave cataract in man associated with concomitant annotated pathologies.” In Biologic Effects and Health Hazards of Microwave Radiation: Proceedings of an International Symposium, Warsaw, 15-18 Oct., 1973, P. Czerski et al., eds., pp. 294-301 (1974).

Zaret, Milton M. “Blindness, Deafness and Vestibular Dysfunction in a Microwave Worker.” The Eye, Ear, Nose and Throat Monthly 54: 291 (1975). 

Please follow and like us:

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik, hvis du vil vide mere.